Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af AG2R Citroën Team?

Nedenfor giver vi en analyse af AG2R Citroën Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Clement Berthet, Geoffrey Bouchard, Mikaël Cherel, Benoit Cosnefroy, Stan Dewulf, Felix Gall, Dorian Godon, Jaakko Hänninen, Paul Lapeira, Lawrence Naesen, Oliver Naesen, Ben O’Connor, Aurelien Paret-Peintre, Valentin Paret-Peintre, Nans Peters, Nicolas Prodhomme, Antoine Raugel, Valentin Retailleau, Marc Sarreau, Michael Schär, Damien Touzé, Greg Van Avermaet, Andrea Vendrame, Clement Venturini, Larry Warbasse

Nye ryttere

Alex Baudin (Tudor Pro Cycling Team), Bastien Tronchon (AG2R Citroën U23 Team), Pierre Gautherat (SCO Dijon-Team Materiel-Velo.com)

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Ryttere, der forlader holdet

Bob Jungels (BORA-Hansgrohe), Lilian Calmejane (Intermarché-Circus-Wanty), Clement Champoussin (Team Arkea Samsic), Gijs Van Hoecke (Human Powered Health), Anthony Jullien (stopper karrieren)

Hvordan gik transfersæsonen?

Som hjemmehørende i Alperne har Ag2r som en afgørende identitet haft, at det er et hold med fokus på bjerge og klassementer. Ganske vist har man i holdets unge dage haft en supersprinter i Jaan Kirsipuu, ligesom også Jean-Patrick Nazon vandt flere store cykelløb for holdet, men i de senere år er det kun sekundære sprinter, der har optrådt i det franske hold farver. I stedet har hovedvægten været lagt på klatrere, og det er hele tre gange i 10erne lykkedes at få en mand på podiet i Tour de France, først Jean-Christophe Peraud og Romain Bardet to gange.

På den baggrund var det lidt af en revolution, der skete på det franske hold forud for 2021-sæsonen. Ganske vist var det en del af ambitionen om at give holdet en bredere profil, at man for et par år siden indledte processen med at opbygge en brostenstrup om Oliver Naesen med henblik på tilstedeværelse i løb, hvor man tidligere havde været usynlige, men klassikersatsningen var stadig andenprioritet i forhold til det væsentlige, nemlig at køre særligt Tour de France. Sådan skulle det imidlertid ikke længere være, da mandskabet pludselig i stedet forvandledes til et rigtigt klassikerhold.

Det skyldes ikke, at det er den langsigtede ambition at fortsætte i det spor. Holdet har selv erkendt, at de befinder sig i en overgangsfase, hvor man satser anderledes, mens man genopbygger en trup af klatrere, nu hvor holdets store klassementsnavne alle sagde farvel. Sportsdirektør Julien Jurdie har tidligere talt om, at man regnede med, at Aurelien Paret-Peintre, Clement Champoussin og Jaakko Hänninen måske kan løfte arven videre, men at det vil tage nogen tid. I første omgang skulle det altså være i klassikerne, at resultaterne skulle opnås, og med det formål hentede man store stjerner i form af Greg Van Avermaet og Bob Jungels via et lukrativt sponsorat med Citroën, der pludselig gjorde Vincent Lavenus hold til et af de bedst polstrede.

Paradoksalt nok er det alligevel etapeløbene, der er skyld i, at holdet er kommet hæderligt igennem de sidste sæsoner. Klassikersatsningen er endt som en gedigen fiasko i takt med Van Avermaets og Naesens kraftigt dalende niveau, og i stedet har Ben O’Connor, der blev hentet ind forud for 2021-sæsonen som et wildcard efter nogle sløje sæsoner, vist sig som et regulært kup, der allerede har leveret en etapesejr og en 4. plads i Touren, en 8. plads i Vueltaen, etapesejr i Catalonien og et hav af top 10-placeringer i ugelange etapeløb på WorldTouren, herunder en 3. plads i Dauphiné. I den forstand er den varslede paladsrevolution reelt udeblevet, og holdet ligner faktisk meget sig selv, bare med O’Connor i rollen som holdets store stjerne i stedet for Romain Bardet, der sagde farvel i forbindelse med omstruktureringen.

Fiaskoen i klassikerne kan imidlertid aflæses i ranglisterne. I år endte holdte bare som nr. 15 på UCI-rangliste, hvilket er betydeligt ringere end i 2021, hvor man var helt oppe som nr. 8. Det er mildt sagt ikke imponerende, for skal man tro diverse opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter - opgørelser, der i vidt omfang er baseret på skøn - er holdet faktisk det fjerderigeste, kun overgået af Ineos, UAE og Jumbo. Faktisk skulle manager Vincent Lavenu blot have 2 mio. euro færre til rådighed end verdensranglistens nr. 1, Jumbo, der angiveligt har et budget på 25 mio. euro, og i det lys er en placering som verdens 15. bedste hold jo en mindre katastrofe.

På den baggrund kunne man have troet, at Lavenu ville kaste sig om sig med penge og forstærke holdet markant, men det er slet, slet, slet ikke ske. Tværtimod har den franske manager været lige så forsigtig og påholdende, som han plejer. Ser man bort fra den voldsomme udskiftning, han som nævnt foretog op til 2021-sæsonen, har han i siden 2018 kun hentet 4 eller 5 nye ryttere til et hold, der må være det mandskab på WorldTouren, hvor udskiftningen generelt er mindst. De fleste af de nye ryttere er endda som regel unge nyprofessionelle, oftest fra deres eget U23-hold, suppleret med et enkelt eller to mere etablerede navne, men ganske sjældent store verdensstjerner.

I år har Lavenu imidlertid strammet skruen yderligere. For første gang i holdets historie - og vi taler altså om et hold, der startede helt tilbage i 1992 - har holdet ikke hentet én eneste etableret ny rytter. Kun tre nye navne er der blevet plads til, og de er alle nyprofessionelle.

Det er mildt sagt overraskende. Det er det alene af den grund, at holdet havde en skidt sæson, men det er det også, fordi holdet samtidig lider store tab. Fem ryttere siger farvel, og blandt dem er i hvert fald to navne, som i den grad vil blive savnet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det drejer sig om Bob Jungels og Clement Champoussin, hvis exit begge må gøre ondt. For Jungels’ vedkommende skyldes det, at Lavenu tog en chance ved at tilbyde ham en kontrakt på et tidspunkt, hvor luxembourgerens karriere havde kurs mod den totale deroute, men efter at det sidste sommer lykkedes at finde årsagen til miseren, nemlig den forsnævring af en arterie, som har kostet så dyrt for et hav af cykelryttere, lykkedes det endelig i 2022 for Jungels at bevise, hvorfor han længe var regnet som et af sportens største og mest alsidige talenter. Det kan godt være, at resultaterne var relativt få, og at han sluttede sæsonen skidt, men hans etapesejr i Touren, hvor han endda vandt på holdets hjemmebane i Alperne, kan næppe undervurderes i en sæson, hvor holdet havde det svært. På den baggrund forstår man godt, hvis Lavenu betragter det som en smule utaknemmeligt, at Jungels rejser videre, netop som den franske manager stod til at skulle høste frugten af den chance, han tog med luxembourgeren for to år siden.

Hvis Jungels vitterligt er tilbage ved fordums styrke, er det i hvert fald et stort tab - både i klassikerne, hvor han som bekendt tidligere har vundet både et ardennermonument og et brostensløb, i grand tours, hvor han er en glimrende etapejæger, og i ikke alt for svære ugelange løb, hvor hans 6. plads i årets Tour de Suisse bekræftede hans evner. I lyset af holdets nu genskabte identitet som bjerghold vil Jungels derfor i den grad blive savnet.

Det gælder også for Champoussin. Det kan godt være, at vi nok efterhånden kan begynde at tvivle på, om franskmanden vitterligt bliver så god, som det tydede på, da han imponerende så stort i Vueltaen i 2020 og i begyndelsen af 2021, og det kan godt være, at hans 2022-sæson var ganske trist, men han er trods alt stadig kun 24 år og har allerede vundet en bjergetape i Vueltaen. Da holdet i forvejen mangler profiler, må det regnes som et ganske betydeligt tab, at de må sige farvel til et holdets mest lovende talenter.

Sådan havde det også være med Lilian Calmejane i gamle dage. I sin tid var franskmanden, der har vundet etaper i både Touren og Vueltaen, jo en herlig vindermaskine, der er noteret for 12 sejre og et hav af topplaceringer i særligt kuperede endagsløb, men han blev et af de talenter, der hurtigt gik i forfald. Derfor var det allerede tæt på, at holdet undlod at forlænge hans kontrakt sidste år, og det er derfor formentlig Lavenus egen beslutning, at der nu bliver sagt farvel. Det er i hvert fald et tab, man kan leve med.

Det samme gælder tabet af Gijs Van Hoecke, der blev hentet til holdet af sin gode ven Van Avermaet, men som i de seneste år er faldet gevaldigt af på den og ikke synes tæt på fordums styrke. Hans rolle var i forvejen blot at være hjælper, og det tab lever man helt sikkert med. Det samme gælder for unge Anthony Jullien, der kun fik to år til at bevise sit værd, og som er blevet lidt hårdt ramt af at have misset en meget stor del af 2022 med helbredsproblemer. Det var ikke mange chancer, den unge franskmand fik, men da han heller ikke som U23-rytter viste noget specielt stort potentiale, er det omvendt heller ikke svært at forstå, hvorfor Lavenus tålmodighed var kort.

Man må håbe, at det går bedre med de tre nye talenter, han henter til holdet denne gang. For Bastien Tronchons vedkommende er chancen i hvert fald god. Hans juniorresultater var ellers ikke specielt imponerende, og det var heller ikke meget, han nåede at vise i sine halvandet år på U23-scenen, men hans korte tid som stagiaire var ganske imponerende. Mest markant var det naturligvis, at han tog en meget sjælden stagiairesejr i det uhyre stærkt besatte Vuelta a Burgos, men også hans meget offensive kørsel i Tour de Luxembourg, hvor han tillige endte som nr. 15 samlet, og hans flotte kørsel ved U23-VM vidner om, at han er en ganske spændende rytter. Som type kan han fortsat være lidt svær helt at kategorisere, men han har fart og punch og ligner derfor en mand med et betydeligt klassikerpotentiale. Tiden vil vise, om han har mest flair for Ardennerne eller brosten - umiddelbart kunne de flamske klassikere ligne det bedste match - men der er i hvert fald et talent at dyrke på et område, hvor holdet som sagt slet ikke har indfriet de forventninger, de havde, da de hentede Van Avermaet ind som den store stjerne.

Historien er lidt den samme for Pierre Gautherat. En relativt beskeden juniorkarriere blev fulgt op af en kort U23-karriere - i hans tilfælde på blot et halvt år - hvor resultaterne var få, inden han imponerede stort som stagiaire. Han var ikke så iøjnefaldende som Tronchon, men han kom langt i ganske hårde løb som La Polynormande, Primus Classic, Famenne Ardenne Classic og Binche-Chimay-Binche, selvom han havde rolle som hjælper. Det var i hvert fald slet ikke ringe for en fyr på 19 år, der kom næsten direkte fra juniorklassen, men hans meget beskedne resultater gør, at det er meget svært at vurdere, om han har potentiale til at være mere end hjælper. Det er i hvert fald i brostensklassikerne, han har sine drømme, og også i den slags løb, han gjorde det så fint i løbet af dette efterår.

Den sidste nye rytter er lettere end de to halvtunge drenge. Alex Baudin ligner en mand til Ardennerne, og han har allerede brugt sit punch til at vinde en etape og blive samlet nr. 2 i Istarsko Proljece og gentage bedriften i Tour de Bretagne, der regnes som det stærkest besatte 2.2-løb. Også i bjergløbet i Valle d’Aosta vandt han en etape, og han viste, at han også kan forsvare sig hæderligt i de høje bjerge med en samlet 20. plads i Tour de l’Avenir. Også hans resultater er så beskedne, at han næppe er en ny Tadej Pogacar, men de er gode nok til, at han er værd at følge. I første omgang kan han lære af Benoit Cosnefroy, der specialiserer sig i samme type løb.

Holdets forsøg på at gøre sig gældende i endagsløb og ikke kun i bjergene fortsætter således, for alle de tre nye talenter skal primært begå sig på det område. Samtidig lider etapeløbssatsningen et gevaldigt knæk med tabene af Jungels og Champoussin, og Lavenu viser således klart, at han fortsat har ambitioner om at have et hold, der kan gøre sig gældende over hele paletten. Det bliver imidlertid meget svært at forbedre den i forvejen pauvre 2022-sæson, når transferregnskabet tæller et tab af to af holdets bedste ryttere og blot tilgang af tre nyprofessionelle, der næppe laver store resultater lige med det første. Hvor alle de gode Citroën-millioner er blevet af, må stå hen i det uvisse som et af sportens mysterier, men sandt er det i hvert fald, at vi ser et markant svækket Ag2r-hold i den kommende sæson.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som nævnt ovenfor har Ag2r været igennem en lille transformation, hvor holdet forsøgte i hvert fald midlertidigt at forvandle sig fra etapeløbs- til klassikerhold, men paradoksalt nok endte 2021, der skulle være året for forvandlingen, som en sæson, hvor de imponerede i etapeløbene og skuffede i endagsløbene. Desværre gik klassikersatsningen ikke meget bedre i 2022, hvor det kun var Benoit Cosnefroy, der leverede varen, og med Ben O’Connors gennembrud som klassementsrytter, var holdets fokus i den forløbne sæson faktisk meget mere som det, vi kendte.

Sådan vil det også være i 2023, hvor O’Connors Tour de France vil være et stort fokus, og manager Vincent Lavenu må igen frygte, at hans storslåede klassikersatsning heller ikke i 2023 giver det ønskede resultat. Greg van Avermaets gradvise forfald tog for alvor fart, netop som han skiftede til holdet, og Oliver Naesen er slet ikke den rytter, han var engang. Heldigvis fortsætter Cosnefroy med at imponere, men Ag2r har bestemt ikke kurs mod at blive nogen magtfaktor i de kommende klassikere.

Sværest bliver det på brostenene. Det er igen Naesen og Van Avermaet, der forventes at levere varen, men der var ikke meget i deres 2022-sæson, der indikerede, at det skulle gå meget bedre i den kommende sæson. De endte begge i top 5 i en meget lidt selektiv udgave af Omloop, men derudover var de ret usynlige. Top 10-placeringer er måske ikke umulige, slet ikke i de lidt lettere løb, hvor spurtevne kan blive afgørende, men nogen stor sejr til de to belgiske veteraner bliver det næppe til.

De ledsages af Stan Dewulf, der var en ret lovende rytter i den slags løb, men efter et 2021, hvor han begyndte at indfri noget potentiale, havde han en meget skuffende 2022-sæson. Man kan håbe, at han kan genfinde lidt af sit bedste niveau, men selvom det skulle gå bedre i den kommende sæson, er det svært at se ham køre med om sejrene. Unge Bastien Tronchon har potentiale, men det er for tidligt at tro, at vi vil se ham levere resultater på den store scene, og Dorian Godon, der ellers burde have evner i den slags løb og jo tog et stort skridt i 2021, har aldrig rigtigt slået til i den slags løb. Også Damien Touzé burde have et potentiale i dette terræn, men heller ikke det har vi set meget til.

Nej, det er Cosnefroy, der igen skal levere varen. Han tog vel endnu et skridt i 2022. Han var i hvert fald bedste mand i Amstel Gold Race og måske også i Brabantse Pijl, og hans fornemme sejr i Quebec i efteråret satte en fed streg under, at han som puncheur er i den absolutte elite. Netop Amstel Gold Race og Brabantse Pijl er løb, han må regnes som topkandidat til sejren i, og han har tidligere været på podiet i Fleche Wallonne. Til gengæld peger meget i retning af, at Liege nok altid vil være en anelse for hårdt for ham.

Man må formode, at ardennertruppen vil blive bygget helt entydigt op om ham, og det er svært at se andre, der skulle kunne levere væsentlige resultater. Clement Berthet bekræftede dog i det italienske efterår, at han kan komme relativt langt i kuperede endagsløb, og de burde også passe udmærket til Felix Gall, hvis han stiller til start. Andrea Vendrame og i mindre grad den lidt hensygnende Clement Venturini burde måske kunne lave et resultat i Amstel eller Brabantse Pijl, men det vil formentlig kun ske i tilfælde af uheld til Cosnefroy.

Cosnefroy kunne også være ganske interessant at se i Strade Bianche og Sanremo, som begge burde passe ham ganske storartet, men det er løb, han traditionelt har ignoreret. Sker det igen, vil holdets ambition vel være en top 10 i Sanremo med Vendrame eller måske Venturini, der begge vil kunne deltage i en spurt på Via Roma. Derudover vil Marc Sarreau formentlig satse på de rene sprinterløb, men trods en lille genrejsning i efteråret står det klart, at han aldrig bliver helt konkurrencedygtig på den største scene, og da hans holdbarhed er aftagende, kommer han formentlig til kort i de sprintervenlige brostensløb, i hvert fald i Gent-Wevelgem - løb, der nok passer bedre til Vendrame eller Venturini, hvis de mod forventning satser på dem.

I efteråret er perspektiverne de samme. Cosnefroy plejer at komme flyvende ud af Touren, og det kunne være interessant at se den formstærke franskmand i San Sebastian, selvom løbet kan være en anelse for hårdt. Hvis ikke, vil det nok igen være en opgave for Berthet eller Gall, da løbet i dag er for hårdt for Van Avermaet. Løbet i Hamburg kunne være noget for Sarreau, men det helt store fokus vil igen være Cosnefroy. Han vil kunne vinde i Bretagne for anden gang, men det vil kræve en hård udgave som i 2021 og ikke en let udgave som i 2022. I sidstnævnte tilfælde er det igen Vendrame, Venturini, Van Avermaet, Naesen eller Godon, der måske vil kunne spurte om sejren.

Helt anderledes sikkert er det i Canada, hvor Cosnefroy vil have en fremragende chance for at forsvare titlen i Canada, mens der er en risiko for, at løbet i Montreal atter vil være for hårdt, som det var tilfældet i 2022. Samme løb hører til blandt Van Avermaets favoritter, men som vi så i 2022, må han i dag regnes som hjælper for sin franske holdkammerat. Til gengæld ser det italienske efterår svært ud. Cosnefroy og Vendrame er gode bud i puncheurløb som Tre Valli Varesine, men holdet vil næppe kunne være med helt i front i klatreløbene, først og fremmest Lombardiet. Aurelien Paret-Peintre, Gall og Berthet ligner igen de bedste bud, men her taler vi om top 20 og ikke top 10. Det kunne til gengæld være interessant at se, hvad Ben O’Connor kunne drive det til i Lombardiet, men da han ikke er skabt til endagsløb, vil han næppe satse på de løb.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt har Ag2r sine rødder i Alperne og dermed som et bjerghold, men efter Romain Bardets exit var det planen, at grand tour-ambitionerne midlertidigt skulle nedskaleres. Alligevel overgik holdet alle forventninger i de lange etapeløb i 2021. Ikke blot chokerede Ben O’Connor med sin samlede 4. plads i Touren - det bedste resultat siden Bardets 3. plads i 2017. Holdet var også etaper i alle tre løb, nemlig med Andrea Vendrame, O’Connor og Clement Champoussin.

Det fik holdet til at gøre klassementer i grand tours til et stort fokus i 2022, men det gik slet ikke som ønsket. O’Connors Tour sluttede, inden den rigtigt var kommet i gang, og selvom han kørte i top 10 i Vueltaen, så vi bestemt ikke den bedste O’Connor i det løb. Sejrene udeblev også, og derfor har holdet revanche til gode i den kommende sæson.

Igen er det Touren, der er det altoverskyggende fokus, og igen er det med O’Connors klassement som målsætningen. I et skrappere felt end i 2021 bliver det svært at gentage 4. pladsen fra dengang, men et topresultat er bestemt ikke umuligt. I det seneste forår fornemmede man klart, at han havde taget det næste skridt, og på en rute, der med få enkeltstartskilometer passer ham fornuftigt, burde han kunne komme langt. Han vil dog savne flere meget lange stigninger, og generelt er etaperne nok lidt for eksplosive til at passe ham perfekt. Hos sig vil han formentlig have Aurelien Paret-Peintre, der nok engang kan være god for en top 20, men næppe mere end det.

Holdet vil også drømme om etapesejre, og her er det naturligt igen at have fokus på Benoit Cosnefroy. Særligt 1. etape passer ham aldeles fremragende, og han vil helt sikkert drømme om et tur i gult. Til gengæld ved vi også, at han plejer at have problemer med holdbarheden, og det gør ham mindre brugbar i den anden del af løbet. Derfor kan holdet også få svært ved at få den forløsende etapesejr. De vil næppe stille med en sprinter, og det er svært fortsat at se Greg van Avermaet eller Oliever Naesen som reelle vinderkandidater. De bedste vinderbud er nok Paret-Peintre, Dorian Godon, Felix Gall, Stan Dewulf, Clement Berthet og Geoffrey Bouchard, der alle kunne være i spil til en plads, men det skal flaske sig, hvis det skal lykkes. I gamle dage havde man også nævnt Nans Peters, men han har været en skygge af sig selv siden Tour-etapesejren i 2020.

Historien er den samme i Vueltaen, men her vil holdet formentlig fokusere på etapesejre. Allerede i 2022 var det O’Connors plan at køre det spanske løb med fokus på etapesejre, så han kan melde sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours. Lykkes det ham at gennemføre Touren denne gang, kunne det meget vel være hans plan igen, og hvis det er tilfældet, er han bestemt et aldeles glimrende bud på en etapevinder i Spanien. Det kan heller ikke helt udelukkes, at han vil køre klassement, og selvom Vueltaen traditionelt passer ham dårligere end Touren, er en top 10 bestemt et sandsynligt resultat. Hvis ikke, kunne man forestille sig, at Felix Gall kunne køre klassement, men han har meget at bevise i forhold til holdbarhed, mens en tredje option kunne være Clement Berthet, der dog næppe har topniveauet til for alvor at kunne drømme om top 10 - særligt fordi han er uprøvet i grand tour-sammenhæng.

Derudover må det igen handle om etapesejre. Man kunne sagtens forestille sig, at holdet vil forsøge at køre massespurter med Marc Sarreau, der ikke har kørt grand tours i nogle år, men som selv i et svagere Vuelta-felt vil få meget svært ved at vinde en etape. Det samme gælder, hvis de i stedet spurter med Andrea Vendrame eller Clement Venturini, der begge skal bruge hårdere løb for at vinde. Vendrame er næst efter O’Connor måske holdets bedste bud på en etapevinder, for han har før vist, at han kan gøre det færdigt fra et udbrud, og han kunne meget vel satse på løbet, som han også gjorde det i år. Måske vil Bouchard også vende tilbage til et løb, hvor han tidligere har vundet bjergtrøjen, ligesom løbet kunne være et mål for Peters, da det er den eneste grand tour, hvor han fortsat har til gode at vinde en etape.

I Giroen vil fokus utvivlsomt være på etapesejre, men også her ligner det en svær opgave. Bedst bud vil nok igen være Vendrame, men han havde ikke sit bedste 2022. Det kan ikke helt udelukkes, at Berthet eller Gall vil forsøge sig med en klassementssatsning, men det er næppe noget, der vil føre specielt langt, særligt på en rute med så mange enkeltstartskilometer. I stedet er de begge, som må anses som sandsynlige deltagere, nogle af de bedste etapevinderbud, som også den tidligere bjergtrøjevinde Bouchard vil være det, hvis han stiller til start. Det er tvivlsomt, om holdet stiller med en sprinter, men helt udelukkes kan deltagelse fra Sarreau ikke. Mere sandsynligt er det dog, at det vil være Vendrame, Venturini eller Lawrence Naesen, der skal forsøge sig i nogle spurter, de får meget svært ved at vinde.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

De foregående afsnit har understreget, at det ikke er det stærkeste Ag2r-mandskab, vi vil se i feltet i 2023, og det bliver også tydeligt, når man betragter de øvrige løb. I de ugelange etapeløb ser det også svært ud at lave mange klassementssatsninger, men heldigvis har holdet Ben O’Connor. Australierens motor egner sig egentlig bedst til grand tours, men i de seneste to år har han leveret fornemme resultater i ugelange løb. Særligt i 2022 var han uhyggeligt stabil med ganske mange top 10-placeringer, kulminerende med den fornemme podieplads i Dauphiné, måske det største af de kortere etapeløb. Hans enkeltstart gør, at han får svært ved at vinde disse løb, men vi kan igen forvente at se ham fremme i mange løb i foråret, særligt nu hvor han er blevet ganske stabil. Særligt Catalonien og Romandiet er løb, der passer, men han vil utvivlsomt også drømme om endnu et topresultat i Dauphiné, der må regnes som holdets hjemmebaneløb.

Ved siden af O’Connor er det dog sparsomt, hvad holdet har til klassementerne. Aurelien Paret-Peintre vil helt sikkert på nogle chancer som kaptajn, men hans chancer er kun reelle i de mindre franske etapeløb, mens top 10-placeringer bliver svære at opnå. Mere perspektiv er der i Felix Gall, der i Baskerlandet og Alperne i 2022 begyndte at vise visse takter, men - også i kraft af enkeltstarten - har også han et stykke vej at gå, hvis han vil i top 10 i de store løb. Det samme gælder for Clement Berthet, der ellers er inde i en positiv udvikling, og Jaakko Hänninen, der ellers i august endelig begyndte at vise lidt positive takter igen. Endelig har holdet Geoffrey Bouchard, der i 2021 begyndte at køre nogle pæne klassementer, men som i 2022 slet ikke fandt det niveau, vi så tidligere.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Massespurter er bestemt heller ikke holdets speciale. Marc Sarreau lykkedes i 2022 endelig med igen at vinde nogle af de mindre løb i Frankrig, og det synes han at kunne gøre igen. Han har som erklæret mål at vinde en spurt på WorldTouren, men det synes i lyset af hans generelle niveaufald ikke realistisk. Clement Venturini har tidligere lignet en potentiel vinder i nogle af de hårde løb som Catalonien, Baskerlandet, Romandiet og Dauphiné, hvor sprinterfelterne ofte er svage, men han synes slet ikke at have samme fart som tidligere. Det er også tænkeligt, at Lawrence Naesen, Andrea Vendrame og Dorian Godon måske skal spurte lidt i udvalgte etapeløb, men det vil næppe føre særligt langt, mens Oliver Naesen eller Greg van Avermaet har for vane af og til at blande sig i en spurt eller to i mindre grupper.

De mindre franske løb, herunder Coupe de France-løbene, betyder naturligvis meget for holdet, og udover at Sarreau og måske Venturini kan blande sig lidt i nogle af sprinterløbene, har holdet andre muligheder. Godon vandt Coupe de France i 2021, og kan han genfinde det niveau, er han skabt til disse løb. Benoit Cosnefroy har også for vane at køre enkelte af disse løb, og det er næsten altid i rollen som en af de tunge favoritter. Også Stan Dewulf og Damien Touzé er gode vinderkandidater i den slags løb, ligesom det burde være noget for de unge Bastien Tronchon og Paul Lapeira, der har vist lovende takter og her bør kunne få deres chance i løb, hvor resultater er realistiske. Derudover er der flere mindre franske etapeløb, der ofte passer til puncheurs og klassikertyper, og her kunne man måske håbe, at Greg van Avermaet og Oliver Naesen kan blande sig, som Naesen senest gjorde det Dunkerque i 2022, ligesom det også er løb, hvor Godon, Venturini samt måske også Tronchon og Lapeira kan forsøge at køre lidt klassement i småkuperet terræn.

Endelig er det sandsynligt, at vi vil se holdet deltage i flere mindre endagsløb i Belgien og Italien. De førstnævnte vil formentlig appellere til holdets sprintere, Dewulf samt veteranerne Van Avermaet og Naesen, der her finder begivenheder, hvor de stadig bør kunne levere resultater. I støvlelandet er ruterne ofte skabt til klatrestærke klassikertyper med en god afslutning, og det bør gøre det muligt for Andrea Vendrame og Cosnefroy at jagte sejre i det omfang, de vil deltage i den slags løb.

Hvem kan overraske?

De foregående afsnit viser, at Ag2r kan få en svær sæson, der meget kan afhænge af Ben O’Connor og Benoit Cosnefroy, i hvert fald hvis holdet vil vise sig frem i de store løb. Desværre er der heller ikke nogen stor chance for, at holdet bliver leveringsdygtig i en af årets store overraskelser. Heller ikke talentmassen ser nemlig specielt prangende ud.

Måske er Felix Gall den mest spændende. Den tidligere juniorverdensmester havde ikke den letteste start på sin professionelle karriere, men i 2022 begyndte han at vise hæderlige takter, da han klatrede glimrende i både Baskerlandet og Alperne og sågar viste lidt uventet spurtstyrke. Siden forsvandt han dog igen totalt fra radaren, blandt andet i en meget skuffende Giro, og han mangler i hvert fald som minimum noget stabilitet. Nogen ny Tadej Pogacar er han helt sikkert ikke, men man kan håbe, at han i den kommende sæson kan tage næste skridt som klassementsrytter, hvor han dog lider under sin enkeltstart, samt i kuperede endagsløb.

Lidt i samme boldgade er Clement Berthet. Den tidligere mountainbiker har faktisk udviklet sig ganske positivt i sit halvandet år på WorldTouren, og selvom han fik ødelagt meget af 2022 af skader, rundede han sæsonen flot af med en top 15 i Lombardiet. Det vidner trods alt om visse evner i kuperede endagsløb, men nogen vindertype er han bestemt ikke. Klassement bør han også kunne køre, men som for Gall gælder, at de relevante løb formentlig skal være uden enkeltstart, hvis han for alvor skal kunne blande sig.

Man må vel også nævne Dorian Godon. Ganske vist har han efterhånden været med i mange år, men hans udvikling har været langsommere end mange andres. Han tog et stort spring i 2021, hvor han vandt Coupe de France samlet, og han har derfor vist, at han er en glimrende rytter i småkuperede endagsløb. Hans 2022 blev i vidt omfang ødelagt af uheld, men vi ved, at han som minimum kan levere stabile resultater på den franske scene. Nu kan man så håbe, at han måske kan begynde at vise evnerne på den lidt større scene i de belgiske brostensløb, som burde passe ham ganske glimrende.

Paul Lapeira kan minde om ham. Franskmanden opnåede bestemt ikke mange store resultater i sin første sæson på højeste niveau, men i flere af de mindre franske løb leverede han ganske lovende takter. Han kan som type være lidt svær at placere, men han har en hæderlig spurt og et godt punch og burde passe godt til mindre endagsløb. Han er ikke nogen ny Wout van Aert, og niveauet rækker helt sikkert ikke til topresultater på den store scene, men i denne Ag2r-trup vil resultater i endagsløb på den franske scene bestemt også være attraktive.

Endnu mere spændende er Bastien Tronchon. Det er ikke mange stagiaires, der tager en sejr, men det gjorde den unge franskmand, endda i det stærkt besatte løb i Burgos. Siden imponerede han ganske meget med uventet god holdbarhed og offensiv kørsel både i Luxembourg og ved U23-VM, og dermed har han vist, at han allerede er konkurrencedygtig. Han klatrer næppe godt nok til for alvor at blande sig i lidt hårdere endagsløb, men på papiret burde han, også i kraft af sin spurt, have potentiale i brostensløbene. I første omgang kan det dog handle om at slå til i de mindre franske løb, hvor mange ruter burde passe ham glimrende.

Han er formentlig også den af de tre nye, vi kan tillade os at ave størst forventninger til. Pierre Gautherat minder som type om Tronchon og gjorde det faktisk ganske fint som stagiaire, men det vil formentlig tage længere tid, inden han for alvor kan levere resultater. Det samme gælder for Alex Baudin, der er en lidt lettere type, som nok skal satse på lidt mere kuperede løb, men selvom han leverede nogle ganske fornemme resultater i 2022, vil det nok være for meget at forvente, at han kan bidrage med de helt store resultater allerede i den kommende sæson.