Optakt: GP de Wallonie

SE GP DE WALLONIE OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og derudover tilbyder Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Serien af semiklassikere startede den 15. august med Tour of Leuven (det tidligere GP Jef Scherens), og i august fulgte så Druivenkoers Overijse og Egmont Cycling Race. Siden har der været en lille pause, mens landet blandt andet har haft fokus på Renewei Tour, men nu går det løs igen. Mellem den 13. september og den 3. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end otte endagsløb, hvoraf de fire kommer inden EM og regnes som god forberedelse hertil, mens Binche-Chimay-Binche regnes som et af de større løb mod slutningen af året, hvor det kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste EM-form - og måske endda vise en ny stjernetrøje frem. Det hele rundes af med netop løbet i Binche d. 3. oktober.

Løbsblokken plejer at kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet, og for ryttere, der har kørt Tour of Britain eller i Canada, er det normalt den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. Det er dog klart, at den rolle ikke gælder i år, hvor det altså snarere kan ses som forberedelse til EM og måske også mere selvstændige efterårsmål.

Det mest prestigiøse af denne uges fire løb er utvivlsomt GP de Wallonie, der er markant anderledes end hovedparten af de øvrige belgiske efterårsklassikere. De finder nemlig hovedsageligt sted i det relativt flade Flandern og er derfor skabt til brostensspecialister og sprintere. GP de Wallonie afvikles derimod i Vallonien og har endda en af de mest ikoniske afslutninger i Belgien, da der sluttes på den lille stigning op til det berømte citadel i Namur. Derfor er det et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

Som de fleste andre belgiske endagsløb er det et relativt gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1935. Det havde imidlertid en tumultarisk start med flere aflysninger, men det voksede sig stort i 1950, da det under navnet Liege-Corcelles indgik i ardennerugen sammen med Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Desværre forsvandt det igen fra kalenderen og kom først tilbage igen i 1970. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, indtil det blev aflyst i coronaåret 2020, og er blevet vundet af stjerner som Felice Gimondi, Hennie Kuiper, Stephen Roche, Claude Criquelion, Luc Leblanc, Franco Ballerini, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, var det længe et 1.1-løb på UCI Europe Tour, men fra 2021 er det steget i graderne og blevet en del af den nye ProSeries.

Den ikoniske afslutning på en bakke betyder, at det er et løb for puncheurs, hvilket afspejles i at Gilbert, van Avermaet, Jan Bakelants, Julien Simon, Tony Gallopin og Mathieu van der Poel er blandt de seneste vindere. Meget ofte er feltet blevet kogt ned til en decimeret gruppe, der har afgjort det i den smukke puncheurfinale på den ikoniske stigning i Vallonien.

Sidste år havde løbet en historisk let rute, og derfor var der aldrig tvivl om, at der skulle spurtes på målbakken. Her var alle øjne regnet mod Mathieu van der Poel, der brugte løbet som en af sidste eneste tests inden VM, og den bestod han med bravur. Selvom han var oppe mod en anden superspecialist i denne slags finale, Biniam Girmay, sejrede han foran eritreeren, mens formstærke Gonzalo Serrano tog den sidste plads på podiet. Van der Poel vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Girmay og Serrano, hvormed hele det seneste podium vender tilbage til årets udgave.

SE GP DE WALLONIE OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

BEMÆRK: Kort og profil følger senere.

Ruten har altid varieret en anelse fra år til år, men grundlæggende har der været tale om samme format. Det meste af tiden har været tilbragt i Ardennerne, og det har betydet, at der har væet adskillige stigninger på programmet. Som regel er der blevet budt på en hård start, en fladere midtersektion og til slut en hård finale med flere stigninger forud for den eksplosive stigning op til målet ved citadellet i Namur.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

I 2021 blev løbet dog nytænkt en anelse. Det klassiske indløb med de tre stigninger Cote d’Ermeton, Cote de Lustin og Tienne aux Pierres, droppedes nemlig til fordel for en rundstrækningsfinale. I stedet skulle man nu i finalen køre Tienne aux Pierres og målbakken i Namur to gange. Derudover kørte man op til citadellet ad en anden vej, end man plejer, og det betød blandt andet, at der ikke var brosten i finalen. Derudover var målbakken en anelse vanskeligere fra den nye side, da man gik fra 3,9% over 3,0 km til 4,9% over 2,2 km.

Sidste år gentænktes løbet igen. Rundstrækningsformatet var en engangsforeteelse, som ikke genbrugtes, men man gik heller ikke tilbage til den gamle finale. I stedet designede man en historisk let afslutning, hvor Tienne aux var er eneste finalebakke inden rampen op til målet ved citadellet. Samtidig vendte man tilbage til den klassiske opkørsel med brostenene, hvorfor den nye afslutning altså foreløbig kun skulle bruges én gang. Den model genbruges i år, hvor der næsten er tale om en kopi af sidste års rute.

I alt skal der tilbagelægges 201,3 km mellem Aywaille, der er en ny startby og ligger lige syd for Liege, og citadellet i Namur. Den første del er den hårdeste, idet man kører ad kuperede veje mod nordøst og syd igennem let stigende terræn, indtil man rammer en bakke (2,9 km, 5,1%), der har top efter 20 km. En nedkørsel leder videre mod syd, hvorfra det går mod nordøst op ad endnu en bakke (3,1 km, 6,9%) med top efter 38 km og dernæst mod syd og vest ad en længere nedkørsel. Nu går det herefter mod nordvest op ad Cote de Werbomont (4,3 km, 4,1%), der er en jævn stigning med top efter 52 km.

Herfra bliver det lettere. Først er det generelt faldende, når man snor sig mod nordvest frem mod et fladere område. Her snor man sig igennem ganske fladt terræn mod skiftevis nordvest og sydvest. I byen Assesse begynder det at falde let mod sydvest ned til Meuse-floden. Man fortsætter mod sydvest op ad en bakke (2,6 km 5,1%) med top efter 130 km, hvorefter en nedkørsel leder mod vest ned til floden. Herfra går det mod sydøst og nord igennem terræn, der generelt er let stigende, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad Cote d’Ermeton (1,9 km, 3,4%), som er en ganske let stigning med top efter 155,5 km. Derfra er det generelt let faldende, når man kører mod nordvest tilbage til Meuse-floden, som nu følges igennem fladt terræn mod nordøst frem til finalen.

Den indledes, når man drejer mod vest for at køre op ad Tienne aux Pierres (3,0 km, 5,2%), på hvis top der efter 186 km er en spurt. Fra toppen resterer 15,5 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod nordøst, inden det går mod vest op ad en bakke (1,2 km, 4,2%), der har top med 8,5 km igen. En nedkørsel leder nu mod nord og øst tilbage til Meuse, som følges igennem fladt terræn mod nord frem til Namur.

Her tager man med 3 km igen et ganske blødt venstresving ind på målbakken, der stiger med 3,9% over 3,0 km med 3,7%, 3,5%, 5,2%, 7,9%, 1,0% og 2,4% over de seks 500 m-segmenter og har brosten over de første 1900 m, inden den flader ud. På den nedre del er den kringlet med hele fire hårnålesving, men med 1800 m igen rammer man en lige vej, der leder frem til den røde flamme, hvor der er endnu et hårnålesving. Det efterfølges af hele tre 90-graderskurver over de næste 500 m, inden man med 300 m igen drejer næsten 180 grader i en rundkørsel.

Løbet byder på i alt 2866 højdemeter mod 2754 højdemeter i 2022, 2958 højdemeter i 2021 og 2881 højdemeter i 2019.

SE GP DE WALLONIE OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Løbet er tidligere blevet afviklet i regn og blæst, men det bliver det ikke i år, selvom de seneste dages højsommer og voldsomme varme er væk. Morgenen vil være regnfuld, men selvom det måske kan regne en anelse ved starten, vil langt det meste af løbet blive afviklet i tørvejr, ganske vist kun med lidt sol, men med mulig opklaring til sidst. Temperaturen vil undervejs stige fra 16 til 20 grader, og der vil være en let til jævn vind (15-16 km/t) fra først nordnordøst og siden nordøst. Det giver generelt med- og sidemedvind gennem det mest af løbet, men kort inden Ermeton får man mod- og sidemodvind. Man får sidemedvind på Tienne aux Pierres, men derefter igen mod- og sidemodvind frem til målstigningen, hvor der hovedsageligt vil være direkte modvind på den nedre del og direkte medvind på den midterste del, indtil man over de sidste 800 m vil have næsten konstant sidevind.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Favoritterne

GP de Wallonie følger som regel et ret fast mønster. Efter etableringen af et tidligt udbrud falder løbet til ro midtvejs, inden det hele bliver dramatisk i finalen. Her har favoritterne ofte spillet ud allerede på de to stigninger, der har ledt frem til afslutningen i Namur, og det har altid skabt ganske markant udskilning allerede inden afslutningen. Det har således ikke været altid, at det hele har skullet afgøres på bakken op til mål, for hele løbet har været en relativt hård sag.

I 2016 var en lille gruppe med flere forhåndsfavoritter endda meget tæt på at holde hele vejen, men der skete alligevel den vanlige regruppering inden finalebakken. I 2017 betød det elendige vejr og den kraftige sidevind, at udskilningen skete så tidligt, at Tim Wellens kunne køre alene hjem fra distancen, og i 2018 var det også en ganske lille gruppe, der endte med at spurte om sejren. I 2019 lykkedes det endda Krists Neilands at udnytte kaosset på de sidste bakker til at køre væk og akkurat holde favoritterne bag sig. Som regel har det dog været en gruppe på 20-30 ryttere, der er endt med at skulle slås om det i en klassisk puncheurfinale.

I 2021 blev ruten omlagt, og det gjorde den lettere. Ca. 50 mand var samlet i bunden af bakken, der som sagt blev kørt fra en ny side, og der var aldrig rigtigt optræk til, at det ikke skulle afgøres i en spurt. I 2022 ændrede man desværre ruten yderligere, så den nu måtte regnes som historisk let. Hvor vi tidligere havde mange stigninger til at få åbnet løbet tidligt, var der nu kun to ganske små bakker, som i 2021 ikke kunne gøre nogen forskel. Det gjorde de heller ikke sidste år, og et stort felt på mere end 50 mand ramte bakken til sidst.

Det er svært at tro, at det vil gå anderledes denne gang. Ruten er i alt væsentligt den samme som sidste år, og til dette løb stiller de fleste hold af gode grunde ofte med en puncheur, der er specialist i denne form for finale. Selvfølgelig er der altid en chance for, at nogen vil forsøge noget fra distancen - kan Victor Campenaerts eksempelvis holde sig i ro? - men alle de store hold har en ret klar interesse i, at det skal afgøres til sidst. Det hjælper heller ikke, at der vil være tale om en fuld modvindsfinale frem til målstigningen. Vi vil nok snarere se hold, der vil forsøge at gøre det hårdt undervejs. Det kunne være Israel-PT, UAE og - hvis Mathieu van der Poel er kørende - Alpecin, men på denne rute har jeg svært ved at tro, at vi ikke får den klassiske spurt i et relativt stort felt som sidste år.

Finalebakken er nu igen den, vi kender, og altså derfor igen med brosten på den stejlere del. Det har altid været en lidt spøjs sag, fordi det har været muligt for ardennerspecialister at vinde, men også for en lidt tung sprinter som Jens Debusschere at gøre det samme - dog dengang, han var allerbedst. Det skyldes naturligvis også, at den sidste kilometer er næsten flad. Sprinterne skal ”bare” overleve brostensdelen, der trods alt kun har 500 m, som er stejle, og ofte har puncheurtyperne holdt lidt igen for ikke at brænde sig af inden spurten i den flade del.

Den er tillige uhyre speciel, da den er ekstremt kringlet, og det handler næsten alene om positionering frem mod det sene 180-graderssving igennem de mange kurver. Kan ardennerspecialisterne ikke gøre forskellen på den stejle del, vil det formentlig gå i stå, når den flader ud, og herfra har de holdbare sprintere som Debusschere og Christophe Laporte, der vandt i 2021, en god chance for at gøre det færdigt. Væd at bemærke er det dog også, at en spinkel fyr som Warren Barguil endte på podiet, da Laporte vandt. Det er altså vitterligt en finale med appel til flere typer.

Feltet er i år ikke helt så stjernespækket som sidste år - måske fordi det i år falder sammen med Vueltaen og ikke er opvarmning til OL - og der er kun otte WorldTour-hold til start. Til gengæld er der et par store stjerner med Mathieu van der Poel i spidsen, og der er ganske mange ryttere med evner i denne slags finaler.

Jeg vælger at pege på Mathieu van der Poel, men det er klart, at det er med større usikkerhed, end det burde være. At han er skræddersyet til denne finale, beviste han med sidste års sejr, men dengang var han også i VM-form. I år kommer han til løbet med en kritisk svag præstation i Bretagne, og det er i hvert fald helt givet, at han efter sin spanske ferie er ret langt fra sit bedste.

Når jeg alligevel peger på ham, skyldes det flere ting. Dette løb er - særligt med den lettere rute - betydeligt nemmere end det næsten 260 km lange løb i Bretagne. Derudover har han nu fået to løb i benene, ligesom der er gået halvanden uge siden Bretagne, og vi ved, at han plejer at komme relativt hurtigt i form - bare se på fremgangen mellem Tirreno og Sanremo. Får vi det relativt lette og kontrollerede løb, jeg forventer, kommer det hele meget til at handle om punch og eksplosivitet samt positionering i den kringlede finale, og på begge parametre er Van der Poel så meget i særklasse, at jeg tror på, at han med sin nuværende kan forsvare titlen.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Har han en offday igen, har Alpecin alternativer. Bedst chance tilskriver jeg Gianni Vermeersch, der også er perfekt til denne finale og viste god form på kongeetapen i Renewi Tour, hvor han kørte med de bedste på Muren, inden han blev sat på Bosberg. Et tredje bud er Søren Kragh, der også passer til finalen, men efter en fin genrejsning mod slutningen af Renewi skuffede han i Bretagne, og med det lange og hårde program tvivler jeg på formen. Et fjerde bud er U23-verdensmesteren Axel Laurance, der også passer til finalen, men han har haft løbspause, og sammen med Dries De Bondt vil han formentlig agere hjælper.

Jeg tror, at den værste rival er Axel Zingle. Den lille franskmand bør også være skræddersyet til denne tekniske og eksplosive finale, og hvis vi ser den fabelagtige Zingle, der blev nr. 3 på kongeetapen i Renewi, bliver han ikke let at slå. Han skuffede dog i Maryland og Quebec, men i sidstnævnte handlede det mest om mine skyhøje forventninger. Han blev stadig nr. 11 og klarede det brutale løb i Montreal ganske glimrende. En joker er jetlag, men vi har ofte set, at man godt kan præstere både i Canada og Vallonien, som Biniam Girmay eksempelvis gjorde det sidste år. Cofidis har også Bryan Coquard, der i formstærk udgave vil være et storartet vinderbud, hvis han klarer positionskampen, men efter det styrt, der tvang ham ud af Vueltaen, er det svært at tro, at han er helt på toppen. Både Alexis Renard og Piet Allegaert kunne køre denne finale, men må antages at være hjælpere.

Jeg rangerer Tim Wellens som nr. 3, men det er med stor usikkerhed. Belgieren var skræmmende stærk i Renewi, og selvom denne finale er lidt for let til at være ideel - da han vandt løbet, skete det med et stort soloridt - er det en glimrende afslutning for ham. Usikkerheden handler selvfølgelig om, at han udgik nærmest med det samme i Montreal, og da der ikke er givet en forklaring, kunne det meget vel være tale om sygdom. Jeg vil derfor næsten forvente, at han ender med at melde afbud, men stiller han til start, må han antages at føle sig klar - og så er han en vinderkandidat. UAEs alternativ er formstærke Matteo Trentin, der godt kan køre denne finale og helt sikkert gå i top 10, men han har aldrig været særligt god i stigende afslutninger, selvom han egentlig burde være det. Trods forbedret holdbarhed bør Pascal Ackermann finde den for hård, og Mikkel Bjerg er formentlig hjælper.

Jeg er meget spændt på Jasper De Buyst. Belgieren er genfødt i dette efterår og viste senest sin storform med 5. pladsen i det hårde løb i Bretagne. Forinden har han også vundet Egmont Cycling Race, og dette er en finale, der passer ham. Da han sidste havde det nuværende niveau i 2019, endte han nemlig som nr. 3. Han ledsages af Victor Campenaerts, der med sit nye punch godt kunne lave en top 10, men han har misset flere løb med sygdom. Løbet passer ikke rigtigt unge Alec Segaert og Brent Van Moer.

Jeg er meget spændt på Søren Wærenskjold. Nordmanden burde elske denne finale, når man ser på det ridt, han lavede på kongeetapen i Belgien sidste år. Særligt når den sidste del er næsten flad, kan han få glæde af sin fart, hvis han kan positionere sig godt. Når jeg alligevel er lidt skeptisk, skyldes det, at han har været i form i en menneskealder og siden Touren har været med i kampen om den samlede sejr i hele to etapeløb. Spørgsmålet er, hvor længe formen holder. Finalen er for hård for Alexander Kristoff , og nåde Jonas Gregaard og Jonas Abrahamsen mangler punch, hvorfor jeg forventer, at de som Martin Urianstad og Niklas Larsen er hjælpere.

Kan man tillade sig at tro på Biniam Girmay? Eritreeren er skabt til denne finale, som vi så med sidste års 2. plads, men denne gang kommer han til løbet efter en helt anderledes trist sæson. Sidste sæson kom han med en 3. plads i Quebec i bagagen, men i år floppede han i stedet i Canada, som han har gjort det meste af året. Dette løb er lettere, og han kommer langt med sit punch, men jeg har svært ved at se ham vinde igen. Et bedre bud kan meget vel være den delvist genrejste Mike Teunissen , der senest blev nr. 14 i Quebec og burde elske denne finale, men modsat Girmay er han måske ikke helt stærk nok til at vinde. Et tredje bud kunne være Dion Smith, der elsker denne slags finaler, men jeg vil tro, at han er hjælper for de to ovennævnte. Det samme gælder formentlig for Madis Mihkels, selvom han også burde være typen, der kan gøre det godt. Aimé De Gendt og Loic Vliegen har ikke vist tilstrækkeligt i optakten, og Sven Erik Bystrøm har været skadet.

Israel-PT kommer med et hav af gode puncheurs, men spørgsmålet er, om ikke den er for let til, at de kan vinde. Det mest formstærke bud er Stephen Williams, der senest i Norge fik bevist, at han er ret eksplosiv. Finalen passer dog nok bedre til Dylan Teuns, der så sent som sidste år blev nr. 4, men hvis form er lidt usikker. Han var hæderlig i Norge, men udgik i Bretagne. Jeg vil dog blive overrasket, hvis ikke han går i top 10. Nick Schultz har også det helt rette punch, men har været hjælper i sine seneste løb. Jakob Fuglsang viste lovende takter i Bretagne og kan lave et resultat, men finalen bør være for eksplosiv til en top 10. Løbet passer ikke Marco Frigo og Mads Würtz har ikke vist form.

Total kommer med en spændende outsider i Sandy Dujardin, der med 2. pladsen i Finistere viste evner i denne slags finaler. Med en 10. plads i det benhårde løb i Bretagne har han også vist form. Det burde også være en perfekt finale for Anthony Turgis¸ men der er stadig ingen tegn på fremgang i hans triste sæson. De har også Mr. Wallonie, Julien Simon, der er blevet nr. 1, 2, 3, 4, 7 og 9 i dette løb, men i de seneste udgaver er han kun blevet nr. 14 og 15. I år har han tabt meget niveau, men i Bretagne viste han, at formen måske rækker til endnu top 20. Edvald Boasson Hagen har ikke vist form i optakten.

Sidste år endte Gonzalo Serrano som nr. 3 i en finale, der passer ham som fod i hose. Dengang var han dog også i sit livs form og havde netop vundet Tour of Britain. I år skuffede han til gengæld fælt i det britiske løb, og det ligner derfor ikke en gentagelse. Løbet her er dog så let, at han med sit punch bør lave et resultat.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Ag2r stiller med den tidligere vinder Greg Van Avermaet, der også er skræddersyet til denne finale. Han vinder naturligvis ikke igen, men det niveau, han har vist i optakten, gør ikke en top 10 umulig. Et andet kort er Clement Venturini, der også bør være god i en afslutning som denne, men hvis form har været lidt svær at læse på det sidste. Han har heller ikke helt samme holdbarhed, som da han var bedst. Franck Bonnamour kan også lave et resultat i en finale som denne, men han er igen på vej tilbage efter endnu en skadespause, og Bastien Tronchon har intet vist i år.

Arkea har flere holdbare afsluttere, der burde kunne køre denne finale. En formstærk Arnaud Demare kunne som Laporte vinde den, men selvom hans form har været svær at læse grundet de mange styrt i Renewi, har han intet vist, der giver mig den store optimisme. Det kunne være en god finale for en formstærk Jenthe Biermans, men efter fin kørsel i Druivenkoers skuffede han i Renewi. Den bør være for hård for Luca Mozzato, der også har holdt pause siden sejren i Limousin. Bedste mand kunne meget vel være Ewen Costiou, hvis han har fundet formen igen efter sin skade, men den er for let til et absolut topresultat.

Tudor har Rick Pluimers, der ikke får mange chancer, men dette er ikke en helt dum finale for ham. Han blev nr. 12 i 5%-spurten i Polen og viste også hæderlig form i Tyskland. Han er dog ganske uprøvet og har et svagt hold til at støtte sig.

Jayco får det formentlig lidt svært. En formstærke Luka Mezgec kunne bestemt lave et resultat her, men han har holdt en lang pause siden VM og er næppe på toppen. Det kunne også være en afslutning for Kelland O’Brien, der har vist et vist potentiale i brostensklassikerne, men han har stort set ikke kørt løb siden juni. Zdenek Stybar er skabt til denne finale, men vi så i Renewi, at han efter operationen mangler for meget, og Amund Grøndahl Jansen er slet ikke kommet stærkt tilbage efter de mange helbredsproblemer. Finalen er ikke noget for Luke Durbridge.

Bingoal har Luca Van Boven, der har vist et vist potentiale som puncheur. Det så vi med 8. pladsen i l’Aulne, og senest blev han en fornem nr. 22 på kongeetapen i Renewi, hvorfor han er i form. Et mere erfarent kort er Marco Tizza, der også passer til denne finale, men som vi senest så med hans svingende kørsel i Arctic Race er han altid en lottokupon. Lennert Teugels kan også lave et resultat, men mangler det sidste punch, mens finale ikke passer Alexis Guerin.

Flanders kommer med den formstærke Kamil Bonneu, der netop har imponeret i England, men denne er nok for let til, at han kan gå i top 10. Finalen passer bedre til Vito Braet, der er den rette type holdbar sprinter, men jeg tror ikke, at niveauet rækker til et topresultat. Jenno Berckmoes og Aaron Van Poucke har ikke vist form, og Elias Maris mangler punch.,

Hos Human Powered Health skal man satse på Pier-André Coté, der er i fin form, men denne finale bør være lidt for hård, og det bør den også for Colin Joyce , August Jensen og Barnabas Peak. Det er svært at tro på Q36.5, hvis bedste bud nok er Carl Fredrik Hagen, for hvem den dog er for let, og måske Fabio Christen. På kontinentalholdene skal vi holde øje med Zeb Kyffin, der imponerede stort i England i sidste uge, samt Darren Rafferty, Maxime Jarnet, der imponerede i Limousin og passer til finalen, og Maximilien Juillard.

BEMÆRK: Vi har nået den tid på året, hvor der typisk kommer mange ændringer til startlisterne. Mandag eftermiddag er meget få trupper udtaget, så der kommer formentlig flere ændringer - som nævnt vil jeg regne med at afbud fra Wellens - inden jeg opdaterer optakten tirsdag aften.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet - desværre med det ventede afbud fra Wellens. Der er også afbud fra Teunissen, Gregaard, Stybar, Jansen, Bystrøm, Ackermann, Allegaert og Joyce. Til gengæld kommer Michael Matthews til start, og han må være skabt til denne finale. Med det niveau, han havde i Quebec, skal Van der Poel være skarp for at slå ham. Jeg er meget i tvivl, om hollænderen er kommet langt nok, og jeg tror det faktisk ikke. Derfor gør jeg Matthews til favorit, særligt fordi det flader ud til sidst. Det betyder selvfølgelig også, at Mezgec og O’Brien er hjælpere. UAE har udtaget Ryan Gibbons, der måske kan lave et resultat som supplement til Trentin. Tudor har Sebastien Reichenbach, men han passer ikke ideelt til løbet. Endelig har Lotto udtaget Cedric Beullens, der kan lave et resultat, men mon ikke de satser på De Buyst?

***** Michael Matthews

**** Mathieu van der Poel, Axel Zingle

*** Jasper De Buyst, Søren Wærenskjold, Biniam Girmay, Dylan Teuns, Sandy Dujardin

** Gonzalo Serrano, Matteo Trentin, Stephen Williams, Bryan Coquard, Gianni Vermeersch, Clement Venturini, Arnaud Demare, Greg Van Avermaet, Julien Simon, Madis Mihkels, Victor Campenaerts, Rick Pluimers, Luca Van Boven, Anthony Turgis

* Marco Tizza, Vito Braet, Kamil Bonneu, Zeb Kyffin, Maxime Jarnet, Ryan Gibbons, Jenthe Biermans, Dion Smith, Jakob Fuglsang, Ewen Costiou, Lennert Teugels, Pier-André Coté, Nick Schultz, Søren Kragh, Axel Laurance, Cedric Beullens, Franck Bonnamour, Luka Mezgec, Luca Mozzato, Edvald Boasson Hagen, Jenno Berckmoes, Aaron Van Poucke, Loic Vliegen, Aimé De Gendt, Carl Fredrik Hagen, Darren Rafferty, Maximilien Juillard, Sebastien Reichenbach, Kasper Andersen, Fabio Christen

Danskerne

På Alpecin kunne Søren Kragh selv jagte et resultat i denne finale, men han er nu formentlig hjælper for Mathieu van der Poel. På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Gonzalo Serrano, og på UAE skal Mikkel Bjerg støtte Tim Wellens og Matteo Trentin. På Israel-PT kan Jakob Fuglsang formentlig få lov at jagte et resultat, hvorfor han er omtalt ovenfor, og han støttes af Mads Würtz. Endelig må William Blume Levy og Niklas Larsen på Uno-X antages at skulle støtte Søren Wærenskjold, mens Adam Holm som stagiaire på Jayco skal støtte Michael Matthews, og Kasper Andersen hos Hagen Bermans Axeon ikke burde være helt uden chance for at lave et hæderligt resultat efter det fine Danmark Rundt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2022, Christophe Laportes sejr fra 2021, Krists Neilands’ sejr fra 2019, Jasper Stuyvens sejr fra 2018, Tim Wellens’ sejr fra 2017, Tony Gallopins sejr fra 2016, Jens Debusscheres sejr fra 2015 og Greg Van Avermaets sejr fra 2014.

SE GP DE WALLONIE OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE