Optakt: Milano-Torino

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

SÆT HOLD I KLASSIKKERSPILLET - PRÆMIER TIL TOP 25 

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts har været Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og efter at det nye Per Sempre Alfredo også er forsvundet, har Giro dell’Appennino herefter været det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Nu er der heller ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour har på bare en måned udgjort en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien, og i de seneste mange år har Milano-Torino med sin afslutning på den stejle Superga-stigning i udkanten af Torino været den sidste og vigtigste test inden årets sidste monument.

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene samt i 1920erne og i 1986.

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i mere end 30 år var det hovedsageligt kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger de Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugno, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det har i en periode været et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte har det udgjort RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt er blevet afviklet over over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det er levet afviklet bare få dage inden Lombardiet og ligeledes har været et løb for klatrere, har det været den perfekte sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.Pro-løb.

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Derfor var placeringen inden Milano-Sanremo helt naturlig, og det var for de hurtige folk den sidste test inden årets første monument. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der siden blev forceret to gange i den absolutte finale, og det gjorde løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter.

Faktisk havde den type ryttere en endnu bedre chance her, end de havde i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot, Michael Woods og senest Primoz Roglic har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

Fra 2022 blev det imidlertid anderledes. Afslutningen på Superga-stigningen var elsket af mange, men RCS har haft et ønske om at bringe løbet tilbage til rødderne. Fremover vil løbet nu igen blive afviklet om foråret, og det vil igen fungere som den sidste test inden Milano-Sanremo. Det sker som led i en omstrukturering af kalenderen, hvor Tirreno-Adriatico nu afvikles helt parallelt med Paris-Nice og slutter søndagen og ikke tirsdagen inden Milano-Sanremo. Det giver plads til, at Milano-Torino kan afvikles om onsdagen i en manøvre, der til gengæld er gået ud over GP Industria, som med en placering mellem Strade Bianche og Tirreno-Adriatico havde oplevet en opblomstring. Den nye placering af etapeløbet har umuliggjort den placering, og i stedet måtte løbet leve med en meget lidt attraktiv placering søndagen efter Coppi e Bartali, der afsluttedes bare dagen inden - endda i en af årets allertravleste uger. Den placering har desværre slået løbet ihjel, så 2023-udgaven blev den sidste.

Flytningen af Milano-Torino har også den konsekvens, at ruten ændres. I efteråret var det opvarmning til Il Lombardia, og derfor skulle det være designet til klatrere. Nu er det imidlertid opvarmning til Milano-Sanremo, og derfor skal det være designet til sprinter. Det har betydet, at Superga-stigningen udgår, og dermed venter der blot en næsten helt flad tur hen over Po-sletten, hvormed løbet også rutemæssigt vender tilbage til rødderne. Faktisk var det allerede tilfældet i 2020, hvor den særegne coronakalender betød, at løbet netop afvikledes onsdagen inden Milano-Sanremo, dengang dog i august, og også her gjorde man brug af en helt flad rute, som gav spurtsejr til Arnaud Demare. I 2024 prøver man dog at gøre det mere Sanremo-lignende med et par sene stigninger, der skal teste sprinterne.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Sidste års udgave var altså den andet i det ”nye, gamle” format, og her endte det hele i den helt forudsigelige massespurt. Det var i et felt uden feltets største supersprintere, og det gjorde det til en helt åben affære. Til slut viste togene fra DSM og Tudor sig som de stærkeste, og det udnyttede Arvid de Kleijn til at tage karrierens største sejr og den første sejr for det nye Tudor-mandskab, da han krydsede stregen foran Fernando Gaviria og Casper van Uden. Formentlig som følge af den hårdere rute vender De Kleijn ikke tilbage for at forsvare titlen, da han i stedet kører Nokere Koerse, og da den skadede Gaviria heller ikke vender tilbage denne gang, bliver Van Uden den eneste genganger fra det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 SÆT HOLD I KLASSIKKERSPILLET - PRÆMIER TIL TOP 25 

Ruten

Som sagt har arrangørerne taget konsekvensen af den nye kalenderplacering og ladet løbet blive til det, det tidligere var, nemlig forberedelse til Milano-Sanremo. Det er heldigvis ikke noget problem for en begivenhed, der afvikles på den pandekageflade Po-slette, og faktisk har løbet jo også i de senere år i alt væsentligt været som et billardbord. Her er en hel dag i fladlandet dog blevet afsluttet med to ture op ad Superga-stigningen i udkanten af Torino, men ved at droppe denne særlige afslutning har vi fået et løb, der har været så sprintervenligt, at det har været svært at finde tilsvarende flade endagsløb. Sådan var det, da løbet kortvarigt havde rollen som Sanremo-opvarmning i 2020, og sådan var det i de to første forårsudgaver i 2022 og 2023. Man synes dog at ville benytte forskellige Torino-forstæder som målbyer, for efter besøgene i Stupinigi i 2020, i Rivoli i 2022 og i Orbassano i 2023 skal man denne gang slutte i Salassa.

Det er dog ikke den eneste ændring i 2024-udgaven. Med tanke på, at vi i Sanremo ikke har haft en massespurt siden 2016, er det måske lidt uheldigt at have et helt rent sprinterløb som opvarmning. I hvert fald er der ikke mange af Sanremo-favoritterne, der har kørt løbet de første to gange, og måske er det derfor, at man i år prøver at give løbet et mere Sanremo-agtigt præg. Som den gamle Superga-finale fortæller er området omkring Torino alt andet end fladt, og det har man denne gang benyttet til at inkludere to finalestigninger, der begge er ganske stejle.

Nok er løbet Sanremo-opvarmning, men det har ingenlunde monumentdistance. Faktisk er distancen endnu kortere end de seneste år, når der skal køres bare 177,0 km mellem Rho og Salassa, der er forstæder til hhv. Milano og Torino, hvormed løbet i alt væsentligt lever op til sit navn. Terrænet omkring Milano er som bekendt fladere end den fladeste pandekage, og derfor er der igen væsentlige udfordringer, når man lægger ud med at køre ad Po-sletten fra Milanos vestlige udkant mod sydvest igennem startbyen fra 2022, Magneta, der nås efter 13,2 km forbi den store by Novara og frem til Vercelli, der nås efter 60,8 flade kilometer.

Her drejer man igen mod vest, hvorefter det begynder at stige ganske, ganske svagt, og sådan fortsætter det, når man senere drejer mod nordvest, hvor det begynder at stige kraftigere. Efter 96,2 km drejer man igen mod sydvest for at køre ad en kort nedkørsel, inden det igen går ad let stigende veje mod nordvest frem til dagens første udfordring. Den melder sig, når man kører mod vest op ad stigningen Silva (4,6 km, 3,9%), der starter med to kilometer med hhv. 6,6% og 5,0%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 115,7 km. Efter denne opvarmning fører en let nedkørsel mod vest, inden man kører ad fladeveje mod syd, vest og nordvest. Efter 129,7 km rammer man den afsluttende rundstrækning, hvor man kører den sidste let stigende del, inden man efter 133,1 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med en omgang på den 43,9 km lange runde. Først går det ad flade veje mod syd og vest, inden det begynder at stige let, når man kører mod nordvest og nord. Herefter melder dagens vanskeligste udfordring sig, når man kører mod nord op ad Prascorsano (3,1 km, 6,9%), der stiger med hhv. 6,4% og 9,0% over de to første kilometer og derefter med 5,5% over de sidste 1100 m frem mod toppen, som rundes efter 147,7 km.

Herfra resterer fortsat 29,3 km, der indledes med en lidt småteknisk nedkørsel, som fører mod nordøst tilbage til dalen, hvor man kortvarigt fortsætter mod nordøst ad let stigende veje, inden det går videre mod nordøst op ad Colleretto Castelnuovo (3,8 km, 3,9%), hvis data snyder. Således stiger de første 2 km med 6,6%, inden det falder med 0,7% over 1000 m for slutteligt at stige med 2,8% frem mod toppen, som rundes efter 159,2 km.

Nu indledes de sidste 17,8 km med, at man kører mod sydøst ad lige og let faldende veje, indtil man når frem til byen Ozegna, hvorfra det går ad let stigende veje mod syd og nordvest tilbage til målbyen. Det stiger let hele vejen, de sidste 3 km med hhv. 1,2%, 1,4% og 0,9% i snit. Finalen er teknisk ukompliceret, da man drejer med 3400 m igen, hvorefter de sidste forhindringer er tre rundkørsler med hhv. 3000 m, 2000 m og 800 m igen, inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Løbet byder på i alt 1261 højdemeter mod 833 højdemeter i 2023, 1166 højdemeter i 2022 og 930 højdemeter ved det første fladbaneløb i 2020.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 SÆT HOLD I KLASSIKKERSPILLET - PRÆMIER TIL TOP 25 

Vejret

Den nordlige del af Italien har været ramt af ret dårligt vejr på det sidste, og Tirreno blev en kold og til tider våd affære. Alt det er imidlertid fortid denne onsdag, der bliver den perfekte dag til et cykelløb. Det vil være helt skyfrit med en temperatur, der vil stige fra 14 til 16 grader, og som det typisk gælder på Po-sletten vil der kun være en svag til let vind (6-9 km/t). Den vil i starten komme fra sydøst, herefter gå i syd og igen slutte i sydøst. Det giver sidemedvind stort set hel vejen frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind frem til og op ad første stigning, hvorefter der vil være sidevinde frem til toppen af anden stigning. Herefter vil der være modvind, indtil der vil være direkte medvind over de sidste 3400 m.

Favoritterne

Det gør en lille smule ondt igen at skulle skrive denne optakt til Milano-Torino allerede i marts. Jeg er næppe den eneste, der elskede afslutningen på Superga-stigningen, der altid gav nogle fascinerende opgør - senest mellem Primoz Roglic og Adam Yates på en dag, hvor Tadej Pogacar led et sjældent nederlag i et cykelløb. Med Il Lombardia lige forude var det ikke blot den perfekte sidste test. Det var også med til at opbygge spændingen og øge forventningen til årets sidste monument.

I princippet skulle løbet have samme rolle, bare for Milano-Sanremo, nu hvor det vender tilbage til rødderne. Sådan var det jo også i gamle dage, men eksperimentet må siges at være mislykket. Med en rute, der har været skabt til rene sprintere, har løbet mindet meget lidt om det, der venter på lørdag, hvor sprinterne i de senere år har fået det sværere og sværere. Det kunne ses på startlisten til de første udgaver i 2022 og 2023, og det kan ses på startlisten igen i år, hvor man skal lede længe efter ryttere, der ventes at spille en hovedrolle i Sanremo. Med den helt flade rute har der været for meget sprinterløb over dette løb, og det har ikke hjulpet, at man tillige har brug for at komme sig efter de to hårde etapeløb i sidste uge.

Om det vil ændre sig i de kommende år, må tiden vise, for nu ser det ud til, at arrangørerne vil give løbet et langt mere Sanremo-agtigt præg. Vi ved ikke, om det også vil gælde i de kommende år, men i år ligner løbet faktisk Milano-Sanremo. Det er selvfølgelig meget kortere, men det starter helt fladt og slutter så med to sene stigninger, der kommer længere fra mål end Cipressa og Poggio, men som til gengæld er vanskeligere og stejlere. Særligt den første af de to er svær, men også de første 2 km af den sidste er ganske vanskelige.

Det kan godt være lidt af en gamechanger. Det er i hvert fald nok grunden til, at Arvid de Kleijn kører Nokere Koerse i stedet for at forsvare den sejr, der indtil sidste uge var karrierens største og den allerførste for Tudor. Alligevel er det tydeligt, at det stadig regnes som et sprinterløb. De fleste hold kommer med deres sprintere, og det ligner hovedplanen for de fleste, at det skal slutte med en spurt. Der vil derfor også være hold til at forhindre et tidligt udbrud i at vinde, og sidevind er jo aldrig et tema på Po-sletten - heller ikke på denne stille onsdag.

Spørgsmålet er, om de får deres spurt. Der er særligt to hold, der har planer om at forhindre det, nemlig Bora og UAE. Begge er til start helt uden sprintere, og deres mål er derfor entydigt: en gruppe af de bedste klassikerryttere skal køre væk på de sidste stigninger. Derudover er der imidlertid også andre, der bør være med på den aggressive galej. EF har både en holdbar sprinter, men mon ikke Alberto Bettiol får lov at angribe? Cofidis har Bryan Coquard, men lægger de bånd på Axel Zingle? De får da i hvert fald nok lov at gå med i de angreb, der vil komme fra UAE og Bora.

Er stigningerne svære nok? De er korte, og det er et problem, at resten af løbet er så let. Særligt den første stigning har dog en karakter, hvor man i et løb med relativt få klatrere nok kan få etableret en gruppe af stærke folk. Jeg vil forvente, at det vil lykkes, og derefter er der lagt op til et forfølgelsesløb. Det forfølgelsesløb kan gå begge veje, men feltet har en klar fordel af de lange, lige veje og den direkte modvind, der vil være det meste af vejen. Til gengæld kan de så glæde sig over medvinden på stigningerne, der vil øge chancen for, at de kan komme væk og skabe større udskilning i feltet.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Hvem der vil vinde den kamp, vil afhænge af, hvor mange hold der får en mand med i front, og hvor mange sprintere der bliver sat, og hvis hold derfor vil opgive at jagte. Mange af sprinterne er ret tunge, og jeg tror, at flere vil falde fra. Det taler for, at der vil være færre hold til at jagte, og det får mig nok til at hælde til, at vi ikke får en spurt - også fordi hold som Movistar og UAE meget vel kan sidde med flere folk til at føre i den lille gruppe, der måtte køre væk. Hvis vi gør, vil jeg i hvert fald forvente, at det bliver i et ganske reduceret felt, hvor de fleste af de klassiske sprintere er faldet fra.

Får vi en spurt, kan overlevende sprintere se frem til en helt anderledes finale end sidste år, hvor det var uhyre teknisk. Denne gang er finalen helt, helt enkel. Vi har de tre rundkørsler med 3000 m, 2000 m og 800 m igen, men derudover er det en lang, lige og meget bred vej. Der vil endda være medvind, hvorfor man kan åbne en lang spurt, hvis man sidder lidt tilbage, og da feltet formentlig også er mindre end vanligt, er det en spurt, der bør blive afgjort på fart og nu også lidt friskhed mere end positionering. Derudover stiger det jo med 1-2% over de sidste 3 km, og det kan godt gøre en lille forskel i farthierarkiet.

Min usikkerhed er stor, men jeg hælder altså til, at en gruppe kan holde hjem. Jeg har heldigvis et godt kort til begge scenarier, og derfor dækker jeg mig ind ved at pege på Ivan Garcia Cortina. Vi så sidste efterår i San Sebastian, Vueltaen og Coppa Agostoni, at han var tilbage, og efter en sløj sæsonstart synes han nu at kunne bekræfte det. Det så vi med hans vilde forcering på Bosberg i Omloop, og det så vi i særdeleshed på kongeetapen i Tirreno, hvor Ben Healy kørte et kongeudbrud sønder og sammen, men hvor Garcia Cortina først røg af, da Richard Carapaz selv åbnede for gassen.

Det var så godt, at jeg tror på, at han kan være med i angrebene. Det kan han nemlig, når han er bedst. Det så vi i BinckBank Tour og Montreal, inden han havde sin lange krise, men det så vi også sidste år i Coppa Agostoni. Det generelt nemme løb og de generelt korte stigninger får mig til at tro, at han har punchet til at være med - og har han det, vil han formentlig være den hurtigste. Derudover er han en stensikker overlever i en reduceret massespurt, og i denne let stigende spurt vil der være meget få, der kan slå ham - særligt når finalen er enkel. Derfor kan han vinde i begge scenarier, og derfor er han min favorit.

Movistar har dog også andre kort. Det gælder særligt Carlos Canal, der har taget sin holdbarhed til et helt nyt niveau i år, som vi senest så i Galicien, hvor han endte som nr. 13 samlet på en vanvittig hård rute!!! Han er ikke så hurtig som Garcia Cortina, men han er formentlig mere klatrestærk. Det giver holdet hele to fremragende kort. Det tredje kort er hurtige Gonzalo Serrano, der burde være den mest holdbare af de tre, men han har skuffet hele året. Til gengæld bør Einer Rubio være med i angrebene, og mens han aldrig vinder et løb som dette, vil han være en perfekt allieret til at føre i en lille gruppe. Endelig har holdet Davide Cimolai, der har genfundet sin fart, som vi senest så i søndags, men jeg tror ikke, at hans holdbarhed er så meget tilbage, at han kan sidde med til en reduceret massespurt. Udelukkes kan det dog ikke, for han synes at have genfundet lidt af den råstyrke, der tidligere var hans styrke

Med min manglende tro på en spurt peger jeg på Alberto Bettiol. Han skuffede fælt i Omloop og Strade, men han har været en stor lottokupon i denne sæson. Hans Laigueglia var hæderligt, men at formen nu endelig synes at være perfekt, så vi på den første bjergetape i Tirreno, hvor han leverede en klatrepræstation, vi ikke har set i lang tid. Han bør derfor være med i angrebene - hvis altså han har en af de gode dage - og i en sådan gruppe vil han kunne slå langt de fleste i en spurt. Det gør ham til den perfekte kandidat. Faktisk kan han også køre en god reduceret massespurt i denne let stigende finale, men her vinder han næppe.

Her vil holdet nemlig satse på Marijn van den Berg. Hollænderen er en af de allermest holdbare sprintere, og mens han ikke er verdens hurtigste, kan han formentlig godt vinde en reduceret massespurt i dette felt. Det gælder især, når det stiger, selvom han havde foretrukket en lidt hårdere afslutning. Alligevel er der stor usikkerhed, fordi han missede Paris-Nice uden forklaring, men det kunne tyde på, at han har været syg. Holdet har også de to spændende klatrere, Lukas Nerurkar og Jardi Christiaan van der Lee, men de har ikke vist form og passer ikke til løbet.

Som sagt er UAE et af de hold, der skal undgå en spurt, og de har det perfekte mandskab til formålet. Nok er Marc Hirschi langt fra sit bedste, som vi senest så i Laigueglia, men både Laigueglia og Drome viste, at han vil være en af de bedste på disse bakker. Det vil undre mig meget, hvis ikke han er med i den gruppe, der kører væk. Jeg kan dog godt bekymre mig for, om han kan gøre det færdigt. Han er stadig hurtig, men ikke helt så hurtig som tidligere, og når selve spurten kun stiger med 1%, tror jeg, at han får det svært mod folk som Garcia Cortina og Bettiol. Holdet har også Diego Ulissi, der formentlig stadig er den hurtigste af de to. Han har skuffet meget i år, men hans genrejsning i Oman får mig til at tro, at han igen kan være med i angrebene til sidst. Mit gæt vil være, at de så vil køre spurten for Ulissi, og han vil også kunne blande sig i en reduceret massespurt. Endelig har holdet kometen Jan Christen, der i Laigueglia viste, at han formentlig også kan være med i angrebene. Han er imidlertid den langsomste af de tre, men alligevel kan han vinde, hvis holdet udnytter deres overtal i det taktiske spil. Endelig har de hurtige Sjoerd Bax, men grundet den lange skadespause er han nok hjælper, som det også gælder for talentfulde Gal Glivar, der ellers tog den samlede sejr i Sharjah.

Det er et af de sjældne løb, hvor Cofidis har et af de mest spændende hold. Deres mand til angrebene er Axel Zingle, der vil finde stigningerne lidt lange, men de er ikke helt uoverskuelige. Han har i hvert fald en god chance for at være med i en gruppe, men det kræver for en fyr som ham god form. Den føler jeg mig ikke tryg ved, men hans kørsel i Tirreno giver mig et håb. Kommer han først med, vil han have en enorm chance i en spurt, hvor han kan slå alle. Til en massespurt har holdet Bryan Coquard. Hans holdbarhed er slet ikke som tidligere, men jeg kan ikke forestille mig, at han bliver sat her. Får vi samling, vil han være min favorit. Han elsker stigende spurter, og hans tog med Zingle, Stefano Oldani og måske den ellers formsvage Benjamin Thomas synes i særklasse - endda i en enkel finale, hvor Coquard ikke skal slås med sin positionering. Oldani ville også være en mand til angrebene, men selvom han er i bedre form end ventet, mangler han nok for meget efter sin skade, og Thomas har ikke formen til at spille den rolle.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Israel-PT er et andet hold, der kan være med i alle scenarier. Bedst chance har de i en spurt, for her vil Ethan Vernon være en af de helt store favoritter. Hans holdbarhed er meget svingende, men hans kørsel i Tirreno indikerer, at han har en fair chance for at overleve. Lykkes det, bør han have et ret stærkt tog, der formentlig vil tælle formstærke Pier-André Coté, Jake Stewart, Riley Sheehan og Nick Schultz, og han bør være en af de allerhurtigste i denne let stigende finale. Stewart burde være et mere holdbart, men langsommere alternativ, men han kører sit første løb efter en skade. Til angrebene har holdet to gode kort i Sheehan og særligt Schultz, der begge er hurtige, men de har begge manglet en del i deres seneste løb.

DSM har et ret godt kort i Kevin Vermaerke. Amerikaneren har fortsat de lovende takter fra efteråret, og selvom han måske ikke har været helt så stærk som i de første løb, viste han senest i Tirreno, at han har en god chance for at være med i angrebene. Han har også dokumenteret sin fart flere gange, senest i Tirreno og Ardeche, og han har derfor en helt reel chance for at vinde. Der er dog flere af de klatrestærke, der bør slå ham i en spurt. Til massespurten har holdet sidste års nr. 3, Casper van Uden. Med den fart, han har vist i år, vil han være en af favoritterne, hvis han overlever, men gør han det? Han viste klart stigende holdbarhed i AlUla Tour og Algarve, men vi skal nok have et lettere løb, hvis det skal lykkes. Sker det, lider han også under et svagt hold. I gamle dage havde løbet været perfekt for Patrick Bevin, men han synes stadig at være en skygge af sig selv.

Arkea stiller med Arnaud Demare, der vandt den første sprinterudgave i 2020, men han lider under den nye rute. Som tidligere Sanremo-vinder burde han være en af favoritterne til en reduceret massespurt i en let stigende spurt, der passer ham - også fordi den enkle finale vil hjælpe med hans positionering. Som vi senest så på 1. etape af Paris-Nice, er han dog langt fra fordums holdbarhed. Det betyder ikke, at han ikke kan overleve i dette felt, men det kan gå begge veje. Da hans hold samtidig er svært, kan det trods den enkle finale blive svært at gøre det færdigt. Til angrebene har holdet Louis Barré, der er begyndt at indfri potentialet og senest kørte fornemt i Laigueglia. Han har en chance for at være med i front, men selvom han er hurtig, er de fleste af favoritterne hurtigere end ham.

Astanas bedste kort er nok Alexey Lutsenko. Det burde være en nobrainer, at han er blandt de bedste på stigningerne, men det er med hans nuværende niveau ikke sikkert. Han var dog ikke helt uden form i Paris-Nice, og i dette felt burde han have en chance. Problemet er, at jeg trods hans fart tvivler på, at han kan vinde en spurt. Alternativt skal holdet satse på en spurt. Det er udelukket, at 2022-vinderen, Mark Cavendish , kan være med på denne rute, men holdet har to alternativer. Manden, der kan overraske, er Michele Gazzoli, der vandt en stigende spurt i Norge i efteråret, hvor han også imponerede med sin holdbarhed. Han har bare slet ikke vist form endnu, men han har heller ikke kørt løb af denne type. Holdets andet bud er Cees Bol, der er den hurtigste af de to og vil være blandt favoritterne, hvis han overlever. Sidste år imponerede han med sin holdbarhed, men han virkede for formsvag i Tirreno, hvor finalerne på 3, og 4. etape ellers passede ham.

Uno-X er et af de hold, der skal gå 100% efter en spurt med enten Søren Wærenskjold eller Alexander Kristoff , men det ligner en svær opgave at overleve. Med de klatreben, Wærenskjold havde i Danmark og Belgien sidste år, burde han være en af de helt store favoritter, men han virker stadig bekymrende formsvag, som vi senest så på 3. og 4. etape i Tirreno. Derfor kan Kristoff være det mest holdbare bud, men han skal stramme sig an for at klare stigninger af denne længde. Til gengæld er de begge skabt til denne lange, let stigende powerspurt, så hvis de mod forventning overlever, vil de være blandt favoritterne. Holdets tredje hurtige mand, Stian Fredheim, er for tung, men Jonas Abrahamsen bør overleve. Han har dog ikke farten til en top 10. Til angrebene har holdet de halvhurtige Odd Christian Eiking og Fredrik Dversnes, men de har ikke vist tilstrækkeligt med form.

Polit har Giovanni Lonardi, der tidligere var en af de allertungeste sprintere, men det har virkelig ændret sig. Det så vi i Valencia, og han bekræftede også sin stigende holdbarhed på sidste etape i Tirreno, hvor folk som Tim Merlier og Phil Bauhaus faldt fra. Han er et grænsetilfælde, for hvem det kan gå begge veje, men hvis det lykkes, tror jeg desværre, at han mangler den sidste fart. Til gengæld har han forbedret sin positionering enormt. Holdet har også den mere holdbare Mirco Maestri, der virkelig klatrede godt i Tirreno, men selvom han er hurtig, vinder han ikke - og det samme gælder om plan C, Davide Bais.

Q36.5 har Gianluca Brambilla, der er skabt til dette løb, da han kan klatre og er hurtig. Med de ben, han havde i AlUla Tour og Jaen, burde han kunne klatre med de bedste, men siden dengang har han skuffet. Han forklarede dog nedturen i Galicien med kulden og skuffelsen i Strade med styrt, og derfor kan det ikke udelukkes, at han kan være med i en gruppe, der kan køre væk. Det kan også være muligt for den hurtige og meget lovende Walter Calzoni, men selvom det var bedre i Galicien, har han ikke vist megen form i år. Begge vil også kunne køre en spurt i et reduceret felt, men her drømmer holdet om at få Nicolo Parisini med hjem. Det er på grænsen, men 3. og 4. etape i Tirreno viser, at det ikke er umuligt. Det er dog svært at se ham vinde en spurt i dette felt. Holdet har også klatrerne Alessandro Fancellu og Matteo Badilatti, men de passer slet ikke til løbet, selvom de begge har vist hæderlig form.

Intermarchés chance er en spurt med Arne Marit, men det ligner en svær mission. Belgieren er ikke den allertungeste sprinter, men vi skal have et let løb, hvis han skal med hjem. Hvis det lykkes, vil han in dette felt ikke være helt uden chance, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde. Holdets mere holdbare alternativ er Dion Smith, der synes i form til at overleve, men til gengæld ikke kan vinde en spurt. Holdets mand til angrebene er Rune Herregodts, der har farten til at gøre det færdigt, men han har klatret ganske forfærdeligt i de sidste mange løb. Klatreren Kevin Colleoni har ikke vist form, og selvom unge Simone Gualdi har gjort det flot, kommer han ikke med de bedste på stigningerne.

Tudor skal forsøge at forsvare titlen, men - klogelig nok - uden Arvid de Kleijn. Nu ligner det en svær opgave. På papiret er det et perfekt løb for Alexander Kamp, der er skabt til at vinde fra en lille gruppe, men selvom det var bedre i Tirreno, synes han stadig at lede efter formen. I stedet skal de satse på at få Alexander Krieger eller Robin Froidevaux med hjem til en spurt, men også det ser svært ud. I gamle dage var Krieger ellers meget holdbar, men selvom han viste lidt af de tidligere evner i Murcia, vil det undre mig, hvis han overlever. Det bør Kamp have en større chance for, og selvom det er tvivlsomt, vil han godt kunne lave en top 10 i en reduceret massespurt. Holdets mest formstærke klatrer er Roland Thalmann, men selvom han tidligere var hurtig, ser jeg ham ikke deltage i en spurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Bora er det andet toneangivende hold uden sprintere, men de får meget svært ved at vinde. Det er end ikke sikkert, at de har en mand, der kan være med i angrebene. Det er Bob Jungels, der har vist mest form, men han skuffede i Paris-Nice, og selvom han kan spurte, kan han ikke vinde. På papiret burde halvhurtige Frederik Wandahl med det niveau, han havde i august, være deres bedste bud, men hans form er helt ukendt efter en skuffende sæsonstart og nu en pause siden Valencia. Den meget talentfulde klatrer Florian Lipowitz, der fik sit gennembrud i efteråret, har formentlig været skadet, for han blev taget af alle startlister og gør først debut nu. Endelig har holdet de to spændende talenter Emil Herzog og Alexander Hajek, der begge er kommet hæderligt i gang, men det vil undre, hvis de kan være med i front. Ender det i en spurt, vil de nok prøve med Wandahl eller Herzog, men de har ingen chance mod sprinterne.

Det ligner et svært løb for Total. Med sin nuværende holdbarhed har Jason Tesson ingen chance for at overleve. De skal i stedet håbe på Emilien Jeanniere, der bliver bedre og bedre, men jeg vil forvente, at han får det for svært - og farten rækker heller ikke hele vejen. I gamle dage havde det været et perfekt løb for hurtige Julien Simon, der kunne være med i angrebene, men nu ligner han mere plan C i en spurt. Plan D er halvhurtige Valentin Ferron, men han har skuffet i år og har ikke kørt siden styrtet i Provence. Holdets klatrer er halvhurtige Fabien Doubey, der viste form i Rwanda, men ikke kan være med i angrebene her.

De øvrige hold får det svært. Bingoal har Davide Persico, der imponerede så stort i Colombia, men denne rute bør være for hård. Det tyder ikke på, at Floris De Tier, Johan Meens, Lennerth Teugels eller Marco Tizza kan være med i angrebene, mens Tizza og alternativt Teugels kan stræbe efter en top 10 i en reduceret massespurt. Corratec har Kristian Sbaragli til en reduceret massespurt, men han er formsvag og spurter stort set aldrig, samt den ganske hurtige Valerio Conti , der do er så meget en skygge af sig selv, at han ikke kan være med i angrebene. Endelig har Bardiani sprinterne Enrico Zanoncello, Mattia Pinazzi og Lorenzo Conforti, men de overlever næppe. Deres halvhurtige alternativer er Filippo Magli og Martin Marcellusi, men de skal stramme sig an for en top 10. Holdets klatrer, Alessandro Martinelli, gør sæsondebut og er næppe i form.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale baseret på de to sandsynlige scenarier, der uddybes ovenfor.

***** Ivan Garcia Cortina

**** Alberto Bettiol, Carlos Canal

*** Marc Hirschi, Diego Ulissi, Axel Zingle, Bryan Coquard, Ethan Vernon

** Marijn van den Berg, Kevin Vermaerke, Alexey Lutsenko, Arnaud Demare, Søren Wærenskjold, Alexander Kristoff, Michele Gazzoli, Cees Bol, Jan Christen, Casper van Uden, Louis Barré, Davide Cimolai, Gianluca Brambilla, Nick Schultz, Giovanni Lonardi

* Gonzalo Serrano, Nicolo Parisini, Arne Marit, Stefano Oldani, Walter Calzoni, Dion Smith, Mirco Maestri, Alexander Kamp, Alexander Krieger, Einer Rubio, Riley Sheehan, Rune Herregodts, Bob Jungels, Frederik Wandahl, Emilien Jeanniere, Robin Froidevaux, Enrico Zanoncello, Filippo Magli, Martin Marcellusi, Emil Herzog, Marco Tizza, Kristian Sbaragli, Valerio Conti, Odd Christian Eiking, Fredrik Dversnes, Jonas Abrahamsen, Gal Glivar, Benjamin Thomas, Lennert Teugels, Julien Simon, Roland Thalmann, Davide Bais, Lukas Nerurkar, Sjoerd Bax, Pier-André Coté, Fabien Doubey, Valentin Ferron

Danskerne

Hos Tudor kan Alexander Kamp formentlig køre sin egen chance, hvorfor han er omtalt ovenfor, og det samme gælder for Frederik Wandahl hos Bora. Endelig skal Michael Mørkøv hos Astana forsøge at overleve til et lead-out, men den nye rute må være for hård.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Arvid de Kleijns sejr fra 2023, Mark Cavendishs sejr fra 2022 og Arnaud Demares sejr fra 2020, som er de eneste år, hvor løbet i nyere tid har haft en sprintervenlig udgave. I alle tilfælde var målbyen dog en anden.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 SÆT HOLD I KLASSIKKERSPILLET - PRÆMIER TIL TOP 25