Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af INEOS Grenadiers?

Nedenfor giver vi en analyse af INEOS Grenadiers. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Thymen Arensman, Egan Bernal, Jonathan Castroviejo, Laurens De Plus, Omar Fraile, Filippo Ganna, Ethan Hayter, Leo Hayter, Kim Heiduk, Mickael Kwiatkowski, Michael Leonard, Jhonatan Narvaez, Thomas Pidcock, Salvatore Puccio, Brandon Rivera, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Magnus Sheffield, Ben Swift, Connor Swift, Joshua Tarling, Geraint Thomas, Ben Turner, Elia Viviani

Nye ryttere

Tobias Foss (Jumbo-Visma), Oscar Rodriguez (Movistar Team), Andrew August (?), Theodor Storm (NPV-Carl Ras Roskilde Junior)

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ryttere, der forlader holdet

Daniel Felipe Martinez (BORA-hansgrohe), Tao Geoghegan Hart (Lidl-Trek), Pavel Sivakov (UAE Team Emirates), Ben Tulett (Team Visma | Lease a Bike), Cameron Wurf (?), Luke Plapp (Team Jayco AlUla)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde haft, først og fremmest i form af Chris Froome.

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der længe angiveligt har anbragt dem i deres egen liga, men som nu skulle være matchet af den kapital, man finder hos Jumbo og UAE. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans med en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har i nogle år haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andre hold (læs: Ineos) alligevel altid stjal de mest interessante navne.

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

Der kom dog kortvarigt en tilbagevenden til fortiden. Først hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. I 2020 fortsatte tendensen i et nærmest absurd omfang, for her handlede transferstrategien næsten udelukkende om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok var tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der var mere Carapaz end Sivakov over det, da man på én gang hentede Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens De Plus i en sæson, hvor man skulle i gang med at forberede sig på en tid uden Froome.

Forklaringen var lige for. I 2020 oplevede holdet for første gang, at de blev overhalet af Jumbo og UAE, der med deres store slovenske brød det britiske holds monopol på Touren. Den udvikling er kun accelereret siden da, og faktisk er det siden Egan Bernals Tour-sejr i 2019 kun blevet til to vundne grand tours, nemlig Giroen i 2020 med Tao Geoghegan Hart og Giroen i 2021 med samme Bernal. Holdet er stadig fast bestanddel af top 4 på verdensranglisten, de har udbredt repertoiret i klassikerne, hvor de har haft stor succes, og de har også vundet en masse andre etapeløb, men grand tours er ikke længere holdets domæne.

Det har helt sikkert gjort ondt på Brailsfords selvforståelse, og der har også været tegn på en vis desperation. I hvert fald har holdet haft følere ude hos både Tadej Pogacar, Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Juan Ayuso, og de skulle angiveligt være villige til at betale snart sagt hvad som helst for igen at få fingre i en rytter, der kan vinde Touren. Den desperation skyldes naturligvis i høj grad, at de jo mistede deres egen guldfugl, Bernal, der efter sit styrt fortsat er en skygge af sig selv.

I denne sæson nåede rygterne dog nye højder. Gennem hele året blev der talt meget intenst om, at Evenepoel skulle til England som deres nye stjerne, og de rygter blev kun stærkere, da også vidunderbarnets far bidrog til den offentlige samtale. Mest intense blev de, da Jumbo-Soudal-fusionen kortvarigt så ud til at blive til virkelighed, men som bekendt faldt den og dermed chancen for at bryde Evenepoels kontrakt til jorden. Til gengæld opstod der pludselig en gigantisk chance, da Roglic blev løst fra sin kontrakt, men i det, der må betegnes som en lille ydmygelse af det britiske storhold, valgte sloveneren det, der engang var verdens bedste grand tour-hold, fra.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det kom som en overraskelse for mange. Der vil nemlig utvivlsomt være flere, der sad tilbage med fornemmelsen af, at briterne havde et es i ærmet, for igennem lang tid var holdet helt passive på transfermarkedet. Samtidig kunne man se den ene af holdets stjerner efter den anden skrive kontrakt med andre hold, og dermed var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at Roglic eller Evenepoel kunne være på vej til holdet. Det skete som bekendt ikke, og dermed sidder man tilbage med indtrykket af den mærkeligste transferkampagne i mands minde. Kontrakterne er forlænget med mange af holdets kulturbærere, men stjerner er forsvundet uden at blive erstattet, og nyerhvervelser er der nærmest ingen af. Senest er det kommet frem, at Rod Ellingworth, der i de seneste år mere eller mindre har overtaget hele ansvaret fra Brailsford, helt uventet og med kort varsel har forladt holdet, og man sidder derfor tilbage med fornemmelsen af et hold, der næsten er i opløsning.

Det er nemlig voldsomt, som holdet har måttet sige farvel til sine topnavne. Man ved næsten ikke, hvo man skal starte, men det gør nok mest ondt at se Tao Geoghegan Hart sige farvel. Ikke blot er han brite, hvilket i sig selv er en vigtig faktor for det britiske hold. Han er også en af verdens bedste grand tour-ryttere og måske det bedste bud på en grand tour-vinder fra Ineos i 2024 - hvis altså han var blevet på holdet. I hvert fald rejste han sig efter nogle skuffende med en sublim 2023-sæson, hvor han bekræftede, at potentialet fra 2020 er intakt, og hvor han lignede en mand, der meget vel kunne have vundet Giroen, hvis ikke det havde været for hans voldsomme styrt. Netop styrtet betyder også, at vi ikke helt ved, hvor stort tabet bliver, fordi det kan være meget vanskeligt at komme tilbage fra en brækket hofte, men den Geoghegan Hart, vi så i Giroen, havde formentlig været Ineos’ bedste mand i 2024. Derfor er tabet enormt, og det gør nok ekstra ondt, at han skiftede grundet manglende opbakning i den tid, hvor det ikke helt kørte i olie, og hvor han i 2022 så ud til at være kørt ud på et mindre sidespor.

Det stopper desværre ikke her. Pavel Sivakov siger også farvel, og også det er et stort tab. Ganske vist er han ikke blevet den stjerne, man kunne have troet, og han har i vidt omfang kørt som hjælper, men i den stadig svagere Ineos-trup ville han i 2024 have været en af kaptajnerne. Det ville han særligt, hvis han viser sig at genfinde det tårnhøje niveau, han havde i efteråret, hvor han kørte som en sand motorcykel. Selvfølgelig ville han have bidraget med mindre, hvis han ender på samme niveau som i begyndelsen af 2023, men efter denne udrensning er hans farvel et stort tab - og så gør det jo ikke just sagen bedre, at han skifter til rivalerne fra UAE.

Rækken fortsætter. Holdet siger nemlig også farvel til en tredje potentiel kaptajn i form af Daniel Martinez, men om det er noget stort tab, er mere usikkert. Tabet havde været enormt, hvis vi talte om den Martinez, vi så i første halvdel af 2022, hvor han var en af feltets helt store oplevelser, men siden midten af 2022 har han ikke kunnet træde en bule i nogen som helst blød hat. Om der blot er tale om en midlertidig krise, ved vi selvsagt ikke, og derfor kan det sagtens vise sig, at man nok overlever hans skifte til Bora, men man kommer ikke uden om, at det er endnu en potentiel kaptajn, der smutter videre.

Lad os tage den næste i rækken. Luke Plapp er lidt i samme situation som Martinez i den forstand, at han havde en halvkatastrofal 2023-sæson, men til gengæld er han stadig så ung, at han har fremtiden foran sig. Sit potentiale har han i hvert fald indikeret ved flere lejligheder, og selvom han ikke skulle nå de højder, man drømte om, da han for to år siden blev professionel, er det en potentiel guldfugl, de mister. I dette tilfælde gør de det dog med helt åbne øjne, da de lod ham bryde kontrakten et år før tid og dermed formentlig indkasserede en pæn sum fra Jayco.

Det gjorde de til gengæld ikke for deres andet ”tabte” talent. Ben Tulett rejser til rivalerne fra Jumbo, og også det gør ondt. Også i dette tilfælde er juryen dog ude i forhold til den langsigtede betydning af tabet, for Tulett udviklede sig faktisk slet ikke specielt lovende i sin tid på holdet. I 203 vandt han ganske vist samlet i Norge, ligesom han blev nr. 2 i Ungarn, men i de store løb skuffede han, hans enkeltstart var ikke som tidligere, og i bjergene er han aldrig slået igennem som håbet. Det er naturligvis et kvalitetsstempel, at Jumbo tror på ham, og på et hold, der efterhånden mangler kaptajner, vil han være savnet, men i første omgang er det ikke det største tab i de store løb.

Det sidste exit er heldigvis mindre dramatisk, da holdet ikke forlænger med Cameron Wurf, hvis cykelkarriere jo også har været en nebengesjæft ved siden af triatlonkarrieren, men han er også den eneste udprægede hjælpertype, man mister. Alle de øvrige fem ryttere er potentielle kaptajner, der enten har vundet eller er kørt i top 2 i WorldTour- og ProSeries-etapeløb, og det siger lidt om, hvor voldsom en åreladning af talent, vi taler om.

Hvem skal så erstatte dem? Tja, i hvert fald ikke Roglic eller Evenepoel. Det bedste bud på en erstatning er Tobias Foss, der for år tilbage havde været at regne som lidt af et kup. Dengang var nordmanden et af de allermest spændende talenter, og han startede også sin professionelle karriere ganske lovende med en samlet top 10 i Giroen. I de seneste to år er næsten alt til gengæld gået galt, og ser man bort fra hans VM-sensation i 2022, har der været bekymrende langt mellem snapsene, selvom han egentlig har fået masser af personlig plads på et hold, hvor den slags kan være svær at få. I forhold til egne chancer kommer han til Ineos på det rigtige tidspunkt, nu hvor den store svækkelse betyder, at man langt lettere end tidligere kan få kaptajnroller, men Foss har meget at bevise efter sine sløje år - ikke mindst i bjergene, hvor det fortsat er lidt svært at se, at han kan komme hele vejen til at blive grand tour-stjerne. Hvis han skulle blomstre op igen, kan han lukke lidt af hullet, men nogen fuldgod erstatning for den store åreladning af talent, er han slet, slet ikke.

Derudover har man foretaget en af sæsonens mest overraskende signings ved at hente Oscar Rodriguez. Spanieren startede ganske vist sin karriere lovende ud ved at levere en af nyere tids mest overraskende Vuelta-etapesejre, men hverken hos Astana eller Movistar indfriede han potentialet. Faktisk var han meget skuffende i sine to år hos det spanske hold, hvor 2023 dog også blev ødelagt af det grimme Giro-styrt, og da han har nået en alder på 28, er spørgsmålet, om ikke han allerede har toppet. Kan han genfinde sit tidligere niveau, kan han dog sagtens køre klassement i mindre etapeløb uden enkeltstarter, og først og fremmest kan han være en god hjælper i bjergene. Problemet er bare, at der er færre kaptajner at støtte.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Så er der heldigvis langt mere fremtidsmusik i holdets tredje nyerhvervelse, der til gengæld kan være et sandt kup. Andrew August har i de to seneste sæsoner været en af de allermest lovende juniorryttere med adskillige topresultater i de største juniorløb, og i en alder af bare 17 år blev han minsandten også nr. 2 i Redlands Cycling Classic, der er et af USA's største etapeløb, og hvor han slog tidligere topryttere som Sergio Henao og Robin Carpenter. Som Carlos Rodriguez, Remco Evenepoel og efterhånden flere andre skipper han helt juniorklassen, og medmindre han viser sig lige så vild som Evenepoel - og det er trods alt store krav at stille - leverer han næppe resultater allerede i 2024. Det er imidlertid også alt rigeligt at følge Rodriguez-sporet, og han kommer endda til holdet med en langt mere overbevisende juniorkarriere end den, spanieren havde. August er i hvert fald et af de allermest spændende etapeløbsrytter, og forhåbentlig har man her sikret sig en af fremtidens stjerner og kaptajner.

August bliver imidlertid ikke den eneste juniorrytter, der kommer til holdet. Som en julegave til alle danske cykelfans blev Theodor Storm i allersidste øjeblik hentet til holdet som den første dansker nogensinde. Det er bestemt ikke overraskende, at professionelle hold har vist interesse i den lovende dansker, der blandt andet har imponeret i Paris-Roubaix og ved VM og endte som nr. 7 i Fredsløbet, hvor den kommende holdkammerat August blev nr. 2. Som type er han vanskeligere at beskrive end August, men han e som udgangspunkt betydeligt tungere og også så hurtig, at han i 2023 har vundet noget, der kan beskrives som en massespurt. Det bliver vi forhåbentlig klogere på i 2024, men som nævnt ovenfor skal vi næppe stille store forventninger til den kommende sæson, da det er pokkers svært at komme direkte fra junioerklassen. Da han tillige vil have stort fokus på banen og OL i den kommende sæson, er det på alle måder en investering, der først skal give afkast om nogle år.

Problemet er bare, at der er forskel på fremtid og nutid. Det er ikke August eller Storm, der i 2024 fastholder Ineos som et af verdens bedste cykelhold. Det skulle folk som Geoghegan Hart, Sivakov, Martinez, Plapp og Tulett gøre, men det kommer de ikke til. Selv hvis det lykkes at bringe nordmanden tilbage på sporet, kan Foss heller ikke gøre det på egen hånd, og da Rodriguez næppe heller gør det, står vi tilbage med et dramatisk svækket Ineos-hold efter en af nyere tids mest mærkelige transferkampagner, som kan få meget svært ved at fastholde holdet blandt ”The Big Four” ved siden af Jumbo, UAE og Soudal-Quick Step.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Hvis der er noget, der har naget Dave Brailsford gennem årene, er det, at det britiske storhold aldrig har kunnet opnå samme succes i klassikerne som i etapeløbene. Man har ellers undervejs gjort flere satsninger med investeringer i lovende navne, men i endagsløbene har de aldrig været et rigtigt storhold. Det betyder ikke, at de er nogen miniput, for frem mod 2022-sæsonen vandt de trods alt to monumenter i form af Milano-Sanremo og Liege-Bastogne-Liege, men resultaterne tåler ingen sammenligning med det, de har opnået i etapeløbene.

Nu er det til gengæld ved at ændre sig. I løbet af de seneste to vintre har holdet mistet hovedparten af deres etapeløbsprofiler, og samtidig har de i deres investeringsstrategi i forhold til unge talenter satset langt mere på klassikertyper end på etapeløbsryttere. Holdet virker egentlig en smule ambivalente i deres tilgang, for de lægger ikke skjul på, at drømmen er en genrejsning på grand tour-scenen, men ser man på udviklingen i trupsammensætningen, skulle man næsten tro, at de var i gang med ”en omvendt Quick-Step”, altså at udvikle sig fra etapeløbs- til klassikertrup.

Udviklingen startede allerede i 2021, hvor Tom Pidcock allerede i sin første sæson viste sig som en kommende klassikergigant, men den blev helt tydelig i 2022, hvor holdet blev forårets helt store oplevelse. Med deres unge garde var de her, der og alle vegne, og det var i de fleste løb dem, der tog initiativet til at åbne løbene tidligt og dermed skabe de overtalssituationer, der var hovedårsagen til sejrene i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. At Dylan van Baarle så samtidig nåede karrierens højeste niveau og endte som nr. 1 og 2 i de to brostensmonumenter var kronen på værket, der gjorde det til det i særklasse bedste forår i holdets efterhånden lange historie.

Det skabte enorme forventninger til dette uhyre spændende talentkuld forud for 2023 - ikke mindst fordi det engang så forhadte og kontrollerede hold med deres opportunistiske kørsel nærmest blev manges darling i 2022. Desværre nåede de aldrig samme højder. Den bredde, de havde i 2022, var væk, og de blev nærmest til en enmandshær med Pidcock, der til gengæld havde sit klart bedste forår nogensinde. Van Baarle var i den grad savnet, men de var heller ikke hjulpet af, at deres vel nok største brostenstalent, Ben Turner, havde en sæson til glemmebogen efter en endeløs serie af styrt.

Selvom holdet som nævnt ovenfor har gennemlevet en af nyere tids mest mærkværdige og bekymringsværdige transfersæsoner, er det meste af den spændende klassikertrup heldigvis intakt, og det lover godt. Alligevel bliver bredden næppe den samme til den kommende sæsons brostensløb. Selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet, forlyder det fra Pidcock-lejren, at den lille brite i den kommende sæson vil satse hele butikken på Ardennerne, og at vi derfor ikke kommer til at se ham i de flamske løb, der også på papiret passer ham dårligere, og hvor han aldrig helt har slået til.

Det betyder heldigvis ikke, at de er uden muligheder. Tværtimod var de i Turner et af de allermest spændende talenter til både hårdeste flamske løb og til Paris-Roubaix. I 2022 var han en toneangivende rytter i næsten alle brostensløbene, og han ligner en kommende brostensstjerne. Han kørte allerede med i flere finaler i 2022, og han ligner allerede en reel vinderkandidat i de hårde løb som Omloop, E3, Dwars door Vlaanderen, Flandern og måske særligt Roubaix, der virkelig passer ham - ikke mindst fordi hans motor er skabt til lange distancer. Han startede 2023-sæsonen som lyn og torden og gav indtryk af at have taget et stort skridt over vinteren med sin puncheursejr i Murcia og ved at tage kampen op med Tadej Pogacar på gruset i Jaen. Siden kom alle uheldene i vejen, men starten nåede heldigvis at vise, hvor enormt potentialet er. Forhåbentlig bliver 2024 året, hvor vi alle kommer til at tale om Turner i brostenssæsonen.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Den anden komet er Magnus Sheffield, men han nåede ikke samme høje niveau i brostensløbene, hvor han havde det svært i både 2022 og 2023. Til gengæld vandt han Brabantse Pijl i 2022, mens han til gengæld også skuffede i Ardennerne i 2023. Senere på sæsonen fik han til gengæld alle til at sidde tilbage med åen mund og polypper over hans klatring i Tour de Suisse. Det kunne - i lyset af hans eminente enkeltstart - antyde, at han skal gå etapeløbsvejen, og det er derfor ikke givet, at han satser på brostensløbene til den kommende sæson. Han er så stort et talent, at han sagtens kan brage ind på scenen, men ved første øjekast er det Turner, der er deres største brostensjuvel.

Det stopper imidlertid ikke her. Holdet har nemlig også Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren var egentlig udset som ardennerrytter, men lidt overraskende er det i de flamske klassikere, han virkelig har imponeret. I de seneste to sæsoner har han tabt pusten inden Flandern Rundt, men til gengæld var han i både 2021 og 2022 en af de allerskarpeste i åbningsweekenden. Han er en anden type end Sheffield og Turner, da hans force entydigt er på stigningerne, og derfor er han ikke en mand til Roubaix. Til gengæld er han allerede så god, at han kan køre md om sejren i alle de hårdeste flamske løb, selvom noget måske tyder på, at det kniber lidt med de lange distancer.

En anden central spiller er Filippo Ganna. Tempomaskinen fik endelig sit brostensgennembrud i 2023, da han kørte med om sejren i Roubaix, men til gengæld har han ikke haft succes i de flamske løb, han aldrig rigtigt har satset på. Han kørte enkelte af dem i 2023 - men ikke Flandern Rundt - og de var mest forberedelse til Roubaix og slet ingen succes. Han synes at mangle punchet til de meget skarpe stigninger, g meget taler for, at han igen vil negligere løbene, men en fyr som Ganna, der imponerede så stort i Sanremo og Roubaix, bør altså kunne hævde sig pænt i de flamske løb, hvis han alligevel giver dem et skud. Og som minimum vil han være holdets stjerne i Roubaix, som han i 2023 beviste, at han kan vinde.

Vi plejer også at se, at Michal Kwiatkowski kører nogle af de flamske løb. De har aldrig passet ham perfekt, men han har før vundet E3. Spørgsmålet er bare, om han fortsat har det påkrævede niveau til løb, der ikke er skabt til ham. Selvom han vandt Amstel i 2022, har hans seneste to klassikersæsoner været en katastrofe, og han lignede en mand, der havde set sin bedste tid. Alligevel blev han genfødt under Touren og Polen i 2023, og det vidner om, at han måske alligevel kan spille en rolle i løb som E3 og Flandern. Holdet har også bundsolide Connor Swift, der nok mest af alt er hjælper, men som utvivlsomt kan komme et stykke.

En spændende rytter er naturligvis Josh Tarling. Det gigantiske tempofænomen har allerede vist, at han er en verdensstjerne, men vi så tydeligt ved hans trøjeforsvar i Renewi Tour, at han stadig mangler en masse robusthed i linjeløbene. Det er også lidt uklart, hvad han vil satse på, men med de klatreevner, han har vist i UAE Tour, kunne han måske godt blive en ny Ganna på flere parametre. Han vil i 2024 formentlig være ren hjælper, men forhåbentlig kan han komme lidt længere i klassikerne, ikke mindst i Roubaix, der på sigt virkelig kunne passe ham.

En joker er også Ethan Hayter, men han har endnu aldrig kørt brostensløbene, og da han ikke er fan af positionskampen, er det næppe noget, der har interesse. Derudover har holdet Elia Viviani, der før har været tæt på at vinde Gent-Wevelgem og i teorien er et stærkt bud til de mere sprintervenlige brostensløb, men hans holdbarhed er stærkt aftagende. Nu om dage er det nok mere relevant med de rene sprinterløb Scheldeprijs og De Panne, og efter at han lignede en halvdød sild, er han måske slet ikke færdig endnu. I hvert fald så vi i efteråret den bedste Viviani i lang tid, og den Viviani, der slog navne som Olav Kooij og Jonathan Milan i Guangxi, kan godt hævde sig i de lø.

Viviani satser også stort på Sanremo, men også her løber han ind i den samme udfordring i forhold til holdbarhed. Holdets chance er i stedet det hårde løb, og her kan man nok godt forvente at se Pidcock til start. Med sin fart ligner han et godt bud, da en skarp Pidcock vil have en chance for at følge de allerbedste, men det er naturligvis Ganna, der vil have alles interesse. Han blev nr. 2 i 2023, hvor han endda slog Wout van Aert og Tadej Pogacar i spurten, og med den fart, han viste i Vueltaen, er han pludselig et næsten skræmmende godt vinderbud. En lille gruppe med Pidcock og Ganna efter Poggio er i hvert fald interessant. Også Narvaez og måske endda Turner og Sheffield kunne være relevante til det scenarium, og det vil Kwiatkowski måske endda også, hvis han vitterligt er genfødt. Det vil også være helt oplagt at stille med Hayter, der vil være en giftig outsider, hvis han kan klare Poggio, men han kan mangle eksplosiviteten til at være med i angrebene.

En lige så god chance har holdet i Strade Bianche. Det siger sig selv, når de kommer med den forsvarende vinder i form af Pidcock, der er skabt til det løb og vil have en fin chance for at genvinde det. Det er også et løb, der burde passe Narvaez perfekt, og med de forbedrede klatreevner kan Sheffield måske også her virkelig komme til sin ret. Det samme kan siges om Turner, der imponerede i hårdt terræn på gruset i Jaen, og man skulle være et skarn, hvis ikke man gerne vil se den Ganna, der i 2023 klatrede som et uhyre, på stigninger, der måske nok er for svære, men hvor gruset plejer at udligne forholdet lidt til fordel for de tunge ryttere. Hayter vil også kunne komme halvlangt på den rute, og det samme gælder naturligvis fo den tidligere dobbelte vinder Kwiatkowski, hvis han kan genfinde niveauet fra sidste sommer. Egan Bernal har tidligere været på podiet, men med hans nuværende niveau skal vi ikke regne med en deltagelse, Geraint Thomas, der kunne passe til løbet, er aldrig i form på den årstid, og skulle han deltage, er Omar Fraile nok ren hjælper, selvom han egentlig burde kunne komme langt.

I Ardennerne vil alle øjne være rettet mod Pidcock. Vi har desværre set, at han kæmper lidt med distancen, men den slags kommer typisk med alderen, og at kalde hans motor svag er lidt voldsomt, når vi taler om en mand, der i 2023 blev nr. 3 i Amstel og nr. 2 i Liege. Det var udtryk for hans helt store ardennergennembrud, og mens han stadig mangler lidt i forhold til Pogacar og Remco Evenepoel, har han vist, at han er en af de få, der kan drømme om at slå dem - måske særligt hvis taktik involveres. Han har endnu ikke haft succes i Fleche, men afslutningen på Muren burde vel gøre det til det løb, der passer ham allerbedst, og derudover ved vi jo positivt, at han kan vinde Brabantse Pijl - selv når modstanderen hedder Van Aert. Med de klatreevner, han viste i de første 14 dage af Touren, synes han at have taget næste skridt, og det gør ham bare endnu mere spændende.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Kwiatkowski har jo også tidligere været en ardennerstjerne, og med hans lille genrejsning kan man ikke udelukke, at han igen kan lave i hvert fald hæderlige resultater. Det må også være oplagt at give Hayter chancen i Amstel og Brabantse Pijl, der med den rette udvikling er løb, der kunne passe ham. Endnu bedre passer hele ardennerblokken til Narvaez, men han plejer ikke at strække formen så langt, og vi kan nok højst håbe på Brabantse Pijl og Amstel.

Det samme gælder for Turner, der til gengæld nu kan klatre så godt, at han ikke vil være uden chance, men endnu mere oplagt er det med Sheffield, der med sin forbedrede klatring med nogen ide kunne satse fuldt på Ardennerne. Han mangler punch og den gode spurt, men han har jo altså allerede vundet Brabantse Pijl. Endelig han med at satse på Touren, kunne man også drømme at se Geraint Thomas i løbene, men han synes at have skubbet alle klassikertanker til senere. Mere sandsynligt er det nok med Carlos Rodriguez, der allerede har to gode Lombardiet-resultater på sit cv, men i Ardennerne er det kun Liege, der kunne passe ham, og selv det er nok for eksplosivt. Endelig har holdet Omar Fraile, der på sine bedste dage kunne gøre det godt i i hvert fald Brabantse Pijl og Amstel, men han ender utvivlsomt som hjælper.

I efteråret ville man elske at se Pidcock i San Sebastian, men det konflikter helt sikkert med hans meget ambitiøse sommerprogram med Tour og OL i to discipliner. I stedet kunne løbet passe godt til Narvaez og e genrejst Kwiatkowski, der tidligere har vundet løbet, og faktisk blev løbet i 2022 jo kørt så hårdt, at selv Rodriguez’ sikrede et topresultat. Helt uden for skiven vil det heller ikke være for Hayter og Fraile, selvom det er på grænsen. I Hamburg vil holdet til gengæld satse fuldt på Viviani, der allerede har vundet løbet et hav af gange, og som jo indledte sin genfødsel med en podieplads i 2023. Til gengæld er Bretagne i dag nok for hårdt for ham, men det er med en hård rute til gengæld perfekt til typer som Turner, Narvaez, Hayter, Kwiatkowski og måske Sheffield.

Pidcock plejer at tabe al motivation i efteråret, men man kan håbe, at en for ham uhyre attraktiv VM-rute holder ham i live lidt længere. Desværre kører han jo nok Tour of Britain - hvis det overlever - men lad os håbe, at han rejser til Canada for at satse på to løb, der passer ham perfekt. Det er også gode løb for Narvaez, der ligeledes er en sublim puncheur, og i hvert fald Quebec også for Hayter. Kwiatkowski synes i dag at dø i anden sæsonhalvdel, men løbene passer ham, og det kunne også være meget sjovt at se Turner i hvert fald i Quebec, når man husker på hans puncheurspurt i Murcia - og så kunne løbene let blive et mål for amerikaneren Sheffield. Pidcock ville også være holdets topnavn til Lombardiet, men det virker helt usandsynligt, at han holder ud så længe. Til gengæld har Rodriguez nu to gange i træk leveret topresultater, selvom hans manglende punch gør ham til en usandsynlig vinder, og skal Thymen Arensman eller Laurens De Plus nogensinde levere et endagsresultat skal det være der - og så kunne man jo drømme om, at Bernal til den tid er kommet så langt i sit comeback, at den tidligere treer atter kan være med i kampen om et topresultat.

OPDATERING: Ganna har i et nyligt interview med La Gazzetta dello Sport nævnt det som en mulighed, at han skipper Paris-Roubaix i et år, hvor OL er hans helt store mål.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden den overraskende udmelding om Pogacars Giro-deltagelse og inden Vueltaens rutepræsentation.

For nogle år siden gjorde det måske ondt på Dave Brailsford, at hans hold havde svært ved at slå til i klassikerne, men det er nok for intet at regne i forhold til den smerte, han har oplevet i 2020, 2021, 2022 og 2023. Ineos har trods alt bygget hele deres identitet op på at være feltets grand tour- og ikke mindst Tour de France-konger. Derfor har det gjort ufatteligt ondt på briternes selvforståelse at se, hvordan de over de sidste fire år er blevet overhalet af flere fænomener, så de nu effektivt er stødt af Tour-tronen. Ja, faktisk har de jo været så desperate, at de synes at være villige til at give op til flere højre hænder for at få fingre i Tadej Pogacar, Remco Evenepoel, Jonas Vingegaard eller Primoz Roglic.

At betegne dem som en fiasko vil dog være en mild overdrivelse, selvom de seneste sire udgaver af verdens største cykelløb fejlede. Inden 2022, hvor holdet stadig blev nr. 2 i Giroen og nr. 3 i Touren, skulle vi nemlig stadig tilbage til 2014 for at finde den seneste sæson, hvor holdet ikke vandt en grand tour, og det var kun i holdets to første sæsoner, 2010 og 2011, at de ikke endte i top 2 i et af de tre store etapeløb. I den seneste sæson var de også ”åh så tæt på” at vinde Giroen, og de kom fra Touren med en samlet 5. plads. Måske har Jumbo og UAE for længst distanceret dem, men de er stadig en tidligere gigant, der skal tages overordentlig seriøst.

Eller måske skulle. Sandt er det jo i hvert fald, at holdet som nævnt i transferanalysen er blevet nærmest rippet for etapeløbsryttere over de seneste to vintre. Helt paradoksalt befinder holdet sig derfor nu i den situation, at ryttere tidligere måtte søge væk fra truppen for at være garanteret kaptajnroller i de store løb.  I dag er det helt anderledes, og man kan diskutere, om ikke Daniel Martinez, Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart ikke skulle have tøvet en ekstra gang med at søge væk. Til den kommende sæson sidder kaptajnrollerne i hvert fald langt løsere, og nu synes det snarere at være et problem at stille med podiekandidater i alle tre løb.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

I skrivende stund har holdet stadig ikke meldt ud, hvordan de satser, men der en fordeling, der synes helt oplagt. Holdets to grand tour-stjerner i 2023 var Geraint Thomas og Carlos Rodriguez, og de ligner også de to bedste bud i den kommende sæson. Thomas har allerede sagt, at han føler sig inspireret af både Giro o Tour, men også at han ikke vil køre to grand tours. Den enkeltstartstunge rute i Giroen bør dog være så inspirerende, at al logik vil tilsige, at han skal tage til Italien - ikke mindst når han nu var så tæt på i 2023. Jeg har allerede afskrevet ham flere gange, og før eller siden indhenter alderen ham jo, men genfinder han niveauet fra 2023, er det bestemt muligt, at han faktisk vil kunne vinde Giroen med den rute, der tegner sig. Det vil han til gengæld ikke kunne i Touren, selvom det niveau, han havde i 2023, faktisk vil gøre ham til en reel kandidat til den sidste podieplads. En model kunne være, at han satsede på Giroen og derefter kørte Tour som hjælper, men han har i december sagt, at han ikke kan drømme om at køre to grand tours igen.

Det vil være logisk, at det er Rodriguez, der skal til Touren. Hans debut i løbet bekræftede blot, at han er skabt til at køre grand tours, og hvis han en dag også lykkes med at gennemføre en tredje uge uden at styrte, kan han komme rigtigt langt. Motoren er den rette, og den bagtunge rute synes at passe ham. Jokeren er enkeltstarten, som var sublim i Vueltaen i 2022, men halvtam i Touren i 2023. Her har han til gode til fulde at bekræfte evnerne, men med udsigt til en endnu stærkere Rodriguez i den kommende sæson kan han godt tillade sig at have en drøm om den sidste podieplads bag Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. En god Giro vil han naturligvis også kunne køre - og i lyset af det forventede felt måske også vinde - men ruten gør ham ikke umiddelbart alt for mange tjenester.

Holdets tredje klassementsrytter er Tom Pidcock, der ikke har lagt skjul på ambitionerne i Touren. I 2023 var det uhyre lovende at se ham klatre i løbets første to uger, hvor han viste et helt nyt niveau, men akkurat som i 2022 faldt han helt sammen til slut. Holdbarhed kommer ofte med alderen, men på nuværende tidspunkt ligner han altså ikke den fødte grand tour-rytter. Derfor kunne det meget vel være klogere at jagte etaper, som han allerede har vist, at han kan vinde.

Den fjerde klassementsrytter er Thymen Arensman, der med sin enorme tredjeugesmotor i 2022 viste sig som skabt til grand tours. Hans 2023 var én lang skuffelse, og meget sigende for hans evner var det kun i Giroens anden halvdel, han lignede sig selv. Også hans planer er uudtalte, men man må antage, at han kan få en beskyttet rolle som plan B, som han forud for løbet havde det i Giroen. Her bekræftede han med sin samlede 6. plads evnerne, og både Giroen og Touren kunne ligge til ham - Giroen grundet enkeltstarterne og Touren grundet den meget bagtunge rute.

Derudover er der naturligvis Egan Bernal. Man drømmer om en genrejsning, men det er meget svært ikke at være bekymret efter en 2023-sæson, der ikke viste den ventede fremgang. Der var opløftende takter i Romandiet og Dauphiné, men Touren og Vueltaen var nedslående. Selv var han dog optimistisk efter den spanske rundtur, og et comeback til et pænt niveau kan heldigvis slet ikke udelukkes. Han har meldt ud, at han gerne vil til Touren, hvor ruten med de tårnhøje bjerge og en tung tredje uge passer ham storartet, men kun hvis niveauet er der. Som udgangspunkt er hans store mål Vueltaen. Her kan han meget vel få en kaptajnrolle sammen med Arensman, hvis denne har kørt Giro, men man kan vel heller ikke helt udelukke, at Rodriguez er frisk på to grand tours - i hvert fald hvis han har kørt Giro.

Den genfødte Laurens De Plus i Giroen vist, at han trods en rolle som hjælper kan ende i top 10, og det kan han sagtens gøre igen - særligt hvis holdet modsat i denne Giro ikke skal kontrollere løbet. Man må også formode, at Tobias Foss stadig har grand tour-ambitioner, men han har nu i to sæsoner vist så store begrænsninger i bjergene, at det er svært at tro på en gentagelse af den top 10, han opnåede i Giroen i 2021. En joker er kometen Magnus Sheffield, der jo klatrede uhørt godt i årets Tour de Suisse, men klassement i en grand tour er dog trods alt nok for voldsomt - og så klatrer Jonathan Castroviejo trods sin alder stadig bedre og bedre, og selvom han vil være hjælper, vidner hans 15. plads i Touren om, at han altså selv kan ende ganske tæt på top 10.

Med knap så udtalte muligheder i klassementet er det klart, at etaper vil spille en mere prominent rolle end tidligere. De bedste etapevinderbud er i vidt omfang de ovennævnte samt naturligvis Filippo Ganna. Italieneren skal igen satse på Giroen, hvor den ene enkeltstart nok er for kuperet - selvom hans vilde klatring gør, at man intet kan udelukke - men hvor han vil have en enorm chance for at vinde den flade af slagsen. Han har også leget med en Vuelta-deltagelse, hvor ruten er ukendt, mens disse linjer skrives, men hvor han jo altså vandt enkeltstarten i 2023. Med sin stadig mere imponerende klatring kan han også vinde fra udbrud, som vi så i Giroen i 2020, og så skal det blive meget interessant at se, om han vil fortsætte sprintersatsningen fra Vueltaen. Han var så tæt på at vinde i det spanske løb, at man bestemt ikke kan udelukke, at det kan lykkes - dog nok mere i Vueltaen end i Giroen.

Det afhænger også af, hvad Elia Viviani vil. Med det neddroslede klassementsfokus kan han nu faktisk måske få en plads i Giroen eller Vueltaen. Det er nok stadig usandsynligt og skal i hvert fald kunne passe ind i hans målrettede banesatsning til VM, men stiller han til start, kan man ikke helt udelukke, at han faktisk kan vinde igen. Det viser hans genrejsning i efteråret, hvor den stærke sejr i skrapt selskab i Guangxi vidner om, at han særligt i et typisk svagere Vuelta-felt vil kunne have en chance.

Holdets anden ”sprinter” er Ethan Hayter, der formentlig skal have den Tour-debut, hans Dauohiné-styrt snød ham for i 2023. Han er jo ingen klassisk sprinter og vinder ingen klassiske massespurter, og derfor er Tour-ruten måske ikke ideel for ham. Han har til gengæld forbedret sig meget i bjergene og er et oplagt udbrudsvinderbud, uanset hvilken grand tour han kører - og så er han jo så fabelagtig på enkeltstarterne, at han vil være et reelt vinderbud, hvis han har udviklet sig yderligere. Det samme vil Josh Tarling naturligvis, men det er nok en anelse for tidligt med en grand tour-debut, da han har et målrettet fokus på enkeltstarterne ved OL, hvor han måske også vil satse på banen, og VM. En Vuelta-deltagelse kan dog ikke helt udelukkes. Også Thomas og Arensman vil være seriøse vinderbud på enkeltstarterne i Giroen, og det samme vil Foss, hvis han kan genfinde sine i 2023 forsvundne tempoevner.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Endelig har holdet flere udbrudsvinderbud. Sheffield er et af de fremmeste, men derudover viste den genfødte Michal Kwiatkowski i 2023, at det såmænd også stadig kan lykkes for ham. Vi så i 2023 periodevist også en bedre Omar Fraile, end vi længe har set, og han er som bekendt en tidligere udbryderkonge. Den stadig bedre Jhonatan Narvaez er også skabt til at jagte etaper, som vi allerede har set det i Giroen, og man kan drømme om, at det endelig en dag lykkes for Castroviejo, selvom han ingenlunde er en vindertype. Der er få etapetyper for en fyr som Ben Turner, men han er så brølstærk, at han ikke vil være uden chance. Endelig er der naturligvis de helt unge Leo Hayter og Andrew August, men det er nok trods alt for tidligt at have den slags ambitioner.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Når man tænker tilbage på de tre grand tours, kan man sagtens sidde tilbage med følelsen af, at Ineos har haft det svært de seneste år, men kaster man blikket på de ugelange etapeløb, er billedet straks helt anderledes. Faktisk var holdet nærmest altdominerende i 2021. I sæsonens første halvdel vandt de ikke de fire løb, hvor Primoz Roglic og/eller Tadej Pogacar var til start, men derudover gjorde de rent bord ved at vinde alle andre WorldTour-etapeløb. Adam Yates tog sig af Catalonien, Geraint Thomas af Romandiet, Egan Bernal af Giroen, Richie Porte af Dauphiné og Richard Carapaz af Tour de Suisse. Endnu vildere bliver det af, at holdet ryddede podiet i Catalonien, tog en dobbeltsejr i Romandiet, havde to mand på podiet i Dauphiné og havde to mand i top 5 i Giroen. Det kan næsten ikke gøres meget bedre - slet ikke når holdet også havde ryttere i top 5 i tre af de fire løb, de ikke vandt.

I 2022 var det hele noget mere afdæmpet, men de vandt stadig to af forårets store løb, nemlig Tour de Suisse med Geraint Thomas og Baskerlandet Rundt med Daniel Martinez, og derudover sikrede de sig podiepladser i UAE Tour, Catalonien, Paris-Nice og Giroen, ligesom de anden del af sæsonen vandt Tour de Pologne med Ethan Hayter. Holdet var således i to sæsoner det klart mest succesrige i ugelange løb, hvis man renser feltet for de to i samme periode dominerende skikkelser, Roglic og Pogacar, men sådan gik det slet ikke i 2023. Her var holdet pludselig noget nær anonyme i de ugelange løb, hvor det kun var den genfødte Tao Geoghehan Hart, der holdt fanen højt.

I det lys er det en katastrofe, at briten nu er væk. Meget taler nu for, at 2023 kan blive endnu mere tam på den front, og det er en skam. Geraint Thomas er jo ellers skabt til ugelange løb, hvor han har en fremragende historik, men nu om dage synes han kun at være i form til sine grand tours. Skal han vinde et ugelangt løb, skal det være et optaktsløb, og med en bedre vinter end i 2023 kan man da heller ikke udelukke, at han vil kunne vinde Tour of the Alps (ved en Giro-satsning) eller Tour de Suisse (ved en Tour-satsning), men meget mere end det skal vi næppe forvente.

Holdets andet oplagte bud er Carlos Rodriguez, og særligt hvis han satser på Touren, kan han bestemt levere resultater. Han får ikke helt samme glæde af sin motor som i grand tours, og som nævnt ovenfor er der stadig spørgsmål om hans enkeltstart, men man kunne forvente at se Rodriguez meget langt fremme i flere af forårets ugelange løb - og med et klart potentiale til også at vinde. På papiret er Thymen Arensman også perfekt til den slags løb, da hans enkeltstart er fremragende, men i 2023 skuffede han i alle den slags løb, hvor han slet ikke får glæde af sin motor. Han har i 2022 gjort det hæderligt i ugelange løb, og det er derfor ikke umuligt, men en gigant i korte etapeløb bliver han næppe. Det er også i de ugelange løb i foråret, vi forhåbentlig endelig kan se mere markant fremgang fra Egan Bernal, der jo har vundet adskillige af den slags, men de har aldrig passet ham ideelt, og hans enkeltstart lider voldsomt under den lange pause.

Så er der Tom Pidcock. Briten har indikeret, at han vil droppe brostenene for også at kunne køre klassement i ugelange løb, og det kan blive ganske godt. I Touren klatrede han på et hidtil uset niveau, men det kneb med hans holdbarhed. Den udfordring har han ikke over en uge, men til gengæld har 2023-sæsonen klart vist, at hans enkeltstart slet ikke er god. Heldigvis er det første løb, han vil satse på, Paris-Nice, der i år har et holdløb i stedet og en rute, der burde passe ham. Den Pidcock, vi så i Touren, burde i et sådant løb kunne gøre det fremragende.

Lige så spændende er Magnus Sheffield. Han har i hvert fald en fabelagtig enkeltstat, der har kurs mod at blive en af de allerbedste, og med de klatreben, han havde i Schweiz, kan han blive glimrende til ugelange løb - i hvert fald, hvis ruterne ikke er alt for svære. Hans udvikling på den front bliver uhyre spændende. Lidt af det samme kan siges om Ethan Hayter, der allerede har vundet et hav af etapeløb. Hans enkeltstart er lige så god, men for ham gælder i endnu højere grad, at ruterne ikke må være for bjergrige. Man kan også håbe på en genrejsning af Tobias Foss, der jo har enkeltstarten i orden, men han har jo desværre været alt for begrænset i bjergene i de seneste to år, og der skal ske en klar omvæltning, hvis det skal blive til markante resultater. Mere optimisme er der angående Laurens De Plus, der er genrejst og har en hæderlig enkeltstart. Skulle han få en chance eller to, kan han bestemt køre i top 10.

Holdet har også den unge komet Andrew August. Når man kommer direkte til juniorklassen, skal forventningerne dæmpes, men han er så uhyre lovende, at vi sagtens kan se ham meget langt fremme i mindre etapeløb. Man må også håbe, at Leo Hayter endelig kan vise potentialet, men han havde det overraskende svært i en meget skuffende debutsæson, hvorfor vi nok i første omgang skal satse på minde løb. Her kan Oscar Rodriguez måske også stadig hævde sig, hvis han kan genfinde tidligere tiders styrke i nye klæder, og måske kan vi også se noget til den ligeledes helt unge Michael Leonard, der dog havde en meget, meget svær første sæson - ganske naturligt, når han kommer direkte fra juniorklassen.

Jhonatan Narvaez vandt jo Østrig Rundt, og det vidner om hans evner i etapeløb uden høje bjerge og enkeltstarter. Til gengæld er det længe siden, vi har set Michal Kwiatkowski den slags løb, han tidligere mestrede, men i Polen viste han pludselig, at han stadig kan, hvis ruten ikke er for vanskelig, selvom hans enkeltstart slet ikke er som tidligere. Det er den heller ikke for Jhonatan Castroviejo, men han er til gengæld så godt klatrende, at han sagtens kan gå i hvert fald i top 20 i WorldTour-løb.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Det kan dog blive vanskeligt at holde samme kadence i 2023, hvor de skal klare sig uden Carapaz og Yates, der har været blandt de vigtigste ryttere i den slags løb. Alligevel har de et uhyre bredt arsenal. Særligt er der grund til at fremhæve Martinez, der med sin gode enkeltstart er skabt til den slags løb, som han beviste i Baskerlandet og Paris-Nice med hhv. en sejr og en podieplads, og selvom han også i den kommende sæson, får det svært mod de allerstærkeste, kan han i det rette felt utvivlsomt vinde endnu et løb - særligt fordi han fortsat synes at blive bedre.

Det bliver også meget interessant at følge Egan Bernal. Det bliver nemlig i Paris-Nice, Baskerlandet og enten Dauphiné eller Schweiz, at han for alvor skal tages seriøst i Touren, og hvis vi vitterligt får den bedste Bernal tilbage, vil han - trods sin enkeltstart - være blandt favoritterne hver eneste gang, han er til start. Det bliver også uhyre spændende at følge den videre udvikling for både Carlos Rodriguez og Thymen Arensman. Sidstnævntes enkeltstart kender vi, og førstnævnte kørte en fremragende enkeltstart i Giroen. Deres sandsynlige deltagelse i Giroen kan lægge begrænsninger på deres udfoldelse i foråret, ligesom Arensman ikke er født til kortere løb, men vi bør kunne vente os markant topresultater fra dem begge.

Filippo Ganna fortjener særlig omtale. Han satser ikke på etapeløb, men skulle han droppe Vueltaen, ville det være herligt at se ham i Renewi Tour, som han kan vinde. En udgave af Polen Rundt som i 2022 og 2023 ville også være inden for rækkevidde, men det konflikter desværre nok med OL-satsningen. Som minimum ved vi, at han kan være med i kampen om sejren i et løb som Volta ao Algarve, nu hvor hans klatreevner har nået endnu voldsommere højder, hvorfor hans sæsondebut i Tour Down Under også bliver meget spændende, selvom han trods alt ikke vinder et sådant løb uden enkeltstart. Af samme type er Josh Tarling, der i UAE Tour har vist, at han har et ganske stort potentiale også i hårdere terræn, og han kunne sagtens ende med samme klatreevner som Ganna. Renewi Tour viste dog, at han foreløbig mangler en del robusthed, men udvikler han sig med stormskridt, vil han vel kunne gøre det ganske fremragende i netop Renewi Tour, hvis ruten er som i 2023.

Massespurterne bliver stort set negligeret, men holdet har jo stadig Elia Viviani. Hans store mål bliver banen og OL, men han vil også køre på landevejen. Han lider jo under ret begrænset støtte, men i efteråret lignede han pludselig sig selv igen - i hvert fald i forhold til fart, men ikke holdbarhed. Hans sejr i Guangxi vidner om, at han måske nu igen kan blande sig med nogle af de allerhurtigste, og det skal blive meget interessant at se, om han kan fortsætte den genrejsning, både i mindre løb og i etapeløb på WorldTouen. Endnu mere spændende bliver det dog at se, om Ganna vil fortsætte med at spurte, som han gjorde i Vueltaen. Han så ud til at have farten til faktisk at kunne vinde i ret skrapt selskab.

Derudover har holdet jo Ethan Hayter, der har gjort det sit speciale at vinde reducerede massespurter i hårde løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, og det skulle være mærkeligt, om ikke det lykkes for ham igen i den kommende sæson. Den samme evne kan Tom Pidcock have, nu hvor han vil satse mere på etapeløb, selvom han ikke helt synes at have Hayters fart - og så har Jhonatan Narvaez og Omar Fraile jo vist, at også de stadig kan vinde den slags spurter, når de en sjælden gang får chancen. Til gengæld ser det ikke ud til, at Kim Heiduk og Ben Swift fortsat har planer om at spurte.

Enkeltstarterne spiller selvsagt også en stor rolle. Ganna viste med sin sejr over Remco Evenepoel i Vueltaen, at han stadig er en gigant, selvom han er mere svingende end tidligere. Spørgsmålet er bare, om han allerede i 2024 bliver overhalet af Tarling, der meget vel allerede i den kommende sæson kan sætte sig totalt på tempotronen - i hvert fald på fladere ruter. Hayter og Sheffield har også enkeltstarter, der stadig udvikler sig meget hurtigt, og de har begge potentiale til at kunne vinde enkeltstarter på WorldTouren. Thomas viste også i Giroen, at han stadig skal regnes som en af de allerbedst i den disciplin, og man kan også drømme om, at Foss og Arensman finder sig selv igen efter et lidt sløjt år på den front. Samlet set er Ineos i hvert fald det hold, der bør vinde flest enkeltstarter på WorldTouren.

Holdet kører typisk ikke mange mindre endagsløb, men de har for vane at køre nogle af de kuperede efterårsløb i Italien. Også her vil de have muligheder med typer som Ethan Hayter, Narvaez og Sheffield, men det kunne også være en chance for Fraile til at jagte lidt personlig succes på ruter, der generelt passer ham - og så kunne det måske være en sjælden chance for Leo Hayter og August til også at vise sig frem.

Hvem kan overraske?

Verden er forandret. I gamle dage var Ineos kendt som holdet, hvor unge ryttere ikke skulle søge hen. De talenter, de fik fat i, stagnerede ofte, og de endte alt for ofte i en udsigtsløs tilværelse som slagtekvæg for holdets store stjerner.

Sådan er det ikke mere. Som nævnt i transferanalysen har Dave Brailsford vendt strategien totalt på hovedet, og hvor han tidligere var kendt for at hente etablerede verdensstjerner i kraft af sin enorme pengepung, forsøger han nu i stedet at støvsuge markedet for unge talenter - i de senere år dog med knap så stor succes. Resultatet er, at Ineos-mandskabet nu om dage er lang mere interessant at studere, når det handler om at finde fremtidens stjerner.

Læs også

17-årig dansker imponerede igen - men et styrt blev kostbart

Det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Tom Pidcock må jo allerede for længst være vokset ud af denne kategori, hvad Egan Bernal naturligvis for længst er gjort, selvom hans skæbne jo lige nu er ret uvis. Det samme gælder jo nu nok også for Carlos Rodriguez og Thymen Arensman, selvom de stadig udvikler sig så hastigt, at det skal blive meget interessant at se, hvor langt de er kommet til næste år, hvor Rodriguez som nævnt ovenfor har potentiale til at tage et meget stort skridt op i den absolutte top af grand tour-eliten, og hvor Arensman forhåbentlig efter en skuffende sæson kan vise, at hans motor er skabt til at køre grand tours.

Det samme kan jo egentlig også siges om Josh Tarling. Den unge brite har overgået alle prognoser for, hvor hurtigt han skulle udvikle sig, og ingen havde vel drømt om, at han allerede i sit første år efter juniortiden skulle kunne kalde sig en af verdens bedste temporyttere. Derfor kan han heller ikke overraske i tempodisciplinen i den kommende sæson, selvom det bestemt bliver spændende at følge, om han allerede i 2024 bliver så suveræn, at han praktisk talt bliver umulig at slå på relativt flade enkeltstarter. Nej, det spændende bliver at finde ud af, hvor meget han kan udbrede paletten. Renewi Tour afslørede tydeligt, at han mangler enormt meget robusthed, men den slags kommer typisk med alderen - særligt når vi taler om en rytter, der forud for 2023 kun havde kørt juniorløb. Hans præstation i UAE Tour, hvor han kørte i top 25 på kongeetapen, vidner om, at han sagtens kan blive til meget mere end ”bare” en tempospecialist, og at han faktisk klatrer ganske pænt, når den samlede etape ikke er for svær. Motoren er som bekendt på plads, og derfor skulle det ikke undre, om han kan udvikle sig til en ny Ganna, der både kan køre fladere klassikere og klatre så pænt, at han kan køre klassement i lettere etapeløb. 2024 gør os forhåbentlig klogere.

Det er dog noget, der bør ligge lidt ude i fremtiden. Det er det ikke for Ben Turner. Den store brite overgik alle forventninger i sit første år på WorldTouren, hvor han var her, der og alle vegne i 2022-sæsonen brostensklassikere. Han manglede dengang stadig det allersidste og blev hovedsageligt brugt om hjælper, men potentialet viste sig enormt. Det så vi ikke meget til i hans ekstremt uheldige 2023-sæson, men vi nåede heldigvis at fornemme, at han havde taget endnu en skridt, da han startede som lyn og torden med at vinde puncheurspurten i Murcia og imponere stort mod Tadej Pogacar på de kuperede grusveje i Jaen. Forhåbentlig undgår han uheld i 2024, for i givet fald kan han meget vel blive brostenssæsonens helt store oplevelse.

Der er mere usikkerhed om, hvad Magnus Sheffield kan. Han har nu i to år kørt brostensklassikere uden væsentlig succes, og det synes slet ikke givet, at det er her, han har sin spidskompetence. Det kan sagtens vise sig, at han alligevel ender som en fremragende klassikerrytter, for potentialet er kolossalt hos en mand, der allerede som 20-årig vandt Brabantse Pijl og var pokkers tæt på at vinde Danmark Rundt. I en lidt anonym 2023-sæson var det imidlertid i bjergene, han chokerede, da han inden sit voldsomme og sæsonødelæggende styrt klatrede uhørt godt i et Tour de Suisse, hvor han også nåede at vise, at han allerede skal regnes som en af verdens bedste temporyttere med potentiale til i 2024 at slå de allerbedste. Spørgsmålet er derfor, om han i virkeligheden skal lave en Geraint Thomas eller en Bradley Wiggins og få etapeløbsvejen. I 2024 bliver vi forhåbentlig lidt klogere på, hvor langt klatreevnerne rækker - i første omgang i ugelange løb - og ellers er klatreevnerne nu så gode, at det måske i stedet er i ardenner- og ikke brostensklassikerne, han vil få sit store gennembrud. Han synes i hvert fald at kunne vælge på mange hylder.

Man skal vel også igen pege på Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren er jo allerede et etableret navn, men han synes fortsat at udvikle sig. Lidt overraskende har han vist sig bedre i de flamske klassikerne end i Ardennerne, og han var i både 2021 og 2022 dybt imponerende i åbningsweekenden. I de seneste to år er han gået lidt død inden de største klassikere, og måske mangler han stadig lidt over distancen, men da han tørrede gulv med feltet i Østrig Rundt i sommermånederne, hvor han vel klatrede bedre end nogensinde, fik man indtryk af, at han måske har taget næste skridt. Lad os håbe, at han denne gang timer formen lidt bedre, for i givet fald kan han blive en hovedaktør i de vanskeligste af de flamske løb og formentlig også i både Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. Sejren i Østrig viste tillige, at han nu kan vinde mindre etapeløb uden alt for vanskelige bjerge, og så er det jo altid en fordel at være så hurtig, at man er en vindertype - en vindertype, der allerede har bevist, at han kan vinde etaper i grand tours.

Vi er nu ved at bevæge os over i mere kuperet terræn, og det leder os naturligt til Andrew August. Som beskrevet i transferanalysen kunne han ligne et nyt juniorfænomen, for han har imponeret stort blandt de helt unge ryttere og ikke mindst med sin samlede 2. plads i Redlands Cycling Classic - et af USA's største etapeløb - hvor han slog adskillige etablerede professionelle. Man skal altid være varsom med at forvente for meget af ryttere, der kommer direkte fra juniorklassen, for som blandt andre Rodriguez viser, kan selv meget store talenter have det svært i deres første år. Remco Evenepoel og Tarling viser dog også, at det af og til kan gå anderledes, og derfor skal man ikke udelukke, at han brager ind på scenen, selvom det i første omgang nok kun er i mindre etapeløb, han vil kunne være med helt fremme. Det er i hvert fald etapeløb, han gerne vil satse på, selvom man med så unge ryttere aldrig helt ved, hvad spidskompetencerne vil blive.

I den forbindelse kunne man også nævne holdets anden nye juniorrytter, danske Theodor Storm, men som nævnt i transferanalysen vil han nok skulle bruge det meste af 2024 på at lære. Ikke blot er det meget svært at præstere direkte fra juniorklassen, han vil også have et meget stort fokus på banen og OL, og modsat August har han helt til gode at hævde sig blandt de professionelle. I det kommende år handler det nok mest om at lære hans type bedre at kende. Han er i hvert fald tungere end August og blandt andet ganske hurtig, som han har vist flere gange i sin juniorkarriere.

Holdets andet stortalent til etapeløbsscenen er Leo Hayter. Den yngste af de to brødre kom til holdet med enorme forventninger efter sin U23-tid, hvor han vandt både Liege og Baby-Giroen, men han havde det overraskende svært i 2023. Han kørte relativt få løb, og selv i de mindre løb havde han uventet svært ved at hævde sig. I det hele taget har hans karriere virket ret svingende, men det skal altså ikke slette indtrykket af, at vi taler om en mand, der på Baby-Giroens første bjergetape i 2022 kørte fra alt og alle og vandt med 5-6 minutter ned til navne som Romain Gregoire, Lennert Van Eetvelt, Lenny Martinez og Oscar Onley, der alle har vist evnerne på højeste niveau. Tempo- og klatreevnerne sidder i skabet, og derfor bliver det forhåbentlig i 2024, at han får sit helt store gennembrud ved at køre med om sejren i mindre etapeløb og hævde sig i ugelange etapeløb på WorldTouren. Hvad så stabiliteten rækker til i en mulig grand tour-debut, vil tiden vise.

I virkeligheden kan man vel også nævne hans bror, Ethan Hayter, men han har allerede vundet så meget, at han er vokset ud af denne kategori. Det skal dog blive interessant at se, i hvilken retning hans karriere vil gå. Foreløbig har han skippet klassikerne til fordel for etapeløb, og det tyder på, at det er den vej, han vil gå. Kan han i den kommende sæson forbedre sin eminente enkeltstart yderligere, og bliver klatreevnerne så gode, at han kan begå sig i endnu sværere etapeløb end hidtil? De mange uheld satte i hvert fald hans udvikling i stå i seneste sæson.

I det hele taget er der mange af de etablerede navne, der har potentiale til at overraske, selvom de ikke hører til i denne kategori - også ud over Arensman, Rodriguez og Pidcock. Kan Filippo Ganna eksempelvis forbedre sin chokerende gode klatring yderligere, og skal vi pludselig til at regne med, at han kan vinde massespurter? Kan Laurens De Plus med mange års forsinkelse begynde at levere topresultater i ugelange løb og grand tours i det omfang, hans hjælperroller tillader det? Kan 36-årige Jonathan Castroviejo fortsætte sin næsten chokerende udvikling i bjergene? Det vil også være nærliggende at håbe på en genrejsning af Tobias Foss, men det er efterhånden svært at tro på, at den efterhånden 26-årige nordmands klatreevner vil føre ham så langt som håbet. Til gengæld er det i hvert fald legitimt at drømme om at se ham tilbage i den absolutte tempoelite.

Endelig er der yderligere to unge ryttere, der skal nævnes, selvom de næppe bidrager med de helt store resultater. Kim Heiduk synes at have droppet karrieren som sprinter og udvikler sig i stedet ed en ganske lovende holdbarhed - så meget at han ganske overraskende blev en del af en Vuelta-trup, hvortil Pavel Sivakov blev vraget. Han synes dog at have slået ind på en hjælperrolle i stil med Luke Rowe, men omvendt kan man ikke udelukke, at han vil overraske i klassikerne. Unge Michael Leonard var en lidt mystisk signing frem mod 2023, hvor han kom direkte fra juniorklassen, men det var det også, da de gjorde det samme med Rodriguez. Han havde det meget svært i sin første sæson, men siden holdet har set et potentiale i ham, kan han sagtens om nogle år blive til den spændende etapeløbsrytter, de ønsker. Hans 2023-sæson indikerer bare, at vi nok ikke skal forvente alt for meget allerede i 2024.