Optakt: Faun-Ardeche Classic

Løbets rolle og historie

For mange af verdens bedste cykelryttere er den kommende weekend årets første store højdepunkt, når de går efter den første klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For etapeløbsryttere og ardennerspecialister er det vigtigt at fortsætte forberedelserne frem mod deres mål, og de belgiske brosten er bestemt ikke den perfekte måde at gøre sig klar til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

Frankrig tilbyder imidlertid en alternativ vej, idet landet er vært for to hårde, kuperede endagsløb i weekenden. Lørdag afvikles den 24. udgave af Faun-Ardeche Classic - indtil 2017 kendt som Classic Sud-Ardeche og i 2018 og 2019 som Classic de l’Ardeche - på en vanskelig rute med adskillige stigninger, der gør det til et perfekt løb bare en uge inden starten på Løbet mod Solen, Paris-Nice. Dagen efter tilbyder Faun Drome Classic en lidt nemmere rute, og dermed har feltet således to dage til at gøre sig klar til de kommende store mål.

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Tidligere var Faun-Ardeche Classic et løb, der blev afviklet helt for sig selv. Det blev første gang afholdt under navnet Boucles du Sud Ardeche i 2001 og var i de første år på et lavere niveau. Først i 2010 fik det 1.1-status i det officielle UCI-hierarki, men det var primært vigtigt for de franske hold, mens det havde svært ved at tiltrække et mere internationalt felt. Med tilføjelsen af Drome Classic forud for 2012-sæsonen er det imidlertid blevet en langt vigtigere begivenhed, og det fik ved den lejlighed navnet Classic Sud Ardeche. I 2014 havde man således BMC, Belkin, Omega Pharma-Quick Step og Trek til start sammen med de lokale helte. I 2015 fik de samme hold selskab af Orica-GreenEDGE, og i 2016 var der endda hele seks WorldTour-hold til start.

Desværre betalte løbene betalt prisen for Abu Dhabi Tours og nu UAE Tours nye placering på kalenderen, og derfor måtte man i 2017 nøjes med deltagelse fra to hold fra sportens øverst hylde, de hjemlige FDJ og Ag2r. I 2018 lykkedes det at genrejse løbet med hele fem hold fra øverste række, Ag2r, Trek, FDJ, Quick-Step og Astana, men i 2019 var det igen kun Ag2r og FDJ, der var at finde i feltet.

Den triste tendens ser vi imidlertid ikke længere. I 2020 fik løbet nemlig ProSeries-status, og det gav det et massivt boost. En stjerneparade af Paris-Nice-ryttere faldt løbet ekstra velegnet, og det gav sig udtryk i en stjernespækket startliste. Antallet af WorldTour-hold var nu oppe på syv, og man kunne dertil lægge, at de stillede med navne som Julian Alaphilippe, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Guillaume Martin, Pierre Latour og Benoit Cosnefroy, der fik selskab af Warren Barguil og Lilian Calmejane fra det næstøverste niveau på en ganske stjernebesat startlist.

I 2021 styrkede de mange aflysninger kun feltet yderligere, og hele 11 mandskaber fra højeste niveau var til start, igen med deltagelse af en hel serie af stjerner, man slet ikke så i årene frem til 2019. Tilsyneladende har løbet for alvor slået sit navn fast, for i 2022 nåede det helt nye højder med deltagelse af igen 11 WorldTour-hold, som stillede med verdensstjerner anført af Alaphilippe, Primoz Roglic og Jonas Vingegaard, og i 2023 toppede man den med ikke færre end 13 af de bedste hold samt stjernenavne som Alaphilippe, Sergio Higuita, Jai Hindley, Romain Bardet, Ben O’Connor, Diego Ulissi, Michael Woods, David Gaudu og Guillaume Martin.

Nu tyder det imidlertid på, at den relativt nye konkurrence fra O Gran Camiño kan mærkes. Det spanske løb er i år langt stærkere besat end tidligere, og det kunne være forklaringen på, at der i 2024 kun er ni WorldTour-hold til start. Antallet af stjerner er også reduceret ganske betragteligt, selvom man stadig kan præsentere navne som Mattias Skjelmose, Marc Hirschi, Felix Gall, Guillaume Martin, Valentin Madouas, Juan Ayuso, Michael Woods, Romain Bardet, Romain Gegoire, Stephen Williams, Diego Ulissi, Maaxim Van Gils og Warren Barguil.

Begge de to løb afvikles i Massif Central, der er vidt berømmet for sit vanskelige terræn, og derfor er det næppe en overraskelse, at det er løb, der er meget sammenlignelige med ardennerklassikerne. Mens Faun-Ardeche Classic ofte er blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe, da afstanden fra toppen af sidste stigning typisk har været lidt længere, har Drome Classic været mere selektivt, men samlet set lettere, og begge de to første udgaver blev vundet i solofremstød. I 2016 ændrede man imidlertid lørdagens løb ved at gøre det betydeligt hårdere, og efter at man både i 2017 og i 2018 har foretaget flere ændringer toppet med endnu en styrkelse af sværhedsgraden i 2020, fremstår det nu som weekendens klart hårdeste løb. I søndagens løb er stigningerne kortere og mere eksplosive, og derfor ser man nu ofte, at nogle af de klatrestærke kun kører om lørdagen, mens mange puncheurtyper sparer sig til søndag.

Den hårdere rute kom også til udtryk sidste år, hvor det blev en selektiv affære. Her kørte Julian Alaphilippe vel sit bedste løb på hele året, da han sammen med David Gaudu kørte væk fra en favoritgruppe, og i spurten tog den tidligere verdensmester én af blot to sejre i 2023, mens Mattias Skjelmose og Victor Lafay sammen kørte væk fra forfølgerne, hvorefter danskeren spurtede sig til 3. pladsen, 31 sekunder efter vinderen. Alaphilippe kører i år åbningsweekend i Belgien, hvorfor han ikke forsvarer sin titel, og da Gaudu er en af de ryttere, der i stedet har tilvalgt konkurrenterne fra O Gran Camiño, bliver Skjelmose eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

I 2016 introducerede man en ny, hårdere rute, der på det tidspunkt ventedes at skulle være det fremtidige format for den relativt nye semiklassiker. Sådan skulle det imidlertid ikke være, og man syntes dengang i stedet at ville variere løbet fra år til år. I hvert fald gentænkte man formatet også i 2017 og 2018, hvor man atter sammensatte en helt ny rute, der dog i sin natur mindede meget om den foregående - og 2018-ruten blev genbrugt i 2019.

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

I 2020 gjorde man gjort det endnu hårdere ved at forlænge den indledende rundstrækning, der skulle køres to i stedet for tre gange, hvilket gav plads til, at man kunne gøre den afsluttende rundstrækning længere og sværere med inklusionen af en ny, stejl stigning. I 2021 justeredes den indledende rundstrækning, så den nu var en anelse lettere med 200 færre højdemeter, men den nye, hårdere finalerundstrækning var præcis den samme som et år tidligere. Det var åbenbart et format, der begejstrede, for i 2022 og 2023 var ruten for første gang i nogle år helt uforandret. I år laver man en ganske lille modifikation på finalerundstrækningen, så løbet bliver 2,6 km længere, da man kører en anden vej op ad den nedre del af næstsidste stigning, Saint-Romain-de-Lerps, men det er en marginal ændring.

Som i de otte seneste år afvikles løbet med Guilherand-Granges som centrum, og denne gang består løbet hovedsageligt af en rundstrækning i det kuperede område vest for byen. Der er tale om en stor rundstrækning, der i sin natur minder om den, der er benyttet de foregående år, men som altså er en anelse justeret i forhold til 2020 - dog stadig med den forlængelse, der blev indført efter 2019. Til sidst afsluttes med en forlænget udgave af den rundstrækning, som har afsluttet løbet hvert år siden 2017, og som igen i år altså er endnu hårdere, end den var frem til og med 2019.

I alt skal rytterne tilbagelægge 165,9 km, hvilket er ca. 10 km færre end i 2020, og løbet indledes på Avenue Georges Clemenceau i byens centrum. Første del af løbet består af to omgange på en rundstrækning, der udgør hovedparten af dagens udfordringer, og som er en anelse forskellig over de to ture. Første del af første omgang er neutraliseret, og derfor starter man med at køre mod sydvest op ad Cote du Pin (9,9 km, 4,3%), der er en jævn stigning med top efter hhv. 8,9 km (første del af stigningen er også neutraliseret) og 78,3 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydvest ud til det vestligste punkt, idet man dog til slut skal op ad Col de la Justice (1,7 km, 3,9%), der er en let og jævn stigning med top efter hhv. 18,7 km og 88,2 km. Her vender man rundt for via et faldende stykke at køre mod nordøst, inden man snor sig mod øst op ad den ikke-kategoriserede Col des Boscs (5,6 km, 4,2%), der har top efter hhv. 38,6 km og 108,1 km. Nu går det via en teknisk nedkørsel mod sydøst tilbage til målbyen, hvor man kører fladt ind til centrum og krydser stregen for første gang efter 56,9 km.

Efter første målpassage kører man endnu en tur på rundstrækningen, men denne gang er den forlænget. Det betyder, at man lægger ud med at køre en tur op ad finalestigningen Cote de Val d’Enfer (1,5 km, 10,9%) med top efter 60,0 km, hvorefter man rammer den første rundstrækning. Når man efter turen rundt i bakkerne er tilbage i byen, kører man op ad Val d’Enfer (1,5 km, 10,9%) for anden gang med toppassage efter 124,7 km, inden man krydser stregen for anden gang efter 130,9 km.

Efter de to omgange afsluttes løbet med en omgang på en anden, 35,0 km lang rundstrækning i området nord for byen. Den består først af en tur mod nord igennem fladt terræn. Nu kommer afvigelsen fra sidste år, da man i stedet for at køre op ad Mur du Cornas og derefter ned til bunden af Saint-Romain-de-Lerps nu kører uden om Mur de Cornas for i stedet at køre tidligere op ad Saint-Romain-de-Lerps, så den første del af sidstnævnte bliver lidt anderledes. Dermed taler vi nu om en stigning, der over 6,3 km stiger med 7,6% i snit og indledes med 1,9 km med hele 10,6%, inden den flader ud med først tre kilometer med hhv. 6,3%, 4,0% og 8,8% og slutteligt 1300 m med 6,6%.

Toppen rundes med 20,1 km igen, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til byen. Her kører man mod syd ned gennem byen og op over den korte, stejle Cote du Val d’Enfer (1,5 km, 10,1%), der stiger med hhv. 7,4%, 11,8% og 10,9% over de tre 500 m-segmenter. Toppen rundes med 6,2 km igen, og de indledes med en kort og ikke specielt svær nedkørsel og 3 flade kilometer mod slutningen. Efter nedkørslen drejer man i en rundkørsel med 3000 m igen og derefter i rundkørsler med hhv. 2000 og 1800 m igen. Med 1300 m igen skal man igennem endnu en rundkørsel, hvorefter man slutteligt drejer i en rundkørsel med 400 m igen og skal igennem en sidste rundkørsel 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 3080 højdemeter, hvilket er små 100 færre end i 2021, 2022 og 2023 og ca. 400 færre end i 2020 og 2019.

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Vejret

For fire år siden druknede løbet i en sand syndflod, i 2023 var vejret heller ikke prangende, og sidste år blæste det en pelikan. I år ser det ud til, at der venter en meget våd søndag, men lørdagen bliver smuk. Der vil kun være få skyer, men det vil være lidt køligt med en temperatur, der vil stige fra 9 til 11 grader. Det vil også være en smule blæsende med en let til frisk vind (15-17 km/t) fra syd. Det giver vind fra alle retninger på den første rundstrækning. På den lille vil der være med- og sidemedvind frem til Saint-Romain-de-Lerps, hvor der vil være sidemedvind på den nedre del og derefter sidevind. Derfra vil der være sidemod- og modvind frem til bunden af Val d’Enfer, hvor der også vil være modvind. Halvvejs nede ad nedkørslen får man medvind, som varer ved, indtil man får sidevind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Faun-Ardeche Classic har været ikke et nemt løb at blive klog på. Hver gang man har troet, at man har lært løbet at kende, har arrangørerne ændret formatet, og mange gange er ruten blevet forandret. Det har gjort det svært at bruge de forskellige udgaver som sammenligningsgrundlag, men nu er de heldigvis blevet lidt ensartethed. I år er ruten nemlig praktisk talt den samme som i både 2021, 2022 og 2023, og hele finalerundstrækningen, der er den afgørende, er den samme som i 2020. De fire seneste løb kan derfor bruges som en god målestok.

Det har altid været et løb, der stiller store krav til klatreevnerne, men efter at man i 2020 gjorde finalerundstrækningen hårdere, har vi set, at de lidt tungere folk, som tidligere var ganske langt fremme, har haft det sværere. 2020 kan ikke rigtigt bruges som sammenligningsgrundlag, da vejret var rædselsfuldt,

og der var så koldt, at forhåndsfavoritten Julian Alaphilippe kollapsede, mens holdkammeraten Remi Cavagna holdt hjem fra det tidligere udbrud. I 2021 så vi, at løbets tre mest formstærke klatrere, David Gaudu, Clement Champoussin og Hugh Carthy, kørte fra alt og alle allerede på næstsidste stigning, inden de afgjorde det på den sidste mur, hvor Carthy faldt fra.

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

I 2022 så vi, at løbet blev afgjort allerede på Mur de Cornas, som bare var første del af næstsidste stigning, hvor Brandon McNulty, Sepp Kuss, Clement Champoussin og Mauri Vansevenant kørte væk. På næstsidste stigning kørte McNulty solo, og da de vigtigste hold havde folk foran, blev der aldrig organiseret en jagt. McNulty endte med at vinde foran Vansevenant og Kuss, mens Champoussin blev hentet af Lennard Kämna og Guillaume Martin, der sneg sig væk i den flade finale til sidst. Bag dem sad til gengæld et felt på hele 21 ryttere.

Sidste år så vi samme billede. Den på denne ene dag genrejste Julian Alaphilippe kørte sammen med David Gaudu væk på næstsidste stigning, og herefter skulle de afgøre det i en spurt, da ingen kunne gøre forskelle på den sidste mur. Bag dem var løbet ikke rasende selektivt, da der var samlet hele 17 mand, men gruppen splittede op på den sidste mur, hvor først Victor Lafay og Mattias Skjelmose og bag dem Romain Gregoire, Felix Gall og Lorenzo Rota kørte væk. Alle gange har løbene altså været ret selektive.

Man skal dog ikke overgøre klatreudfordringerne. Mikkel Honoré, der er ardennerrytter og ikke klatrer, blev i 2021 nr. 4, store Dorian Godon blev nr. 5, og også Jonathan Hivert og Quinn Simmons var i top 10. I 2022 sad den ganske vist meget holdbare sprinter Stefano Oldani med i den store gruppe sammen med den ikke specielt klatrestærke puncheur Mathieu Burgaudeau, men sidste år var det til gengæld kun klatrere, der var med fremme. Den slags lidt tungere ryttere får nok svært ved at vinde på denne rute, men de kan sagtens lave et godt resultat. Det afgørende er den lange stigning. Klarer de den, de med deres punch gøre det fornuftigt på muren, og der er jo endda en vis tid til en regruppering til sidst. Grundlæggende bør den hårdere finalerundstrækning tiltale klatrerne, der nu har en endnu bedre chance for at gøre forskelle allerede på næstsidste stigning, inden den meget eksplosive afslutning på muren Val d’Enfer inde i byen, men hvis man får en gruppe, der ikke kan samarbejde, viser de seneste udgaver, at man godt kan få samling i en ret stor gruppe frem mod mjuren.

Vinderkandidaterne finder vi altså blandt klatrere og ardennerryttere. Højdemeterne er mange, og især nu med den nye rute er de sidste stigninger også svære. Saint-Roman-Lerps er både lang og ganske stejl, og Val d’Enfer er en sand mur, der stiller store krav til rytternes klatreevner. Det er dog også en meget eksplosiv finale, som kræver et vist punch, og det er derfor ikke let for de knap så eksplosive klatrere at vinde. Hvis ikke forskellen gøres tidligere, skal der en vis eksplosivitet til for at gøre det færdigt, selvom stigningen er knaldhård og meget stejl - medmindre da det bliver taktisk til slut, og man kan snige sig væk i en ukontrollerbar finale, som Honoré gjorde i 2021, da han kørte væk til sin 4. plads på det flade.

I år kan jeg ikke helt finde ud af, hvilken rolle vinden vil spille. Der vil være medvind på den nedre del af næstsidste stigning og sidevind på den øvre del. Det bør tale for en vis selektion, men herefter vil den ret hårde modvind tale for, at der kan ske en regruppering, og at samarbejdet kan blive vanskeligere. Heldigvis består det meste dog af nedkørsel. Den direkte modvind på muren er en hæmsko for de spurtsvage, for de får nu endnu vanskeligere ved at køre alene hjem. Skal det ske, skal det nok ske på den lange stigning, selvom den sidste stigning stadig er så stejl, at modvinden kan overvindes. Heldigvis har McNulty også vist, at man kan lave det store soloridt, hvis man bare er god nok.

Årets felt er kendetegnet ved, at det er svagere end de seneste to år - måske grundet det stærkere felt i Galicien, der fremstår som en større konkurrent end tidligere. Der er færre WorldTour-hold, og de hold, der kommer har også færre stjerner, end vi har set det i de seneste to usædvanligt stjernebesatte udgaver. Der er stadig mange topnavne, men favoritfeltet er selvsagt lidt smallere, end vi har set det de seneste to år. Det gør også, at løbet kan blive mere selektivt med en mindre gruppe til sidst.

Jeg vil derfor anse det som sandsynligt, at vi får ret stor udskilning på den lange stigning. En solosejr er mulig, men jeg vil ikke forvente, at alt for mange skal afgøre det på muren. For to år siden så vi også, at det blev taktisk, da Soudal og Jumbo lod deres løjtnanter køre chance, mens kaptajnerne blev tilbage, men i år ser det ud til, at de stærke hold har en ret klar kaptajn. Den slags taktik bliver derfor næppe relevant. Blandt de bedste vil der så ske en sidste udskilning på muren, hvorefter det kan afgøres i en spurt eller i en taktisk finale.

Jeg går med Mattias Skjelmose. Danskeren gør først sæsondebut nu, men han har talrige gange vist, at han mestrer kunsten at træne sig i form, ligesom hans bundniveau er blevet rystende højt. Sidste år startede han også stærkt, og selvom han ikke selv havde den allerbedste følelse, vandt han kongeetapen i Besseges inden en ganske vist lidt skuffende enkeltstart. Siden blev han bare bedre og bedre, og med tanke på det, han viste i Ardennerne senere på året, må han regnes som den bedste rytter i dette felt til denne slags kuperede endagsløb. Når hans første store mål, Paris-Nice, tillige venter lige om hjørnet, er der al mulig grund til at tro, at han er i form.

Til gengæld kunne hans hold måske være stærkere, men som sagt forventer jeg, at de bedste hold vil køre ret målrettet for deres kaptajn. Den lange stigning stiller Skjelmose meget stærkt i forhold til de fleste af de hurtigste, og derefter er han også fremragende på en eksplosiv mur, hvad hans Fleche-resultat vidner om. Blandt favoritterne i dette felt kan han også slå langt, langt de fleste i en spurt, og derfor passer han perfekt til løbet på alle parametre. Selvfølgelig skal han bevise sin form, men med det bundniveau, han har, vil jeg blive overrasket, hvis ikke han kører med om sejren - og jeg tror også, at han vinder. Lidl har også Bauke Mollema, der passer til løbet, men trods en lille genrejsning i Australien er det vist slut med at vinde i et felt som dette, og hverken Sam Oomen, der også styrtede i Algarve, eller Amanuel Ghebreizagbhier har været flyvende. Quinn Simmons er en joker, der på en god dag godt kan gøre det pænt, men sidste år så vi, at han var hjælper her, inden han fik sin chance i søndagens løb, der passer ham bedre.

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Jeg peger på Romain Bardet som nr. 2. Det var virkelig opløftende at se franskmanden i både Var og Alpes-Maritimes, for han lignede en mand, vi slet ikke så i 2023, selvom han blev ramt af, at sidstnævnte løb blev for let. Nu kommer han så til et løb, der passer ham som ganske glimrende. Den lange stigning kan gøre det af med de mest eksplosive folk, og han har også selv masser af punch på den sidste mur. Dertil skal lægges, at han på det seneste har fundet en ganske fin spurt, der også gør det muligt for ham at gøre det færdigt. Han mener selv, at han kunne have vundet i Var, hvis han havde kendt stigningen og ikke var startet for tidligt. Det finder vi aldrig ud af, men han ligner en mand, der måske kan tage sin revanche her.

Holdets anden erklærede kaptajn er Warren Barguil, der med sin gode spurt og punch passer til løbet. Han startede bedre i Oman end vanligt og var også overrasket over at være så god fra start, men i lyset af feltets kvalitet manglede han stadig meget efter et i forvejen skidt 2023. Derfor er jeg ikke alt for optimistisk. Faktisk tror jeg mere på Kevin Vermaerke, der bekræftede sin fremgang i Var og tillige kan spurte, men han skal steppe up, hvis han skal følge de bedste. Det samme skal Chris Hamilton , der dog er i fin form.

På papiret er det Juan Ayuso, der er den store trussel mod Skjelmose, men jeg er altså fortsat ikke overbevist om hans form. Han var virkelig skidt i Jaen, og han plejer også at skulle bruge løb for at få motoren varmet op. Nu gik han endda glip af hele Andalusien, og selvom hans enkeltstart var pæn, ville man vel have forventet, at en formstærk Ayuso havde vundet. Man må forvente, at han er bedre, end han var i Jaen, men kan han uden løb have fundet nok? Det vil tiden vise, men da han har punch, er hurtig og på papiret er bedste klatrer i dette felt, er det klart, at han må tilskrives en stor favoritværdighed, når han kan vinde på flere måder.

UAE har også Marc Hirschi, der med sin 2023-form havde været perfekt til dette løb. Den lange stigning ville kunne volde kvaler, men den eksplosive finale er skræddersyet til ham. Desværre er han startet skidt, og efter det totale kollaps på Malhao er det svært for alvor at tro på ham. Derfor kan veteranen Diego Ulissi være et bedre bud. Også han passer perfekt til finalen, men selvom han viste et højere niveau end længe i Oman, er det svært at se ham følge de bedste på den lange stigning. Den passer bedre til Igor Arrieta, men han passer til gengæld dårligt til finalen og har efter en lovende start ikke imponeret på det sidste.

Hvad så med Maxim Van Gils? Hans overlegen sejr i Andalusien kan indikere, at han har fortsat sin i forvejen meget lovende udvikling, og det er fra et niveau, hvor han allerede sidste år kørte i top 11 i alle ardennerklassikerne. Man skal bare passe på med at overfortolke en tur op ad en 5 km lang stigning, hvor han kommer meget langt med sit punch, men vi ved, at han har for vane at starte meget stærkt. Dertil skal lægges, at han er skabt til denne finale, og jeg vil endda mene, at han bliver en hård nød at knække for Skjelmose i en spurt. Når jeg alligevel ”kun” rangerer ham som nr. 4, handler det om den lange stigning. Vi har til gode at se ham følge folk som Skjelmose, Bardet og Ayuso på en stigning af denne længde. Heldigvis taler vi ikke om et 20 km langt bjerg, men der er stadig lidt at bekræfte, inden han kan blive den favorit, han har potentiale til at være. Han ledsages af Sylvain Moniquet, der i Murcia og særligt Jaen lignede en mand, der er tilbage, men som spurtsvag får han svært ved at vinde. Hurtigere er den i år så velkørende Jenno Berckmoes, men som vi så i Oman, bør han få det lidt for svært på særligt den lange stigning. Holdet har også Jonas Gregaard, hvis form er ukendt, men han vil som spurtsvag formentlig være hjælper, som det også gælder for Eduardo Sepulveda, der ellers er startet pænt.

Israel-PT kommer med løbets vel nok største joker. Stephen Williams bekræftede med sin sejr i Australien, at han har tænkt sig at fortsætte sit stærke efterår. Til gengæld ved vi også, at han er en lottokupon, og selvom han har været stabilt god siden juni, skal det efter en lang pause bekræftes, at han er i form. Det bekymrer også lidt, at han uden forklaring meldte afbud sidste weekend, men det er heldigvis ikke med sikkerhed et dårligt tegn. Den lange stigning kan være for lang, men til gengæld viste han en chokerende spurtstyrke i Australien, hvor han spurtede endnu bedre end ventet. Det vidner om, at han har alletiders chance for at vinde, hvis bare han overlever den lange stigning.

Israel-PT har dog også et andet meget stærkt bud. Michael Woods så flyvende ud i Var, hvor han fik ødelagt sin spurt af en fejl i finalen. I sidste weekend var han uheldig med en defekt i finalen af den lette kongeetape, men han ligner en af de mere formstærke ryttere. Vi ved dog også, at han ikke er på samme niveau som tidligere, men det niveau, han havde i Var, fører langt. Hans problem er, at han ikke slår de ovennævnte i en spurt, men til gengæld er han skræddersyet til muren, hvor han har en fremragende chance for at køre alene. Her har han bare ét problem, nemlig den benhårde modvind. Et tredje bud er hurtige og eksplosive Nick Schultz, der er svingende, men startede godt i Australien. Det vil dog undre, hvis han efter en pause har en varm motor, der gør det muligt at vinde. Marco Frigo viste form i Provence, men der er folk, der klatrer bedre, og spurte kan han ikke. Endelig så vi i sidste weekend, at Jakob Fuglsang nok desværre er hjælper i denne stærke trup.

Ag2r rider på en bølge i øjeblikket, og det virker ikke umuligt, at de kan vinde igen allerede nu. Bedste bud er nok Aurelien Paret-Peintre, der igen i år er startet meget stærkt. Der er desværre bedre klatrere end ham i dette løb, men med de ben, han havde i Var, har han en god chance for at køre med de bedste på den lange stigning. Derefter er muren for stejl for ham, men her hjælpes han af modvinden. Kommer han først med hjem, vil han have en god chance i en spurt, for han bekræftede i sidste weekend, at han virkelig har fundet en fart.

Holdets andet bud er Felix Gall. Han kørte en for ham ganske pæn enkeltstart i Andalusien, men havde han været flyvende, havde den været bedre. Han har heller ikke for vane at starte alt for godt, og derfor er han nok ikke på toppen. Han er til gengæld også så suveræn, at han kan klare sig med mindre end 100%, og han passer også fint til finalen, da han har punch. Selvom han har vist en vis spurtstyrke, tvivler jeg dog på, at han kan vinde en spurt, og modvinden kan gøre det svært for ham at køre alene på sidste stigning, der ligner hans chance for at vinde. Jeg tror egentlig mere på ham end på Paret-Peintre, når det kommer til podiet, men som vinder rangerer jeg franskmanden højest.

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Et tredje bud er den meget formstærke Alex Baudin, der bekræftede formen med en fremragende enkeltstart i Andalusien, men med sin svage spurt er han en bedre podie- end vinderkandidat. Clement Berthet kan også komme langt, men hans form er ukendt efter en svag præstation i Australien, og han er tillige spurtsvag. Det samme er Nans Peters, der ellers også begynder at vise noget form, hvad Jaakko Hänninen ikke gør. Endelig har de Dorian Godon, der som nævnt tidligere har overrasket på denne rute, men det var i et svagere felt, og han startede skuffende i Provence.

Er den lange stigning for svær for Romain Gregoire? Det var den sidste år, og baseret på det, vi så i Var, vil det samme formentlig gælde denne gang. Heldigvis er der tid til at komme tilbage, og er han først med, når vi rammer finalen, kan han blive svær at slå. Han viste sidste år, at han var god på muren, og han kan slå alle i en spurt. Jeg var bare ikke helt overbevist om hans form i Var, hvor han var i offensiven på 1. etape, men var uventet passiv på kongeetapen. Det ændrer dog ikke på, at formen er god, og at han helt sikkert kan vinde dette løb. FDJ har også Valentin Madouas, der passer perfekt til løbet og kan spurte, men hans svage start, senest i Portugal, giver ikke grund til at tro, at han er klar. Mere formstærk er den flyvende Remy Rochas, men han skal vinde via taktik, da finalen passer ham elendigt. Endelig har holdet den formstærke og hurtige Kevin Geniets, men i dette felt er han en af de lidt tungere, der godt kan gå i top 10, men ikke bør kunne vinde.

Det ligner en svær opgave for Cofidis, da Guillaume Martin har fået covid. Nu skal de nok satse på Ion Izagirre, der startede sæsonen meget svagt. Heldigvis viste han klar fremgang i Murcia, og nu har han haft to uger til at forbedre sig yderligere. Problemet er bare, at han ikke har samme niveau som tidligere og næppe har fundet Baskerlandet-formen allerede nu - og så er han slået i en spurt. Holdet har også de to hurtige Axel Mariault og Anthony Perez. Her bør Perez komme til kort, men Mariault viste i Var og Australien, at han ikke helt kan afskrives, hvis det bliver mindre selektivt. Holdets bedste kort burde vel være Jesus Herrada, men han har været helt fra snøvsen, senest i Oman. Jonathan Lastra har kørt pænt, men han er en anelse overmatchet.

Det er atypisk at tro så lidt på Soudal, men de får svært ved at forsvare deres titel. Deres bedste bud er James Knox, der til gengæld så genfødt ud i Algarve. Problemet er bare, at han ikke har punch eller kan spurte og derfor får svært ved at vinde - og så skal han også endegyldigt bekræfte, at han er god nok til at køre finale. På sigt kunne løbet være noget for hurtige Antoine Huby, men han manglede desværre ret meget i Oman, hvor også Fausto Masnada igen var en skygge af sig selv. Løbet er trods alt for hårdt for Paul Magnier, og Louis Vervaeke har været sat tilbage af sygdom.

Tudor kommer med den ganske lovende Yannis Voisard , der bekræftede sit høje niveau i Algarve. Han har en fair chance for at komme langt på den lange stigning, men han passer relativt dårligt til finalen, da han er uden punch og ikke kan spurt. Han skal altså vinde via taktik, som da han tog den store sejr i Ungarn sidste år. Han ledsages af Sebastien Reichenbach, der viste lidt livstegn i Tyrkiet, men ikke nok til dette stærkt besatte løb, samt Roland Thalmann, Lucas Eriksson og Luc Wirtgen, der alle har vist lidt fremgang efter et svært 2023, men som stadig har manglet alt for meget. Hannes Wilksch imponerede ikke i Tyrkiet.

Det er svært at tro meget på Intermarché. Egentlig er det et perfekt løb for hurtige Lorenzo Rota, der også var i top 10 sidste år, men efter et meget bekymrende 2023 var der grund til endnu mere bekymring i et meget skuffende Oman. Hurtige Rune Herregodts er for tung til denne rute og klatrede skidt i Algarve. Rein Taaramae klatrede hæderligt i Valencia, men ikke som da han var bedst, og han kan ikke spurte. Det kan Lilian Calmejane¸ men Australien bekræftede, at han ikke er som i gamle dage. Simone Petilli har intet vist i år.

Arkea skal vel satse på Louis Barré, der har punch og kan spurte. Det vil bare overraske mig, hvis han kan være med på den lange stigning i lyset af hans præstation i Var, hvor han manglede relativt meget. Deres bedste mand bliver derfor formentlig Ewen Costiou, der er i form, men han kan ikke klatre med de bedste på den lange stigning og lider under en manglende spurt. Elie Gesbert er stadig helt ved siden af sig selv, og lottokuponen Michel Ries har intet vist i år, hvor Simon Guglielmi også har været overraskende formsvag. Løbet er for hårdt for Clement Venturini.

Endelig er der Uno-X, som jeg nævner på potentiale mere end forventning. De har nemlig Anders Johannessen, der med sit punch og sin spurt passer godt til finalen, hvis han kan klare den lange stigning. I AlUla Tour så vi en genfødt Johannessen, men i sidste weekend var han tilbage på det meget, meget lave bundniveau, han desværre har alt for ofte. Fredrik Dversnes viser fremgang, men dette løb må være for hårdt. Ådne Holter var god i Tyrkiet, men faldt sammen i sidste weekend, og Idar Andersen, Sindre Kulset og Magnus Kulset er overmatchet på dette niveau.

Det er svært at tro på Total, for Mathieu Burgaudeau, der passer til løbet, synes stadig meget formsvag, og Alexis Vuillermoz, der passer endnu bedre til ruten, er også for langt fra sit niveau. Jordan Jegat begynder at finde form, men er spurtsvag, og det er for hårdt for hurtige Valentin Ferron, der har været meget formsvag. Bingoal skal satse på Marco Tizza, Floris De Tier, Louka Matthys og Aaron Van Der Beken, men intet i sidste weekend indikerer, at de kan være med her. På kontinentalholdene har Artus Jalardeau, Clement Braz Afonso og til dels Andrea Mifsud og Jean-Louis Le Ny vist, at de kan komme et stykke, men ikke hele vejen, mens Maxime Jarnet og Maximilien Juillard har været formsvage,

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Der er afbud fra Oomen, Sindre Kulset, Andersen, Johannessen, Eriksson og Ferron. Til gengæld har Intermarché udtaget en meget spændende kandidat i Georg Zimmermann, der med sit 2023-niveau kommer langt på denne rute, men formen er ukendt efter en ikke helt flyvende start i Australien. Uno-X er klart styrket med Johannes Kulset, der bekræftede potentialet i Oman, men mangler spurten, og Simon Dalby, der fik sit gennembrud i Var. Derudover har de Odd Christian Eiking, der gør sæsondebut efter en sen kontrakt. Han passer til ruten og er før startet stærkt, men niveauet var skuffende i hele 2023, og han har haft en vinter med stor usikkerhed. Tudor har udtaget Marco Brenner, men intet tyder på, at han kan klatre med de bedste, og det kan Hugo Houle næppe heller for israelerne efter en sløj start i weekenden. Endelig har Total udtaget Sandy Dujardin, for hvem løbet do er for svært.

***** Mattias Skjelmose

**** Romain Bardet, Juan Ayuso

*** Maxim Van Gils, Stephen Williams, Michael Woods, Aurelien Paret-Peintre, Romain Gregoire,

** Felix Gall, Georg Zimmermann, Diego Ulissi, Nick Schultz, Alex Baudin, Remy Rochas, Ion Izagirre, James Knox, Sylvain Moniquet, Warren Barguil, Kevin Vermaerke, Valentin Madouas, Marc Hirschi, Yannis Voisard, Kevin Geniets, Johannes Kulset, Jenno Berckmoes, Axel Mariault

* Quinn Simmons, Clement Berthet, Lorenzo Rota, Simon Dalby, Odd Christian Eiking, Louis Barré, Ewen Costiou, Igor Arrieta, Antoine Huby, Mathieu Burgaudeau, Rein Taaramae, Fausto Masnada, Chris Hamilton, Nans Peters, Marco Frigo, Lilian Calmejane, Jonas Gregaard, Anthony Perez, Jordan Jegat, Rune Herregodts, Alexis Vuillermoz, Jonathan Lastra, Jesus Herrada, Bauke Mollema, Jakob Fuglsang, Marco Brenner, Sebastien Reichenbach, Michel Ries, Fredrik Dversnes, Simon Guglielmi, Dorian Godon, Eduardo Sepulveda, Hugo Houle, Artus Jalardeau, Clement Braz Afonso, Andrea Mifsud, Maxime Jarnet, Louis Vervaeke, Amanuel Ghebreigzabhier, Floris De Tier, Louka Matthys

Danskerne

Hos Lidl er Mattias Skjelmose en af de helt store favoritter, hvorfor han er omtalt ovenfor. Det samme er Jakob Fuglsang hos Israel-PT og Jonas Gregaard hos Lotto, selvom de nok begge ender i hjælperroller. Endelig har Uno-X i sidste øjeblik udtaget formstærke Simon Dalby, der er omtalt i opdateringen ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2023, Brandon McNultys sejr fra 2022, David Gaudus sejr fra 2021, Remi Cavagnas sejr fra 2020, Lilian Calmejanes sejr fra 2019, Romain Bardets sejr fra 2018, Mauro Finettos sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016 og Eduardo Sepulvedas sejr fra 2015.