Optakt: Giro della Toscana

SE GIRO DELLA TOSCANA OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden Giro dell’Appennino i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

For nogle år siden betød en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli rundede den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, så det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. I 2021 voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli og Coppa Bernocchi, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. De to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. Ligesom i 2022 er de to aflyste løb heldigvis tilbage, men da Milano-Torino som bekendt sidste år blev rykket til sin gamle placering i marts, er der i år stadig ”kun” 12 endagsløb i den flotte efterårsserie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Det hele skydes i gang med uhyre travl uge, inden serien normalt sættes på pause under VM, der jo altså i år allerede afviklet. Således køres der hele fire løb, nemlig onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

Siden 1923 har Giro della Toscana været afviklet stort set hvert eneste år, og det har altid været et højt skattet endagsløb på den italienske kalender. Med en vinderliste, der inkluderer folk som Costante Girardengo, Alfredo Binda, Gino Bartali, Firoenzo Magni, Rudi Altig, Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Maurizio Fondriest, Vincenzo Nibali, Alessandro Petacchi, Daniel Martin og Alessandro Ballan er det blevet vundet af mange af sportens allerstørste navne, hvilket siger alt om dets betydning og prestige. Som et stort løb i en af de mest cykelgale regioner i Italien er det absolut ingen overraskelse, at det i det meste af forrige århundrede var et nøgleløb i Italien.

Som det gælder for mange andre italienske løb, har arrangørerne af Giro della Toscana imidlertid haft det svært med at holde løbet i live, og det blev endda helt aflyst i 2015. Netop som man frygtede, at det var forsvundet for tid og evighed, ændredes situationen imidlertid fuldstændigt. I 2016 vendte det tilbage, endda i et udvidet format som et to dage langt etapeløb, og dermed brød man fuldstændigt den kedelige tendens i Italien. Med en placering over to dage lige inden det klassiske endagsløb Coppa Sabatini slog de to begivenheder sig sammen og tilbød i fællesskab en fin løbsblok over tre dage under navnet Memorial Alfredo Martini med samme arrangører, og de havde allerede i det første år stor succes med at tiltrække et stærkt felt, der også gav en boost til Coppa Sabatini, som i de foregående år ellers var blevet reduceret til en hovedsageligt italiensk affære.

I 2018 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige endagsformat, men man har fastholdt forbindelsen til Coppa Sabatini. Dermed udgør de to løb nu en løbsblok på to sammenhængende dage, inden cirkusset i weekenden rykker videre til Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti, der har andre arrangører. Siden 2018 er det - med i år som undtagelse - blevet afviklet inden VM, og i 2018 blev det sågar en vigtig VM-test for folk som Gianni Moscon og Romain Bardet, der begge var hovedaktører på den bjergrige rute i Østrig. Siden dengang har det kuperede løb i Toscana dog været knap så beslægtet med VM-løbene, og det har derfor haft begrænset værdi som VM-opvarmning. Til gengæld er det perfekt opvarmning til de store italienske efterårsklassikere, og selvom løbet i år ganske usædvanligt falder sammen med Vueltaen, der er skubbet grundet VM, kan de stadig præsenteres et felt med syv WorldTour-hold, hvilket er det samme som i 2021 og 2019, men ét færre end i 2021 og to færre end i 2022.

Giro della Toscana har aldrig haft en fast rute og har i stedet besøgt forskellige områder i regionen. Det afspejles tydeligt i vinderlisten, der både inkluderer navne som Nibali og Martin samt sprintere som Mattia Gavazzi, Alessandro Petacchi og Fernando Gaviria. Toscanas geografi giver muligheder for at give chancer til stort set enhver ryttertype, og i den første udgave som etapeløb valgte man først og fremmest at tilgodese hurtige folk, der kunne klatre. I 2017 inkluderede løbet både en bjergafslutning og en sprinteretape, og i 2018 sammensatte man en meget kuperet rute med flere passager af den kendte Monte Serra til det nye endagsformat - en rute, der blev fastholdt i 2019. I 2020 var man tilbage i et sprinterformat, men noget tyder på, at Monte Serra-ruten er ved at blive en klassiker, da den brugtes for fjerde gang i 2022 - denne gang endda med en ny og vanskeligere opkørsel. Sådan bliver det også i år, hvor man dog vender tilbage til den klassiske opkørsel fra de første år.

Sidste år var altså første udgave med den nye og stejlere opkørsel af Monte Serra, og den benyttede Marchi Hirschi, Lorenzo Rota, Daniel Martinez, Einer Rubio og Esteban Chaves til at køre fra rivalerne. Det blev tæt til sidst, da nærmeste gruppe til slut blot var 13 sekunder efter, men de fem fik lov at spurte om sejren, der gik til Hirschi foran Rota og Martinez. Hirschi puster ud efter Canada og forsvarer derfor ikke titlen, og da Rota gør det samme, bliver Matinez eneste genganger fra det seneste podium.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

SE GIRO DELLA TOSCANA OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt har det historiske løb hverken i tiden som etape- eller endagsløb haft et fast format, hvilket afspejles i den meget alsidige vinderliste. Der har altid været rum for variation og tilpasning, og set i det lys kunne det ikke undre, at man i et 2018, hvor løbet skulle fungere som forberedelse til et meget bjergrigt VM, havde designet en svært kuperet rute, der lagde op til, at klatrebenene skulle skrues rigtigt på. Ganske vist var det meste af terrænet fladt, men med tre passager af Monte Serra, der er kendt som et af Italiens ikoniske træningsbjerge, kom man ikke langt uden at kunne køre opad. En flad finale gjorde det imidlertid også til et italiensk løb, som de er flest, og lagde op til et uforudsigeligt udkomme.

Det fladere VM i 2019 ansporede ikke arrangørerne til at ændre kurs, og samme rute blev derfor med en minimal modifikation genbrugt det følgende år. I 2020 kunne et kuperet VM måske nok have gjort det oplagt at bruge samme rute igen, men det skete ikke. I stedet lavede man et helt fladt sprinterløb, men det var i første omgang en engangsforestilling. I hvert fald var Monte Serra-ruten tilbage i 2021, men dog med den væsentlige ændring, at den denne gang skulle passeres to og ikke tre gange. Den model genbrugtes sidste år, men med den betydelige ændring, at man kørte op ad bjerget fra en anden og meget vanskeligere side. ”Prisen” var, at toppen kom 30,9 km fra mål og ikke som tidligere 27,5 km fra stregen. I første omgang var det dog kun et engangstilfælde, for i år genbruger man i stedet ruten fra 2021.

I alt skal der tilbagelægges 191,55 km med både start og mål i Pontedera. Fra starten i den vestlige udkant af byen kører man igennem fladt terræn mod syd, inden man skiftevis kører mod øst, syd og sydøst ned gennem fladlandet. Senere går det over en lang strækning mod syd ned til et vendepunkt, der er placeret umiddelbart inden mere bjergrigt terræn og herefter går det mod nord og nordvest tilbage til Pontedera, hvor man efter 81,35 km krydser stregen for første gang. Undervejs er det næsten helt fladt, men der er dog to bakker på stykket ned til vendepunktet og én bakke på hjemturen, og af disse kommer den vanskeligste (3,1 km, 4,3%) efter 39,9 km.

Den sidste del af løbet består nu af to omgange på samme 55,1 km lange rundstrækning i det kuperede område nord for byen, som også blev benyttet i 2018, 2019 og 2021. Først går det igennem fladlandet mod nordvest ud gennem Cascina, hvor man kører med bjergene til den højre side. I Caprona drejer man mod nordøst og siden øst for at køre direkte ind på Monte Serra, der over 8,4 km stiger med 7,2% i gennemsnit. Der er tale om en ret irregulær stigning, hvis tredje kilometer stiger med 9,9%, og hvor de sidste 1400 m stiger med 10,6%, men derudover ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 6-7 med et fladere stykke i bunden og midtvejs.

Fra toppen af sidste passage resterer endnu 27,5 km, som først fører mod øst via en teknisk nedkørsel tilbage mod fladlandet, der nås med 14,8 km igen. Herfra går det mod øst med kun en ganske lille bakke (1,0, 3,8%), der kommer med 10,7 km, inden man igennem fladt terræn snor sig mod syd ned mod centrum af Pontedera. Her venter en næsten helt flad finale, hvor man på de sidste tre km skal igennem to skarpe sving, inden man med 500 m igen drejer til højre i en rundkørsel. Den sidste km er helt flad.

Løbet byder på i alt 2032 højdemeter mod 2288 højdemeter i 2022 og 2472 højdemeter i 2019, hvor stigningen skulle passeres tre gange.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

SE GIRO DELLA TOSCANA OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Sydeuropa har ikke haft det bedste vejr på det seneste, men denne onsdag bliver sommerlig. Det vil være overskyet fra start med en temperatur på 23 grader, men allerede ved middagstid ventes sol med kun få skyer og en temperatur på 28 grader. Vinden vil fra start være svag (6 km/t) og komme fra østsydøst, men lynhurtigt vil de gå i vest og tiltage til en styrke på op til 17 km/t i finalen. Det giver mest forskellige former for sidevind på den første rundstrækning. På den sidste rundstrækning vil der være modvind frem til bunden af stigningen og derefter sidemed- og medvind på stigningen, nedkørslen og den første del af det flade stykke. Slutteligt vil der være sidevind ind mod Pontedera. Man får modvind med 1200 m igen og slutteligt sidevind over de sidste 500 m.

Favoritterne

Giro della Toscana er måske nok et gammelt løb, men den varierende rute betyder som sagt, at vi har haft vindere over hele spektret fra tunge sprintere til klatrere. Denne gang er vi heldigvis betydeligt bedre stillet end tidligere, da ruten bruger samme koncept som i 2018, 2019, 2021 og 2022, og selvom det kun er 2021-udgaven, der havde præcis samme rute som i år, kan vi i vidt omfang bruge de fire nævnte løb som rettesnor for, hvad vi skal forvente.

I 2018 så vi, at Sky gjorde alt for at sætte formstærke Gianni Moscon i scene ved at sætte et dræbende tempo ved sidste passage af Monte Serra. Til slut tog Eddie Dunbar over og kørte så stærkt, at kun Domenico Pozzovivo og Romain Bardet kunne følge med ham og Moscon, og da ireren slog ud, blev det en trekamp. Pozzovivo kunne akkurat ikke følge med til sidst, men kom tilbage på nedkørslen, og herefter samarbejdede de om at distancere 19 mand, der bestod af et vidt spektrum af ryttere fra klatrere som Sebastien Reichenbach og Warren Barguil over puncheurs som Diego Ulissi og Giovanni Visconti og en klassikertype som Matej Mohoric til Marco Tizza, der vel mest af alt kan betragtes som en ganske vist meget holdbar sprinter, og hvis spurt blev vundet af Visconti foran Tizza.

I 2019 var det Egan Bernal, der satte et dræbende tempo på stigningen, men det lykkedes Visconti at holde stand sammen med klatrerne Nikolay Cherkasov og Pierpaolo Ficara. Visconti havde naturligvis ingen problemer med at vinde spurten, mens en større forfølgergruppe tabte et lille minut. Den udgjordes primært af klatretyper, men også lidt tungere og hurtige folk som Andrea Vendrame og Simone Velasco.

I 2021 var der imidlertid ingen, der kunne gøre forskellen. Der samledes hele 20 mand til sidst, og det endte i et virvar af angreb i fladlandet, hvor formstærke Michael Valgren udnyttede EFs overtal til at køre hjem til en solosejr, inden Alessandro de Marchi også sneg sig væk til en 2. plads. Også her bestod gruppen primært af klatrere, men folk som Marco Canola, Gotzon Martin og Luca Wackermann sad også med hjem.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Sidste år skulle man så op ad stigningen fra den stejle side, og her fik vi scenariet fra 2018 og 2021, da Marchi Hirschi, Lorenzo Rota, Daniel Martinez, Einer Rubio og Esteban Chaves kørte væk og holdt hjem. Afstanden var dog kun 13 sekunder, der talte 12 mand - primært klatrere, men også folk som Barnabas Peak, der chokerede, Andrii Ponomar og Samuele Battistella og puncheurs som Andreas Kron og Alex Aranburu.

Den drejebog kan meget vel ventes at blive genbrugt i år, og vi vil formentlig atter se ryttere, der gør det hårdt på Monte Serra første gang, hvorefter det store slag mellem klatrerne skal slås ved sidste passage. Det er dog værd at bemærke, at denne udgave af løbet er den lette variant. Vi har den lette opkørsel af stigningen og ikke som i 2018 og 2019 tre passager. Det er derfor næppe tilfældigt, at det var i 2019, at vi fik en stor gruppe. Det er heller ikke tilfældigt, at det i 2022 var tæt på en regruppering, for også her var de blot to passager, men altså en sværere opkørsel.

Det skal dog også bemærkes, at der dengang var en brutal modvind på stigningen. Denne gang får man overstået modvinden inden stigningen, og med generel med- eller sidevind efter toppen er chancen for at holde sig fri ganske stor denne gang.

Scenarierne bør være de klassiske. Vi kan få den solosejr, vi endnu ikke har fået. Vi kan få en lille elitegruppe som i 2018, 2019 og 2022, og kan de samarbejde, kan de afgøre det mellem sig, enten i en spurt eller med et sent og taktisk angreb i fladlandet. Får vi som i 2021 det samlet en større gruppe på måske op til 20 mand igen, kan vi atter få en taktisk Valgren-sejr, eller vi kan få en spurt for de allermest holdbare afsluttere.

I år ændres hele dynamikken af, at Tadej Pogacar i sidste øjeblik har meldt sig til. Vi ved ikke, hvor han står, men man må forvente, at UAE kommer til at styre slagets gang. Han har også et stærkt hold, der kan skabe et blodbad på sidste stigning. Det øger chancen for dels en solosejr og dels den lille gruppe ganske betydeligt.

Man må da også pege på Tadej Pogacar som favorit. Han kan naturligvis vinde på alle måder. Han kan køre alene hjem, han kan vinde en spurt i en lille eller en stor gruppe, og han kan køre væk i en taktisk finale. Hvilken model der er mest sandsynlig, afhænger af hans ukendte form. Han plejer at være meget formsvag, når han kommer tilbage efter pausen i Bretagne, og hvis han har det niveau her, vinder han ikke. Nu er vi dog betydeligt tættere på hans mål i begyndelsen af oktober, og jeg vil forvente, at han er noget længere fremme nu. Alene det forhold, at han i sidste øjeblik vælger at køre løbene, vil jeg se som et positivt tegn, der taler for, at han føler sig klar til at vinde. Årets felt er ikke det stærkeste, og jeg vil faktisk tro, at han er stærk nok til at køre alene hjem, men hvis ikke det lykkes, vil jeg tro, at han holder hjem i en gruppe på 2-5 mand, hvorefter han kan spurte sig til sejr. Truslen er taktik, men med den form, George Bennett viste i Burgos, og Felix Grossschartner viste i Tyskland og Bretagne, er han næppe helt alene, hvis de er 4-5 mand. Og eller har han jo en backup, da han kan vinde en spurt i en stor gruppe. Er han ikke på toppen, vil Grossschartner med sin hæderlige spurt være en topkandidat til at vinde. Jeg vil også forvente Bennett helt fremme, men han skal vinde via taktik. De har også Davide Formolo, men hans niveau i år tilsiger ikke, at han er helt fremme, selvom jeg åbner døren for, at han kan overraske, da han typisk er god på denne tid af året.

I dette felt har jeg svært ved at se mange andre meget gode vinderbud, men jeg går med Pavel Sivakov . Han bekræftede storformen i Tyskland og særligt i Montreal, og hvis ikke Pogacar er på toppen, vil han formentlig være stærkeste mand. Han er spurtsvag, og derfor skal han vinde via taktik, men hvis Pogacar er Bretagne-formsvag, vil jeg med medvind give ham en reel chance for at køre alene hjem. Han ledsages af Magnus Sheffield, der efter skaden var i uventet god form i England. Nærmer han sig benene fra Schweiz, kommer han langt selv på denne lange stigning. Han kan godt spurte, men formentlig skal han vinde via taktik. Tredje bud er sidste års nr. 3, Daniel Martinez, der er hurtige, men efter endnu en skuffelse i Montreal er det svært at se ham rejse sig i denne skuffende sæson. Løbet burde være en god chance for Ethan Hayter i en større gruppe, men selvom Bretagne viste fremgang, så vi i Canada, at han stadig mangler for meget til så svært et løb - og i dag klatrer Ben Swift næppe godt nok til at være en hurtig plan B. Brandon Rivera var uden form i Tyskland.

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, placerer jeg Vincenzo Albanese her. Det er klart, at han ikke kører med i en lille gruppe, men er han i form med det samme efter sin pause, sidder han helt sikkert med i en lidt større gruppe. Her vil han kunne slå alle - også Pogacar - i en spurt. Til at følge med på stigningerne har Eolo Lorenzo Fortunato, hvis form dog er helt ukendt. Han er ofte en lidt langsom starter og spurte kan han ikke. Unge Fernando Tercero, Davide Piganzoli og Alex Martin kan komme halvlangt, men ikke hele vejen.

Astana kommer med Alexey Lutsenko, der er en af de ryttere, der kan køre med de bedste og potentielt vinde en spurt mod alle andre end Pogacar. Hans form er helt ukendt, og i denne skuffende sæson er jeg ikke optimistisk, men kommer han ud fra pausen med Sicilien-form, kører han med de bedste i dette felt. Han ledsages af Harold Tejada, hvis form ligeledes er ukendt, men som har klatret fornemt i år. Han skal dog vinde via taktik, som det også gælder for Harold Martin Lopez, der med sin 9. plads i Burgos viste, at han er blevet så god, at han kan køre med de bedste, hvis formen er intakt. Til gengæld er løbet i dag for svært for den tidligere vinder Gianni Moscon.

Læs også

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

EF kommer med Richard Carapaz , der jo burde være manden, der kan følge Pogacar. Det er dog hans allerførste løb siden styrtet i Touren, og det vil være en overraskelse, hvis han er flyvende. Omvendt er det længe siden, han meldte afbud til Vueltaen, og han kan sagtens være kommet længere end antaget. Han har ikke været flyvende i år, men det niveau, han havde i maj og juni, gør ham til en af de bedste i dette felt, og blandt klatrerne er han en af de hurtigste. Et andet godt bud er Jefferson Cepeda , der faldt sammen igen i Burgos, men har han de ben, han havde i juli og begyndelsen af august, kører han finale her. Han er dog spurtsvag. Et helt ubekendt kort er Simon Carr, der på sit bedste kan køre finale her, men vi aner intet om lottokuponens form, og også han er spurtsvag. Mark Padun skuffede senest fælt i Polen, og optimismen må være begrænset, og Stefan De Bod klatrer næppe godt nok. Sidste kort er den tidligere vinder Michael Valgren, der kan være med i en større gruppe, men selvom han viste klar fremgang i Danmark, vil det undre mig, hvis han er klar til at køre finale på så lang en stigning.

Jayco har en spændende kandidat i Filippo Zana. Han kom hæderligt fra start i Vueltaen, og da han kun udgik med maveonde, kan det meste af formen godt være intakt. Med det niveau, han har fundet i år, kan han køre med de bedste, men selvom han ikke er helt langsom, skal han i hvert fald af med Pogacar for at vinde. Det andet kort er unge Jesus David Peña, der jo har vist, at han kan være med de bedste i et felt som dette. Han har dog ikke vist form i to måneder, men da han ikke har kørt i mere end en måned, aner vi ikke, hvor han står. Kevin Colleoni er stadig uden form. Mere interessant er unge Rudy Porter, der i Østrig begyndte at blande sig fremme, men han mangler nok stadig lidt for meget. Løbet må være lidt for svært for Alexandre Balmer trods den form, han har vist, og for den Alessandro De Marhi, vi kender i dag. Bedre chance har Tsgabu Grmay, der periodevist har klatret godt i år, men ikke vist form i optakten.

Total kommer med en meget spændende kandidat i Mathieu Burgaudeau. Egentlig er stigningen for svær, men han var fremragende i bjergene i Touren. Han skuffede i Tyskland, men med 2. pladsen i Bretagne ligner han en mand, der har en chance for at gå med de bedste, og han har en ganske hæderlig spurt. Holdet har også hurtige Valentin Ferron, men denne stigning er nok lidt for lang, og Alexis Vuillermoz, der jo ellers er den hurtigste er næppe i form efter det styrt, der kostede Vueltaen.

Cofidis kommer med Guillaume Martin. Han blev nr. 14 i Montreal, og derfor vil jeg forvente, at han er blandt de allerbedste på stigningen. Problemet er, at han næppe kører alene hjem, og skal han vinde, skal det være via taktik. Jonathan Lastra er halvhurtig og har været i så fin form, at han kan være med i en lidt større gruppe, men som vinder er han usandsynlig. Simon Geschke har vist lidt fremgang, men generelt skuffet i år, og Benjamin Thomas er næppe flyvende i et løb, der svært, når han ikke har kørt i halvanden måned.

Intermarché har en ret spændende kandidat i unge Francesco Busatto. Det virker ikke helt umuligt, at han kan overleve, hvis vi får en spurt i en stor gruppe, og her vil han være en af de klare favoritter. Niveauet er dog nok stadig for højt. Holdets bedste bud bør dog være Georg Zimmermann, der med sine bjergben fra Touren er et pokkers godt bud, fordi han også er hurtig. Han skuffede mig dog i Tyskland, og skal han være med de allerbedste her, skal han være tæt på sit Tour-niveau. Også halvhurtige, men tungere Lilian Calmejane kan måske være med i en større gruppe. Holdets bedste klatrer er naturligvis Louis Meintjes, men dette er første løb siden styrtet i Touren, der kostede Vueltaen, og som spurtsvag står han i forvejen svagt som vinderbud. Laurens Huys viste slet ingen form i Tyskland og er også spurtsvag. Unge Alexy Faure Prost har vist, at han allerede kan gøre det godt på dette niveau, men helt fremme kan han ikke være. E

Bardiani har en joker i Henok Mulubrhan . Han har haft det svært på dette niveau, men har han efter pausen fundet den form, han havde i Appennino, kan han overleve i en større gruppe, hvor han vil være hurtig. Udem Giroen i benene regner jeg dog slet ikke med samme form, da han udgik i Bretagne. Holdet har også den uhyre lovende klatrer Giulio Pellizzari, der senest imponerede i l’Avenir, men gå med Pogacar kan han næppe, og han er tillige spurtsvag. De spurtsvage klatrere Alex Tolio og Luca Covili kan nok kun sidde med i en lidt større gruppe.

Euskaltel har en glimrende kandidat i Gotzon Martin, der med den form, han havde i Burgos, sidder med i en større gruppe. I det tilfælde vil han være en af de hurtigste, men vinde kan han nok ikke. Holdets anden hurtige mand, Antonio Soto, kan godt klatre, men næppe på så lang en stigning. Unge Xabier Berasategui kan måske sidde med i en større gruppe, men helt så hurtig som Martin er han ikke. Ibai Azurmendi kan måske sidde med i en større gruppe, men er spurtsvag.

Q36.5 har Gianluca Brambilla, der vil være en af de hurtigste i en lidt større gruppe. Han har efter skaden vist stigende form, men han manglede stadig lidt for meget i Tyskland. Den anden hurtige og holdbare mand, Alessandro Fedeli, har skuffet på lange stigninger i år, senest i Norge, og hurtige Walter Calzoni er faldet helt sammen. Dieselklatreren Matteo Badilatti er den mest holdbare, hvis han er i form, men som spurtsvag vinder han ikke.

Endelig er der Corratec, der skal satse på en spurt i en større gruppe med Valerio Conti . Han har vist små tegn på genrejsning i år, men dette er endnu et comeback efter en skadespause. Mere sandsynligt er det, at Andrii Ponomar, der var god sidste år og viste form i Limousin kan komme halvlangt, men det vil være i en større gruppe, og spurte kan han ikke. Det samme kan siges om Karel Vacek , der dog kun momentvist har klatret godt i år.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med Alex Molenaar, der har klatret så godt i år, at han måske kan sidde med i en større gruppe. Sker det, kommer han meget langt med sin spurt, men hans form er efter en pause ukendt. Santiago Umba skuffede i l’Avenir efter en lille genrejsning tidligere i år, og Alessandro Monaco har ikke vist form. Det tidligere stortalent Kevin Rivera synes heller ikke på vej tilbage.

BEMÆRK: Der rangeres efter vinderpotentiale - ikke klatreevner.

***** Tadej Pogacar

**** Felix Grossschartner, Pavel Sivakov

*** Vincenzo Albanese, Alexey Lutsenko, Magnus Sheffield, Richard Carapaz, George Bennett

** Filippo Zana, Mathieu Burgaudeau, Guillaume Martin, Georg Zimmermann, Jefferson Cepeda, Davide Formolo, Lorenzo Fortunato, Simon Carr, Harold Tejada, Jesus David Peña, Daniel Martinez, Francesco Busatto, Henok Mulubrhan, Gotzon Martin, Gianluca Brambilla, Giulio Pellizzari

* Louis Meintjes, Alex Molenaar, Jonathan Lastra, Lilian Calmejane, Alessandro Fedeli, Valerio Conti,Harold Martin Lopez, Ethan Hayter, Michael Valgren, Mark Padun, Alexy Faure Prost, Laurens Huys, Davide Piganzoli, Xabier Berasategui, Ibai Azurmendi, Benjamin Thomas, Simon Geschke, Rudy Porter, Matteo Badilatti, Andrii Ponomar, Fernando Tercero, Alex Martin, Valentin Ferron, Alexis Vuillermoz, Brandon Rivera, Stefan De Bod, Tsgabu Grmay, Alessandro De Marchi, Alex Tolio, Luca Covili, Santiagi Umba

Danskerne

Michael Valgren skal på EF forsøge at vinde løbet for anden gang og er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Marc Hirschis sejr fra 2022, Michael Valgrens sejr fra 2021, Giovanni Viscontis sejr fra 2019 og Gianni Moscons sejr fra 2018, hvor tilsvarende ruter blev benyttet, selvom det kun var i 2021, at den var identisk med årets.

SE GIRO DELLA TOSCANA OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE