Optakt: Tour de Pologne

STREAM CLASICA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Løbets rolle og historie

Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, idet det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.

Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne var vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.

Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Derfor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.

Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.

Løbet har siden fastholdt den rolle og har i de senere år også fundet et ret fast format. I adskillige år har ruterne og finalerne været genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.

I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var en del af menuen. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.

Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I 2015 og 2016 besøgte man ganske vist ikke Slovakiet, men formatet var alligevel næsten identisk. Således havde man en række indledende sprinteretaper, inden det hele blev afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man gjorde dog Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning og ikke gøre enkeltstarten alt for afgørende.

Siden 2017 er løbet imidlertid vendt tilbage til rødderne. Enkeltstarten har været blevet droppet, og i stedet har det hele været afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt som noget nyt også en etape med mål på en stejl mur. Også i den forkortede pandemiudgave i 2020 var løbet for puncheurtyper på en rute, der reelt blev afgjort af bare den klassiske Bukowina Tatrzanska-etape, men nu ændrer det sig igen. I 2021 skruedes der ikke bare voldsomt ned for sværhedsgraden af klatringen, enkeltstarten vendte også tilbage i en udgave, der mere end nogensinde var for temporyttere. Også i år er enkeltstarten afgørende, men som noget helt nyt afvikles den i form af noget, der vel kan kaldes en bjergenkeltstart, og dermed fortsætter trenden med eksperimenterende ruter.

I overensstemmelse med dets rolle som Vuelta-forberedelse har løbet igen i år tiltrukket mange af de Vuelta-favoritter, der ikke var til start i Touren, selvom listen slet ikke er lige så omfattende som i tidligere udgaver. Ganske vist kørte flere af hovednavnene i Frankrig, men blandt de navne, der vil bruge det polske løb til at gøre sig klar til de spanske udfordringer, finder vi Richard Carapaz, Pello Bilbao, Sergio Higuita og lokale Michal Kwiatkowski. Fra Touren kommer der denne gang kun Tim Wellens, Jan Tratnik og Kamil Gradek, der udnytter løbets rolle som en sidste mulighed for Tour-rytterne inden en forestående pause.

Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirres talent for ugelange etapeløb. Alberto Bettiol leverede et af sine første store resultater i løbet i 2016, Dylan Teuns bragede ind på scenen i 2017, hvor han vandt dette og flere andre etapeløb i løbet af en gylden måned, i 2019 slog Jonas Vingegaard igennem med en etapesejr i et løb, der blev vundet af kometen Pavel Sivakov foran upåagtede Jai Hindley, og i 2020 blev det rammen om Remco Evenepoels første etapeløbssejr på WorldTouren.

Læs også

Hattrick-dansker tager stort hop

Også sidste år var det en ung komet, der sejrede. Ganske vist var Joao Almeida allerede et stort navn, men da han mødte op i Polen var hans eneste professionelle sejr et nationalt mesterskab i enkeltstart. Det ændrede sig imidlertid markant i løbet af bare én uge i Østeuropa, hvor han lagde ud med at vinde løbets murafslutning, inden han vandt en puncheurspurt to dage senere, og selvom han blev slået af holdkammeraten Remi Cavagna på enkeltstarten, tog han sin tredje gevinst i form af den samlede sejr med 20 sekunder ned til Matej Mohoric og 27 sekunder ned til den lokale helt Michal Kwiatkowski. Almeida vælger ikke at bruge løbet som Vuelta-forberedelse, og derfor dropper han titelforsvaret, og da Mohoric foretrækker at køre i San Sebastian, bliver Kwiatkowski eneste genganger fra sidste års podium.

STREAM CLASICA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Ruten

Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der har kunnet begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.

I 2017 vendte løbet som sagt tilbage til det format, der kendetegnede det frem til 2012, og i de følgende fire år var det igen for puncheurs. Mange af finalerne var gengangere, og ser man bort fra 2020-udgaven, der grundet corona kun bestod af fem etaper, var mønsteret helt fast. Løbet bød på tre helt klassiske sprinteretaper, en mere kuperet etape, der i de tre år af årene endte i en puncheurspurt i Bielsko Biala, en afslutning på en stejl mur og slutteligt de to kuperede etaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter skulle afgøre klassementet i Tatr-bjergene. En anden nyskabelse var, at løbet, der tidligere var kendt for sine 250 km lange maratonetaper, gik i den helt anden grøft og stort set udelukkende bestod af yderst korte og meget eksplosive etaper.

I 2021 blev alt imidlertid forandret. Formentlig var det dramaet og debatten omkring styrtet i Katowice, der ansporede arrangørerne til nytænkning, for det var nærmest nødvendigt at droppe den klassiske højhastighedsspurt i byen, der dog stadig havde et ønske om at være en del af løbet. I stedet for at designe en ny spurt blev løsningen at reintroducere enkeltstarten, der ellers havde været fraværende i fire udgaver, og da Katowice er flad og derfor indbød til de store wattmonstre til fest, forandrede det afgørende et løb, der ofte er blevet afgjort af sekunder mellem de bedste puncheurs.  Det kunne måske føre til en antagelse af om, at løbet nu lignede det, vi kendte fra 2014, 2015 og 2016, men sådan var det heller ikke.  Der skruedes også voldsomt ned for klatreudfordringerne, som man allerede gjorde i 2020, hvor kongeetapen var voldsomt udvandet, og det blev taget til et helt nyt niveau. Ganske vist overlevede den nyligt introducerede murfinale, men der var kun én og ikke to etaper i Tatr-bjergene, og den var endda forandret fra et stærkt kuperet rundstrækningsløb til en flad transport frem til to sene og meget nemme bakker.

Den model fastholdes i et vist omfang i år, men der er alligevel betydelige ændringer. Igen skal der kun tilbringes én dag i Tatr-bjergene, men denne gang slår man dagen sammen med enkeltstarten, der er en meget speciel sag. Således skal man køre 11,8 km, der stort set alle går opad, men procenterne er for det meste så bløde, at det vil være en stramning at kalde det en bjergenkeltstart. Det giver en meget speciel enkeltstart, hvis lige det er svært at huske.

Ligesom sidste år synes enkeltstarten at være den klart vigtigste etape, selvom den denne gang altså ikke er en flad tonsersag som sidste år. Uden etaper i Tatr-bjergene er det kun to kuperede etaper, der derudover kan bruges til at skabe forskydninger i klassementet. Den bedste kommer på 3. etape, der byder på årets murfinale, som for anden gang i træk finder sted i byen Przemysl, hvor Joao Almeida med etapesejr sidste år tog første skridt mod sine suveræne samlede triumf. Den næste chance kommer dagen efter på 4. etape, hvor en ny afslutning i Sanok byder på to halvlange og ikke helt lette stigninger til sidst, men hvor en flad finale gør, at en eller anden form for spurt er det mest sandsynlige udkomme. Resten af løbet består af forskellige former for sprinteretaper, som vi kender dem fra det polske sprinterparadis, men den ene er dog så kuperet, at den kun vil være for de mere holdbare af slagsen. Samtidig vender man igen tilbage til den gamle tradition med nogle meget lange etaper, den længste på mere end 230 km.

Som altid er det sprinterne, der får det først om lørdagen, men denne gang er finalen ikke helt enkel med en stejl bakke på sidste kilometer og sene sving. Til gengæld er det mere klassisk om søndagen, hvor der venter en meget enkel og let stigende massespurt, inden det første klassementsslag følger om mandagen, hvor det gælder årets murfinale. Dagen efter følger den anden af de to vigtige kuperede etaper med de to nye bakker omkring byen Sanok, inden de holdbare sprintere kan se frem til en spurt som afslutning på en ganske kuperet onsdagsetape. Klassementet sættes formentlig på plads torsdag, hvor det gælder den absolutte nøgleetape, nemlig den stigende enkeltstart i Tatr-bjergene, inden det hele slutter, som det oftest er sket, med en forventet massespurt i Krakow, hvor et udbrud dog overraskende snød de hurtige folk for et år siden.

Læs også

Oversigt: Disse hold er udtaget til Giro d´Italia 2024

1. etape

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. I år ændres der lidt på tingene i en udgave, hvor de svære etaper er spredt mere ud, men det betyder ikke, at sprinterne ikke får deres vanlige chance for at få den første førertrøje. Der lægges nemlig ud med en - typisk for Polen - alenlang og relativt flad åbningsetape, hvor man for første gang i 13 år skal slutte i Lublin, og her burde intet kunne forhindre, at sprinterne skal spurte om den første førertrøje, men en lille bakke på den sidste kilometer gør det ikke til den letteste spurt.

Efter nogle år med meget korte etaper vendte man i 2021 tilbage til den gamle tradition med alenlange etaper, og det gør man også i år. Det kommer til udtryk på førstedagen, hvor der skal tilbagelægges hele 218,8 km mellem Kielce og Lublin. Fra start snor man sig først mod nordøst, siden sydøst og så igen nordøst gennem fladt terræn i en ganske monoton fase, der leder frem til den første spurt, som kommer efter 102,2 km lette kilometer på toppen af en lille bakke. Her sætter man mod nord for at følge en helt flad og lige vej, der langs en flod, frem til dagens anden spurt, som kommer efter 122,0 km. Floden følges videre mod nord over yderligere nogle kilometer, hvorefter man kortvarigt kører mod nordøst, inden det går videre mod nord og nordøst, fortsat igennem pandekagefladt terræn.

Endelig varieres terrænet lidt, når man rammer et mere kuperet område. Her fortsætter man mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Kazimierz Dolny (1,4 km, 5,1%), der er en let stigning med top efter 155,9 km. En kort nedkørsel leder mod nord ned til en special sprint, som er placeret efter 164,3 km, inden man kører mod øst og sydøst frem til og op ad kategori 4-stigningen Wylagi (800 m, 5,3%), hvis top rundes efter 168,6 km.

Herfra bliver det igen stort set helt fladt, når man kører først mod sydøst, siden nord og slutteligt øst frem dagens sidste spurt, som er placeret efter 190,8 km. Herfra går det videre ad den lige og ganske flade vej mod øst direkte ind til centrum af Lublin. Her rammer man med 3 km igen en 1000 m lang nedkørsel, hvorefter det er fladt frem til en lille bakke, der indledes med 800 m igen, og som på det stejleste sted stiger med 6,7%, inden de sidste 250 m igen er flade. Samtidig er finalen ganske teknisk, da man efter et skarpt sving med 2600 m skal igennem en blød kurve med 2100 m igen, hvorefter der venter to skarpe sving med hhv. 900 m og bare 250 m igen.

Trods distancen byder etapen på i alt bare 1231 højdemeter.

Der er ikke meget nyt om den polske sol på denne alenlange og meget flade åbningsetape. Vinden spiller meget sjældent en rolle i Polen, og der er derfor lagt op til et sikkert sprinteropgør. I finalen er alt dog ikke, som det plejer, for den lille bakke adskilt at to sene sving gør det til en mere tricky spurt, hvor både positionering og evner på korte bakker tæller mere end høj topfart.

Lublin var senest målby for løbet i 2009, hvor Jacopo Guarnieri vandt en massespurt foran Allan Davis og André Greipel. Det skulle den også have været i 2008, men her fik kraftigt regnvejr rytterne til at protestere over etapens farlighed, hvorfor den lev neutraliseret. Det lille ungdomsløb Carpathian Couriers Tour åbnede i 2019 med en prolog i byen, hvor Marceli Boguslawski sejrede foran Joren Bloem og Sam Gademan. Løbet var også forbi i 2017, hvor Kamil Zielinski snød sprinterne ved at køre alene hjem til solosejr, og i 2015, hvor Johim Ariesem vandt en massespurt.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

2. etape

Løbets første dage har traditionelt altid været et sandt sprinterparadis, og oftest er de første tre etaper alle endt i massespurter. Sidste år lagde man allerede en klassementsetape ind på andendagen, men i år er formatet mere traditionelt. Sprinterne kan nemlig med det samme se frem til en revanche efter lørdagens forventede massespurt, når der også søndag venter en lang og næsten helt flad etape. Denne gang kan de også glæde sig over en mere klassisk finale, der er næsten uden tekniske udfordringer, og hvor et kun let stigende opløb ikke vil stille store forhindringer i vejen for en helt klassisk massespurt.

Med en distance på 205,6 km er der tale om endnu en lang etape, der fører feltet fra Chelm til Zamosc. Byerne ligger ikke langt fra hinanden, og derfor kører man lidt rundt i terrænet for at nå op på den lange distance. Starten går meget tæt på grænsen til Ukraine, og man lægger ud med at køre mod sydøst ad en helt lige og flad vej ned til byen Hrubieszow, der ligger stort set på selve grænse, og som er rammen om den første spurt, der kommer efter 50,6 km. Nu drejer man imidlertid mod sydvest for at køre væk fra grænsen til det krigshærgede land, fortsat igennem fladlandet, men med kurs mod et mere kuperet område.

Her ændrer terrænet kortvarigt karakter, når man fortsætter mod sydvest op over kategori 4-stigningen Michalow-Kolonia (1,0 km, 2,5%), hvis top rundes efter 91,9 km, inden man fortsætter direkte videre mod sydvest op over kategori 4-stigningen Sabaudia (1,6 km, 3,6%), hvis top passeres efter 105,2 km. Herfra går det videre mod sydvest frem til etapens sydligste punkt, hvor dagens anden spurt køres efter 109,5 km.

Herfra bliver det igen stort set helt fladt, når man følger en lige vej mod vest frem til byen Jozefow, som passeres efter 142,9 km. Her drejer man mod nordvest og senere for at følge en flad vej frem til dagen sidste spurt, som er placeret efter 167,4 km. Nu drejer man mod nordøst og siden sydøst for at køre ad flade veje frem til udkanten af Zamosc, hvor man kører mod nordøst ind mod centrum. Her rammer man efter 190,7 km den afsluttende rundstrækning, inden man efter 197,0 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 8,6 km lange runde. Den er stort set helt flad og ganske enkel. Fra start kører man mod syd ad en relativt lige vej, inden man med 6,3 km sætter kursen mod nord. Med 2750 m igen drejer man mod vest i et relativt blødt sving, inden man med 1150 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på opløbsstrækningen, hvorefter det stiger let med 0,8% i gennemsnit over den sidste kilometer, idet de sidste 300 m er flade.

Etapen byder på i alt bare 966 højdemeter over den lange distance.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Dette er så klassisk for Tour de Pologne, som det kan blive. En lang etape igennem det polske fladland, hvor det stort set aldrig blæser, betyder altid en massespurt i en sprintervenligt løb, der altid tiltrækker et hav af sprintere. Derfor vil det være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterne skal dyste i en finale, der denne gang er ganske enkel og lægger op til et brag af en massespurt i den let stigende afslutning.

Zamosc har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

I gamle dage var det fast kutyme, at de eneste klatreudfordringer kom på de to etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, men da enkeltstarten forsvandt i 2017, erstattedes den af en nyskabelse. Siden dengang har man haft for vane at gøre brug af en rigtig murafslutning i den fladere del nord for bjergene, og selvom enkeltstarten siden 2021 har været tilbage, rører man ikke ved muren. I stedet er det etaperne i Tatr-bjergene, der er skruet ned for, og derfor skal der igen i år udkæmpes et første klassementsslag på en kort og stejl sag. Det sker endda i samme finale i byen Przemysl, hvor Joao Almeida sidste år lagde grunden til sin samlede sejr, og med de ganske begrænsede klatreudfordringer i årets løb venter der således igen en vigtig mandagsetape, hvor de eksplosive puncheurtyper får deres absolut bedste chance for at vinde tid inden den meget vigtige enkeltstart senere i løbet.

I stil med årets trend er der igen tale om en lang etape, der fører feltet fra Krasnik til Przmysl. Denne gang skal der således tilbagelægges intet mindre end 237,9 km, men hvad etapen har i distance, har den ikke i terræn. Således er det ganske fladt, når man lægger ud med at sno sig mod sydøst ned til dagens første spurt, som kommer efter 33,4 km. Her sætter kursen mod syd og senere sydøst for at køre igennem pandekagefladt terræn frem til dagens anden spurt, som kommer efter 103,0 meget lette kilometer.  Det bliver ikke spor vanskeligere, når man herfra fortsætter mod sydøst ad en lige og flad vej frem til dagens tredje spurt, der er placeret efter 145,6 km, og fladlandet fortsætter, når man nu kører mod sydøst og siden sydvest direkte ind til målbyen, der nås for første gang efter 181,4 nemme kilometer.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Byen ligger lige på kanten af nogle mindre bjerge, og derfor ligger den afsluttende mur i byens udkant. I første omgang kører man dog ikke op ad den, men fortsætter i stedet mod syd og sydvest i let stigende terræn ud til de nærliggende bakker i området syd for byen. Her når man ned til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Først går det skiftevis mod syd og vest op og ned ad kategori 3-stigningen Solca (3,0 km, 5,3%), der er en meget let stigning, men som har 500 m med 11,6% nær toppen, som rundes efter 202, 6 km. Herfra kører man mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Kalwaria Paclawska (2,1 km, 9,2%), der er en relativt jævn og stejl stigning med et maksimum på 16,5% nær toppen, som kommer efter 208,8 km.

Herfra går det via en let nedkørsel mod nordvest, inden man med det samme kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Gruzsowa (2,5 km, 6,7%), der stiger med 6-9% over de første 1500 m, men derefter flader ud med 4-6% frem mod toppen, der rundes efter 215,8 km. Nu fører en lige og led nedkørsel mod nord, sydøst og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter turen rundt i bakkerne kører man mod nordøst ad den let faldende vej tilbage til Przemysl, hvor man igen kører ind til centrum, men denne gang drejer man med 1700 m igen skarpt til venstre ind på den afsluttende mur. Den stiger med 7,4% i snit, men man skal ikke lade sig snyde. Der lægges nemlig ud med 400 m på brosten, hvor det stiger med mellem 9 og 15%, inden man drejer skarpt to gange med hhv. 1300 m og 1200 m, og det falder over 300 m ned mod den røde flamme. Her drejer man skarpt igen, hvorefter muren for alvor tager fat med en sidste kilometer med 9,6%. Reelt er det dog kun de første 800 m, der er en mur, idet det her stiger med 13-16% hele vejen, indtil de sidste 200 m er stor set flade. Efter det skarpe sving ved den røde flamme er der yderligere et sving med 800 m igen og derefter, når man med 200 m igen drejer ind på den fladere del på toppen.

Etapen byder trods den gigantiske distance på beskedne 1545 højdemeter.

Disse murfinaler er ganske spektakulære, og der synes her at være lagt op til et rigtigt slag mellem Fleche Wallonne-specialisterne. Der er tale om en forlænget udgave af 2. etape fra sidste års udgave, og det er kun den indledende flade del, der er ændret, hvorefter turen rundt i bakkerne og muren er velkendt fra sidste år. Afslutningen er lidt speciel, da muren kommer i to hug, ligesom det flader ud på toppen. Forinden vil der kunne varmes op på den stejle bakke med knap 30 km til mål, men det vil formentlig skulle koges ned til en Mur de Huy-agtig spurt til sidst, hvor bakken er så kort, at forskellene trods alt vil være begrænsede, som vi så det sidste år.

Finalen i Przemysl gjorde som sag debut sidste år, hvor Joao Almeida sejrede på toppen i samme tid som Diego Ulissi og Matej Mohoric, mens Michal Kwiatkowski og Mikkel Honoré tabte hhv. 4 og 8 sekunder, men alle andre tabte mindst 12 sekunder. Byen har derudover kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i det lille Course de la Solidarité Olympique i 2006, hvor Aldo Ino Ilesic vandt en massespurt nede i byens centrum.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

4. etape

Efter mange år med et næsten totalt genbrug af velkendte finaler er arrangørerne i de senere år begyndt at finde nye afslutninger. Det kommer til udtryk på tirsdagsetapen, hvor man har fundet en ny afslutning i byen Sanok. Her skal man over to relativt lange bakker i finalen, og selvom de ikke er alt for stejle, vil det være en af de få chancer for klatrerne til at angribe hinanden. Dermed kunne meget tale for et lille klassementsslag, men stigningerne er nok for lette til, at en eller anden form for spurtafgørelse på en lille målbakke kan undgås, hvis ikke det lykkes ryttere at snige sig væk i en taktisk og flad finale.

Med en distance på 179,4 km er der tale om den første lidt kortere etape, som fører feltet fra Lesko til Sanok. De er tale om to nabobyer, og etapen består derfor af en tur rundt i det kuperede område øst for de to byer. Fra start er det dog kun let kuperet, når man lægger ud med at sno sig mod sydøst, idet den vanskeligste udfordring er en bakke (1,7 km, 6,6%) med top efter 19 km. Senere drejer man mod øst for at sno sig igennem det let kuperede terræn frem til kategori 2-stigningen Dmina Czarna (3,9 km, 6,2%), der har 2 km med 7-8% midtvejs og har top efter 48,5 km.

Herfra bliver det lettere, idet det generelt er let faldende, når man kører mod først nordøst og siden nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 72,8 km. Det lette terræn fortsætter, når man igennem fladlandet kører mod nordøst, inden man snor sig mod nordvest op langs grænsen til Ukraine igennem let kuperet terræn med flere mindre bakker, hvoraf den værste (1,5 km, 6,5%) har top efter 6,5 km. Kort efter drejer man mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Hotel Arlamow (1,7 km, 6,4%), der er en jævn stigning med top efter 103,7 km.

Nu bliver det igen lidt lettere, idet en nedkørsel leder mod nord og nordøst ned til dagens anden spurt, som kommer efter 114,7 km. Herfra drejer man mod nordvest for at køre ad en let stigende vej frem til en bakke, inden en nedkørsel leder ned til den tredje spurt, som er placeret efter 114,7 km. En flad vej leder nu et kort stykke mod vest og syd.

Nu indledes finalen, når man fortsætter mod syd op ad kategori 2-stigningen Leszczawa (4,6 km, 4,9%), der er en relativt jævn stigning, hvis første to kilometer dog stiger med hhv. 5,7% og 7,4%, inden den flader ud med 2-5% frem mod toppen, som rundes efter 146,7 km. De sidste 32,7 km indledes nu med en lige og let faldende vej, der leder mod syd og sydvest, inden man fortsætter mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,0 km, 5,9%), hvis kilometer stiger med hhv. 4,2%, 6,5%, 5,7%, 6,8% og 6,4%.

Fra toppen resterer 18,5 km, som indledes med en meget teknisk nedkørsel, der leder videre mod sydvest ned til fladlandet, hvor man drejer mod nordvest for at følge en ganske let faldende vej ind til centrum af Sanok. Her falder det ned mod den røde flamme, hvorefter det stiger let, indtil man med 500 m igen rammer en bakke, der når et maksimum på 8,3% ca. 100 m fra stregen. Finalen er lidt kringlet, idet man drejer i en rundkørsel med 1900 m igen, hvorefter der på den sidste kilometer er sving med hhv. 700 m, 600 m og 100 m igen.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Etapen byder på i alt 2621 højdemeter.

Det er en ganske interessant afslutning, arrangørerne har designet til denne nye etape. Begge de to sidste stigninger er relativt lange, og særligt den sidste stigning er også relativt stejl. I et løb uden mange stigninger burde der være garanti for et slag mellem klassementsrytterne, men efterfølgende er der god tid til en regruppering. Herefter kan alt imidlertid ske, for den flade finale kan blive svær at kontrollere, og selvom det mest sandsynligt er en eller anden form for spurt, kan man bestemt ikke udelukke, at et taktisk spil kan gøre det muligt at gøre vigtige forskelle i klassementet.

Sanok har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Brandvarm dansker officielt udtaget til Giroen

5. etape

En af løbets klassiske sprinterbyer er Rzeszow, hvor de hurtige folk plejer at få det sidste ord. Byen vender også tilbage i år, men denne gang bliver det slet ikke så let for sprinterne. Som noget nyt skal man nemlig over flere bakker i finalen, og selvom ingen af dem er voldsomt stejle, vil de kunne rydde lidt ud i feltet. De kan også bruges som afsæt for angreb, men da de er for lette til at skabe forskelle i klassementet, må man antage, at etapen skal afgøres i en reduceret massespurt, hvis ikke et ufarligt udbrud får lov at få en sjælden chance for at holde hele vejen.

Med en distance på 178,1 km er der tale om endnu en lidt kortere etape, der fører feltet fra Lancut til Rzeszow. Der er tale om to nabobyer, og etapen består derfor af en tur rundt i det kuperede terræn i området syd for de to byer. Starten er ganske hård, da man lægger ud med at køre mod sydvest, sydøst og øst op og ned ad tre bakker med top efter hhv. 10,5 km (4,1 km, 3,9%), 16,5 km (2,0 km, 5,8%) og 22,5 km (2,3 km, 6,0%), inden det bliver lettere, når man igennem fladt terræn kører mod nord, øst og sydøst ned til byen Kanczuga, som passeres efter 40,6 km. Herefter er det kortvarigt fladt, mens man kører mod syd, men kort efter skal man op og ned ad to bakker, hvoraf den sidste (1,3 km, 6,8%) er den sværeste og har top efter 58,5 km.

Nu følger etapens letteste fase, når man igennem relativt fladt terræn kører mod først nordøst, siden syd og slutteligt vest, idet der undervejs kun er én lille bakke. Efter 111,7 km kører man dagens første spurt, og umiddelbart derefter kører man mod vest op ad kategori 3-stigningen Dynow (800 m, 6,9%), hvis top rundes efter 114,0 km. Nu går de videre mod vest igennem småkuperet terræn, inden man drejer mod nord ad et kort fladt stykke, inden man skal over en lille bakke (1,2 km, 6,8%), hvis top rundes efter 138 km.

En nedkørsel og et kort, fladt stykke fører nu mod nordvest, inden det går mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Rzeszow (2,2 km, 5,7%), der er en ujævn stigning med først tre 500 m-segmenter på hhv. 6,4%, 10,4% og 6,3%, inden det er næsten fladt over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 147,7 km. Efter et kort, fladt stykke rammer man efter 149,6 km den afsluttende rundkørsel, inden en nedkørsel og et fladt stykke leder frem til første passage af stregen efter 159,0 km.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 19,1 km lange runde. Den indledes med et fladt stykke, der fører mod syd og sydøst ud af byen, inden man fortsætter mod sydøst op ad en bakke (2,2 km, 4,2%), der har top, hvor man ramte rundstrækningen en omgang tidligere. De sidste 9,4 km indledes nu med en meget let nedkørsel, der leder mod nordvest ind mod centrum, hvor de sidst 5 km er stort set helt flade. Med 2450 m igen skal man til højre i en rundkørsel, inden der med 1200 m igen er et blødt venstresving efterfulgt af to højresving med hhv. 1100 m og 800 m igen. Efter den røde flamme stiger det let med 3-4% over ca. 200 m, hvorefter det er først let faldene og siden ganske let stigende med 0,2%.

Etapen byder på i alt 2179 højdemeter.

De sene bakker er et spændende krydderi til den klassiske sprinterafslutning Rzeszow, og de burde nok kunne rydde en anelse ud i feltet. De er dog langt fra overkommelige, og man må formode, at sprinterne vil gå efter at holde det samlet. Hvis 3. og 4. etape har skabt lidt større forskelle, kan der måske være en lille åbning for et udbrud, men mest af alt må man forvente, at de holdbare sprintere skal i aktion.

Rzeszow har været besøgt flere gange i de seneste år, senest i 2021, hvor Fernando Gaviria vandt en massespurt foran Olav Kooij og Phil Bauhaus, i 2017, hvor Danny van Poppel vandt en reduceret massespurt foran Luka Mezgec og Peter Sagan, og i 2016, hvor Gaviria vandt en reduceret massespurt foran Mezgec og Michal Kwiatkowski. I 2014 var Theo Bos hurtigst i en massespurt foran Mezgec og Michael Matthews, mens det var tilfældet for Thor Hushovd i 2013, hvor han nærmest slog Mark Renshaw og Steele von Hoff. Nordmændene vandt også i 2009, hvor Edvald Boasson Hagen var hurtigst, mens Jurgen Roelandts vandt en spurt i en 12-mandsgruppe i 2008. I 2020 bestod Orlen Nations GP af to etaper i byen, nemlig et holdløb, der blev vundet af Holland, efterfulgt af en flad etape, der i en spurt blev vundet af Olav Kooij. Course de la Solidarité Olympique var forbi i år 2000, hvor Dmitry Sedoun vandt.

Læs også

Profiltungt og danskerløst Jayco-hold klar til Giro d’Italia

6. etape

I årevis har vi været vant til, at de afgørende etaper er blevet kørt i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, hvor de eksplosive puncheurs har været i deres es. I årene mellem 2013 og 2016 blev de krydret med en flad enkeltstart, og den vendte efter fire års fravær tilbage i 2021, hvor man til gengæld skruede gevaldigt ned for brugen af de sydlige bjerge. Det gør man også i år, hvor der bare skal køres 11,8 km i bakkerne mod syd, og det sker i et helt nyt format. Denne gang slås besøget i Tatr-bjergene nemlig sammen med enkeltstarten på det, der vil være løbets absolut vigtigste etape, når der om torsdagen venter en enkeltstart, der stiger næsten hele vejen, og selvom det vil være en stramning at kalde det en bjergenkeltstart, er det bestemt ikke en klassisk tidskørsel, som vil være rammen om årets helt store klassementsslag.

Med en distance på 11,8 km er der tale om en ganske kort enkeltstart, der fører fra Gronkow til Stacja Narciarska Rusinski. Etapen er ganske enkel, idet man kører mod syd ad en lige vej, der hele tiden går op ad bakke og leder op til Bukowina Tatrzanska, hvor der plejer at være mål på kongeetapen. Vejen er helt uden sving, og over de første 9,8 km vinder man i alt 310 højdemeter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,2, men den bliver stejlere og stejlere. De første 3,9 km stiger således med knap 2%, inden der venter 3,4 km med 2,9%, inden den slutter med 2,2 km med 6,1%, herunder med den stejleste passage på 10,3% lige inden toppen.

Den rundes, når man med 1750 tager dagens første sving, hvorefter det kortvarigt er fladt, inden det falder ned mod et sving, der tages med 600 m igen. Herefter venter en 100 m lang bakke med 5,1%, hvorefter det er næsten helt fladt over de sidste 500 m, der også byder på et sidste sving med 300 m igen.

Etapen byder trods den korte distance på i alt 337 højdemeter.

Det er en meget speciel enkeltstart, hvis lige jeg ikke mindes at have set. At kalde det en bjergenkeltstart er en stramning, når procenterne er så bløde, og det vil formentlig være en enkeltstart, der køres på tempocykler. Klatrestærke specialister bør elske denne rute, men det er også en rute, hvor klatrere bør kunne forsvare sig betydeligt bedre end på en klassisk enkeltstart. Bjergenkeltstarter vindes som regel af rene klatrere, men det vil næppe være tilfældet for denne, der stiller for store krav til tempoevner og aerodynamik, og det gør til en interessant etape, hvor vi kan se et miks af ryttere gøre det godt.

Læs også

Topsprinters kontrakt er næsten på plads

Stacja Narciarska Rusinski har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

7. etape

I de fleste af de seneste udgaver er løbet sluttet med en afgørende etape i Tatr-bjergene, men i 2020 vendte man tilbage til en gammel tradition, nemlig at slutte med en massespurt i storbyen Krakow.  Den store by Krakow har været et fast holdepunkt i løbet siden 2008, hvor løbet enten er startet eller sluttet i byen, og ser man bort fra de fire år med en afsluttende enkeltstart, har der næsten altid været sprinterfest. Den tradition blev imidlertid brudt sidste år, hvor et udbrud overraskende sejrede, og selvom meget taler for, at vi i år vender tilbage til det velkendte sprinteropgør, betyder en kuperet start, at der måske kan vente endnu en overraskelse.

I alt skal der køres 177,8 km, der fører feltet fra Valsir, Skawina til Krakow. Begge byer ligger i fladlandet nord for Tatr-bjergene og er næsten naboer, men den første del af etapen består af en tur ind i bjergene. Derfor lægger man ud med at køre mod først syd, siden sydvest og slutteligt vest ad en let stigende vej, inden det går videre mod vest op ad en bakke (2,9 km, 4,8%), på hvis top dagens første spurt køres efter 23,7 km. En nedkørsel leder mod vest, inden det går mod sydøst op og ned ad en bakke. Umiddelbart efter nedkørslen fortsætter man mod syd op ad kategori 1-stigningen Bienkowka (2,7 km, 7,6%), der efter en let start slutter med 1200 med 9-12%, og hvis top rundes efter 41,2 km. En kort nedkørsel leder mod syd og øst, inden man fortsætter mod øst op ad kategori 3-stigningen Gmina Budzow (1,4 km, 6,1%), der slutter med 600 m med 7,5% og har top efter 45,9 km

Herefter er de værste vanskeligheder overstået. En lige og faldende vej leder mod nordøst væk fra bjergene, inden man kører mod nord ad en flad vej frem til den anden spurt, som kommer efter 61,3 km. Herfra går det videre mod nordøst ad en let kuperet vej, og det let kuperede terræn fortsætter, når man senere kører mod nordøst. Der er flere småbakker, når man herfra kører mod sydvest og vest, indtil man efter ca. 110 km når ud i fladlandet.

Herfra er det helt fladt, når man kører mod sydvest, nordvest og vest ad lige veje ud til det vestligste punkt, hvor man kortvarigt kører mod nord, inden det gør den modsatte vej mod først øst og siden nordøst. Nu skal man over den lille kategori 4-stigning Kaszow (1,0 km, 4,8%), der er en jævn stigning med top efter 139,8 km, inden det igen bliver helt fladt, når man kører ad lige veje mod nordøst og øst ind til Krakow. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 157,5 km, inden man 5,0 km senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 5,1 km lange runde, der er den samme som sidste år og en forlænget udgave af den velkendt 4,0 km lange rundstrækning fra tidligere år, og som er næsten helt flad med bare fire sving. De to første kommer umiddelbart efter passagen af stregen, og derefter skal der igen drejes med 2400 og 1800 m igen og derefter buer vejen kun let med 1500 m igen, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.

Læs også

Hollandsk stjerne vil gøre Mads P. kunsten efter og lave Grand Tour-hattrick

Etapen byder på i alt 1874 højdemeter.

Sidste år, hvor ruten var helt flad, lykkedes det overraskende et stærkt udbrud at snyde sprinterne, og det samme skete næsten i 2020, hvor ruten mindede meget om denne. Det vidner om, at intet er givet på dette tidspunkt i løbet, hvor ingen har noget at miste ved at angribe, men hvis det går, som det plejer, skal sprinterne slutte løbet af med den helt store boulevardspurt på den lige og flade vej i Krakow, hvor de rene sprintere plejer at dominere.

Krakow har som sagt som regel lagt asfalt til sidste etape, senest sidste år, hvor Julius van den Berg var hurtigere end Alexis Renard, Matteo Jorgenson og Gianni Moscin i et udbrud, der med 3 sekunder snød sprinterne. Det samme var tæt på at ske i 2020, men her rundede Davide Ballerini af med at sejre i en massespurt foran Pascal Ackermann og i Alberto Dainese. I 2017, 2018 og 2019 åbnede man løbet med en kort flad etape i byen. I 2019 sejrede Ackermann foran Fernando Gaviria og Fabio Jakobsen, og han var også hurtigst i 2018, hvor han nærmest slog Alvaro Hodeg og Matteo Trentin. I 2017 overraskede Peter Sagan ved at spurte sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny van Poppel. I årene forinden sluttede løbet ellers med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).

Læs også

Canadisk mester i ekstase under vinderinterview

STREAM CLASICA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Favoritterne

Det er velkendt, at sæsonens første løb er blandt de vanskeligste at spå om, idet langt de fleste ryttere stiller til start efter en lang træningsperiode uden forudgående løbsdeltagelse. Det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der er godt kørende, og hvem der endnu har arbejde at gøre, inden de er konkurrencedygtige.

På mange måder er Tour de Pologne at betragte som et sådant løb fra årets første måneder. Traditionelt har der for langt hovedparten af feltet været tale om, at det er første konkurrence efter en lang sommerpause, der for manges vedkommende er foregået på en højdetræningslejr. Kun ganske få har været i aktion i Tour de Wallonie, og de fleste har ikke kørt løb siden de nationale mesterskaber. Startlisten udmærker sig som omtalt ved at rumme mange Vuelta-favoritter, der ikke kørte Tour de France, og for dem er det en vigtig formtest. Det betyder imidlertid, at heller ikke de reelt ved, hvordan de er kørende, og da tendensen til, at Tour-ryttere benytter løbet som et sidste mål inden en pause, samtidig synes at være aftaget kraftigt, er der således samlet et næsten fuldt felt af ryttere, der er meget usikre på, hvordan de efter hård træning vil reagere i løbssammenhæng.

Billedet kompliceres samtidig af, at forskellige ryttere præsterer forskelligt i deres forberedelsesløb. Mange af favoritterne bruger løbet som optakt til Vueltaen, og der er meget stor forskel på, hvor ambitiøse de er i løb, der først og fremmest er opvarmning. Der er imidlertid en klar tendens til, at rytterne i Polen Rundt er knap så langt fremme, som Giro-favoritterne er i Tour of the Alps og Tour-favoritterne i Dauphiné. I disse to løb ser man oftest de største navne køre med om sejren inden deres store grand tour-mål, men tendensen i Polen Rundt er, at Vuelta-favoritterne stadig mangler en del, inden de når topformen.

Det hele blev lidt lettere af, at arrangørerne har været så glade for genbrug. Det har gjort, at en rute, hvis sværhedsgrad ellers kan være meget vanskelig at vurdere, er blevet en anelse nemmere at gennemskue, fordi vi kender den fra tidligere. Da enkeltstarten igen forsvandt forud for 2017-udgaven, gik arrangører som sagt tilbage til rødderne og gik fra at være et løb for tempospecialister til igen at være en sag for puncheurs og eksplosive klatrere.

Heller ikke den fordel har vi længere. Efter den kontroversielle og forkortede 2020-udgave er alt kastet op i luften. Enkeltstarten er tilbage, og de velkendte og typisk afgørende etaper i Tatr-bjergene indgår reelt ikke i løbet længere. I år kører man endda reelt helt uden om det område, der traditionelt har været løbets helt store fokus, når man alene besøger bjergene i forbindelse i forbindelse med den korte og meget særegne enkeltstart. Dermed tilbringer man endnu mindre tid i bjergene, end man gjorde sidste år, hvor man trods alt stadig havde den klassiske finale i Bukowina Tatrzanska, selvom det var som afslutning på en meget, meget udvandet etape, der knap kunne kaldes en klassementsetape.

Fraværet af væsentlige klatreudfordringer og genindførslen af en flad tonserenkeltstart gjorde sidste års rute til en sag for tempospecialister, der kunne holde sig til i de to eksplosive finaler på den tidlige mur og i puncheurfinalen i Tatr-bjergene. Med den lettere rute går det mønster igen i år, men kun delvist. Det skyldes naturligvis, at enkeltstarten nu er betydeligt kortere, end den var for et år siden, og at den har et meget specielt design, som trods alt giver klatrerne en bedre chance end på sidste års fladbanerute.

Rutens lette karakter gør, at det igen er enkeltstarten, der er den klart vigtigste etape, men den reducerede distance gør, at den ikke er helt så afgørende som sidste år. Denne gang er den pokkers svær at vurdere, for selvom det går opad hele vejen, er det i hvert fald ikke en bjergenkeltstart. Langt hovedparten af tiden stiger det bare med 2-3%, og det ville klatrestærke maskiner som Filippo Ganna og Stefan Küng sagtens kunne mose opad på en enkeltstartscykel, hvis de havde været til start. Til sidst kommer der til gengæld noget ”rigtig” stigning, hvor man skal ud af sadlen, og vi når endda kortvarigt op på tocifrede procenter. 2,1 km med mere end 6% på en etape på ca. 12 km kan mærkes, og det bør betyde, at det er en etape, der ikke er for de tunge specialister, og hvor klatrerne bør forsvare sig hæderligt. Det er dog ingenlunde en bjergenkeltstart, som kan vindes af temposvage bjergryttere. Den første del kræver så meget power, at det stadig må være en etape for specialister, men de skal være alsidige og kunne klatre.

De øvrige to nøgleetaper er 3. og 4. etape. Murfinalen består, og denne gang bliver det lidt lettere af, at der er tale om samme afslutning som sidste år. Her så vi, hvordan Joao Almeida, Diego Ulissi og Matej Mohoric nåede mål i samme tid med hhv. 4 og 8 sekunder ned til Michal Kwiatkowski og Mikkel Honoré, men hele top 11 endte inden for 16 sekunder og top 19 inden for 30 sekunder af vindertiden. Det giver en god fornemmelse af de forskelle, vi kan vente på etapen, der domineredes af murspecialister og puncheurs. Forskellene mellem de allerbedste vil være små, men kommer vi uden for top 10 begynder vi at tale om afstande, der vil betyde noget, også i forhold til en ca. 12 km lang enkeltstart.

Læs også

18-årig franskmand triumferer i Bretagne

Mere uforudsigelig er den nye 4. etape. De to sidste stigninger lange, og den sidste er også relativt svær. Det er klatrernes sidste chance, og derfor må man tro, at der vil blive angrebet. Både stigningens karakter og afstanden til mål gør dog, at vi ikke bør se forskelle mellem de bedste, og mest sandsynligt er det, at favoritterne vil nå mål i samme tid, hvor der vil være bonussekunder at hente for de hurtige på stregen. Hvis finalen køres hårdt, kan vi dog godt få en taktisk afslutning. Lykkes det en mand eller tre at snige sig væk i fraværet af hjælpere, kan de vinde tid, der kan blive meget, meget afgørende i et løb, der næppe vindes med store forskelle. Det er den store chance for at alligevel at vinde løbet, selvom man ikke nødvendigvis kører nogen god enkeltstart. Mest sandsynligt er det dog, at den vil ende i en spurt, og at eneste reelle chance for at gøre forskelle vil komme på 3. og 6. etape.

4. etape kan altså meget vel ende i en spurt, og dermed kan spurtstyrke komme i spil. Det kan den også i de indlagte spurter, som ofte spiller en rolle i dette løb, der gerne er meget tæt. Bonussekunderne vil også være vigtige for de bedste murspecialister på 3. etape, og dermed er punch og fart en evne, der sammen med tempoegenskaber belønnes.

Til gengæld regner jeg ikke med, at de øvrige etaper kommer i spil. Sidste år snød et udbrud sprinterne på 7. etape, men uanset om vi får en udbrudssejr eller ej, er 1., 2. og 7. etape for lette til at gøre en forskel, da de højst sandsynligt ender i massespurter. 5. etape er mere kuperet, og det kan åbne døren for et udbrud eller en reduceret massespurt, men bakkerne er for bløde til at spille en rolle i klassementet.

Alt sammen kan det naturligvis ændres af vejret, der før har spillet en rolle i løbet, ikke mindst i den episke 2016-udgave, hvor regnvejrsrytteren Tim Wellens kørte fra alt og alle. Netop regn bliver også et tema i den indledende weekend. Søndagens bliver faktisk også mere blæsende, end man normalt ser det i Polen, men vinden er kun lige på grænsen til at kunne skabe splittelse. Min erfaring med sidevindskørsel i Polen er, at det aldrig bliver et tema, og selvom jeg intet kan udelukke søndag, sker det næppe heller denne gang. Derefter vil vejret være strålende med sol, svage til lette vinde og temperaturer på mellem 22 og 28 grader, idet der dog vil være en lille risiko for tordenbyger på sidste etape. Der vil være sidevind på mandagens mur og endnu vigtigere modvind i finalen på 4. etape, hvilket øger sandsynligheden for en eller anden form for spurt.

Konklusionen er, at det er et løb for tempostærke folk, der kan håndtere den stigende enkeltstart på 6. etape, og som kan overleve stigningerne på 3. og 4. etape samt har et punch til at være med fornuftigt fremme på muren. En spurt til at jagte bonus er bestemt ikke nogen ulempe, men ikke nødvendigvis en forudsætning for at vinde, hvis tempobenene er i orden på torsdag.

Det giver også et lidt anderledes favoritfelt, end vi normalt ser til WorldTour-etapeløb, og særligt end vi har set i de fire puncheurudgaver mellem 2017 og 2020. Alligevel er der et vist overlap, for der findes i dette felt flere ryttere, der har den helt rette kombination af evner til dette løb, nemlig tempokapacitet og det punch, der skal gøre det muligt at vinde bonussekunder og køre med om sejren på muren. I forhold til sidste år bliver det sværere for de tungere specialister, der bør få vanskeligere ved klatreudfordringerne og vil have det helt anderledes træls med den stigende end enkeltstart, end de havde det med sidste års tempotons.

Som sagt er det lidt et lotteri at gætte vinderen af et løb, hvor vi er næsten totalt på bar bund, hvad formniveau angår, og derfor er det også med stor usikkerhed, at jeg peger på Richie Porte . Grundreglen er ellers, at man aldrig skal tro på Porte i den anden del af sæsonen, hvor han altid er næsten urimeligt formsvag, men måske er det anderledes i år. Denne gang har han ikke kørt Tour, og han går nu ind til sine sidste måneder som professionel. Han sagde ved sæsonstart, at det sidste år kun ville give mening, hvis han vitterligt var konkurrencedygtig, og det har han bestemt også været hidtil, særligt i Tirreno, hvor han var en af de allerstærkeste, men også momentvist i en Giro, der dog ikke gik helt som ønsket.

Alligevel er de bedste resultater udeblevet, og nu er spørgsmålet, om han har kunnet genfinde motivationen til at finde en sidste formtop oven på den store skuffelse, hans tidlige Giro-exit var. Det kan gå begge veje, men jeg vælger at tro, at han er så ærgerrig, at han gerne vil slutte godt af. Dette er næsten det eneste ugelange WorldTour-etapeløb, han ikke har vundet - de øvrige er UAE Tour, Tirreno, Baskerlandet Rundt og Tour of Guangxi - og det ville være fornemt, hvis han i sidste øjeblik kunne gøre samlingen endnu mere komplet.

Det burde også være muligt. Murfinalen er lidt for eksplosiv for ham, men den Porte, vi har set i Fleche Wallonne og ikke mindst i Tour Down Under er faktisk ikke ringe i denne slags finaler, hvor han ligner en af de bedre i dette felt. Enkeltstarten burde samtidig passe ham helt perfekt. Skal man sammenligne den med noget kendt, er det vel enkeltstarten på Col d’Eze, der ganske vist er sværere, men distancemæssigt og procentmæssigt ikke er helt ved siden af. Den plejer Porte som bekendt at spise til morgenmad, og der er meget, meget få i denne verden, der har kunnet køre op ad stigninger på enkeltstarter som Porte. Ineos kan også meget vel sidde i overtal på 4. etape, og her kan han i et taktisk spil måske vinde tid.

Læs også

Norsgaard styrter i kaotisk finale - canadisk mester jubler vildt

Alligevel er der tvivl. Dels er der spørgsmålet om motivation og form, og dels er der spørgsmålet om niveau. Porte var god i foråret, men han var ikke som i 2021, hvor han vandt Dauphiné samt blev nr. 2 i Romandiet og Catalonien. Vigtigst er det, at hans enkeltstarter i år ikke har været på niveau med det, vi så sidste år, men han har heller ikke kørt på ruter, der passer ham. I 2021 var hans enkeltstarter i Dauphiné og Romandiet så gode, at han kan vinde denne enkeltstart, hvis han kan genfinde de ben, for ruten er som sagt skræddersyet til ham. Bonussekunder i de indlagte spurter eller på 4. etape får han heller ikke, og derfor skal han vinde løbet på 3. og 6. etape. Kører han som vanligt i sæsonens anden halvdel, går han ikke i top 100, men jeg tror, at han er så motiveret til at slutte godt af, at han kan nappe en sidste etapeløbssejr på WorldTouren.

En stor trussel er Thymen Arensman . Den store hollænder har i år skrevet sig ind som en af de allerbedste temporyttere med de enkeltstarter, han kørte i Giroen og Tirreno. Særligt hans sidste enkeltstart i Giroen var opløftende, for den var på en rute, der ikke var væsensforskellig fra denne, da den havde en længere og relativt blød stigning. På den fladere del er det i dette felt måske kun Matteo Sobrero, der kan matche Arensman, og han klatrer også godt nok til at køre stærkt hele vejen, nu hvor han har vist, at han også kan være god over korte distancer.

Resten af løbet passer ham til gengæld knap så godt. Muren er alt for eksplosiv, og her vil han tabe sekunder til de bedste. Han bør dog være klatrestærk nok til at begrænse tabet betydeligt, men bonussekunder må han se i vejviseren efter. Han skal vinde løbet på 6. etape, men det er også muligt med hans bedste tempoben. Min helt store bekymring er, at han plejer at være en meget langsom starter, og han plejer at skulle bruge lang tid på at få motoren varmet op. I år er det dog gået meget bedre, men det er også klart, at han ikke var i topform, da han startede sin sæson. Han skal formentlig igen bruge nogle løb, inden han er flyvende, men rammer han formen tidligere end vanligt, bliver han meget svær at slå på 6. etape, og da han først tager trøjen på torsdag, kommer han heller ikke til at lide under et svagt hold til et trøjeforsvar. Det vil være en fin afslutning på tiden hos DSM, hvis han her kan få skovlen under supertruppen fra hans kommende britiske arbejdsgiver.

Den tæller nemlig et hav af vinderkandidater. En anden er Ben Tulett, der sidste år havde det meget svært i dette løb. Ganske vist endte han som nr. 9, men da han ikke kunne køre enkeltstart, var han aldrig i nærheden af podiet. Det har i den grad ændret sig. Tulett bragede ind på temposcenen i Baskerlandet og på 2. etape af Giroen, men det var på korte, eksplosive og tekniske ruter, hvor en crossrytter som ham havde en stor fordel. Derfor var det opløftende at se ham på Giroens 21. etape, hvor han pludselig viste, at han også kan begå sig på en mere klassisk enkeltstart. Dermed har han nu bevist, at han har poweren til 6. etape, og klatreevnerne har han bestemt også, hvorfor torsdagen ligner en gave til en mand, der på et år er gået fra at være temposvag til -specialist.

Resten af løbet passer ham også. Han har i Ardennerne vist punch på korte stigninger, og selvom han skuffede på muren sidste år, hvor han kun blev nr. 15, viste han på 4. etape, at han sagtens kan køre disse eksplosive finaler, hvad han også viste i Coppi e Bartali i år. Han vil formentlig tabe lidt til de bedste, men ikke meget, og hvis ikke han udnytter et Ineos-overtal til at få en uventet gave på 4. etape, skal han hente det på torsdag. Det kan han bestemt også med Giroens tempoben, men han skal først bevise, at han er i form. Han har nemlig i år været temmelig svingende, og særligt på stigningerne har han skuffet lidt. Det skaber usikkerhed, men den første store etapeløbssejr kan sagtens vente her.

Ineos’ naturlige førstevalg er Michal Kwiatkowski, der vil være uhyggeligt motiveret til at tage en anden samlet sejr på hjemmebanen, særligt nu hvor en skade kostede ham Tour-deltagelsen. Spørgsmålet er bare, om han stadig er god nok. Han vandt Amstel Gold Race, men det handlede mere om taktik i et forår, hvor han aldrig var på sit højeste niveau. Det skyldtes naturligvis i nogen grad et forår præget af covid, men det kommer efter et 2021, hvor han aldrig fandt formen og ”kun” blev nr. 3 i dette løb, selvom han plejer at komme flyvende ud af Touren.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at han er den Ineos-rytter, der i særklasse passer bedst til ruten. Han har før vundet en murfinale i dette løb, og evnerne i disse finaler har vi også set i Fleche Wallonne. Han er hurtig nok til at vinde bonussekunder i indlagte spurter og på 4. etape, og hvis det lykkes, står han stærkt. Problemet er, at niveauet ikke er som dengang. Sidste år blev han ”kun” nr. 4 på muren, og han blev ”kun” nr. 5 på enkeltstarten. Hans enkeltstart dengang og i årets Dauphiné fortæller, at han stadig er en af feltets bedste temporyttere, særligt på en rute som denne, men han er ikke den topspecialist, han var engang. Samlet set burde Kwiatkowski således være den store favorit i et hjemmebaneløb, hvor ruten synes skræddersyet til ham, men det var den også sidste år, hvor han kun blev nr. 3. Nu er spørgsmålet, om han har det niveau, der fortsat skal til for at vinde på hjemmebanen.

Vi er nået til den sjette i rækken, og vi er allerede nået til den fjerde Ineos-rytter. Løbets store stjerne er Richard Carapaz, der bruger løbet som Vuelta-forberedelse, men det er bestemt ikke et løb, der passer ham ideelt. Tempospecialist har han aldrig været, men i år har han forbedret sig ganske markant. Hans to enkeltstarter i Giroen var slet og ret fremragende, hvis man ser bort fra hans lille kollaps på bakken i Budapest, og på denne rute bør han køre endnu stærkere. Han er ikke murspecialist, men han har et fint punch, og i dette felt vil han have en ganske fin chance for at vinde muretapen. Tid kan han måske også vinde på 4. etape, hvor han vil være del af det forventede Ineos-overtal, men alt sammen kræver det, at han er i form. Carapaz er kendt for kun at køre stærkt i grand tours, men i sine sidste forberedelsesløb har han en god historik. Forud for Giroen har han to gange vundet i historien, og han vandt som bekendt Tour de Suisse sidste år. Derfor har jeg en vis tro på, at han er stærkere, end han ofte efter, når han kommer fra en pause, men i sidste ende er spørgsmålet, om han trods alt er tempostærk nok til faktisk at vinde på denne rute. Det ser svært ud, men Giro-enkeltstarterne, muligheden for en tidsgevinst og bonussekunder på muren og enkeltstartens profil gør det bestemt ikke umuligt.

I lyset af det, vi så i Giroen, burde Matteo Sobrero være den store favorit til enkeltstarten og dermed også en topkandidat til den samlede sejr. Hans enkeltstart på sidste etape var skræmmende god, og da den som bekendt havde en stigning af en betydelig længde, burde han også kunne køre stærkt på denne enkeltstart. Problemet er de øvrige etaper. Den Sobrero, vi så i sommeren 2021, ville være ganske solid på muren, men den Sobrero, vi har set på stigningerne i år, kommer ikke langt. Han vil tabe dyrebar tid på muren, og han bliver skivet af på stigningerne på 4. etape. Der er et lille håb i hans flotte murafslutning i Coppi e Bartali, hvor han blev nr. 2, hvilket viser evnerne på eksplosive stigninger, men det er også den eneste lovende klatrepræstation, han har leveret i år. Senest var han meget skidt kørende i Slovenien, og når man husker på, hvordan han efter sommerpausen var helt væk i dette løb for et år siden, er det svært at bevare optimismen. Bjergevnerne har i år simpelthen været for svage, men klatrer han pludselig, som han gjorde i Slovenien sidste år, burde han være meget svær at slå på denne rute.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Jeg er ret spændt på Mauro Schmid i dette løb. Schweizeren har været en af sæsonens helt store positive overraskelser, for det er få, der har udviklet sig så meget på kort tid. I Giroen var han i perioder skræmmende god i det eksplosive terræn, og han bekræftede potentialet med den samlede sejr i Belgien lige inden pausen. For dette løb er det vigtigste, at han i Giroen fandt nogle tempoevner, vi ikke tidligere har set, men han er nok trods alt stadig knap så tempostærk som de fleste af de ovennævnte. I hvert fald havde jeg forventet mere af ham på enkeltstarten i Belgium Tour. Murfinalen burde være noget for ham, men jeg kan være bekymret for, om han til enkeltstarten og til de lange stigninger på 4. etape er helt klatrestærk i forhold til favoritterne, hvis ikke han vinder enkeltstarten. Der er vel i hvert fald en risiko for, at han kan komme til kort på den lange stigning på tirsdag, hvis klatrerne for alvor går til stålet, men det burde ikke være en uoverkommelig stigning. Lykkes det har han en fart, der måske endda kan give bonussekunder, men alt sammen forudsætter det, at han har sin bedste form. Da han har været en anelse svingende, er det usikkert.

Jan Tratnik var ikke meget synlig i Touren, men han klarede faktisk bjergetaperne ganske fint. Manglen på synlighed skyldes således ikke kun dårlig form, for hans stærke sidste enkeltstart viste, at benene er gode. Han er specialist i kuperede enkeltstarter, og derfor burde denne enkeltstart være guf for ham, selvom den måske kan blive en anelse for klatretung i forhold til favoritterne. Den største udfordring er dog de kuperede etaper. Egentlig burde han have punchet til en murfinale, men jeg vil tro, at procenterne er for voldsomme, og at han vil tabe tid til de bedste. Hvis der virkelig gås til stålet, vil han også få problemer med at være med på 4. etape, der måske er hans største problem, men hvis til gengæld han overlever, har han en fart, der måske gør det muligt at få bonussekunder. Kører han en enkeltstart som i Touren, er det et løb, han kan vinde, men min frygt er, at han får det lidt for svært på de øvrige etaper til, at det vil lykkes.

Trek stiller med lottokuponen Antonio Tiberi, der både kan sidde i gruppettoen og køre med om sejren. Han har i år i Dauphiné vist, at han i dette felt bør kunne køre en af de bedste enkeltstarter, særligt på en kuperet rute, der passer ham. Han har med sin sejr i Ungarn og sin flotte kørsel i Besseges også vist, at han klatrer ganske fremragende, men desværre kører han stigningerne som enkeltstarter. Derfor er en eksplosiv murfinale ikke rigtigt noget for ham, og det synes givet, at han vil tabe sekunder her. Den lange stigning på 4. etape passer ham bedre, men han vil skulle hente tid efter de kuperede etaper. Det er nok tvivlsomt, om hans tempoevner er helt gode nok til faktisk at vinde løbet. Derudover er risikoen for, at han falder helt igennem enorm. Hans niveau er oftere lavt, end det er højt, og særligt efter en pause synes han ofte rusten. Sidste år kørte han heldigvis ganske pænt i dette løb, men en 21. plads i murfinalen viser hans problem, inden han faldt helt igennem på en meget skuffende enkeltstart. En velkørende Tiberi kommer langt, men han vinder næppe løbet.

En spændende outsider er Bruno Armirail, der her får en sjælden chance for at køre klassement. Efter et tempomæssigt sløjt år har han genfundet sin stærke enkeltstart i år, hvor han imponerede i Baskerlandet og særligt med den flotte sejr over Remi Cavagna ved de franske mesterskaber. Førstnævnte viste endda, at hans dieselmotor også kan begå sig over kortere distancer, selvom denne nok er for kort til at være ideel. I år har han endda også klatret bedre end nogensinde, og særligt i Dauphiné og Baskerlandet var han imponerende. Til gengæld er han uden punch, og det er helt uundgåeligt, at han vil tabe også en del sekunder på 3. etape, hvor han også vil være for tung til de stejle procenter. Det får han svært ved at hente på en kort enkeltstart, hvor det næppe heller er til hans fordel, at det stiger hele vejen med stejle procenter til sidst. Derudover er han uhyre svingende, og derfor kan han sagtens ende med at falde helt igennem.

Sergio Higuita har i år været en spøjs størrelse. Han startede som lyn og torden og nåede helt nye højder i Catalonien, men selvom han blev nr. 2 i et i sidste ende meget amputeret felt i Schweiz og vandt en af modvinden udvandet kongeetape i Romandiet, har han faktisk været temmelig langt fra det niveau siden. Han er i hvert fald svær at regne med, men frem mod det store sæsonmål i Vueltaen bør han være i form. Med sin fart og sin punch er han måske den største favorit til at vinde både 3. og 4. etape, hvor han kan vinde både rigtige sekunder og bonus. Problemet er enkeltstarten, for den fremgang, vi så hos EF, har været helt væk i et år, hvor det virkelig har været sølle. Derfor burde han stå langt nede på denne liste, men der dukkede pludselig et håb op, da han sluttede sin schweiziske enkeltstart som lyn og torden. Skulle han designe en enkeltstartsrute, burde han endda komme op med noget, der kunne minde om denne, men skuffelserne har bare været så mange, at jeg ikke for alvor tror, at han kører som i Schweiz. På den anden side har han pludselig sikret sig ret meget bonus, hvis han vinder både 3. og 4. etape og kører nogle gode indlagte spurter, og dermed er der pludselig råd til at tabe i hvert fald lidt tid.

Jumbo stiller med Giro-helten Koen Bouwman, der bør få en sjælden chance for at køre klassement. Hollænderen tog alle med storm i Giroen, hvor han endelig viste sit fulde potentiale, men desværre har vi også lært, at han sjældent er i form på andre tider af året. Han havde et grimt styrt lige efter Giroen og måtte skippe Tour de Suisse, og selvom han længe har været tilbage i fuld træning, vil det næsten undre, hvis han er flyvende - også fordi han først er blevet en del af Vuelta-truppen efter Steven Kruijswijks afbud. Derfor er min optimisme begrænset, men hvis han mod forventning har sit Giro-niveau, kommer han langt. Han viste i Giroen, at hans enkeltstart stadig er pæn, og det bør særligt gælde på denne rute, og hans punch burde passe ganske fint til 3. etape, hvis han kan håndtere de stejle procenter. Hurtig er han også, og dermed har han hele pakken, hvis altså han er i form. Selv da er han dog nok ikke tempostærk nok til at vinde.

I gamle dage havde Pello Bilbao været en af de absolutte favoritter. Dengang var spanieren nemlig en fremragende temporytter, særligt på kuperede ruter, men hans gode enkeltstart er helt væk. Senest skuffede han på sidste etape i Giroen, og derfor har jeg efterhånden mistet illusionen om, at han vil genfinde fordums styrke. Resten af løbet burde ellers passe ham hæderligt, da han har genfundet fordums spurtstyrke og dermed kan jagte bonus, men på stigninger er han slet ikke eksplosiv længere. Derfor er en murfinale næppe ideel til hans dieselagtige klatrestil, og samtidig er hans niveau en anelse svingende, særligt efter en pause. Med Vueltaen forude bør han dog være relativt stærk, men selv på 100% rækker hans nuværende enkeltstart næppe til sejr.

I gamle dage havde jeg ikke troet på Samuele Battistella på denne rute. Han har dog forbedret sig ganske enormt, og efter at covid kostede ham Touren, viste han i Ordizia, at han er tilbage i form, da han kortvarigt sammen med Simon Yates og Juan Ayuso kørte væk. Han viste også i Ungarn, at han i dag klatrer så godt, at han burde overleve den længere stigning på 4. etape, og den gode spurt gør endda, at han kan jagte bonus på både den etape og i de indlagte spurter. Murfinalen burde også passe en eksplosiv fyr som ham, men procenterne er måske nok for stejle til, at han kan matche de allerbedste. Mest problematisk er enkeltstarten, for efter at han chokerede med sin prolog i Provence, har han enkeltstarter i Algarve og Dauphiné vist, at han nok ikke pludselig er blevet den tempospecialist, han skal være for at vinde her.

Diego Ulissi kører næsten altid med om sejren i dette løb, hvor han blev nr. 3 i 2019, nr. 4 i 2021, nr. 5 i 2020, nr. 6 i 2016 og nr. 11 i 2010. Det passede ham imidlertid også perfekt, da løbet var et rent puncheurløb, og introduktionen af en enkeltstart har ikke gavnet hans chancer. Tidligere havde han ellers for vane at brage en forrygende enkeltstart af nu og da, men det er efterhånden længe siden. Sidste år blev han bare nr. 13 på enkeltstarten, og selvom denne stigende og korte rute vel nærmest passer ham perfekt, er han næppe tempostærk nok. Han vil ellers elske murfinalen, hvor han var ganske tæt på at vinde sidste år, og han vil være en af favoritterne i en spurt på 4. etape. Problemet er bare, at tempoevnerne næppe rækker længere, og desværre har han i år skuffet så meget, at jeg tror, at han får det betydeligt vanskeligere end sidste år.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Kometen Tobias Johannessen har allerede vist, at han kan køre med de bedste på WorldTouren, særligt med 7. pladsen i Catalonien og 10. pladsen i Dauphiné. Vi har ikke rigtigt set ham i murfinaler, men med sit punch burde han være aldeles fremragende på 3. etape, hvor han bør køre med om sejren. Han er også så hurtig, at 4. etape burde være en stor chance for at sikre sig bonussekunder, men problemet er naturligvis hans enkeltstart. Den var ikke noget at skrive hjem om i Besseges, og i Dauphiné faldt han sammen efter et stærkt udlæg. Netop det stærke udlæg giver dog håb for, at han faktisk vil overraske positivt på en langt mere kuperet og kortere rute, der vel burde passe ham bedre end nogen anden. Jeg har derfor en tro på, at han på 6. etape vil gøre det bedre, end man skulle tro, men det skulle være mærkeligt, om han pludselig er tempostærk nok til at vinde på denne rute. Derudover aner vi ikke, hvor han står formmæssigt, men han har i år faktisk været ganske stabil.

Den ultimative lottokupon er som altid Mark Padun, men der er nu meget, meget langt mellem gevinsterne. I år har han været på et uhyggeligt lavt niveau siden den ellers lovende start i Galicien, og derfor er det svært at tro på, at han pludselig finder sit Dauphiné-niveau. Der kan dog være lidt håb i, at han både i 2019 og 2021 kom stærkt ud fra sommerpausen, først med en samlet sejr i Adriatica Ionica Race (foran Remco Evenepoel) og siden med en samlet podieplads i Burgos. Han har altså en vis historik for at køre stærkt på denne tid af året, men selv hans Dauphiné-form vil næppe række her. Han er uden punch, og derfor vil han tabe nogle sekunder på 3. etape. Tempostærk har han heller aldrig været, og derfor passer ruten ham elendigt. Hans choksejr på enkeltstarten i Galicien samt den kuperede rute giver dig håb for, at det slet ikke vil gå så ringe, hvis han er i form, men da tempofeltet i Galicien var meget, meget svagt, vil et lignende ridt slet ikke bringe ham i nærheden af sejren i dette løb.

Ruten er bestemt ikke ideel for Mauri Vansevenant, men måske er den ikke så skidt endda. Mens han har haft sine problemer i bjergene, har han gjort det godt i eksplosivt terræn, blandt andet i Andalusien. Derfor burde 3. etape ikke passe ham helt skidt, og da han også er relativt hurtig, kan han med lidt held måske få noget bonus undervejs. Det største problem er dog enkeltstarten, der bestemt ikke er hans styrke, men i år har han faktisk kørt nogle ganske hæderlige enkeltstarter. Det er klart, at tempoevnerne ikke rækker til at vinde løbet, men de kunne godt række til et ganske fornuftigt resultat, særligt på denne rute. Det er dog svært usandsynligt, at han er med i kampen om sejren, også fordi hans niveau er temmelig svingende.

Davide Formolo er jo blevet mere puncheur end klatrer, og derfor passer murfinalen ham faktisk ganske fint. Det er dog nok tvivlsomt, om han kan vinde, og da han ikke er spurtstærk, får han næppe bonussekunder andre steder. Hans enkeltstart har længe været en gigantisk akilleshæl, men i 2020 og 2021 var der faktisk betydelig fremgang at spore. Den har vi til gengæld slet ikke set noget til i 2022, hvor hans enkeltstarter har været svært skuffende, og helt generelt har han faktisk haft svært ved at finde sit niveau i år. Den fremgang, vi så på enkeltstarterne sidste år, hvor han kørte overraskende gode Giro-enkeltstarter, giver dog et vist håb for, at han måske kan overraske på den kuperede rute her, selvom det er et løb, der passer ham dårligt.

Touren endte igen i år som en sand katastrofe for Tim Wellens, der altid falder helt igennem i det franske løb. I det hele taget er han temmelig langt fra sit gamle niveau, men hans samlede 2. plads i Belgium Tour vidner om, at han stadig af og til kan være med helt fremme. Dette løb passer ham ikke dårligt, da han burde være god i murfinalen, selvom den er for stejl til, at han kan vinde, og da klatreudfordringerne på 4. etape ikke er uoverkommelige. Hans enkeltstart har alle dage været svingende, men i Belgium Tour viste han, at han kan forsvare sig, og det vil særligt gælde på en rute som denne. Potentialet til et fornuftigt resultat er således til stede, men hans Tour var så katastrofal, at optimismen må være begrænset. Bedre bliver det ikke af, at han forlod løbet med covid, men der er et lille håb. Han har før floppet fælt i Touren for siden at køre som en motorcykel et par uger senere i Benelux Tour. Det er bare tvivlsomt, om hans topniveau stadig rækker, selv hvis han undgår at falde igennem, som jeg frygter.

Heldigvis har Lotto et mere sikkert alternativ i Steff Cras. Belgieren har været med fremme i snart sagt alle etapeløb, men i sine fire WorldTour-løb er han altid endt mellem nr. 11 og 20. Det fortæller, at han fortsat mangler lidt for at nå op i eliten. Heldigvis er feltet her knap så stærkt, og da han har været bedst i eksplosivt terræn, har jeg faktisk fine forventninger til ham i murfinalen. Problemet er bare, at hans enkeltstart er ganske svag, og derfor er det alligevel slet ikke en rute for ham. Han kørte dog så fin en bjergenkeltstart i Romandiet, at han bør kunne forsvare sig her, selvom denne rute kræver for meget power til, at vi bør se en gentagelse af det schweiziske resultat.

Hans enkeltstart er dog bedre, end den Quinten Hermans kan præstere. Den har nemlig været yderst skuffende i alle årets løb, senest i Belgium Tour, og selvom den kuperede rute vil passe ham bedre, kan han næsten ikke undgå at få en lussing. Til gengæld har han med 2. pladsen i Liege og sejren på kongeetapen i Belgien beviste sine forrygende evner som puncheur, og jeg er spændt på, om han kan køre med om sejren på muren, eller om den trods alt er for stejl. Sejren på 4. etape bør ikke være helt uden for rækkevidde, ligesom bonussekunder ikke vil være det, men han vil desværre tabe for meget tid på enkeltstarten. Vi har også til gode at se, om hans form er god nok efter den store skuffelse over Tour-fravalget og det efterfølgende skænderi med sit hold. Heldigvis er stridsøksen bilagt, og han har trænet i højderne frem mod en forhåbentlig god sæsonafslutning, men om han er helt på toppen allerede nu, er nok tvivlsomt.

Lad mig slutte med fire tempostærke folk i form af Alessandro de Marchi, Lawson Craddock, Remi Cavagna og Daan Hoole. Alle fire kører hæderligt opad og har en god enkeltstart, og dermed burde de kunne gøre det pænt på 6. etape. For dem alle gælder dog også, at stigningerne i finalen på 3. etape (inden muren) og på 4. etape formentlig viser sig for svære, ligesom enkeltstarten nok også er for svær til, at de kan matche de mere klatrestærke folk. De Marchi er jo ellers en storartet klatrer, men i år har han aldrig fundet formen, og han skuffede senest i Ordizia efter sin pause, og hans enkeltstarter har også været yderst skuffende. Craddocks enkeltstarter i Giroen var også skuffende, og selvom han tidligere var en god klatrer, har han været meget tung i år. Cavagna er på papiret en sublim temporytter, men hans enkeltstarter har i år med en enkelt undtagelse været skuffende, og derudover så vi sidste år, at bakkerne på 3. etape blev for hårde. Hoole er en stor fyr, men han viste sidste år i l’Avenir, at han klatrer bedre end som så. Det har dog knebet lidt med at vise det i år, og derfor vil løbet formentlig være for hårdt, selvom hans enkeltstart i Belgien viste hans potentiale på det område. Alle har et vist potentiale, hvis de kommer til 6. etape uden et væsentligt tidstab, men det synes lige nu usandsynligt.

OPDATERING: BikeExchange har udtaget Lucas Hamilton, der i Giroen antydede, at han var på vej tilbage, inden han atter faldt helt sammen i Polen. Han er bestemt ikke skabt til dette løb, men kørte et par gode enkeltstarter i Giroen - det gør alle fra BikeExchange - og hvis han er i form, bør han kunne gøre det hæderligt. Han er dog for temposvag til at være med helt fremme.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

OPDATERING 2: Torsdag er der udsendt en ny startliste med massive ændringer. Vigtigst er det, at hverken Porte eller Tulett stiller til start. I stedet har Ineos udtaget Ethan Hayter, der må være den nye favorit. Briten viste senest i Dauphiné, at han er en af verdens allerbedste temporyttere, og han burde køre stærkt på en stigende enkeltstart som denne. Han har også, senest i Coppi e Bartali, vist sig fremragende i murfinaler, og han kan jagte bonussekunder i en spurt på 4. etape og i indlagte spurter. Hans form er ukendt, og det kan skabe lidt tvivl om en mand, hvis stabilitet ikke er så udtalt, men har han Dauphiné-form bør han være manden, der skal slås. Holdet har også udtaget Magnus Sheffield, der ikke har kørt sine bedste enkeltstarter i år, men burde kunne begå sig. Murfinalen er dog nok en anelse for stejl, og på et hold med Carapaz, Hayter og Kwiatkowski er der en betydelig risiko for, at han ender som hjælper. Andre ændringer er et afbud fra Wellens hos Lotto, mens EF har udtaget Simon Carr og Diego Camargo. Den meget svingende brite vil få det svært på enkeltstarten, men er han for en sjælden gangs skyld i form, er murfinalen ikke helt skæv for ham. Colombianeren er ved at finde sig til rette i Europa, men ruten passer ham ikke. Endelig har Astana udtaget nyerhvervelsen Cristian Scaroni, men han har ikke kørt en enkeltstart siden 2019 og har aldrig vist evner i disciplinen.

OPDATERING 3: Rækken af ændringer fortsætter. Tratnik er ikke helt uventet for træt efter Touren og kommer ikke til start. I stedet har Bahrain udtaget de to lovende Stephen Williams og Edoardo Zambanini, hvoraf særligt Williams har jo har vist, at han er yderst konkurrencedygtig. De bliver spændende at følge på muretapen, men enkeltstarten bør gøre det umuligt at jagte et topresultat. Bilbao er den erklærede kaptajn.

OPDATERING 4: Kaosset omkring Ineos' trup fortsætter. Kwiatkowski er styrtet til træning og misser sit hjemmebaneløb. I stedet har holdet alligevel udtaget Tulett, der jo indgik i min oprindelige vurdering ovenfor.

OPDATERING 5: Den endelige startliste er kommet, og der var et par småændringer til sidst. Vigtigst er det, at Bouwman ikke kommer til start. Derudover stiller Trek med den i år så formsvage Antwan Tolhoek som et alternativ i klassementet, men han har grundet enkeltstarten ikke mange chancer.

***** Ethan Hayter

**** Thymen Arensman, Ben Tulett

*** Richard Carapaz, Matteo Sobrero, Mauro Schmid, Magnus Sheffield, Antonio Tiberi

** Bruno Armirail, Sergio Higuita, Lucas Hamilton, Pello Bilbao, Samuele Battistella, Diego Ulissi, Tobias Johannessen, Mark Padun, Mauri Vansevenant, Davide Formolo, Steff Cras, Quinten Hermans, Alessandro de Marchi, Lawson Craddock, Remo Cavagna, Daan Hoole

* Simon Carr, Giovanni Aleotti, Stephen Williams, Sam Oomen, Felix Gall, Sylvain Moniquet, Jonas Gregaard, Quentin Pacher, Jhonatan Narvaez, Cristian Scaroni, Oscar Rodriguez, Marco Brenner, Thomas de Gendt, Will Barta, Edoardo Zambanini, Harold Tejada, Sean Quinn, Oier Lazkano, Antwan Tolhoek, Stefano Oldani, Laurens Huys, Nikias Arndt, Diego Camargo, Mads Würtz, Andrea Vendrame, Nans Peters, Sebastian Berwick, Sjoerd Bax, Tobias Bayer, Fabio van den Bossche

STREAM CLASICA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Danskerne

Mads Würtz Schmidt er til start for Israel-PT, og mens han formentlig skal køre for Taj Jones på de flade etaper, burde han få frihed til at køre aggressivt og måske endda teste sig selv i klassementet, hvis han har samme form efter sommerpausen, som han havde sidste år. Hos Intermarché er Julius Johansen en vigtig del af toget for Gerben Thijssen, mens Jonas Gregaard på Uno-X skal støtte Tobias Johannessen, men måske også kan ende hæderligt i klassementet, selvom enkeltstarten er en betydelig sten i skoen.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det må handle om Schmid og Vansevenant med Cavagna som joker. Zdenek Stybar har ikke enkeltstarten, og Josef Cerny er for tung.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Ag2r Citroën Team: Felix Gall må være kaptajn, men han har vist sig meget temposvag. Andrea Vendrame passer godt til mange af etaperne, men også han er alt for temposvag, som det også gælder for den i år så skuffende Nans Peters. Michael Schär klatrer ikke længere godt nok.

Astana Qazaqstan Team: Battistella må være kaptajnen. Cristian Scaroni passer godt til murfinalen, hvis han er i form, men han er temposvag. Klatreren Harold Tejada passer meget dårligt til dette løb.

Bahrain-Victorious: Det handler om Bilbao og Tratnik, der ledsages af et sprinterhold.

BORA-hansgrohe: Holdets bedste bud er Higuita, men de har et alternativ i Giovanni Aleotti. Efter en sløj sæsonstart har han helt i stil med sidste år fået gang i sin sæson med endnu en samlet sejr i Sibiu Tour. Her vandt han bjergenkeltstarten, men dette er en anderledes form for enkeltstart, hvor den temposvage italiener bør få store klø. Murfinalen passer ham ellers godt.

Cofidis: Holdet kommer med et sprinterhold, der ikke kan have ambitioner i klassementet.

EF Education-EasyPost: Lottokuponen Padun er den bedste chance for et topresultat. Holdet har også den svingende Simon Carr, der burde være god i murfinalen, men har et problem på enkeltstarten.. Et alternativ er Sean Quinn, men han virkede meget formsvag i Ordizia og har ikke klatret alt for godt i år.

Groupama-FDJ: Armirail er bedste bud. Den i år så velkørende Quentin Pacher passer fint til det eksplosive terræn, men er for temposvag. Miles Scotson  er for tung, og Ignatas Konovalovas kører ikke længere gode enkeltstarter.

INEOS Grenadiers: Superholdet har tre reelle vinderkandidater i Hayter Tulett og Carapaz, men som nævnt ovenfor er Magnus Sheffield en joker. Derudover passer Jhonatan Narvaez storartet til de kuperede etaper, men hans enkeltstart er for svag.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Hermans er bedste bud. Alternativet er klatreren Laurens Huys, der endelig viste takter i Norge, men som er meget temposvag.

Israel-Premier Tech: De Marchi ligner bedste bud. Er han i form, kunne Mads Würtz Schmidt måske forsøge sig, men han er nok lidt for tung til de svære etaper og har ikke kørt gode enkeltstarter i år. Sebastian Berwick er temposvag.

Jumbo-Visma: Med Bouwmans afbud ser det svært ud. Sam Oomen er relativt stabil, men han passer dårligt til løbet, da han er uden punch og temposvag. Løbet må trods alt være en anelse for hårdt for Mike Teunissen , mens Tosh van der Sande  er temposvag.

Movistar Team: I 2020 havde det været et ret godt løb for Will Barta, men han har slet ikke kørt gode enkeltstarter siden da. Oscar Rodriguez kørte pæne enkeltstarter for Astana sidste år, men han har haft et skidt år og var meget skuffende i Ordizia. Oier Lazkano er i storform og har kunnet forsvare sig pænt på enkeltstarter, men slet ikke nok til at gå efter et topresultat. Abner Gonzalez får stpre prolemer på enkeltstarten.

Team BikeExchange-Jayco: Holdet er her med et næsten rent sprinterhold med Lucas Hamilton og Sobrero til klassementet samt Craddock som joker.

Lotto Soudal: Det må handle om Cras og Wellens. Thomas de Gendt er en joker, men hans enkeltstarter har de seneste år været skuffende, og han plejer at klatre meget svært efter en pause. Sylvain Moniquet har imponeret i år, men hans enkeltstart er for dårlig, og Kamil Malecki er aldrig blevet sig selv igen efter det grimme styrt.

Team DSM: Arensman er kaptajnen. De har også Marco Brenner, der er begyndt at finde sig til rette i det professionelle felt. Han er egentlig tempostærk, men har stadig manglet for meget.

Trek-Segafredo: Tiberi er det bedste bud med Hoole som en joker. Antwan Tolhoek har skuffet i år og lider tillige under sin enkeltstart. Muren vil være for hård for Jacopo Mosca.

UAE Team Emirates: Ulissi må være kaptajn med Formolo som plan B, da resten af truppen er rettet mod sprinteretaperne.

Alpecin-Deceuninck: Stefano Oldani, Sjoerd Bax, Tobias Bayer og Fabio van den Bossche vil måske kunne være med på de hårde etaper, men de får problemer på enkeltstarten.

Caja Rural-Seguros RGA: Holdet har et stort problem på enkeltstarten og kan derfor reelt ikke køre klassement. Holdets kaptajn er Eduard Prades, hvis form har været meget svingende i år. Sergio Martin, Julen Amezqueta, Michal Schlegel og Jefferson Cepeda vil håbe at være med på de hårde etaper, men Amezqueta og Schlegel har ikke vist noget i år, og Cepeda og Martin skuffede i Ordizia.

Team Novo Nordisk: Holdets primære mål er spurterne og udbrud, for de får store klø på enkeltstarten. David Lozano vil kunne komme længst på de kuperede etaper, men også her er de overmatchet.

Uno-X Pro Cycling Team: Det må handle om Johannessen, men Jonas Gregaard vil også kunne være med på de hårde etaper. Han vil dog få problemer på enkeltstarten. Det samme gælder for Idar Andersen, Anders Skaarseth og Rasmus Tiller, men de bør også få det svært på muren.

Polen: Tidligere kunne Piotr Brozyna have kørt klassement i et løb som dette, men han har intet vist i lang tid.

STREAM CLASICA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN