Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 6. etape af UAE Tour

Optakt: 6. etape af UAE Tour

24. februar 2024 12:36Foto: Spring Cycling Agency

Olav Kooij lykkedes med at bryde Tim Merliers dominans og sikrede dermed, at belgieren, der med sit punkterede baghjul ellers imponerede stort, ikke vil køre rent bord på sprinteretaperne. Han kan dog stadig score hattrick, for i dette sprinterparadis venter der en fjerde og sidste chance lørdag, når løbet byder på den anden af de to storbyetaper, denne gang i Abu Dhabi, hvor der ikke burde være noget, der kan stå i vejen for et sidste opgør mellem løbets talrige supersprintere.

Artiklen fortsætter efter videoen.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

 

Ruten

Indtil 2020 var det traditionen, at løbet sluttede med den anden af de to storbyetaper i enten Abu Dhabi eller Dubai. Sådan har det dog ikke været de seneste to gange, hvor den helt store nyskabelse har været, at løbet endte med kongeetapen. Den model gentages i år, og dermed skal sprinterne indstille sig på, at deres sidste mulighed denne gang allerede kommer om lørdagen, hvor det er den anden og sidste af de to storbyetaper, der runder sprinterfesten af. Ganske atypisk sker det i den samme by som sidste år, da Abu Dhabi-etapen, der typisk forløber som en helt klassisk storbyetape med mere sightseeing end drama, nok engang kommer efter Dubai-etapen. Ligesom sidste år skal man sågar ikke rigtigt ud i ørkenen, men vi har før set, at det kan være blæsende, når man kører hen langs kysten. Det har dog aldrig skabt varig splittelse, og alt taler derfor, at det går, som det plejer, nemlig at sprinterne får det sidste ord i Abu Dhabi.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 138,0 km, der fører feltet fra Louvre Abu Dhabi til det klassiske mål ved Abu Dhabi Breakwater, der ligger på en ø ud for den helt flade millionby. Startområdet ligger på en af byens mange øer nordøst for målområdet, og herfra kører man ad en lang og lige vej mod sydøst over en bro, derefter endnu en ø og slutteligt en tange, der leder hen til motorsportsbanen Yas Marina Circuit. Her kører man en lidt kringlet tur frem til selve banen, hvor dagens første spurt køres efter 29,5 km.

 

 

Efter spurten fortsætter man kortvarigt mod syd, inden man kører mod sydvest ad en lang, lige vej, der leder ud til en U-vending. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nordøst ad en lidt anden og ganske kringlet vej, der slutter med en teknisk passage med flere sving. I det østligste punkt vender man rundt for nu atter at køre mod sydvest i en teknisk fase med adskillige sving ind gennem byen. Senere drejer man mod nordvest for at køre frem til endnu en meget teknisk sektion med et hav af sving.

 

Den får dog hurtigt en ende, og derfra bliver det meget enkelt. En lang, lige vej leder mod nordvest, inden man kører mod nord over den lange Musaffah Bridge, der passeres efter 89,6 km. Den leder ud på en ø, hvor man drejer mod vest for at køre ad en lige vej tilbage mod hovedlandet, idet man undervejs kører dagens anden spurt efter 107,9 km. Umiddelbart herefter er der en lidt teknisk fase, hvorefter man drejer mod sydvest og senere sydøst for at køre ad en lang, lige vej. Den afbrydes af to sving, der kommer i rap, og derefter går det ad en lang, lige vej, der kun afbrydes af to tidlige sving, mod nordvest ud mål målet ved havet. Først med 1900 m igen er der herefter et ganske blødt højresving, hvorefter den flade vej kun bugter sig ganske let til højre, mens man kører over en bro, der leder ud til målet på en lille ø ud for Abu Dhabi.

 

Den helt flade etape byder på i alt bare 107 højdemeter mod 141 højdemeter i 2023.

 

Finalen blev første gang benyttet i Abu Dhabi Tour i 2016, hvor Mark Cavendish spurtsejrede foran Elia Viviani og Andrea Guardini, inden Marcel Kittel i 2017 sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish. I 2018 lykkedes det overraskende Phil Bauhaus at krydse stregen først foran Kittel og Pascal Ackermann, og i 2019 fuldendte Fernando Gaviria et eminent lead-out fra Alexander Kristoff ved at sikre sig sejren foran Viviani og Ewan. I 2020 var etapen planlagt til sidstedagen, men måtte aflyses efter et coronaudbrud, inden den i 2021 vendte tilbage på pladsen som løbets finale, hvor det var Caleb Ewan, der fik revanche efter sine første to nederlag til Sam Bennett, som han henviste til 2. pladsen foran Bauhaus. I 2022 tog Cavendish sin anden sejr på stedet, da han efter en skuffende 1. etape på andendagen sejrede foran den førende Jasper Philipsen og Pascal Ackermann, mens sejren i 2023 gik til Tim Merlier, der vandt foran Sam Bennett og Dylan Groenewegen.

 

 

 

 

 

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

 

 

Vejret

Disse dage er rutemæssigt monotone, og det samme gælder på vejrfronten, men vinden lægger sig yderligere. Der venter en skyfri lørdag med en temperatur på 25 grader og en let til jævn vind (12-16 km/t) fra vestnordvest. Det giver direkte medvind i starten og derefter vind fra alle retninger i den uhyre kringlede midtersektion. På den sidste del vil der generel være modvind, men det afbrydes af første et sidevindsstykke og siden et stykke med sidemedvind. På den sidste del hen langs vandet får man dog direkte modvind, indtil vejen bugter sig til sidst, hvorefter man får sidemodvind - men næsten ren sidevind - over de sidste ca. 1300 m.

 

Analyse af 5. etape

Normalt skriver jeg analyser af alle etaper til WorldTour-etapeløb, men februars mange løb gør, at jeg må droppe det til dette løb

 

Favoritterne

Der skulle måske en punktering til at stoppe den ellers ustoppelige Tim Merlier, men nu står det fast, at han ikke bliver den første i løbets historie til at gøre rent bord på sprinteretaperne. Han kan dog stadig nå at sætte en rekord, for det er endnu aldrig lykkedes for én rytter at vinde tre etaper i én udgave i løbet af begivenhedens korte historie - og den chance har han helt sikkert igen i morgen.

 

Der er nemlig en grund til, at de arabiske løb virker som fluepapir på feltets topsprintere. Har man forspildt én chance, er der næsten altid endnu én, og det kan godt få løbene til at virke en anelse monotone Men selvom sprinterne har mange chancer i løbet, får det på et eller andet tidspunkt trods alt en ende, og det er altså med morgendagens Abu Dhabi-etape. Det er endda lidt af en klassiker, for finalen er blevet brugt hvert eneste år i Abu Dhabi Tour og UAE Tour. Faktisk har mange af feltets sprintere allerede vundet der - Cavendish to gange og Merlier, Bauhaus og Gaviria én gang - og de har stort set alle kørt den mindst én gang før.

 

Der bør heller ikke være tvivl om, at de får lov at spurte i den én gang til. Ganske vist var det på 6. etape, at udbruddet holdt hjem for to år siden, men det er svært at tro, at det vil gentage sig. Sprinterholdene har været meget villige til at føre, og der er helt sikkert føringsvillighed igen i morgen på en etape, hvor det endnu ikke er lykkedes at undgå en massespurt, selvom den er kørt et hav af gange.

 

Indtil nu er udbruddene kommet afsted næsten med det samme, og jeg vil antage, at det går sådan igen denne gang. I dag var Lennert Van Eetvelt villig til at bruge kræfter på at sikre sig seks gratis bonussekunder, men i morgen vil jeg tro, at klassementsrytterne sparer sig til søndag. I stedet er det nok snarere Mark Stewart, der efter en for ham helt uhørt fridag skal afsted igen, men det er dog nok tvivlsomt, om Soudal lader ham løbe med den grønne trøje.

 

Når udbruddet er kørt, vil sprinterholdene tage kontrol. I dag var det Soudal, Visma, Tudor og DSM, der jagtede, og da føringsvilligheden ofte følger resultaterne, vil jeg forvente, at i hvert fald Soudal og Visma igen påtager sig ansvaret. Jeg vil også tro, at Bora er klar igen efter en fridag i dag, og så må vi se, om Tudor, Bora, Alpecin, Jayco, Movistar og DSM, der alle har ført mindst én dag, kommer frem. Bliver det farligt, bør der ikke være tvivl om, at der vil komme assistance til de hold, der arbejder. Arrangørerne har forsøgt at gøre etapen betydeligt mere teknisk en tidligere, hvilket synes at være et forsøg på at øge chancen for en udbrudssejr, men de får den næppe. Interessen er for stor, og da etapen er kort, vil jeg tro, at sprinterholdene holder snoren stram hele dagen.

 

Der er heller ingen risiko for sidevind. Det bliver den hidtil mest stille dag, og derudover er vinden aldrig for alvor farlig på denne etape. Jeg kan ellers huske, at vi for mange år siden faktisk kortvarigt havde splittelse ude ved kysten, men det får vi ikke denne gang. Faktisk skal de ikke rigtigt ud til vandet i anden del af løbet, og der er typisk også for megen læ. Nej, der venter nok endnu en langgaber, hvor det kan kaste lidt krydderi på etapen, hvis der er bonussekunder at gå efter for feltet i de to indlagte spurter. Vi har dog set, at UAE effektivt har brugt Sebastian Molano til at fjerne det sekund, der ofte har været tilbage bag udbruddet.

 

Med det burde det være sikkert, at vi får den tredje massespurt i træk, og den minder meget om dagens spurt. Man skal ikke sidde alt for langt tilbage i svinget med 1900 m igen, men på de brede veje er der altid plads til at bevæge sig frem. For anden dag i træk er det også en sidevinds- og ikke en modvindsspurt, og det vil betyde, at det bliver lettere at åbne en lang spurt, hvis man sidder for langt tilbage, men også lettere at vinde spurten fra spids med et godt lead-out.

 

 

Det er jo umuligt ikke at gå med Tim Merlier. Jeg nåede ellers lige at tro, at farthierarkiet var så lige, som jeg havde ventet det inden løbet, men så gik det op for mig, at han var punkteret! Det er dog ikke bekræftet af Soudal, og Merlier taler slet ikke om nogen defekt i sin reaktion efter løbet, men hvis det er sandt, at han kørte på et småfladt baghjul, var dagens spurt jo i virkeligheden hans mest skræmmende magtdemonstration. Hvis til gengæld alt var i orden, viser det dog, at han kan slås, for selvom han lige nu ligner den hurtigste, var han ikke overlegen, og spurten viste også, hvor han har sin svaghed, nemlig på positioneringen, der altid har været hans store problem.

 

Denne gang sad han i hvert fald for langt tilbage, og han var ikke uheldig med at få et perfekt lead-out af Sam Welsford. Det kan altså sagtens gå galt for ham med et tog, der fortsat har til gode for alvor at imponere, men spurten viste også, at han med de brede veje har en ret god chance for at finde plads. Det gjorde han, da han vandt denne spurt for et år siden, og det lange, lige opløb uden modvind er jo skræddersyet til den slags lange spurter, der er hans speciale. Derfor er det svært ikke at regne ham som den store favorit.

 

Jeg vil holde fast i, at Sam Welsford er den værste rival. Det har været lidt skuffende for det stærke Bora-tog. I går blev de fanget, og i dag så de ud til at vente for længe. Australieren måtte derfor starte en spurt, der blev alt for lang, men farten så heldigvis mere lovende ud end på 1. etape - særligt i lyset af spurtens længde. Toget burde stadig være det stærkeste, og kan Filip Maciejuk og Danny van Poppel endelig time den rigtigt, taler meget for, at Welsford kan blive sat op fra spids. Lige nu ligner han ikke hurtigste mand, som jeg måske havde set ham så inden løbet, men dagens spurt viser, at det nok kun er Merlier, der er hurtigere. Med god chance for en bedre startposition kan det sagtens blive til australsk sejr foran den suveræne belgier.

 

I dag fik Olav Kooij sin sejr, og det var svært opløftende. Han kørte nemlig en langt mere overbevisende spurt end i går, men han var også hjulpet af en bedre startposition end både Merlier og Welsford, der virkede en tand hurtigere. Samtidig er det stadig bekymrende med hans normalt så gode positionering og et skuffende Visma-tog med Tosh van der Sande og Van Dijke-tvillingerne. I dag var han ganske heldig med at blive ført frem af Astana, men de foregående gange har han siddet for langt tilbage. Han er derfor ikke den garanti i positionskampen, han plejer at være, men til gengæld fik han i dag bevist, at de få, der måske er en anelse hurtigere, ikke skal sidde meget forkert, inden han slår dem, hvis det lykkes ham at finde en god position.

 

Skal jeg rangere efter vinderpotentiale, vil jeg stadig placere Fabio Jakobsen relativt højt. Jeg synes, at farten har set fin ud, og han plejer jo også at starte sine sæsoner stærkt. Problemet er som altid positioneringen, der har kikset tre ud af tre gange, og et tog, der med Alex Edmondson, Timo Roosen og Tobias Lund endnu ikke har fået det til at spille. Det bliver svært for dem i dette selskab, men Lund har trods alt vist, at han er en god lead-out man, og hvis Jakobsen endelig har dagen, hvor han med lidt held sidder rigtigt, burde hans fart stadig gøre det muligt for at vinde i dette felt.

 

Mere bekymret er jeg for Dylan Groenewegen. Hans spurt i går var ikke overbevisende, og i dag fik han ikke mulighed for at tage revanche. Jeg hæfter mig dog stadig ved hans gode spurt i Saudi-Arabien, og at han også tidligere i dette løb har virket ganske svingende. Denne meget korte og lette etape med den allerenkleste finale er nok også den bedste for den positioneringssvage hollænder. Hans tog med Kelland O’Brien, Elmar Reinders og Luka Mezgec burde også kunne gøre det bedre, end de har gjort hidtil, og vi ved, at Groenewegen kan være skræmmende, når han rammer dagen på disse lette sprinteretaper. Det så vi sidste år, hvor han kun vandt én gang med mange gange lignede hurtigste mand, og derfor skal han altid regnes som en reel vinderkandidat på en dag som denne.

 

I dag var første helkikser for Arvid de Kleijn, men det skal ikke ændre billedet. Han har fået to andenpladser, og selvom Merlier har kørt ham over, har han bekræftet, at hans fart er svært konkurrencedygtig. Det er dog også åbenlyst, at han ikke vinder, hvis han som på 1. og 4. etape forsøger at gøre det fra Merliers baghjul, men måske kiksede det i dag, fordi han forsøgte at finde sin egen vej. Han plejer at være god i positionskampen, og selvom det slet ikke har fungeret i år, ved vi også, at toget med Sebastian Changizi og Maikel Zijlaard plejer at være et af de stærkeste. Han ligner med sin fart en af de få, der kan vinde, hvis alt flasker sig.

 

Det vil man normalt også mene om Kaden Groves , men han indrømmede i dag, at han mangler lidt på formen. Det var da også ganske tydeligt i går, hvor han kørte en chokerende svag spurt. Heldigvis så det meget bedre ud i dag, hvor spurten dog blev for lang, og vigtigst af alt har vi nu to dage i træk set, at toget med Henri Uhlig, Maurice Ballerstedt og Jonas Rickaert har vist sig overraskende stærkt. To gange i træk har de sat Groves op fra spids, og det kan de gøre igen i morgen. Lige nu synes farten ikke helt at række, men med fortsat fremgang ved vi, at han på et eller andet tidspunkt må finde den tårnhøje fart, han havde sidste år.

 

Fernando Gaviria er i en anden situation. Han har som ventet betalt en pris for den manglende støtte, og det var kun på 1. etape, han kunne køre en spurt - der selvfølgelig nok engang blev for lang. Til gengæld efterlod han et relativt positivt indtryk på sin fart, og jeg synes, at vi ser samme billede som sidste år, nemlig at han står stærkere i årets første måneder. Han skal stadig bruge en del held i positionskampen, men han er bedre støttet efter ankomsten af Davide Cimolai, og kan han denne gang time det bedre, end han plejer, lignede han i lyset af modvinden på 1. etape en mand, der sagtens kan komme et længere stykke i dette felt, end vi normalt ser det senere på året.

 

 

Hans landsmand Sebastian Molano er i samme situation. Også han er kun lykkedes med at spurte på 1. etape, men det kan ikke undre. Med kun Ivo Oliveira ved sin side har han et af de svageste hold, og det hjalp ikke, at de i dag brugte en del kræfter på at holde Jay Vine fremme i sidevinden. I morgen burde vinden ikke blive en faktor, og det kan forhåbentlig hjælpe Oliveira og Molano med at nå friske frem til finalen. Med så svag støtte skal han bruge masser af held for at sidde rigtigt, og desværre bekymrer det mig, at han hverken på 1. etape eller i Saudi-Arabien lignede en mand med den fart, han plejer at have. Hvis han til gengæld finder den, har han en lille chance i dette felt, som vi så med hans overraskende sejr sidste år.

 

Det går fortsat ikke godt for Phil Bauhaus i denne sæson. Det bliver til en stribe sekundære placeringer, og han synes akkurat som sidste år at være uden den fart, han tidligere havde. Hans positionering har ellers været ganske fin, og han har været godt hjulpet af Cameron Scott og Nikias Arndt. Han kender denne spurt særdeles godt, for det var her, han i 2018 tog sin dengang ret chokerende gennembrudssejr, men medmindre han pludselig finder farten fra Touren, ligner han mere en mulig top 5-rytter end en vinder.

 

I dag lykkes det endelig for Pascal Ackermann at spurte, men det var nedslående. Tyskeren så bestemt ikke ud til at have den fart, han ellers delvist fandt i Giroen, men til gengæld gjorde toget det fornemt med Rick Zabel som første mand under den røde flamme. Vi ved også, at Ackermann i kraft af sin positionering meget ofte ender pænt fremme, men i dag gled han kun baglæns. Derfor kan det være svært at være optimistisk, men da det var hans første spurt, og da han styrtede i går, kan man håbe, at der vil være en betydelig fremgang i morgen.

 

Jeg har været ret imponereret over Milan Fretin i år. Mine forventninger inden sæsonen var små, men både her og i Australien har han imponeret med sin positionering og været hurtigere end ventet. I går blev han presset ind mod barrieren, men i dag sad han glimrende, og han synes slet ikke mærket af styrtet på 1. etape. Holdet har også Stanislaw Aniolkowski, der endte med at spurte i går, men det så ud til at være en nødløsning, da Fretin røg af. Selvom polakken gjorde det godt i går, synes de at holde fast i plan A, og med polakken som en god lead-out man kommer Fretin sikkert igen hjem med et godt resultat, selvom han ikke vinder i dette felt.

 

Dagens positive overraskelse var Simone Consonni. Jeg har ellers været lidt efter hans fart, fordi han skuffede mig i Giroen, men i dag var han overraskende hurtig. Vi ved også, at han plejer at positionere sig godt, hvad vi så på både 1. og 5. etape, og i dag var han endda uden sin eneste lead-out man, Jacopo Mosca, der havde været i udbrud. Det er klart, at han bliver et usikkert kort, når han har så svag en støtte, men med de evner, han har i positionskampen, og den fart, han viste i dag, kunne det sagtens igen blive til et godt resultat.

 

I dag kunne vi kende Jakub Mareczko igen. Nu tabte han atter den positionskamp, han plejer at tabe, men det skal heldigvis ikke slette indtrykket af, at det er gået uventet godt to gange i træk. Det viser, at det med støtten fra Mark Stewart, Samuele Zambelli og Attilio Viviani kan lade sig gøre, og vi ved da også, at han elsker denne form for meget lette sprinteretaper. Han hjælpes også af den enkle finale, men desværre viste de seneste dage også, at farten ikke længere rækker til at vinde.

 

I dag kiksede det for første gang for Jarne Van De Paar. Det kan ikke undre, da han kun har den ellers stærke Jacopo Guarnieri som støtte, og da han er ganske uerfaren på dette niveau. Det resultat, han lavede på Mallorca sidste år, giver mig ellers en vis tro på hans fart, og jeg har en ide om, at han kan komme relativt langt, hvis bare han kan spurte fra en af de forreste positioner. Det er bare pokkers svært med så beskeden en støtte og med hans manglende erfaring, men lad os håbe, at han i morgen har det held, han har manglet.

 

Dette løb har bekræftet al den tvivl, man inden sæsonen kunne have for Sam Bennett. Med den håbløse støtte, hans nye hold kan give ham, er han praktisk talt prisgivet. Det hjælper heller ikke, at hans fart i Provence ikke havde det niveau, man havde håbet, men det er omvendt ikke gået helt galt endnu. Han har stadig en evne til at positionere sig hæderligt, og der bør være en chance for, at han rammer dagen, hvor han sidder bedre, end han har gjort hidtil. Det er svært at se farten række til en sejr, men et bedre resultat må være muligt.

 

Det var meget nedslående med Mark Cavendish i dag. Den første spurt i Colombia havde bekræftet tesen om, at han på denne tid af året slet ikke har farten, og i dag blev det til fulde bekræftet. Det opløftende var til gengæld, at Michael Mørkøv satte ham op fra spids, og dermed fik toget, der også tæller Michele Gazzoli og Gleb Syritsa, vist det potentiale, de burde have. Det vidner om, at det er muligt for briten at starte fra en god position, men i dag lignede han godt nok ikke en vinder.

 

 

En af spurternes helt store tabere har været Arne Marit. Løbet her skulle ellers være den store test af hans faste tog med Gijs Van Hoecke og Boy van Poppel, men det har været akkurat lige så svagt som frygtet. Ikke én gang er han gået i top 10, og det kan være svært at se, at det skal ændre sig i morgen, når belgieren heller ikke selv er kendt for sin positioneringsevne. Til gengæld kørte han i 2023 nogle ganske opløftende spurter, så det burde med lidt held være muligt at levere lidt bedre, end han har gjort hidtil.

 

Endelig er der Elia Viviani. Det har godt nok været nedslående at se ham i sæsonstarten. I dette løb har han lidt akkurat lige så meget, som han gjorde sidste år, og man har slet ikke set ham i spurterne. Det er naturligvis ikke mærkeligt, når Ben Swift er hans eneste støtte, og han slet ikke har den positioneringsevne, han havde tidligere, men det gør det bare pokkers svært at tro på, at det skulle forandre sig i morgen, når han også spurtede skidt i Australien. Men sidder han rigtigt, kan man da håbe, at den fart, han viste i efteråret, pludselig dukker op igen.

 

Feltet.dks vinderbud: Tim Merlier

Øvrige vinderkandidater: Sam Welsford, Olav Kooij

Outsidere: Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Arvid de Kleijn, Kaden Groves, Fernando Gaviria

Jokers: Sebastian Molano, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Milan Fretin, Simone Consonni, Stanislaw Aniolkowski, Jakub Mareczko, Jarne Van De Paar, Sam Bennett, Mark Cavendish, Arne Marit, Elia Viviani

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tim Merliers sejr fra 2023, Mark Cavendishs sejre fra 2022 og 2016, Caleb Ewans sejr fra 2021, Fernando Gavirias sejr fra 2019, Phil Bauhaus’ sejr fra 2018 og Marcel Kittels sejr fra 2017.

 

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Tim Merlier
Sam Welsford, Olav Kooij
Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Arvid de Kleijn, Kaden Groves, Fernando Gaviria
Sebastian Molano, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Milan Fretin, Simone Consonni, Stanislaw Aniolkowski, Jakub Mareczko, Jarne Van De Paar, Sam Bennett, Mark Cavendish, Arne Marit, Elia Viviani
Danny van Poppel, Oded Kogut, Gleb Syritsa, Tobias Lund, Luka Mezgec, Maikel Zijlaard, Michael Mørkøv, Attilio Viviani, Davide Cimolai, Tim van Dijke, Jonas Rickaert, Nikias Arndt, Bert Van Lerberghe, Rick Zabel, Ivo Oliveira, Jacopo Guarnieri, Gianluca Pollefliet, Jacopo Mosca, Boy van Poppel, Mick van Dijke, Jordi Warlop, Ben Swift, Samuele Zambelli,
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

OL - Herrer (Enkeltstart)(JO) 27/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

OL - Herrer(JO) 03/08

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger