Optakt: EM enkeltstart

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort sidste år, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar.

Løbet i 2018 var endda specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, og det er således først i 2022, at begivenheden vil have dette særprægede format.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt har villet give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb er meget stort i denne travle måned, har trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige.

I corona-året 2020 er konkurrencen naturligvis endnu større. Faktisk så det længe ud til, at løbet slet ikke ville blive afviklet, da de oprindelige værter, italienske Trento, meget hurtigt bad om og fik lov til at udsætte deres arrangement til 2021. I stedet gik man på jagt efter en erstatning, og her var man heldige at opnå en aftale med den bretonske by Plouay, der er kendt som lidt af et cykelmekka. Her afvikles nemlig hvert år WorldTour-løbet Bretagne Classic, og det var da også synergien med dette løb, der gjorde det muligt meget sent i forløbet, nemlig i begyndelsen af juli, at finde plads i den overfyldte kalender. Det er således endt med den meget særprægede konstruktion, at der for eliteherrerne afvikles enkeltstart om mandagen, inden det gælder WorldTour-løbet tirsdag og EM-linjeløbet onsdag. Ved at ændre på den vanlige rækkefølge af begivenhederne og indsættelsen af et særligt chartret fly onsdag aften er det håbet, at rytterne stadig kan overtales til at deltage, selvom mange skal være i Nice til Tour-starten lørdag.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Den konstruktion har åbenlyst været ambitiøs. Ikke blot har det været svært for Tour-rytterne at overtale deres respektive hold til at bryde ud af deres corona-boble og ”blande sig” med landsmænd fra andre hold så tæt på Tour-starten, det har også været svært for de ryttere, der faktisk rejser til Bretagne, at kombinere to store endagsløb på bare to dage, ikke mindst fordi holdene naturligvis foretrækker, at deres ryttere fokuserer på WorldTour-løbet, hvor de ikke optræder for deres landshold. Alle disse logistiske og sportslige komplikationer har da også ført til en udvandet udgave, hvor vi kommer til at savne en stor del af de ryttere, der kunne have jagtet en af karrierens største sejre.

Inden det gælder linjeløbet, er det imidlertid enkeltstarten, der vil stjæle opmærksomheden på Plouays landeveje, og selvom EM-titlen her fortsat slet ikke synes at have samme prestige som linjeløbet, har der i 2018 og 2019 været tale om et klart bedre felt end i de første to udgaver. Ligesom linjeløbet lider også tidskørslen imidlertid under den mildt sagt vanskelige kalenderplacering, og vi kan således spejde langt efter indlysende topkandidater som Wout van Aert, Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Jonathan Castroviejo, Kasper Asgreen, Tony Martin, Søren Kragh, Thomas de Gendt og Nelson Oliveira, der alle har fuldtonet fokus på Touren og ikke skal en tur til Bretagne, og blandt Tour-deltagerne er det kun Stefan Küng, der har fået lov af holdet til at give løbet et forsøg.

Sidste års løb udviklede sig til endnu et trin i Remco Evenepoels opstigen mod himlen. Kort efter sin sensationelle sejr i Clasica San Sebastian knuste det belgiske fænomen på den blot 22,4 km lange og helt flade rute i Alkmaar. Med hele 19 sekunder henviste han danske Kasper Asgreen til sølvet, som danskeren tog i et knivskarpt opgør, hvor de resterende fem mand i top 6 var adskilt af bare 4 sekunder. Af dem var Edoardo Affini næstbedst og løb med bronzen, og dermed blev det et meget ungt podium, der kunne betragtes i det vindblæste Holland. Det voldsomme styrt i Lombardiet betyder, at Evenepoel desværre ikke forsvarer titlen, som det ellers var planen, og da Asgreen som nævnt er låst af Tour-forpligtelserne, bliver Affini eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at enkeltstartsspecialisterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet betød, at man skulle op over den berømte Cote de Cadoudal-stigning, og også i 2018 var der en del bakker på ruten i Glasgow, der ikke var en helt flad sag. Den slags bekymringer behøvede de ikke gøre sig i 2017 og 2019. Herning og Alkmaar er flade som pandekager, og arrangørerne havde designet ruter, der ikke kunne været meget nemmere. Lange lige strækninger i fladt terræn prægede ruten i det midtjyske højland og den forblæste Zeeland-provins, og der var dermed tale om guf for de sande specialister.

I år bliver det imidlertid ikke så let på en rute, der er en forlænget udgave af linjeløbets rundstrækning. Start og mål ligger i Plouay, og ligesom i 2019 viderefører man princippet om for mesterskabet usædvanligt korte enkeltstarter. Således skal der køres bare 25,6 km, som dog er en anelse længere end for et år siden. Målstregen ligger i den nordvestlige udkant af byen, hvorfra man igennem fladt terræn kører mod sydøst ind til selve byzonen, hvor man igennem et par sving kører mod nordøst ud til dagens første stigning Cote de Moulin, der leder direkte over i Cote du Lezot, som vi også kender fra den gamle rute til Bretagne Classic. Sidstnævnte stiger med 4,1% over 1000 m og er stejlest i bunden med 5,4% over de første 500 m. Toppen rundes efter 2,3 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet kører man mod nord ad en lang, lige vej, der kun er ganske let faldende og efter 2,9 km byder på den ultrakorte Cote du Bois de Kerlucas. Herefter begynder det at stige ganske let, indtil man når toppen af Cote de Kervrehan efter 5,8 km, og kort efter rammer man rutens nordligste punkt.

Her afviger man fra linjeløbsruten. Man fortsætter nemlig ad en lang, lige vej mod nordøst op til byen Kernascleden. Først venter en lille nedkørsel, inden man skal over en bakke (800 m, 5,15%) med top efter 8 km, inden det primært er let faldende - dog afbrudt af en ganske lille bakke med top efter 10,9 km - ned mod byen, som nås efter 12,0 km i det nordligste punkt. Her kører man kortvarigt mod vest igennem fladt terræn, inden det går mod sydvest op over en bakke (600 m, 4,75%) med top efter 15 km, hvorefter en relativt lige og ganske let faldende vej leder videre mod sydvest forbi et punkt, hvor man atter rammer ruten til linjeløbet.

Vejen fører frem til bunden af dagens sidste stigning, Restergal. Her drejer man mod syd ind på bakken, der over 900 m stiger helt jævnt med 5,6% i snit, inden man med 2,1 km igen runder toppen. Der er heller ikke her nogen nedkørsel, men i stedet fortsætter man mod syd gennem fladlandet, indtil man med 1 km igen drejer mod sydøst ind på opløbsstrækningen. Her begynder det endelig at falde over de første 500 m, inden de sidste 500 m er ganske let stigende.

Løbet byder på i alt bare 312 højdemeter mod bare 21 højdemeter på sidste års rute.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Bretagne er kendt for blæst og regn, og det er præcis de betingelser, der venter til tirsdagens Bretagne Classic. EM-løbene vil dog have bedre vejr. Mandag vil ganske vist være overskyet, men risikoen for en byge er kun 15%, og temperaturen vil være behagelig med 22 grader. Det vil være relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra sydvest, og den vil være konstant. Det giver sidemedvind på første halvdel og sidemodvind på anden halvdel, indtil man får sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Mens linjeløbene som sagt fra start har tiltrukket en vis interesse fra også de største navne - måske med løbet i Herning som en lidt kedelig undtagelse - har det knebet lidt mere på enkeltstarten. Her har de allerstørste navne med Tom Dumoulin i spidsen endnu ikke kunnet overtales til at gå efter stjernetrøjen, men fra 2018 mærkede man en stigende interesse. Ganske vist savnede man også dengang navne som Dumoulin, Geraint Thomas, Chris Froome, Primoz Roglic og Tony Martin, men de fleste af de mere rendyrkede specialister var til start i både Glasgow og Alkmaar.

Sådan bliver det som nævnt ovenfor ikke i corona-året 2020. Som sagt er Stefan Küng den eneste Tour-rytter, der har fået lov til at bryde sin boble for at rejse til Bretagne og kæmpe om stjernetrøjen, og dermed savner vi Wout van Aert, Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Jonathan Castroviejo, Kasper Asgreen, Tony Martin, Søren Kragh, Thomas de Gendt og Nelson Oliveira, hvis fokus altså er et andet. Bedre bliver det ikke af, at Remco Evenepoel, som ellers skulle have forsvaret sin titel, naturligvis er ukampdygtig, og selvom han uanset hvad med sin nuværende corona-karantæne ikke kunne køre, havde Filippo Ganna aldrig planer om at køre løbet.

Det gør det desværre til det måske svagest besatte EM, men det har været uundgåeligt i den tætpakkede kalender og de mange corona-tiltag. Enkelte stjerner er til start, men en uforholdsmæssig stor del af feltet udføres af ”små” ryttere, for hvem deltagelsen er det primære. Det betyder også, at favoritlisten er relativt kort.

De foregående fire EM-enkeltstarter har været inddelt i to kategorier. I Herning og Almaar var det guf for de rene wattmonstre på næsten helt flade ruter, mens man i både Plumelec og Glasgow havde ganske kuperede ruter med en del højdemeter. Årets rute i Plouay er meget sammenlignelig med de to sidstnævnte - ikke overraskende, når Plouay og Plumelec begge ligger i Bretagne - og den væsentligste forskel er det nye princip om korte enkeltstarter. Terrænmæssigt svarer ruten til det, vi så i 2016 og 2018, men forskellen er, at distancen er meget kort for et mesterskab, som det også var tilfældet i Alkmaar sidste år.

Bakkerne er ikke lange, og det er derfor ingenlunde en bjergenkeltstart, men 312 højdemeter over 25,6 km er ganske pænt og stiller krav til klatreevnerne og alsidigheden. Til sammenligning var der 327 og 478 højdemeter i hhv. Glasgow og Plumelec, begge gange over ca. 45 km, og ruten er således mere kuperet end dem begge. Ruten synes heller ikke at være alt for teknisk, selvom der er passager med Bretagnes snoede og kringlede veje.

Heldigvis bliver vejret næppe et tema. Enkeltstarten afvikles over bare en times tid, og risikoen for en byge er så lille, at rytterne bør have identiske betingelser, både hvad vind og våde veje angår. Formentlig afgøres enkeltstarten i den ret hårde modvind på hjemturen, og det er i hvert fald en god ide at gemme lidt i tanken til rutens anden halvdel, der trods et meget fladere terræn ikke bliver meget lettere end den kuperede første del.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Havde Evenepoel været til start, havde der ikke været skyggen af tvivl om favoritværdigheden, men meget taler for, at stjernetrøjen bliver i den belgiske lejr for fjerde år i træk. Sidste år måtte Victor Campenaerts ganske vist droppe at gå efter et hattrick, da et hårdt forår med timerekord, Giro og Belgium Tour totalt havde tømt ham for kræfter. Nu vender han imidlertid tilbage i et 2020, hvor han reelt kun har seks dage, der betyder noget, nemlig dagene for de belgiske mesterskaber, EM, VM og de tre Giro-enkeltstarter - seks løb, han har indrettet hele sin sæson efter.

Campenaerts tiltrak sig megen opmærksomhed i corona-pausen for sine vilde eksperimenter med iltapparater, der simulerede højder på helt op til 10000 m, og angiveligt producerede han i de dage nogle watt, han aldrig tidligere havde været i nærheden af. Derfor var der også megen spænding, da han i torsdags stillede til start i de belgiske mesterskaber. Her udeblev miraklet, men at blive slået med 30 sekunder af det formstærke fænomen Wout van Aert over 41,6 km er bestemt ingen skam - specielt ikke når man husker, at Campenaerts kører rundt med et brud i ryggen efter styrtet i Tjekkiet.

Formen synes altså at være udmærket, og ruten passer ham også glimrende. Campenaerts er nemlig efterhånden blevet en ret habil klatrer, som han viste med sin - for ham selv chokerende - VM-bronze i de østrigske alper og hans fornemme ridt på den meget svære lange enkeltstart i sidste års Giro. Hans første EM-sejr kom da også på den tilsvarende rute i Glasgow, så terrænet mestrer han. Hans motor havde foretrukket en længere distance, men med sejren i den korte Tirreno-enkeltstart mod hele verdenseliten viser, at han også mestrer meget kortere enkeltstarter end denne. Campenaerts skuffede stort på årets første enkeltstart i Paris-Nice og er ikke altid helt tilregnelig, men til mesterskaberne er han der altid. Med helt målrettet forberedelse må han være manden, der skal slås, og det kunne ligne en tredje EM-titel til den stærke belgier.

En rytter, der til gengæld aldrig har fået det til at spille ved mesterskaberne, er Stefan Küng. Schweizeren har aldrig været tæt på ved VM, og ved EM var han en af de tunge favoritter i både 2018 og 2019, hvor han ”blot” blev hhv. nr. 7 og 4. Særligt i Glasgow skuffede han fælt, og måske var det endda hans store chance, da han efter skiftet til FDJ har oplevet, hvor svært det er at klare sig uden en BMC-cykel. I hvert fald skuffede han gennem hele 2019 på sine enkeltstarter.

Noget kunne dog tyde på, at han er i bedring. I Algarve blev han nr. 3 bag de to store favoritter, Evenepoel og Rohan Dennis, og i Paris-Nice blev han nr. 8 på en rute, der for ham var for kuperet. I det hele taget har Küng udenfor enkeltstarterne gjort store fremskridt på det seneste, og hans ”nye” styrke kom naturligvis særligt til udtryk med 3. pladsen i VM-linjeløbet sidste år.

I det lys er det næsten en fordel for Küng, at ruten her er ret kuperet. Han klatrede som en drøm i Dauphiné, hvor han sågar blev nr. 42 på den sidste bjergetape, hvilket er ret uhørt for en fyr af hans type. Også 14. pladsen i et meget kuperet Strade Bianche vidner om form, og Küng synes generelt at være knivskarp inden Touren. Modsat Campenaerts har han imidlertid slet ikke forberedt sig på enkeltstarter i den seneste tid, og kombinerer man det med resultaterne fra 2019, må han nøjes med at være hovedudfordrer.

Værtslandet drømmer om sejr til Remi Cavagna, og det er bestemt ikke umuligt. Franskmanden lagde lovende fra land som temporytter, men faldt så pludselig helt sammen i nogle år. I 2019 var han imidlertid tilbage, først og fremmest i et generelt meget stærkere format, men også på enkeltstarterne, hvor han blev nr. 3 på Vuelta-tidskørslen bag Primoz Roglic og VMs nr. 4, Patrick Bevin, ligesom han kørte i top 10 i et Dauphiné, hvor enkeltstarten egentlig tilgodeså klassementsrytterne.

På papiret er denne enkeltstart skræddersyet til Cavagna, der har specialiseret i gigantiske soloridt i netop denne slags terræn, senest med sejren i Ardeche før pausen. Desværre har han været slemt skuffende i august med overraskende svage præstationer i Ain og Dauphiné. Han rejste sig lidt med sin sejr ved fredagens franske mesterskaber, men en margin på 6 sekunder ned til Benjamin Thomas er ikke imponerende, når han her skal forsøge at slå to herrer fra verdenseliten. Det synes han ikke helt at have formen til, men vi ved også, at Cavagna på sine store dage kan være helt, helt umedgørlig.

Alex Dowsett lignede en temporytter i forfald. Resultaterne forsvandt næsten fuldstændigt, og han blev efterhånden en mand, man slet ikke skulle nævne som favorit. Det ændrede sig imidlertid pludselig i 2019. Allerede på den alt for svære rute i Dauphiné kørte han meget stærk på den flade del, og ved EM var han på 5. pladsen én af de hele fem ryttere, der kæmpede om sølvet og var adskilt af bare fire sekunder. Det vilde resultat kom dog ved VM på hjemmebane, hvor ruten var alt for kuperet for tunge Dowsett, men hvor han nærmest sensationelt blev nr. 5 og var meget tæt på medalje.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Den præstation har fået Dowsett til igen at fokusere på enkeltstarter med OL som det store mål. Desværre har han endnu ikke kørt en enkeltstart i år, og derfor ved vi ikke, om han har kunnet fastholde niveauet fra sidste år. Formen synes i hvert fald god, for store Dowsett blev nr. 34 i et brutalt Strade Bianche, der burde være alt for svært for ham. Det burde denne enkeltstart egentlig også være, men efter VM sidste år ved vi nu, at en Dowsett i storform kan være med på denne slags ruter også. Nu skal han bare vise, at det ikke blot var én god dag på hjemmebanen, men udtryk for en generel tendens.

Jan Tratnik slog i tiden hos CCC pludselig igennem som specialist på kuperede enkeltstarter. Han kørte i top 10 ved VM i Bergen, vandt enkeltstarten i Coppi e Bartali og kørte i top 10 på den afsluttende Giro-enkeltstart og nr. 11 på den lange. Desværre har det efter skiftet til Bahrain knebet på alt andet end prologer, men en 16. plads på Tour-enkeltstarten, en 13. plads i Romandiet og senest en 13. plads i årets Paris-Nice vidner dog om, at han stadig er en habil temporytter. Han har ingen chancer på flade tonserenkeltstarter, men lige netop på en rute af denne type er Tratnik en ganske stærk kandidat.

Desværre synes han ikke i superform efter en halvsløj indsats i Tjekkiet, men en samlet 11. plads vidner trods et svagt felt om, at han ikke er helt væk. Af erfaring ved vi, at han kan finde formen ud af det blå, som da han sidste år pludselig kørte med om sejren på en Tour-etape, og gør han det, er det på en rute som denne, at Tratnik kan køre stærkt.

Efter en lunken start på den professionelle karriere viste Edoardo Affini pludselig, at han alligevel er en fremtidig tempogigant, da han sidste år i meget skrapt selskab tog bronze. Det fornemme niveau bekræftede han senere med 2. pladsen i det stærkt besatte BinckBank Tour, hvor kun Filippo Ganna var hurtigere, inden han sejrede i Tour of Britain foran blandt andre Dowsett.

Desværre er der ikke meget, der tyder på en gentagelse i år. Affini har skuffet fælt på begge sine enkeltstarter i år. I Ruta del Sol undskyldes han af en for svær rute, men en 23. plads i et svagt felt var nu langt under niveau. Fredag blev han så blot nr. 3 ved de italienske mesterskaber, hvor han slet og ret blev kørt midt over af Ganna og endda slået klart af Alessandro de Marchi, der slet ikke er specialist. Det lover ikke godt for Affinis form, selvom han var med til vinde holdløbet i Tjekkiet, hvor Mitchelton dog også var store favoritter, at en sejr næsten ikke kunne undgås. Lægger man dertil, at ruten her bør være alt for kuperet, ser det ud til, at Affini skal kæmpe for en top 5. Den burde heldigvis også være mulig i et felt med meget få professionelle.

Som U23-rytter lignede Ryan Mullen en fremtidig tempogigant, men sådan gik det aldrig. Sejren i San Juan i 2018, 5. pladsen ved VM i Qatar samt EM-bronzen i Herning må regnes som højdepunkterne, men i de seneste to år har der været relativt langt mellem snapsene. Senest blev han blot nr. 31 på enkeltstarten i Algarve og nr. 101 i Paris-Nice, men sidstnævnte var også alt for kuperet for den meget tunge Mullen. På sine gode dage kan han stadig, som han sidste år viste med en 4. plads i et stærkt felt i Algarve samt en 5. plads i Belgium Tour, hvor han uden defekt formentlig havde vundet i et felt med både Evenepoel og Campenaerts. Når han alligevel figurerer langt nede på denne liste, skyldes det som for Affinis vedkommende ruten. I forvejen er den for svær for den store irer, og da han ikke just viste bjergben i Polen forleden, ligner det ikke endnu en irsk medalje til Mullen.

Endelig vil jeg nævne Rui Costa. Portugiseren er bestemt ikke specialist, men af og til hiver han stadig en god enkeltstart op af hatten. Det gjorde han særligt med 7. pladsen i selskab med mange af verdens allerbedste i Romandiet sidste år, og også hans 13. plads på den fladere rute i Algarve var i det selskab ganske hæderligt. Forleden blev han ganske vist slået af Ivo Olievira ved de portugisiske mesterskaber, hvilket var en skuffelse på den ganske kuperede rute, men med sejren i linjeløbet og kørslen i Limousin (på sidste etape) og i Polen har han vist, at formen ikke er helt ringe. Naturligvis vinder Costa ikke, men rutens beskaffenhed gør, at han kan lave et resultat, hvis han har en Romandiet-dag.

Blandt de øvrige ryttere vil jeg fremhæve Jan Barta, der dog ikke har været konkurrencedygtig i de internationale mesterskaber i de senere år, samt Sergei Tvetcov, der heller aldrig har præsteret noget internationalt, men med fin form i de rumænske løb for nylig måske kan gøre det udmærket på så kuperet en rute. Claudio Imhof sikrede sig sidste år nogle meget flotte top 15-placeringer i Romandiet og Schweiz, men hans form var skidt i Ain, og i juli blev han blot nr. 12 ved de nationale mesterskaber. Tom Bohli er desværre gået helt i stå som temporytter, blev blot nr. 5 ved de nationale mesterskaber og finder ruten for svær.

OPDATERING: Tvetcov og Bohli stiller ikke til start.

***** Victor Campenaerts

**** Stefan Küng, Remi Cavagna

*** Alex Dowsett, Jan Tratnik

** Edoardo Affini, Ryan Mullen, Rui Costa

* Jan Barta, Claudio Imhof, Justin Wolf

Danskerne

Økonomi og en tætpakket kalender betyder desværre, at Danmark skipper herreelitens EM-løb.