Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af UAE Team Emirates?

Nedenfor giver vi en analyse af UAE Team Emirates. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Joao Almeida, Juan Ayuso, Sjoerd Bax, Mikkel Bjerg, Jan Christen, Alessandro Covi, Finn Fisher-Black, Felix Grossschartner, Marc Hirschi, Alvaro José Hodeg, Vegard Stake Laengen, Rafal Majka, Brandon McNulty, Juan Sebastian Molano, Domen Novak, Ivo Oliveira, Rui Oliveira, Tadej Pogacar, Marc Soler, Diego Ulissi, Jay Vine, Michael Vink, Tim Wellens, Adam Yates

Nye ryttere

Pavel Sivakov (INEOS Grenadiers), Nils Politt (BORA-hansgrohe), Filippo Baroncini (Lidl-Trek), Igor Arrieta (Equipo Kern Pharma), Antonio Morgado (Hagens Berman Axeon), Isaac Del Toro (A.R Monex Pro Cycling Team)

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ryttere, der forlader holdet

Matteo Trentin (Tudor Pro Cycling Team), Pascal Ackermann (Israel-Premier Tech), George Bennett (Israel-Premier Tech), Davide Formolo (Movistar Team), Jan Polanc (stopper karrieren), Ryan Gibbons (Lidl-Trek), Felix Gross (Rad-Net Osswald)

Hvordan gik transfersæsonen?

Af og til må manager Mauro Gianetti knibe sig selv i armen og prise sig lykkelig for, at der er noget, der hedder held i uheld. For nogle år siden var hans italienske Lampre-mandskab nemlig i krise. Holdet var slet ikke et af de førende på WorldTouren, og da sponsoren trak sig, skulle han på jagt efter en ny. Det lykkedes ham at sikre finansiering fra Kina, og det sidste italienske WorldTour-hold blev pludselig til den dør, der skulle gøre det store asiatiske land til en magtfaktor i cykelsporten. Sådan gik det imidlertid aldrig, da kineserne sprang fra i sidste øjeblik, og i december 2016 så det ud til, at det var slut med et hold, der ellers har en lang historie i feltet.

Nød lærer heldigvis nøgen kvinde at spinde, og tilsyneladende er Gianetti i dag blevet en ferm ”spinder”. I hvert fald tvang nøden ham igen til at kigge alternative veje, og da Kina sprang fra, slog De Forenede Arabiske Emirater til. Da det kort efter også lykkedes at sikre finansiering fra landets store flyselskab, Emirates, stod Gianetti med ét med et hold, der for kort tid siden var at finde i midterfeltet, men nu var et af de allerrigeste med et bagland, der havde ambitioner om at gøre det til verdens bedste.

Siden er det bare gået fremad. I 2020 nåede de endda før end planlagt ambitionen om at vinde Tour de France, og det toppede de i 2021, hvor det både blev til Tour-sejr og sejr i to monumenter. Alligevel endte holdet som det lille af den kvartet af hold, der kan betegnes som ”The Big Four”, da Deceuninck, Ineos og Jumbo alle endte foran araberne på ranglisten. Det skyldtes holdets helt åbenlyse svaghed, nemlig at det i alt for høj grad er Tadej Pogacar, der står for at levere pointene. Det gik heldigvis bedre i 2022, hvor holdet avancerede til andenpladsen, men hullet op til Jumbo på førstepladsen var stadig meget stort. Forklaringen var da også ret åbenlys. Pogacar var ganske vist nr. 1 på den individuelle rangliste, men den næstbedste UAE-rytter, Juan Ayuso, var blot nr. 25. Som modsvar hertil har Jumbo fire mand foran Ayuso, herunder to mand i top 4.

Afhængigheden af Pogacar var naturligvis alt for stor, hvis man vil være verdens bedste, og derfor har opgaven været at brede paletten markant ud. Heldigvis har man midlerne til det, og selvom det har kostet kassen, at man i 2021 bandt Pogacar med en lang kontraktforlængelse, er pengene stadig så store, at man har kunnet følge den transferstrategi, som har været lagt for dagen fra dag ét. Den har hvilet på to søjler og har være klar at aflæse i de bevægelser, der er foretaget på transfermarkedet i de seneste sæsoner.

Den første søjle har bestået i at bruge de gigantiske midler til at tiltrække verdensstjerner. Mest kontroversielt var det først, at holdet fik fat i Fernando Gaviria, selvom colombianeren egentlig havde kontrakt med Deceuninck-Quick Step, og året efter var det det Marc Hirschis overraskende brud med en eksisterende DSM-kontrakt, der skabte lignende overskrifter. Derudover blev der brændt gigantiske summer af på Fabio Aru, og Alexander Kristoff, Daniel Martin, Sergio Henao, Rafal Majka, Matteo Trentin, Davide Formolo, Pascal Ackermann, George Bennett, Joao Almeida, Marc Soler, Alvaro Hodeg, Adam Yates og Tim Wellens hører også til de store navne, der i de senere år er blevet hentet til holdet via en pengetank, der af og til kan synes ganske bundløs.

Den anden søjle er en fremragende evne til at hente og udvikle talenter. Med den tidligere Quick-Step-spejder Joxean Fernandez Matxin som hovedmand, har holdet haft en heldig hånd med at tiltrække de mest spændende fra U23-scenen. Pogacar er i sagens natur det ultimative eksempel på succesen, men også Filippo Ganna, Jasper Philipsen, Andres Ardila, Mikkel Bjerg, Brandon McNulty og senest Juan Ayuso var blandt de mest eftertragtede unge navne, da de skrev kontrakt med holdet forud for deres debut på WorldTouren.

I år nåede Gianetti så endelig sit mål. Egentlig kan det synes lidt urimeligt, når nu Jumbo vandt flest løb og gjorde rent bord med sejre i alle grand tours, men det var altså Gianettis hold, der toppede verdensranglisten. Det skyldtes naturligvis igen en enorm pointhøst fra Pogacar, der atter endte som ranglistens nr. 1, men denne gang var holdet mere end bare Team Pogacar. Således havde de med Adam Yates, Joao Almeida og Marc Hirschi ikke færre end fire ryttere i top 12, og det var nok til at slå Jumbo-drengene, endda ganske komfortabelt.

Gianetti hviler imidlertid ikke på laurbærrene. Den nye status skal forsvares, og derudover har han fortsat en ambition at tage den Tour-sejr, der nu to gange i træk er gledet ham af hænde. Derfor har han også denne vinter været endog meget aktiv på transfermarkedet og gennemført endnu en meget markant oprustning, der tydeligt viser, at vi fortsat ikke er tæt på at se bunden af pengetanken. Og igen har han fulgte begge spor ved at fordele investeringerne mellem nogle gedigne topnavne og nogle af sportens absolut mest lovende talenter.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I år kunne Gianetti med tilfredshed notere sig, at hans hold i Touren ikke var Jumbo underlegne. Ja, faktisk fik holdet jo hele to mand på podiet, men det overordnede mål blev ikke nået. Derfor laver han igen i år en topinvestering, der mest af alt må ses som et forsøg på at gøre Tour-truppen endnu stærkere. Det er nemlig lykkedes at hente Pavel Sivakov, der tilslutter sig rækken af superstjerner, som har ladet sig friste af en formentlig ganske solid løncheck, selvom han kommer til et hold, hvor de personlige muligheder vil være færre.

Det ligner et lille kup. Ganske vist er franskmanden ikke blevet til det, man håbede, men når han rammer sit topniveau, er han stadig fremragende. Det gjorde han senest i efteråret, hvor han var her, der og alle vegne, og selvom man tidligere sagde, at et skifte væk fra Ineos sjældent var en god ide, tyder meget på, at det forhold har ændret sig. I dag er det snarere UAE, der er mestre i at få det meste ud af deres ryttere, og hvis Sivakov kan kopiere Yates, der foretog samme skifte, har Pogacar, Ayuso og Almeida sikret sig en drømmehjælper. Det virker tvivlsomt, om Sivakov kan få sin egen chance i grand tours, men man må formode, at han kan få lidt plads i ugelange etapeløb - og her ligner den Sivakov, vi så i efteråret, en mand, der kan komme meget langt.

Han er til gengæld også den eneste rytter, der skal styrke holdet i etapeløbene - i hvert fald på kort sigt. Der bliver også lidt at erstatte, da man samtidig siger farvel til George Bennett og Davide Formolo, men det ligner et godt bytte. Bennett kom aldrig i nærheden af at finde sit Jumbo-niveau i UAE-trøjen, og han blev i 2023 end ikke udtaget til en grand tour. Det virker optimistisk at tro på en stor genrejsning af den 33-årige newzealænder, og derfor er Sivakov her en markant bedre satsning. Formolo havde et ganske pænt efterår, men han har i de senere år slet ikke været som i den periode, hvor han år efter år imponerede i Liege, og også han vil derfor kunne erstattes - både i Ardennerne og grand tours. Faktisk er der hele tre mand at erstatte, da Jan Polanc indstiller karrieren, men da han grundet sin sygdom slet ikke kørte ét eneste løb i hele 2023, er det et tab, man for længst har absorberet, for heller ikke sloveneren var til sidst på samme niveau, som da han var bedst.

Grundet Pogacar er UAE mest kendt som et hold til kuperet terræn, men Gianettis ambition om at være verdens bedste har betydet, at man har forsøgt at have muligheder i alle slags løb. Derfor har holdet med navne som Gaviria og Kristoff haft store ambitioner i massespurterne også, og de seneste store investeringer på det område kom, da han for to år siden hentede Pascal Ackermann og Alvaro Hodeg. De satsninger er desværre aldrig en blevet succes. Tyskeren kom til holdet på et tidspunkt, hvor han allerede var langt fra sit bedste niveau, og Hodegs langvarige hofteskade har betydet, at han stort set ikke har kørt løb for holdet.

Måske er det i det lys, at Gianetti nu skruer markant ned for sprintersatsningen. Hodeg får endnu en chance for at rejse sig, men der siges farvel til Ackermann, uden at der hentes en erstatning. Faktisk går det længere end det, da han heller ikke forlænger med unge Felix Gross, der kom til holdet som et spændende sprintertalent, men aldrig blev til andet end lead-out man. Man forlænger heller ikke med den meget alsidige Ryan Gibbons, der på holdet aldrig var andet end hjælper, og med den nedtonede sprintersatsning er det en helt naturlig beslutning.

Det er klart, at det potentielt er flere sejre, man siger farvel til, når man lader en topsprinter smutte, men sådan har det jo slet ikke været. I forvejen har det virket problematisk, at holdet ofte har skullet have plads til både en sprinter- og en klassementssatsning i mange grand tours og etapeløb, hvor de kom med en mand, der faktisk kunne vinde løbet. Nu bliver der langt mere rene linjer med et mere entydigt klassementsfokus, og holdet har trods alt stadig Juan Sebastian Molano, der jo egentlig kom til som lead-out man, men har vist sig mere succesrig end sine kaptajner, og en forhåbentlig genrejst Hodeg. Det er derfor svært at se den nedtonede sprintersatsning som nogen væsentlig svækkelse.

Så er det straks mere problematisk at sige farvel til Matteo Trentin. Den tid, hvor han kørte massespurter, er for længst ovre, men han har været holdets eneste store støtte for Pogacar på brostenene. Samtidig har han eminente evner i sidevind og positionskamp gjort ham til en ideel grand tour-hjælper, og derfor hans exit ærgerligt. Særligt savnet bliver han på brostenene, der altid har været holdets helt store svaghed, og hvor truppen er ganske pauver. Det er problematisk, når Pogacar har fået smag for netop disse løb, hvor han endda har vist sig som en af verdens allerbedste.

Heldigvis er Gianetti tilsyneladende bevidst om den svaghed. I hvert fald har han forsøgt at erstatte Trentin med Nils Politt og Filippo Baroncini, og selvom det på kort sigt nok er en svækkelse i de flamske løb, hvor Trentin har været betydeligt stærkere end Politt, og i hvert fald også er det i grand tours, står holdet i hvert fald ikke helt afklædt tilbage. Tyskeren har altid været lidt for tung til de belgiske hellingen, men en solid støtte for Pogacar vil han være, og han kan også i et vist omfang levere resultater som kaptajn i de løb, Pogacar ikke kører. Samtidig giver det holdet en topkandidat til Roubaix, der ikke er på Pogacars program, og netop i det løb har tyskeren vist sig at have et uhyggeligt stort potentiale. Alt sammen kræver det, at han finder sig selv efter nogle skuffende år, og det er tvivlsomt, om det vil lykkes for den efterhånden 29-årige tysker. Derfor indebærer investeringen i ham også et vist element at gambling.

Baroncini er derimod et eksempel på Gianettis og Matxins blik for talent. Den tidligere U23-verdensmester har ganske vist slet ikke fået sit ventede gennembrud hos Trek, men det skyldes i vidt omfang en nærmest endeløs række af styrt og skader. Alene det forhold, at Matxins skarpe øje fortsat er rettet mod ham, indikerer, at det er alt for tidligt at opgive den unge italiener. Han er en alsidig herre, der både er hurtig, har en fin enkeltstart og kan klatre til husbehov, men det er som klassikerrytter, formentlig på brostenene, at han har sin fremtid. I det lys er et skifte til UAE slet ikke dumt. Her får han mere frihed, end man normalt kan regne med på det arabiske storhold, og han giver holdet et spændende fremtidsperspektiv i den slags løb. Samtidig kører holdet et hav af mindre løb - det er en af strategierne til at ende øverst på ranglisten - og her vil en type som Baroncini være meget nyttig.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Baroncini er det første af de fire store talenter, Matxin har fået øje på, men det er næppe ham, der vil løbe med den største opmærksomhed. Det vil utvivlsomt være Tour de l’Avenir-vinderen Isaac Del Toro, hvis sejr kom temmelig meget ud af det blå. Det er dog ikke kun her, at mexicaneren har givet prøver på sine evner, og han har udviklet sig med stormskridt gennem hele 2023. Med tanke på at han blot er 20 år og har meget lidt erfaring i Europa, kunne meget tale for, at den udviklingskurve kan fortsætte, og det vil slet ikke undre, hvis vi her taler om et af sportens fænomener. Det er alt for tidligt at komme med konklusioner i den retning, men det er meget sigende, at det netop er UAE, der vinder kampen om så eftertragtet en rytter. Det siger naturligvis meget om holdets økonomiske muskler, og så må tiden vise, hvor meget plads han allerede i 2024 kan få i den stjernebesatte trup. I 2022 viste Ayuso - og tidligere gjorde Pogacar det samme - at man sagtens kan få kaptajnroller på UAE i en ung alder, hvis bare man er god nok.

Holdet henter også en anden ung klatrer, nemlig Igor Arrieta fra Kern Pharma. Spanieren fik en ret lovende start på sin karriere i 2022, hvor han blandt andet imponerede ganske meget i Galicien, men hans 2023-sæson var temmelig skuffende. Han havde dog også en del helbredsproblemer, der lagde ham brak fra april til juli, og selvom han heller ikke som U23 havde resultater, der med sikkerhed indikerer, at han er en ny Ayuso, har han vist nok til, at han er satsningen værd. Han har også vist, at han allerede kan være med i etapeløb på 2.1-niveau, men udfordringen kan blive, at han på dette stjernebesatte mandskab let ender som ren hjælper.

Det sidste unge talent er meget spændende. Antonio Morgado havde en meget lovende juniorkarriere, hvor han blandt andet vandt VM-sølv, og minsandten om ikke han gentog det resultat i 2023 i sit første år som U23. I det hele taget var hans 2023-sæson ganske løfterig, særligt når man tager hans beskedne alder i betragtning, og han ligner en mand med en lovende fremtid. Som type kan han være lidt svær at placere, men han ligner mest af alt en mand til Ardennerne. I første omgang kan det være svært for ham at få megen personlig frihed, da han stort set ikke har kørt professionelle løb, men i GP de Wallonie beviste han, at han allerede kan begå sig flot på højt niveau. Fremtiden ser i hvert fald lys ud, også selvom det måske ikke er i 2024, han får sit helt store gennembrud.

Det er heldigvis heller ikke nødvendigt. Det skal gå helt galt, hvis ikke UAE igen bliver en magtfaktor i den kommende sæson, og meget taler for, at de igen vil toppe verdensranglisten. De direkte rivaler fra Jumbo er i hvert fald svækkede, og UAE har igen spillet med de økonomiske muskler med en oprustning. Nok er den ikke så markant som i tidligere sæsoner, men investeringen i Sivakov styrker etapeløbstruppen markant, hvis han kan bygge videre på det lovende efterår, også selvom holdet mister Bennett, Formolo og Polanc.

På sprinterfronten svækkes de åbenlyst, men med tanke på den begrænsede succes fra Ackermann kan det næsten være en fordel, at der kommer et klarere fokus. Kun tabet af Trentin gør for alvor ondt, ikke mindst når Pogacar skal støttes i Flandern, men man kan tillade sig at drømme om en genrejsning af Politt. Når Matxin samtidig atter er lykkedes med at få fingre i nogle af de mest spændende talenter, ikke mindst Del Toro, kan Gianetti gå ind til 2024 med en tiltro til, at den status som verdens bedste, han endelig har nået, vil stå ved magt, når regnskabet atter gøres op om et års tid.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Hvis man spurgte en tilfældig cykelfan, om han anså UAE for et klassikerhold, ville flertallet formentlig svare med et rungende nej. Med Tadej Pogacars endeløse serie af etapeløbssejre og holdets lige så endeløse serie af etapeløbsstjerner vil de fleste nok snarere regne mandskabet som det tredje af de tre store etapeløbshold, og det er nok færre, der forbinder holdet med de store endagsløb. Det er for så vidt også velbegrundet, for når man kigger ned over truppen, er der åbenlyst langt bedre klassikerhold end det arabiske mandskab.

Alligevel har UAE været blandt de absolut mest succesrige klassikerhold i de seneste sæsoner. I hvert fald var de i 2021 det eneste mandskab, der vandt hele to monumenter, nemlig Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia. Til gengæld kneb det med at spille nogen stor rolle i næsten alle sæsonens øvrige større endagsløb, og derfor er man tilgivet, hvis man i første omgang havde lidt svært ved at genkende holdet som et af sæsonens bedste på klassikersiden. Mønsteret gik igen i 2022. Holdet vandt både Il Lombardia og Strade Bianche og var pokkers tæt på også at vinde Flandern Rundt, men derudover havde holdet det ikke alt for let i de store endagsløb. I 2023 var billedet det samme, men her var der endnu flere sejre. Lombardiet og Flandern blev de næste monumenter på sejrslisten, der denne gang også talte Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, men holdet havde også flere løb, hvor de kun kom til start som outsidere.

Den meget todelte resultatliste afspejler meget fint, hvad man kan sige om UAEs klassikertrup. Den er i nogen grad synonym med Pogacar, der stort set har været eneansvarlig for holdets topresultater i endagsløb i de seneste sæsoner. Det vil dog være synd at sige, at han er eneste store stjerne, for UAE kan med navne som Marc Hirschi, Diego Ulissi og Davide Formolo, der alle har været på podiet i en ardennerklassiker inden for de seneste fem sæsoner, præsentere den måske allermest skræmmende ardennertrup, særligt nu hvor den op til 2022 også er styrket med Adam Yates og Tim Wellens. På brostenssiden ser holdet til gengæld meget tyndt ud, og det er kun blevet meget værre, efter at først Alexander Kristoff og nu også Matteo Trentin er rejst væk.

Alligevel havde holdet sin klart bedste brostenssæson i 2023 - naturligvis takket være Pogacars sejr i Flandern og 3. plads i E3 - men desværre kan det ikke undgås, at kontrasten til 2024 bliver meget markant. En af de store priser, cykelfans skal betale for hans satsning på Giroen, er nemlig, at det bliver til en meget neddroslet klassikerkampagne, og det er brostensløbene, det går hårdest ud over. Pogacar skipper nemlig slet og ret hele brostenssæsonen, og dermed forvandles UAE med ét fra et af de hold, der ventes at diktere løbene, til en outsiderrolle, man ikke ser fra det stenrige arabiske mandskab, der jo er stærkt besat næsten overalt, i mange andre løb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Den store undtagelse fra den regel er altså brostensløbene, og det ligner en svær opgave for holdet at få mange topresultater med hjem fra den del af klassikersæsonen, særligt med det ærgerlige tab af Trentin. I stedet er det Nils Politt og Tim Wellens, der er udset til rollen som kaptajner, og de har hver deres styrkeområde. Politt har altid været en anelse for tung til de flamske løb, hvor hans få gode resultater er kommet ved at angribe tidligt, og det må derfor være hans strategi i det kommende år også - særligt fordi han på det seneste har været et stykke fra sit bedste. Det har han desværre også været i Roubaix, men her har han til gengæld vist et uhyggeligt stort talent. Hvis han kan genfinde sig selv hos et UAE-hold, der typisk får meget ud af sine ryttere, kan han forhåbentlig igen melde sig ind som en af de tungeste favoritter i Helvedet i Nord, som han var det efter sin 2. plads i 2019.

Wellens har aldrig for alvor satset på de flamske løb, men han har flere gange kørt en fornem åbningsweekend, der jo kommer på en tid af året, hvor han altid er uhyggeligt stærk. Så sent som i 2023 blev han genfødt, og netop i åbningsweekenden var han sammen med Matej Mohoric stærkeste mand på stigningerne. Senere viste han sine evner med sin fabelagtige præstation på kongeetapen i Renewi Tour, der jo slutter på Muren i Geraardsbergen, og det vidner om, at han skam har evnerne. Grundet kalenderen er det nok Omloop, der passer ham bedst, men vil det endelig lykkes ham at trække formen ind i april, burde særligt E3 og Flandern også passe ham samt i mindre grad Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem.

Ved siden af de to kaptajner har holdet Mikkel Bjerg. I 2023 viste han stort potentiale i brostensløbene med en 6. plads i Wevelgem og en 15. plads i Flandern, og uden Pogacar kan han forhåbentlig få mere frihed. Problemet er hans Giro-deltagelse, der desværre kan betyde, at han slet ikke kører så stort et brostensprogram, men lad os håbe, at han får chancen for at bygge videre på det lovende 2023. Han ledsages af den lovende Filippo Baroncini, der bør have potentiale i disse løb, og som nævnt i transferanalysen er der stadig masser af grund til at tro på hans talent, hvis han kan holde sig skadesfri. Rui Oliveira er også bare blevet stærkere og stærkere og ligner en mand, der med mere frihed efterhånden kan komme et stykke på brostenene, og det samme kunne gælde for Alessandro Covi, hvis han skifter spor og giver de flamske løb et skud - samt rejser sig efter en meget lang og trist.

Marc Hirschi skal selvstændigt fremhæves. Logikken tilsiger, at han atter skal køre i Ardennerne, men måske han vil være opsat på at tage den lidt ekstra frihed, han kan få i de flamske løb. Han er ikke skræddersyet til løbene, men er endt i top 10 i E3 og var meget stærkt på den omtalte kongeetape i Renewi Tour. Særligt i E3 og Flandern bør han kunne komme langt.

Endelig har holdet et par sprintere i Sebastian Molano og Alvaro Hodeg. For dem begge gælder, at selv lettere løb som Gent-Wevelgem og Dwars bør være for hårde, men i Kuurne og ikke mindst de rene sprinterløb De Panne og Scheldeprijs vil de være kandidater. Hodeg mangler nok stadig for meget efter sin lange skadespause, men den meget svingende Molano har vist, at han kan slå selv de bedste, når han trods den begrænsede støtte rammer dagen.

I teorien skulle holdets sprintere jo også satse på Sanremo, men det får de næppe lov til. Her vil holdet efter alt at dømme nok engang satse hele butikken på Pogacar. Vi har nu to gange set, at Poggio er så let en stigning, at det er et løb, han får svært ved at vinde, men blandt topkandidaterne vil han altid være. Da han skal bruge det hårdest mulige løb, vil holdet derfor nok møde op uden sprinter, og skulle der blive plads til hurtig mand - eksempelvis fordi der er modvind på Poggio - vil man nok snarere gå med en mand som Covi. Med det niveau, Hirschi fandt i 2023, ville det måske også give mening at køre med to kaptajner, der kan spille kortene sammen i en taktisk finale i Sanremo, og det ville også være uhyre forfriskende, men usandsynligt med Juan Ayuso i samme løb. Også Wellens og Diego Ulissi er typer, der passer til løbet, men de må antages at skulle gøre det hårdt.

Pogacar vender også tilbage til Strade Bianche, og her vil han formentlig atter være den helt store favorit. Hvis de er friske på at køre med en lidt mere løs taktik, har de dog et hav af kandidater. Ayuso gør debut, og selvom vi har lært, at han er mere dieselmotor end eksplosiv, burde han kunne gøre det glimrende. Det samme gælder i særlig grad for Hirschi, der nærmest er skræddersyet til løbet, hvor Wellens også før har gjort det glimrende - og løbet køres endda, mens han stadig kan lukrere på sin altid sublime vinterform. Det vil heller ikke være helt på månen at se ryttere som Joao Almeida, Brandon McNulty, Pavel Sivakov, Marco Soler, Diego Ulissi, Felix Grossschartner, Adam Yates og måske endda Baroncini gøre det godt i løbet, men det er tvivlsomt, om de stiller op i et løb, hvor de ville skulle køre 100% for Pogacar.

Til gengæld kan de måske få nogle chancer i Ardennerne. Pogacar har meldt sin ankomst til Liege, og da løbet køres mindre end 14 dage inden Giro-starten, må han antages at være i så flyvende form, at han vil være den helt store favorit. Han har også åbnet en lille dør på klem for et titelforsvar i Amstel Gold Race, hvor han også vil kunne stille til start som topfavorit. Til gengæld skipper han denne gang Fleche.

Det kan måske åbne døren for Hirschi. Han finder næppe nogensinde igen sit suveræne 2020-niveau, men han var altså ganske stærk i 2023. Kan han måske endda forbedre sig yderligere, taler vi altså om en eksplosiv herre, der har vundet på Muren i Huy. Den eksplosive finale vil også passe storartet til Yates, der forhåbentlig giver Ardennerne et skud denne gang - selvom han nok foretrækker at forsvare titlen i Romandiet i stedet - og hvis han kan genfinde lidt af fordums punch, burde Ayuso heller ikke være helt væk i en sådan afslutning. Tidligere var også Almeida, der for første gang giver Ardennerne et skud, også meget eksplosiv. Den evne har han tabt, men hans kørsel i Polen viser, at han stadig er top 10-kandidat.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Stigningen er lidt for stejl til Wellens, men kan han bevare formen så længe - og det er tvivlsomt, når han fokuserer på brostenene - kan også han gå i top 10, og skulle han få frihed, kunne det også være et løb for Finn Fisher-Black. Til gengæld synes tiden at være løbet fra Diego Ulissi, der ellers tidligere er endt som nr. 3 i løbet, og der kan næppe blive frihed til unge Jan Christen, der ellers kunne have evner i den slags løb.

I Amstel vil meget afhænge af Pogacars eventuelle deltagelse, men det ligner en stor chance for en delvist genrejst Hirschi og Wellens, hvis han vitterligt har bevaret formen, men også til Fisher-Black, der har punch og udviklede sig enormt i efteråret. Yates, Almeida og Ayuso vil heller ikke være uden chance, selvom løbet ikke passer dem ideelt. Skulle han endelig finde sig selv igen, og bliver løbet knap så hårdt, vil det også være inden for rækkevidde for Covi, ligesom Ulissi her vil have en større chance for at lave et resultat. Forinden vil Wellens jagte Brabantse Pijl, som han før har vundet, og som virkelig passer ham, og det er også et løb, hvor Covi før har gjort det godt, og som kunne passe Baroncini, Fisher-Black og måske Ulissi.

Til den store finale i Liege vil Pogacar igen være den helt store spydspids, men i kamp med Evenepoel og Primoz Roglic kan det være en fordel at udnytte det skræmmende hold, de kan stille med. Sker det, er det på denne rute, at Almeida og Ayuso, der også begge kan spurte, har den bedste chance, og det er heller ikke et helt skidt løb for Yates, hvis han mod forventning deltager. Hirschi var også i top 10 i 2023, og så har Pavel Sivakov og Brandon McNulty, der næppe deltager, før gjort det godt i endagsløb, hvorfor de ville være ideelle til tidlige udspil.

I efteråret må vi undvære Pogacar i San Sebastian, og her vil meget afhænge af friskheden hos holdets mange Tour-kaptajner. Ayuso er nok den mest sandsynlige deltager, men han var i 2022 og 2023 meget træt efter sin grand tour og mangler som nævnt måske det sidste punch til løbet. Det er også et storartet løb for den tidligere vinder Yates, der dog kan få svært ved at klemme det ind mellem Touren og Vueltaen, og det samme gælder for Almeida, der nok også i dag mangler lidt punch. Til gengæld er det et næsten perfekt løb for Hirschi, hvis han er i form med det samme efter sommerpausen, og er han frisk efter Touren, så vi Sivakov imponere i løbet i 2022. Måske kunne man endda se Jay Vine satse på et endagsløb, der kunne passe ham udmærket, og derudover vil Wellens, McNulty, Grossschartner og Fisher-Black alle kunne lave resultater på en rute som denne, hvor Covi faktisk også har overrasket, inden han blev ramt af sin lange krise. Endelig kunne det måske også være en chance for at give lidt frihed på den store scene til Christen og måske endda Isaac Del Toro.

Hvis ikke han kører Vuelta, vil Molano have en pæn chance for at lave et resultat i Hamburg, hvo man også kan håbe, at Hodeg kan være kommet så langt, at han kan gøre sig gældende igen. Løbet i Bretagne passer storartet til Wellens, Hirschi, Covi og Baroncini, men også Bjerg og Fisher-Black vil måske kunne lave et resultat. I Canada handler det hele om Pogacar, der passer udmærket til begge løb, men vil stå særligt stærkt i Montreal. Skulle han ikke være på toppen efter sin pause, er det dog også perfekte løb for Hirschi, mens Wellens også før har gjort det fremragende - og hvis de alligevel ender med at skippe Vueltaen, skal vi ikke glemme, at Yates og Sivakov endte som nr. 1 og 2 i Montreal i 2023. Ayuso bør heller ikke være helt på udebane, hvis ikke løbene alligevel er lidt for eksplosive. Ulissi har før gjort det fremragende i løbene, men den tid er nok forbi, og i stedet e det snarere en fyr som McNulty eller Fisher-Black, der kan få lidt frihed, hvis Pogacar ikke er knivskarp.

Det er han forhåbentlig til Lombardiet, hvor han jagter en fjerde sejr, men med det vilde sæsonprogram er det mere usikkert, om han vil formtoppe denne gang. Heldigvis har holdet også alternativer, hvis der blødes lidt op i hierarkiet. Mest af alt kunne det være uhyre spændende at se Ayuso, der virkelig burde passe til dette lange, opslidende løb og med sin kalender har alle muligheder for at satse på løbet. Det passer også fint til Almeida, Sivakov og Yates, men de har begge planer om en Tour-Vuelta-double. Mere sandsynligt er det, at McNulty kunne stille til start, og måske Vine også er frisk efter Vueltaen. I hvert fald er det det endagsløb, der passer ham bedst. Det bør det også være for kometen Del Toro, der dog i så stort et løb nok ender som hjælper, og selvom han endte i top 10 i 2023, har løbet traditionelt været en anelse for hårdt for Hirschi.

OPDATERING: Wellens satser fuldt på brostenene og planlægger - medmindre han overrasker med sin friskhed - helt at skippe Ardennerne. Han gør sågar debut i Paris-Roubaix - et løb, der dog synes at passe ham dårligt - hvad er gør det meget usandsynligt, at han har planer om at jagte endnu en sejr i Brabantse Pijl tre dage senere.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Da UAE indledte sin vej mod den absolutte cykeltop, var det også med det samme en ambition om at være en magtfaktor i grand tours. Vejen hertil skulle gå gennem en massiv satsning på Fabio Aru, der blev udstyret med en meget lukrativ kontrakt, men som bekendt endte det ægteskab i en dundrende fiasko. Alligevel er UAE endt med via to Tour-sejre at nå verdenstoppen i et tempo, de næppe heller selv havde drømt om.

Det skyldes naturligvis Tadej Pogacar, men hans status som verdens bedste grand tour-rytter blev i den grad anfægtet i et 2022 og et 2023, hvor Jonas Vingegaard satte ham eftertrykkeligt til vægs i Touren. I det lys havde mange nok ventet, at den slovenske supermand ville være endnu mere opsat på at få sin revanche, men som bekendt bliver Touren slet ikke det altoverskyggende fokus, man kunne have forventet. Det kan skyldes en erkendelse af, at han vil få svært ved at slå sin rival på de franske landeveje, men mere sandsynligt er det nok bare et udtryk for hans evige ønske om at køre og vinde nye løb. I hvert fald går Pogacar ind til den kommende sæson med ambitionen om at udføre en af sportens vanskeligste bedrifter, nemlig at vinde Giroen og Touren i samme sæson, hvad ingen har opnået siden Marco Pantani i 1998.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det ligner en meget vanskelig mission. Vingegaard har i forvejen klart dokumenteret, at han har overhånden over tre uger, og vi har til gengæld set, at Pogacar ofte kommer meget træt ud af Touren. I hvert fald var han trods sin bronzemedalje ved OL i 2021 langt fra at være det overmenneskelige uhyre, han havde været nogle uger forinden, i San Sebastian i 2022 blev han sat allerede på Jaizkibel langt fra mål og endte med at udgå, og ved VM i 2023 var han god nok til at få bronze, men åbenlyst den svageste af de fire ryttere, der kørte om medaljerne. Med andre ord har vi aldrig set den bedste Pogacar i tiden efter en grand tour, og når han har startet sin efterårssæson efter en pause, har han endda været meget, meget langt fra sit bedste niveau.

Det er naturligvis noget andet med Giro-Tour-doublen. Han har trods alt fem uger til at komme sig, men i skrivende stund vil det være rimeligt at forvente, at Vingegaard vil have en langt klarere overhånd mod en træt Pogacar, hvis han holder niveau og undgår uheld. Til gengæld vil det være en enorm overraskelse, hvis ikke han leverer en magtdemonstration i Giroen. Ruten passer ham fint, og selvom feltet ikke er kendt, er der ikke udsigt til, at vi får deltagelse af de meget få ryttere, der måske vil kunne true ham. Uden uheld må man forvente, at Pogacar får det italienske etapeløb på sit cv.

Desværre kan man frygte, at det ikke blot bliver en overlegen triumf, men også en meget defensiv affære. Det strider mod hans natur, men skal han have en chance i Touren, handler det om at komme så let igennem løbet som muligt. Den hårde første uge lægger derfor op til en tidlig erobring af førertrøjen og derefter en defensiv udnyttelse af holdet til at ”cruise” sejren hjem. Undervejs skal han nok vinde sine etaper, men man kan frygte, at vi ser en langt mere defensiv Pogacar end vanligt.

Hvad betyder det for resten af holdet? Hvis det i høj grad er holdet, der skal vinde løbet, kan det blive svært for andre at få en chance, men hvis han er i fuld kontrol, kan der måske blive noget frihed til også at gå i udbrud, som vi så det med Jumbo, da de skulle forsvare trøjen i Touren i 2023. I den sammenhæng er Jay Vine den mest spændende. Han havde et uheldigt 2023, men vi ved fra hans Vuelta i 2022, at hans topniveau er tårnhøjt, og nu er hans enkeltstart endda også blevet ganske fremragende. Han er kendt for alt andet end stabilitet, men på den parameter har han forbedret sig markant. Holder han niveau, er det bestemt ikke umuligt med to mand i top 10 - og Vines topniveau rækker formentlig endda til podiet, hvis han vitterligt kan holde hele vejen.

Derudover har holdet Rafal Majka, der i Touren i 2023 stadig viste så højt et niveau, at han kan vinde en etape, hvis han får chancen, og måske er det også muligt for Felix Grossschartner, der efter en svær tid rejste sig med et flot 2023. Til gengæld vil de øvrige ryttere nok være temmelig låst, og Mikkel Bjerg vil endda næppe få lov at teste sig selv på enkeltstarterne, hvo han formentlig skal spare sig. Undtagelsen er selvfølgelig Seabastian Molano, der skal deltage i spurterne, og så sent som i Vueltaen viste, at han godt kan komme fra løbet med en etapesejr. Han lider dog under svag støtte, og derfor skal det med hjælp fra ui Oliveira flaske sig, hvis han skal først over stregen.

Hvor det er alle mand for Pogacar i Italien, er der en chance for, at man bløder lidt op i hierarkiet i Touren. Ingen er naturligvis i tvivl om, hvem der er nr. 1, men holdet kommer med et veritabelt supermandskab, der måske ikke er set stærkere siden Astanas stjernearmada i 2009. I kampen mod Vingegaard vil det være overraskende, hvis man ikke forsøger at vinde på det stærke kollektiv, og her er det naturligvis Juan Ayuso, der er mest interessant. Som vi så i Vueltaen, manglede han i 2023 stadig lidt i forhold til de bedste, men med sin unge alder kan man vente sig, at han tager yderligere kvantespring inden juli. Gør han det, er han rytteren, der måske kan blande sig i kampen med Vingegaard og Pogacar.

Derudover har holdet Adam Yates, der efter sin 3. plads i 2023, hvor han kørte sin i særklasse bedste grand tour, også vil være beskyttet. Den kommende rute passer ham dog dårligere end den seneste, og selvom man ikke helt kan udelukke endnu en podieplads, virker det usandsynligt. Ruten passer langt bedre til Joao Almeidas dieselmotor, og den udvikler sig heldigvis stadig så lovende, at han bestemt er top 5-kandidat. Han skal dog tage et ganske stort skridt, hvis han også skal gribe ud efter podiet. Endelig har holdet også Pavel Sivakov, der i efteråret viste, at han stadig kan være uhyggeligt stærk, og Marc Soler, der i Vueltaens første to uger måske klatrede bedre end nogensinde, men det er svært at se, at de kan blive beskyttet på dette superhold. Til gengæld betyder holdets styrke, at de formentlig vil køre enormt offensivt, og alle de ovennævnte vil have en chance for at vinde etaper undervejs. Til gengæld må Tim Wellens og Nils Politt antages at være rene trækdyr.

Planerne for Vueltaen er uklare, men Yates, Almeida, Soler og Sivakov har alle ytret et ønske om at køre løbet efter Touren og også med lidt mere frihed. Vine vil også være til start, og modsat de øvrige, der kan være mærkede af den franske rundtur, må han antages at komme med den perfekte forberedelse i ryggen. Vingegaards deltagelse gør det svært at drømme om sejren, men en velforberedt Vine kunne være podiekandidat, hvis han vitterligt har holdbarheden. Det samme er Almeida, der synes skabt til at køre to grand tours, og selvom han ikke har prøvet det før, kunne det også være noget for Sivakov, der dog nok er lidt for tung til at være med helt fremme på de ekstremt stejle stigninger. De passer til gengæld godt til Yates, men det er svært at tro, at han er en mand med evner for at toppræstere i to grand tours i træk. Det så vi i 2023 til gengæld, at Soler kan - i hvert fald hvis Vueltaen blot var to uger lang - men hans evner rækker trods alt næppe til mere end top 10.

Hvad vil de ellers i løbet? Man må næsten tro, at Brandon McNulty skal til start, da han ellers slet ikke vil køre én eneste grand tour. Desværre er det nok tvivlsomt, om hans klatreevner rækker til et absolut topresultat, men top 10 og i hvert fald en etapesejr er sandsynlig. Det vil også være oplagt for Majka at deltage i et løb, hvor han vil kunne have mere frihed, og hvor han så sent som i 2021 vandt en etape, og måske vil vi også se Grossschartner til start. Endelig kan det ikke udelukkes, at Molano vil gå efter endnu en sejr, som han lykkedes med i 2023, hvor sprinterfeltet heller ikke var imponerende, og hvis han endelig har genfundet det høje niveau, han havde inden sin skade, er det måske også her, at Alvaro Hodeg endegyldigt kan vise, at han måske er tilbage på højeste niveau, selvom den benhårde og sprinterfjendtlige rute er alt andet end skræddersyet til ham.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det gode ved at have multikunstneren Tadej Pogacar i truppen er, at UAE kan vinde næsten alle slags løb med den slovenske stjerne. Ovenfor er hans muligheder i klassikere og grand tours opregnet, men det er måske endda i ugelange løb, han kan virke allermest usårlig. I hvert fald skal vi er han ved at gå Primoz Roglic i bedene på det område, da vi skal tilbage til Baskerlandet i 2021, hvor han blev slået af netop sin landsmand, for at finde det seneste korte etapeløb, hvor han blev slået.

Desværre er en anden konsekvens af hans ambitiøse sæsonplan, at han stort set udelukkende kører grand tours og endagsløb. Der er stadig lidt uklarhed om hans deltagelse i Tirreno, og stiller han op her, kan det være, hans stime bliver brudt. Her vil han nemlig skulle møde Jonas Vingegaard, og selvom han indtil nu har haft overhånden i korte etapeløb, er danskeren nu blevet så god over færre dage end tre uger, at det ikke længere synes helt givet, at Pogacar vil vinde den duel, selvom han som udgangspunkt vil være favorit. Til gengæld slipper han for danskeren i Catalonien, hvor hans modstandere i skrivende stund er ukendte, men hvor det vil være meget overraskende, hvis ikke han løbet med den samlede sejr.

Det er imidlertid også de eneste korte etapeløb, han har planer om måske at køre, men heldigvis har holdet et overflødighedshorn af andre etapeløbsstjerner. Det mest oplagte bud er Juan Ayuso. En dårlig dag forhindrede ham i at vinde Tour de Suisse i 2023, men med den rivende udvikling, han har i gang, vil det være overraskende, hvis ikke han i 2024 får sin første store etapeløbssejren. Enkeltstarten er nemlig også blevet fremragende, og selvom hans motor måske er bedre over tre uger, kan 2024 sagtens blive året, hvor han kommer helt op i etapeløbseliten.

Et andet godt ud er Joao Almeida. Også han udvikler sig stadig positivt - om end langsommere end Ayuso - og nu har han endda genfundet sin fremragende enkeltstart. Næste år er han formentlig en my bedre end hidtil, og det gør det ganske sandsynligt, at vi vil se ham i kampen om podiet og sejren i alle de ugelange løb, han kører.

Adam Yates er jo endda bedst i de ugelange løb. Her har han altid været en af verdens allerbedste, og selvom han skuffede i foråret i 2023, viste han i Touren og efteråret, at han måske endda har hævet sit niveau hos UAE. Det har han i hvert fald gjort på enkeltstarterne, og han ligner et oplagt bud på en etapeløbsvinder, hvis han slipper for at slås med sportens fænomener. Han kunne meget vel vinde UAE Tour - et enormt vigtigt løb for holdet - for anden gang, og et titelforsvar i Romandiet kunne også være på bedding.

Man kan fortsætte. Kometen Jay Vine har allerede vundet Tour Down Under, og mens hans holdbarhed kan blive testet over tre uger, burde han med sin forbedrede enkeltstart kunne levere topresultater også i de største ugelange løb. Brandon McNulty har manglet lidt i bjergene, men hans enkeltstart nåede nye højder ved VM, og med udsigt til yderligere fremgang kan han også levere fornemme resultater i ugelange løb. Det samme kan den genrejste Pavel Sivakov, vi så i efteråret - særligt hvis han rider med på UAE-bølgen på enkeltstarterne - og det vil formentlig også snart være muligt for Finn Fisher-Black, der kørte en fabelagtig enkeltstart i Polen og i Vueltaen klatrede bedre end nogensinde. Hvis han kan finde det niveau, han havde i Vueltaen, vil der også være fine resultater at hente for den meget svingende Marc Soler, og egentlig burde den genrejste Felix Grossschartner med sin i 2023 så fremragende enkeltstart også kunne gøre det pænt, selvom han har begrænset frihed og er begrænset i bjergene.

En selvstændig kommentar fortjener Tim Wellens. Også han forbedrede sin enkeltstart helt ustyrligt i 2023, men det er svært at se ham få kaptajnroller i de store løb på WorldTouren, hvor bjergene generelt er for voldsomme. Undtagelsen er et titelforsvar i yndlingsløbet, Renewi Tour, hvis han når at komme sig efter Touren, der desværre nok forhindrer ham i at jagte endnu en sejr til Polen. Også Marc Hirschi, Mikkel Bjerg og Nils Politt vil med de tempoevner, de viste i 2023, kunne gå efter det hollandsk-belgiske løb, der måske også kunne passe til Filippo Baroncini, og det polske løb - samt puncheurløbene Down Under og i Guangxi, der også altid har haft en appel til Wellens - kunne i kraft af de forbedrede tempoevner være en stor chance for Hirschi, der som minimum kan vinde etapeløb uden for WorldTouren, som han gjorde det med stor succes i 2023.

Det er nok også i de mindre løb, at de unge drenge Isaac Del Toro, Jan Christen og Igor Arrieta kan få chancen. Særligt Del Toro kan dog sagtens vise sig så vild, at han måske allerede kan være med helt fremme på WorldTouren, hvis ikke de mange kaptajner står i vejen for hans chancer. Christen og Arrieta mangler mere, men kan UAE accelerere deres udvikling, kan også de levere resultater på den mindre scene. Endelig så vi i 2023, at Rafal Majkas niveau i bjergene stadig rækker til topresultater, men han synes efterhånden at være reduceret til ren hjælper, hvorfor han nok kun eventuelt får chancen i mindre løb.

Som nævnt under transferanalysen har holdet nedtonet sprintersatsningen markant, men de har stadig Sebastian Molano og Alvaro Hodeg. Støtten til dem vil være begrænset, men vi ved fra det flotte 2023, at Molano på sine gode dage kan slå endda de allerbedste. Det kunne Hodeg også, da han var bedst, men efter hans langvarige skade var der desværre ikke mange fremgangstegn at spore i den del af sæsonen, han kørte. Derfor er han et stort spørgsmålstegn, og da han ikke er en ørn i positionskampen, kan det også blive svært at vinde mange løb, selv hvis han genfinder sin gamle fart. I mindre løb kan Rui eller Ivo Oliveira måske også køre en spurt eller to, men det bliver næppe til sejre.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Enkeltstarter er også et fokusområde, og her imponerede holdet stort i 2023. Faktisk er Pogacar, Almeida, McNulty, Bjerg og sågar Wellens, der var meget tæt på to gange, så gode, at de kan vinde på WorldTouren, og det vil vel også være muligt for Yates og Vine, hvis ruterne er kuperede. Det skal også blive spændende at se, om Fisher-Black kan fortsætte den enorme udvikling, vi så i Polen, om Hirschi, Grossschartner og Sjoerd Bax kan fortsætte den lovende udvikling i disciplinen, om Soler også kan komme med på enkeltstartsbølgen, og hvor meget de kan booste enkeltstarten hos de relativt tempostærke Sivakov, Baroncini og Politt.

Endelig har holdet for vane at køre ganske mindre endagsløb i Frankrig og Belgien. De er selvsagt en chance for sprinterne, men kunne også give muligheder for Oliveira-brødrene - særligt Rui - den meget unge Antonio Morgado, Covi, Sjoerd Bax og måske endda Politt og Bjerg.

Hvem kan overraske?

Som nævnt i transferanalysen er det en stor del af UAE-mandskabets succes, at de har haft en fantastisk evne til - med god hjælp fra den store pengetank - at tiltrække sportens mest lovende talenter. Derfor har holdet en hel samling af meget spændende unge navne, der alle kan overraske i den kommende sæson.

Mest naturligt er det naturligvis at starte med Juan Ayuso. Han er egentlig allerede vokset ud af denne kategori, men da vi umuligt kan have set det maksimale af hans ydeevne endnu, fortjener han alligevel at blive nævnt som den første. Er der en mand, der i 2024 måske kan bevæge sig op i Vingegaard-Pogacar-klassen i etapeløbssammenhæng, er det naturligvis det spanske vidunderbarn, der skrev historie ved som teenager at ende på et grand tour-podium.

Hans fremgang i 2023 var mindre end ventet, men det kan meget vel skyldes den langvarige skade. Hans chokerende sejr på enkeltstarten i Romandiet, hvor han grundet skaden egentlig slet ikke var i form, og hans store soloridt i Schweiz, var en bekræftelse på hans uhyggelige potentiale. Han har vist, at motoren er hans store force, og nu er enkeltstarten også blevet fremragende. Grand tours synes at være hans store force, og derfor bliver det spændende at se, hvor tæt han kommer på Vingegaard i Touren. I ugelange løb bør han også blive et uhyre, og da han jo også er både eksplosiv og hurtig, bliver han også ganske spændende i de mange endagsløb, han vil køre i 2024.

Også Jay Vine er egentlig vokset ud af denne kategori, men hans mange skader gjorde, at hans 2023-sæson blev uforløst. Da han kørte lige op med den ellers helt suveræne Remco Evenepoel på den første bjergetape i Vueltaen i 2022, fik han jo i hvert fald vist, at hans klatreevner måske er noget ganske særligt, og i 2023 fik han pludselig også den gode enkeltstart. Desværre har han stadig til gode at overbevise på stabiliteten, der har været hans helt store akilleshæl, men får han fod på det, kan han virkelig overraske i 2023 - både som luksushjælper for Pogacar i Giroen, som en af flere kaptajner i Vueltaen og i de ugelange løb, hvor han vil bøvle mindre med holdbarheden.

Pavel Sivakov er også vokset ud af denne kategori, men 2024 kunne meget vel blive hans bedste sæson. Han gik lidt i stå hos Ineos, men vi så i sensommeren i 2022 og ikke mindst i hans stærke efterår i 2023, hvorfor han engang var regnet som et af sportens allerstørste talenter. UAE har for vane at få talenter til at blomstre, og han kommer til holdet med et stort momentum. Læg dertil, at holdet jo fik alle til at blomstre på enkeltstarterne i 2023, og det ser pludselig meget lovende ud for Sivakov. Han skal finde sit topniveau, når det gælder, men lykkes det, kan han overraske positivt i forårets ugelange løb, i Touren, hvor han nok vil være hjælper, samt som potentiel kaptajn i Vueltaen.

I samme ombæring skal man vel nævne Isaac Del Toro. Han har stadig alt at bevise i det professionelle felt, men hans ret sensationelle sejr i l’Avenir vidner om, at han kan være noget ganske særligt. Han tørrede i hvert fald gulv med Matthew Riccitello, der særligt på Giroens bjergenkeltstart havde imponeret så stort, og det er vel ikke uden grund, at han blev vejet og vundet tung nok af Joxean Matxins superblik for talent. Stjernerne er mange, og han har meget at lære, hvorfor det nok mest er i mindre etapeløb, vi vil se ham, men han har potentiale til at overraske stort også på WorldTouren.

Finn Fisher-Black bliver også spændende at følge. Det hoftebrud, han pådrog sig i maj 2022, satte hans udvikling tilbage, men der skete meget i 2023. Først kørte han en fabelagtig enkeltstart i Polen, og siden klatrede han bedre end nogensinde i Vueltaen. Han begynder derfor at have hele pakken, og han er endda også hurtig og eksplosiv. Om han bliver stærk nok i de høje bjerge til at køre klassement i grand tours, er usikkert, men i ugelange etapeløb kan han få sit gennembrud i 2024, hvor hans punch også bør kunne bringe ham meget langt i ardenneragtige endagsløb.

Det bliver også meget spændende at følge Filippo Baroncini. Hans tid hos Trek blev ødelagt af et hav af skader, og derfor har han ikke udviklet sig som ønsket. Det er dog stadig svært at glemme det suveræne punch, der gjorde ham til U23-verdensmester i 2021. Han er alsidig, da han er hurtig og eksplosiv og har en hæderlig enkeltstart, og han har faktisk også klatret overraskende godt. Han kan således køre klassement i mindre etapeløb uden bjerge, hvis UAE kan forbedre hans tempoevner yderligere, men det helt store potentiale bør være i brostensklassikerne. Med Pogacars nedtonede brostenskalender bør han i en svagere trup kunne få en del muligheder, og så bliver vi forhåbentlig klogere på, præcis hvor langt han kan komme.

Et andet ungt talent er Jan Christen, som blev professionel umiddelbart før sin 19-års fødselsdag. Vi så i U23-løbene i 2023, at han stadig har lidt vej til toppen, men der er en grund til, at UAE allerede i juniorårene kastede en femårig kontrakt efter ham. Som type kan han være lidt svær at placere, men 7. pladsen i l’Avenir og Baby-Giroen indikerer, at han skal gå etapeløbsvejen. Han skal forbedre sin enkeltstart og udvikle sig yderligere i bjergene, og det står ikke helt klart, hvor langt han kan komme. Det kan han heldigvis gøre os klogere på i 2024, hvor det grundet de mange kaptajner nok mest er i mindre etape- og kuperede endagsløb, han kan få chancen.

Det samme gælder for Igor Arrieta, der jo er ren klatrer. Som beskrevet i transferanalysen så han ganske lovende ud i 2022, selvom han ikke satte verden i brand, men skader ødelagde en skuffende 2023-sæson. Det står måske ikke helt klart, at han skulle blive en verdensstjerne, men Matxins blik for talent svigter sjældent. Derfor kan han overraske i 2024, formentlig som hjælper i bjergene på WorldTouren og med egne chancer i etapeløb.

Det bliver nok vanskeligere for Antonio Morgado. Han er betydeligt yngre og har manglet en del i en ikke skræmmende første sæson som U23. Han er dog stadig kun 19 år, og særligt hans præstation i Vallonien vidnede om et potentiale også i professionelle løb. Som type er han svær at kategorisere, men Ardennerne kunne være han terræn, og derfor er det nok i mindre endagsløb, han skal jagte resultater i 2024.

Endelig fortjener Mikkel Bjerg at blive nævnt. Danskeren var chokerende god i brostensløbene i 2023, og med Pogacars fravær fra brostensscenen kan han få mere plads, hvis det kan kombineres med hans ambitioner i Giroen. Særligt hans 15. plads i et Flandern Rundt, hvor han var ren hjælper, var lovende og vidner om et potentiale over lange distancer. Det før Flandern og særligt Roubaix interessant, selvom han til førstnævnte løb mangler lidt punch. Derudover skal det blive meget interessant at se, hvor meget han kan ride videre på UAE-bølgen på enkeltstarterne, hvor sejren over Jonas Vingegaard i Dauphiné vidner om, at han stadig kan nå at komme meget langt.

Man kunne også nævne den engang så lovende Alessandro Covi, men han har nu skuffet fælt i snart to år og bliver derfor let reduceret til hjælper. Mere plads i brostenstruppen kan dog måske endelig forløse hans potentiale. Man må også formode, at Joao Almeida og Brandon McNulty fortsætter udviklingen, men de er allerede en del af verdenseliten og udvikler sig næppe med stormskridt herfra. Man kan også drømme om, at Alvaro Hodeg endelig genfinder det store potentiale, han tidligere havde, selvom hans fremgang i en halvlang 2023-sæson var bekymrende lille - også selvom hans skade var alvorlig. Spændende bliver det også, om UAE kan genfinde Nils Politts enorme potentiale i Roubaix. Endelig har Sjoerd Bax og Rui Oliveira momentvist vist lovende takter, og selvom de i altovervejende grad er hjælpere, har de mulighed for at lave resultater i mindre endagsløb, som Bax med to sejre i de seneste to år allerede har gjort med succes.