Opdateret optakt: O Gran Camiño

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hårdt, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

Et af de løb, der har lidt en krank skæbne, er Vuelta a Galicia, der var den regionale rundtur i Galicien. Der burde ellers være masser af basis for et cykelløb i den cykelinteresserede region, der ofte har været besøgt af Vueltaen - ikke mindst i de senere år, hvor den store grand tour hele to gange inden for de seneste 10 år er sluttet i området og ikke i Madrid.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Sådan var det da også i mange år, hvor regionen havde sin egen cykelstolthed. Faktisk blev Vuelta a Galicia skabt helt tilbage i 1933, og selvom det forsvandt fra kalenderen ganske mange, blandt andet under Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i en lang periode mellem 1956 og 1983, blev det i årene mellem 1987 og 2000 en fast bestanddel af UCI-kalenderen. Det voksede sig da også stort og stærkt, og blandt vinderne i Galicien var store spanske navne som Marino Lejarreta, Miguel Indurain og Abraham Olano, men også internationale profiler som Frank Vandenbroucke og Andy Hampsten.

Desværre skulle det vise sig, at løbet blev et af de første ofre, da den markante etapeløbsdød begyndte at brede sig ud over Spanien. Efter 2000-udgaven forsvandt løbet, og selvom det i 2002 blev genskabt som et amatørløb, der stadig afvikles og er en vigtig del af den spanske amatørscene, er det aldrig blevet genetableret som en professionel begivenhed. Da Galicien heller ikke har et endagsløb, er det faktisk kun under Vueltaen, at der er blevet kørt større cykelløb i et område, der ellers indbyder til at trampe i pedalerne.

Heldigvis ændrede det sig i 2022. En ambitiøs arrangørgruppe kastede sig ud i projektet at genskabe en galicisk cykelrundtur, og det lykkedes minsandten i en tid, hvor coronakrisen ellers ikke gjorde sportssponsorater til det letteste at få fingre i. Da amatørløbet fortsætter under navnet Vuelta a Galicia, har man skullet finde et nyt navn til efterfølgeren til det historiske løb, og her er valget meget passende faldet på O Gran Camiño. En væsentlig motivation bag løbet er nemlig at promovere Galicien som turistdestination, og da regionen mest af alt er kendt for pilgrimsruten Camino de Santiago, er det ikke svært at se motivationen bag navnet.

Udrensningen af etapeløb har betydet, at den spanske løbsscene er ret beskeden i store dele af sæsonen, men landet er nu blevet det suverænt bedste land til sæsonforberedelse. Det skyldes naturligvis det gode klima, som har betydet, at langt de fleste hold henlægger deres træningslejre i december og januar til landet, men det skyldes nu også en ganske imponerende vinterkalender.

Arrangørerne har nemlig valgt at udnytte den synergi, der kan skabes af den allerede eksisterende kalender. I forvejen byder februar på etapeløbene i Valencia, hvor det ligeledes er lykkedes at genskabe et hedengangent etapeløb, og Andalusien samt endagsløbene i Murcia og Almeria samt siden 2022 også på grusvejene i Jaen. Forinden har man i januar hele løbsserien på Mallorca og opvarmningsløbene i Valencia og Castellon, og dermed kunne Spanien indtil 2022 allerede byde på store cykelløb i hele fem på hinanden følgende uger. Da det nye galiciske løb er blevet lagt som rosinen i pølseenden, kan man altså nu køre cykelløb i Spanien i seks uger i træk, og dermed vil appellen fra mere eksotiske løb formentlig nu blot blive endnu mindre.

Kalenderplaceringen er dog heller ikke optimal. For klassikerrytterne er forberedelsen slut, da O Gran Camiño falder sammen med den belgiske åbningsweekend, og samtidig er der mulighed for at score WorldTour-point i UAE Tour. De ryttere, der burde excellere i det galiciske terræn, som er stærkt kuperet, men uden høje bjerge, kan endda forberede sig til Strade Bianche og Ardennerne i de franske endagsløb i Drome og Ardeche. Selvom der vil være synergi med de øvrige spanske løb, bliver det derfor en opgave, hvis løbet skal nå samme storhed, som Vuelta a Galicia havde.

Man startede da også relativt beskedent, men til en debut var deltagelse af fire WorldTour-hold bestemt ikke ringe. Foruden de lokale helte fra Movistar rejste EF, Cofidis og Israel-PT nemlig til Galicien, og det gjorde mange af de bedste ProTeams også - og ikke kun de spanske. Samtidig gav det mulighed for, at der blev flere muligheder for de spanske kontinentalhold, som der heldigvis igen er kommet flere af, samt deres naboer fra Portugal. Feltet var af samme grund ikke alt for stjernespækket, men arrangørerne fik en uventet gave, da Alejandro Valverde som nærkontakt til coronasmittede har misset næsten alle sine løb i februar og derfor brugte debutudgaven til at vende tilbage til konkurrence. Han fik selskab af navne som Michael Woods, Jakob Fuglsang, Hugh Carthy, Magnus Cort og Jesus Herrada, og dermed var der et par topnavne i et relativt beskedent felt.

Formentlig grundet den hårde konkurrence var feltet også beskedent til den anden udgave. Igen var der blot fire WorldTour-hold til start - denne gang Movistar, Jumbo, Cofidis og Astana - og der var færre stjerner end i den første udgave. Til gengæld fik løbet et gigantisk boost af, at Tour-vinderen Jonas Vingegaard valgte løbet som rammen for sin sæsondebut, hvorfor han kastede masser af stjernestøv over foretagendet.

Til den tredje udgave sker der heldigvis noget. Løbet synes at trives, og denne gang kan man ikke blot præsentere seks WorldTour-hold. Antallet af stjerner er også meget større. Arrangørerne må knibe sig i armen over, at Vingegaard vender tilbage, og efter sidste års meget ensidige affære skal han denne gang slås med navne som Richard Carapaz, Carlos Rodriguez, David Gaudu, Neilson Powless, Cian Uijtdebroeks, Michal Kwiatkowski, Lenny Martinez, Wilco Kelderman, Ben Tulett, Rigoberto Uran, Egan Bernal, Hugh Carthy og Ethan Hayter - en voldsom opgradering i forhold til de første to udgaver.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Arrangørerne har samtidig syntes at ville skabe et løb for Vingegaard-typerne. Til den første udgave var der nemlig tale om kun én kuperet sprinteretape og derudover både en enkeltstart, en murfinale og en bjergetape. Samme benhårde model brugtes til den anden udgave, hvor der var hele to bjergfinaler samt igen en enkeltstart og en kuperet sprinteretape, og til den tredje udgave er der også masser af bjerge med en enkeltstart, to etaper med længere stigninger i finalerne og en afsluttende bjergafslutning Det galiciske terræn er nemlig kun sjældent fladt, men man skal anstrenge sig for at komme op i højderne. Derfor vil det være et løb med appel til lidt mere eksplosive og i hvert fald klatrestærke typer, der vil elske de mange højdemeter. Foreløbig synes kimen til en succes i hvert fald lagt.

De mange højdemeter var altså også på tapetet til sidste års anden udgave, der dog blev en ret ensidig affære. Jonas Vingegaard var i særklasse i et felt, der var meget svagt, og efter at snevejr havde aflyst den indledende sprinteretape, satte danskeren sig totalt på løbet. Han lagde ud med at vinde løbets to bjergetaper, og efter en magtdemonstration på den afsluttende enkeltstart gjorde han sågar rent bord, hvad der naturligvis også sikrede ham en stensikker samlet sejr med hele 2.31 ned til Jesus Herrada og 2.48 ned til Ruben Guerreiro. Som sagt vender danskeren tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Guerreiro, men da Cofidis og dermed Herrada skipper løbet denne gang, bliver der ikke deltagelse fra hele det seneste podium.

Ruten

For enhver ny løbsarrangør er den vigtigste opgave i de første udgaver at give et løb en klar identitet, men i Galicien er det ikke så svært. Det galiciske terræn har som nævnt ovenfor nemlig ret klare kendetegn med dets stærkt kuperede karakter, men ingen rigtige bjerge. I de senere år har rytterne udforsket det i Vueltaen, hvor vi blandt andet har haft etaper for stærke sprintere, der har kunnet klare de mange bakker langs kysten, den spektakulære puncheurfinale på den brutale og urimeligt stejle mur, Miradel do Ezaro samt sågar den kuperede 20. etape i 2021-udgaven, hvor Miguel Angel Lopez smed hele sit løb på gulvet. Det kan godt være, at man ikke kommer langt op i Galicien, men terrænet er der til at skabe både underholdende og medrivende cykelløb.

Det afspejledes også i den første rute, som bød på både en kuperet sprinteretape, en murfinale, en bjergetape og en kuperet enkeltstart, og noget tyder på, at det er dette benhårde format, der skal være modellen. I hvert fald mindede ruten til den anden udgave uhyre meget om ruten til åbningsudgaven, idet der blev budt på en indledende etape, der lagde op til en reduceret massespurt, og derefter to dage for klatrerne, hvoraf den vanskeligste kom om lørdagen, inden det hele sluttede med en ganske kuperet enkeltstart, denne gang med mål i Santiago de Compostela.

Formatet gentages til den tredje uge, hvor man igen byder på masser af højdemeter og meget lidt fladland, to bjergetaper og en enkeltstart samt en lidt lettere etape, der denne gang dog er så svær, at sprinterne slet intet har at komme efter i 2024. Samtidig rykkes der rundt på rækkefølgen, så man denne gang starter med enkeltstarten, der plejer at slutte festen, mens kongeetapen rykkes fra lørdagen til søndagen som den store finale. Modsat de to foregående er der dog ikke mål på toppen på begge bjergetaper, men det kommer tæt på med mål på toppen på den ene og mål bare 2,9 km fra toppen på den anden.

Det hele starter altså som noget nyt med enkeltstarten, der denne gang med sine 15,1 km er en anelse kortere end sidste år. Man har også skruet ned for klatreudfordringerne og de tekniske dele, som ellers har været markante de foregående år, ikke mindst sidste år. Med tre bakker og derudover en del lange, lige veje er der dog stadig tale om en ganske alsidig test. Allerede dagen efter venter så endnu et klassementsslag, når der skal sluttes bare 2,9 km efter en kort, eksplosiv stigning, der kan være for kort til at give plads til en solosejr - men med Jonas Vingegaard i feltet er intet umuligt - og som vil give en første ide om klatrehierarkiet.

Lørdagen plejer at være dagen for kongeetapen, men nu er den dagen for den letteste etape. Her skal man over en relativt lang stigning i finalen, men denne gang kommer den nok for tidligt til et klassementsslag. I stedet kan der være lagt op til en spurt i et reduceret felt på den 300 m lange og ganske stejle målbakke, der vil appellere til løbets puncheurs - hvis ikke et udbrud får lov at tage chancen. Til gengæld er der lagt op til det helt store opgør i klassementet om søndagen, hvor løbet som noget nyt slutter med sin kongeetape, hvor den afsluttende stigning, Monte Aloia, som alle andre galiciske stigninger nok er relativt kort, men rigeligt stejl til at sikre, at bedste klatrer vinder sidste etape i et løb, der igen i år i den grad byder på højdemeter.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

1. etape

Selvom tendensen er aftaget, har det været en tradition, at de fleste spanske etapeløb byder på en enkeltstart, og sådan var det også i de to første udgaver af Galiciens nye cykelstolthed. Sådan skal det naturligvis også være i år, men denne gang er det alligevel ganske anderledes. I de to foregående udgaver har tidskørslen nemlig været den store finale, men denne gang er det enkeltstarten, der åbner ballet. Det er imidlertid ikke den eneste forandring, for hvor de første to enkeltstarter - ikke mindst den seneste - var stærkt kuperede, skrues der denne gang ned for klatreudfordringer. Det vil dog ikke være rigtigt galicisk, hvis det var helt fladt, og det er det bestemt heller ikke på en rute, der med tre mindre bakker passer glimrende til de alsidige etapeløbsryttere, som det galiciske løb er skabt til.

Med en distance på 14,9 km er enkeltstarten også lidt kortere, end de seneste år, og denne gang er den henlagt til byen La Coruña, der ligger ud til den galiciske nordkyst. Fra starten i den nordlige udkant kører man 100 mod syd ned til en rundkørsel, hvorefter man drejer mod vest ind på en stor, bred hovedvej. Den let faldende og let snoede vej følges ned langs vandet mod vest, sydøst, sydvest og nordvest, idet man undervejs skal igennem fire rundkørsler.

Efter 4,2 km får det flade terræn en ende, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 4-stigningen La Coruña (1,5 km, 4,7%), der er en jævn stigning, der undervejs byder på hele fire skarpe sving. På toppen tages dagens mellemtid efter 5,9 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ad en faldende vej. Efter 6,05 km drejer man mod vest for at køre videre igennem faldende terræn, og det fortsætter med at falde, når man efter 6,4 km drejer mod nord.

Nu når man ned til kysten, og efter en rundkørsel, der passeres efter 7,1 km, går det mod nordøst og sydøst hen langs vandet, idet man undervejs skal igennem tre rundkørsler. Der er en bakke (200 m, 5,8%) med top efter 9 km, hvorefter det er først fladt og siden faldende, inden det igen bliver helt fladt. Efter 9,25 km drejer man i en rundkørsel, og derefter kører man tilbage ad samme vej som tidligere mod sydøst, nordøst, nordvest og øst, idet man undervejs skal igennem de samme fire rundkørsler. Umiddelbart inden man når startområdet, drejer man med 550 m igen til venstre, hvorefter det stiger let frem mod et sidste venstresving, der leder ind på en afsluttende brostensbakke, der er 330 m lang og stiger med 5,4% i snit.

Etapen byder på i alt 151 højdemeter mod 308 højdemeter på sidste års 18,1 km lange rute.

Som de foregående er det en ganske alsidig enkeltstart, arrangørerne har designet. Igen i år skal der i hvert fald klatres, men der er skruet ned for klatreudfordringerne og særligt for de tekniske forhindringer. Denne gang består en stor del af etapen af lange, lige og flade veje, og det er derfor en enkeltstart, der har langt større appel til specialisterne end tidligere. Særligt den lange stigning vil dog sikre, at man ikke skal være alt for tung, hvis man vil blande sig i kampen om den første førertrøje i dette meget vigtige klasseementsslag.

La Coruña har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Vueltaen i 2014, hvor John Degenkolb vandt en reduceret massespurt foran Michael Matthews og Fabian Cancellara.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

2. etape

Arrangørerne synes at have gjort en dyd ud af, at der ikke skal være lette etaper i deres løb, og i år bliver der sågar slet ingen chancer for heller ikke de holdbare sprintere. På andendagen fortsætter klassementsslaget nemlig med det samme, når der bydes på mere end 2700 højdemeter og nærmest intet fladt terræn. Det hele slutter med en relativt kort stigning, der har top med ca. 3 km igen, og selvom den ikke er verdens vanskeligste, bør den med det samme give en ret klar ide om klatrehierarkiet i den hidtil stærkest besatte udgave af det galiciske løb.

Med en distance på 151,2 km er der tale om relativt kort etape, der fører feltet fra Taboada til Chantada. Start og mål ligger bare få kilometer fra hinanden, og etapen består således af først en rundstrækning omkring startbyen, så et kort transportstykke og slutteligt en rundstrækning omkring målbyen.

Den første rundstrækning er 93,1 km lang og er henlagt til det kuperede område nord for Taboada. Man lægger ud med at køre ad en lige vej mod nordvest og nord igennem terræn, der først er faldende, siden fladt og slutteligt let stigende, indtil man efter 18,5 km når frem til dagens første spurt. Her drejer man mod øst for at køre igennem let kuperet terræn, inden en nedkørsel leder mod sydvest. Nu går det mod sydøst op ad en længere bakke (6,3 km, 4,2%), der har top efter 40 km, inden en i starten let og til slut teknisk nedkørsel fører mod sydøst og syd.

Nu gælder det dagens næste udfordring, når man kører mod sydvest op ad Alto Paradela (2,3 km, 6,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 58,9 km. Herfra kører man mod syd ad et stigende stykke, inden det går mod sydvest og vest igennem terræn, der generelt er faldende. Når man er tilbage i dalen drejer man mod nord for at køre mod nord og nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Sonan (2,9 km, 4,95), der indledes med 1500 m med 7-8%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 86,2 km. Derefter går det mod nordvest ad en teknisk nedkørsel, inden man kører mod vest op ad en bakke (2,4 km, 5,4%) tilbage til startbyen, hvor man kører dagens anden spurt efter 93,1 km.

Efter den første rundstrækning drejer man mod syd for at følge en helt lige og let kuperet vej med retning mod målbyen. Her rammer man efter 105,9 km den afsluttende rundstrækning, hvilket betyder, at man først kører en nedkørsel og siden op ad kategori 2-stigningen Alto de San Pedro de Lincora (5,2 km, 6,1%), hvis top rundes efter 121,4 km samt det sidste flade stykke ind til mål, hvor stregen krydses efter 124,0 km i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 27,2 km lange rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod sydvest og nordvest ad et let kuperet stykke, inden det går mod nordøst op ad en bakke (1,6 km, 6,3%), der har top efter 129 km. Herfra kører man den del, man allerede har kørt, når man kører ad en ikke alt for kompliceret nedkørsel mod sydøst og øst, hvorefter det går mod sydvest ad et kort, let faldende stykke langs en flod.

Den forlader man, når man drejer mod nordvest for igen at køre op ad kategori 2-stigningen Alto de San Pedro de Licora (5,2 km, 6,2%), der er en lidt ujævn stigning. Således stiger de første 2 km med ca. 7%, inden den flader ud med 4,5% over den tredje kilometer, hvorefter den vanskeligste kilometer med 7,5% melder sig frem mod de sidste 1200 m, der stiger med 5,0%. Toppen rundes efter 148,3 km, hvorfra der resterer blot 2,9 km, der går ad en lige vej mod vest og nordvest ind til målbyen. Det er først let faldende og siden fladt, indtil den sidste kilometer er først let faldende og siden let stigende. Fra toppen er vejen kun let snoet, indtil man drejer til højre med 300 m igen, hvorefter der med det samme er en kurve på 90 grader, inden man rammer opløbsstrækningen.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Etapen byder på i alt 2759 højdemeter.

Det er en etape, der er lidt svær at fortolke. Der er utvivlsomt lagt op til et første klassementsslag på sidste stigning, men så kort en stigning bør normalt ikke kunne adskille de bedste i året stærke felt. Der kan derfor være lagt op til en spurt blandt de bedste klassementsryttere - hvis ikke man kan snige sig væk efter toppen - men det skulle ikke overraske, hvis Jonas Vingegaard viser sig så suveræn, at han med det samme kan køre fra alt og alle og lægge løbet i et jerngreb fra start

Chantada har aldrig tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

3. etape

I de første to udgaver fulgte man samme koncept i weekenden med en kongeetape om lørdagen og en enkeltstart om søndagen, men det ændres der naturligvis på, når enkeltstarten er flyttet til torsdagen. Det betyder, at man rykker kongeetapen hen som den store finale om søndagen, og det giver en markant kontrast til det, vi har set de seneste år. Lørdagen bliver nemlig nu rammen om løbets letteste etape, men der er nu intet let i et løb, hvor selv denne etape har 2300 højdemeter og en længere stigning i finalen. Denne gang kommer den dog så langt fra mål, at det vil overraske, hvis der gøres forskelle i klassementet, og dermed kunne der måske være lagt op til en udbrudssejr, hvis ikke en klatrestærk og hurtig fyr som Ethan Hayter kan lugte en etapesejr i en spurt på en 300 m lang og ganske stejl bakke, hvor klassementsrytterne formentlig også vil blande sig.

Med en distance på 173,2 km er der tale om en lidt længere etape, der fører feltet fra Xinzo de Limia til Castelo de Ribadavia. Fra start går det mod sydøst ad en lige og let stigende vej, inden man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Alto de Estivadas (3,7 km 4,7%), der er en jævn stigning med top efter 14,5 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst ned til dagens første spurt, der kommer efter 26,2 km, hvorefter det går mod nord, nordvest, nordøst og igen nordvest ad lange, lige og let stigende veje.

Nu melder dagens vanskeligste udfordring sig, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Alto Albergueria (7,0 km, 5,9%), der stiger relativt jævnt med 6-8% over de første 6 km, inden den flade ud over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 57,8 km. Derfra går det videre mod nordvest ad en let snoet nedkørsel, inden det kortvarigt begynder at stige let. Herefter begynder det dog hurtigt at falde igen, når man kører mod nordvest, vest og slutteligt nord ned til den store by Ourense, der nås efter 130,0 km.

Her kører man en omgang på en lille rundstrækning nord for byen. Man kører først mod vest ad et fladt stykke hen langs floden Miño, inden det får mod nordøst og vest op ad kategori 3-stigningen Alto O Castro de Beiro (6,3 km, 4,4%), der stiger med 3-5% hele vejen frem mod toppen, som rundes efter 120,7 km. Det går herfra mod nordøst ad et kort plateau, inden en let nedkørsel leder mod syd tilbage til Ouresne, hvor dagens anden spurt køres efter 131,75 km.

Efter rundstrækningen kører man igennem fladt terræn mod vest, sydvest, vest og igen sydvest hen langs floden, som man forlader, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto do Couso (4,5 km, 5,7%), der er en ganske ujævn stigning. De første to kilometer stiger således med ca. 6%, inden der venter en kilometer med bare 3,0% og derefter den sværeste kilometer med 7,7% frem mod de sidste 500 m, der stiger med 6,0%.

Toppen rundes efter 153,9 km, hvorefter de sidste 19,3 km, indledes med en lille nedkørsel og en bakke, der leder mod sydvest frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 155,9 km. Derfra går det videre mod nordvest ad et plateau, inden en uhyre teknisk nedkørsel fører mod nordvest og nord tilbage til floden. Her kører man mod sydvest og nord hen langs floden, inden det går mod sydvest frem til mål. Der er to mindre bakker, hvoraf den længste er ca. 1500 m lang og har top med 3 km igen. Derefter falder det hele vejen ned mod de sidste 300 m, der stiger med ca. 8%. Efter nedkørslen er vejen ganske snoet, indtil man drejer skarpt med 2,5 km igen, hvorefter vejen er ganske lige frem til to skarpe kurver med ca. 700 m igen, hvorefter vejen snor sig let ind på den ca. 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2318 højdemeter.

Man må formode, at de første to etaper har skabt så store forskelle, at en udbrudssejr ikke kan undgås. Den sidste stigning er dog nok for let og for langt fra mål til det helt store klassementsslag, og derfor virker det sandsynligt, at det er en etape, Ethan Hayter har udset sig. Mest taler derfor for, at et reduceret felt skal spurte, og da den sidste bakke synes at være ganske stejl, kan det blive en ganske interessant affære, hvor klassementsrytterne utvivlsomt kan blande sig.

Castelo de Ribadavia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Trek trækker sig fra sponsorat

4. etape

I de første to udgaver var det temporytterne, der fik det sidste ord, men sådan bliver det ikke i den tredje udgave. Her er det nemlig i stedet klatrerne, der skal udkæmpe det afgørende slag om den samlede sejr, når løbet for første gang slutter med sin kongeetape, der denne gang tillige er den eneste med en bjergfinale. Her er der lagt op til det helt store opgør mellem de mest klatrestærk, for selvom målbjerget Monte Aloia som alle andre stigninger i Galicien er en relativt kort sag sikrer ganske stejle procenter, at der er masser af plads til at gøre forskelle og sikre, at også vinderen af løbets tredje udgave bliver en mand, der excellerer på stigninger.

Med en distance på 158,1 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Ponteareas til Parque Natural do Monte Aloia i udkanten af byen Tui. Fra start går det mod nordøst ad en let kuperet vej, dinden man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto Cruceiro do Monte (8,3 km, 4,0%), der aldrig stiger med mere end 5%. Toppen rundes efter 16,2 km, hvorefter det går mod nordvest og nordøst ad et ganske kuperet stykke, der slutter med en længere opkørsel, som leder frem til dagens første spurt placeret efter 33,7 km. Derfra zigzagger man sig mod vest, syd og vest igennem terræn, der først er let faldende og siden slutter med en bakke (3,5 km, 4,9%), der har top efter 49 km.

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Nu bliver det meget lettere, når en lidt kringlet nedkørsel leder mod nord, inden det går mod vest igennem kun let kuperet terræn frem til den store by Pontevedra, der nås efter 70 km. He drejer man mod syd for at køre ad en lige vej, der er let kuperet med tre mindre bakker, inden det slutteligt er let faldende ned mod byen O Porriño.

Her slutter den lette del. Nu kører man nemlig mod vest og syd op ad kategori 2-stigningen Alto de San Cosme (5,5 km, 6,2%), der er enormt irregulær. Efter to kilometer med ca. 7% følger 1800 med 10,1%, inden den flader ud over ca. 2 km frem mod de sidste 1200 m, der stiger med 8,4% frem mod toppen, som rundes efter 107,6 km. En let snoet nedkørsel leder nu mod syd, øst, syd og sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 112,1 km. Her kører man den første del, der går igennem fladt terræn frem til byen Tui, hvor dagens anden spurt køres efter 122,1 km, inden man for første gang kører op ad målbjerget, kategori 1-stigningen Alto de San Xiao - Monte Aloia (6,8 km, 7,8%).

Man krydser dog ikke stregen. I stedet køres bjergspurten efter 130,0 km et lidt andet sted, hvor man er drejet fra, så stigningen bliver 300 m kortere. Nu kører man en hel omgang på rundstrækningen over de sidste 28,1 km. Den indledes med en småkringlet nedkørsel, der fører mod nord og nordøst tilbage til dalen. Nu kører man samme del som tidligere, hvorfor man kører mod syd ad en lige og flad vej tilbage til Tui, hvor dagens sidste spurt køres samme sted som forrige gang, nu efter 149,8 km.

Kort efter spurten drejer man mod nordvest for at køre op ad målbjerget, kategori 1-stigningen Alto de San Xiao - Monte Aloia (7,1 km, 8,0%), for anden gang, idet man denne gang kører hele vejen til toppen. Den første kilometer er let med 5,2%, men derefter stiger den jævnt med ca. 8% over 3 km, inden der følger først to kilometer med hhv. 8,6% og 9,6% og slutteligt 1100 m med 8,5%. Stigningen går først ad en let snoet vej, der midtvejs har et par hårnålesving, inden den igen snor sig let frem mod to hårnålesving med hhv. 800 m og 700 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt til højre lige inden stregen.

Etapen byder på 3241 højdemeter.

Den sidste stigning er klassisk galicisk. Den er relativt kort, men ganske stejl, og dermed er der rigeligt terræn til at gøre forskelle, ikke mindst når man skal over den to gange. Naturligvis appellerer den mere til lidt mere eksplosive typer end dieselklatrerne, men det kan man delvist kompensere for ved at udnytte de 3200 højdemeter til at gøre det hårdt. Formentlig vil vi således blive vidner til et brag af et bjergslag, hvor stærkeste mand vil fremstå som vinder - og så vil enkeltstarten nok afgøre, om han også vinder hele løbet.

Monte Aloia har én gang tidligere i de seneste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var i Vuelta a Galicia i 199, hvor Marcos Serrano sejrede med 25 sekunder ned til holdkammeraten Abraham Olano og 28 sekunder ned til Gianluca Valoti.

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Favoritterne

Det kan godt være, at løbet er en nyskabelse, der kun afvikles for tredje gang, men det er svært ikke allerede at elske det. Måske er Galicien ikke kendt for sit bjergrige terræn, og det er aldrig her vi finder de mest afgørende Vuelta-etaper, men det, der er, bliver i den grad brugt. Det gjorde det til den meget flotte første udgave, det gjorde det i den dog meget ensidige anden udgave, og det gør det bestemt også i år, hvor ruten følger samme mønster, selvom den måske ikke er helt så vanskelig som de foregående år.

I år kan feltet også leve op til ruten. Sidste år var det svært ikke at betegne det som feje hold at placere Tour-vinderen i et felt med ryttere, der var af en helt anden kaliber på en rute, der i den grad appellerede til alsidige etapeløbsryttere. Arrangørerne må knibe sig over, at Jonas Vingegaard i år vender tilbage, men nu kan de faktisk også yde ham modstand. Måske er der kun seks WorldTour-hold til start, men både FDJ, EF og Ineos kommer med en stor del af A-kæden. Vi har altså et lidt smalt, men meget stærkt felt, der forhåbentlig kan sætte standarden for fremtiden.

Det er da også et løb, etapeløbsrytterne burde elske. Det er svært at finde et for dem mere indbydende etapeløb over fire dage. De slipper for helt at skulle bekymre sig om sprinteretaper, og de bliver testet over hele paletten med en enkeltstart og masser af bjerge. Ulempen er naturligvis, at det ikke er gud for de rigtige bjergryttere. Stigningerne er i Galicien altid ret korte, og det er derfor et løb for folk med styrken i lidt mere eksplosivt terræn, men klatreudfordringerne er trods alt svære nok til, at også rene klatrere vil være med helt fremme.

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Det skyldes kongeetapen, der altså som noget nyt afvikles søndag og ikke lørdag. Ja, målbjerget er kort, men sådan er det bare i Galicien. Til gengæld er det herligt stejlt, og ryttere, der excellerer på korte, stejle stigninger, har masser af mulighed for at gøre forskelle. Det skyldes naturligvis også, at man skal over den to gange med kort afstand, og at man samlet set har 3200 højdemeter over en kort distance.

Ja, faktisk har etapen et herligt design. Det virker ikke helt usandsynligt, at Jonas Vingegaard har lagt løbet i et jerngreb, når vi når dertil, og det indbyder til, at der skal tages chancer med angreb og pres allerede på stigningen første gang. Det kan gøre løbet endnu hårdere og måske sætte scenen for en mere taktisk finale, hvor kollektiv styrke og overtal også kommer i spil. Det muliggøres yderligere af, at de stærke hold alle har flere kandidater, men udfordringen er, at Visma også er skræmmende stærke. Derfor vil det nok alligevel munde ud i, at de bedste skal køre om det til sidst, men med udsigt til en tidlig åbning kan etapen blive endnu hårdere og dermed endnu mere selektiv.

Det er også nødvendigt for de temposvage folk. Den anden nøgleetape er naturligvis enkeltstarten, og selvom den er en anelse kortere end sidste år, kan godt 15 km gøre betydeligt skade. Sidste år var bare to mand inden for et minut af Vingegaard over de 18,1 km, og klatrerne blødte alle i stort omfang. Heldigvis er kongeetapen svær nok til at kompensere derfor, men gode tempoevner er en stor fordel. Det bliver de endda særligt denne gang. De seneste to enkeltstarter var endnu mere kuperede og særligt tekniske. Denne består mest af lange, lige veje, og selvom særligt den lange stigning sikrer, at klatreevner bestemt ikke er uden betydning, er det en rute, der stiller endnu større krav til klassiske tempoevner, end vi så det i 2022 og 2023. Det betyder også, at de mindre hold reelt er uden chance, for de vil altid tabe stort til WorldTour-holdene på en enkeltstart.

Hvad så med de to øvrige etaper? Fredagens 2. etape kan bestemt blive en faktor. Logikken tilsiger dog, at den sidste stigning er for let til, at de bedste kan køre fra hinanden i så stærkt et felt som dette, men når Vingegaard er i feltet, er det bestemt sandsynligt. Det har vi set i Baskerlandet og Dauphiné, hvor han er kørt væk på etaper, han ikke havde regnet med som en mulighed, og det kan sagtens ske her - særligt fordi rivalerne sikkert vil gøre det hårdt, når han kan ventes at være foran efter enkeltstarten. Hvis ikke vi får en solosejr, skal der formentlig spurtes efter bonussekunder i en lille gruppe til sidst, og her kan man altså få en lille belønning for spurtstyrke i en kringlet finale. Det kan dog også blive taktisk til slut, hvor man måske kan snige sig væk og vinde et par sekunder.

Spurtstyrke kan også blive afgørende på lørdagens etape, der denne gang er den letteste. Her burde det selv for Vingegaard være umuligt at køre fra alt og alle, og hvis ikke et udbrud holder hjem - hvad jeg ikke tro, da Ethan Hayter formentlig gør efter etapen - skal et reduceret felt formentlig spurte om det. Hvis jeg har ret i, at de sidste 300 m stiger med ca. 8%, er det en spurt, hvor de mest eksplosive klassementsryttere har en ganske god chance for at få bonus. Der kan altså vente potentielt 20 bonussekunder for en eksplosiv herre, og derudover er der de indlagte spurter, som der med 3-2-1 sekund er ganske mange af undervejs,

Den sidste og denne gang helt afgørende faktor er vejret. Galicien er ganske vist kendt som en af de mere regnfulde regioner i Spanien, men mange var nok alligevel ved at falde ned af stolen sidste år, da 1. etape blev afbrudt af kraftigt snevejr! Så galt går det heldigvis ikke denne gang, hvor det vil være varmere, men den eneste forskel er, at nedbøren vil falde som regn og ikke sne.

Der venter nemlig gedigent møgvejr. Heldigvis ser det ud til at klare op om eftermiddage, så enkeltstarten formentlig kan afvikles i tørvejr, men byger kan gøre det til et lille lotteri, selvom ruten ikke er teknisk. Samtidig vil det være enormt blæsende. Fredag ventes der til gengæld dagregn, og da vi er oppe i højderne, vil der være blot 6 grader i målområdet. Det vil være knap så blæsende, men relativt kraftig modvind på stigningen taler for, at vi får en spurt og ikke en Vingegaard-solo.

Lørdag ventes knap så meget regn, men det kan stadig ende med regn på hele etapen, dog med endnu svagere vind - og igen modvind i finalen. Helt galt går det til kongeetapen, der ventes at byde på dagregn og meget blæsende betingelser - så blæsende, at sidevind måske kan blive en faktor på det lange, lette midterstykke. Der vil også være en ret kraftig modvind på målstigningen, som vil gøre det svært for selv Vingegaard. Det vil så til gengæld øge betydningen af enkeltstarten.

Hvad efterlader det os med? At vinderen skal være en god klatrer, der kan håndtere relativt korte, stejle og eksplosive stigninger, men man vinder heller ikke løbet, hvis ikke man kan køre en endog meget god enkeltstart, hvor rutens design kun hjælper klatrerne i mindre grad end tidligere. Med modvind på alle finalestigninger bliver enkeltstarten endda endnu vigtigere. Derudover belønnes spurtstyrke på særligt 2.og 3. etape, hvor bonussekunder kan være på spil, og endelig tør jeg ikke udelukke, at evner i sidevind kan blive en faktor på søndag, selvom der vil være god tid til en regruppering, og i et felt med få stærke hold vil de stærke formentlig sidde så meget med fremme, at det også vil ske. Og så skal man virkelig have flair for at køre i regn og kulde!

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Stærkere felt eller ej… Jonas Vingegaard er naturligvis storfavorit. Det vil han altid være, medmindre Tadej Pogacar er blandt rivalerne, hvad han som bekendt ikke er her. Tidligere så vi ellers, at danskeren var en ret langsom starter, der særligt de første dage havde svært ved at komme i gang, men den børnesygdom synes han at være kommet sig helt over. Det så vi i 2022, hvor han vandt på sin anden løbsdag, og det så vi ved sidste års magtdemonstration, og da han senere gjorde comeback i Dauphiné. Han kommer fra højderne og er kommet for at vinde løbet, og dermed taler alt for, at han er klar.

I virkeligheden kan han klare sig med betydeligt mindre end 100%. Ganske vist er han oppe mod enormt skrap modstand på enkeltstarten, men de to ryttere, der kan slå ham, er for tunge til kongeetapen. Dermed burde det være så sikkert som amen i kirken, at han allerede på torsdag har et solid forspring til sine værste rivaler, medmindre da han falder helt igennem, som han gjorde på Vueltaens enkeltstart, hvor han dog også havde været ramt af lidt sygdom. Med den suverænitet, han havde i hele 2023, vil man forvente, at han kører alene hjem i hvert fald på kongeetapen og måske også på 2. etape, men det kan modvinden måske forhindre.

I givet fald er enkeltstarten dog nok, og han er jo heller ingen ringe afslutter, når der skal jagtes bonussekunder - i hvert fald ikke på den lille mur på lørdag. Samtidig har han et skræmmende hold, der ikke bør få problemer, hvis rivalerne forsøger at isolere ham, og de bør også være stærke i sidevinden, der dog kan være deres svageste punkt. En joker kan være regnen og kulden, men den plejer danskeren, der jo kommer fra Thy, at klare bedre end de fleste, selvom han er bedst i varme. Derfor vil det være en stor overraskelse, hvis ikke han vinder igen.

I det hele taget har Visma fremragende muligheder. De har også kometen Cian Uijtdebroeks. Ruten passer ham desværre ikke ideelt, da han vil få en del klø på enkeltstarten, som i 2023, viste sig ringere end ventet, men mon ikke han efter skiftet til Visma allerede kan have forbedret sig? Til gengæld må man forvente, at han måske endda er næststærkeste på stigningerne, hvis han er i form fra start, for hans niveau i 2023 var allerede tårnhøjt og i rasende udvikling - end udvikling et holdskifte til Visma plejer at accelerere. Som belgier bør han heller ikke være alt for meget på udebane i regnen, men modvinden på stigningerne kan gøre det svært at kompensere for enkeltstarten, ligesom stigningerne er lidt for eksplosive til at passe ham. Han er helt sikkert også hjælper for Vingegaard, men det udelukker ikke på så stærkt et hold, at han kan ende som nr. 2 i klassementet, selvom modvinden gør det mindre sandsynligt.

Den anden kandidat til at sikre en dobbeltsejr er Wilco Kelderman. Han har næppe længere Uijtdebroeks’ topniveau, men til gengæld passer han meget bedre til eksplosive stigninger, og selvom hans enkeltstart slet ikke er som tidligere, må han regnes som en af de stærkere i dette felt. Han plejer også at starte ganske stærkt, og modvinden vil hjælpe ham mod de bedste klatrere på stigningerne. Han får dog næppe lov til at udnytte sit punch i de eksplosive finaler, for også han er her som hjælper. Med modvind og en god enkeltstart kan det dog sagtens føre til et topresultat.

Holdets fjerde bud er Ben Tulett, der ikke kørte de bedste enkeltstarter i 2024, men burde slå både Kelderman og Uijtdebroeks. De eksplosive stigninger passer ham også, men han har alt at bevise efter et 2023, hvor han slet ikke klatrede godt. Han ligner derfor det svageste af de fire kort, selvom modvinden kan øge betydningen af enkeltstarten. Det femte bud er kometen Johannes Staune-Mittet, der sammen med Isaac Del Toro er det mest spændende nyprofessionelle etapeløbstalent, og han har endda vist, at hans enkeltstart slet ikke er så ringe. Jeg vil dog forvente, at han er ren hjælper på dette hold, som det også gælder for det ligeledes spændende klatretalent Tijmen Graat, der ikke har en god enkeltstart, og den tungere Menno Huijsing.

Hvem er den værste rival? Det er vel Richard Carapaz, der med sin stærke sæsonafslutning fik indikeret, at han stadig kan finde et højt niveau. Han er da også i fin form, men jeg er svært bekymret. Han kunne ikke få skovlen under en kontinentalrytter i et svagt felt i Colombia, og selvom han tabte løbet på taktik og var stærkeste mand, var det bestemt ikke imponerende, når man også tager hans svage 2023 i betragtning. Han har også til gode at bevise, at han hos EF kan køre lige så gode enkeltstarter som hos Ineos, hvor han viste stor fremgang, og uanset hvad vil han tabe tid til Vingegaard.

Blandt kandidaterne i dette felt er han dog klart en af de mest tempostærke, og de eksplosive stigninger passer ham, ligesom han har gode chancer for at vinde 2. og 3. etape med sin gode spurt. Vi ved også, at han er god i sidevind, og at han er som en fisk i regnvandet, men modvinden er et problem. Skal han slå Vingegaard, skal det trods alt være i bjergene og ikke på enkeltstarten, og det udfordrer ham. Men han ligner bedste bud på en alsidig mand, der kan gøre det, særligt hvis han håndterer vejret bedre end danskeren.

Har EF andre kandidater? Det bedste bud kan være Neilson Powless. Sidste år startede han som lyn og torden, og da han har ambitioner på brostenene, skal han være længere fremme end mange etapeløbsryttere. Han er ikke så tempostærk, som man havde håbet, men i dette felt er han klart en af de bedste på enkeltstarten. Til gengæld er der mange, der klatrer bedre end ham, men med den megen modvind taler meget for, at enkeltstarten bliver mere afgørende. Hans problem er bare Vingegaard, der er bedre på alle parametre, men den udfordring deler han jo med alle andre end Ethan Hayter og Josh Tarling.

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

Det tredje bud er Hugh Carthy, men efter nogle svære sæsoner ligner han ikke noget godt bud. De eksplosive stigninger passer ham også elendigt, og hans enkeltstart har været skidt de seneste år. Han plejer dog at starte ganske fornuftigt, og vejret burde passe ham. Det fjerde bud er Rigoberto Uran, men Colombia bekræftede blot, at han mangler for meget, ligesom mesterskaberne bekræftede, at det er slut med hans gode enkeltstart Mere spændende er derfor kometen Lukas Nerurkar, der fik sit store gennembrud i netop dette løb for et år siden. Han viste på Mallorca, at han sagtens kan være med på dette niveau, og sidste år forsvarede han sig også hæderligt på enkeltstarten, selvom Besseges viste, at den stadig er en svaghed. Endelig har de Andrea Piccolo, der i Colombia endelig lignede sig selv igen, men selvom stigningerne er kort, bør han på kongeetapen ende som hjælper. Til gengæld kan han jagte 2. og 3. etape.

Havde han været i topform, havde Carlos Rodriguez været nr. 2 på min liste. Han plejer ikke at starte helt skarpt, men dog ikke så skidt, som han gjorde i Jaen. Her lignede han en mand, der manglede ganske meget, og derudover passer disse eksplosive stigninger ikke ideelt til en dieselklatrer som ham. Modvinden er derudover en ulempe, og hans enkeltstart er også et stort spørgsmålstegn. Han kørte en fremragende enkeltstart i Vueltaen i 2022, men sidste år var hans enkeltstarter meget svage. Det ændrer dog ikke på, at han bør køre bedre end mange andre og ville være den naturlige nr. 2 på min liste. Jaen viste dog, at han manglede for meget, medmindre det bare var en offday

Det kan måske bringe Michal Kwiatkowski i spil. Modsat Rodriguez er han startet meget stærkt, og han har bekræftet den lille genfødsel, vi så sidste år. Han mener endda, at han kunne være kørt med de bedste i Jaen, hvis ikke han var blevet ramt af defekt, men Murcia viste også hans begrænsninger mod den ret tunge Jan Tratnik. I dag vil kongeetapen også være for svær, men han hjælpes utvivlsomt meget af modvinden, ligesom han har alletiders chance for at få bonus undervejs. Desværre er hans enkeltstart slet ikke som i gamle dage, men i dette felt er han stadig en af de mest tempostærke. Det lugter af et godt resultat, men trods modvind har jeg svært ved at se ham matche de allerbedste på søndag, selvom regnen også burde tiltale ham.

Så er der Ethan Hayter. Kongeetapen er utvivlsomt for svær, men den megen modvind hjælper ham enormt. Han har potentiale til at vinde enkeltstarten og kan score bonus på både 2. etape, hvor modvinden hjælper, og 3. etape. Hans form er dog usikker efter en skidt start i Murcia, men det kan meget vel have handlet om den sidevind, han slet ikke mestrer. Den kan også dræbe ham i dette løb, men selv hvis han klarer den, bør modvinden altså ikke være nok til at hjælpe ham igennem kongeetapen.

Holdet har også Egan Bernal, men Colombia viste desværre, at han stadig mangler for meget, og enkeltstarten er langt fra tidligere tiders niveau. Det er den også for Jonathan Castroviejo , der til gengæld er blevet så god en klatrer, at han kommer meget langt i dette løb, hvor modvinden vil hjælpe, og hvor enkeltstarten stadig er en af de bedste. Han har bare for vane at starte ret svagt. Omar Fraile kan komme langt på denne rute og så god ud i Murcia, men må være hjælper, og selvom Josh Tarling meget vel kan vinde enkeltstarten, er han trods alt for tung til bjergetaperne, særligt kongeetapen.

FDJ må forbande modvinden langt væk. De har ellers to uhyre gode kandidater i Lenny Martinez og David Gaudu, men begge får en gigantisk lussing på enkeltstarten. Derfor skal de vinde løbet i bjergene, og det kan blive endog meget svært. Gaudu virkede bestemt heller ikke på sit bedste i Var, selvom han var konkurrencedygtig, og faktisk kan det samme siges om Martinez, selvom han vandt løbet.

Egentlig burde Martinez være deres bedste bud, da han virker mest formstærk, men jeg tror faktisk mere på Gaudu. Han bør køre den bedste enkeltstart af de to, og derudover kan han score bonus i de to spurter. Modvinden vil hæmme Martinez, men det vil særligt vejret. Vi har både i Romandiet og Jura set, at franskmanden slet ikke kan med regn og kulde, og derfor kan jeg godt frygte, at han falder helt sammen på søndag, hvor en god Martinez dog ligner en mand, der kommer længere end Gaudu. Holdets tredje bud er Quentin Pacher, men han finder kongeetapen og enkeltstarten svær og er ikke flyvebde, mens Reuben Thompson stadig kæmper med at leve op til sin U23-tid i bjergene.

Movistar får meget svært ved at vinde løbet. De skal formentlig satse på Javier Romo, der i Valencia fortsatte sin klare fremgang og klatrede på sit hidtil bedste niveau. Han bekræftede også den gode form med en hæderlig enkeltstart i Andalusien, men netop enkeltstarten er en stor hæmsko. Modvinden er derfor et stort problem, men vi så også i Murcia, at man ikke altid kan regne med ham. Han ligner dog det bedste bud.

Det burde ellers være sidste års nr. 2, Ruben Guerreiro, men hans krise fortsætter. Han skuffede stort i Australien, og selvom det var bedre i Portugal, manglede han meget, og helt gal var hans enkeltstart i fredags. Han får da også lige så store klø på enkeltstarten, som han gjorde sidste år. Til gengæld har han farten til 2. og 3. etape, og de eksplosive stigninger passer ham. Niveauet synes bare ikke at række lige nu.

Dansk talent i top-10 i Frankrig

Det kan sagtens ende med, at Will Barta bliver bedst. Han genfandt en hæderlig enkeltstart sidste år og vil komme langt på 1. etape med den form, han viste med sejren i Valencia. Han klatrer også pænt og hjælpes af modvinden, men kongeetapen er så svær, at han ikke ender helt fremme. Det fjerde bud er Ivan Ramiro Sosa, der endelig viste lidt livstegn i Colombia, men slet ikke nok til at tro på noget stort i et løb, hvor han får enorme klø på enkeltstarten og sikkert også ryger af i sidevinden, ligesom han ikke er god i dårligt vejr. Endelig har de den delvist genrejste Sergio Samitier, der viste form på Mallorca og i Colombia, men han kommer trods alt ikke hele vejen.

Det sidste WorldTour-hold er Arkea, der kommer med den uhyre formstærke Raul Garcia Pierna. Han er bestemt ikke noget tempoørn i dette felt, men han er en af de bedre temporyttere. Han har samtidig vist storform i de første uger, og han viste i Burgos, at han efterhånden klatrer fint. Trods modvinden vil han dog få det for svært på kongeetapen. Han ledsages af lottokuponen Alessandro Verre, der viste lovende takter i Oman, men dog fik lidt for store klø på Green Mountain, og om ikke kan køre enkeltstart. Det kan heller ikke Embret Svestad-Bårdseng, der også manglede lidt mere i Oman, selvom Green Mountain var pæn.

De små hold er reelt elimineret af enkeltstarten, men det bedste bud på et topresultat er nok Pablo Castrillo, der bekræfter de lovende takter fra sidste år. Han bliver tillige bedre og bedre fra løb til løb, og senest var hans 11. plads i Andalusien uhyre lovende. Desværre siger den specielle enkeltstart intet om hans tempoevner, der ikke er imponerende, men blandt rytterne fra de mindre hold vil jeg tro, at han har en af de bedste chancer for at forsvare sig på 1. etape - og så ved vi, at formen i bjergene er god, hvis han kan klare kulden. Han ledsages af Urko Berrade, der for to år siden kørte en god enkeltstart i dette løb, men slet ikke synes i form i år, og det er længe siden, vi har set noget til Jose Felix Parra. Til gengæld chokerede Ivan Cobo på Green Mountain, men det var for ham et indtil nu helt uhørt niveau, som skal bekræftes - og så taber han stort på enkeltstarten.

Polti kommer også med et meget spændende hold med den stadig mere lovende Davide PIganzoli. Han var på podiet i l’Avenir, og nu har han netop vundet i Antalya. Det var ganske vist i et svagt felt, og han manglede en del i Valencia, men med stigende form kommer han relativt langt i dette felt. Selvom han er tidligere U23-mester i Italien, vil han dog tabe meget på enkeltstarten. Det samme vil holdets andet bud, lottokuponen Paul Double, der viste tårnhøjt niveau i de første løb, men skuffede stort i Antalya. Genfinder han sine bedste ben, kommer han langt i bjergene. Holdets tredje klatrer, Fernando Tercero, begynder også langsomt at finde benene, men han har manglet for meget indtil nu og missede Andalusien med sygdom. Både Davide Bais og Erik Fetter er for tunge.

Et andet bud er den delvist genrejste Gianluca Brambilla. Italieneren passer godt til disse stigninger og har vist god form i AlUla Tour og Jaen. Tidligere var han også en ret god temporytter, men det var bestemt ikke tilfældet sidste år, hvor han smed det hele på den flade enkeltstart i Coppi e Bartali i et meget svagt felt. Man skulle stadig mene, at han kan forsvare sig bedre end mange andre klatrere, men den teori holder muligvis ikke. Til gengæld kan han få bonus på 3. og måske 2. etape, hvor modvinden hjælper. Han ledsages af David De La Cruz, der ikke er den temporytter, han engang var, men trods alt bør gøre det godt i dette felt. Han viste tegn på en lille genfødsel sidste år, men hans sæsonstart har bestemt ikke indikeret form. Kongeetapen er nok for svær for den ellers meget lovende Walter Calzoni, der heller ikke imponerede i Antalya, og enkeltstarten ødelægger det også. Den er til gengæld en styrke for Mikel Azparren, der så omvendt må tabe for meget i bjergene, hvor Alessandro Fancellu ikke har vist noget i lang tid, selvom han viste lidt livstegn i Antalya.

Caja Rural kommer med Jefferson Cepeda , der er god på denne slags stigninger og altid flyvende på denne tid af året. Det bekræftede han med sin ret sensationelle 4. plads i Andalusien, men desværre siger den intet om tempoevnerne. De kommer nemlig formentlig til at koste meget dyrt, som de gjorde i både 2023 og 2022, hvor han ellers klarede bjergene i dette løb fint. Derfor er modvinden en katastrofe - og så viste Jaen trods alt også, at han ikke er så flyvende endda. Han ledsages af den lovende Abel Balderstone¸ der faktisk kørte en god enkeltstart i Vueltaen og måske kan komme længere. Kongeetapen er dog nok lidt for svær, og vi aner ikke, hvor den svingende spanier står. Holdet har også en anden lottokupon i Sebastian Berwick, der dog ikke har imponeret indtil nu og taber stort på enkeltstarten, og trods en lovende start på Mallorca mangler Jokin Murguialday for meget.

Euskaltel er et andet hold, der lider under enkeltstarten. Både Joan Bou og Mikel Bizkarra har ellers vist fornem form. Særligt Bou passer godt til disse stigninger, der er for eksplosive for Bizkarra, men modvinden handicapper dem voldsomt. Holdet har også den tempostærke Txomin Juaristi , der til gengæld er lidt for tung. En anden klatrer er Enekoitz Azparren, der dog også vil tabe tid på enkeltstarten, mens løbet er for svært for Gotzon Martin, og Ibai Azurmendi ikke har vist form.

Burgos kommer med Jose Manuel Diaz, der stille og roligt er ved at finde formen. Senest var han god i Jaen, men han kørte katastrofalt i Andalusien, hvor han dog slet heller ikke passede til den korte enkeltstart. Desværre ødelægger enkeltstarten meget for ham, og her vil han nok være en af de klatrere, der taber mest. Holdets andet bud er Victor Langellotti, der imponerede så stort i sæsonstarten sidste år, men kom meget skidt i gang på Mallorca og nu endda har misset en del løb grundet sygdom - og ikke kan køre enkeltstart, som vi så sidste år, hvor han smed det gode udgangspunkt og blot endte som nr. 19. Eric Fagundez er spændende, men vil finde kongeetapen for svær, og hverken Mario Aparicio eller Alejandro Franco har vist form.

Kontinentalholdene er elimineret grundet enkeltstarten. Det bedste bud er vel Mathias Bregnhøj, der har niveauet til at komme langt og kørte en god enkeltstart i Danmark Rundt, men som skuffede meget i Antalya og ikke synes på toppen. Et bedre bud kan derfor være den tidligere Movistar-rytter Abner Gonzalez, der kørte en fin kongeetape i Algarve, men vil tabe stort på enkeltstarten. Tempospecialisten Rafael Reis viste ingen form i Algarve og er for tung til kongeetapen. Her burde Federico Figuereido komme meget langt, men han synes i helt katastrofal form, Nr. 4 i Portugal Rundt, Artem Nych, synes også langt væk, og det samme gælder for Delio Fernandez, Joaquim Silva, Keegan Swirbul og Tiago Antunes

BEMÆRK: Der er visse usikkerheder om startlisten, da flere hold ikke er udtaget. Optakten opdateres onsdag aften.

OPDATERING: Ved en fejl var Euskaltel ikke omtalt. Et afsnit er tilføjet ovenfor.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. EF har udtaget det unge klatretalent Darren Rafferty, der dog må antage sat være hjælper efter en lidt anonym sæsonstart. Der er afbud fra Balderstone, som erstattes af formstærke Guillermo Silva, der dog finder ruten for hård. Polti har foretaget flere ændringer med et afbud fra Piganzoli, Tercero, Fancellu og Fetter, der erstattes af Matteo Fabbro. Han er den erklærede kaptajn, men har stadig alt at bevise efter de seneste år og taber stort på enkeltstarten. Det gør også klatreren Alex Martin, der også har manglet en del på stigningerne. Endelig er der afbud fra Nych.

OPDATERING 3: I lyset af den neutraliserede enkeltstart har jeg justeret stjernetildelingen nedenfor. Jeg har ikke tid til at skrive en ny, opdateret analyse, men pointerne ovenfra holder. Den kraftige modvind på alle stigninger vil stadig blive en vigtig faktor, som det også gælder for kulden og regnen. Derudover gav dagens enkeltstart visse indtryk, der har påvirket mine konklusioner en anelse, selvom man skal være varsom med dem, når det var svært at vide, hvor meget der blev kørt igennem. Særligt for FDJ skal det bemærkes, at Gaudu styrtede under dagens opvarmning, og at jeg stadig er meget bekymret for en ellers formstærk Martinez i det kolde vejr.

***** Jonas Vingegaard

**** Cian Uijtdebroeks, Richard Carapaz

*** Wilco Kelderman, Lenny Martinez, David Gaudu, Carlos Rodriguez, Egan Bernal

** Hugh Carthy, Michal Kwiatkowski, Neilson Powless, Rigoberto Uran, Ben Tulett, Lukas Nerurkar, Pablo Castrillo, Javier Romo, Jefferson Cepeda, Darren Rafferty, Paul Double, Gianluca Brambilla, Ivan Ramiro Sosa, Mikel Bizkarra, Ruben Guerreiro, Jonathan Castroviejo, Jose Manuel Diaz, Joan Bou, Raul Garcia Pierna, David De La Cruz

* Matteo Fabbro, Ivan Cobo, Alessandro Verre, Johannes Staune-Mittet, Sergio Samitier, Mathias Bregnhøj, Ethan Hayter, Will Barta, Omar Fraile, Andrea Piccolo, Alex Martin, Mikel Azparren, Abner Gonzalez, Sebastian Berwick, Embret Svestad-Bårdseng, Walter Calzoni, Quentin Pacher, Reuben Thompson, Tijmen Graat, Enekoitz Azparren, Victor Langellotti, Jose Felix Parra, Eric Fagundez, Alessandro Fancellu

Følg Vingegaard resten af ugen på Feltet.dk's App. Vi opdaterer fra start til slut af alle etaperne.

Danskerne

Hos Visma er Jonas Vingegaard kaptajn og løbets helt store favorit, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Sabgal kan Mathias Bregnhøj køre sin chance, hvorfor også han er omtalt ovenfor.