Tour de France: Hovedudfordrerne

Der findes vel ikke den cykelfan, der ikke har dunket hovedet ind i væggen af frustration. Nu havde vi i et lille år set frem til opgøret mellem de to supermandskaber fra Ineos og Jumbo-Visma anført af to kaptajntrioer, der tilsammen har stået for syv af de seneste ni grand tour-sejr, men sådan bliver det ikke. Først stod det klart, at Geraint Thomas og Chris Froome var så milevidt fra konkurrencedygtig form, at deltagelse ikke gav den store mening hverken for dem selv eller holdet, og siden måtte en uheldig Steven Kruijswijk melde forfald som følge af et af de mange styrt, der har præget den genstartede sæson.

Når skuffelsen har lagt sig, er der imidlertid stadig grund til at glæde sig. Som erstatning for Froome og Thomas kan vi nemlig glæde os over tilføjelsen af Richard Carapaz til feltet, og i lyset af de to britiske stjernes ringe form er det et bytte, man kun kan glæde sig over. Nu får vi ikke et opgør mellem to kaptajntrioer med sejre i syv af de seneste tre grand tours, men i stedet et opgør mellem to duoer, der tæller vinderne af alle sidste sæson tre store etapeløb og tillige kan mønstre en rytter, der i 2017 og 2018 opnåede én sejr og to andenpladser, de tre gange han kastede sig ud i et løb over tre uger. Og med tanke på Jumbos skræmmende styrke i de forløbne uger kan det for løbet være meget heldigt, at hollænderne med Kruijswijks exit er sat lidt tilbage.

Der er således stadig lagt op til et stort opgør mellem de to supermandskaber, men de skal passe på med ikke at kun at fokusere på hinanden. En alt for intens intern magtkamp kan nemlig udnyttes af den stjerneparade af rivaler, der vil være samlet i et felt, der som følge af corona-krisen og den ekstra betydning, det har givet Touren, vel er det stærkeste i mange år.

Læs også

Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Faktisk bliver man næsten helt paf, når man går igennem startlisten. Blandt de fire stjerners rivaler finder vi således tidligere grand tour-vindere i form af Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Fabio Aru. Dertil skal lægges Thibaut Pinot, Tadej Pogacar, Rigoberto Uran, Thomas de Gendt, Romain Bardet, Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Mikel Landa, Esteban Chaves og Bauke Mollema, der alle har været på podiet, samt Emmanuel Buchmann, Tejay van Garderen, Robert Gesink, Pierre Rolland, Nicolas Roche, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Roman Kreuziger, Andrey Amador og Richie Porte, der alle kan prale af top 5-placeringer i de lange etapeløb. Og listen bliver længere, når man husker, at Wout Poels, Pello Bilbao, Ion Izagirre, Julian Alaphilippe, Michael Woods, Mikel Nieve, Damiano Caruso, Marc Soler, Pavel Sivakov, George Bennett, Davide Formolo, David de la Cruz, Dan Martin, Daniel Navarro og Warren Barguil alle kan se tilbage på én eller flere top 10-placeringer. Og så har vi endda slet ikke nævnt folk som Daniel Martinez, Sergio Higuita og Guillaume Martin, der alle har kurs mod et snarligt gennembrud i de lange etapeløb.

Naturligvis er det slet ikke alle de nævnte, der er ved fordums styrke, endsige har ambitioner i klassementet overhovedet. Alligevel fortæller det en lang historie om dybden i det felt, der de kommende tre uger skal slås om titlen som verdens bedste etapeløbsrytter. Det kan godt være, at corona-pausen har haft lige så ødelæggende konsekvenser for cykelsporten, som det har haft på det meste af resten af verden, men den har i hvert fald haft den gavnlige effekt, at man kan fodre svin med de stjerner, der har kurs mod Nice i disse dage. Og et så stjernebesat løb er præcis det, vi trænger til efter en lang og ørkesløs cykelfri periode.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Egan Bernal (****)

Man skal ikke have fulgt meget med i cykelsport - eller sport i det hele taget - for at vide, at det er en hyppig fritidsbeskæftigelse for iagttagere at udråbe den eller den anden unge rytter til at være en kommende stjerne. Desværre ender det alt for ofte som en fuser, hvor alle løfter har samme værdi som de mange lovprisninger af et givet produkt fra diverse telefonsælgere, men af og til sker det, at der er noget om snakken.

Egan Bernal er et lysende eksempel. Vi skal helt tilbage til 2015 for at finde den første internationale omtale af den spinkle colombianer i et internationalt cykelmedie. Det var det italienske Tuttobiciweb, over for hvem Androni-mandskabets flamboyante vinder, Gianni Savio, erklærede, at han havde fundet noget helt særligt. En ung colombianer, der to år i træk havde vundet medalje ved juniorernes mountainbike-VM skulle ifølge Savio have leveret nogle testdata, der havde overgået alt, hvad han tidligere havde set, og han havde med det samme skyndt sig at skrive kontakt med den indtil da næsten helt ukendte sydamerikaner.

Det fik naturligvis mange til at spærre øjnene op, men da dette såkaldte vidunderbarn kom til Europa, faldt man nu ikke ned af stolen i beundring over resultaterne. I den første sæson var højdepunkterne en samlet sejr i Tour of Bihor, en 4. plads i det stærkt besatte Tour de Slovenia, en 4. plads i Tour de l’Avenir og en 16. plads blandt stjernerne i Giro del Trentino, men det var ikke noget, der i første omgang tiltrak sig videre interesse. Problemet var bare, at mange sikkert glemte, at knægten for pokker bare var 19 år gammel og indtil blot få måneder forinden blot havde kørt mountainbike i hjemlandet Colombia og derfor var nærmest uden landevejserfaring, i hvert fald i Europa, hvor der for unge folk fra fremmede kontinenter kan være behov for en ganske stejl læringskurve.

Bernals læringskurve skulle hurtigt vise sig at være stejlere end Monte Zoncolan. Allerede året efter slog den lille colombianer sit navn fast med syvtommersøm. Efter et flot forår, hvor han blev nr. 16 i WorldTour-løbet Tirreno-Adriatico, nr.3 i Coppi e Bartali og nr. 9 i Tour of the Alps, havde han en drømmesommer, hvor han først vandt bjergløbet Tour de Savoie og siden knuste al modstand i 2.1-løbet Sibiu Cycling Tour. Det gjorde ham til storfavorit til Tour de l’Avenir, og her vandt han i så overlegen stil, at hans rivaler alle talte om et colombiansk fænomen, der var i en helt anden liga. Og senere rundede han sæsonen af med at blive nr. 13 i sit livs første monument, det bjergrige Il Lombardia - en meget usædvanlig præstation af en fyr på blot 20 år.

Allerede i tiden op til sejren i Tour de l’Avenir var hypen omkring Bernal taget til, og derfor var det allerede længe inden offentliggørelsen på dagen for netop den triumf, en slet skjult hemmelighed, at Sky-mandskabet havde åbnet pungen på vid gab for at sikre sig feltets guldfugl nr. 1. Og den investering skulle vise sig velbegrundet, for siden dengang har Bernal ikke set sig tilbage.

Allerede debutsæsonen vakte beundring, da han fra start var meget tæt på at slå de etablerede verdensstjerner i Catalonien og Romandiet, knuste af modstand i Californien og rundede det hele af med en sublim hjælperpræstation i Touren for Geraint Thomas og ikke mindst en træt Chris Froome, der i høj grad kan takke colombianeren for sin podieplads. Og da han året efter på ryggen af samlede sejre i Paris-Nice og Tour de Suisse for første gang fik sin egen chance, skrev han med det samme historie ved at overhale alle de etablerede stjerner som Nairo Quintana, Esteban Chaves, Rigoberto Uran og Miguel Angel Lopez indenom og blive den første colombianske Tour-vinder og endda den tredjeyngste Tour-konge nogensinde - kun overgået af Henri Cornet og Francois Faber, hvis sejre i hhv. 1904 og 1909 blev opnået i noget, der næsten kan betegnes som en helt anden sport.

Læs også

Forlanger stjerne straffet: Det er fuldstændig ulækkert

Særligt sidstnævnte siger noget om formatet. I mere end 100 år har ingen af alverdens talenter - end ikke Eddy Merckx - formået at erobre verdens største cykelløb i så ung end alder. Og listen over cykelgiganter er så alenlang, at man bliver helt mundlam over, at det altså er Bernal, der i den lange periode står som den yngste triumfator i den mest prestigiøse cykelbegivenhed.

Derfor kan det heller ikke undre, at Bernal tilsyneladende er blevet Ineos-manager Dave Brailsfords nye projekt. Efter at have nået det oprindelige mål om at vinde Touren med en britisk rytter - det endda hele seks gange på syv år - og gjort Chris Froome til en af cykelhistoriens legender har han tilsyneladende besluttet sig for at gøre sin colombianske guldfugl endnu større end sin forgænger. I hvert fald fik Bernal allerede efter mindre end et år på holdet tilbudt det, der i cykelsportssammenhæng er en uhørt lang kontrakt. Og da det under corona-pausen stod klart, at Bernal og Froome var på direkte kollisionskurs i forhold til indfrielse af personlige ambitioner, lod Brailsford sentimentaliteten og venskab ligge og lod Froome sejle sin egen sø til fordel for sit nye projekt.

Til det projekt hører, at Bernal skal blive en Tour-legende, og med tanke på den hast, hvormed der i disse dage udvikles unge supertalenter direkte fra kravlegården, er der ingen tid at spilde for colombianeren, der i forhold til folk som Remco Evenepoel og Tadej Pogacar nærmest ligner en bedstefar med en alder, der næsten ville gøre ham værdig til et præsidentkandidatur i USA. Og presset på det colombianske vidunderbarn er kun blevet endnu større, nu hvor hans to forgængere som Tour-vindere, Geraint Thomas og Froome, har ramt så meget ved siden af skiven i deres formopbygning, at det trehovedede monster, som Brailsford havde planer om at tage til Touren, nu har fået fjernet to af sine tre dele.

Presset bliver ikke mindre af, at mange ting taler for, at Bernal for sværere ved at iføre sig gult i Paris end for et år siden, hvor han allerede inden løbet lignede løbets favorit. For det første er skabelsen af et gult monster i form af et skræmmende stærkt Jumbo-Visma-mandskab og en sjældent stærk modstander i form af Primoz Roglic i sig en udfordring, han ikke var i nærheden af for et år siden. Og selvom Ineos naturligvis stiller med et sandt klassemandskab, kan der efter de seneste hollandske magtdemonstrationer ikke herske tvivl om, at briterne for første gang siden 2011 møder til start i Touren med et hold, der ikke på forhånd ligner det stærkeste.

For det andet hersker der stor usikkerhed om Bernals niveau. Nok vandt han Route d’Occitanie, men det var ikke med skræmmende styrke, at han kun med beskeden margin slog sin bedste hjælper, Pavel Sivakov. Senere fik han gedigne bøllebank af Roglic i første Tour de l’Ain og siden i Criterium du Dauphiné, og i begge løb lignede en sjældent svag Bernal ingenlunde det monster, han var i Tourens tredje uge for et år siden. Holdet håber naturligvis, at det hele blot handlede om træthed efter et meget hårdt program, hvorfor han hurtigt forlod Dauphiné med henvisning til angivelige rygproblemer, der dog ikke var værre, end at han allerede 24 timer senere trænede videre i Alperne, men det ændrer ikke på, at det for den normalt yderst holdbare Bernal var en sjældent svag præstation.

Endelig er der ruten. Naturligvis kan Bernal glæde sig over et igen meget lavt antal enkeltstartskilometer, og at 20. etape endda har mål på La Planche des Belles Filles, men rutens design er slet ikke så velegnet for Bernal, som det var for et år siden. Dengang gjorde Bernal først og fremmest forskellen i den iltfattige luft i det, der med sine uhørt høje bjerge blev kaldt højdernes Tour de France, men i år er det kun kongeetapens brutale Col de la Loze, der giver colombianeren den naturlige fordel.

Dertil kommer, at Bernals store styrke er hans holdbarhed i den tredje uge, som det blev tydeligt i et 2019, hvor han var decideret rusten i Vogeserne, i defensiven i Pyrenæerne og slutteligt flyvende i Alperne i løbets sidste tredjedel - præcis som han fandt sin bedste form som hjælper for Froome i den tredje uge i 2018. Denne gang betyder den sjældent hårde start på løbet, at det bliver dyrt for Bernal, hvis der er lige så meget rust, der skal bankes af i de første to uger, som der var for et år siden. Og bedre bliver det ikke af, at Alperne i den tredje uge kun byder på én bjergfinale, mens de øvrige to etaper er lettere at neutralisere for et stærkt hold som Jumbo-Visma.

Det lyder alt sammen så negativt, og man kunne efterlades med det indtryk, at Bernal nærmest er uden chance. Sådan er det naturligvis ikke. Bernal er manden, der i første omgang skal true de hidtil så suveræne Jumbo-drenge, men han må leve med, at betingelserne denne gang er sværere, end de var for et år siden.

Han har dog også trumfer i ærmet. Først og fremmest var det en lille gave for ham, at Brailsford reagerede hurtigt ved at udskifte de formsvage britiske medkaptajner med Richard Carapaz. Naturligvis havde holdet været stærkere med alle tre kaptajner i fuld vigør, men i lyset af omstændighederne udgør Bernal og Carapaz en langt mere potent duo, end man før kunne mønstre. Samtidig vil det formentlig fjerne en del interne spændinger, da hierarkiet nu er mere klart, også selvom Carapaz utvivlsomt også har krav på nogen beskyttelse.

Læs også

Starttider: 7. etape af Giro d´Italia

Den beskyttelse er for Bernal også en god ide. Nøglen til at knække Jumbo og Roglic er naturligvis at knække sloveneren i bjergene, for Bernal kommer til at bløde tid i stride strømme på enkeltstartens første 30 km. I den sammenhæng er Carapaz en gave, for finder ecuadorianeren det overlegne niveau, der gav ham en suveræn Giro-sejr for et år siden, virker det yderst sandsynligt, at de to sydamerikanere reelt kan isolere Roglic og tvinge ham til at bruge de kræfter, han helst vil spare frem mod den tredje uge.

Ruten efterlader da også muligheder. Det kan godt være, at vi kun sjældent skal op i højderne, og at Bernal havde fordel af en større koncentration af udfordringerne i den tredje uge, men naturligvis er det en fordel for talentet, at ruten er sjældent bjergrig. Særligt Col de la Loze er med sin kombination af højder, længde og stejle procenter en sand gave for Bernal, men også Grand Colombier på 15. etape og Neronne-stigningen på 13. etape giver muligheder for at sætte Roglic og Jumbo under pres. Og hvis George Bennett og Sepp Kuss, som man kan frygte, har store udsving undervejs, er det pludselig Ineos med Bernal, Carapaz og Pavel Sivakov, der kan sidde med overhånden.

Et titelforsvar er således i den grad inden for mulighedernes grænser, men meget afhænger mere af Jumbo-holdet og Roglic end af Ineos og Bernal selv. Og før det overhovedet bliver aktuelt, skal Bernal vise, at han kan genfinde sit 2019-niveau efter et indtil nu alt andet end opløftende 2020. Heldigvis ved vi af erfaring, at Bernal aldrig har været skræmmende i kortere etapeløb, og at det er i grand tours, at dieselmotoren for alvor kommer til sin ret.

Det var den dieselmotor, Savio opdagede dengang for fem år siden, og det var den dieselmotor, der sidste år gjorde, at Bernal forvandledes fra lidende overlever til højtflyvende colombianer i Alperne i den tredje uge. Denne gang bliver det svært alene at vinde løbet til allersidst, men mange vil huske, hvordan Bernal i Tour de Romandie i 2018 viste, at han også i korte etapeløb kan sætte Roglic under pres. Kan han det igen, vil der formentlig atter blive sunget på spansk i den franske hovedstad, når festen slutter d. 20. september. Og så vil Brailsford med tilfredshed kunne konstatere, at han gjorde klogt i at skifte projekt og satse på det vidunderbarn, den internationale cykelverden for første gang hørte om dengang for fem år siden.

Richard Carapaz (****)

Det er de færreste, der bryder sig om at være en nødløsning. ”Jo, jo, du kan da være meget god, men vi tror altså mere på en anden,” er ikke altid den fedeste indgangsreplik til den store udfordring, som en grand tour er. Det er præcis med de ord, Richard Carapaz om kort tid gør debut i verdens største cykelløb, efter at han i sidste øjeblik fik et opkald fra en desperat Dave Brailsford, der bad ham skippe Giro dell’Emilia og haste til Frankrig for at erstatte de formsvage Geraint Thomas og Chris Froome.

Heldigvis er det en følelse, han kender alt til. Således gik han for lidt mere end et år siden ind til Giroen som plan B bag en Mikel Landa, der endelig skulle have sin store chance som enerådig kaptajn. Den kaptajnstatus varede dog kun, indtil Carapaz trådte an, og mens Landa blødte tid på enkeltstarterne i den tidlige del af løbet, satte ecuadorianeren med det samme sit aftryk med en choksejr på løbets 4. etape. Og da løbet nåede bjergene, måtte Landa for 117. gang i sin ærgerlige karriere indse, at han atter var havnet på hold med en bedre rytter, som han måtte pukle for.

Sejren blev betegnet som en overraskelse. Det var den også utvivlsomt, for der var ikke mange, der forinden havde peget på Carapaz som manden, der skulle slås. Alligevel kom det ingenlunde som en sensation, for den lille ecuadorianer havde fra første færd i Europa vist, at han var gjort af præcis det stof, der skaber en stor grand tour-rytter.

Det så vi allerede i 2017, hvor han efter en serie lovende præstationer allerede tidligt blev udtaget til Vueltaen, men missionen var primært at lære. Alligevel overgik Carapaz langt forventningerne. På flere af de store bjergetaper testede han nemlig evnerne, og det var bemærkelsesværdigt, at han bare blev bedre og bedre undervejs. Efter fine præstationer på bjergetaperne til La Pandera og Calar Alto kulminerede det hele med en 11. plads på den store Angliru-etape på næstsidste dag.

Særligt sidstnævnte resultat var værd at notere sig. Det er ikke mange nyprofessionelle, der på 20. dag i deres første grand tour kan køre lige op med verdens allerbedste klatrere på et af Europas allersværeste cykelbjerge. Det vidnede ikke blot om nogle meget lovende klatreevner, det dokumenterede også, at Carapaz har den motor og udholdenhed, som enhver god grand tour-rytter er gjort af.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Da det spanske talent udstillede forfaldet

Og hvilken grand tour-rytter, han skulle vise sig at være! Trods mine egne meget optimistiske forventninger - jeg havde nævnt ecuadorianeren som manden, der kunne overraske - overgik Carapaz nemlig dem alle med flere længder, da han i sin første grand tour med en fri rolle ikke blot vandt en etape, men også tog den samlede 4. plads. Dermed slog han ikke blot igennem med et brag på den største scene af dem alle, han endte også med at sikre Movistar sæsonens bedste grand tour-resultat, selvom i de to øvrige store etapeløb kom med flere af de tre store kanoner, Mikel Landa, Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

Allerede i sine to første grand tours havde Carapaz altså vist, at han mere end de fleste besidder den dieselmotor, der gør forskellen i den tredje uge, og som adskiller grand tour-ryttere fra andre etapeløbsryttere. Det er næppe noget tilfælde, at Carapaz aldrig har kørt med om sejren i et kortere etapeløb på WorldTouren, men når alle er slidt ned efter tre uger, kommer ecuadorianerens råstyrke for alvor til sin ret. Og da han i Giroen viste os, at han nu også har nået topniveauet til at klatre med de bedste, kan det ikke komme som noget stort chok, at han faktisk endte med at vinde hele skidtet foran de mange stjerner.

Man skal derfor ikke kigge på Carapaz’ resultater i andre løb for at vurdere hans potentiale. I givet fald bliver man nemlig slemt snydt. Ikke blot er Carapaz ikke skabt til kortere etapeløb, hans fokus har været så entydigt rettet mod grand tours, at det allerede er velkendt, at han først for alvor finder formen, når vi når hans store mål.

I det lys er der faktisk grund til at antage, at Carapaz kan være endnu bedre, end han allerede var for et år siden. I hvert fald var han sjældent stærk som hjælper for Bernal i et Tour Colombia, selvom han i de helt tidlige måneder plejer at være helt usynlig. Tilsvarende kørte han ganske stærkt i både Burgos og Polen efter corona-pausen, selvom et ærgerligt styrt i sidstnævnte løb forhindrede os i at vurdere hans sande niveau - et styrt, der formentlig også er hovedforklaringen på, at han ikke kunne vise den form, der gav ham en fornem etapesejr i Polen, i et Il Lombardia, der endte som en skuffelse. Carapaz havde nemlig allerede ved ankomsten til Europa gjort det klart, at han manglede mange procent endnu, og at han havde blikket stift rettet mod Giroen.

Det, der gør Carapaz særligt interessant til årets Tour trods de særprægede omstændigheder om hans deltagelse, er, at vi formentlig ikke aner, hvor god han reelt er. Nok drog han i Giroen fordel af, at Primoz Roglic og Vincenzo Nibali totalt undervurderede det foregående års samlede fjerdeplads og undlod at reagere, da han angreb på 13. og 14. etape, men det var ikke forklaringen på hans sejr. Carapaz havde utvivlsomt vundet alligevel, for i den efterfølgende del af løbet sad man med fornemmelsen af, at han aldrig for alvor åbnede op for posen. Det var nemlig ikke længere nødvendigt, og i stedet kunne en overskudsagtig Carapaz i løbets døende dage koncentrere sig om at forsvare trøjen og forsøge at hjælpe Landa på podiet.

I det lys står der ”joker” skrevet med flammeskrift ud for navnet Carapaz, når Tour-starten går i Nice - især hvis de tidlige indikationer afspejler, at han vitterligt har forbedret sig yderligere. Og samtidig vil al fokus nok engang være rettet mod en holdkammerat, hvorfor han muligvis endda kan lukrere på overraskelsesmomentet, selvom storfavoritten Roglic én gang har begået fejlen at undervurdere netop den regerende Giro-vinder.

Desværre er det slet ikke sikkert, at vi denne gang finder ud af, hvor god Carapaz virkelig er. Hans sæson var som sagt indrettet fuldstændigt efter Giroen, og han har slet ikke haft den optakt, han havde foretrukket. I de foregående løb har det været åbenlyst, at han har manglet flere procent, og det kan blive dyrt i et løb, hvor udfordringerne kommer med det samme. Og som altid skal Carapaz endda være ret suveræn i bjergene, for selvom han faktisk forsvarede sig hæderligt på Giroens to første enkeltstarter i 2019, giver Roglic og flere andre ham en slem gang prygl på de første 30 km af 20. etape.

Heldigvis viser historien også, at Carapaz relativt hurtigt kommer i form, endda også i løbet af et kortere etapeløb. Med tanke på det hæderlige udgangspunkt kan man derfor tro på, at han i hvert fald er god nok til at komme godt frem til første hviledag igennem en første uge, der nok byder på fem bjergrige etaper, men som ikke tilbyder meget svære finaler. Og når først Carapaz får varmet motoren op, ved vi, at han kan være ganske uhyggelig mod slutningen af en grand tour.

Samtidig udgør han sammen med Bernal en perfekt duo. Modsat Thomas og Froome går Carapaz entydigt i spænd med sin sydamerikanske holdkammerat, da begge skal vinde tid inden 20. etape. Ineos skal derfor nu i offensiven ved hver eneste given lejlighed, og selvom Jumbo er stærke, er der al mulig grund til at tro, at Carapaz og Bernal i topform vil være i stand til at isolere Roglic og sætte ham under det pres, han helst undgår med sin formentlig ret konservative strategi. Og skal han vælge mellem at svare på angrebene, er der ingen tvivl om, at Bernal er mest overvåget - til trods for slovenerens dårlige erfaringer med at lade Carapaz smutte væk.

Læs også

Dansk profil bliver europamester

Men bliver Carapaz overhovedet beskyttet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Bernal er plan A, men når Brailsford taler om at ”gå efter den gule med Egan og Richard”, kan der vist ikke være nogen tvivl om planerne. Det ville da også være hovedløst ikke at udnytte, at man med to af de seneste tre grand tour-vindere på ét hold har et kollektiv, der burde kunne ryste den stabile Jumbo-maskine, der lettere slås ved et stærkt kollektiv end ensidigt på individuelle kvaliteter.

Naturligvis vil det være en lille overraskelse, hvis Carapaz vinder. Dertil har hans formopbygning været for dårligt tilrettelagt, ligesom hans ringe enkeltstart betyder, at han skal distancere Roglic endnu mere, end Bernal skal. Det var bare præcis det samme, vi sagde inden Giroen for et år siden, og dengang ved vi alle, hvordan det gik. Og modsat snart sagt alle andre i dette felt kører Carapaz for et af de to hold, der faktisk har en fornuftig mulighed for også at forsvare en trøje, hvilket gør ham til en mere sandsynlig vinder end de fleste, selvom den store usikkerhed gør ham til en mere seriøs top 3-rytter end mange andre på denne favoritliste.

Ja, Carapaz er en nødløsning, men som bekendt ved han om nogen, at det ikke er en forhindring for at vinde en grand tour. Og skulle han have brug for inspiration til at tro på sejr, kan han blot se til sin kaptajn, der for et år siden var i en ikke helt tilsvarende, men dog lignende situation. Dengang skulle Bernal nemlig have satset på Giroen, inden et brækket kraveben tvang ham til i sidste øjeblik at ændre planer og i stedet blive nødløsningen i en Tour, hvor Ineos pludselig havde mistet deres kaptajn.

Ineos har altså gode erfaringer med at omskole en Giro-kaptajn til en rolle som formel nr. 2 i Touren. Og hvis nogen ved, hvordan man vinder en grand tour som en nødløsning, er det netop denne Tours store joker, Richard Carapaz.

BEMÆRK: Som det understreges ovenfor, er stjernetildelingen et udtryk for vinderpotentiale - ikke at Carapaz bliver nr. 3 i løbet. Chancerne for, at han ender under mange af de andre favoritter, er stor. Til gengæld har han større chance for rent faktisk at vinde.