Optakt: Australske mesterskaber – enkeltstart

Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - for nogle år siden flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter, og da han i 2023 endelig vendte tilbage til begivenheden, var det første gang siden 2014, at landets vel nok bedste endagsrytter gik efter at bære nationens vigtigste trøje. Ofte er det kun et fåtal af nationens stjerner, der deltager, og det er da også sigende, at den måske største af dem alle, Cadel Evans, kun deltog i de to sidste år af sin karriere, hvor han var i gang med at sige farvel.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Ikke desto mindre får løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand har markeret altid starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden. Nu om dage bliver der endda ekstra opmærksomhed om Australien, da de newzealandske mesterskaber siden 2020 efter ønske fra rytterne er blevet rykket til februar, hvorfor hele cykelverdenens øjne i de kommende dage vil være rettet mod det største af kontinentets lande.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - fra i år også igen dets opvarmningsløb, der nu går under navnet Surf Coast Classic, og Herald Sun Tour, som dog endnu ikke er vendt tilbage efter coronaperioden. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier og i år desværre er aflyst, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, er de blevet tilgodeset i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har haft en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har haft. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne dog stille op ved de australske mesterskaber uden mulighed for at vinde mesterskabstrøjen, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

Australien tilbyder både enkeltstarter onsdag og torsdag, gadeløb fredag og linjeløb i weekenden. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i fredagens begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. De store linjeløb for herrer og damer køres søndag, mens enkeltstarterne for begge køn efter sidste års eksperiment med en afvikling efter linjeløbene, nu har genfundet sin plads som den indledende begivenhed. Derudover byder ugen på forskellige mesterskabsløb for ungdomsryttere, pararyttere, masters, et Gran Fondo-mesterskab samt forskellige former for holdløb.

Sidste år var det enkeltstarterne, der afsluttede festen, og det gav en gedigen overraskelse. Jay Vine var inden løbet slet ikke kendt som enkeltstartsspecialist, og han havde endda floppet i linjeløbet, men ikke desto mindre tog han en choksejr med bare 3 sekunder ned til en af forhåndsfavoritterne, Luke Durbridge, og 26 sekunder ned til Kelland O’Brien, mens den vel nok største favorit, vinderen af linjeløbet Luke Plapp, kun blev nr. 4. Vine skiftede i december mening og har droppet hele sin tur hjem til Australien i denne omgang, hvorfor han ikke forsvarer sin titel, og da Durbridge heller ikke går efter en femte sejr i denne omgang, bliver O’Brien eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

Mens ruten til linjeløbet stort set har været uforandret i adskillige år, er enkeltstartsruten blevet ændret adskillige gange, og den har tilgodeset flere forskellige ryttertyper. Nogle år har det været en hovedsageligt flad affære skræddersyet til specialisterne, men i 2015 blev en ny, mere kuperet, 40,9 km lang rute i Buninyoung introduceret. Samme strækning blev derefter benyttet hele fem gange i træk, men til 2020-udgaven valgte man igen forandring i form af en ny, 37,5 km lang strækning, der intet har til fælles med den forrige. Den var åbenbart et hit, for den er blevet benyttet siden dengang og er altså denne gang på programmet for femte gang.

Ruten er stadig henlagt til Buninyoung, hvor der skal to omgange på en 18,8 km lang rundstrækning med start og mål i byen. Fra starten kører man en lille omgang rundt i byen op over en lille bakke (800 m, 5,8%), der har top efter 2 km, inden et fladt og siden let faldende stykke leder mod øst ud af byen. Her sætter man kursen mod nord, hvor man følger en helt lige vej, der er helt flad.

Efter 8,3 km når man ud til et vendepunkt, hvorefter man følger den samme helt flade og lige vej tilbage mod syd. I udkanten af byen drejer man mod vest for at køre op ad samme bakke, som man tidligere kørte nedad, men i stedet for at følge samme vej hele vejen tilbage til udgangspunktet slår man en lille sløjfe i området syd for byen. Her er terrænet først helt fladt, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der stiger med 2,1% i gennemsnit. Den sidste del er betydeligt mere teknisk med nogle bløde kurver og skarpe sving med 5100, 4200, 1800, 1300 og 400 m igen.

Efter første omgang tages en mellemtid, hvorefter man kører den anden og sidste omgang, idet man efter afslutningen drejer til højre for at køre de 100 m frem til stregen.

Ruten har i alt 374 højdemeter, hvilket er ca. 60 færre end den gamle rute, der var 3,4 km længere.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Vejret

Den australske sommer kan være præget af brutal hede, men sådan bliver det slet ikke til årets enkeltstart. Her venter en helt flot dag med kun få skyer og en efter australske forhold yderst beskeden temperatur på 21-22 grader. Det vil være ret blæsende med en frisk vind (21-22 km/t), der vil være ganske konstant og komme fra sydsydøst. Det giver primært sidemedvind på første del frem til vendepunktet og sidemodvind på turen tilbage mod Buninyoung. På den sidste lille runde vil der først være sidemedvind og slutteligt sidemodvind, indtil man atter får sidemedvind efter det sidste næstsidste sving med 400 m igen.

Favoritterne

Det kan være svært for arrangørerne at få de store WorldTour-stjerner til at drage om på den anden side af jorden til de nationale mesterskaber, der ofte mangler en del af nationens topnavne i feltet. Det forholder sig imidlertid lidt anderledes med enkeltstarten, der modsat linjeløbet næsten altid har deltagelse af alle landets største specialister. Særligt Luke Durbridge og Rohan Dennis har haft for vane altid at gøre løbet til et første mål, Michael Hepburn har også deltaget med jævne mellemrum, og selv Richie Porte har kørt det flere gange i de seneste år, blandt andet med guld i 2015 og sølv i 2016 som resultat - perfekt opvarmning til hans obligatoriske sejr på Willunga Hill et par dage senere ved Tour Down Under.

Desværre skuffer feltet i år - både til linjeløbet og enkeltstarten. Mange af nationens største navne er denne gang blevet i Europa, hvilket er lidt af en kontrast til sidste år, hvor feltet til linjeløbet var historisk stærkt besat, måske fordi det var den første rigtige australske sommer efter corona. Den velvilje fra nationens helt ser vi slet ikke i år, hverken til torsdagens enkeltstart eller til søndagens linjeløb. Til kampen mod uret vil vi selvsagt savne Rohan Dennis, der nu jo på tragisk vis også har fået andet end sit karrierestop at tænke på, men også den firedobbelte vinder Luke Durbridge mangler denne gang - endda for første gang siden 2016. Den forsvarende vinder, Jay Vine, der choksejrede for et år siden, besluttede i december pludselig også at droppe sin planlagte tur til hjemlandet, og dermed bliver der hverken noget titelforsvar på denne enkeltstart eller om ca. to uger i Tour Down Under.

Uanset om feltet har været stærkt eller svagere besat, som det er tilfældet i år, har det altid manglet dybde. Det er ikke sjældent, at der er så få professionelle ryttere til start, og resten af feltet udgøres af kontinentalryttere og ryttere fra lokale australske klubber. Derfor er medaljekampen da også på forhånd reduceret til et opgør mellem nogle ganske få store navne, mens hovedparten af det 17 mand store felt, der har tilmeldt sig, primært har karakter af rent fyld.

Det er således de seks professionelle ryttere, der vil være mest fokus på, og de af dem, der har kørt tidligere udgaver, bliver ikke overraskede. Ruten benyttes nu for femte gang, og vi ved derfor efterhånden, hvad vi skal forvente. Den gamle rute, der blev benyttet frem til og med 2019, var ganske kuperet og havde særligt én relativt grim bakke. Heller ikke den nye rute er flad, men den må dog betegnes som lettere. Højdemeterne er færre, og der er kun én lidt længere bakke, der skal forceres på begge omgange på rundstrækningen.

Til gengæld stilles der større krav til de tekniske evner, da der mod slutningen er betydeligt flere sving end på den gamle rute, der nærmest bare bestod af én lang, lige vej. Den slags enkelhed finder man dog også på den indledende del af denne rute, og samlet set synes der at være tale om et glimrende løb for kraftfulde specialister, der ikke hører til i den allermest klatresvage kategori, hvad vi også kan se af de seneste fire udgaver af løbet.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Den australske sommer kan være ganske brutal, men i år er den helt menneskelig - ja, faktisk efter australske forhold ganske kølig. Vejret bliver pænt, men de kraftfulde specialister vil glæde sig over, at det vil være ganske blæsende. Heldigvis er betingelserne helt ens for alle, og dermed får vi et helt fair opgør, hvor bedste mand burde vinde.

De australske mesterskaber er altid svære at spå om, fordi det er første seriøse konkurrenceaktivitet for hele feltet i flere måneder. Derfor aner vi reelt ikke, hvem der er i form eller ej, og vi må til tider famle lidt i blinde. De eneste faste holdepunkter, vi kan gribe fat i, er de sparsomme meldinger, rytterne er kommet med - og det er i år slet ingen - samt den historik, de har for at ramme formen i disse tidlige måneder. Modsat sidste år er vi heller ikke hjulpet af linjeløbet, da enkeltstarten har genfundet sin plads som mesterskabernes første begivenhed.

På forhånd ligner det en duel mellem Luke Plapp og Michael Hepburn, og jeg vælger efter moden overvejelse at gå med førstnævnte. Det er dog ikke med ro i sindet. Det australske stortalent havde mildt sagt en katastrofal 2023-sæson, hvor han gennem det meste af året var chokerende langt fra sit vanlige niveau, og selvom der måske var lidt fremgang at spore mod slutningen af året, har han alt at bevise. Dertil skal lægges, at han som professionel faktisk slet ikke er blevet den tempokonge, han var spået til at være, men det skal retfærdigvis også siges, at han generelt har kørt meget få enkeltstarter. I den sammenhæng er det relativt opløftende, at han i formsvag tilstand blev nr. 11 i det stærke felt i Renewi Tour, men til gengæld skuffede han fælt ved denne enkeltstart for et år siden, hvor han efter sejr i linjeløbet endte som nr. 4.

Når jeg alligevel peger på ham, skyldes det to forhold. For det første betyder hans skifte til Jayco, at han formentlig er rasende motiveret for at hævde sig fra start. Han sagde i efteråret, at han meget gerne ville lægge stærkt ud i den australske sommer, og selvom det skræmmer lidt, at han ikke imponerede sidste år, heller ikke i Tour Down Under, må man formode, at han har passet sin vintertræning (eller for hans vedkommende jo faktisk sommertræning) bedre end de fleste. For det andet er ruten til hans fordel. Nok er den ikke flad, men små 400 højdemeter er trods alt ganske pænt, og det vil i en duel med Hepburn tale til hans fordel. Det gjaldt dog også sidste år, hvor han alligevel skuffede fælt. Det kan meget vel ske igen, men jeg tror på, at den enorme entusiasme, han udstrålede i forhold til den australske sommer for nogle måneder siden, har sikret ham så god startform, at han kan tage sin anden titel.

Den værste rival må være Michael Hepburn. Trods sin status som specialist har han faktisk kun vundet titlen én gang, men han har heller ikke deltaget mere end fem gange. Chokerende nok er han kun endt på podiet den ene gang, men det burde der blive ændret på denne gang. I forbindelse med Jayco-mandskabets tempomirakel, der med bedre udstyr blev indledt i 2022, har han nemlig kørt enkeltstarter, vi ikke har set i lang, lang tid. Særligt i 2022 var han stærk, mens det kneb lidt mere i 2023. Alligevel blev han nr. 14 og 18 i det stærke felt i Giroen og nr. 13 i det stærke felt i Polen, og det vidner om et højt niveau i international sammenhæng. Hans resultater har generelt været bedre end Plapps, men ruten taler i den duel imod ham. Han er betydeligt tungere end sin nye holdkammerat, og han har altid været bedst over kortere distancer. Lægger man dertil, at hans historik jo fortæller, at han aldrig er i topform på denne tid af året, ender han som nr. 2 på sin liste - men kører han op til sin standard, skal Plapp stå tidligt op for at slå ham.

I denne række af Jayco-rytter kan man heller ikke udelukke, at Kelland O’Brien kan tage titlen. At kalde banerytteren for specialist vil være en overdrivelse, for han har aldrig kørt gode enkeltstarter uden for sit hjemland. Alligevel har han for vane at præstere til netop dette løb, hvor han har sikret sig bronze i både 2022 og 2023, og det vidner om, at han ofte er i god form på denne tid af året. Det er han formentlig igen i år, da han er en del af Down Under-truppen, og han har nu to gange vist, at han trods stigningerne kan begå sig på denne rute. Lægger man dertil, at han stadig udvikler sig ganske lovende og kan antages at have forbedret sig siden sidste år, og han jo altså sidste år slog Plapp, skal de to favoritter ikke fejle meget, inden han ender med sin første titel.

Så godt går det næppe for Chris Harper, der er den fjerde Jayco-rytter på listen. Den australske klatrer udviklede sig uhyre positivt i 2023, hvor han blandt andet blev nr. 16 i Touren, og undervejs kørte han også nogle pæne enkeltstarter. Specialist er han dog slet ikke, og selvom han hjælpes af den kuperede rute og nok også den lange distance, har han altså stadig til gode at gå på podiet, selvom han har været med tre af de fire gange, denne rute er blevet benytter. Efter bronzen i 2020, blev han nr. 4 i 2021 og nr. 5 i 2023, og det vidner om, at han altid placerer sig pænt, men at han formentlig igen får svært ved at få medalje. Omvendt er også han en del af Down Under-truppen, og hvis det betyder, at han er langt fremme med sin form, er ruten også kuperet nok til, at han måske kan overraske.

Den eneste professionelle rytter, der ikke optræder for Jayco, er Michael Storer, der gør debut for Tudor. Han lille klatrer er bestemt ikke specialist - selvom han kørte gode enkeltstarter som ungdomsrytter - og han har da heller aldrig deltaget i disse mesterskaber for eliten. Hans deltagelse kan meget vel ses som et forsøg på at forbedre sig i disciplinen, nu hvor han skal være en spydspids for Tudor i klassementssammenhæng, men selvom ruten er relativt kuperet, bør det ikke være nok til, at han går på podiet. Hans enkeltstartsresultater er i hvert fald ringere end de ovennævntes, men da han skal køre Tour Down Under, kan man håbe, at han med god januarform måske alligevel kan overraske.

Den sidste professionelle rytter er Lucas Hamilton, men det er svært at tro meget på det tidligere stortalent. Hvad der er sket med ham, er svært at vide, men sandt er det, at han har været milevidt fra noget som helst i nu flere sæsoner. I forvejen er han jo klatrer og slet ikke tempospecialist, og da han kørte disse mesterskaber i 2021, endte han da også helt nede som 5 - og det var endda inden hans forfald. Når det er sagt, er et af de eneste lyspunkter for ham i de seneste sæsoner, de ganske flotte enkeltstarter, han kørte i Giroen i 2022, men det var også i et løb, hvor han kortvarigt rejste sig og endte som nr. 13 i klassementet. Den slags så vi intet til i det katastrofale 2023, og da han heller ikke skal køre Tour Down Under, vil det overraske, hvis han er i form til at overraske, selvom den kuperede rute vil hjælpe ham.

Det er svært at tro, at de tre medaljer ikke skal fordeles mellem de seks professionelle ryttere - i 2023 endte alle seks professionelle ryttere således i top 6 - og det gælder måske særligt i år, hvor de deltagende amatører er stort set uden historik ved disse mesterskaber. Undtagelsen er Conor Leahy, der blev en overraskende nr. 3 i 2022, men selvom det resultat var flot, blev det altså leveret i et felt med kun to WorldTour-ryttere, der begge slog ham ganske klart, og i 2023 floppede han med en beskeden 10. plads. Han bekræftede dog evnerne med en 4. plads ved de oceaniske mesterskaber i 2022, hvor han kun blev slået af ryttere, der ikke er til start på tirsdag, og dermed må han være førsteudfordrer til de professionelle ryttere. En alternativ kandidat er Alastair Christie-Johnston, der blev nr. 5 i 2022 og også er blevet nr. 5 ved de oceaniske mesterskaber.

***** Luke Plapp

**** Michael Hepburn

*** Kelland O’Brien, Chris Harper

** Michael Storer, Lucas Hamilton

* Conor Leahy, Alastair Christie-Johnston

Starttider

Du finder starttiderne her. Husk tidsforskellen på 10 timer.