Optakt: Tirreno-Adriatico

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold under sydlige himmelstrøg til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse med opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire, Fabian Cancellara og Greg van Avermaet, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De seneste udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste par år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordelt sig mere ligeligt mellem de to løb, men der er stadig ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Kun i 2017 havde Paris-Nice en lille renæssance, men generelt har Tirreno-Adriatico siddet på flæsket.

Derfor kan det undre, at man ikke fortsatte succesen. I 2019 har man imidlertid besluttet sig for at vende tilbage til rødderne og droppede den bjergfinale, der ellers har været et fast element siden 2012. I stedet returnerede man til et mere klassisk format, hvor løbet skulle afgøres på de stejle mure i regionens klassikerterræn samt på de to tidskørsler, der fastholdtes i hver sin ende af løbet. Heldigvis for arrangørerne skræmte det kun i begrænset omfang de store etapeløbsstjerner, men måske var det forklaringen på, at løbet i 2020 havde tabt duellen til deres franske rivaler. Da var bjergafslutningen tilbage, men usikkerheden om rutens beskaffenhed kan meget vel være forklaringen på, at det var Paris-Nice, der havde appel til de store navne.

Nu endte det hele med en aflysning af Tirreno, inden det vendte tilbage i en ny rolle som Giro-forberedelse i september, men noget tyder på, at etapeløbsstjernerne igen lader deres kærlighed gå mod Italien. Ganske vist er de store grand tour-stjerner i år pænt fordelt mellem de to løb, men skal man pege på en vinder, må det være italienerne, der kan præsentere de tre seneste Tour-vindere, Tadej Pogacar, Egan Bernal og Geraint Thomas, de fleste af Giro-favoritterne i form af Bernal, Simon Yates, Thibaut Pinot, Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Romain Bardet, Marc Soler og Pavel Sivakov samt store etapeløbsryttere som Jakob Fuglsang, Julian Alaphilippe, Joao Almeida, Michael Woods, Sergio Higuita, Giulio Ciccone og Nairo Quintana.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

På samme tid vinder Paris-Nice frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste ni vindere er de fem kommet fra Frankrig, herunder vinderne i 2014, 2015 og 2016 (den særprægede 2020-udgave er naturligvis irrelevant i denne sammenhæng). For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Det gælder også i år, men Caleb Ewan Fernando Gaviria, Elia Viviani, Peter Sagan, Davide Ballerini, Davide Cimolai, Sonny Colbrelli, Tim Merlier og Niccolo Bonifazio er blandt de ryttere, der vil være klar til at slås om sejren på de flade etaper i et ganske interessant sprinterfelt, mens klassikerstjerner som Wout van Aert (der endda vil køre klassement), Mathieu van der Poel, Greg van Avermaet, Stefan Küng og Davide Formolo vil forberede sig til de store endagsløb over den kommende uge i Italien.

Sidste års udgave var som sagt ganske speciel, da den blev afviklet i september som en slags generalprøve på Giroen. Det blev da de fleste af Giroens forventede hovednavne, der endte med at slås om sejren, og efter at Michael Woods med en sejr på de italienske mure havde haft førertrøjen, leverede Simon Yates en magtdemonstration på kongeetapen, der var nok til at sikre en samlet sejr med 17 sekunder ned til Geraint Thomas og 29 sekunder ned til Rafal Majka. Yates vender i år tilbage for at forsvare titlen på sin vej mod Giroen, og han er igen oppe mod Thomas, der jagter revanche, og Majka, der denne gang dog nok er tiltænkt en rolle som hjælper for Tadej Pogacar.

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. Fra 2012 til og med 2018 startede løbet altid med en holdtidskørsel på den tyrrhenske kyst og sluttede med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på Adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derudover har der været to klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt to dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring var imidlertid, at der hvert eneste år var en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor har løbet været en sag for grand tour-specialister.

Den model afveg man fra i 2019, hvor man helt droppede bjergetapen og erstattede den med en ekstra etape i det klassiske Tirreno-terræn med mange stejle mure. Den tilbagevenden til fortiden var imidlertid i første omgang et engangstilfælde, for allerede sidste år vendte man tilbage til det, vi har kendt fra årene mellem 2012 og 2018. Den eneste store ændring var beslutningen om at droppe holdløbet til fordel for en ekstra sprinteretape, og da løbet efter kalenderændringen helt ekstraordinært blev forlænget til otte dage, kom der pludselig også to muretaper på programmet.

I år er modellen den samme, som oprindeligt var planlagt til 2021. Således er holdløbet igen erstattet af en ekstra sprinteretape, således at de hurtige folk kan se frem til hele tre muligheder, selvom den ene denne gang byder på en let stigende finale, der kan ændre billedet lidt. Derudover kan de eksplosive puncheurs igen se frem til to muligheder, ligesom der atter er en stor kongeetape med en bjergafslutning og den helt klassiske og uforandrede sidste tonserenkeltstart.

Løbets anatomi følger ogsp det helt klassiske mønster, hvor der efter onsdagens åbning gives både en mulighed til både sprintere og klassiker-/puncheurtyper, inden det gælder de to sværeste etaper i weekenden, der som altid er fordelt på en bjergetape og en såkaldt ”mur-etape” på de korte, stejle stigninger, der kendetegner løbet. Mandag får sprinterne som altid en sidste chance i den sidste store Milano-Sanremo-test, inden det hele rundes af med den nu efterhånden ikoniske specialistenkeltstart i San Benedetto del Tronto.

Ligesom sidste år kommer sprinterne altså til fadet på 1. etape, der en kort og relativt flad sag, der i et område uden vind ikke kan undgå at blive en sag for de hurtige folk. De får dog ikke en anden chance om torsdagen, da puncheuretapen denne gang kommer før den fladere etape. Denne gang er selve bakken op til mål på 2. etape ikke specielt vanskelig, men forinden er der en række ret svære stigninger, der sikrer, at der skal klatres 3000 højdemeter, som nok skal rydde ud i tropperne, inden de eksplosive puncheurs kan slå til. Dernæst kommer sprinterne igen i spil på fredagens lange maraton, der faktisk har en meget kuperet indledning, men slutter så let, at det bør ende i en spurt i en finale, der dog stiger ganske pænt.

Klassementskampen indledes i weekenden, der som altid byder på de to vanskeligste etaper. I år kommer bjergetapen først, og der er ikke tale om den vanskeligste af slagsen. Distancen er kort og de tidlige bjerge lette, men til gengæld skal der sluttes på Prati di Tivo, der ikke er helt let, og som ved de tidligere besøg i 2012 og 2013 gav solosejr til hhv. Vincenzo Nibali og Chris Froome. Dagen efter følger løbets traditionelle ”mur-etape”, der igen har en uhyre stejl sag, som skal passeres hele fire gange samt en periodevist stejl bakke op mod mål på en dag, hvor man bestemt ikke skal undervurdere muligheden for at gøre forskelle.

Mandag får klassementsrytterne mulighed for at puste ud på den sidste sprinteretape, der ganske vist ikke er helt flad og i år har en ikke helt let bakke, der skal passeres hele fire gange inden for de sidste knap 50 km. Det hele slutter som altid med de ikoniske 10,1 pandekageflade kilometers tidskørsel i San Benedetto del Tronto, hvor kampen om den samlede sejr så sent som i 2019 endte i en neglebider, og hvor de største tempomaskiner altid drømmer om at vinde det, der vel kan kaldes verdensmesterskabet i korte, flade enkeltstarter.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men for første gang siden 2010 var det i 2020 ikke en tidskørsel, der åbnede ballet. Holdløbet var nemlig taget af programmet til fordel for en ekstra sprinteretape, der kom allerede på førstedagen, og den model fastholdes i år. Således bliver det igen de hurtige folk, der kan se frem til at skulle kæmpe om den første førertrøje, som Pascal Ackermann spurtede sig til for et år siden, og det endda på en etape, der blot er en modificeret udgave af sidste års lette åbningsetape.

Selvom der ikke længere er tale om et holdløb, er lokationen den samme. Igen er der nemlig både start og mål i kystbyen Lido di Camaiore, hvor arrangørerne har designet et rundstrækningsløb med to forskelle rundstrækninger til en samlet distance på bare 156,0 km. Først kører man mod nordøst ud gennem byen, hvor man rammer den første rundstrækning. Den er 33,5 km lang og skal tilbagelægges tre gange, Den indledes med en tur igennem fladlandet, når man kører mod sydøst, inden man drejer mod nord øst i bakkerne øst for kysten. Her skal man over Pitoro-stigningen (3,9 km, 5,6%, max. 10%), som slutter relativt stejlt med 2,7 km med 7,4% og passeres efter hhv. 13,8 km, 37,3 km og 60,9 km. Derefter bliver man kortvarigt på et plateau, der leder mod nordøst, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest, hvorefter man kører igennem let faldende terræn mod nordvest og sydvest ned til byen Camaiore, hvor rundstrækningen afsluttes.

Efter de tre omgange rammer man den anden rundstrækning i første rundstræknings udgangspunkt, og her lægger man ud med at køre det meste af en omgang. Det betyder, at man følger en flad, lige vej mod nordvest op igennem Pietrasanta op til byen Vallechia, hvorfra man ad en lige så flad og lige vej kører mod sydvest ud til kysten, der følges ad en lang, lige boulevard mod sydøst ned til målstregen, der krydses for første gang efter 93,7 km.

Herefter kører man to hele omgange på den 29,1 km lange runde, der er stort set rektangulær, fladere end fladeste pandekage og indledes med, at man kører mod nordøst ud til det punkt, hvor man før ramte rundstrækningen. Med andre ord er der tale om få sving og lange, lige veje, og der er en spurt i Petrasanta på første omgang efter i alt 107,8 km. Det sidste af de få sving tages med 8,6 km igen, hvorefter en helt lige, 8 m bred og pandekageflad boulevard leder hele vejen mod sydøst ned langs kysten til målet ud for strandpromenaden.

I forhold til sidste år er første rundstrækning let modificeret, så man kører Pitoro fra en stejlere side, og anden rundstrækning er forlænget ved at køre længere mod nord inden vendingen, hvormed etapens distance øges med 23 km.

Etapen byder på i alt 1031 højdemeter.

Nok er der en lille stigning på programmet, men den kommer hver gang langt fra mål. Den sidste rundstrækning minder derimod om det gamle holdløb og består af lange, lige, flade og brede boulevarder. Da det sjældent blæser i området, er der derfor lagt op til et brag af en massespurt for de helt rene sprintere som åbning på en uges italienske cykelfest - præcis som det var tilfældet på sidste års etape, der var anderledes, men meget identisk med denne.

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. Sidste år indledtes løbet med en etape i stil med denne, og her sejrede Pascal Ackermann foran Fernando Gaviria og Magnus Cort. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

2. etape

En fast tradition efter det indledende holdløb har været, at de følgende dage har budt på hhv. en puncheur- og en sprinteretape. Det ændres der ikke på i år, selvom man har droppet holdløbet, og denne gang kommer puncheuretapen først. Torsdagens etape indledes ganske vist fladt, men til gengæld sluttes der med nogle ganske svære stigninger, der nok kan skabe nogen udskilning, inden de eksplosive afsluttere vil se frem til at boltre sig på en lang, jævn og ikke specielt stejl bakke op mod det nye mål i Chiusdino, hvor chancen for et førertrøjeskifte er ganske god.

I alt skal der tilbagelægges 202,0 km, der fører feltet fra Camaiore til Chiusdino. Startbyen er den samme som på 1. etape og ligger helt ude ved den flade tyrrhenske kyst, hvorfra man begiver sig mod sydøst ned langs vandet ad en helt flad vej. Man holder sig dog et stykke inde i lande og passerer vest om Lucca og øst om Pisa, mens man langsomt kommer længere og længere væk fra kysten. Det ændrer dog ikke på, at terrænet er helt fladt, mens man bevæger sig hen langs Volterra-floden.

Efterhånden kommer man dog ind til stigningerne, og selvom man holder den sydøstlige retning, skifter etapen karakter, når man efter 91,0 km rammer en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 6,2%). Den leder op til et småkuperet plateau med to mindre, men ganske stejle bakker. Den sidste leder op til Casole d’Elsa, hvor man kører mod sydøst ned ad en nedkørsel og rammer et relativt fladt plateau, der følges mod sydøst og senere syd med masser af bakker på begge sider.

Dem tager man igen fat på, når man drejer mod øst for at køre op ad en svær ikke-kategoriseret stigning (4,5 km, 6,5%), der leder op til byen Casciano, som nås efter 156,5 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, syd og sydvest, indtil man drejer mod vest ind på den kategoriserede Poggio Alla Croce (5,3 km, 6,5%, max. 11%), der er ganske irregulær med 8,5% over de sidste 1500 m frem mod toppen, som rundes efter 171,4 km.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Nu følger man et plateau mod vest, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod nordvest og vest, indtil man drejer mod sydvest for at køre op ad en bakke til byen Monticano, hvor dagens spurt kommer efter 187,5 km. Her drejer man mod nordvest for at følge en ganske let faldende og senere flad og lige vej, indtil man drejer mod sydvest ind på målstigningen, der er kategoriseret. Den stiger med bare 3,6% over 7,7 km med et maksimum på 8% og er over de første 5 km jævn med ca. 3%. Med 3 km igen tager den lidt mere fat med 4,4% over de næste 1900 m, der er jævne, inden de sidste 1100 m stiger helt stabilt med 5,4%. Undervejs følger man en i starten relativt lige vej, der dog på den sidste kilometer bliver noget mere snoet med en relativt skarp kurve bare 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2353 højdemeter.

Selve målbakken kan ikke skræmme mange og vil næppe i sig selv bidrage til den helt store udskilning, men til gengæld er der forinden nogle ganske svære bakker, hvor hårdt pres vil kunne reducere feltet betydeligt. Det betyder også, at mange tungere ryttere, der nok kunne klare selve finalen, må antages at falde fra, og derefter er det de lettere puncheurs, der skal slås om sejren. Et godt bud er, at Julian Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poel alle har sat et kryds ud for torsdag eftermiddag, og at der venter et opgør mellem de tre klassikergiganter.

Chiusdino har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

3. etape

Som nævnt har det i de seneste år været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. Trods ændringen af åbningen er der ikke ændret på anden del af konceptet, og efter torsdagens puncheuretape kunne der vente en chance for sprinterne fredag. Helt let bliver det dog ikke på en dag, der indledes meget kuperet, så etapen når op på 3000 højdemeter over en distance på hele 219 km - Tirreno er som bekendt kendt som klassikerforberedelse - men da anden halvdel af etapen er relativt flad, peger meget på en massespurt i en finale, der med 2,5 km med 2,6% dog går så meget opad, at det vil kunne mærkes.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Med sine 219,0 km er 3. etape en af de lange klassikeragtige etaper, Tirreno er kendt for, og den fører feltet fra Montciano til Gualdo Tadino. Faktisk klarer man på denne etape en stor del af rejsen mellem de to have, da startbyen ligger relativt tæt på den tyrrhenske kyst og målbyen tæt på Adriaterhavet. Således kører man da også mod øst stort set hele dagen og skærer tværs gennem den italienske støvle.

Startbyen ligger i det kuperede område fra den foregående etape, og derfor er den første tredjedel knaldhård. Man lægger endda ud med at køre en omgang på en svær 27,8 km lang rundstrækning i området vest for Montalcino, hvor man efter 7,5 let stigende kilometer skal over en bakke (3,5 km, 5%), inden det får mod nordøst ad et let faldende stykke, indtil man slutter rundstrækningen med at køre mod sydøst op ad en lille bakke. Nu indledes rejsen mod øst, når man snor dig ind gennem bakkerne op og ned ad to ikke-kategoriserede stigninger, der har top efter hhv. 35,8 km (4,3 km, 4,4%) og 47,1 km (5,8 km, 5,1%).

Herfra bliver det en anelse lettere, når man via en kringlet nedkørsel kører mod nordøst ned til et relativt fladt plateau, som følges mod nordøst, øst og nord, inden man igen kører mod øst ind i bakkerne via et let stigende stykke og en lille nedkørsel. Nu stiger det mod øst over de næste 13 km op til et punkt i 523 m højde, der nås efter 92,2 km, hvor de sidste 7,5 km stiger med 2,8% i terræn, der aldrig er stejlt.

Nu er den kuperede indledning overstået. En nedkørsel led mod øst ned til et helt fladt område, som man kører tværs igennem mod øst. Det flade terræn afbrydes kun, når man skal op over dagens eneste kategoriserede stigning Poggio Della Croce (5,0 km 6,9%, max. 11%), der er en jævn og stejl stigning med top efter 138,2 km. En lidt kringlet nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, inden man igen rammer det helt flade terræn, der følges mod nordøst. Senere drejer man kortvarigt mod sydøst for at køre frem til dagens spurt, der kommer efter 165,4 km, inden det går mod nordøst op og ned ad en ganske lille bakke.

Herfra stiger det let, mens man fortsætter mod nordøst, og siden begynder det at falde let, når man kører mod sydøst ned langs hovedvejen. I byen Branca, der nås efter 205,1 km drejer man kortvarigt mod nordøst og senere igen mod sydøst, og herfra er de sidste 13,9 km alle let stigende, idet man i alt vinder beskedne 148 højdemeter svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på godt 1. Der er en ganske lille nedkørsel ved 3 km mærket, hvorefter de sidste 2500 m stiger med 2,6% i snit, idet den næstsidste kilometer er sværest med først 500 m med 4,4% og siden 500 m med 3,0%. Herefter følger 500 flade meter, inden de sidste 500 m stiger med 3,2%. Man følger en lang lige vej over ca. 10 km, indtil der er et skarpt sving lige ved den røde flamme. Herefter drejer man med 750 m, inden man med 250 m skal igennem en relativ skarp kurve, der leder ind på den 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2996 højdemeter.

Etapens sværhedsgrad skal bestemt ikke undervurderes, for der er tale om både en lang distance og mange højdemeter. De er dog koncentreret i den første del, og man må derfor formode, at der vil være basis for at få skabt samling til en spurt i et område, hvor det aldrig rigtigt blæser. Den stigende finale er ikke for svær for de fleste sprintere, men vanskelighederne er store nok til, at balancen tipper fra de sande fartkanoner i retning af mere solide sprintertyper som Wout van Aert og Peter Sagan. Det burde dog ikke være noget, der skræmmer eksempelvis Caleb Ewan, der tillige er stærk til at spurte på en bakke.

Gualdo Tadino har kun én gang i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2018, hvor Matej Mohoric og Nico Denz kørte fra feltet på en regnvåd nedkørsel i finalen, hvorefter sloveneren spurtede sig til sin første Giro-etapesejr og derved snød Sam Bennett for endnu en spurtsejr, selvom ireren ellers var hurtigst 34 sekunder senere.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

4. etape

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og det, arrangørerne betegner som en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. Sådan er det også i år, hvor man lægger ud med den vigtigste af de to, nemlig løbets kongeetape. Efter at have været fraværende i hele syv udgaver skal årets store bjergslag denne gang slås på Prati di Tivo, hvor Vincenzo Nibali lagde grunden til sin samlede sejr i 2012, og Chris Froome sikrede sig en flot solosejr i 2013, og selvom der ikke er tale om Appenninernes stejleste stigning, er den svær nok til at gøre afgørende forskelle mellem klatrerne.

Ganske atypisk for Tirreno er årets kongeetapen en kort sag på bare 148,0 km, der fører feltet fra Terni til toppen af Prasti di Tivo. Etapen fortsætter rejsen mellem de to have, og derfor kører man igen i en hovedsagelig østlig retning det meste af dagen. Rytterne kører først mod nordøst af et fladt opvarmningsstykke, men hurtigt drejer man mod syd for at passere en ikke-kategoriseret stigning (5,4 km, 4,7%), der har top efter 12,4 km. Herfra går det videre mod syd via en lille bakke, men her rammer man et næsten helt fladt plateau, der følges først mod syd, siden øst og igen øst ned Rieti, der nås efter 38,9 km. Herfra fortsætter man mod øst og nordøst langs en flod og derfor igennem fladt terræn, indtil man efter 63,3 relativt lette kilometer når Antrodoco.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, og i den anden halvdel er der stort set intet fladt. Først kører man mod sydøst op ad en lang ikke-kategoriseret stigning, hvis første 7,6 km er de stejleste og stiger med 4,8% i snit. Fra toppen efter 76,5 km leder en let nedkørsel mod sydøst og nordøst ned til dalen, som kortvarigt følges mod nord, men det varer kun ved i 8,4 km. Man drejer nemlig hurtigt mod nordøst ind på den kategoriserede Passo delle Capannelle (13,8 km, 4,5%, max. 9%), der er en helt jævn stigning, som aldrig bliver stejl og er rammen om årets første superbjergspurt.

Toppen rundes efter 106,8 km, hvorefter man rammer en lang, teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordøst og senere øst ned i dalen fra den 1299 m høje bjergtop. Man bliver dog slet ikke i fladlandet, hvor man med det samme kører over hovedvejen for at køre mod syd op ad målstigningen Prati di Tivo. Den stiger med 7,0% over 14,6 km og er en relativt jævn stigning. De første 4,5 km er relativt stabile med ca. 7%, inden der venter 6 km, hvor stigningsprocenten er mere svingende med lange 8%-stykker og lidt lettere stykker undervejs. Med 5,9 km til toppen kører man dagens spurt på det stejleste punkt med 12%. De sidste 4 km er utroligt jævne med 7% stort set hele vejen. I alt er der 22 hårnålesving på den kringlede stigning, det sidste med 2,5 km igen. Derefter bugter vejen sig kun ganske let, indtil man rammer den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3023 højdemeter.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det er ikke den sværeste bjergetape i Tirrenos historie med kun to relativt lette stigningen inden målbjerget. Prati di Tivo er noget sværere, og selvom den ikke byder på hidsige italienske procenter, har vi fra besøgene i 2012 og 2013 set, at vi kan få ganske store forskelle. Det er klart, at vinden på sådan en stigning kan være afgørende, men der burde være rum for et stort bjergslag, hvor klatrerne kan vinde tid inden enkeltstarten i det, der er deres bedste mulighed.

Prati di Tivo-stigningen er to gange i dette årtusinde blevet brugt som mål for et stort cykelløb, begge gange i netop dette løb. Senest var det i 2013, hvor Chris Froome fortsatte sin kurs mod stjernerne ved at sejre med 6 sekunder ned til Mauro Santambrogio, 11 sekunder ned til Vincenzo Nibali, 13 sekunder ned til den førende Michal Kwiatkowski, hvorefter kun Chris Horner, Alberto Contador og Rigoberto Uran var inden for 40 sekunder af vindertiden. Året forinden var Nibali endnu mere suveræn, da han sejrede med 16 sekunder ned til Roman Kreuziger og Chris Horner, der overtog førertrøjen, og 18 sekunder ned til Johnny Hoogerland, Michele Scarponi og Domenico Pozzovivo på en dag, hvor kun Rinaldo Nocentini derudover holdt sig inden for 35 sekunder af vindertiden.

5. etape

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, udgøres den anden af de to weekendetaper altid af det, arrangørerne kalder årets ”mur-etape”. Det gælder også i år, hvor de små mure skal forceres på løbets 5. etape, og selvom den stejle mur denne gang ligger lidt fra mål, blev vi i både 2019 og 2020 mindet om, hvor stor forskel det vanskelige terræn kan gøre. Derfor får de klatrestærke folk her en sidste chance for at vinde tid inden tirsdagens afsluttende enkeltstart.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Som altid er muretapen en lille klassiker med en relativt lang distance, der i år er på 205,0 km. De fører fra Castellato til Castelfidardo, og vi har nu fuldendt rejsen til, Adriaterhavet. Således ligger begge byer bare få kilometer inde i de mange bakker, der ligger umiddelbart vest for vandet, men arrangørerne er uhyre nådige. De lader nemlig rytterne køre ad en ganske let faldende vej mod nordøst ud til kysten, hvor de drejer mod nordvest for at køre langs den helt flade kystvej en stor del af etapen. Her er der ingen retningsændringer eller terrænmæssige udfordringer, og eneste højdepunkt er vel, at man passerer gennem hele løbets målby San Benedetto del Tronto, der nås igen tirsdag.

Efter 96,2 lette kilometer, når man frem til byen Recanati, og her ændrer etapen dramatisk karakter. Her drejer de mod nordvest for at køre igennem fladt terræn væk fra vandet og frem til den afsluttende rundstrækning, som de rammer efter 105,7 km på toppen af en stejl mur (800 m, 10%). Derfra kører man de sidste 5,0 km af rundstrækningen, hvilket betyder, at man via en kort nedkørsel, når frem til målstigningen (3,0 km, 3,6%), som leder op til stregen, der krydses for første gang efter 110,7 km.

Etapen afsluttet nu med fire hele omgange på den 23,6 km lange runde, som er en uhyre kuperet sag Først går det via en kringlet nedkørsel mod nordøst og sydvest, inden man drejer mod syd ind på dagens hovedudfordring, muren i Castelfidard (1,8 km, 9,6%, max. 19%). Der er tale om en grim sag, der starter blødt ud med 500 m med 4,0%, inden der venter 1000 m med hele 14,9%, inden den flader ud med 300 m med 1,3% frem til toppen, der rundes fire gange og byder på en bjergspurt, sidste gang med 17,4 km igen.

Derfra går det via en ikke specielt svær nedkørsel mod sydøst, sydvest og igen sydvest, inden man drejer mod nordvest for at passere en ikke-kategoriseret stigning (1,0 km, 7,2%) på vis top det fortsætter med at stige lidt, inden det via en nedkørsel går mod nord og øst. Nu drejer man mod nord for at passere en bakke (1,0 km, 4,0%), der leder op til det punkt, hvor man ramte rundstrækningen.

De sidste 5 km indledes med et let faldende stykke, der leder ad en lige vej mod nord, indtil man med 3,0 km igen drejer mod sydvest ind på målbakken, der stiger med 3,6% i snit. Den er meget ujævn med først 500 m med 8,2% og et maksimum på 12%, inden der følger ca. 2 km med skiftevis to stykker med 4,6% og to lettere stykker, der enten stiger svagt eller falder let. Til slut tager stigningen fat igen med 400 m med 8,6% med et maksimum på 12% lige inden stregen. Finalen er helt ukompliceret, da stigningen består af én lang, lige vej efter svinget i bunden. Dagens indlagte spurt kommer ved tredje passage af målstregen efter 157,8 km, og ved målgang er der tillige bjergpoint på den sidste stigning.

Etapen byder på i alt 2544 højdemeter.

Dette er så klassisk Tirreno-Adriatico, som det overhovedet kan blive, og vi har ofte været vidner til fascinerende cykelløb på denne type etaper, senest i 2020, hvor Michael Woods kørte fra alt og alle på en mur, og i 2019, hvor Alexey Lutsenko og Jakob Fuglsang begge sejrede på murene i området. Også i år er der en brutal mur, der utvivlsomt kan gøre forskelle, når den skal passeres fire gange, men fra toppen er der også relativt langt hjem. Derfor kan det blive vanskeligt at gentage Woods’ og Fuglsangs solosejre, men det er bestemt ikke umuligt at gøre det til et blodbad, hvis der lægges pres på tidligt. En solosejr er bestemt muligt, men det er mest sandsynligt, at en lille favoritgruppe skal spurte på en målbakke, der ikke er alt for svær, men med en meget stejl afslutning passer godt til feltets puncheurs.

Castelfidardo blev senest besøgt helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire spurtede sig til sejr foran Filippo Pozzato og Danilo Di Luca. Giroen var forbi i 2011, hvor det i den stigende finale var John Gadret, der sejrede foran Joaquim Rodriguez og Giovanni Visconti. Begge gang var finalen dog en anden, selvom man i 2011 havde målstreg samme sted. Det var dog kun den allersidste del af finalestigningen, der var den samme.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

6. etape

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel af løbet ved at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden - i hvert fald hvis man ser bort fra sidste sæsons sære og forlængede udgave - og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne i weekenden. Tendensen har dog været, at man har gjort den første del af etapen relativt hård, og det forhindrede i både 2015 og 2016 de rene sprintere i at komme til fadet. Også i år er der nogle tidlige bakker, men de kommer så tidligt, at alt taler for en sidste massespurt inden lørdagens Milano-Sanremo, selvom en lille bakke til sidste måske kan rydde lidt ud i de allertungeste.

Etapen er med sine 169,0 km endnu en for løbet relativt kort sag, der fører feltet fra Castelraimondo til Lido di Fermo. Man har over natten bevæget sig væk fra kysten, og da målbyen som altid på denne etape ligger ud til Adriaterhavet, består første del af etapen af en rejse tværs gennem bakkerne med retning mod havet. Den første del er dog ganske let, når man via en lige og let faldende vej kører mod nordøst, indtil man rammer en første bakke (5,1 km, 3,7%), der har top efter 34,7 km. Nu falder det videre mod øst, inden man drejer mod nordøst for igen at køre op ad en bakke (2,4 km, 5,1%) med top efter 51,4 km.

Herfra sætter man kursen mod syd via en lige og let faldende vej, der senere kortvarigt bliver flad, inden man skal over dagens eneste kategoriserede stigning, Monte San Giusto (3,4 km, 5,0%, max. 10%), der er en helt jævn sag med top efter 62,8 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden man skal over endnu en stigning (2,0 km, 6,5%), og den efterfølges med det samme af en nedkørsel og endnu en bakke (1,3 km, 6,2%), der leder op til byen Fermo.

Her rammer man den første af de to finalerundstrækninger efter i alt 79,0 km og indleder med at køre de første 14,8 km af denne, inden man efter 93,8 km krydser stregen for første gang. Nu kører man en hel omgang på den i alt 41,6 km lange runde, der er en trekantet sag i området vest for målbyen. Fra start kører man mod syd ned langs den helt flade kystvej, inden man drejer mod vest for at køre ind i landet og tilbage til Fermo. Det betyder, at man skal over en stigning (5,6 km, 3,7%), inden en nedkørsel og en lille bakke leder op til Fermo. Her vender man rundt for at køre mod nordøst ad en lang, lige vej, der er let faldende og leder ud til kysten. Her drejer man mod syd for at køre ned langs den flade kystvej frem til stregen, der krydses for anden gang efter 124,2 km.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på en blot 11,2 km lang finalerundstrækning, der ligeledes er placeret vest for byen. Umiddelbart efter stregen kører man væk fra vandet for via et par sving at køre mod nordvest op ad en bakke (2,0 km, 4,0%), hvis første 600 m stiger med 6,4%. Den har top med 9 km til mål, og de indledes med, at det falder let ad en lige vej mod nordvest. Med 6,1 km igen drejer man mod nordøst for ad en let faldende vej at køre ud til kysten. Her kommer der lige efter 4 km-mærket et skarpt sving og en U-vending, inden man med 3,4 km rammer den flade kystvej, der følges mod syd igennem to bløde kurver. Der er dog en tricky afslutning med to sving lige i rap med 500 m igen, hvorefter man rammer den 8,5 m brede opløbsstrækning. Der er en indlagt spurt efter 135,4 km ved afslutningen på første omgang.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

Etapen byder på i alt 1621 højdemeter.

Dette er sidste chance for sprinterne til at teste benene forud for Milano-Sanremo, men historien viser, at det ikke altid er helt enkelt på denne sidste linjeløbsetape. Som altid er der nemlig flere bakker undervejs, og vi så i 2015, hvordan det lykkedes Tinkoff med en voldsom forcering på en grim regnvejrsdag at komme af med mange af de rene sprintere, inden Peter Sagan vandt spurten for det russiske hold. Denne gang er klatreudfordringerne dog placeret længere fra mål, og efter to hårde dage er det meget tænkeligt, at det ligesom sidste år bliver en kontrolleret affære, hvor vinden aldrig spiller en rolle i området. Der er derfor lagt op til massespurt, men man skal ikke helt udelukke, at den sidste bakke kan rydde lidt op i sprinterne, da den med en stejl indledning og fire passager inden for mindre end 50 km ikke er helt nem.

Lido di Fermo har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen. De seneste ti udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavet i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2020. Egentlig var der i første omgang planer om en forlænget 11,1 km lang udgave, men den ide er i sidste ende blevet droppet. Derfor er dette års 10,1 km lange etape en tro kopi af den, der er blevet benyttet siden 2015, og der er derfor igen tale om en fuldstændig flad affære, der er  stort set uden tekniske udfordringer og skabt til de sande wattmonstre.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

De 10,1 km har både start og mål i San Benedetto del Tronto. Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur med syd ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt efter 5,15 km. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

Etapen byder på i alt bare 8 højdemeter.

På grund af den korte distance er afstandene typisk ganske små mellem klassementsrytterne, og med undtagelse af 2016-udgaven, hvor aflysningen af kongeetapen betød, at det blev en kamp om sekunder, har etapen sjældent spillet den store rolle i kampen om den samlede sejr, men selv i vanskelige år har der været undtagelser. Mange vil sikkert huske den spændende dyst mellem Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner i 2012 eller 2019-sæsonens neglebidende gyser, hvor Primoz Roglic stjal Adam Yates’ førertrøje med mindre end et sekund. Uden et holdløb i 2021 er det meget tænkeligt, at enkeltstartens betydning igen vil være større. Etapesejren vil som altid blive udkæmpet i en kamp mellem de helt store specialister og de store motorer, der kan benytte deres enorme kraft til at træde store gear og nå høje hastigheder på de lige, flade veje på en af året mest ikoniske specalistruter, som nu om dage er så klassisk, at det er et sted alle drømmer om at vinde.

I det lys er det ingen overraskelse, at Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 var rekord indtil sidste år. Den kunne Rohan Dennis nemlig ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned til Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han i 2019 blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder. Sidste år faldt rekorden imidlertid med et brag, da Filippo Ganna leverede en magtdemonstration og sejrede i tiden 10.42 med hele 18 sekunder ned til Campenaerts og 26 sekunder ned til Dennis, der også begge slog Cancellaras rekord.

HAR DU FÅET SAT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO?
 

Favoritterne

Som nævnt er Tirreno-Adriatico i de senere år blevet en slags lille grand tour, der byder på lidt af alt det, der kendetegner de lange etapeløb. Undtagelsen var naturligvis eksperimentet i 2019, hvor man vendte tilbage til rødderne med en rute uden bjergafslutning, men det skulle vise sig at være et engangstilfælde. Ligesom sidste år er Tirreno-Adriatico igen i det format, vi har set siden 2012, og her ender det som regel i et opgør mellem de rigtige etapeløbsryttere. Det kræver en meget komplet rytter at vinde Italiens næststørste etapeløb.

Det vil det også gøre i år. I løbet af de syv dage bliver rytterne testet på alle områder, men som i en grand tour er det primært klatreegenskaber og tidskørslerne, der vil forme det endelige klassement. Vinden spiller sjældent en rolle i løbet, og det ser heller ikke ud til at være tilfældet denne gang, selvom der er en joker. Løbet vil starte med to pæne dage, men fredagen ser både våd og blæsende ud. Med en generel sidemedvind burde betingelserne egentlig være de rette, men vi ved også, at terrænet i det indre af Italien sjældent er eksponeret nok, og derfor bør vinden heller ikke komme i spil i år. Faktisk ser vejret ud til at være temmelig elendigt i år med bygevejr også lørdag, søndag, mandag og tirsdag, men uden samme vind, som vi ser fredag. Det vil heller ikke blive koldt, og derfor er de væsentligste vejrmæssige forhold, at der altså kan være en lille chance for sidevind fredag, at der vil være sidemodvind på lørdagens målbjerg, og at byger måske kan gøre tirsdagens enkeltstart til et lotteri, som forhåbentlig ikke spiller ind på klassementet, hvor de vigtigste folk jo heldigvis alle starter sent.

Læs også

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

Hvis vinden som ventet ikke kommer i spil, bør 1., 3. og 6. etape være irrelevante for klassementet. Styrt er ret hyppige i Tirreno og har før sat favoritter tilbage, men de tre etaper bør alle ende i en spurt. Det dårlige vejr, den lange distance og de mange højdemeter kan godt 3. etape ret hård, men selvom finalen stiger, er den formentlig ikke for klassementsryttere, dog med undtagelse af Wout van Aert, hvis han ender med at køre klassement, og måske Julian Alaphilippe, der dermed kan få sig nogle vigtige bonussekunder.

De afgørende dage bliver primært 2., 4., 5. og 7. etape. Torsdagens etape har en ganske svær sidste del, men selve målstigningen er ret let. Det kunne ligne et spurtopgør mellem folk som Alaphilippe, Van Aert og Mathieu van der Poel, der altså kan få bonussekunder, men det er usandsynligt, at der er forskelle mellem de bedste. Det vil der til gengæld kunne komme på weekendens to etaper, hvor klatrerne skal vinde tid inden enkeltstarten.

Vigtigst er naturligvis lørdagens kongeetape. Prati di Tivo har vist sig ganske selektiv ved tidligere besøg, men forskellene mellem de allerbedste har været relativt små. Det er da heller ikke verdens stejleste stigning, og udsigten til modvind gør det ikke nemmere at gøre forskelle. I to forsøg har vi dog fået to solosejre til hhv. Vincenzo Nibali og Chris Froome, og det er således ikke usandsynligt, at bedste mand kører alene hjem, selvom tidsgevinsterne ikke bliver i minutter.

Den mest uforudsigelige etape er altid mur-etapen. I nogle udgaver er den meget selektiv, som vi så i 2019, da Jakob Fuglsang udnyttede Astanas taktiske spil til at køre alene hjem, og Adam Yates og Primoz Roglic var i en fantastisk duel om den samlede sejr. I andre år sker der knap så meget, og sidste år var Michael Woods ganske vist i stand til at køre alene hjem fra den stejleste mur, inden han fik selskab af Rafal Majka bagfra. Bag dem endte ni mand dog i samme tid.

I år kommer den stejle mur betydeligt længere fra mål, hvilket gør en gentagelse af Woods-nummeret sværere. Alligevel kunne meget tale for, at Egan Bernal gerne skal vinde noget tid på Tadej Pogacar inden enkeltstarten - også selvom colombianeren lige nu kunne ligne den mest sandsynlige vinder af lørdagens etape - og hvis Ineos’ superhold går amok, kan etapen godt udvikle sig til et blodbad med måske endda større forskelle, end vi ser lørdag. Det er dog nogle lidt andre typer, der kan begå sig på murene end på lørdagens målbjerg.

Endelig kommer tempoevnerne i spil på enkeltstarten, der alligevel endte med at blive den, vi kender, selvom det egentlig var planen at ændre den. Etapen er ganske vist kort, men vi ved fra tidligere, at tempostærke klassementsryttere som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Rohan Dennis og Geraint Thomas her sagtens har kunnet hente 30-45 sekunder på mindre tempostærke klassementsryttere. Et sådant tab er naturligvis også alt for stort, hvis man skal gøre sig gældende i kampen om sejren. Samtidig er det en meget speciel enkeltstart, der kun passer de virkelige specialister og wattmonstre, og selv en fyr som Chris Froome har traditionelt haft det lidt svært på denne type enkeltstarter. Klatrere ender typisk langt tilbage i klassementet, men til gengæld ved vi også, at forskellen mellem dem ofte er ret små. Det er i forhold specialisttyperne, at etapen kan blive rigtig dyr, og dem er der som bekendt ikke alt for mange af.

Samlet set ligner det altså et opgør, der afgøres af tre elementer, nemlig klatreevnerne på både et målbjerg og nogle stejle mure, tempoevner i pandekagefladt tonserterræn og den gode puncheurspurt, der kan give bonussekunder på 2. og 5. etape og for enkeltes vedkommende også på 3. etape. De hårde etaper synes i år ganske selektive, hvilket giver klatrerne lidt bedre chancer end tidligere, men til gengæld er enkeltstarten også vigtigere. Holdløbet har nemlig tidligere kunnet give nogle små klatrere et forspring, som de ikke længere kan lukrere på. Eksempelvis var det en sejr på holdløbet, der gjorde det muligt for Adam Yates at true den mere tempostærke Roglic for to år siden.

Med udsigt til en lille grand tour er det ikke mærkeligt, at jeg anser det som et opgør mellem de to seneste Tour-vindere, Tadej Pogacar og Egan Bernal. Egentlig har jeg siden januar været stensikker på, at Pogacar ville vinde løbet, men det er jeg bestemt ikke længere. Bernal har nemlig været så uhyre overbevisende på det seneste, at han må være den klare favorit til kongeetapen. Spørgsmålet er så bare, om han på de to kuperede etaper kan vinde så meget tid, at det kan kompensere for den tid, Pogacar vil vinde på enkeltstarten og eventuelt via sin gode spurt på 2. og 5. etape, hvis Bernal på sidstnævnte ikke kan komme væk fra sin rival.

Jeg er vitterligt meget i tvivl om, hvilken vej pilen ender med at pege, men i sidste ende vælger jeg fortsat at tro på Tadej Pogacar. Sloveneren vandt UAE Tour, men faktisk var han ikke alt for overbevisende i et løb, hvor Adam Yates lignede løbets bedste klatrer. Formen er dog ikke ringe, som vi så i Strade Bianche, men det er bekymrende, at han her blev sat af Bernal, der burde være ringere i den slags eksplosive terræn. Lige nu synes colombianeren at være den mest formstærke, og jeg vil tro, at Pogacar må regne med et nederlag på kongeetapen.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Spørgsmålet er bare, om den etape er svær for Bernal til, at tidsgevinsten kan blive stor nok. Det tvivler jeg på, selvom han har et hold, der kan gøre det til et blodbad. Dertil kommer, at udsigten til modvind ikke gør det bedre. Samtidig kan jeg frygte, at han kan få svært ved at slå Pogacar på 5. etape. Murene passer nok den mere eksplosive slovener bedre, og selv hvis Bernal skulle køre væk på den stejleste, er der denne gang nok lidt for langt hjem til, at han kan holde sin værste rival bag sig. Pogacar er samtidig hurtigere i puncheurspurten, og da sloveneren tillige kan vinde bonussekunder på 3. etape, skal Bernal måske vinde al sin tid lørdag.

Det kan blive svært. Pogacar viste nemlig med sin fremragende enkeltstart i Emiraterne, at han pludselig er blevet så stor en tempospecialist, at han også kan køre en kort, flad tonserenkeltstart. Det kan Bernal ikke, og det er derfor ikke helt urimeligt at forvente, at Pogacar vinder et lille halvt minut på Bernal, som Geraint Thomas sidste år slog vinderen Simon Yates med 22 sekunder. Kan Bernal hente det på kongeetapen, hvis han også taber lidt bonussekunder undervejs. Det er bestemt ikke umuligt, men jeg vælger at tro, at en Pogacar i formfremgang og med en evne til altid at blive bedre og bedre gennem et etapeløb er stærk nok til at vinde.

En sejr til Egan Bernal er dog næsten lige så sandsynlig. Lige siden starten i Besseges har han været flyvende, og særligt hans kørsel i Laigueglia og Strade Bianche, hvor terrænet ikke for alvor passede ham, var uhyre overbevisende. Han efterlod også et meget stærkt indtryk på Mathieu van der Poel, der fremhævede Bernals evner på stigningerne i lørdags, og i det lys er der al mulig grund til at tro, at han vinder på lørdag, særligt når holdet kan sætte ham så flot i scene.

De to jokers er enkeltstarten og mur-etapen. Strade Bianche viser, at Bernal godt kan køre fra Pogacar på søndag, men jeg tvivler på, at han kan holde et forspring hele vejen. Dertil kommer usikkerheden om enkeltstarten. Bernal har mildt sagt været svingende i den disciplin med et fornemt ridt i Tour de Suisse i 2019, men en stor skuffelse i Touren, hvor han trods den senere samlede sejr endte som en af de ringeste klassementsryttere. Med rygproblemerne som fokus har enkeltstartstræning næppe haft topprioritet på det seneste, og da ruten til 7. etape slet, slet ikke passer ham, frygter jeg, at han taber lidt for meget. Hvis omvendt han ligesom Yates sidste år begrænser sit tab bedre end ventet, står flyvende Bernal til gengæld med meget gode kort på hånden.

Hvem kommer tættest på de to favoritter? Det kunne blive Julian Alaphilippe. Ganske vist viser historien, at franskmanden har sine begrænsninger på lange stigninger i foråret, hvor han traditionelt altid er kommet til kort, men hans kørsel på Ventoux i Provence giver grund til optimisme. Prati di Tivo er en endnu lettere stigning, og samtidig er årets kongeetape samlet set relativt let, hvilket giver grund til at tro, at Alaphilippe er i stand til i hvert fald at begrænse tabet til de to favoritter, der normalt er stærkere klatrere. Enkeltstarten passer ham overhovedet ikke, og selvom han ikke er en ringe temporytter, vil han ikke være med helt i front. Her handler det om at begrænse tabet til Pogacar og vinde tid på Bernal.

De øvrige etaper er til gengæld Alaphilippe-terræn. Særligt mur-etapen passer ham som fod i hose, og det samme gør 2. etape, hvor det dog kan være temmelig irriterende for ham, at Van Aert og Van der Poel kan stjæle bonussekunderne fra ham. Faktisk kan 3. etape måske også kaste sekunder af sig, og så begynder bonussekunderne pludselig at blive temmelig mange. Alaphilippe er i hvert fald i fremragende form - også selvom han forleden blev slået af Van der Poel - og på en rute, der måske med undtagelse af enkeltstarten, passer ham ganske fremragende, er han absolut kandidat til den samlede sejr.

Dernæst er jeg nødt til at pege på Geraint Thomas, men det skyldes alene, at jeg vurderer vinderpotentiale. Waliseren har nemlig fået for vane at starte sine sæsoner svagt, og det har også været tilfældet i år, hvor han bestemt ikke imponerede i Var. I det lys vil det undre mig meget, hvis han allerede nu er i form til at blande sig med Bernal og Pogacar på kongeetapen. Omvendt blev han trods alt nr. 25 på kongeetapen i Frankrig, og han vil utvivlsomt være meget bedre nu. Muretapen voldte ham problemer sidste år, men heldigvis kommer muren denne gang langt fra mål. Enkeltstarten er hans store force, da han sidste år blev nr. 4 bag Filippo Ganna, Victor Campenaerts og Rohan Dennis, og hvis han vitterligt er i form, vil han slå alle favoritterne på en tonserrute, også Pogacar. Med en relativt let kongeetape med modvind på bjerget kan det måske lade sig gøre at begrænse tabet, så han alligevel kan vinde løbet, særligt hvis Bernal ikke kan sætte Pogacar og Ineos i stedet vælger den defensive strategi. Alt sammen kræver det dog en betydeligt bedre form, end man formentlig kan forvente.

Dernæst vælger jeg at pege på Mikel Landa. Baskeren er kommet flyvende ind til sæsonen med uhyre overbevisende kørsel i både Laigueglia og senest i Larciano på ruter, der overhovedet ikke passede ham. Faktisk er det svært at huske, at Landa tidligere har efterladt så positivt et indtryk, og i det lys er der grund til at tro, at han måske kan være i stand til at true Bernal og Pogacar på kongeetapen. Landas problem er bare, at resten af etaperne ikke passer ham. Han kan sagtens være med på murene, men det er ikke en etape, han vinder - slet ikke når han er uden det store punch til sidst. Hans tempoevner er desværre efterhånden temmelig katastrofale, og en tonserenkeltstart kan kun gå galt for ham, som det gjorde i 2018, hvor han vandt kongeetapen, men på enkeltstarten tabte 47 sekunder til Geraint Thomas. Det er naturligvis for meget, hvis han vil vinde løbet, men da Ineos formentlig vil gøre kongeetapen ganske selektiv, står Landa ret stærkt til et topresultat. En samlet sejr vil dog nok kræve, at Bernal, Pogacar og Alaphilippe lurer for meget på hinanden.

En anden rytter, der er startet stærkt, er Nairo Quintana. Colombianeren kom ellers med en skade i bagagen, men overraskede sig selv meget positivt i Var. Siden er han bare blevet bedre og bedre, og efter en lille kikser i Laigueglia var han meget stærk i Larciano i søndags. Formen synes at udvikle sig med lynets hast, og vi så senest i 2020, at Quintana stadig er en skræmmende god klatrer, når han er på 100%, hvilket han oftest er i foråret. Problemet er bare, at han som type er stort set identisk med Landa, og derfor har han præcis de samme ”skavanker” på søndagens mure og ikke mindst enkeltstarten, hvor han kun kan regnes som marginalt bedre end Landa. Han skal altså vinde det hele på kongeetapen, og det bliver trods alt lidt af en opgave i konkurrence med Bernal og Pogacar.

Læs også

Dansk talent i top-10 i Frankrig

Det skræmmende stærke Ineos-hold kan også spille kortet Daniel Martinez. Colombianeren viste ikke det store i UAE Tour, hvor han tidligt røg ud af klassementet i sidevinden, men det er stadig svært at glemme hans flotte føring på kongeetapen, hvor han splittede feltet og viste en egentlig ganske fin form. Den form bekræftede han også med en 9. plads på enkeltstarten - et resultat, der er særligt vigtigt forud for dette løb, der har en helt tilsvarende etape. Det betyder, at Martinez har udsigt til at vinde betydeligt med tid på langt de fleste rivaler på sidstedagen, og hvis han begynder at nærme sig klatreniveauet fra Dauphiné, bliver han ikke let at sætte på kongeetapen. Murene er ikke hans bedste terræn, men med et stærkt hold vil han kunne forsvare sig, og derfor har han egentlig hele pakken. Det største spørgsmål er hans rolle på et hold, der har så mange kaptajner, at han meget vel kan være ren hjælper, og om formen vitterligt er god nok efter et UAE Tour, der gav blandede signaler på de to bjergetaper, hvor han var først imponerende og siden skuffende.

En anden tempostærk klassementsrytter er Joao Almeida, der nu både i Giroen og senest i UAE Tour har vist, at han er en af de førende specialister også på en kort, flad wattenkeltstart. Desværre bekræftede løbet også det, vi så i Giroen, nemlig at han fortsat har sine begrænsninger i bjergene. Heller ikke hans Strade Bianche gik som håbet, men her er en del af forklaringen den punktering, der ramte ham på et meget uheldigt tidspunkt. Formen synes generelt glimrende, og han burde med sit punch og sin hurtighed passe fint til murene. Desværre må han nok leve med, at tilstedeværelsen af Alaphilippe betyder, at han ikke kan gå efter bonussekunder, som ellers kunne være et vigtigt våben. Med sine begrænsninger i bjergene og en formentlig stærkere kaptajn kan det trods tempoevnerne blive svært at vinde løbet.

En af feltets mest formstærke ryttere må være Michael Woods. Det gælder i hvert fald, hvis han har bevaret formen siden Var, hvor han var klart stærkeste mand, og selvom han lidt uventet meldte afbud til løbene i Drome-Ardeche, er der ingen meldinger om, at han skulle være blevet sat tilbage. Sidste år var han betydeligt mere formsvag, men vandt alligevel mur-etapen i suveræn stil, og det er da også netop den etape, der er hans store force. Desværre for Woods kommer den stejle mur nok denne gang for langt fra mål, og derfor kan murspecialisten få svært ved at få nok ud af den etape, der skulle være hans. Sidste år kom han også nok engang til kort i de rigtige bjerge, men her kan man måske have et håb om, at den bedre form, som gjorde ham stærk også i bjergene i Var, kan hjælpe ham denne gang. Det vil dog desværre nok stadig være svært at gå med de bedste, og da han samtidig er en af de absolut svageste temporyttere og ikke har en optimal mur-etape, kan det være svært at maksimere udbyttet af formen.

En anden rytter, der virker formstærk, er Pello Bilbao. Baskeren efterlod i hvert fald et uhyre overbevisende indtryk i Strade Bianche, hvor han så ud til at betale prisen for et lidt overmodigt angreb inden Monte Sante Marie. Han skuffede til gengæld fælt i Larciano, men det kan skyldes eftervirkninger fra lørdagens hårde løb. Sidste år nåede Bilbao et helt nyt niveau som etapeløbsrytter og ikke mindst klatrer, hvilket gør det realistisk at tro, at han vil forsvare sig fornuftigt på lørdagens kongeetape. Murene burde ligge godt til den eksplosive puncheurtype, og han har virkelig udviklet sine tempoevner så meget, at han bør køre stærkt på sidste etape, selvom det ikke just er en rute for ham. Med andre ord har han både formen og alsidigheden til at levere et ganske godt resultat.

Mange danske øjne vil være rette mod Jakob Fuglsang, men desværre bekræftede Strade Bianche blot, at han i år ikke har sit vanlige tårnhøje niveau. Heldigvis synes han at være i fremgang, men det er svært at se ham pludselig have niveauet til at vinde her. Weekendetaperne passer ham ganske fint - ikke mindst mur-etapen, hvor han vandt i 2019 og efterhånden er blevet lidt af en specialist - men til gengæld så vi også i 2020, at hans forbedringer på enkeltstarten var forsvundet som dug for solen. I det lys står han til klø på en enkeltstart, der slet ikke passer ham, og da mur-etapen heller ikke har det allerbedste design for en fyr som ham, er det måske på bjergetapen, han skal vinde al sin tid. Lige nu synes han desværre ikke helt at have niveauet til at køre fra de mange formstærke klatrere, der er at finde i dette felt.

Simon Yates kommer til løbet som forsvarende mester, men jeg tror, at han får svært ved at forsvare titlen. Den lille brite havde en lille opblomstring i netop dette løb sidste år, men generelt har han været milevidt fra fordums styrke siden Vuelta-sejren, også i sidste års Giro, inden han blev syg. Samtidig vil det ikke ligne ham alt for godt at være flyvende allerede nu, da han i de senere år har haft længere mellem formtoppene, og hans start i Strade Bianche var bestemt heller ikke overbevisende. Vi ved også, at enkeltstarten passer ham dårligt, selvom han i meget formstærk udgave gjorde det uventet godt sidste år. Heldigvis for ham passer weekenden med en relativt eksplosiv og let bjergetape samt nogle stejle mure ham ganske glimrende, og det er således kun enkeltstarten, der for alvor er et problem. Min store frygt er først o fremmest formen og et niveau, der generelt har været skuffende i lang tid.

Sidste år gjorde Wout van Aert det klart, at han i år ville prøve at køre klassement i dette løb. Det har han siden trukket lidt i land, efter at han så ruten, og det er derfor slet ikke længere sikkert, at han giver den et forsøg. Det vil dog undre, om ikke han ser, hvad det kan bære, og med de klatreevner, han havde sidste sommer, er et løb som dette, hvor Tiesj Benoot overraskede sig selv med en 4. plads for nogle år siden, heller ikke uden for rækkevidde. Strade Bianche viste dog også, at han stadig leder efter de sidste procent, og derfor tror jeg, at han kommer til kort på kongeetapen og formentlig også på den stejle mur, der er for voldsom til så stor en fyr. Hvis til gengæld han overrasker positivt i weekenden, ligger resten af løbet perfekt til en mand, der kan vinde bonussekunder på alle de fire øvrige linjeløbsetaper, og som ligner en absolut topkandidat til 2. pladsen bag Ganna på enkeltstarten.

Giulio Ciccone startede sæsonen som lyn og torden, men siden har han været meget svingende. Han fejlede totalt i Var, rejste sig i Laigueglia og skuffede fælt i Larciano. Den slags yoyokørsel er der ikke råd til i et etapeløb, og min fornemmelse er desværre, at Laigueglia var den positive undtagelse i en generelt nedadgående trend. I forvejen var han ikke helt i stand til at matche de bedste på Ventoux, da han stadig var flyvende, og i dette løb har han enkeltstarten som en akilleshæl. Han har til gengæld fundet noget hurtighed til både 2. og 5. etape, men lige nu frygter jeg, at formen ikke rækker hele vejen.

Israel SUN har også Dan Martin, men hvor han står formmæssigt, er temmelig usikkert. Ireren var syg inden Var, hvor han stadig manglede temmelig meget, og de sidste procent har han næppe fundet siden da. Til gengæld viste han i Vueltaen, at han stadig er konkurrencedygtig på højeste niveau, og denne rute passer glimrende til en fyr som ham. Han er konkurrencedygtig på 2. etape, selvom finalen nok er for let, og mur-etapen passer ham som fod i hose. Også kongeetapen burde være mulig for den Martin, der blev nr. 4 i Vueltaen. Til gengæld får han klø på enkeltstarten, selvom han på det område overraskede i Vueltaen, og samlet set mangler formen nok også for meget til, at vi kan være alt for optimistiske.

Læs også

17-årig dansker imponerede igen - men et styrt blev kostbart

Michal Kwiatkowski vandt løbet for tre år siden, da kaptajn Thomas havde defekt på kongeetapen, men det kan blive svært at gentage denne gang. Med et hav af mulige kaptajner på løbets stærkeste hold taler meget for, at polakken vil ofre sig for bedre klatrere, mens han forbereder sig til klassikerne, som han egentlig også skulle have gjort i 2018. Samtidig ved vi slet ikke, hvor han står formmæssigt efter det styrt, der sendte ham ud af Laigueglia, og som førte til et tidligt exit i Strade Bianche. Hvis til gengæld han er kommet sig, er i form - og det tyder hans kørsel i Besseges på, at han er på nuværende tidspunkt - er det ikke et løb, der er uden for hans rækkevidde. Murene passer ham, han kan spurte på 2. etape, og han har før vist, at han kan køre i top 10 på denne enkeltstart og vinde masser af tid. Kongeetapen handler om at forsvare sig, men den er ikke for svær for polakken, hvis han vitterligt får chancen.

EF har en spændende duo i Simon Carr og Sergio Higuita, der begge er kommet stærkt fra start. Særligt Carr var uhyre overbevisende i Drome-Ardeche, og det bekræftede han med storartet kørsel i Strade Bianche. Her viste han, at han kan klare murene, og kongeetapen burde passe ham endnu bedre. Higuita havde det svært i 2020, hvor han var meget skuffende, men hans UAE Tour gav håb om en renæssance, selvom han stadig synes at have begrænsninger på lange stigninger. Til gengæld vil han være i sit es på murene, og han kan jagte bonussekunder også på 2. etape. Problemet for dem begge er enkeltstarten, hvor de vil få sig nogle klø, og da der fortsat er usikkerhed om Carrs reelle niveau, og Higuita synes lidt begrænset på kongeetapen, bliver det svært at være med helt i front.

Vincenzo Nibali sagde forud for sæsonen, at han rent undtagelsesvist ville forsøge også at køre stærkt i foråret. Han har da også været bedre end vanligt, men han har stadig manglet en del, både i UAE Tour, Laigueglia og senest Larciano, hvor han ikke kunne køre med de allerbedste. I forvejen er der tvivl om niveauet for den efterhånden halvgamle veteran, der bestemt ikke imponerede i 2020. Ruten er dog ikke helt skæv, da kongeetapen ikke er alt for svær, og han blandt klatrerne bør være en af de bedre temporyttere, selvom han aldrig har elsket denne enkeltstart. Murene er ikke hans spidskompetence, men den største udfordring er formen og det generelle niveau.

Romain Bardet lignede en mand på vej mod deroute, men indtil styrtet gav Touren håb om en lille renæssance. Starten i Strade Bianche var ikke alt for overbevisende, men i et løb, der ikke passer ham alt for godt, var det udmærket. Bardet må stadig regnes som en af løbets bedre klatrere, og murene mestrer han også fornuftigt. Til gengæld er enkeltstarten som altid en gigantisk udfordring, og lige nu synes han ikke at have niveauet til at kompensere for det i bjergene.

Valentin Madouas er mest af alt puncheur, men han var overraskende god på de lange stigninger i Var. Han kom lidt ned på jorden i Laigueglia, hvor han akkurat fik det for svært, men i første omgang sad han længe hos de bedste. Hans Strade Bianche var måske en anelse skuffende, men ingen kan være i tvivl om, at den svingende franskmand denne gang er i ganske fornuftig form. Han er nok stadig så begrænset i bjergene, at han på lørdag vil tabe lidt for meget tid, og han er bestemt heller ikke nogen ørn på tempocyklen. Til gengæld burde mur-etapen passe ganske glimrende til en mand, der også kan jagte bonussekunder på 2. etape.

Dette burde være en mulighed for Tobias Foss til at vise evnerne. Nordmanden har haft en stille start, men indtil Jumbo trak sig, kørte han trods en enkelt offday en glimrende Giro, hvor han blandt andet åbnede med en fremragende enkeltstart. Han var også aktiv i finalen i Strade Bianche, men endte alligevel med at falde bekymrende langt tilbage, og han mangler nok stadig lidt for meget klatre- og formmæssigt, da han satser 100% på Giroen. Omvendt er Strade Bianche et specielt løb, og hvis han vitterligt er bedre end antaget, bør han med sine tempoevner kunne gøre det ganske fornuftigt.

Med sin igen ganske fornuftige enkeltstart - faktisk har han tidligere præsteret overraskende godt på netop denne enkeltstart - burde Thibaut Pinot være blandt topfavoritterne på en rute, der passer fremragende til en topklatrer med punch og en god spurt, men franskmanden kæmper stadig med at komme tilbage efter sin rygskade. Han lyder efterhånden relativt optimistisk, men indrømmer også, at han ikke kan være helt i front. Han var konkurrencedygtig i både Ardeche og Laigueglia, men manglede stadig en del procent. Der er grund til at tro, at han er bedre nu, men næppe god nok til at stræbe efter det helt store.

Endelig er man nødt til at nævne Mathieu van der Poel og Quinn Simmons. Vi så i 2020, at han trods alt er begrænset i bjergene, og han kan ikke vinde et løb med så svær en kongeetape. Til gengæld kørte han en ganske fin enkeltstart i dette løb, hvor han ikke kunne matche de bedste, men vandt tid på klatrerne. Han kan undervejs vinde bonussekunder på 2. og 3. etape, og med den lange afstand fra muren, som utvivlsomt vil være for stejl for en stor fyr som ham, kan han måske nå tilbage og komme i spil også på 5. etape. Med andre ord er det bestemt ikke umuligt, at den uhyre formstærke hollænder trods sine begrænsninger på lørdag kan stræbe efter en samlet top 10. Simmons er efter al logik for stor til dette løb, hvor kongeetapen bliver for svær og murene for stejle. Han viste dog storform i Strade Bianche, og han blev trods alt nr. 2 på kongeetapen i Ungarn sidste år. Niveauet var der ganske vist et andet, men måske kan gøre det ganske fornuftigt med en top 20, da han også har en fin enkeltstart.

OPDATERING: Woods er desværre blever syg, og Martin lider af uspecificerede helbredsproblemer. Israel SUN er derfor til start uden klassementsryttere. Ineos har tillige skiftet Martinez ud med Jonathan Castroviejo, der må regnes som ren hjælper.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

***** Tadej Pogacar

**** Egan Bernal, Julian Alaphilippe

*** Geraint Thomas, Mikel Landa, Nairo Quintana, Joao Almeida, Pello Bilbao

** Jakob Fuglsang, Simon Yates, Wout van Aert, Giulio Ciccone, Michal Kwiatkowski, Simon Carr, Sergio Higuita, Vincenzo Nibali, Romain Bardet, Valentin Madouas, Tobias Foss, Thibaut Pinot, Mathieu van der Poel

* Quinn Simmons, Domenico Pozzovivo, Matteo Fabbro, Tim Wellens, Marc Soler, Pavel Sivakov, Damiano Caruso, Rudy Molard, Patrick Konrad, Ilnur Zakarin, Geoffrey Bouchard, Natnael Tesfatsion, Rafal Majka, Victor De La Parte, Davide Formolo, Chris Hamilton, Lorenzo Rota, Gorka Izagirre, Kevin Geniets, Giovanni Aleotti, Daniel Munoz, Roman Kreuziger

HAR DU FÅET SAT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO?

Danskerne

Jakob Fuglsang har gode muligheder i klassementet som kaptajn for Astana og er omtalt ovenfor. Hos Deceuninck skal Kasper Asgreen hjælpe i alle terræner, men han får sin chance for at levere et resultat på enkeltstarten. På BikeExchange skal Christopher Juul hjælpe Simon Yates med at forsvare titlen, mens Emil Vinjebo på Qhubeka skal støtte Domenico Pozzovivo i klassementet. Endelig skal Mads Würtz Schmidt på Israel Start-Up Nation køre spurter for Davide Cimolai og Hugo Hofstetter og støtte Michael Woods og Dan Martin i klassementet, inden han selv kan forsøge sig på enkeltstarten til sidst.

Holdoversigt

Nedenfor giver vi i et overblik over, hvem der i tillæg til de ovennævnte måske kan gøre sig gældende i klassementet.

Team BikeExchange: Det handler 100% om Yates, da Robert Stannard er for begrænset på lange stigninger. Andrey Zeits klatrer godt, men han er på vej tilbage efter mere end et års løbspause.

AG2R Citroën Team: Geoffrey Bouchard kørte så flot i UAE Tour, at top 20 må være realistisk. Nans Peters synes stadig for formsvag, og Lilian Calmejane har langt igen efter styrtet i Provence. Endelig viste Larry Warbasse ikke form i UAE Tour.

Alpecin-Fenix: Xandro Meurisse er stadig helt uden form, og stigningerne er for lange for Petr Vakoc og Gianni Vermeersch. Derfor er Van der Poel bedste bud.

Androni Giocattoli-Sidermec: Efter den fornemme kørsel i Larciano skal talentet Natnael Tesfatsion blive spændende at følge, men hvordan han klarer en stor bjergetape, er usikkert. Daniel Munoz har formen til at gøre det fornuftigt, men ikke være med i front. Eduardo Sepulveda, Mattia Bais og Alessandro Bisolti synes ikke i form.

Astana-Premier Tech: Det handler om Fuglsang, da Gorka Izagirre ikke længere synes at klatre godt nok til at køre klassement i denne slags løb.

Bahrain-Victorious: Det må handle om Landa og Bilbao. Damiano Caruso har alsidigheden og topniveauet, men manglede stadig lidt for meget i bjergene i UAE Tour. Mark Padun synes igen at være i et sort hul.

Læs også

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

BORA-hansgrohe: En velkørende Matteo Fabbro kan gøre det ganske godt i weekenden, men enkeltstarten bliver dyr. Patrick Konrad er holdets kaptajn, men efter den stærke start i Provence synes formen helt væk. Unge Giovanni Aleotti mangler stadig lidt for meget.

Cofidis: Der er tale om et rent sprinterhold bygget op om Elia Viviani.

Deceuninck-Quick Step: Det handler om Alaphilippe og ALmeida.

EF Education First: Det handler om Carr og Higuita, da Lawson Craddock slet ikke klatrer godt længere.

EOLO-Kometa: Holdet har den erfarne klatrer Mark Christian og den unge Alejandro Ropero, men de synes slet ikke i form.

Gazprom-Rusvelo: Løbet burde være et stort mål for Ilnur Zakarin, men hans debut i Larciano tyder absolut ikke på genrejsning efter et skidt 2020. Roman Kreuziger var desværre helt væk i 2020, og heller ikkke han synes på vej mod genrejsning. Denis Nekrasov kan klatre lidt, men er overmatchet trods sidste års 21. plads.

Groupama-FDJ: Det handler om Pinot og Madouas, men Rudy Molard kan også gøre det fornuftigt med en hæderlig form. Jeg er også spændt på, hvor langt formstærke Kevin Geniets kommer, selvom kongeetapen er for svær.

INEOS Grenadiers: Bernal, Thomas og Kwiatkowski er alle omtalt ovenfor. Pavel Sivakov burde også være kandidat, men hans kørsel hidtil tyder på en hjælperrolle.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Holdets klatrer Jan Hirt er som altid formsvag på denne tid af året, men det skal blive interessant at følge formstærke Lorenzo Rota, der dog nok finder kongeetapen lidt for svær. Det vil i hvert fald gælde for Jan Bakelants og den ikke formstærke Loic Vliegen .

Israel Start-Up Nation: Efter afbuddene fra Woods og Martin er holdet chanceløse i klassementet. Alessandro de Marchi kan klatre, men er ikke flyvende.

Team Jumbo-Visma: Van Aert vil som sagt forsøge at køre klassement, og det vil Foss utvivlsomt også.

Lotto Soudal: Tim Wellens er i fornuftig, men ikke prangende form, og det skal han formentlig være, hvis han vil være med helt i front i et løb med en bjergafslutning.

Movistar Team: Marc Soler har egentlig den rette alsidighed, men han er blevet så langsom en starter, at jeg ikke ser ham shine i sine sæsondebut. Davide Villella og Gonzalo Serrano finder kongeetapen for svær, og Dario Cataldo er ikke længere god nok.

Arkea-Samsic: Det handler om Quintana. Diego Rosa finder langsomt lidt form, men mangler stadig alt for meget.

Team DSM: Det handler om Bardet, da svingende Chris Hamilton ikke synes i form, og det samme gælder for Martijn Tusveld .

Team Qhubeka-ASSOS: Domenico Pozzovivo manglede lidt for meget i UAE Tour til, at man kan være alt for optimistisk. Stigningerne er for lange for formstærke Michael Gogl.

Team Total Direct Energie: Victor De La Parte har ikke været i flyvende form hidtil, og Cristian Rodriguez styrtede ud i Var, hvorfor han næppe er flyvende.

Trek-Segafredo: Det handler om Nibali og Ciccone, men som nævnt kan Simmons måske overraske.

UAE-Team Emirates: Det handler om at vinde løbet med Pogacar. Rafal Majka var temmelig formsvag i UAE Tour, og Davide Formolo bekræftede allerede inden Strade Bianche, at heller ikke han er flyvende. Jan Polanc kører pænt, men er ren hjælper.