Optakt: Omloop Het Nieuwsblad

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser længere mod syd. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtilliden, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin næste fase med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonen, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2024. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til små klatrere. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Wout van Aert, Mathieu van der Poel, Kasper Asgreen, Christophe Laporte, Stefan Küng og Mads Pedersen.

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som en miniudgave af Flandern Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, har de sidste udfordringer været så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet. Det så vi i 2009, hvor Thor Hushovd tog sejren, og senest i 2021, hvor kraftig modvind i finalen gav spurtsejr til Davide Ballerini. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de mellemliggende 11 udgaver, og de seneste to år har vi fået en solosejr.

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst én gang, og navne som Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter Van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagsløb, men af uvisse årsager var det længde ikke en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det blev der imidlertid ændret på i 2017, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og efter at der i 2017 var tre hold fra det fineste selskab, der skippede løbet, og kun Movistar var fraværende i 2018, er der for sjette år i træk fuld plade, når alle 18 topmandskaber stiller til start.

Selvom Omloop Het Nieuwsblad er et prestigiøst løb, ligger det stadig under de største klassikere, og det kommer på en tid af året, hvor stjernerne fortsat er i gang med forberedelserne. Derfor er der også forskellige holdninger til, hvorvidt det passer ind i sæsonplanlægningen, og om man allerede nu skal være i topform. John Degenkolb havde i sin storhedstid eksempelvis altid haft for vane altid at droppe åbningsweekenden, og i de senere år har Peter Sagan gjort det samme, ligesom Mathieu van der Poel i 2021 valgte løbet fra for i stedet at få flere løbsdage i UAE Tour. Hollænderen skipper i år løbet for andet år i træk, som Van Aert gjorde det sidste år, og Mads Pedersen har nu gjort det til en tradition ikke at køre.

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

De bliver igen i år mødt af en rute, der er hårdere end i gamle dage. Lige siden den meget kontroversielle beslutning om i Flandern Rundt at droppe den klassiske finale med Muur van Geraardsbergen og Bosberg kort inden målet i Meerbeke har mange drømt om, at man vil vende tilbage til det klassiske format for det belgiske monument. Det synes ikke at skulle ske, men i stedet valgte Flanders Classics, der står for begge løb, forud for 2018-sæsonen at gøre brug af netop den afslutning til Omloop Het Nieuwsblad i et forsøg på at give løbet en mere klar karakter i det store mylder af flamske storløb. Det har vakt begejstring hos mange fans og ryttere og ventes at gøre løbet hårdere og mere selektivt end tidligere. I 2019 flyttedes målet ganske vist til nabobyen Ninove, men grundlæggende er der tale om den gamle afslutning på Flandern Rundt.

Sidste år var det dog svært at se, at ruten var hårdere end tidligere. Trods adskillige angreb undervejs var vi i hvert fald tæt på at få en spurt i en stor gruppe, men det fik Jumbo forpurret. Dylan van Baarle gjorde nemlig det, han gør bedst, ved at angribe fra distancen, og da først den hollandske fugl var fløjet, kunne ingen forhindre ham i at få en drømmedebut for sit nye hold. 20 sekunder efter at den hollandske sejr var en realitet, spurtede en i løbet dybt imponerende Arnaud De Lie sig til 2. pladsen, hvormed han forhindrede Christophe Laporte, der blev nr. 3, i at sikre en Jumbo-dobbeltsejr. Van Baarle vender i år tilbage for at forsvare titlen og er igen på hold med Laporte, og da De Lie også giver den endnu et skud, er der deltagelse fra hele det seneste podium.

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagsløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere, hvilke stigninger der besøges.

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor er det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene, er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men fra 2008 var løbet tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, har åbningsløbet ofte haft en længere flad strækning til slut end det største flamske løb, og i dette løb har det derfor været rækken af flade pavéer i finalen, der typisk har skabt den afgørende udskilning.

I mange år har Taaienberg og Molenberg været kendt som løbets to nøglestigninger inden den flade finale med tre pavéer som afslutning på et hårdt udskilningsløb. Som nævnt ovenfor fik løbet i 2018 en overhaling i et forsøg på at give det en mere klar og entydig identitet. Man droppede Gent som målby og flyttede i stedet til Meerbeke, hvor Flandern Rundt sluttede i mange år. Her gjorde man brug af finalen fra det flamske monument, og dermed skulle feltet over Muur van Geraardsbergen og Bosberg i den absolutte finale. Muren er en af Flanderns vanskeligste stigninger, og da de sidste bakker samtidig nu kommer langt tættere på mål end tidligere, er der almindelig enighed om, at det vil gøre et allerede selektivt løb endnu hårdere end tidligere - også selvom Taaienberg, der lå tidligt i løbet, blev taget af programmet.

Det hårdere scenarium så vi dog ikke i 2018, 2021, 2022 og 2023 grundet den kraftige modvind, men det har ikke ændret på arrangørernes motivation for at genbruge formatet. Således var der i 2019 kun foretaget mindre ændringer, der især indebar, at målet flyttedes til nabobyen Ninove, hvilket øgede afstanden fra Bosberg til mål med 900 m, ligesom den svære Molenberg med en ny placering ventedes igen at få en mere prominent rolle. Antallet af hellingen var imidlertid det samme, og grundlæggende var der tale om samme løb, selvom der var foretaget flere modifikationer tidligt i løbet og efter Molenberg for at sikre, at den legendariske stigning nu kom 10 km tættere på mål, end det var tilfældet i 2018.

I 2020 var ruten helt uforandret, og det var stort set også tilfældet 2021, hvor kun Hostellerie erstattede Rekelberg tidligt i løbet, og hvor de tre pavéer efter ca. 150 km var nogle andre end tidligere. I 2022 gjorde vejarbejde desværre Molenberg uanvendelig, og den erstattedes af de to lettere asfaltstigninger Marlboroughstraat og Biesestraat, der imidlertid kom lige i rap, men da den tidlige passage af Den Ast udgik, var antallet af hellingen fortsat 13, og det gjaldt også antallet af pavéer, da man udskiftede Karel Marrtelstraat med Kerkgate - en ændring, der dog var af mindre betydning.

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

Sidste år var Molenberg heldigvis tilbage på en rute, der næsten var identisk med ruterne fra 2020 og 2021. Den Ast kommer ikke tilbage, så antallet af hellingen faldt til 12, men man fastholdt brugen af Kerkgate-pavéen, som blev genindført i 2022. Langt vigtigere var det, at man fjernede den sidste meget tekniske kilometer, så der var er en kilometer mindre mellem Bosberg og målet, og så afslutningen blev langt mere enkel end den tidligere og meget kringlede afslutning. I år skal man have luppen frem for at finde ændringerne, for de kommer alene på den første, flade del, så løbet bliver ca. 5 km kortere, men stigninger og pavéer er præcis de samme som sidst.

Med en distance på 202,2 km er ruten 5,1 km kortere end sidst og fører feltet fra det klassiske centrum i Gent til den nye afslutning i Ninove. Som sagt indledes de fleste flamske klassikere med et længere fladt stykke, og da Gent som nævnt ligger ganske langt nord for De Flamske Ardenner, er det også tilfældet med den nye rute. Fra starten i centrum af storbyen bevæger man sig ud til forstanden Merelbeke i den sydlige udkant, hvor starten gives. Herfra går det gennem stort set helt fladt terræn mod sydøst ned til Sint-Lievens-Houtem. Her drejer man mod sydvest for at køre ned til De Flamske Ardenner.

Her melder de første udfordringer sig, når feltet for første gang skal over den berømte Haaghoek-pavé (1900 m) efter 36,4 km, inden man 3,0 km senere når toppen af den første stigning, Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%). De tjener imidlertid kun som opvarmning, idet man herfra begiver sig ud på en 72,8 km lang rundstrækning i den vestlige del af De Flamske Ardenner. Den indledes med en længere flad strækning, der fører mod nordvest gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, inden man i Kruishoutem drejer mod nordøst og seneste sydøst. Næste udfordring melder sig, når man drejer mod sydvest for at passere pavéen Lange Munte (2500 m) efter 88,1 km, hvorefter det går videre mod sydvest tilbage til De Flamske Ardenner, hvor man skal over den brostensbelagte Kattenberg (900 m, 5,6%, max. 10,3%) efter 103,6 km, hvorefter det gælder pavéerne Holleweg (1500 m) og igen Haaghoek (2000 m) efter hhv. 104,4 km og 110,1 km, inden man atter når toppen af Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%) efter 113,2 km.

Næste udfordring er en ny rundstrækning på 55,3 km, der er helt den samme som sidste år, er betydeligt sværere end den foregående og vil markere starten på finalen. Den fører atter mod vest mod Ourdenaarde, men inden man når til Flandern Rundt-målbyen kører man mod nord for at ramme et par stigninger. Første udfordring er pavéen Paddestraat (2300 m) efter 119,3 km, hvorefter Hostellerie (1275 m, 5,1%, max. 9%) venter efter 130,2 km. Valkenberg (540 m, 8,1%, max. 12,8%) er efter 138,1 km næste udfordring, efterfulgt af pavéen Holleweg (650 m) efter 146,0 km, og af Wolvenberg (645 m, 7,9%, max. 17,3%) efter 148,6 km. Derefter følger de to pavéer Kerkgate (1400 m) og Jagerij (800 m) efter hhv. 152,2 km og 154,8 km.

Det er imidlertid, når der resterer 41,2 km, at løbet for alvor ventes at gå ind i den afgørende fase. Det sker, når feltet rammer den korte, stejle Molenberg-stigning (463 m, 7,0%, max. 14,2%, 300 m med brosten), der er en af de sværeste i Flandern og tidligere var den afgørende sidste klatreudfordring i løbet, og som i år kommer hele 10 km tættere på mål end i 2018. Den vil formentlig skabe den første alvorlige udskilning, inden man afslutter rundstrækningen med en tredje og sidste passage af Haaghoek (2000 m) og Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%) med hhv. 36,7 og 33,7 km til mål.

Finalen er nu for alvor i gang, og herfra er der ikke mange muligheder for at komme sig på den afsluttende strækning, der hovedsageligt fører mod øst og sydøst mod målet i Ninove. Først slår man en lille krølle i De Flamske Ardenner for at køre op over Berendries (940 m, 7,0%, max. 12,3%) og Elverenberg (1268 m, 3,6%, max. 9%) med hhv. 29,6 og 27,2 km igen. Ingen af dem hører til blandt områdets sværeste stigninger, men alle vil de kunne skabe udskilning og bruges som afsæt for angreb efter et langt, hårdt løb.

Herfra går det mod sydøst og øst frem til dagens to sidste og vigtigste udfordringer. Allersværest er den berømte Muur van Geraardsbergen (475 m, 9,3%, max 19,8%, brostensbelagt), der altid var nøglepunktet i den gamle udgave af Flandern Rundt, hører til blandt de allersværeste stigninger i Flandern og skal passeres med bare 15,7 km igen. Derefter venter som på klassisk Flandern Rundt-maner Bosberg (980 m, 5,8%, max. 11%, 400 m med brosten), der ligeledes er en meget svær stigning og kommer med bare 11,8 km igen.

Til slut venter der ikke flere udfordringer, når man kører gennem ganske let faldende terræn først mod nordøst og til slut mod nord frem mod Ninove, hvor man som sagt har fjernet den sidste meget tekniske kilometer. Efter et sving med 4,7 km igen går det mod nord ad en helt lige vej frem til et sidste sving med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig ganske kraftigt og næsten 90 grader mod højre lige inden stregen.

Løbet byder på i alt 1597 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2019, 2020, 2021, 2022 og 2023.

UAE-talenter fuldender hattrick

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig vil vindretningen på det sidste flade stykke mod Ninove være af afgørende betydning, som vi så det i 2019 og 2021, hvor stærk modvind ødelagde en del af løbet.

I år venter der rytterne en halvkedelig dag. Med en temperatur, der vil stige fra 6 til 8 grader, vil det ikke være rasende koldt, men det vil være overskyet med en bygerisiko, der undervejs vil stige fra 25% i den første time til 45% i den sidste time. Vigtigst er det, at det vil være blæsende med en frisk vind (22-24 km/t) fra sydsydvest. Det giver naturligvis vind fra alle tænkelige retninger på den uhyre kringlede rute. I finalen får man medvind på Molenberg og derefter skiftevis mod- og sidevind, indtil man efter Vossenhol får sidemodvind på det lange stykke frem mod Muren. Her vil der generelt være medvind, hvorefter man får sidevind frem til Bosberg, hvor der vil være sidemedvind. Derfra får man sidemedvind hele vejen hjem til Ninove, hvor man får sidemodvind med 1100 m igen, men sidemedvind over de sidste 500 m.

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man næsten altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer er traditionelt kommet længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der burde være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed har løbet altid udviklet sig meget selektivt, og som nævnt i det første afsnit skulle vi indtil 2021-udgaven helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. I den mellemliggende periode var der aldrig mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier havde det vanskeligt med kulde.

I 2016, i 2018 og senest i 2023 var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes flere forhold. I 2016 var ruten uden Molenberg, ligesom det stærke Quick-Step-hold endte i defensiven, og i 2018 var det den voldsomme modvind i finalen, der betød, at det hele var meget tæt på atter at blive samlet. Sidste år var det igen den kraftige modvind, der var på spil, og havde det ikke været for Dylan van Baarle, havde vi fået en spurt igen - og pludselig havde Alexander Kristoff, der ellers altid er kommet til kort i dette løb næsten en chance for at vinde. I 2021 fik vi så endelig igen en spurt, da vi oplevede samme kraftige modvind, og det betød, at hverken Muren eller Bosberg gjorde den forskel, man normalt ville forvente.

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Lidt mere overraskende var det, at vi i 2022 også var tæt på at få en spurt blandt 20 mand. Her var der ganske vist modvind på Muren og Bosberg, men derfra var vinden generelt gunstig, og der var bare tale om en svag vind. Alligevel var det kun Wout van Aerts soloridt, der forhindrede en spurt i en ganske vist noget mindre gruppe end i modvindsudgaven i 2021. Løbet var ellers eksploderet tidligt, da Van Aert og Tiesj Benoot sammen med Ineos åbnede løbet, men da Jumbo sendte Benoot på solomission, og Quick-Step var i defensiven, blev det hele samlet i den lette modvind frem til Muren. En væsentlig faktor var dog også fraværet af Molenberg, der inden den nye finale blev introduceret altid var nøglepunktet.

Det er klart, at den nye rute, der indførtes i 2018, har ændret løbets karakter ganske meget, og faktisk har udviklingen været overraskende. Da den blev introduceret, mente de fleste, at den er betydeligt hårdere end den gamle. Finalen med Muren og Bosberg er ganske enkelt meget selektiv, som vi ved det fra de gamle udgaver af Flandern Rundt, men det har bare ikke vist sig at holde i virkeligheden. Nok har vi kun fået en spurt i 2021, men i både 2018, 2022 og 2023 var vi meget, meget tæt på. Grupperne har ikke været store - 20-30 mand i 2022 og 2023, men mere end 50 mand i modvinden i 2021 - men det er svært at komme udenom, at historien fortæller os, at en spurt med det nye format er mere sandsynlig, end det var tilfældet på den gamle rute. Det viser særligt 2022-udgaven når det selv på en dag med svag vind godt kan ende i en spurt i en ganske vist begrænset gruppe, men dog trods alt på cirka 20 mand. At det kan udvikle sig anderledes, så vi dog i 2019, hvor de fem stærkeste kørte væk her og herefter afgjorde løbet i en taktisk finale, hvor Zdenek Stybar sneg sig væk.

Løbet i 2020 er lidt sværere at bruge som målestok, fordi en relativt tidlig angrebsfest førte til dannelsen af en stærk gruppe, som langt de fleste hold var tilfredse med, og derfor kom de fleste favoritter aldrig til at køre om sejren. I stedet blev det et udskilningsløb i front, indtil kun Jasper Stuyven, Yves Lampaert og Søren Kragh havde overlevet Muren og Bosberg og kunne spurte om sejren. Dengang var vejret dog også temmelig dårligt med kraftig vind og medvind i finalen, og det er derfor ikke mærkeligt, at der var betingelser for at åbne løbet tidligt.

Hvilket løb får vi så i år? Denne gang ser vejrudsigten bedre ud for alle, der gerne vil undgå en spurt. Det bliver blæsende, og det åbner i sig selv muligheden for sidevindskørsel på den kringlede rute. Det så vi i 2020, hvor den splittede tidligt. Ganske vist gik det i sig selv igen - vi har i nyere tid aldrig set varig sidevindssplittelse - men tidlig sidevindskørsel kan bidrage til at gøre løbet meget hårdere og endnu mere nervøst, end det altid er. Derudover er der gunstig vind på Muren og Bosberg og generel medvind hjem til Ninove. Det taler for, at løbet som minimum bør blive selektivt her - og det bliver kun endnu hårdere, hvis der også kommer lidt byger, hvad der dog ikke er alt for sandsynligt.

Til gengæld er der også en dræber lidt tidligere. Det traditionelle nøglepunkt, Molenberg, kom tilbage sidste år og er heldigvis med igen i år. Det var på den gamle rute altid her, det sidste slag skulle slås, og selvom man nu også har Muren og Bosberg senere, er det stadig et helt afgørende sted. Efter stigningen er der imidlertid ganske megen modvind frem til Muren, og det kan tale for, at løbet dør, og at vi får en relativt stor gruppe, når vi rammer finalen. Det er i hvert fald en vigtig faktor er, at Molenberg er tilbage. Den var også på ruten i spurtudgaven i 2021 og 2023, så den er ikke en garanti for, at man undgår en spurt, men den øger trods alt chancen for at gøre forskelle ganske betydeligt.

Jeg tror meget på et selektivt løb denne gang. Visma kommer i en skræmmende formation, hvor seks ud af syv mand kan vinde, og de har al mulig interesse i at skabe et benhårdt løb, hvor de kan udnytte overtallet. Det gjorde de som bekendt sidste år, hvor det herefter lykkedes Dylan van Baarle at køre væk, og det lykkedes også i 2022. Dengang blev Benoot ganske vist hentet, men så kunne Van Aert i stedet køre væk i finalen. Kombinerer man det med chancen for tidlig sidevind, tror jeg på en tidlig udskilning, hvor Visma meget vel kan ende med at sidde i overtal. Det øger chancen for, at splittelsen vil være varig, og så kan de begynde at lege med overtallet. Det skal de dog også passe på med gøre for tidligt. Det var det, der gik galt i 2022 med Benoot, der endte med at blive hentet (inden Van Aert tog over). Til gengæld fungerede det perfekt med Van Baarles soloridt sidste år.

Hvornår de åbner, kan være lidt svært at sige, fordi vi mangler Taaienberg, der i gamle dage altid var det første nøglepunkt. Sidste år ventede de ganske uventet helt til Molenberg. Det kan ske igen, fordi de også står stærkt i en spurt, men der burde være en vis sandsynlighed for, at de går i gang tidligere, så vi får en lang finale - særligt når ingen har lyst til at spurte mod Jasper Philipsen, der lurer som en enorm trussel for alle.

Hvis vi får det hårde løb, bliver det, som det plejer. Sidst vi fik en tidlig åbning af løbet, hvor det holdt hele vejen, var i 2020, hvor det skete meget tidligt, og hvor det i vidt omfang blev løjtnanter, der kørte om sejren, fordi alle vigtige hold havde folk med i en gruppe, der kørte væk. I 2019 havde vi som sagt også et hårdt løb, hvor der var cirka 15 mand efter Molenberg, og det er vel noget lignende, vi kan vente os igen denne gang. Et klassisk Omloop er et gradvist udskilningsløb, som vi kender det fra Flandern Rundt, og hvor Molenberg, Muren og Bosberg gradvist vil barbere gruppen ned. Jeg hælder til, at vi får et sådant løb, men som sagt kan en spurt slet ikke undgås, selvom vejret og Vismas styrke taler for en ret lille gruppe.

Et hårdt løb kan afgøres på flere måder. Det kan ende i en spurt blandt et par mand, som vi har set det i langt de fleste udgaver, senest i 2020, hvor Jasper Stuyven vandt en tremandsspurt, og i 2019, hvor Zdenek Stybar gjorde det samme. Det kan dog også blive taktisk, som det blandt andet gjorde i den legendariske udgave, hvor Ian Stannard snød ikke færre end tre Quick-Step-ryttere i en gruppe på fire mand!!! Det var også dette taktiske scenarium, der gav Michael Valgren sejren i 2018, for selvom den hårde modvind gjorde løbet meget lidt selektivt, sneg han sig netop væk fra en halvstor gruppe, der var kommet væk på Muren-Bosberg. En god spurt er altså ikke altid afgørende i et hårdt udskilningsløb. Taktik, hvor overtal altid er en fordel, kan sagtens komme i spil også, og med medvind i finalen er det også ganske sandsynligt, at bedste mand slet og ret kører alene hjem fra Muren eller Bosberg, som Van Aert gjorde det i 2022.

LIVE nu: Vådt vejr og flere styrt præger finalen i Romandiet

Det er altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end det, vi har set hidtil. Det siger således ikke meget om formen, at en klassikerrytter sidder i gruppettoen på en bjergetape i Oman eller Algarve, for han kan sagtens have glimrende ben alligevel. Heldigvis kan løbene bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, hvis de leverer i for dem uvant terræn, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene. Valgren havde eksempelvis ikke vist meget, inden han vandt i 2018, og Ian Stannards sejre kom også ud af det blå, hvis man alene hæfter sig ved forudgående resultater. Nu har vi dog heldigvis igen en normal kalender, og det betyder, at de ryttere, der har brug for det, har haft mulighed for faktisk at få nogle løb til at forberede sig i, selvom der er stadig flere topnavne, der gør deres sæsondebut lige på og hårdt i åbningsweekenden.

Som det fremgår, har jeg store forventninger til Visma, som har en god chance for at sidde i overtal i finalen, hvis vi får det rå udskilningsløb. Derfor vil de fleste af mine topfavoritter også komme fra det hold, men der er også en del usikkerhed om deres niveau. Hele tre af de seks potentielle vindere gør sæsondebut, Van Aert har bestemt ikke virket overbevisende, og Benoot styrtede og udgik i Algarve. Således er det kun Tratnik, der har imponeret i optakten, men det har han til gengæld også gjort i enorm grad. At Van Aert ikke har virket flyvende, gør også, at jeg tror på en ret bredspektret strategi. Havde kaptajnen været på 100%, havde det været naturligt at køre finalen for ham, så han kunne køre væk på Muren eller vinde en spurt, men den risiko tør de næppe løbe nu. I stedet vil jeg forvente, at de bruger overtallet fuldt ud.

Hvis Visma vinder via overtallet, kan der komme et vist element af tilfældighed over, hvem der ender med at vinde, men udsigten til et hårdt løb betyder, at man ikke vinder, hvis man er formstærk. Det indebærer dog også, at der kan være lidt mavefornemmelse over, hvem der har den bedste chance for at udnytte den situation, men jeg prøver at gå med Dylan van Baarle. Hollænderen lider voldsomt under, at han er så spurtsvag, for det betyder, at han skal alene hjem for at vinde. Det er imidlertid også blevet hans speciale. Han har flere gange leveret fornemme resultater i Flandern Rundt ved at angribe tidligt, men han har ikke været stærk nok til at gøre det færdigt. Det er han til gengæld blevet nu med hans flotte solosejre i først Dwars door Vlaanderen, så Roubaix og senest i Omloop. Han er med andre ord den helt, helt perfekte mand til et løb, hvor Visma med nogen sandsynlighed kan vinde via overtallet. Det er klart, at rivalerne bør have lært lektien nu, men det forhindrede ham ikke i at komme væk sidste år, og han vil i hvert fald være mindre overvåget end Van Aert og den i EM-trøjen lidt synlige Laporte.

Er han så i form? Det føler jeg mig helt tryg ved. Sidste år vandt han i sin sæsondebut, og han har altid startet enormt stærkt, som vi har set i Australien, hvor han ofte klatrede på et helt uhørt højt niveau. Han missede stort set hele klassikersæsonen i 2023 grundet de mange uheld, og hans motivation må derfor være enorm. Han lider til gengæld lidt under, at han historisk har været bedst i de helt lange løb, men her hjælpes han af, at vejret indbyder til et hårdt løb, ligesom medvindsfinalen øger chancen for at færdiggøre et soloridt. Det er klart, at Van Baarle i kraft af sin manglende spurtstyrke aldrig kan være den naturlige favorit til et løb som dette, men jeg synes bare, at der er så pokkers mange ting, der peger på, at Visma skal vinde løbet via deres overtal - og her er Van Baarle bare det helt perfekte kort at spille. Derfor tror jeg på et titelforsvar.

Jeg var dog også tæt på at pege på Christophe Laporte. Franskmanden har udviklet sig til en af de allerbedste i denne slags løb siden skiftet til det hollandske hold, og hans vilde ridt ved EM sidste år indikerer i hvert fald, at han ikke er blevet ringere i mellemtiden. Det er til gengæld også klart, at hans form er ukendt, men her er jeg relativt tryg. Sidste år brugte han samme forberedelse, og han var en af de allerstærkeste. Han havde det måske lidt svært med Tim Wellens og Matej Mohoric, der lignede de to stærkeste på Muren, men langt fra dem var han ikke. At han manglede noget var dog tydeligt, for han skuffede mig lidt i Kuurne efterfølgende, og det indikerer for mig, at han nok skal bruge et par løb til at blive 100%. Heldigvis er han så stærk, at han kan vinde på mindre, når Visma er i så markant et overtal Samtidig er han perfekt at spille ud i det taktiske spil, fordi han også har spurten til at gøre det færdigt, og han vil - trods sin EM-trøje - utvivlsomt have mere frihed end Van Aert. Med andre ord har Visma også et stærkt fransk kort at spille.

Hvad så med kaptajnen selv? Som jeg har skrevet og sagt flere gange, har jeg en grum mistanke om, at Wout van Aert har toppet. I hvert fald fandt han aldrig sit tårnhøje 2022-niveau i 2023, og det var særligt bekymrende, at han sluttede så uhørt svagt med en lille ydmygelse EM og en for ham vel næsten historisk ringe klatrepræstation i Piemonte. Hans sæsonstart har heller ikke været overbevisende. Han så ikke godt ud, da han jagtede i Jaen, han skuffede på Foia og kørte en svag enkeltstart i Algarve. Naturligvis har han denne gang også en anden formopbygning, der burde garantere, at han bliver bedre og bedre, men det vil undre mig, hvis han når samme niveau som i 2022 - og lige nu ligner han i hvert fald ikke en mand, der som i 2022 bare kører fra alt og alle i finalen.

Udelukkes kan det dog ikke. Vi taler utvivlsomt om løbets i særklasse bedste rytter til denne slags løb, og selv med det niveau, han havde i 2023, var det jo kun Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar, der var stærkere i E3 og Flandern, mens han måske kunne have vundet i Roubaix. Algarve har helt sikkert også hjulpet på hans form, og han har den fordel, at han vil være Vismas kort til en spurt - uanset hvor stor gruppen er. Det er ret svært at se ham slå Philipsen og Milan, men han er til gengæld også den eneste, Visma-stjernen ikke kan slå, og dermed er der mange veje til sejr. Han kan køre alene, han kan vinde en spurt i en lille gruppe, og han kan vinde en spurt i en større gruppe, hvis de kommer af med Philipsen og Milan undervejs. Vejen til sejr er klar, men den er ikke så åbenlys, som den burde være, efter en sæsonstart, der har bekræftet efterårets bekymringer.

Vismas fjerde meget gode bud er Jan Tratnik. Sloveneren fik en stor del af 2023 ødelagt grundet styrt, men han fik i Vueltaen bevist, at han er næste mand, der har fået et stort boost af at skifte til det hollandske hold. Det har han taget til et helt niveau i år, hvor han har klatret uhørt godt, og han har vel aldrig været stærkere, end han er netop nu. Han har begrænset erfaring med disse løb, som han først gav et skud i sit sidste år hos Bahrain, hvor han til gengæld med det samme gjorde det godt, og sidste år var han kun med brostenstruppen til åbningsweekenden. Han har dog alle de rette kvaliteter, og da han også er hurtig, er han et kort, de trygt kan spille ud. Når jeg alligevel er lidt bekymret, handler det om hans rolle. Sidste år blev han slagtet som hjælper, og i denne stjernespækkede trup er der jo nogen, der skal ofres. Det kan desværre godt blive Tratnik, men med den form, han har vist, vil det være hovedløst ikke at beskytte ham så længe, man kan - i hvert fald længere end Benoot og Jorgenson.

Hvem er den største trussel mod den hollandske overmagt? Jeg vil pege på Matej Mohoric. Sidste år var det ham og Wellens, der begge dage var de stærkeste på åbningsweekendens stigninger, og meget peger i retning af, at sloveneren er lige så stærk nu. Det så i hvert fald lovende ud i Valencia, hvor han fik sin etapesejr, og denne gang har han bedre forudsætninger for at vinde. Vinden taler nemlig for et hårdere og mere selektivt løb, hvor stærkeste mand kan gøre forskellen til sidst, og derudover har han også en god fart til at slå relativt mange i en spurt. Jeg kan til gengæld godt være lidt bekymret for Bahrains evne i positionskampen frem mod de vigtigste stigninger, men kommer det alene til at handle om gode ben, er jeg tryg ved den formstærke slovener. Derefter skal han finde en måde at slå Visma-overmagten på, men med disse betingelser i finalen er der heldigvis en god chance for, at bedste mand vinder - og det kan meget vel være Mohoric.

Sagan på startlisten til landevejsløb

Emil, har du ikke glemt Arnaud De Lie? Nej, det har jeg ikke, men jeg håber, at han tager mig på sengen. Sidste år sad jeg tilbage med åben mund og polypper over ham i dette løb, hvor jeg for første gang forstod, at han var meget, meget mere end en holdbar sprinter. Her var han fabelagtig på Muren og Molenberg, men siden lærte vi også, at han slet ikke er stabil. Dagen efter skuffede han på stigningerne i Kuurne, og senere på året var han slet ingen faktor på stigningerne i Dwars. Det ænder dog ikke på, at den De Lie, vi så sidste år, vil være skræmmende her, da han også kan slå alle andre end Philipsen og Milan på stregen, og hans vanvidsridt ved EM indikerer, at han - logisk nok - er endnu stærkere nu.

Problemet er bare, at der er et eller andet galt. Han udgik af Murcia med dårlige ben, og efter at han havde genfundet selvtilliden i sprinterløbet i Almeria og derfor besluttede at køre Jaen, fik han en gigantisk lussing ved at blive sat som en af de første. Siden rejste han på træningslejr, og de to uger har forhåbentlig givet ham det, han slet ikke havde i sæsonstarten. Den mulighed eksisterer heldigvis, når vi taler om et af sportens allerstørste talenter, men han udfordres af, at han vil være en mand, alle vil væk fra, og at vejret selv for en god De Lie kan gøre løbet for hårdt.

Løbets helt store spørgsmål er Jasper Philipsen. Det er andet år i træk, han starter sæsonen her, og sidste år manglede han for meget. I forvejen har han til gode at hævde sig fremme i de hårde flamske løb, men Roubaix var en øjenåbner i forhold til det niveau, han nu har fået. Det er klart, at de flamske løb er vanskeligere for ham, men hans robusthed synes nu så stor, at han kan hævde sig. Det virker ikke helt umuligt, at han med sin gode positionering frem mod stigningerne kan blande sig også i et hårdt løb, men han vil altid have det problem, at Visma så vil angribe ham på skift, mens hans eget hold ikke er skræmmende. Til gengæld er det svært at tro, at han ikke vil sidde med hjem til en spurt i en større gruppe, og selvom det scenarium er mindre sandsynligt med denne vind, kan det som sagt slet ikke udelukkes - og i en spurt er det vel kun Milan, der måske kan true ham. Med den holdbarhed, han har nu, burde han også kunne sidde med blandt de sidste 10-15 mand, og det virker bestemt ikke umuligt, hvis altså han er formmæssigt lidt længere fremme end sidste år.

Sidste år var det en fornøjelse at opleve Tim Wellens i dette løb. Belgieren havde i en lang periode lignet en halvfærdig mand, men i åbningsweekenden genopstod han. Han var bedste mand på stigningerne i begge løb, og det kan jo ikke undre, når vi taler om manden, der er kendt som kongen af vintermånederne. Vi så også på kongeetapen i Renewi Tour, at han var tilbage, og selvom han ikke har den store historik i de flamske løb, har han vist, at han kan køre dem, hvorfor de i år er hans helt store mål. Jeg er bare lidt usikker på, om han er lige så god i år. Han har bestemt været godt kørende, men han satte ikke hele verden i brand i Jaen og Andalusien, hvor han på den korte enkeltstart skuffede mig lidt. Omvendt gjaldt det samme i Jaen sidste år, og da han ankom her, var han flyvende. Til gengæld mangler han i år de ekstra løbsdage fra Andalusien, og spørgsmålet er, hvad det kan have kostet. Han lider også under, at de fleste slår ham i en spurt, men heldigvis betyder vejret, at bedste mand kan køre alene hjem, og det lignede altså Wellens for et år siden.

Vismas femte kort er Tiesj Benoot, men jeg er usikker på hans rolle. Normalt vil han være beskyttet, som vi så det i 2022, hvor de spillede ham ud i overtallet, men gælder det nu, når han udgik af Algarve efter styrt? Ganske vist var det ikke alvorligt, og han fortsatte endda lidt, inden han stod af, men nogen ideel forberedelse var det i hvert fald ikke. I forvejen lider han under, at han er spurtsvag og skal alene hjem for at vinde. Det kan heldigvis også lade sig gøre i et Visma-overtal, for han brugte præcis den opskrift til at vinde Kuurne for et år siden, hvor han også for andet år i træk viste sig flyvende i åbningsweekenden. Han er således et glimrende kort i et løb, der kan blive vundet på overtal, men hans styrt betyder bare, at han måske bliver manden, der skal ofres - for en eller anden er man altså nødt til at brænde af.

Det er også derfor min tiltro til Matteo Jorgenson ikke er helt så stor. Amerikaneren viste sidste år et uventet flair for disse løb, der ellers ikke burde ligge til hans højreben, og skiftet til Visma stiller ham endda endnu bedre. Dels har han som alle andre nok forbedret sig efter skiftet, og desuden har han nu alle chancer for at ramme stigningerne som en af de forreste. Vi ved også, at han bliver en del af brostenstruppen, men modsat de øvrige har han et første mål i Paris-Nice, der formentlig er hans primære fokus lige nu. I forvejen lider han under, at han formentlig skal alene hjem for at vinde, og derfor er hans vinderchancer på papiret mindre. Det kan sagtens løses i et overtal, ligesom vi sidste år i Oman så, at han startede som lyn og torden. Jeg har bare en ide om, at ”den nye dreng i klassen” meget vel kan blive ofret, mens han bruger løbene som forberedelse til Paris-Nice - men tager jeg fejl, er han et fint vinderbud.

Som mange sikkert har noteret sig, har jeg helt enorme forventninger til Ben Turner i disse løb i fremtiden. Han viste et helt kolossalt potentiale i 2022, og sidste år så han ud til at have taget næste skridt, da han startede sæsonen som lyn og torden i Murcia og Jaen. Desværre betød en næsten endeløs serie af styrt, at resten af året var lige til skraldespanden, men det mindsker jo heldigvis ikke hans potentiale. Det store gennembrud mangler dog stadig, og det skal han først bevise, at han er klar til. Her bekymrer det mig lidt, at han i Jaen valgte at ofre sig for Michal Kwiatkowski og Carlos Rodriguez, for det indikerer ikke, at han følte sig alt for godt kørende. Heldigvis sagde han i et interview, at han var ganske optimistisk, og hvis han har sit bedste niveau, er det måske nu gennembruddet kommer. Han har fordel af udsigten til et hårdt løb, og med en relativt fornuftig spurt kan han også gøre det færdigt.

Det er til gengæld udfordringen for Stefan Küng. Schweizeren er jo nu helt fast bestanddel af finalerne i de største brostensløb, hvor han er en af de allerstærkeste. Problemet er bare, at han endnu ikke har én eneste sejr, fordi han som bekendt altid skal alene hjem for at vinde. Heldigvis har han med disse vejrbetingelser en sjældent god chance for at lykkes med det, og den chance bliver kun større, fordi der er usikkerhed om formen hos næsten alle favoritterne. Det er der til gengæld ikke hos Küng, der igen i år var fremragende i Algarve og særligt imponerede på den brutale Algarve-etape. Kikser han ikke i positionskampen undervejs, kører han som altid finale, og derefter skal han finde en vej til at køre væk. Det kan ske via taktik, men denne gang virker det heller ikke helt umuligt, at det kan ske, fordi han slet og ret er den stærkeste.

Hvad så med Tom Pidcock? Erfaringen med ham i åbningsweekenden har været lidt blandet. Jeg husker, at han så godt ud i 2021, men også at han skuffede mig lidt i både 2022 og 2023. I forvejen er han ikke skabt til brostensløbene, som han derfor også dropper i år - med åbningsweekenden som undtagelse - og jeg føler mig heller ikke helt overbevist om hans form. Han skuffede mig i hvert fald på Foia i Algarve, men heldigvis rejste han sig på Malhao, selvom han ikke var tæt på Daniel Martinez og Remco Evenepoel. Han har den fordel, at distancen, der har voldt kvaler, ikke er for lang, at han gjorde store fremskridt i Ardennerne og Touren sidste år, at han er hurtig, og at vejret lægger op til det hårde løb, han skal bruge. Til gengæld lider han ofte i positionskampen frem mod stigningerne, og det kan i sig selv koste ham chancen. Når han samtidig ikke passer ideelt til løbene og skuffede mig lidt i Algarve, glider han lidt ned på listen i forhold til den placering, hans talent berettiger til.

Trek trækker sig fra sponsorat

Er Alberto Bettiol tilbage? At drømme om at se ham på 2019-niveau er nok for voldsomt, men takterne har været lovende. Han imponerede jo allerede stort til VM sidste år, og i år er han kommet godt i gang, først med god - men svingende - klatring på Mallorca og siden med en god enkeltstart i et for ham uheldigt Besseges. Problemet med Bettiol er bare, at han altid er pokkers svær at regne med, men lige netop i sæsonstarten har han oftest været god. Det har vi ikke set i åbningsweekenden, som han altid har skippet, men nu giver han den heldigvis et skud. Jeg føler mig ikke helt overbevist om et comeback, men der er grund til en vis optimisme, og vi ved, hvor stærk den halvhurtige Bettiol kan være i denne slags løb.

Mange øjne vil være rettet mod Kasper Asgreen, men desværre er jeg ikke alt for optimistisk. Danskeren prøver en ny model med åbningsweekend som sæsondebut, og den model er ikke alt for bekymret for, da han ofte har vist, at han kan træne sig i form. Det er snarere hans generelle niveau, der stadig skal bevises. Han nåede jo lige at ligne sig selv over to dage i Touren sidste år, men optimismen forsvandt hurtigt i et efterår, hvor han både ved VM og i Renewi Tour var bekymrende langt fra at være konkurrencedygtig. Heldigvis giver Touren håb, og meget taler også for, at en sæson i benene vil være et godt skridt på vej tilbage, men samtidig begynder han at nå den alder, hvor de ryttere, der slår tidligt igennem i disse år, begynder at gå i forfald. Derfor er der lidt at bevise, men skulle vi se den bedste Asgreen, ved vi vil gengæld, hvor skræmmende god han er i disse løb. Vejret lægger op til det stærkmandsløb, han skal bruge, og han har den fordel, at han både kan køre alene og slå selv Mathieu van der Poel på stregen, hvis løbet har været hårdt nok.

Så er der Oier Lazkano . Han fik sit store gennembrud med en 2. plads i Dwars door Vlaanderen sidste år, og siden dengang har han været ganske ustoppelig. Dengang var det dog via det tidlige udbrud, og efter hans seneste ridt i Jaen er jeg ret sikker på, at han ikke får lov til at bruge den taktik én gang til. Han skal altså blande sig med favoritterne, og her er jeg bange for, at han mangler det sidste punch på stigningerne, og at han i positionskampen vil tabe stort. Til gengæld er han også skabt til at udnytte et af de momenter, der opstår i finalen, hvor man som Van Baarle kan snige sig væk, og til den tid kan man lettere få den frihed, man ikke måtte have i starten. Han skal finde en vej til at komme favoritterne i forkøbet, men gør han det, ved vi også, at han er manden, der er meget svær at hente - og formen er i hvert fald fremragende.

Vejret lægger måske ikke op til det, men chancen for en spurt er, som vi så i 2022, til stede. Derfor er man nødt til at bringe Jonathan Milan i spil. Han har været alt for tung til disse løb, og det synes udelukket, at han kan være med, hvis ikke vi får en større gruppe. I det tilfælde er han til gengæld også en kandidat. Hans sindssyge klatring i Valencia taler i hvert fald for, at han kan have udviklet sig enormt, og den kom endda på et tidspunkt, hvor han ikke havde trænet intenst, fordi han denne gang ikke vil toppe for tidligt. Man kan derfor drømme om, at han denne gang ikke brænder ud for tidligt, og at Valencia vitterligt fortæller, at vi skal til at tilskrive ham en helt ny holdbarhed. Det er klart, at Philipsen er svær at slå i en spurt, men den Milan, vi så i Giroen og senest i Valencia, er utvivlsomt manden, der kan gøre det.

Det er også grundet muligheden for en spurt, at jeg nævner Biniam Girmay. Eritreeren burde jo være topkandidat til et hårdt løb, men jeg synes ikke, at der er mange tegn på, at han er tilbage. I 2023 havde han slet ingen holdbarhed, og selvom han spurtede fornemt i Australien og endda fik en sejr, viste han stadig ingen holdbarhed. Det er jo netop holdbarheden, der skal vinde ham dette løb, og derfor ligner det en svær mission. Omvendt er hans talent ubestrideligt, og han har haft en måned til at forbedre sig. Den bedste Girmay kan vinde både den hårde og den lette udgave af dette løb, men lige nu ser det ud til, at han skal satse på den lette. Han skal finde noget holdbarhed, han ikke har vist i lang tid, men gør han det, bør han kunne sidde med hjem blandt 15-20 mand, og sidder Philipsen og Milan der ikke, kan den Girmay, vi så i Australien, slå alle.

Jeg ville gerne have Axel Zingle lidt højere på denne liste. Franskmanden har længe været et stort talent til denne slags løb, og han så virkelig ud til at have fået et boost i Touren. I hvert fald så vi en helt ny Zingle på kongeetapen i Renewi Tour, hvor han netop imponerede i dette terræn. Han har tillige den fordel, at han kan slå ganske mange i en spurt, men jeg er lidt bekymret for hans form. Styrtet i Marseille så i hvert fald ud til at have sat ham lidt tilbage, for han imponerede bestemt ikke på kongeetapen, hvor han ikke kunne overspurte den Mads Pedersen, der havde ført hele finalen på egen hånd. Nok er danskeren stærk, men hvis Zingle vil vinde Omloop, skal han i hvert fald være stærkere. Heldigvis kommer styrtet på afstand, og potentialet er ganske stort, hvis ikke han i positionskampen betaler en pris for sit svage hold.

Jeg er ret spændt på Rasmus Tiller. Efter det lovende 2022 skuffede nordmanden ganske fælt i klassikerne sidste år, men han kom i den grad tilbage på sporet i efteråret. Her kørte han et fornemt, men uheldigt VM, og han fortsatte med at vise stor styrke resten af året. I år er han også kommet lovende fra land, og den for ham meget gode klatring i Algarve indikerer, at han er klar. Han har alle de rette egenskaber til denne slags løb, og han har også spurten til at gøre det færdigt. Til gengæld så vi også, at han i 2022 stadig manglede lidt i de allerstørste løb, men hans VM kunne indikere, at han har fundet det nu.

I det hele taget er Uno-X spændende. Søren Wærenskjold har aldrig vist noget i løb på dette niveau, men han har åbenlyst et enormt potentiale. Det så vi sidste sommer med hans kørsel i Belgien, hvor han klatrede chokerende godt, og derefter i Danmark, hvor han var pokkers uheldig. Han er kommet godt i gang med sin arabiske sejr, men en lang løbspause gør også, at vi ikke ved, hvor han står nu, da han siden dengang kun har kørt sprinterløbet i Almeria. Belgien indikerer, at han på sigt godt kan komme langt i hårde udgaver af dette løb, men på nuværende tidspunkt skal han nok satse på en spurt i en større gruppe. Den burde han til gengæld også have en fair chance for at vinde, hvis han slipper for de to omtalte supersprintere.

En spændende joker er Casper Pedersen. Sidste år var han flyvende i disse uger, og det var en gigantisk skam, at han blev brugt som hjælper i dette løb. Denne gang aner vi ikke, hvor han står. Han skuffede ganske meget i Australien, hvor han var milevidt fra formen, men det er heldigvis også en måned siden. Han har naturligvis forbedret sig ganske markant siden dengang, og hvis han nærmer sig det niveau, han havde sidste år, er han altså farlig. Her lignede han nemlig igen manden, der vandt Paris-Tours, både i februar og ikke mindst i juni, hvor han klatrede som en drøm i Belgium Tour. Der er en risiko for, at han igen slagtes som hjælper, men han ligner et bedre kort end Alaphilippe, da han har mere frihed, og han har endda spurten til at gøre det færdigt.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Kan man drømme om en genrejsning af hans kaptajn, Julian Alaphilippe? Australien gav ikke den store optimisme. Jo, det var bestemt positivt at se ham i en konkurrencedygtig forfatning, men i lyset af feltets kvalitet og ruten, der ikke kunne passe ham bedre, var det nedslående for en mand, der plejer at starte som lyn og torden. I forvejen er disse løb ikke helt ideelle, selvom vi i Flandern i 2020 så, at han sagtens kan være flyvende på en rute som denne, men det ligner en svær mission. Selvfølgelig har han en god spurt, men skal han vinde, skal han gøre det via et hårdt løb. Det får vi formentlig også, men han er vel stadig så stort et navn, at han ikke får skyggen af frihed. Han skal altså vise stor styrke for at vinde, og jeg ser ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at han har genfundet den styrke.

Er det nu, Nils Politt endelig kan begå sig i disse løb? Tyskeren har altid været for tung til de flamske løb, og han bliver da heller aldrig manden, der blæser først op ad stigningerne. Noget tyder imidlertid på, at skiftet til UAE har gjort ham godt. I hvert fald har han klatret uhørt godt både i Algarve og på Mallorca, og det vidner både om form og måske en større robusthed på bakkerne end tidligere - men er det nok for en mand, der ikke har det store punch? Han skal i hvert fald lave resultatet ved at angribe tidligt.

Jeg har fidus til Toms Skujins. Han har aldrig rigtigt satset på disse løb, men det vil han gøre i år. Sidste sommer så vi ham på et helt, helt nyt niveau, blandt andet i San Sebastian og til VM, og noget tyder på, at han har udviklet sig enormt. Det er klart, at han mangler noget erfaring, men det har hans hold masser af, og han er den opportunistiske type, der ikke er bange for at angribe tidligt. Hans flotte enkeltstart i Besseges indikerer form, og derfor kan han komme langt, hvis han kommer væk. Han har dog det problem, at han trods en brugbar spurt er langsommere end de fleste favoritter.

Hvad så med hans kaptajn? Jeg er egentlig holdt op med at nævne Jasper Stuyven i denne slags løb, for det er godt nok længe siden, han har spillet en rolle. Han viste dog ved VM, at han stadig kan, og selvom den gode form igen forsvandt i et skuffende Renewi Tour, giver det da lidt håb. Det gælder særligt på denne tid af året, for vi taler om en mand, der har vundet begge åbningsweekendens løb. Jeg var også dybt imponeret over hans klatring i Algarve, og det vidner om, at han er i form. Men er det stadig liv nok i de efterhånden halvgamle ben?

Endelig vil jeg nævnte tre jokers, der aldrig har vist noget i denne slags løb, nemlig Lars Boven, Hugo Page og Marius Mayrhofer . Alle tre er hurtige robuste sprintertyper, der passer til denne slags løb, og som har imponeret mig meget med deres form og holdbarhed - Boven i Australien og Portugal, Page på Mallorca og i Murcia og Mayrhofer på Mallorca og i Portugal. De lider alle under en manglende erfaring i disse løb, og de har heller ikke de allerstærkeste hold, men de har potentialet til en overraskelse, også fordi de er hurtige. På sigt er potentialet nok størst hos Boven, der virkelig imponerede mig enormt i Primus Classic sidste år, hvor han blandede sig med alle stjernerne, men til gengæld er han også som nyprofessionel den klart mindst erfarne og også den af de tre, der med størst sandsynlighed bliver brugt som hjælper, i hans tilfælde for Philipsen og Gianni Vermeersch.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og den har kun givet anledning til mindre modifikationer i holdoversigten nedenfor.

***** Dylan van Baarle

**** Christophe Laporte, Wout van Aert

*** Jan Tratnik, Matej Mohoric, Arnaud De Lie, Jasper Philipsen, Tim Wellens

** Tiesj Benoot, Matteo Jorgenson, Ben Turner, Stefan Küng, Tom Pidcock, Alberto Bettiol, Kasper Asgreen, Oier Lazkano, Jonathan Milan, Biniam Girmay, Axel Zingle, Rasmus Tiller, Søren Wærenskjold, Casper Pedersen, Julian Alaphilippe, Nils Politt, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Lars Boven, Hugo Page, Marius Mayrhofer

* Matteo Trentin, Alexander Kristoff, Filippo Baroncini, Jasper De Buyst, Mike Teunissen, Yves Lampaert, Fred Wright, Dylan Teuns, Victor Campenaerts, Lewis Askey, Mikkel Honoré, Florian Senechal, Gianni Vermeersch, Ivan Garcia Cortina, Pierre Gautherat, Ethan Vernon, Cees Bol, Jordi Meeus, Alexey Lutsenko, Pascal Eenkhoorn, Laurenz Rex, Alex Kirsch, Amary Capiot, Edward Theuns, Jenthe Biermans, Antonio Morgado, Bob Jungels, Riley Sheehan, Tom Van Asbroeck, Sam Watson, Quinten Hermans, Jonas Abrahamsen, Michael Valgren, Rui Oliveira, Sean Flynn, Damien Touzé, Marco Haller, Gianni Moscon, Connor Swift, Max Kanter, Luca Mozzato

Danskerne

Hos Soudal er Kasper Asgreen en af kaptajnerne, og han er omtalt ovenfor. Det samme er Casper Pedersen fra samme hold, mens Mikkel Honoré og Michael Valgren hos EF er omtalt i holdoversigten. Hos Movistar kan Mathias Norsgaard formentlig komme langt, hvis han igen rammer udbruddet, og ellers skal han støtte Ivan Garcia Cortina og Oier Lazkano. Hos Jayco skal Anders Foldager og Christoper Juul støtte Luke Durbridge, men de kan formentlig også få plads til at jagte udbrud for et hold uden mange chancer.

Starttider: 1. etape af Vuelta España Femenina 2024

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dylan van Baarles sejr fra 2023, Wout van Aerts sejr fra 2022, Davide Ballerinis sejr fra 2021, Jasper Stuyvens sejr fra 2020, Zdenek Stybars sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejre fra 2017 og 2016, Ian Stannards sejre fra 2015 og 2014, Luca Paolinis sejr fra 2013 og Sep Vanmarckes sejr fra 2012.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over ryttere, der udover de allerede nævnte, måske kan tænkes at levere et resultat.

Team Visma | Lease a Bike: Hos det skræmmende hold kan seks mand vinde, nemlig Van Baarle, Laporte, Van Aert, Tratnik, Benoot og Jorgenson.

Alpecin-Deceuninck: Philipsen er formentlig kaptajn, men Boven er en joker. Gianni Vermeersch var tidligere flyvende i disse løb, men trods en genrejsning i Roubaix har det knebet på det sidste. Quinten Hermans er stadig en skygge af sig selv, som Michael Gogl og Oscar Riesbeek har været det i nogen tid, og den ellers stadig stærkere Stan Van Tricht har ikke virket flyvende.

Soudal-Quick Step: Asgreen, Pedersen og Alaphilippe er vel de bedste bud. Yves Lampaert har typisk været lidt for tung til de flamske løb, og trods god klatring i AlUla Tour vil det undre mig, hvis han pludselig viser takter, han ellers før har vist i dette løb. Drømmen om en genrejsning af Gianni Moscon er svær at tro på efter en meget pauver sæsonstart.

Intermarché-Wanty: Girmay er kaptajnen med Page som joker. Mike Teunissen er den anden beskyttede kaptajn ved siden af Girmay, men selvom han rejste sig lidt i efteråret, ligner han efter en vinter med et kravebensbrud ikke en mand, der har den påkrævede topform. Dries De Pooter viste god form i Oman, men mangler nok for meget, og Laurenz Rex, der har et enormt potentiale i Roubaix, hvor han var i top 10, er nok lidt for tung til disse løb. Adrien Petit er i dag ren hjælper.

Arkea-B&B Hotels: Holdet skal forsøge at genrejse Florian Senechal, men det er desværre længe siden, vi har set det bedste til ham. Til gengæld har Amaury Capiot genfundet sig selv, og Jenthe Biermans så meget lovende ud på stigningerne i Algarve. Begge vil komme langt i en reduceret massespurt. Det gør Luca Mozzato, men efter et uhyre lovende efterår har han virket meget formsvag. Mathis Le Berre gjorde det flot i dette løb sidste år, men har ikke vist nogen siden dengang.

Astana Qazaqstan Team: Alexey Lutsenko har før været skarp i dette løb, men Colombia bekræftede vel, at han stadig er langt fra fordums styrke, endda i en måned, hvor han plejer at være flyvende. Til gengæld er den genrejste Cees Bol et godt bud på en reduceret massespurt, men han får nok lidt svært ved at vinde. Et andet, knap så holdbart alternativ er Max Kanter, der så godt ud i Australien. Ide Schelling viste livstegn sidst i Oman, men passer ikke for alvor til løbet og manglede stadig meget, mens Yevgeniy Fedorov stadig ikke viser, hvorfor han engang var verdensmester. Endelig har holdet i sidste øjeblik udtaget Samuele Battistella , men selvom han blev bedre i Algarve, er han startet sæsonen meget svagt.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn. Den anden beskyttede rytter er Fred Wright, men han har aldrig fundet niveauet fra 2022 og skuffede meget i Saudi-Arabien, som han også gjorde i disse løb sidste år. Andrea Pasqualon var tidligere god i disse løb, men skal i dag nok højst håbe på en top 10 i en spurt i en større gruppe.

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

BORA-hansgrohe: En formstærk Jordi Meeus er en af de ryttere, der kan vinde en spurt i en større gruppe, men efter sygdom i februar meldte han om dårlige ben i Algarve, og dette løb er i forvejen på grænsen for ham. Bob Jungels rejste sig fornemt i Algarve, men det vil undre, hvis han er med helt i front i et løb, der ikke passer ham ideelt. Marco Haller var fremragende i disse løb for nogle år siden, men har ikke vist det i lang tid, og det er for tidligt for unge Emil Herzog. Jonas Koch kan som Haller stræbe efter en top 10 i en reduceret massespurt.

Cofidis: Det må handle om Zingle, men Alexis Renard har vist et vist potentiale i disse løb. Desværre er hans form helt ukendt. Piet Allegaert er en holdbar sprinter, men har været formsvag i år, og Aimé De Gendt har intet vist i en menneskealder.

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Jeg er meget spændt på den lovende Pierre Gautherat, der passer til løbene og startede stærkt, men Provence viste nok, at det er for tidligt. Damien Touzé har været bedre end længe i sæsonstarten, men har til gode at slå til i disse løb, hvor Dries De Bondt altid har fundet det for hårdt. Det er svært at se tegn på en genrejsning af Oliver Naesen og især fra Edvald Boasson Hagen.

EF Education-EasyPost: Det handler formentlig om Bettiol. Det var opløftende at se Mikkel Honoré i Portugal, men en skuffende afslutning gør mig ikke helt tryg ved, at han vil shine på en tid af året, hvor han aldrig har fundet sit bedste niveau. Michael Valgren viste fremgang på sidste etape i Algarve, men har nok manglet lidt for meget. Stefan Bissegger har altid været lidt for tung til disse løb, og Jonas Rutsch har kun for alvor gjort det godt i Roubaix. Owain Doull har ikke vist noget længe, og Harry Sweeny har aldrig vist noget i disse løb.

Groupama-FDJ: Küng er den klare kaptajn. Lewis Askey er uhyre spændende i disse løb, men han har ikke overbevist mig om, at formen rækker til et gennembrud. Det samme er Sam Watson, men en skuffende kongeetape i Provence viser, at han ikke er på toppen endnu. Sven Erik Bystrøm skuffede også i Provence, og selvom han er ret solid i disse løb, er Olivier Le Gac hjælper.

INEOS Grenadiers: Det må handle om Pidcock og Turner. Connor Swift kan komme et stykke, men er aldrig for alvor slået til i disse løb, der ikke er noget for Leo Hayter.

Lidl-Trek: Med Milan, Skujins og Stuyven har de tre bud. Til en spurt i en større gruppe har de også Edward Theuns, men han kommer næppe længere end Milan. Alex Kirsch er stærk i disse løb, men hans lidt skuffende enkeltstarter har indikeret, at han ikke er flyvende. Brølstærke Tim Declercq skal denne gang næppe føre, men det er svært at se ham vinde.

Movistar Team: Lazkano ligner det gode bud. Ivan Garcia Cortina var ellers genrejst i efteråret, men han har skuffet i sæsonstarten, som det gælder for Gonzalo Serrano. Mathias Norsgaard er lidt for tung til løbet, men kan komme langt fra det tidlige udbrud.

Team dsm-firmenich PostNL: Sean Flynn viste et vist potentiale i disse løb sidste år og var i form i sidste weekend, men med et svagt hold kommer han nok ikke alt for langt. Det er svært at se Pavel Bittner eller Niklas Märkl klare sig hjem til en spurt, hvad Bram Welten slet ikke kan, og løbet passer næppe perfekt til den ellers spændende Frank van den Broek, der ikke viste storform i Oman.

Team Jayco AlUla: Det ligner en ret umulig opgave. Luke Durbridge er kaptajn, men har ikke vist noget i disse løb i lang tid, og der er stadig ingen tegn på et comeback til Amund Grøndahl Jansen. For Anders Foldager er det for tidligt.

UAE Team Emirates: Wellens er den klare kaptajn med Politt som et alternativ. Jeg er dog også uhyre spændt på Filippo Baroncini, der passer til løbet og i Algarve endelig lignede en mand, der kan vise sit potentiale. Den formstærke og spændende Antonio Morgado passer nok ikke helt ideelt til løbet og skal nok primært samle erfaring. Rui Oliveira har gjort det fornemt i disse løb, men er nok hjælper.

Lotto Dstny: De Lie er den klare kaptajn. Victor Campenaerts har før gjort det fornemt i disse løb, men han har lagt de personlige ambitioner på hylden og vil nu angribe tidligt for at hjælpe De Lie, hvorfor han er stoppet med at træne punch og eksplosivitet. Et bedre kort kan være Jasper De Buyst, der genfandt sig selv i efteråret, men han er aldrig slået til i disse løb, som det også gælder for Brent Van Moer. Jokeren er Cedric Beullens, der passer til løbene og imponerede stort i Jaen. Endelig har holdet i sidste øjeblik udtaget brølstærke Pascal Eenkhoorn, hvis form er ukendt, men som med et tidligt angreb kan komme langt.

Team Flanders-Baloise: Lad os håbe, de rammer udbruddet. Lars Craps ligner ham, der har formen til at komme længst, da vi ikke har set meget til Kamil Bonneu, Elias Marias og Alex Colman.

Bingoal: Bedste bud er Kenneth Van Rooy, der passer fint til løbet og efter en svær periode har vist lidt fremgang på det sidste. Luca Van Boven har ikke vist form.

Israel-Premier Tech: Dylan Teuns er ikke skabt til denne slags løb, men er han i form, kan han sagtens blande sig. Han efterlod dog ikke indtryk af storform i sidste weekend. Holdets bedste chance kan derfor være en større spurt med Ethan Vernon, men han får trods alt svært ved at vinde mod mere holdbare folk og har ingen erfaring. Kometen Riley Sheehan er spændende, men har ingen erfaring. Det har Tom Van Asbroeck, der fik en choksejr i en spurt, men her vinder han ikke en spurt, og holdbarheden er ikke den samme som tidligere. Løbet passer ikke ideelt til Krists Neilands og Derek Gee og er for svært for unge Riley Pickrell.

Q36.5 Pro Cycling Team: Som holdbar sprinter kan Nicolo Parisini passe til løbet, men han viste ingen form i Valencia, og Rory Towsend har ikke haft den holdbarhed, jeg troede, mens Jannik Steimle har vist sig for tung. Fabio Christen er på sigt meget spændende, men efter et lovende efterår har han slet ikke vist form.

Tudor Pro Cycling Team: Matteo Trentin er kaptajn, men det er desværre nogen tid siden, han for alvor har hævdet sig i disse løb. VM gav håb, men trods en god enkeltstart i Algarve har han ikke virket flyvende indtil nu, hvorfor Mayrhofer kan han have større potentiale. Alexander Krieger viste uventet holdbarhed i Portugal, men har intet vist i lang tid.

Uno-X Mobility: Tiller og Wærenskjold er begge gode bud. Alexander Kristoff er altid kommet til kort, men sidste år sad han endelig med hjem i den første gruppe. Jeg har dog svært ved at se ham vinde en spurt i dette selskab, og han synes også i fortsat tilbagegang, selvom der var lovende takter mod slutningen i Oman. Brølstærke Jonas Abrahamsen kan komme langt ved at angribe tidligt, som også Erik Resell kan. Markus Hoelgaard har vist tegn på fremgang, men tilbage er han ikke, og løbene passer ham ikke ideelt. Stian Fredheim er for tung.