Optakt: Tour of Britain

STREAM VUELTA A ESPANA OG TOUR OF BRITAIN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

I det seneste årti har det imidlertid forandet sig. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det i starten tre og senere fire dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og med succes blev afviklet fem gange.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Fremtiden så lys ud for begge løb. RideLondon Classic blev endda en del af WorldTouren, mens Tour de Yorkshire blev en del af det næsthøjeste niveau, ProSeries. I en periode var der således i alt 13 dages topcykelløb på de britiske øer, men desværre har coronakrisen slået hårdt. Ingen af de to relativt nye begivenheder er således kommet tilbage på kalenderen efter de første coronaaflysninger i 2022, og i dag er der umiddelbart ingen planer om at genetablere dem

En cykelstormagt som Storbritannien skal imidlertid have et stort cykelløb, og det har de heldigvis stadig. Selvom RideLondon Classic kortvarigt var et WorldTour-løb, har Tour of Britain, det nationale etapeløb, hele tiden været landets mest ikoniske løb. Dets lange historie er fuld af op- og nedture, men nu hvor cykelsporten trives som aldrig før hos de cykelgale briter, er det ingen overraskelse, at det har opnået en historisk høj status. Siden det vendte tilbage til kalenderen i 2004, er det vokset fra år til år og er nu et 2.Pro-løb på UCI-kalenderen. Med en placering først i september under Vueltaen har det etableret sig selv som et perfekt forberedelsesløb til VM, og særligt i år, hvor VM-ruten ikke er alt for hård, har det britiske løb - ikke mindst i lyset af Vueltaens ekstremt bjergrige rute - været den bedste vej for ryttere, der ikke er begejstrede for den lange rejse til WorldTour-løbene i Canada.

Løbets har rødder tilbage til de første britiske etapeløb, der blev holdt i årene efter Anden Verdenskrig, og det har haft flere forskelle navne. Dets historie starter i 1942, da The British League of Racing Cyclists blev skabt med det formål at etablere en britisk udgave af Tour de France. I 1944 blev Southern Grand Prix i Kent afviklet, og året efter fandt et større løb mellem Brighton og Glasgow sted. Arrangørerne kæmpede hårdt for at holde liv i begivenheden, men vi skulle frem til 1958, før gennembruddet kom. Her kom Milk Marketing Board ind som sponsor, og fra det år blev løbet kendt som Milk Race. Fra 1960 til 1984 var der kun adgang for amatører, men fra 1985 blev der åbnet op for professionelle også. Desværre forsvandt løbet i 1993, da Milk Marketing Board blev lukket ned.

I 1987 blev den første udgave af en nyt løb, Kellogg’s Tour, holdt som et professionelt arrangement, og i syv år havde landet derfor hele to nationale etapeløb. Løbet havde nogle ganske store navne på vinderlisten, men efter Maurizio Fondriests sejr i 1994 forsvandt sponsorerne, og også det løb led en trist død. Et nyt løb, The PruTour, blev afviklet i 1998 og 1999, men viste sig ikke at være levedygtigt.

Landet var i mange år uden et stort etapeløb, indtil det nye Tour of Britain blev skabt i 2004. Løbet blev afviklet som en professionel begivenhed i september og tiltrak store hold som T-Mobile og US Postal. Mauricio Ardila vandt løbet, og siden da er det blevet afviklet hvert eneste år, samtidig med at det gradvist er steget i graderne. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, var det et 2.1-løb, men siden 2014 har man haft position som 2.HC-løb - i dag 2.Pro-løb - på Europe Tour, dvs. på niveauet lige under WorldTouren

Væksten skyldes hovedsageligt det boom, cykelsporten har oplevet i landet, men løbet får også større og større international betydning. I de senere år har mange været af den opfattelse, at den stadigt mere bjergrige Vuelta, der tidligere var den mest populære forberedelse til VM, ikke er den ideelle vej frem mod kampen om regnbuetrøjen, specielt i de senere år, hvor VM-ruterne generelt har været relativt flade. Det har gjort Tour of Britain til et af to endnu bedre alternativer, da man tilbyder ryttere otte dage med knaldhårdt cykelløb i kuperet, ujævnt terræn, og da både Michal Kwiatkowski, Mark Cavendish og senest Julian Alaphilippe har taget regnbuetrøjen efter at have kørt i Storbritannien, synes feltet blot at blive stærkere og stærkere.

Storbritannien har ingen store bjerge, men det er bestemt heller ikke en flad region. Derfor er løbet blevet en sag for ardennerspecialister, stærke sprintere, klassikerryttere og klatrere med punch på korte stigninger. I de senere år har der tillige også ofte været en enkeltstart, og det har ofte været en nøgleetape i løbet.

Da løbet sidste år vendte tilbage efter et års coronapause, var der ikke en enkeltstart, men helt usædvanligt et holdløb på programmet. Det udnyttede det lokale storhold, Ineos, til at køre Ethan Hayter i førertrøjen, men desværre for ham var han oppe mod en overmagt. På den efterfølgende kongeetape, der sluttede på en stejl mur, kørte Wout van Aert sig med sin anden etapesejr i førertrøjen, men bedst som man troede, at løbet var afgjort, lykkedes det Hayter med en overraskende sejr i en massespurt at generobre førstepladsen. Herefter udviklede løbet sig til en fantastisk duel på bonussekunder mellem de lokale helt og den belgiske stjerne, og ved at tage sin fjerde etapesejr i en massespurt på løbets sidste dag lykkedes det i sidste øjeblik for Van Aert at køre Hayter ud af førertrøjen og sejre med 6 sekunder ned til briten og 27 sekunder ned til Alaphilippe. Van Aert mener i dag, at det hårde Tour of Britain var årsagen til VM-fiaskoen, og derfor forsvarer han ikke sin titel, og da Hayter og Alaphilippe begge er travlt optaget i Vueltaen, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

STREAM VUELTA A ESPANA OG TOUR OF BRITAIN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Ruten

Tour of Britain har gradvist ændret sin natur. I de første år var der ingen afslutninger på toppen af stigninger, og løbet var karakteriseret ved mange kuperede etaper i det hårde britiske terræn samt adskillige sprinteretaper. Det gjorde det til en godt løb for klassikerryttere, men i de senere år er det i højere grad blevet et mere traditionelt etapeløb for alsidige ryttere, der kan klatre og køre enkeltstart. I 2013 indførte man en formel med mål på toppen af en stigning, men da der ikke er lange bjerge i Storbritannien, har det aldrig været et løb for rene klatrere. Derudover havde man ofte en kort enkeltstart i tillæg til de sædvanlige sprinteretaper og stærkt kuperede etaper, der er som skabt til udbrud og havde adskillige mulige udfald.

I 2017 gik man væk fra den model, og på det seneste har man skiftevis haft lette og svære ruter. I 2017 designede man en historisk let rute med et hav af flade etaper og en næsten altafgørende enkeltstart. I 2018 vendte man tilbage til den nyere tradition med en spændende rute med et stærkt kuperet holdløb og en kongeetape med mål på Whinlatter Pass, mens man i 2019 havde en let rute uden længere stigninger, men med puncheurfinaler og en enkeltstart. Sidste år var den hårde model tilbage, da man her i tillæg til endnu et holdløb havde mål på toppen af en regulær mur.

I stil med den tradition om at veksle mellem hårde og lette ruter er det naturligvis i 2022 tid til en let sag. Det er det i den grad også blevet. Ingen længere stigninger kommer tæt på mål, og der er endda slet ingen tidskørsel heller, hvad der ellers har været hvert eneste år siden 2015. I stedet er det et sandt paradis for sprintere og puncheurs i et løb, der vel må kaldes det næstletteste i mange år. Således bydes der på to puncheuretaper, tre etaper med flade finaler og sene bakker, hvor der kan køres aggressivt og skabes udskilning, samt tre oplagte sprinteretaper på en rute, der byder på nogle gigantiske transfers og sender rytterne hele vejen ned gennem kongedømmet fra det nordlige Skotland til en afslutning på øen Isle og Wright lige syd for den engelske sydkyst.

Man lægger ud med en nøgleetape, når man starter med en relativt flad tur gennem Skotland, der slutter med en bakke op til målet ved Glenshee Ski Centre. Det lyder mere dramatisk, end det er, for der er tale om en blødere sag, der burde invitere de eksplosive puncheurs til at spurte om de første bonussekunder. Også mandagen tilbringes i Skotland på en relativt flad rute, der dog slutter med en kuperet afslutning med tre mindre bakker, der dog næppe er svære nok til, at man kan undgå en reduceret massespurt.

Den første helt klassiske sprinteretape kommer på den første i England, når man tirsdag slutter med en flad afslutning i Sunderland, inden der onsdag venter en potentiel nøgleetape. Her skal rytterne nemlig over en regulær mur i finalen, hvorefter der følger en fladere afslutning afbrudt af en sidste lille bakke. Det er formentlig klatrernes bedste chance for at skabe noget udskilning og måske iscenesætte en taktisk finale, hvor der vil mange hjælpere i den flade afslutning.

Sprinterne kommer tilbage i rampelyset torsdag, hvor løbets fladeste etape med mål Mansfield venter, inden fredag byder på en etape, der næsten er en kopi af onsdagen med først en stejl og siden en lettere stigning. Her er bakkerne dog nemmere, og mulighederne for at gøre forskelle vil være mindre. Sprinterne får deres sidste chance om lørdagen, inden det hele slutter ganske spektakulært søndag med en spurt på den 500 m lange bakke The Needles i det sydvestlige hjørne af Isle of Wright, hvor 200 m med mere end 11% vil sikre, at de puncheurtyper, der formentlig skal kæmpe om den samlede sejr kan score vigtige bonussekunder til allersidst og dermed måske for andet år i træk vende løbet på hovedet til allersidst.

1. etape

Tour of Britain er et sprintervenligt løb, og som regel har sprinterne haft det første ord. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor løbet starter med sin måske vigtigste etape. Turen gennem det nordlige Skotland er ellers relativt flad, men etapen slutter med en opkørsel til Glenshee Ski Centre. Det lyder dog mere dramatisk, end det er, for der er bestemt ikke tale om noget bjerg. I stedet afsluttes en blød klatretur med to kilometer med 5-6%, hvilket burde være guf for løbets puncheurtyper, der fra start får mulighed for at sikre sig nogle højst værdifulde bonussekunder i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 181,3 km, der fører feltet fra Aberdeen til Glenshee Ski Centre. Startbyen ligger helt ude ved skotske østkyst, som man med det samme forlader, når man kører mod sydvest igennem ganske let stigende terræn frem til den første spurt, som kommer efter 27,5 km. Derfra snor man sig videre mod nordvest, inden man kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Bennachie Forest (1,2 km, 5,4%), der starter med 500 m 7,8%, inden den flader ud frem mod toppen, som nås efter 42,7 km. Det let stigende terræn fortsætter, når man herefter kører mod syd og nordvest frem til kategori 3-stigningen Lord’s Throat (1,0 km, 8,2%), der er en stejl og jævn stigning med top efter 55,0 km.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Efter stigningen slår man et smut mod nord, stadig gennem terræn, der hovedsageligt er let stigende, og sådan fortsætter det, når man kører mod nordvest og siden syd frem til kategori 2-stigningen Suie Hill (1,9 km, 8,6%), der er en stejl lille mur med top efter 82,9 km. En nedkørsel leder herfra videre mod syd nd til dagens anden spurt, som er placeret efter 91,6 km, inden terræn igen bliver hovedsageligt let stigende, når man kører mod syd, sydvest, nordvest, syd og slutteligt sydvest frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 139,7 km.

Efter spurten fortsætter man mod sydvest ad en lang og let snoet vej, der hele tiden stiger ganske let, inden man mod slutningen drejer mod syd. Kort efter rammer man den afsluttende kategori 1-stigning, der over 8,4 km stiger med beskedne 3,1%. De første 5 km er meget lette med procenter på 0-3, inden den bliver stejlere over de sidste 3,4 km. De næste to kilometer stiger således med hhv. 3,8% og 5,4%, inden stigningens vanskeligste del er de sidste 1400 m, som stiger med 6,3% - herunder 6,2% over de sidste 1000 m. Stigningen går ad en stort set lige vej, der kun bugter sig ganske let.

Etapen byder på i alt 2302 højdemeter.

Det lyder altid voldsomt, når en etape slutter ved et skicenter, men her lyder det mere dramatisk, end det er. Det meste af etapen er ganske let, og hovedparten af den sidste stigning er bare en let og blød opkørsel. Kun de sidste 2 km er stejlere, og det er mere puncheur- end klatreterræn. Med andre ord må man antage, at det er de eksplosive afsluttere, der skal udkæmpe slagte om den første førertrøje - et slag, der på årets lette rute kan vise sig ganske afgørende.

Glenshee Ski Centre har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Sprinterne blev snydt på 1. etape, og heller ikke på andendagen venter en klassisk sprintetape. Også den anden tur gennem Skotland er ellers hovedsageligt flad, men inden for de sidste 30 km venter hele tre stigninger. Der er dog ikke tale om de vanskeligste bakker, og en eller anden form for spurtafgørelse vil være det sandsynlige udkomme. Grundet den lette rute i år bør der dog være lagt op til et hav af angreb, og man kan ikke udelukke, at det vil lykkes at undgå den reducerede massespurt, som vil være drømmescenariet for de mest holdbare sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 175,2 km, der fører feltet fra Hawick til Duns. Fra start er det let stigende, mens man kører mod syd og nordøst, inden man efter en nedkørsel fortsætter mod nordøst op og ned ad en lille bakke. Efter 24,1 km når man frem til byen Jedburgh, og herefter er det stort set helt fladt, når man fortsætter mod nordøst og sydøst fem til den første spurt, som kommer efter 42,6 km. Det generelt flade terræn fortsætter, når man zigzagger sig mod nordøst, nordvest og igen nordøst frem til den anden spurt, som er placeret efter 76,2 km på grænsen mellem Skotland og England.

Herfra fortsætter man med at køre mod nordøst langs grænsen, inden man drejer mod først og nord og senere nordøst for igennem fladlandet at køre hele vejen ud til kysten, idet der undervejs er en lille bakke (800 m, 6,5%) efter 94,8 km. Kysten når man i byen Eyemouth, hvorfra man med det samme kører ind i landet igen, først mod nordvest og siden mod sydvest frem til den sidste spurt, der er placeret efter 117,8 km. Herfra er terrænet en anelse mere kuperet og generelt let stigende, når man kører mod sydvest og nordvest frem mod et højdedrag, hvor finalen finder sted.

Den indledes, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Wanside Rigg (2,1 km, 5,7%), der midtvejs har 1000 m med 6-7% og har top efter 151,2 km. En nedkørsel leder mod sydøst, inden man fortsætter i samme retning op over kategori 3-stigningen Mainslaughter Law (1,7 km, 5,8%), hvis første kilometer stiger med 6-7%, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 158,4 km.

De sidste 16,8 km indledes nu med en lige og faldende vej, der leder mod sydøst direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Hardens Hill (1,9 km, 4,8%), der stiger med 6-7% over den første kilometer, men derefter blot 2-4% frem til toppen, som rundes efter 169,2 km. Herfra resterer bare 6,0 km, som går af en lige vej, der hele tiden er faldende, i starten kraftigt, indtil den med 3 km igen kun falder lettere. Med 1,3 km igen drejer man skarpt til venstre, hvorefter det stiger ganske let frem til stregen.

Etapen byder på i alt 1962 højdemeter.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det er bestemt ikke en etape for de tunge sprintere, men vanskelighederne skal ikke overgøres. Der er relativt langt mellem de tre stigninger, der kun har kortere stykker med stejlere procenter. Grundet den lette rute må man formode, at der vil blive kørt aggressivt, når lejligheden byder sig, og man kan ikke helt udelukke, at det vil kunne lade sig gøre at skabe en overraskelse, men da det efter toppen af sidste stigning stort set bare går ad en lige og faldende vej, taler meget for, at en reduceret massespurt vil afgøre etapen.

Duns har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

Efter to dage i Skotland er løbet nået til England, og det vil sprinterne sætte pris på. Efter to dage med kuperede finale venter nemlig den første helt klassiske sprinteretape. Ganske vist skal man tidligt på etapen over løbets allersværeste stigning, og ganske vist skal man klatre i alt 2000 højdemeter, men da den sidste del af etapen er ganske flad, taler meget for, at vi om tirsdagen skal have løbets første klassiske massespurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Med en distance på 163,6 km er der tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Durham til Sunderland. Der er tale om to byer, der ligger tæt på hinanden lige syd for Newcastle, og en stor del af etapen består således i en tur ind i et kuperet område sydvest for de to byer. Således stiger det med det samme let, når man kører mod sydvest med retning mod bakkerne, som allerede melder sig, når man skal over en stigning (2,6 km, 4,7%), der har top efter 10,5km. Derefter fortsætter det med at stige let, inden der venter en nedkørsel, hvorefter man drejer mod vest og nordvest for ad en let stigende vej at køre frem til den første spurt, som kommer efter 29,8 km.

Efter spurten drejer man mod sydvest for at køre ad en let stigende vej frem til bakkerne North Pennines. Her fortsætter man mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Chapel Fell (4,1 km, 7,9%), der stiger med hhv. 5,0% og 6,4% over de første to kilometer, inden den tager fat med 9-11% over de sidste 2,1 km frem mod toppen, som rundes efter 45,5 km.

Efter dagens væsentligste udfordring venter en nedkørsel, der leder mod sydvest og sydøst, inden det falder ganske let mod sydøst tilbage til fladlandet, som nås i byen Barnard Castle efter 77,6 km. Her drejer man mod nord for at køre ad en let stigende vej frem til og op ad kategori 2-stigningen Billy Lane (1,8 km, 7,0%), der er en irregulær og stejl stigning med top efter 86,5 km. Den leder op til et plateau, som kortvarigt følges mod nordøst, inden det falder let mod nordøst hele vejen frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 106,1 km. Herefter begynder det at stige let, mens man fortsætter mod nordøst frem til den sidste spurt, som er placeret efter 115,8 km.

Efter spurten bliver det fladt eller ganske let kuperet, når man kører mod først øst og siden nord frem kategori 3-stigningen High Moorsley (1,2 km, 5,3%), der er en jævn stigning med top efter 143,5 km. Herfra resterer fortsat 20,1 km, som går mod først nord i siden nordøst igennem terræn, der kun er ganske let kuperet. I finalen er der en lille bakke med top med 4 km igen, hvorefter det er fladt eller ganske let faldende frem til de sidste 500 m, som stiger let. Med 2400 m igen skal man igennem en rundkørsel, hvorefter der er skarpe sving med 2300 m, 1800 m og 1400 m igen, inden man drejer i en rundkørsel med 1100 m igen. Med 800 m igen skal man igennem endnu en rundkørsel, hvorefter vejen buer 90 grader mod venstre ind på opløbsstrækningen

Etapen byder på i alt 1999 højdemeter.

Grundet de små hold ser man relativt mange udbrudssejre i løbet, men da dette er den første helt klare chance for sprinterne, ligner det en spurtafgørelse. Vinden er altid en trussel, men den spiller faktisk sjældent en rolle i løbet, og det vil være en overraskelse, hvis ikke de hurtige folk skal slås om sejren i en finale, der dog er en smule kringlet og stiller krav til positioneringen.

Det er lidt svært at vurdere, hvor stejl målbakken er, men umiddelbart burde den med en stigningsprocent på i hvert fald ikke under 3,5 nok kunne give anledning til en lidt anderledes spurt. Positionering i svinget med 600 m igen vil være vigtigt, og herefter ligner det opgør mellem sprintere og puncheurs, hvor de stærke sprintere synes at have en fordel. En spurt bør i hvert fald være udkommet, med mindre vinden spiller feltet et pust.

Sunderland har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

4. etape

Årets Tour of Britain hører bestemt ikke til de vanskeligste, og derfor skal man slå til, når chancen byder sig, hvis man vil skabe splittelse. Måske venter der en mulighed om onsdagen. Igen venter ellers en hovedsageligt flad etape, men med små 30 km igen venter en regulær mur, der er oplagt til et angreb. Efterfølgende er terrænet igen let, hvilket giver plads til en regruppering, men også en meget taktisk finale, og slutteligt vil en lille stejl bakke kunne bruges som afsæt til nye angreb, hvis man skal undgå en spurt i en reduceret gruppe af de mest klatrestærke.

Med en distance på 149,5 km er det en meget kort etape, der fører feltet fra Redcar til Duncombe Park i Helmsley. Startbyen ligger ude ved den engelske østkyst, og man lægger ud med at sno sig mod sydøst hen langs vandet igennem terræn, der kun er let kuperet. Efter 44,4 km kommer dagens første spurt på toppen af en lille bakke (800 m, 5,7%), inden man fortsætter videre hen langs havet.

Herefter forlader man imidlertid havet på ganske brutal maner. Man drejer nemlig mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Robin Hood’s Bay (1,5 km, 10,3%), der midtvejs endda stiger med 13,6% over 500 m. Toppen rundes efter 55,2 km, hvorefter det går mod sydvest, nord og sydvest, først ad et plateau, siden via en nedkørsel og slutteligt igennem fladt terræn. Herefter drejer man mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Egton Bank (1,8 km, 8,4%), der stiger med 9-11% over de første 1500 m, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 74,2 km.

Herefter bliver det betydeligt lettere. Man snor sig nemlig mod vest igennem terræn, der kun er ganske let kuperet, inden det falder let ned mod dagens anden spurt, som er placeret efter 116,3 km. Herfra drejer man mod sydvest for at køre et kort fladt stykke, inden finalen indledes.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Det sker, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Carlton Bank (1,9 km, 10,2%), der efter 500 m med 7,0% byder på tocifrede procenter hele vejen, herunder hele 13,1% over de sidste 400 m. Herfra resterer 25,9 km, og efter toppen er der ingen nedkørsel, men derimod blot en let faldende vej, som leder mod sydøst og sydvest frem til en lille bakke (1,3 km, 7,3%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 141,1 km. De sidste 8,4 km er nu næsten alle let faldende, når det går ad en lige vej mod sydøst ned til Helmsley. Her drejer man med 800 m igen, hvorefter det begynder at stige ganske let frem mod mål. Undervejs skal man yderligere dreje i en rundkørsel med 700 m igen, inden der er et skarpt sving med 500 m igen og et blødt sving med 400 m igen.

Etapen byder på i alt 2215 højdemeter.

Også på denne etape tvinger den lette rute favoritterne til at udnytte den stejle mur. Her vil det formentlig eksplodere til atomer, og etapen minder mig om den, der lagde grunden til Stephen Cummings’ samlede sejr. Her udnyttede han efter en lignende stigning det taktiske spil til at køre væk, og på tilsvarende vis er det en afslutning, hvor taktik i en gruppe af isolerede kaptajner kan komme i spil. En eller anden regruppering må dog også forventes, inden den sidste bakke kan bruges til nye angreb. Det kan således ende i en spurt i en formentlig relativt lille gruppe, men det kan også ende med, at den sidste bakke og/eller taktik gør det muligt at gøre lidt større forskelle.

Duncombe Park har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men Helmsley var i 2008 vært for de britiske mesterskaber i linjeløb, hvor Robert Hayles kørte hjem til en solosejr foran Peter Kennaugh og Dean Downing.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

5. etape

Efter den relativt hårde onsdagsetape er det igen blevet sprintertid. Femtedagen byder nemlig på en meget flad sag, når rytterne skal sno igennem fladlandet omkring storbyen Nottingham. Den første del af løbet har ikke været spor sprintervenlig, og derfor er det svært at tro, at de hurtige folk ikke vil gribe denne mulighed på en dag, hvor megen byzone også betyder, at sidevind næppe bliver den helt store trussel.

I alt skal der køres 186,8 km, der fører feltet fra West Bridgford til Mansfield. Startbyen er en sydlig forstad til Nottingham, hvorfra man kører mod syd igennem helt fladt terræn, slår en lille sløjfe og vender rundt for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningn Keyworth (900 m, 3,4%), der har top efter 21,4 km. Derfra snor man sig videre mod nordøst og nord op øst for Nottingham, inden man drejer mod sydvest for at køre frem til storbyens udkant, hele tiden i fladt terræn. Herfra drejer man igen mod nord og senere vest for at køre frem til den første spurt, som kommer efter 86,5 km.

Efter spurten går det videre igennem fladlandet mod først nordøst, inden man snor sig mod nord og nordvest frem til etapens nordligste punkt, hvor dagens anden spurt kommer efter 138,1 km. Her drejer man mod sydvest for at køre frem til byen Worksop, hvor man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Sparken Hill (400 m, 7,6%), som har top efter 154,1 km. Derfra går det videre mod sydøst frem til dagens sidste spurt, som er placeret efter 159,0 km, hvorefter man kører mod først syd, så vest og slutteligt sydvest igennem ganske let stigende terræn frem til Mansfield, hvo der sidste 5 km er stort set flade. Man drejer skarpt med 4000 m og 2200 m igen, inden der er et sidste sving med 1400 m igen. Herefter går det ad en stor og bred boulevard, der i starten bugter sig ganske meget, men hvor den sidste kilometer er stort set lige.

Etapen byder på i alt 1380 højdemeter.

Selv efter Tour of Britain-standard er der tale om en meget flad etape, hvor det kun er vinden, der kan skabe udfordringer undervejs. Det meste af etapen foregår dog i ganske tæt bebygget område, og selvom udbrud ofte holder i løbet, ligner det en rigtig boulevardspurt på den brede vej i Mansfield.

Mansfield har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2018, hvor Ian Stannard kørte alene hjem til en udbrudssejr foran Nils Politt og Giovanni Carboni.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

6. etape

Efter den meget flade 5. etape bliver det igen en anelse mere kuperet om fredagen. Det meste af etapen er ganske vist flad, men mod slutningen venter to mindre bakker, hvoraf den første er ganske stejl. Igen betyder fraværet af store udfordringer i løbet, at der kan være lagt op til en aggressiv finale, hvor den første stigning vil kunne gøre pæne forskelle, men med 25 km til mål fra toppen og derefter kun en lidt lettere stigning, er det ikke en dag, hvor bedste mand kører væk. I stedet kan det ende i en spurtafgørelse i et reduceret felt, men måske kan der opstå en situation, hvor taktik kan komme i spil. Meget kunne dog også tale for, at dagen bliver en af de mange udbrudsdage, som løbet byder på.

I alt skal der tilbagelægges 170,9 km, der fører feltet fra Tewkesbury til Gloucester. Fra start går det mod sydøst igennem let stigende terræn, inden man kører mod nordøst op og ned ad en bakke. Daens første udfordring melder sig, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Round Hill (1,8 km, 9,5%), der undervejs har 500 m med hele 15,5%, og som har top efter 20,4 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod sydøst, sydvest og igen sydøst, inden man fortsætter mod sydøst op over kategori 3-stigningen Withington Hill (1,5 km, 7,0%), hvis top rundes efter 44,2 km.

Herfra bliver det stort set helt fladt. Man lægger ud med at køre mod sydøst og syd frem til dagens første spurt, som kommer efter 64,4 km, inden man snor sig mod først vest, siden syd og så sydvest ned gennem fladlandet. I det sydligste punkt kører man kortvarigt mod vest, inden man drejer mod nord for at køre frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 118,7 km. Derfra går det vider mod nord, nordøst og igen nord frem til Dursley, hvor dagens sidste spurt kommer efter 139,9 km.

Kort efter spurten er det slut med det flade terræn. Man kører kortvarigt mod øst, inden det går mod nord op ad kategori 2-stigningen Crawsley Hill (1,7 km, 8,1%), der efter 500 m med 6,0% stiger med 9-10% frem til toppen, som rundes efter 146,0 km. Herfra resterer fortsat 24,9 km, som indledes med, at det falder let mod sydøst, inden det går mod nord ad en nedkørsel ned til Stroud. Herfra fortsætter man mod nord op ad en bakke (2,2 km, 5,7%), der har top med 10 km igen, inden det går ad en let snoet nedkørsel og siden en let snoet og let faldende vej mod nordvest ind til Gloucester, hvor det stiger let frem til 3km-mærket, derefter falder let og slutteligt stiger let over den sidste kilometer. Man skal igennem to rundkørsler med hhv. 3000 m og 2700 m igen, hvorefter der følger to sving i rap med hhv. 900 m og 700 m igen.

Etapen byder på i alt 1841 højdemeter.

Etapen minder i sit design meget om 4. etape med en relativt stejl stigning et stykke fra mål og siden en lidt lettere bakke. Det kunne ligne en dag for et udbrud, men man må uanset hvad formode, at der vil blive angrebet på de to sidste stigninger. Finalen er lettere end to dage tidligere, og chancen for en spurt i en gruppe er således større, men det kan også blive en taktisk finale, hvor man måske kan udnytte manglende kontrol til at vinde noget tid.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Gloucester har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

7. etape

I årets Tour of Britain synes de mere kuperede og flade etaper at komme skiftevis. Efter en kuperet finale fredag venter således en lørdag, der byder på 50 relativt flade sidste kilometer. Det inviterer til en massespurt, hvis sprinterne fortsat er sultne, men vi er også på et tidspunkt i løbet, hvor udbrud ganske ofte holder hjem. Endelig kan man måske håbe, at det nær den sydengelske kyst vil blæse så meget, at der kan opstå mere drama, end ruten lægger op til.

I alt skal der tilbagelægges 175,9 km, der fører feltet fra West Bay til Ferndown. Der er tale om to byer helt nede ved den sydengelske kyst nær byen Bouremouth, og startbyen ligger endda helt ud til vandet. Derfra kører man mod sydøst hen langs vandet, idet etapen starter med en bakke og en nedkørsel, hvorefter det er helt fladt. I byen Weymouth forlader man vandet for at køre mord nordøst og nord op og ned ad en bakke, inden det går fladt frem til den første spurt, som kommer efter 39,8 km. Nu går det mod sydøst igennem helt fladt terræn tilbage mod havet, hvor man rammer en kuperet sektion.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Den indledes når man kører mod syd op over kategori 3-stigningen Daggers Gate (1,0 km, 3,2%), der har top efter 60,1 km, hvorefter man kører mod øst hen langs vandet af en kuperet kystvej, der byder på kategori 2-stigninge Whiteways Hill (1,5 km, 6,9%), som har top efter 68,9 km. En nedkørsel leder videre mod øst, men herefter er det slut med bakkerne.

Således er det fladt, når man fortsætter øst, inden man igen forlader vandet for at køre mod nordvest igennem fladlandet frem til den anden spurt, som kommer efter 83,6 km. Det relativt flade terræn fortsætter, når man kører videre mod nordvest og senere nord, men herefter bliver det igen mere kuperet. Først skal man og ned ad en bakke, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Okeford Hill (1,7 km, 7,1%), hvis top rundes efter 120,1 km.

Herfra er de sidste 55,8 km ganske lette. En kort nedkørsel leder mod sydøst, og derefter kører man igennem kun let kuperet terræn mod øst og siden sydøst. Efter 147 km bliver det helt fladt, når man drejer mod nord for at køre frem til den sidste spurt, der er placeret efter 156,4 km. Nu drejer man mod øst og siden syd for at køre direkte frem til målbyen, hvor det er fladt med en let stigende sidste kilometer. I finalen drejer man i to rundkørsler med hhv. 2000 m og 1500 m igen, inden der kommer to skarpe sving i rap med hhv. 800 m og 700 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1974 højdemeter.

Vi er ved kysten, og derfor kan man håbe på vind, men det er sjældent et tema for løbet. Det er den sidste mulighed for en klassisk massespurt, og det vil formentlig inspirere sprinterne til at give den et skud. Løbets gode historik for udbrydere, særligt sent i løbet, gør dog, at en udbrudssejr aldrig kan afskrives.

Ferndown har ikke tidligere i dette årtusinde været været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

8. etape

I en periode lykkedes det løbet at få lov at slutte af med et fladt gadeløb i Londons centrum, men den tradition har man brudt i de senere år. Denne gang skal der således sluttes med en etape, der køres på øen Isle of Wight i den sydlige del af landet, og det er en ganske flad sag. Etapen slutter imidlertid med en rigtig puncheurspurt på toppen af en 500 m lang og ganske stejl bakke, og dermed er der en chance for, at løbet, der meget vel kan ende med at blive tæt, måske først skal afgøres på bonussekunder til allersidst.

Med en distance på bare 148,9 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Ryde til The Needles, og der i nogen grad tale om en sightseeingtur, hvor man kommer rundt på det meste af Isle of Wright. Fra staten ved øens nordkyst kører man mod sydvest og sydøst hen langs vandet frem til den første spurt, som kommer efter 14,7 km. Her drejer man mod nord for at køre væk fra vandet, og umiddelbart herefter går det mod vest op ad kategori 1-stigningen Brading Down (1,9 km, 5,7%), der har top efter 19,0 km.

Derfra bliver det igen fladt, når man kører mod vest, syd og nordvest ind til øen centrum, hvorfra man kører videre mod først sydvest og siden nordvest tilbage mod kysten, som nås i byen Freshwater i det sydvestligste hjørne ganske tæt på etapens mål. Det kører man dog ikke ind til, og i stedet kører man mod nordøst op langs vandet frem til den anden spurt, som kommer efter 62,7 km, hvorefter det går mod øst væk fra havet, stadig i fladt terræn. Senere drejer man mod nordøst for at køre igennem fladlandet frem til øens nordlige spids, hvor dagens sidste spurt køres efter 80,4 km.

Her forlader man igen vandet, når man drejer mod syd, men det ændrer ikke på det flade terræn, der leder ind gennem den store by Newport og frem til øens centrum. Her drejer man mod sydøst og senere øst for at køre ud til øens østkyst som nås i byen Shanklin. Her drejer man mod syd og senere sydvest for at køre hen langs vandet i en mere kuperet del af øen. Det betyder, at man skal op over kategori 2-stigningen Cowleaze Hill (1,7 km, 6,2%), der har top efter 110,9 km, og kort derefter over kategori 3-stigningen Zig Zag Road (1,4 km, 6,3%), hvis top rundes efter 115,7 km.

Det markerer afslutningen på bakkerne. Herefter er det stort set fladt, når man snor sig mod først sydvest og siden nordvest hen langs øens sydkyst. Den lange, lige kystvej leder frem til byen Freshwater Bay, hvor man drejer mod sydvest for at køre ud til målet på kategori 2-stigningen The Needles (500 m, 7,1%), der ligger på en tange helt nede i det sydvestlige hjørne. I lang tid går det ad en let snoet vej, hvor det med 4 km igen begynder at stige let, indtil man med 2400 m igen drejer til venstre efter en lille nedkørsel. Herfra stiger det igen frem mod et venstresving, der med 1500 m igen leder ind på en meget smal vej. I bunden af bakke er der et venstresving, og herefter er der to hårnålesving med hhv. 400 m og 100 m igen. Stigningen starter blødt med 200 m med 5,7%, hvorefter der venter 200 m med 11,2 km, inden den flader ud med 4,2% over de sidste 100 m.

Etapen byder på i alt 1784 højdemeter.

Grundet rutens design ligner det et løb, der kan favorisere puncheurtyper, og som kan blive afgjort på bonussekunder. Derfor virker det ikke usandsynligt, at den samlede sejr vil være i spil frem til sidstedagen, for den vil netop appellere til samme ryttertype. Bakken til slut er så kort, at stærke sprintere også kan være med, men med 200 m med mere end 11% må man formode, at de puncheurtyper, der også var i aktion på 1. etape også på denne etape kan være med i kampen om bonussekunder, etapesejr og sikkert også samlet sejr.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

The Needles har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

STREAM VUELTA A ESPANA OG TOUR OF BRITAIN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Favoritterne

Tour of Britain har i mange år været et modbydeligt løb at skulle spå om. Det rå britiske terræn, det dårlige vejr og de smalle veje har historisk altid gjort det til et løb, der er meget svært at kontrollere. Det har arrangørerne bestemt ikke gjort lettere ved at have hold på bare seks mand, og vi har derfor set et bemærkelsesværdigt stort antal udbrudssejre i et ellers ret fladt løb. Særligt Matthias Brändle, Julien Vermote og Ian Stannard, som ellers er kendt som alt andet end vindertyper, synes at have haft en særlig smag for at få noget ud af løbet.

Disse udbrud har også fået indflydelse på klassementet. Eksempelvis var det en mindre sensation, at Dylan van Baarle i 2014 med et udbrud fik skovlen under både Sky og Quick-Step, der havde hhv. en ekstremt formstærk Bradley Wiggins og Michal Kwiatkowski, som begge blev verdensmestre bare et par uger efter løbets afslutning. Lige så sensationel var Stephen Cummings’ sejr i 2016, hvor briten udnyttede en stærkt kuperet etape til at køre væk sammen med Vermote og dermed snyde løbets to store favoritter, Rohan Dennis og Tom Dumoulin, som ellers slog ham på enkeltstarten, for den samlede sejr.

Næsten hvert år holder mindst ét udbrud hjem, men det er dog ikke altid, at det har indflydelse på klassementet. Således har Wiggins, Edvald Boasson Hagen, Lars Boom, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert alle taget mere klassiske og forudsigelige sejre i de øvrige af de seneste otte udgaver, og det er derfor ikke kun anarki, som hersker på de britiske veje. Med to overraskelser i de seneste otte løb er det dog et løb, hvor man bestemt ikke skal regne med, at det altid er en af de store favoritter, som løber med sejren.

Årets rute lægger op til mere ukontrollerbart cykelløb. Som sagt må løbet betegnes som et af de lettere, og det betyder, at der skal køres offensivt og tages initiativ, hvis ikke det bare skal være bonussekunder og de småhuller, der kan opstå i puncheurfinalerne på 1. og 8. etape, der skal afgøre løbet. Nok har man ikke gentaget den gigantiske fuser fra 2017, hvor løbet var så let, at kun en regnvåd finale på sidste etape forhindrede, at det endte med syv massespurter ud af syv mulige, men løbet er i fraværet af en finale på en hårdere stigning den måske næstletteste siden Michal Albasinis sejr i 2010, hvor feltet stadig var af en helt anden og langt, langt svagere kaliber. Den konkurrerer dog med 2019-udgaven om ”æren”.

Hvor er det så, man kan køre offensivt? Det må være på 2., 4. og 6. etape, mens 3., 5. og 7. etape bør være for sprinterne, hvis ikke udbrud nok engang holder hjem, hvad det svage sprinterfelt måske kunne anspore til. Her er det 4. etape, der har det store potentiale. Carlton Bank er trods alt en 2 km lang stigning med mere end 10% i snit, og i mangel af andet terræn kan vi vente os, at der vil blive angrebet her. Etapen kan minde om den, der som ovenfor nævnt gav Cummings den samlede sejr. En hård stigning rydder ud i feltet og fjerner hjælperne, og derefter angriber man på skift, indtil det er lidt tilfældigt, hvem der kommer væk. Der er en bakke op til spurten senere på etapen, men den er nok for kort til, at bedste mand kører væk. Carlton Bank kommer langt fra mål og er der et stærkt hold, der vil have en spurt i en favoritgruppe, vil det være muligt.

Designet af 6. etape er næsten helt identisk. Igen har vi en ret svær stigning langt fra mål, inden der kommer en lettere stigning senere. Vi kan altså se samme scenarium her, men da stigningerne er lettere, er chancen for, at vi kan få et taktisk og ukontrollerbart løb mindre. Til gengæld tvivler jeg mere på, at 2. etape vil gøre forskelle mellem de bedste. Ganske vist er der tre stigninger i den fulde finale, og det lægger op til stor aggression, men de er næppe svære nok til at skabe den udskilning, der kan åbne døren for alt for megen taktik.

Det britiske vejr er altid den vigtigste dark horse. Denne optakt skrives grundet Vueltaen tidligt, og derfor skal vejrmeldingerne tages med et vist forbehold, men det ser ud til, at vejret kan blive en betydelig faktor. Søndagen ser ud til at blive rædselsfuld med dagregn og kraftig vind. Der er dog en del medvind, og sidevindsstykkerne kommer tidligt. Det er muligt, at den splitter, men jeg tvivler. Bedre bliver det slet ikke mandag, hvor der er mere regn og vind og her endda masser af sidevind. I finalen vil der dog være modvind på alle tre bakker, og derfor er det ikke sikkert, at splittelserne bliver varige, ligesom det vil forhindre, at finalen bliver alt for selektiv på stigningerne.

Derefter bliver det lidt bedre, men jeg tør ikke udelukke, at vinden kan komme i spil igen tirsdag. Det gør den ikke onsdag, men der vil vi til gengæld have direkte modvind i løbets hårdeste finale, og det øger chancen for en spurt. Resten af ugen byder på bygevejr, men ikke kraftig vind, og på fredagens hårde etape vil vinden være mere gunstig til at skabe forskelle, selvom ruten er lettere, end den er torsdag.

Som udgangspunkt ser det altså ud til, at løbet skal afgøres af bonussekunder i finalerne og de indlagte spurter, de små huller i puncheurspurterne på 1. og 8. etape, potentiel sidevind de første tre dage og taktik i finalerne på særligt 4. og 6. etape. Man skal dog køre ganske godt opad for at overleve ikke mindst den stejle stigning onsdag, selvom modvinden vil gøre det mindre selektivt. Af puncheurfinalerne er 1. etape den vanskeligste, men vi taler trods alt kun om 2 km med 5-6%. Det er ikke angrebs-, men spurtterræn, men der kan opstå visse huller. På 8. etape er det bare en kort mur, som de mest holdbare sprintere også kan være med på, men med et stykke med tocifrede procenter er den bestemt også for puncheurs.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

En væsentlig faktor er det, at feltet er meget svagere, end det plejer at være. Der er to stærke hold i form af Ineos og Israel- PT, ligesom Bora også har en vis styrke. Det er i høj grad dem, der vil bestemme udfaldet af de hårde etaper. Særligt Ineos er så stærke, at de kan kontrollere etaperne og gå efter en spurt med Tom Pidcock, hvis de vil, men er de kommet på bagkant efter den første weekend, vil de også kunne skabe det overtal, der gør det muligt at angribe på skift. Om vi får et kontrolleret løb, hvor alle etaper ender i en eller anden form for spurt, eller om det bliver aggressivt med mulighed for taktik, vil i høj grad blive bestemt af, om Ineos kommer bagkant, og til dels af om Israel-PT gør det.

Netop Ineos’ styrke gør det naturligt at pege på dem, men jeg er virkelig i tvivl, om jeg skal tro mest på Tom Pidcock eller Magnus Sheffield. Går man med, hvem ruten passer bedst til, eller går man med den formentlig mest formstærke? Jeg vælger Pidcock. Britens form er usikker, da han ikke har kørt løb siden Touren, men han er i mellemtiden blevet europamester på mountainbike, mens hans VM blev ødelagt af uheld. Han plejer at være relativt god til at veksle mellem disciplinerne og hurtigt finde landevejsformen, hvilket han også er nødt til. Han vil nemlig være verdensmester, og derfor er der grænser for, hvor formsvag han kan være.

Usikkerheden om formen gør ham til et wildcard, men det er helt sikkert, at Ineos kommer for at vinde på hjemmebanen, og han ligner et af to bud. Ruten passer ham også. Han ligner den bedste puncheur til de to puncheurfinaler, hvor han har et stærkt hold til at sætte sig i scene. De vil også være stærke i sidevinden, og han kan vinde spurter i mindre grupper på 2. samt særligt 4. samt 6. etape, ligesom han kan score bonussekunder i de indlagte spurter. Skulle overtal komme i spil, har Ineos også holdet til at sidde i netop det, og det må gøre ham til det mest oplagte vinderbud.

Alternativet er Sheffield. Danmark og Polen viste, at formen er fremragende, men vigtigst af alt viste Danmark også, at han var god på Kiddesvej. Det burde betyde, at han i hvert fald kan gøre det godt på 1. etape, mens 8. etape kan være for eksplosiv. Han har dog ikke Pidcocks fart på flad vej, og derfor skal han formentlig vinde løbet alene på de to puncheuretaper, og det kan blive svært, hvis rivalerne tager bonus på 2., 4. og 6. etape. Til gengæld er han det oplagte bud på en mand, de kan spille ud i de taktiske finaler.

Holdet har også Michal Kwiatkowski. Også han er skabt til løbet, da han er en god puncheur og spurtstærk. Problemet er, at han efter sit styrt inden Polen Rundt var meget formsvag i Danmark. Man må formode, at han er bedre nu, og denne gang ikke nødvendigvis bare er hjælper, men jeg vil tro, at Pidcock er plan A, og at Kwiatkowski kun kommer i spil, hvis briten fejler, eller det bliver afgjort via taktik.

Egentlig er Omar Fraile også en god puncheur, men også han må formodes kun at komme i spil via taktik. Hans form har også været kritisk, men i Danmark viste han endelig lidt fremgang. Endelig har holdet Richie Porte , der kører sit sidste løb, men det ligner en ren afskedsforestilling. Jeg kan ikke forestille mig, at han har magtet at træne sig i form til ét løb efter Giroen - særligt når det er et løb, der passer ham så dårligt.

Jeg peger på Maximilian Schachmann som nr. 2, men det er med stor usikkerhed. Tyskeren har ikke kørt siden San Sebastian og blev taget af startlisten til Tyskland Rundt. Han kan derfor sagtens have været ramt af helbredsproblemer, og hans form er et stort spørgsmålstegn. Han kan imidlertid også have trænet frem mod et VM, der passer ham, og selvom han haft et svært år, bør han være konkurrencedygtig på denne rute. Han er en glimrende puncheur og hurtig på stregen, ligesom holdet er stærkt i sidevinden. Jeg kan dog være bekymret for, om han kan deltage i det taktiske spil til sidst, hvis han er lidt for alene.

Bora har en på papiret en anden oplagt kandidat i Felix Grossschartner, der også er en storartet puncheur. Han har til gengæld ikke Schachmanns fart på flad vej, men det største problem er formen. Han var igen formsvag i Tyskland, og det gør det svært at være optimistisk. Det tredje kort er Nils Politt, men også han var langt fra formen i Tyskland. Han er også lidt for tung til særligt den første puncheurfinale, og selvom han godt kan spurte, går hans vej til sejr via sidevind og taktik.

Israel-PT er det tredje stærke hold, og deres bedste kort er vel Dylan Teuns, der her skal score nogle af de mange point, han er hentet til holdet for at sikre. Han er en god puncheur, men han har ikke den fart, som Pidcock og Schachmann har, og jeg frygter, at de to puncheurafslutninger er for lette. Han scorer heller ikke bonussekunder i de flade spurter, og han skal derfor satse på taktik, sidevind, hvor de er stærke, og to gode puncheurspurter. Jeg er også lidt bekymret for formen efter en meget skuffende præstation i Bretagne.

Alternativet er Michael Woods. Han styrtede ud af Vueltaen, og selvom han ikke fik alvorlige skader, er han næppe flyvende. Også han er som bekendt en god puncheur, men jeg tror, at de to finaler er lidt for lette til, at han kan matche de tungere folk. Han skal nok vinde via overtal og taktik. Holdet har også Jenthe Biermans, Mads Würtz Schmidt og Corbin Strong . Finalen på 1. etape er for svær til, at de kan være med i kampen om sejren, og de vil nok også tabe lidt tid. Sker der en regruppering på 4. og 6. etape, kan de dog indgå i det taktiske spil, og særligt Biermans, men også Würtz har fart i jagten på bonussekunder. Særligt Biermans har vist storform, men Würtz og Strong var stærke i Danmark. Endelig har holdet den unge klatrer Mason Hollyman, men på denne rute må han være hjælper.

Uno-X kommer med en ret spændende kandidat i Anthon Charmig . Danskeren var flyvende i Tjekkiet og bekræftede sin gode form i Danmark. Han er en svingende fyr, og om han har bevaret formen yderligere nogle uger, er langt fra sikkert, men det er ikke et helt dumt løb for ham. I de flade spurter er han ikke alt for hurtig - selvom det nu gik fint på sidste etape i Tjekkiet - men som puncheur har han vist sine evner med sejren i Oman og senest de flotte resultater i Tjekkiet. Bakken er nok lidt for let, men er han i form, kan han lave et resultat. I de taktiske finaler er han dog formentlig lidt alene, og sidevinden kan blive et problem. Han ledsages af Niklas Larsen, men Danmark viste, at han stadig er for langt fra sit gamle niveau, og i forvejen ville ruten være svær for ham. Den burde have været inden for rækkevidde for Rasmus Tiller, men han synes fortsat meget formsvag, og heller ikke Anders Skaarseth har vis god form, mens Anders Johannessen har været en skygge af sig selv hele året. Formstærk synes Idar Andersen at være, men løbet er for eksplosivt for ham.

Movistar kommer med Matteo Jorgenson, men hans form er helt ukendt, da han ikke har kørt løb siden Touren. I forvejen kan han være meget svingende, men han plejer at være god til at træne sig i form. Han viser det sjældent, men man må formode, at han stadig har lidt af sit punch og sin fart fra U23-karrieren, og klarer han sidevinden, er det derfor ikke et helt skidt løb, hvis formen er der. Han ledsages af Oscar Rodriguez, men han passer dårligt til løbet og er fortsat ikke i form. Oier Lazkano mangler også punchet og skal køre aggressivt, som han gjorde, da han vandt i Vallonien, og Abner Gonzalez har ikke imponeret i år.

Caja Rural kommer med et ret spændende hold med to puncheurs i form af Eduard Prades og Fernando Barcelo. De bør begge være skabt til de to puncheurafslutninger, men det kræver, at de er i form, hvad de langt fra altid er. Prades er det bedste bud, da han er hurtigst og mest eksplosiv, men han er formmæssigt også den mest svingende. Det så dog hæderligt ud i Limousin og Polen, og vi så i Norge, at en formstærk Prades stadig en glimrende puncheur. Barcelo skuffede i Burgos og var på niveau med Prades i Limousin. Han er ikke helt så hurtig, men mere holdbar og stabil end Prades. Holdet har også Joel Nicolau, der har imponeret i år, men han er ikke rigtigt skabt til dette løb, da han mangler punch. Det samme gør Sergio Martin, der ikke har været helt så stærk som de ovennævnte. For dem alle gælder, at sidevinden kan blive et problem.

DSM kommer med de to unge talenter Oscar Onley og Max Poole, og de er ganske spændende. Det gælder særligt Onley, der i Tjekkiet viste, at han har niveauet og de rette puncheurevner, men Poole viste i samme løb, at også han er relativt eksplosiv. De bør begge kunne lave et resultat i puncheurspurterne, sæligt Onley, men de er nok sårbare i sidevinden, og skal de vinde, skal det være via taktik, hvilket er svært mod stærkere hold. De ledsages af erfarne Chris Hamilton, men han er ikke eksplosiv og vinder kun via taktik.

Jeg er lidt spændt på Kamiel Bonneu. Belgieren er ekstremt svingende og ikke en mand, man skal sætte pensionsopsparingen på, som vi senest så i det skuffende løb i Danmark, men han vandt jo altså kongeetapen i Tjekkiet i en spurt på toppen. Det vidner om, at han ikke er uden punch på stigninger, og derfor bør han kunne begå sig. Jeg tror dog, at det er en anelse for eksplosivt, og at han skal bruge længere stigninger. Han ledsages af Kenneth van Rooy, der er ganske eksplosiv og hurtig og passer hæderligt til løbet. Bakken på 1. etape kan dog være for lang, og han er ikke hurtig nok. Også Julian Mertens kan gøre det hæderligt, selvom han mangler noget punch.

Jeg er mere sikker på formen hos Filippo Zana. Han viste nemlig sin gode form både i Tjekkiet og i Limousin, mens jeg ikke har nogen forklaring på, hvorfor det gik så ilde i Bretagne, hvor han næsten må have haft uheld. Dette er dog ikke det ideelle løb for ham, da stigningerne er for korte. Han viste med sin sejr ved de italienske mesterskaber, at han faktisk godt kan spurte, men han er ikke eksplosiv nok til at vinde og skal slå til via taktik. Holdet har også Davide Gabburo, men han virkede slet ikke formstærk i Danmark. Det gjorde Filippo Fiorelli med den flotte kørsel i Bretagne. Han kunne være en joker, men i år har det knebet med holdbarheden, og jeg tror, at 1. etape bliver for svær. Enrico Battaglin er stadig en skygge af sig selv.

Human Powered Health kommer med Kristian Aasvold. Med sidste års form havde han været et bud, men i år har det været sløjt. Han er ganske vist eksplosiv, men han kom markant til kort i Arctic Race. Han ledsages af Gavin Mannion, der dog intet har vist i år og ikke kørt løb i flere måneder. Hos Bingoal har man formstærke Dimitri Peyskens, der måske er et bedre bud, men jeg har svært ved at se ham være helt fremme, selvom hans kørsel på Mur de Huy i Vallonien viser, at han nok kan lave et resultat.

På kontinentalholdene vil fokus være på klatreren Thomas Gloag, der netop har vundet en etape i Tour de l’Avenir, men som nok ikke er eksplosiv nok. Ben Perry kan formentlig også gøre det hæderligt. Jacob Scott imponerede i Leuven, men jeg vil tro, at han er for tung, og han plejer at gå efter bjergtrøjen. Oliver Rees viste i Portugal, at han har punchet, men selvom han har vist, at han kan klatre, tror jeg, at han får det for svært på 1. etape. Jeg vil også tro, at det bliver for hårdt for Finn Crockett, der vandt en overraskende bronze ved Commonwealth Games, mens Negasi Abreha næppe er eksplosiv nok.

OPDATERING: Ikke helt uventet er Schachmann også blevet taget af startlisten til dette løb, og dermed må Bora satse på formsvage Grossschartner samt måske Politt. Movistar har til gengæld suppleret Jorgenson med Gonzalo Serrano. Han har haft en svær sæson og er stadig et stykke fra sit bedste niveau, men han var i fremgang i Limousin, hvor han arbejdede flot for Aranburu. Som puncheur med fart på flad vej passer han ret godt til løbet, og modvinden vil hjælpe ham på 1. etape, der kan være lidt for svær til hans nuværende form.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. Udover ændringerne vedrørende Schachmann og Serrano, der er omtalt ovenfor, er det værd at bemærke, at Lazkano, Biermans, Würtz og Andersen ikke kommer til start. Det britiske landshold stiller med Connor Swift som kaptajn. Han kan i kraft af modvinden gøre det hæderligt, men stigningen er nok lidt for svær, også med den skuffende form fra Bretagne. Holdet har også den klatrestærke sprinter Jake Stewart, og kan han i kraft af modvinden begrænse tabet på 1. etape, kan han via bonus komme i spil, hvis han er rask igen. De har tillige den meget lovende, holdbare og hurtige Samuel Watson, men han er formentlig hjælper. Endelig har Porte bekræftet, at han grundet sygdom også er her som hjælper.

***** Tom Pidcock

**** Magnus Sheffield, Dylan Teuns

*** Michael Woods, Anthon Charmig, Matteo Jorgenson, Michal Kwiatkowski, Gonzalo Serrano

** Eduard Prades, Fernando Barcelo, Felix Grossschartner, Oscar Onley, Kamiel Bonneu, Filippo Zana, Max Poole, Chris Hamilton, Joel Nicolau, Connor Swift, Nils Politt, Oscar Rodriguez, Kenneth van Rooy, Thomas Gloag, Jake Stewart, Filippo Fiorelli, Kristian Aasvold, Dimitri Peyskens

* Omar Fraile, Corbin Strong, Sergio Martin, Pen Perry, Davide Gabburo, Julian Mertens, Samuel Watson, Abner Gonzalez, Anders Skaarseth, Anders Johannessen, Mason Hollyman, Oliver Rees, Jacob Scott, Finn Crockett, Richie Porte

Danskerne

Anthon Charmig bør være kaptajn på Uno-X, hvorfor han er omtalt ovenfor, og han støtte af Niklas Larsen, der også er omtalt ovenfor og måske kan få lov at køre en spurt eller to.

STREAM VUELTA A ESPANA OG TOUR OF BRITAIN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE