Optakt: Volta a la Comunitat Valenciana

Løbets rolle og historie

Bemærk: Grundet aflysningen i februar har løbet fået en ny dato. Nedenstående gennemgang beskriver løbets normale rolle på kalenderen.

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hård, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø i 2016, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, og hvor holdene flokkes på træningslejre, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne. Bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslav Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

Under dets fravær har Mellemøsten overtaget rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman i en periode gjorde det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst har imidlertid betydet, at Spanien igen er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Challenge Mallorca, løbet i Valencia, endagsløbene i Murcia (der nu atter er et kort etapeløb) og Almeria samt Ruta del Sol. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. I de seneste år har Mellemøsten således slet ikke været i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange har valgt at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet.

I 2017 fik Mellemøsten fået en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, der som en del af WorldTouren tiltrak et stort antal stjerner, men aflysningen af Tour of Qatar betød til gengæld, at de fleste klassikerryttere blev i Europa. Aflysningen i Qatar styrkede også Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag fik sen deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

Den trend blev blot yderligere styrket i 2019, hvor løbene i Dubai og Abu Dhabi var fusioneret, hvilket betød, at løbet i Valencia nu blot var i direkte konkurrence med Etoile de Besseges. Sidste år kom Saudi Tour til som en ny rival, men det har ikke ændret på, at løbet i Valencia klart har været det stærkest besatte af de mange etapeløb, der på det seneste er blevet afviklet i første uge af februar.

I år var der i februar lagt op til endnu en stjerneparade, men sådan gik det ikke. I januar stod det klart, at coronasituationen i Spanien umuliggjorde dets gennemførelse, og derfor blev løbet udsat sammen med en hel række af øvrige februarløb. De fleste af disse har fået en ny dato, og det gælder også for løbet i Valencia, der afvikles som det første i serien af udsatte løb på en god uge i april, hvor konkurrencen fra andre løb ikke er alt for voldsom. Naturligt nok er kalenderen dog meget travlere nu end i begyndelsen af februar, og derfor er feltet slet ikke så stjernebesat som tidligere, og mens man i februar kunne vælge og vrage blandt WorldTour-holdene må man nu klare sig med bare fire mandskaber fra den fineste række.

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har de foregående udgaver ikke været vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det er imidlertid blevet domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007, mens Ruben Plaza i 2008 vandt den sidste udgave inden aflysningen.

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. I 2016 bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved tillige at vinde løbets kongeetape. I 2017 lykkedes det Nairo Quintana at overvinde et stort tidstab fra et usædvanligt langt holdløb og alligevel sikre sig den samlede sejr via et flot soloridt på kongeetapen. I 2018 var Valverde helt ustoppelig, da han efter et neutraliseret holdløb sejrede på løbets eneste bjergetape og dermed tog den samlede triumf, mens det i 2019 var Ion Izagirre, der udnyttede en stærk enkeltstart til at tage den samlede sejr, selvom Adam Yates vandt løbets eneste bjergetape.

Sidste år var der for første gang efter løbets comeback slet ikke en tidskørsel på programmet, og det gjorde løbet til en sag for klatrerne. Det udnyttede en suveræn Tadej Pogacar til at tage en klar samlet sejr ved først at slå Valverde i en tidlig puncheurspurt og siden tage en solosejr på kongeetapen, så han kunne vinde med 6 sekunder ned til Jack Haig og Tao Geoghegan Hart på hhv. 2. og 3. pladsen. Den nye kalenderplacering har betydet, at Pogacar har travlt med Ardennerne, hvorfor han dropper at forsvare titlen, og da Bahrain med Haig og Ineos med Geoghegan Hart ikke deltager, er der ingen gengangere fra sidste års podium.

Ruten

Som sagt har løbet haft mange forskellige formater, men de nye arrangører har hidtil foretrukket en i historisk sammenhæng hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn. Dog er man styret udenom de højeste bjerge, hvorfor de afgørende stigninger altid har været korte og eksplosive. Således har der i alle fem hidtidige udgaver været tale om en kongeetape om lørdagen, hvor målet har været henlagt til en af disse stejle mure, og derudover har der som regel været en tidskørsel. Det var i 2016 og 2019 i form af en indledende enkeltstart og i 2017 og 2018 i form af et uforholdsmæssigt langt holdløb, mens resten af løbet næsten hver gang har været udgjort af lettere etaper, der er endt enten i en fuld eller en reduceret massespurt. Undtagelsen kom i 2020, hvor tidskørslen udgik til fordel for en rigtig puncheuretape.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I år går man imidlertid en anden vej. Grundstrukturen er ganske vist den samme med en kongeetape (denne gang dog om fredagen), en enkeltstart (denne gang dog om lørdagen) og tre sprinteretaper, men kongeetapen er langt lettere end tidligere. Væk er den stejle finalemur, og i stedet venter en længere, men meget blød stigning, der passer bedre til puncheurs end til klatrere, som får meget svært ved at vinde tid undervejs. Det gør tempospecialisterne til gengæld, for lørdagens enkeltstart er med sine 14 km over flade veje nær kysten skabt til de store wattmonstre.

Med en let kongeetape og den fladeste enkeltstart i løbets nyere historie er der således lagt op til den klart nemmeste udgave siden løbets comeback. Det betyder også, at sprinterne har masser at glæde sig over. Ligesom sidste år er der hele tre sprinteretaper, der dog er lidt forskellige. Løbets indledende etape er således ganske kuperet og kan skabe nogen udskilning undervejs, mens løbets 2. og den altid korte afslutningsetape til Valencia begge er ganske flade. Alle lægger de op til en eller anden form for spurt, men man skal bestemt ikke undervurdere vinden, der kan være ganske kraftig i området og sagtens kan betyde, at også de tre etaper kan spille en rolle i forhold til et klassement, der ellers skal afgøres fredag og lørdag.

1. etape

Da løbet vendte tilbage i 2016, indledtes løbet med en ganske hård enkeltstart, der på suveræn vis blev vundet af Wout Poels, som herved lagde grunden til sin samlede sejr. I 2017 var tidskørselselementet i stedet et indledende, næsten urimeligt langt holdløb, der desværre på forhånd udelukkede hovedparten af feltet fra at blande sig i kampen om sejren, og i 2018 var det sprinterne, der fik lov at åbne festen. Efter at enkeltstarten vendte tilbage i 2019, blev 2020-udgaven også indledt med en sprinterfest, og sådan vil det formentlig også være i år, hvor tidskørslen er helt væk, og hvor en ellers generelt kuperet åbningsetape afsluttes med så langt et faldende stykke, at de hurtige folk bliver svære at snyde.

I alt skal der tilbagelægges 168,9 km, som fører feltet fra Elche til Ondara. Startbyen ligger tæt på kysten lidt sydvest for feriebyen Alicante. Herfra kører man mod nordvest ad en let stigende vej, inden et relativt fladt stykke leder mod nordøst frem til bunden af dagens første udfordring, kategori 2-stigningen Puerto de Maigmo (7,5 km, 3,9%), der er en lang, jævn stigning med top efter 36,7 km. Den leder op til et plateau, der følges igennem fladt terræn mod nord, indtil man drejer mod nordøst for at passere kategori 2-stigningen Alcalali (5,4 km, 5,6%), der ligeledes er en helt jævn stigning uden stejle procenter.

Toppen i næsten 1000 m højde og etapens højeste punkt rundes efter 62,3 km, og herefter falder det mod nordøst ned til byen Alcoy. Her passerer man direkte over dalen for at køre mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning En nedkørsel leder videre mod nordøst, hvorefter der venter et længere stykke, hvor man snor sig mod øst og nordøst igennem terræn, der aldrig bliver fladt, men heller ikke byder på væsentlige stigninger, inden det går mod øst op ad kategori 3-stigningen Quadretondeta (7,5 km, 3,1%), der ligeledes aldrig bliver stejl og har top efter 110,3 km. En nedkørsel leder herfra videre mod øst, og den bliver mod slutningen lidt kringlet.

Nu melder dagens sidste udfordring sig, når man kører mod øst op ad kategori 2-stigningen Sa Creueta (6,0 km, 4,1%), der er mere irregulær med tre indledende kilometer på hhv. 5,3%, 8,7% og 5,4%, inden to næsten flade kilometer efterfølges af en sidste kilometer med 4,3%. Fra toppen efter 126,1 km resterer 62,8 km, som indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydøst og nordøst, men afbrydes af en lille stigning (1,8 km, 5,5%), der leder op til toppen af den kendte Coll de Rates efter 139,0 km.

Herefter venter en teknisk nedkørsel, som fører mod nord ned til dagens spurt, der kommer efter 145,9 km, inden det går mod nordøst ud mod kysten ad en lang, let faldende vej, der kun afbrydes af en lille stigning. Med knap 10 km igen bliver det næsten helt fladt, mens man kører øst om Ondara, inden man drejer skarpt mod sydvest for at køre ind til centrum. Her venter en helt ukompliceret finale uden sving over flere kilometer på en næsten helt flad vej, der dog stiger let med 0,7% over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 2557 højdemeter.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Etapen er på alle måder helt typisk for Spanien. Den byder på masser af højdemeter og uvejsomt terræn, men der er tale om bløde, regulære stigninger, der meget sjældent bliver stejle. Den slags etaper ender som regel i massespurter, når de sidste 40 km er relativt lette, men det er bestemt muligt at sætte nogle af de tungere folk af, hvis hold er friske på at lægge lidt pres på, når de rammer de sidste stigninger. Samtidig skal man altid være opmærksom på vinden, der kan komme i spil ved kysten mod slutningen, men alt taler for, at en massespurt skal finde ejeren af den første førertrøje.

Ondara har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Efter sin tilbagevenden til kalenderen har løbet altid budt på mindst to chancer for sprinterne, og særligt sidste år blev de hurtige meget begunstiget. Det gør de bestemt også i år, hvor der helt usædvanligt er lagt op til to sprinteropgør, inden klassementskampen overhovedet kan begynde. Dagen efter indledningen venter nemlig en endnu lettere etape end den foregående, når rytterne skal på en relativt flad tur rundt om feriebyen Alicante, hvor vinden synes at være eneste trussel mod et opgør mellem de hurtigste.

I alt skal der tilbagelægges 179,0 km, som har både start og mål i Alicante, der er et velkendt feriemekka helt ude ved middelhavskysten. Fra starten kører man mod syd og sydvest ned langs vandet igennem helt fladt terræn, idet man passerer øst om onsdagens startby, Elche. I byen Santa Pola kommer man igen helt ud til vandet, hvor man kører mod sydvest igennem en nationalpark, hvorefter man endelig forlader havet, når man drejer mod nordvest. Det ændrer dog ikke på, at det er stort set helt fladt og kun afbrydes af en ganske lille bakke, der leder frem til Crevillent efter 48,0 km. Her drejer man mod sydvest for at køre igennem ganske let faldende terræn.

Etapen ændrer endelig lidt karakter, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Hondon de los Frailes (6,2 km, 5,8%), der kan deles i to dele. De første 4 km er meget lette med 2-5%, men derefter følger en kilometer med 11,2% og 1200 m med 8,5%, inden toppen rundes efter 69,0. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod vest, indtil man drejer mod nord for at passere den lille Algarobbo (1,4 km, 7,9%), der passeres efter 89,0.

Nu bliver etapen lettere. Det går mod nordøst ad et småkuperet plateau, inden det falder ned mod byen La Romana. Herfra kører man mod nord ad et let stigende stykke, inden man drejer mod først øst og siden sydøst med retning mod kysten, hvorfor det begynder at falder ganske let. Det faldende terræn afbrydes af et let stigende stykke, som leder mod nordøst frem til dagens spurt, der kommer efter 152,4 km, men herfra begynder det igen at falde ganske let, mens man kører mod sydøst, nordøst og igen sydøst ud mod kysten og ind gennem forstæderne til Alicante.

Slutteligt drejer man mod sydvest for at køre ned langs vandet ind mod centrum, og her venter en lille overraskelse med en bakke, der indledes med 4 km igen og stiger over ca. 1 km. Med 3 km igen begynder det at falde, hvorefter den sidste kilometer er stort set helt flad. Finalen er teknisk ukompliceret, da man følger en stor, bred hovedvej hele vejen ind gennem byen, og den byder kun på helt bløde kurver, den sidste med godt en kilometer igen, hvorefter man kører hen langs vandet til målet ved havnen.

Etapen byder på i alt 1471 højdemeter.

Den sidste lille bakke kan være en ubehagelig overraskelse, da den slet ikke er velbeskrevet, men den indgik også på etapen i 2019, hvor finalen var næsten identisk, selvom man sluttede inde i selve byen og ikke ved havnen. Dengang var det et næsten fuldt felt, der spurtede om sejren, og den vil derfor næppe kunne bruges til meget andet end måske som rampe for et sent angreb. Det vil dog få det svært på den store, brede hovedvej, og da stigningerne alle kommer tidligt, ligner det en dag for sprinterne, der dog skal tage sig i agt for vinden, der kan være markant i området.

Alicante var senest vært for en etape i 2019-udgaven af løbet, hvor Matteo Trentin vandt en massespurt foran Nacer Bouhanni og Ben Swift. Derudover er ét andet større cykelløb sluttet i byen i dette årtusinde, nemlig 3. etape af 2019-udgaven af Vueltaen, hvor Sam Bennett vandt løbets første massespurt foran Edward Theuns og Luka Mezgec i byen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

3. etape

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger, og dermed er man gået bort fra den tidligere model, hvor sprinterne kunne køre med om den samlede sejr. I år ændres der dog lidt på opskriften, for selvom løbet stadig har en kongeetape med mål på en stigning, er det en anelse anderledes. Dels afvikles etapen denne gang allerede om fredagen, og dels er der slet ikke tale om nogen stejl målrampe, som vi har set det i de foregående år. Denne gang sluttes der nemlig på Alto de la Reina, der mest af alt er en lang, blød opkørsel, og årets kongeetape ligner således snarere en sag for eksplosive afsluttere end for klatrere og de murspecialister, der har trivedes i de foregående udgaver.

Med en distance på bare 165,0 km er der tale om en kort etape, der fører fra Torrent til målet på Alto de la Reina i udkanten af byen Dos Aguas. Startbyen er en sydvestlig forstand til Valencia, hvorfra man kører igennem let stigende terræn ind i landet, først mod sydvest, siden vest og slutteligt nordvest. Her drejer man mod vest ind på kategori 3-stigningen Rio Juanes (2,1 km, 7,5%), der stiger med 7-10% over 1500 m, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 40,6 km. Nu går det mod syd og siden vest ad en snoet og småkuperet vej, der leder op over kategori 3-stigningen Tabarta (2,3 km, 5,8%), der slutter med 300 med 11,5% inden toppen, som rundes efter 50,7 km. Herfra fortsætter man mod vest af en vej, dermest af alt er let stigende med flere bakker og nedkørsler undervejs. Sådan fortsætter det også, efter at man i etapens vestligste punkt er drejet mod sydøst og syd, men kort efter venter en længere nedkørsel, som fører ned i en dal ved en flod, hvor dagens spurt kommer efter 102,3 km.

Her bliver etapen hårdere, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Alto del Embarcadero (2,3 km, 8,8%), som er en lidt ujævn sag med byder på i alt 1500 m med mere end 8% og de første 500 m på hele 10,2%. Toppen rundes efter 106,2 km, og derefter venter et sværere stykke, hvor man snor sig mod nord, syd, øst, sydøst og nordøst op og ned ad flere bakker, herunder 900 m med 7,1% efter 117 km, 2 km med 4,8% efter 125 km og 1 km med 7,3% efter 131 km. Senere drejer man mod øst for at passere kategori 2-stigningen Otonel (3,1 km, 6,9%), der er helt jævn frem til toppen, som rundes efter 139,2 km.

En kringlet nedkørsel leder nu mod øst, inden man drejer mod nordøst for at passere en bakke (2,4 km, 5,0%), som har top med 14,5 km igen. Herefter leder en lidt lettere nedkørsel mod nordvest ned til Dos Aguas, hvor målstigningen indledes, når man drejer mod øst. Den er i kategori 2 og stiger med 5,0% over 7,4 km, men skal inddeles i flere dele. De første tre kilometer er relativt svære med hhv. 4,9%, 6,4% og 5,4%, men derefter venter tre lette kilometer med stigningsprocenter på 3-4%. Først til sidst tager den fat igen med 7,3% over de sidste 1400 m. Stigningen følger en relativt lige vej, der kun bugter sig let, men der er et hårnålesving på den sidste kilometer, hvorefter vejen bugter sig ind mod stregen.

Etapen byder på i alt 3336 højdemeter.

Etapen er en markant forandring i forhold til de kongeetaper, vi har kendt fra tidligere. Målstigningen kan ikke hidse mange op, og meget taler for, at det ender i en puncheurspurt over de sidste 1400 stejlere meter. Skal de tungere temporyttere rystes, skal etapens mange højdemeter udnyttes, og der skal lægges et tidligt pres, der kan skabe en tidlig udskilning. Klatrerne kan dog næppe rystes, og de kan meget vel komme til at spurte om sejren på denne løbets vigtigste linjeløbsetape.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Målet by Alto de la Reina i Dos Aguas har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt i et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

4. etape

Siden løbets comeback i 2016 har der som regel været en tidskørsel. I 2016 og 2019 bød man på en indledende enkeltstart, og i 2017 og 2018 havde man et for et så kort etapeløb et urimeligt langt holdløb, som i 2018 dog blev neutraliseret grundet dårligt vejr. Sidste år havde man for første gang udelukkende linjeløbsetaper, men i år vender enkeltstarten tilbage, denne gang dog ikke som åbningsetape. Tværtimod kommer den om lørdagen som løbets afgørende klassementsetape, og denne gang vil den endda blive endnu vigtigere end tidligere. Den lette kongeetape betyder nemlig, at det formentlig er her, det allervigtigste slag skal slås, og det sker på en relativt lang og pandekageflad tonserrute ved kysten, hvor de store maskiner for alvor kan træde mange watt.

I alt skal der tilbagelægges 14,3 km mellem Xilxes og Playa Almenara uden for selve byen Almenara. Der er tale om to små kystbyer, der ligger umiddelbart nord for Valencia med bare få kilometers afstand, men de ligger begge et stykke fra selve vandet. Efter starten i udkanten af Xilxes drejer man med det samme mod højre og kører mod sydvest ad en helt flad og lige vej, der leder frem til udkanten af Almenara.

Man forsætter forbi byen, inden man drejer mod nordøst for at køre ind til selve byen, hvor man fortætter mod nordøst ind gennem centrum og ud til udkanten, hvor man skal over en ganske lille bakke, der leder via en bro over motorvejen og ned igen. Kort efter drejer man mod sydøst for at følge en lige og flad vej ud til vandet og Platja Almenara. Her drejer man til højre i en rundkørsel på den sidste kilometer, inden man lige inden stregen skal igennem en stor rundkørsel på store veje.

Etapen byder på i alt 43 højdemeter.

Specialisterne vil slikke sig om munden ved udsigten til denne etape. Nok finder man knao 50 højdemeter, men grundlæggende er der tale om pandekagefladt tonserterræn nærmest uden tekniske udfordringer. Distancen er endda ganske pæn, og derfor kan der etableres ganske betydelige forskelle på en dag, hvor de lette folk vil lide, og de tunge maskiner kan sætte tid i banken, der måske i lyset af den lette kongeetape kan bringe nogle af dem i spil til den samledes sejr.

Playa Almenara har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

5. etape

Nøjagtigt som i fem foregående år afsluttes løbet med en relativt flad etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I tidligere udgaver har man undervejs skullet op over en ganske hård bakke, der for tre år siden skabte en del udskilning, men ligesom i 2019 og 2020 har man fjernet den forhindring. I stedet er der tale om en for løbet helt usædvanligt nem sag, hvor man ligesom sidste år har droppet omgangene inde i Valencia - formentlig en god ide i disse coronatider - men hvor der alligevel er lagt op til en stor massespurt.

I alt skal der tilbagelægges bare 91,2 km, der fører feltet fra Paterna til Valencia ad en rute, der er en kopi af den, der blev benyttet sidste år, bortset fra at selve afslutningen inde i målbyen er helt ny, selvom målet er placeret samme sted - en ændring, der gør etapen 6,5 km kortere. Startbyen er en forstad til målbyen, og den indledende del af etapen består således af en lille sløjfe mod nordvest. Først kører man mod dyvest ud af byen og siden nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til det nordligste punkt, idet det undervejs stiger ganske svagt.

Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod sydøst, men modsat i 2019 slår man en lille sløjfe mod nord, hvor man skal op ad et let stigende stykke og derefter ned af et let faldende stykke, indtil man afslutter sløjfen i byen Betera med dagens spurt efter 75,3 km. Derfra går det mod sydøst ind mod Valencia og ind gennem forstæderne, idet terrænet er ganske svagt faldende. Modsat tidligere år er finalen slet ikke teknisk, da man - måske grundet coronasituationen - dropper turen rundt i byen. I stedet går det ad den store brede hovedvej rundt i en ”snegl” med midt mere en kilometer igen, hvorefter vejen bugter sig i en blød kurve, inden man på den sidste kilometer skal lige igennem to rundkørsler, den sidste umiddelbart inden stregen.

Etapen byder på i alt 664 højdemeter.

Som sagt har man ændret på etapen i forhold til tidligere, så der heller ikke denne gang er bakker er, men ligesom sidste år har man droppet rundstrækningen inde i Valencia. Derfor kan man ikke helt udelukke, at vinden kan komme i spil, men da den sidste del stadig foregår i byzone, peger alt på en spurt, hvor man dog skal være meget dygtig til at håndtere den tekniske finale.

Sidste år endte det i den ventede massespurt, og her lykkedes det endelig for Fabio Jakobsen at besejre Dylan Groenewegen som ellers havde vundet spurtopgørene på 1. og 3. etape, mens John Degenkolb endte som nr. 3. Groenewegen fik til gengæld sin sejr i 2019 ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny Van Poppel og Clement Venturini. I 2017 endte det hele i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Favoritterne

Efter sin tilbagevenden til kalenderen har Volta a la Comunitat Valenciana været et relativt klassisk etapeløb. En bjergetape med mål på en stejl mur samt en tidskørsel, enten i form af en enkeltstart eller et holdløb, har som regel afgjort løbet, der således har passet til enten alsidige etapeløbsryttere eller ryttere med et stærkt hold. Undtagelsen var sidste års tidskørselsløse udgave, men et fællestræk ved alle udgaverne har været den ret vanskelige kongeetape med mål på en kort, stejl stigning.

Den tradition ændres i år, hvor ruten er den klart nemmeste siden comebacket. Væk er den stejle mur, og i stedet er årets kongeetape mildt sagt en blød affære. Målstigningen kan ikke gøre mange katte fortræd, og det ligner en umulighed for klatrerne at gøre forskelle alene her. Den slags opkørsler slutter som regel med en puncheurspurt i et stort felt til sidst, og dermed kan det blive den første udgave, hvor man ikke skal være en topklatrer for at vinde løbet.

Stigningernes korte karakter har altid betydet, at tidskørslen har været uhyre afgørende, men det er indlysende, at dens betydning mangedobles i år. Hvis kongeetapen køres relativt kontrolleret og ender i en sådan puncheurspurt, vil det i alt væsentligt være enkeltstarten, der skal adskille de ryttere, der noteres for nogenlunde samme tid. Samtidig kan en næsten 15 km lang tonserenkeltstart, der er for de sande wattmonstre, skabe ret store forskelle, og er man en spinkel klatrer uden tempoevner, er man reelt uden chance for at gå i top 10 i årets løb. Til gengæld kan de ryttere, der skal vinde tid i bjergene i det mindste glæde sig over, at løbet for første gang har bonussekunder, hvilket i det mindste gør det lidt lettere at sikre sig nogle sekunder på kongeetapen.

Det ser under alle omstændigheder ud til, at løbet skal afgøres fredag og lørdag. I hvert fald 2. og 5. etape er stensikre sprinteretaper, og selvom 1. etape er ganske kuperet, er stigninger for bløde til at adskille klatrerne. Alligevel kunne jeg godt have en mistanke om, at fraværet af bjerge kunne få Movistar til at lægge pres på og skal større udskilning end ventet. Det er svært at forestille sig, at etapen ikke skal afsluttes med en reduceret massespurt, men spanierne må have en interesse i at gøre løbet så hårdt som muligt. Særligt må der være en frygt for Stefan Küng, som gerne skal distanceres. Det kan måske blive svært på 1. etape, især fordi der er udsigt til modvind stort set hele dagen, men måske gør de forsøget alligevel.

Jokeren er som altid vejret, og der er god grund til at holde øje med vejrudsigten, der bestemt ikke er forårsagtig. Onsdagen bliver tør og skyet med modvind det meste af dagen, hvorefter der venter en rædselsfuld og plaskvåd torsdag med dagregn og en kraftig nordøstenvind. Det kan pludselig gøre sidevinden farlig. Ganske vist er der hovedsageligt modvind i finalen, men der er sidevind på de sidste ca. 25 km ud til kysten. Det kan pludselig gøre 2. etape til en farlig sag, hvis terrænet er åbent. Derefter bedres det med en fredag, hvor der kan komme byger i finalen, men hvor det også er værd at notere sig, at der modvind i stort set hele finalen, herunder på den meget lette målstigning. Byger kan måske også gøre enkeltstarten lidt tilfældig, men det peger nu mest på tørvejr, inden foråret endelig melder sig til en flot søndag, hvor vinden ikke synes at kunne forhindre en massespurt.

Det andet væsentlige forhold er det svage felt. Stjerneparaden fra februar er afløst af en tynd kop te, nu hvor løbet afvikles på et tidspunkt, hvor der er masser af andre løb at køre. Kun 15 hold kan det blive til i alt, og heraf er kun fire fra WorldTouren. De kommer endda enten med sprinterfokuserede mandskaber eller primært med unge ryttere, og det gør det faktisk til et løb, der er meget svært at spå om.

Hovedårsagen hertil er, at der blandt klatrerne stort set ikke er nogen, der kan køre enkeltstart - og da slet ikke på den fladeste tonserrute, man kan forestille sig. Samtidig er kongeetapen så let, at man ikke helt kan udelukke, at Küng, der må regnes som storfavorit til enkeltstarten, kan komme med hjem. Selve målstigningen er i hvert fald af en karakter, hvor en fyr som ham vil kunne begrænse tabet ganske pænt, og da han vil knuse klatrerne lørdag, er det faktisk et løb, han kan vinde.

Det skal Movistar forsøge at undgå, og derfor tror jeg, at spanierne vil gøre måske 1. etape og i hvert 3. etape så hård som mulig. Der skal lægges et pres, så der kommer udskilning tidligt. Stigningerne er i sig selv lette, men det er de 3336 højdemeter, der skal gøre forskellen. Og det kan de også, særligt fordi næstsidste stigning, der kommer 25 km fra mål, er ganske svær.

Det kan dog også godt blive en ret tilfældig vinder af løbet, for meget vil blive bestemt af, hvad Movistar vil. De har Nelson Oliveira som en tempostærk fyr, der klatrer betydeligt bedre end Küng, og én model kunne være bare at lægge et pres, så han kan vinde løbet. Det er dog også risikabelt, da Oliveiras form i hvert fald for os er temmelig usikker. En anden mulighed er at forsøge at vinde løbet med Enric Mas, der blandt klatrerne er den bedste temporytter, og det kræver, at løbet bliver gjort knaldhårdt.

Læs også

Giro-spillet åbnet for tilmelding

Den tredje mulighed er dog også plausibel. Det er meget svært at se, hvem der skal kontrollere kongeetapen andre end Movistar, og hvis de vælger den offensive strategi, som man før har set, kan vi sagtens se, at et udbrud kører hjem og derefter skal afgøre løbet på enkeltstarten. Hvis det sker, bliver listen over mulige vindere pludselig alenlang, for i et udbrud, der næsten med sikkerhed består af ret temposvage folk, kan Gud og hver mand vinde, hvis de har den rette dag på lørdag.

Hvad vil Movistar så? Jeg udelukker ikke udbrudsscenariet, men jeg tror faktisk, at de kører 3. etape mere kontrolleret. Mas ligner løbets i særklasse bedste klatrer, og selvom etapen ikke er svær, ligner den sikreste strategi at forsøge at vinde etapen med ham, da han formentlig også kan gøre det færdigt på enkeltstarten. Hvis Oliveira sidder med, er det fint, fordi holdet så har to kort at spille, og derfor tror jeg mest på, at vi ikke får det totale anarki.

Konklusionen er, at det formentlig er 3. og 4. etape, der sammen med den potentielle sidevind på den regnvåde 2. etape skal afgøre løbet sammen med den mulige ekstra udskilning, Movistar kan levere på 1. etape, hvor nogle af de tunge tempospecialister kan få det svært. Hvis Movistar køre kongeetapen kontrolleret, handler det altså om for tunge folk at begrænse tabet fredag, for klatrerne kan næppe gøre den helt store forskel. Derefter skal de folk, der har begrænset tabet tilstrækkeligt, afgøre det på tonserenkeltstarten.

Det får mig til at pege på Enric Mas. Ganske vist er spanieren en langsom starter, og ganske vist har han også i år lagt moderat fra land, men han har efterhånden nået et konkurrencedygtigt niveau. Han er kørt i top 20 i Baskerlandet og Catalonien, og han blev i sidste uge bare bedre og bedre undervejs. Modstanden i bjergene her er mildt sagt til at overse, og han bør derfor være løbets bedste klatrer. Nogen stor puncheur er han ikke, men han viste i Tour de Suisse i 2019 et udmærket punch med 2. pladsen bag Diego Ulissi på 5. etape, og i dette felt har han en fair chance for at vinde kongeetapen. Selv hvis det ikke lykkes, er han blandt klatrerne i dette felt stort set den eneste, der kan køre enkeltstart, og selvom han har kørt nogle skuffende enkeltstarter i år, er det svært at se, hvem der skal forhindre ham i at vinde løbet, hvis bare Movistar får kørt tempospecialisterne agterud på fredag. Derfor tror jeg, at Mas sikrer sig sin første sejr i Movistar-trøjen.

Movistar står generelt stærkt, for de har i Nelson Oliveira en udmærket anden option. Portugiseren er bestemt ikke fan af denne type enkeltstart, hvor han aldrig kommer i nærheden af Küng, men han bør stadig give klatrerne gedigne prygl. Det helt store spørgsmål er så, hvor langt han kommer på kongeetapen. Den er så let, at en formstærk Oliveira bør begrænse tabet til nogle sekunder på den sidste stigning. Spørgsmålet er bare, om han er formstærk, for der er ret stor forskel på hans klatreevner afhængig af niveauet. Han har ikke kørt i flere uger, og han var bestemt ikke overbevisende i Tirreno og Sanremo. Derfor er der stor usikkerhed om ham, men er han på sit bedste, og kører Mas igen en skuffende enkeltstart, tror jeg, at han vinder løbet. Vælger Movistar den mere offensive taktik, vil jeg holde øje med Jose Joaquin Rojas, Imanol Erviti og Abner Gonzalez til at ramme et udbrud, der holder hjem fredag. Erviti er den tungeste, men en ganske udmærket temporytter. Det er de andre ikke, men i den rette gruppe af temposvage folk vil de have muligheder. Til gengæld må kongeetapen være for hård for Mathias Norsgaard, der ellers ligner en af løbets bedste temporyttere.

Jokeren er Stefan Küng. Det vil være en mindre sensation, hvis ikke han vinder enkeltstarten, men kan han overleve kongeetapen? Det vil trods alt undre mig, hvis ikke Movistar får sat ham til vægs på den næstsidste stigning, men modvinden vil hjælpe ham. En formstærk Küng kan faktisk godt køre op ad, og han blev blandt andet nr. 38 på den sidste pyrenæeretape i Touren sidste år. Han kommer fra en skuffende klassikerkampagne, men formsvag er han ikke, og måske kan han og FDJ endda vinde tid i sidevinden på torsdag. Jeg tror stadig, at den samlede etape på fredag bliver for hård, men dette er vitterligt et etapeløb, Küng har en fair chance for at vinde. FDJ har også en anden tempospecialist i Miles Scotson , men han synes slet ikke at have formen til at kunne begå sig på kongeetapen. Holdets tre unge ryttere, Antoine Raugel og Alexandre Balmer, kører alle hæderligt opad, men de er overmatchede og alle temposvage.

Arkea ligner en af truslerne mod Movistar, og det skal vel først og fremmest være med Elie Gesbert og Diego Rosa. Efter den lange skadespause har Gesbert fundet formen, senest med 5. pladsen i GP Indurain, og han er som en eksplosiv fyr skabt til kongeetapen, som han meget vel kan vinde. Til gengæld har han aldrig vist skyggen af tempoevner, og det kan gøre det svært at gøre det færdigt, men i et felt bestående af temposvage klatrere kan meget lade sig gøre. Her har Rosa vist betydeligt bedre tempoevner, selvom ruten slet ikke passer ham, men desværre har han været uhyre formsvag i år. Han skal have forbedret sig meget siden GP Indurain, hvis han skal være en faktor i dette løb, selvom han på papiret er en af de mere komplette ryttere. Holdet har også en decideret tempospecialist i Thibault Guernalec, der i dette felt bør være en af de bedre, men det vil undre mig, hvis han kan modstå et Movistar-pres på kongeetapen. Matis Louvel og Kevin Ledanois kan begge køre lidt opad, men ingen af dem er tempostærke eller har vist spor god form i år.

Egentlig burde Joey Rosskopf være en af de tunge favoritter. Den tidligere dobbelte amerikanske mester i enkeltstart er en af feltets bedste temporyttere, også selvom ruten passer ham dårligt, og han kan sagtens klatre til husbehov, som en samlet 6. plads i Tour of Utah beviser. Desværre viste han skræmmende dårlig form i Catalonien, og der skal være sket mirakler siden dengang, hvis han skal vinde. På papiret kunne løbet dog ikke passe ham meget bedre. Mere formstærk synes Nathan Brown at være, men selvom han kan klatre, kan han ikke køre enkeltstart. Ben King er en anelse mere alsidig, men han har været i endnu ringere form i år. Rallys anden tempospecialist er Stephen Bassett, men han får det for svært i bjergene. Stortalentet Magnus Sheffield er ret komplet og kunne måske overraske, men det vil trods alt undre mig, hvos han kan køre med om sejren efter nogle lidt blandede signaler i de første løb. Den ellers klatrestærke Adam de Vos synes helt ude af form.

Caja Rural har egentlig et ret spændende hold med nogle meget klatrestærke typer, men de lider under, at ingen på holdet kan køre enkeltstart. Særligt formstærk synes Jefferson Cepeda at være efter meget synlig og aggressiv kørsel i Indurain og Baskerlandet, og han burde passe fint til kongeetapen. Den anden formstærke fyr er Jonathan Lastra, der blev nr. 26 samlet i Baskerlandet, og som er eksplosiv og en af favoritterne til kongeetapen. Problemet er bare enkeltstarten, men hvis løbet ender i anarki, kan de måske ende i en gruppe, hvorfra de kan vinde. Til gengæld synes de ligeledes klatrestærke Alejandro Osorio og Orluis Aular ikke at have formen til at vinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

B&B kommer med lottokuponen Jonathan Hivert, der som puncheur passer fremragende til kongeetapen, men som bekendt er hans form helt umulig at spå om. Han har dog været relativt fornuftigt kørende i år, og har han samme niveau her, gør han det fint, selvom heller ikke han kan køre enkeltstart. Også Nicola Bagioli og Eliot Lietaer burde være velegnede til kongeetapen, men desværre har de ikke vist skyggen af form i år, og faktisk har de bege været langt fra deres niveau i meget lang tid. Så er det måske mere interessant med den unge klatrer Alan Boileau, men han har ikke vist form overhovedet i sine tre løb hidtil, og det samme gælder for Franck Bonnamour, der ellers klatrer til husbehov.

Kern Pharma har den meget spændende Savva Novikov, der tidligere har vundet Tour of Iran og er blevet nr. 2 i Turul Romaniei. Han har kørt stærkt i år, men fik desværre en øjenåbner i Catalonien. I dette lettere løb bør han dog kunne gøre det bedre, men også han får klø på enkeltstarten. Holdet har også Garlos Garcia Pierna og Daniel Mendez, der kan klatre, men det er svært at se dem køre med om sejren.

En rytter, det kan være værd at holde øje med, er Laurens Huys. Den lille klatrer kom stærkt fra start og var meget overbevisende på stigningerne i Ardeche, men har så holdt en lang pause og var helt væk i La Roue Tourangelle. Erfaringen er, at hans bundniveau er lavt, og han kan falde helt igennem - og så kan heller ikke han køre enkeltstart. Bingoal har også erfarne Jelle Vanendert, der skal til at vise noget form inden Ardennerne, men det har vi ikke set meget af i brostensløbene, der ikke passer ham. Han plejer dog at time det godt, men niveauet er ikke som i gamle dage - og hans enkeltstart er katastrofal. Remy Mertz begynder at finde lidt form, men klatrer ikke godt nok, og Dimitri Peyskens er formsvag.

Burgos er som sædvanlig ret profilløse og skal sætte deres lid til særligt Jesus Ezquerra. Han er ikke klatrer, men vil kunne forsvare sig på kongeetapen og er tillige en ganske fornuftig afslutter. Veteranen Daniel Navarro blev bedre og bedre igennem Baskerlandet og ligner næstbedste bud, ligesom en ellers formsvag Angel Madrazo nok kan gøre det fornuftigt i dette felt. Heller ingen af de tre kan dog køre enkeltstart, og derfor skal løbet vindes med offensiv kørsel.

Cofidis har fem klatretyper, men ingen af dem har vist skyggen af form. Måske er det Remy Rochas, der har den bedste chance, da han trods alt var med i det udbrud, der afgjorde 1. etape i Catalonien, men den ustabile franskmand har generelt været langt under niveau. Måske skal der satses mere på erfarne Jose Herrada, der dog udgik af Catalonien med sygdom, men han er normalt et mere stabilt kort. Heller ikke unge Victor Lafay har vist megen form, og det har heller ikke holdets puncheur, Andre Carvalho, mens Natnael Berhane har været fra den i mange år. Ingen af dem kan køre enkeltstart, så eneste chance er vel, at de får en af dem med i et udbrud, hvis kongeetapen bliver anarki.

Lotto kommer primært for at vinde etaper med Caleb Ewan, men de vil utvivlsomt også køre klassement med Filippo Conca og Matthew Holmes. Begge er dog puncheurs mere end klatrere og burde kunne klare kongeetapen fint. Desværre kan ingen af dem køre enkeltstart, og deres form lod meget tilbage at ønske i Baskerlandet. Der skal være sket meget, hvis de skal køre med om sejren.

Uden den skadede Mikel Bizkarra skal Euskaltel sætte lid til erfarne Luis Angel Maté, men hans kørsel i Baskerlandet giver ikke den store grund til optimisme. Den anden klatrer, Joan Bou, har været formsvag i meget lang tid. Antonio Angulo har vist mere form, men klatrer ikke godt nok.

Endelig er der kontinentalholdene, der generelt får det svært, men det er værd at holde øje med Paul Double, der blev nr. 18 i Coppi e Bartali, samt Gianni Marchand og Lennert Teugels , der har fint resultater i ardenneragtige etapeløb. Brendan Rhim og Michael O’Loughlin kan køre enkeltstart, men klatrer næppe godt nok.

OPDATERING: Norsgaard, King, De Vos og O’Loughlin. Euskaltel har styrket truppen med Gotzon Martin, Mikel Iturria, Unai Cuadrado og Txomin Juaristi, der alle på papiret kan klatre. Iturria har været meget formsvag i år, men særligt Martin og Juaristi har vist, at de bør kunne køre en fin kongeetape. Heller ikke de kan dog køre enkeltstart.

***** Enric Mas

**** Nelson Oliveira, Stefan Küng

*** Elie Gesbert, Diego Rosa, Joey Rosskopf, Jonathan Lastra, Jonathan Hivert

** Jose Joaquin Rojas, Jefferson Cepeda, Savva Novikov, Laurens Huys, Jesus Ezquerra, Abner Gonzalez, Jelle Vanendert, Imanol Erviti, Daniel Navarro, Magnus Sheffield, Jose Herrada, Matthew Holmes

* Gotzon Martin, Txomin Juaristi, Remy Rochas, Victor Lafay, Alejandro Osorio, Filippo Conca, Angel Madrazo, Luis Angel Maté, Paul Double, Gianni Marchand, Thibault Guernalec, Juan Diego Alba, Miles Scotson, Nathan Brown, Franck Bonnamour, Nicola Bagioli, Eliot Lietaer, Alan Bolieau, Daniel Mendez, Carlos Garcia Pierna

Danskerne

Efter et sent afbud fra Mathias Norsgaard er løbet desværre uden dansk deltagelse.