Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af Soudal-Quick Step?

Nedenfor giver vi en analyse af Soudal-Quick Step. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Mattia Cattaneo, Josef Cerny, Remco Evenepoel, Jan Hirt, James Knox, Yves Lampaert, Fausto Masnada, Tim Merlier, Casper Pedersen, Pieter Serry, Martin Svrcek, Bert Van Lerberghe, Ilan Van Wilder, Mauri Vansevenant, Louis Vervaeke

Nye ryttere

Mikel Landa (Bahrain-Victorious), Gianni Moscon (Astana Qazaqstan Team), Jordi Warlop (Soudal-Quick Step Devo Team), Luke Lamperti (Trinity Racing), William Junior Lecerf (Soudal-Quick Step Devo Team), Antoine Huby (Vendée U), Gil Gelders (Soudal-Quick Step Devo Team), Paul Magnier (Trinity Racing), Warren Vangheluwe (Soudal-Quick Step Devo Team), Ayco Bastiaens (Alpecin-Deceuninck Development Team)

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ryttere, der forlader holdet

Florian Senechal (Arkea-B&B Hotels), Fabio Jakobsen (Team dsm-firmenich PostNL), Dries Devenyns (stopper karrieren), Michael Mørkøv (Astana Qazaqstan Team), Remi Cavagna (Movistar Team), Davide Ballerini (Astana Qazaqstan Team), Andrea Bagioli (Lidl-Trek), Mauro Schmid (Team Jayco AlUla), Tim Declercq (Lidl-Trek), Jannik Steimle (Q36.5 Pro Cycling Team), Ethan Vernon (Israel-Premier Tech), Stan Van Tricht (Alpecin-Deceuninck)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes næppe nogen holdmanager, der har manøvreret så godt på transfermarkedet som Patrick Lefevere. Den snu belgier har ikke WorldTourens største budget, og det gør sportslig succes til lidt af en udfordring. Succes har sportens suverænt mest vindende hold imidlertid masser af, men det betyder desværre også, at de utallige stjerner, han udvikler, meget hurtigt lokkes af bedre tilbud andetsteds.

Det har haft den kedelige konsekvens, at Lefevere har for vane år efter år at skulle sige farvel til et par af sine største navne. I 2015 var det Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran, i 2016 var det Tony Martin, i 2017 var det Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin, i 2018 var det Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann, i 2019 var det Philippe Gilbert, Elia Viviani og Enric Mas, i 2020 var det Bob Jungels, og i 2021 var det Sam Bennett og Joao Almeida. Hver gang tænker man, at det må betyde en markant nedgang i antallet af sejre, men år efter år lykkes det alligevel Lefevere at opfinde et par nye talenter, som betyder, at holdets position som ustoppelig sejsmaskine, nærmest uanset hvor mange stjerner der sendes andetsteds hen.

På det seneste synes magien imidlertid at være forsvundet. For første gang i en menneskealder endte holdet i 2022 ikke som det mest vindende hold, og faktisk gled de helt ned på en 6. plads på verdensranglisten. Det skete endda, selvom Remco Evenepoel havde en regulær drømmesæson, men han var desværre også i et vist omfang en belgisk enmandshær, hvis mange point, der indbragte en 3. plads på den individuelle rangliste, slet ikke var nok til at give holdet de mange topresultater, vi er vandt til. Det blev heldigvis lidt bedre i 2023, hvor holdet avancerede til ranglistens 3. plads, men pladsen som feltets sejrskonger genvandt man ikke, og faktisk endte man ”kun” som nr. 3 på listen bag både Jumbo og UAE.

Det er imidlertid slet ikke så mærkeligt. Da pludselig Evenepoel faldt ned fra himlen som en kommende belgisk superstjerne, og da det lykkedes Lefevere at sikre hans underskrift på en kontrakt, Ineos også stræbte efter, viste sponsorerne pludselig enorm interesse for at bygge holdet op om en mand, der allerede var blevet nationalhelt, inden han havde kørt sit første professionelle cykelløb. Det har givet Lefevere flere penge at rutte med, end han tidligere har haft, men det har også betydet, at han har skullet gå på kompromis med holdets meget klare identitet. Det er jo i klassikerne og massespurterne, at holdet har excelleret, mens klassementer i etapeløb har været en sekundær prioritet, men sådan har det ikke været i de seneste sæsoner. Lefevere har mest af alt brugt sine ressourcer på at styrke gruppen af klatrere - og alligevel er der lang vej til, at hans hold kan matches UAEs og Jumbos - og samtidig er særligt klassikertruppen blevet udsultet.

Resultatet har været tydeligt. De seneste to klassikersæsoner har været regulære katastrofer, og meget symptomatisk blev det hele kun reddet - endda begge gange - af Evenepoels sejr i Liege. Det har gjort holdet enormt afhængige af deres belgiske stjerne, og sådan var det da også i 2023. Nok avancerede de til 3. pladsen på ranglisten, men det skyldtes i høj grad, at Evenepoel opnåede samme placering på den individuelle rangliste. Næstbedste mand var nemlig Andrea Bagioli på en beskeden 34. plads, og der var ikke andre blandt holdets mange stjerner i ranglistens top 50.

Derfor mærkede man også Lefeveres desperation, da rygterne om Evenepoels forestående skifte til Ineos tiltog i styrke og truede med at efterlade ham med et mindre fallitbo. Så galt gik det heldigvis, men det var blot starten på et yderst turbulent efterår. Senere fulgte hele balladen om den potentielle fusion med Jumbo, der længe efterlod både ryttere og stab, men også Lefevere selv i et limbo og en enorm usikkerhed, der truede med at sende langt det meste af holdet ud i en ganske vist betalt, men ikke specielt opmuntrende tilværelse som arbejdsløs.

Så galt gik det heldigvis ikke, og Lefeveres hold overlever som selvstændig enhed i 2024. Alligevel kan balladen meget vel have kastet nogle lange skygger over holdets fremtid. Det er uvist, hvor meget der skyldes usikkerheden om fusionen, men sandt er det i hvert fald, at Lefevere står tilbage som en af transfersæsonens helt store tabere. Nok engang er han blevet rippet for flere af holdets mest succesrige ryttere, og heller ikke denne gang har han hentet åbenlyse erstatninger. I stedet har han fastholdt sin succesrige tilgang med at satse på egne talenter, men denne gang må man frygte, at det har taget overhånd. I hvert fald har han denne gang stort set udelukkende hentet nyprofessionelle ryttere, og blandt dem synes der ikke at være nogen ny Evenepoel, der vil vinde et hav af cykelløb med det samme.

Måske mere problematisk er det, at Lefevere ikke fuldt ud er lykkedes med at adressere årsagen til, at Evenepoel flirtede med et skifte til Ineos. Det skyldtes som bekendt utilfredshed med den støtte, holdet kunne tilbyde, og derfor var der lagt op til, at Lefevere skulle bruge de mange nye sponsorkroner samt de penge, tabet af de mange stjerner må have frigivet, på en kraftig oprustning af klatrertruppen, men den kom aldrig. Således er der kun kommet én etableret klatrer til holdet, og det var vist ikke det, Evenepoel havde regnet med.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Heldigvis er den ene forstærkning også en enorm en af slagsen. Når Evenepoel skal tage kampen op med Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, har han modsat de tre rivaler ikke haft en stjerneløjtnant, der selv vil være i stand til at slutte helt i toppen af klassementet. Det får nu, hvor det er lykkedes at overtale Mikel Landa til at neddrosle de personlige ambitioner for i stedet af leve livet som luksusløjtnant for en af sportens helt store stjerner.

Det er en fremragende investering. Naturligvis er alt med det forbehold, at en mand på 34 meget hurtigt kan gå i forfald, men holder baskeren det niveau, han havde i det meste af 2023, hvor han opnåede en af sine mere succesrige sæsoner med et fremragende forår og en samlet 5. plads i Vueltaen, har Evenepoel vitterligt fået en mand, der kan sidde hos ham dybt inde i finalerne, og tillige være den stærke plan B, der kan give holdet den slags taktiske muligheder, som Jumbo og UAE har haft i de seneste år. Ja, faktisk kan han måske endda være manden, der i 2024 redder hele Tour-satsningen. Hvis det franske løb bekræfter, at det kniber med Evenepoels holdbarhed over tre uger, vil det bestemt være sandsynligt, at Landa ender som holdets bedste mand i klassementet. Evenepoel vil så sikkert stadig vinde et hav af etaper, som han gjorde i Vueltaen, men et eller andet klassementsresultat skulle man gerne få med hjem fra det løb, man satser størst på i 2024, og i den sammenhæng kan Landa være et mere sikkert kort end kaptajnen.

Samtidig må man formode, at han i foråret også fortsat får lov at jagte nogle personlige resultater, og hvis det går som i 2023, hvor han endte i top 7 i Fleche Wallonne, Baskerlandet, Catalonien, Tirreno, Andalusien og Valencia - herunder som nr. 3 på Muren i Huy og om nr. 2 bag Vingegaard i Baskerlandet - kan han forhåbentlig være med til at sikre, at holdets etapeløbssatsning nu betyder, at de er mere end bare en belgisk enmandshær.

Han er til gengæld også bare én blandt to etablerede nyerhvervelser, og den anden tjener slet ikke det formål at styrke truppen om Evenepoel, hvilket jo ellers burde være den helt store mission. I stedet forsøger man at lappe lidt på den forsømte klassikertrup ved at give Gianni Moscon en overraskende chance for at genrejse sin karriere, men det er selvsagt lidt af et sats efter to år, hvor særligt langtidseffekterne af corona har efterladt ham helt ude af stand til blot at være tæt på at levere resultater. Det ligger i hvert fald ikke i kortene, at han pludselig kan genrejses, men hvis nogen kan gøre det, er det naturligvis Lefevere. Det seneste eksempel, der kan tjene som inspiration, er genrejsningen af Mark Cavendish, der også kom lige så meget ud af det blå, som en genrejsning af Moscon vil gøre det - og lykkes det, ved vi, at Moscon er et alsidigt uhyre, der kan begå sig i alle slags klassikere, i ugelange etapeløb og som alsidig superhjælper for Evenepoel i Touren.

Hvis Moscon-satset lykkes, står Lefevere således tilbage med to glimrende signings. Problemet er bare, at de skal udfylde et gigantisk hul efter den åreladning af topnavne, der denne gang synes at have nået næsten nye højder. Det er svært at finde ud af, hvor man skal starte, men det er klart, at det store stjernenavn er Fabio Jakobsen. Hollænderen havde måske ikke sin bedste sæson i 2023, men han viste flere gange, at farten bestemt intet fejler. Han er stadig en af verdens allerhurtigste sprintere, men bruddet var uundgåeligt, når det nye fokus på Evenepoel gjorde det umuligt at garantere ham en Tour-plads. Dermed bliver han det tydeligste eksempel på holdets transformation, for det er helt nyt, at man må smide en sprinter på porten for at få plads til en klassementsrytter.

I det hele taget er neddroslingen af sprintersatsningen voldsom. Hidtil har man typisk haft to deciderede supersprintere og ofte også en yngre rytter, der har fungeret i rollen som tredjesprinter. Det havde man også i 2023, men nu siger man farvel til to af de tre. Det er således ikke blot Jakobsen, men også tredjesprinteren Ethan Vernon, der ryger i svinget, og da ingen af dem erstattes, efterlades Tim Merlier tilbage som holdets eneste relativt etablerede sprinter. Vernon bliver nok aldrig en supersprinter i stil med Jakobsen eller Merlier, men han gav indikationer på en vis alsidighed, der kunne gøre ham brugbar også i visse klassikere. Derudover vandt han jo altså otte gange og flere gange på WorldTouren, og da han fortsat er blot 23 år gammel, må hans exit betegnes som et betydeligt tab.

Denne udrensning blandt sprinterne gør også tabet af Michael Mørkøv knap så voldsomt, som det kunne have været. Danskeren viste igen i 2023, at han stadig skal regnes som en af de bedste lead-out men, men han var jo en del af Jakobsens og ikke Merliers tog, hvor Bert Van Lerberghe spillede rollen som sidste mand. Færre sprintere betyder behov for færre lead-out men, og derfor er det ikke overraskende, at de lod Mørkøv rejse, selvom det på papiret er en svækkelse.

I det hele taget svækkes toget voldsomt. Man siger nemlig også farvel til Florian Senechal og Davide Ballerini, der begge har været fremragende i deres lead-out-roller. I lyset af de færre sprintere er tabet i den sammenhæng naturligvis heller ikke for deres vedkommende alt for udtalt, men til gengæld er deres exit et klart bevis på den udsultning af klassikertruppen, som bare fortsætter og fortsætter. Sandt er det, at Senechal så ud til at toppe i 2020 og 2021, og at Ballerini aldrig indfriede det forrygende potentiale, særligt han 2021-sæson gav antydninger af, og der er ikke meget, der tyder på, at de vil vinde WorldTour-klassikere i fremtiden. Det ændrer dog ikke på, at klassikertruppen er voldsomt svækket i deres fravær, og at Moscon er det eneste bud på en erstatning. At de så samtidig begge har leveret adskillige flotte resultater i rollen som sprintere - særligt efter hårde løb - gør blot tabet endnu mere oplagt.

I endagsløbene mister holdet også Jannik Steimle og Stan Van Tricht. Steimle stagnerede desværre i sin tid på holdet og blev reduceret til ren hjælper, men Van Tricht viste i år klare tegn på fremgang, blandt andet med nogle fornemme resultater i mindre belgiske endagsløb. I den slags løb har Steimle også fortsat sin berettigelse, og selvom det bestemt er tab, der kan overleves, er det ryttere, man med fordel kunne have beholdt. Af gode grunde kører de nemlig en del mindre løb på belgisk grund, og her har de begge med deres gode spurt fine chancer for at levere resultater. Til fladlandet mister holder også Tim Declercq, der jo sjældent bidrager med personlige resultater, men der er en grund til, at han har haft en ret fast plads i de største løb, både grand tours og klassikere. Som hjælper er han ikke let at erstatte.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Heller ikke i det kuperede terræn slipper holdet for en åreladning, og også her er det dramatisk, når man siger farvel til Andrea Bagioli og Mauro Schmid. Begge er nemlig fortsat uhyre lovende talenter. Bagioli var ganske alt for svingende og nåede alt for sjældent sit topniveau, men hans kørsel i Montreal i 2022 og i Lombardiet i 2023 vidner om, at han stadig kan udvikle sig til en af verdens bedste ardennerryttere. I det lys er det uhyre ærgerligt at miste ham, netop som han nåede sit største resultat, og hvor det står helt klart, at Julian Alaphilippe har set sin bedste tid. Heldigvis har de Remco Evenepoel, der jo også er et uhyre i kuperede klassikere, men Bagiolis exit øger blot den i forvejen enorme afhængighed af vidunderbarnet.

Schmids exit er også uhyre ærgerligt. Han havde en skuffende 2023-sæson, men det potentiale, han viste i 2022, var meget lovende. I mindre etapeløb uden alt for høje bjerge og i kuperede klassikere havde han været en klar forstærkning, hvis langsigtede potentiale fortsat er uklart. Nu endte det hele endda i et halvoffentligt skænderi mellem ham og holdet og dermed en ærgerlig exit for en mand, der som Bagioli måske også kunne have bidraget som hjælper for Evenepoel i grand tours. Så er det mindre dramatisk, at Dries Devenyns indstiller sin karriere, for selvom han skam stadig kørte på et fint niveau indtil allersidst, var der ikke megen fremtid i den 40-årige belgier, der endte som ren hjælper for hovedsageligt Alaphilippe, hvis rolle på holdet nok står til at blive mindre i fremtiden.

Endelig er der Remi Cavagna, der jo også er meget svær at erstatte. Den brølstærke franskmand kan ikke blot hjælpe i de fleste terræner, han kan med sin status som ustoppelig udbryderkonge også bidrage med sejre på højeste niveau, ligesom han kan det på enkeltstarterne. Han søger væk for at få mere personlig frihed, og det er jo i virkeligheden lidt paradoksalt, når han gør det på et tidspunkt, hvor den store afgang af topnavne burde kunne have efterladt ham med mere spillerum.

Hvem i alverden skal da udfylde alle de huller - ud over altså Landa og Moscon? Jo, det skal en række unge talenter. Det er jo som sagt holdets spidskompetence at gøre talenter til stjerner, men de udfylder næppe alle hullerne allerede i 2024. Der er heldigvis et par spændende navne, ikke mindst Luke Lamperti, William Junior Lecerf og Paul Magnier. Førstnævnte er en af de absolut mest spændende U23-sprintere og har potentiale til at blive en kommende sprinterstjerne. Han må også forventes at kunne levere resultater med det samme. I hvert fald må han næsten betegnes som holdets nye andensprinter efter Vernons og Jakobsens exit, og selvom han fortsat har begrænset erfaring i de store løb, vil det ikke overraske, hvis han bidrager med sejre allerede i det kommende år.

Faktisk er han ikke alene om at give holdet nye muligheder i massespurterne. De rykker nemlig også den mere erfarne Jordi Warlop op fra udviklingsholdet. Han var en af taberne, da B&B-holdet kollapsede, men overraskede positivt, da Soudal kastede en redningskrans til ham. Hans 2. plads i Muscat Classic og fine resultater i en række mindre endagsløb var i hvert fald et skridt op i forhold til Sport Vlaanderen-tiden, hvor han ikke excellerede. Han er 27 år gammel og derfor næppe nogen fremtidig superstjerne, men han kan fungere som sprinter i mindre endagsløb, køre lead-out og bidrage med nogle af de resultater, som Van Tricht og Steimle kunne have bidraget med på belgisk grund.

Lecerf derimod er den næste spændende belgiske klatrer. Det viste han med sin 5. plads i l’Avenir, sin sejr i U23-Lombardiet og sin 4. plads mod de professionel i Tour Alsace. Han synes i hvert fald ved første øjekast at kunne komme ganske langt, selvom det er uklart, hvor mange resultater han kan levere allerede i den kommende sæson. Med holdets nye fokus på etapeløb er investeringen i en belgisk klatrer selvsagt helt oplagt.

Magnier er langt vanskeligere at få styr på. Den bare 19-årige franskmand havde en imponerende første sæson som U23, hvor han blandt andet var uhyre tæt på at tage en enorm sejr med sin 2. plads i den stigende spurt på sidste etape i Limousin og endte som nr. 3 ved U23-EM i den eksplosive finale på Vamberg. Det lugter af fart og punch, der kunne bringe ham i retning af brostensklassikerne, men han klatrede altså også ganske flot i hårdere terræn i Limousin og Tour of Britain. Det kunne pege mere i retning af Ardennerne, og den alsidighed gør ham lige så spændende, som hans alder og resultater gør ham lovende. En eller anden form for klassikerrytter bør i hvert fald være hans fremtidige jobbeskrivelse.

Holdet henter også Gil Gelders og Antoine Huby, der også begge har deres force i kuperet terræn. Særligt Huby har imponeret på U23-scenen med sin samlede sejr i Fredsløbet og tillige med en 5. plads i Alsace bag Lecerf, og dermed er også han en oplagt satsning for et hold med stigende fokus på etapeløb. Gelders er lidt vanskeligere at kategorisere, fordi han har vist sig frem på stigninger, men også har vundet U23-udgaven af Gent-Wevelgem og er blevet nr. 2 i U23-udgaven af Paris-Roubaix. Han synes ikke på samme måde at være etapeløbsrytter, men en spændende mand til kuperede klassikere og - som resultaterne viser - måske også brostensklassikere.

Til sidstnævnte løb satser holdet også på Warre Vangheluwe. Han er faktisk så hurtig, at han kan begå sig i massespurter, men han har kun i begrænset omgang deltaget i den slags. Til gengæld gør den fart ham uhyre interessant, fordi han dermed kan være en type, der kan bidrage med resultater på egen hånd. Målet er at gøre ham til klassikerrytter, men også for ham vil det tage noget tid. Hans resultater indtil nu er pæne uden at være prangende, men det kan bestemt ikke udelukkes, at han i 2024 kan vise noget i mindre belgiske endagsløb.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Det skal vi til gengæld ikke regne med fra Ayco Bastiaens, der hentes fra Alpecins udviklingshold og er en meget overraskende signing. Han er 27 år gammel og dermed ikke længere noget talent, og han har stort set ageret ren hjælper. Han ligner en mand, der skal udfylde en Declercq-rolle, men den slags har Lefevere også haft for vane at signe - bare tænk på netop Declercq og navne som Stijn Steels og Julian Vermote.

Bastiaens’ og Lefeveres problem er bare, at der er færre kaptajner at hjælpe i den kommende sæson. I lyset af holdets transformation er investeringen i Landa formentlig genial - forudsat at den aldrende basker holder niveau - men det ændrer ikke på, at holdet står markant svækket tilbage. I spurterne mister de Jakobsen og Vernon, på brostenene skal de klare sig uden Senechal og Ballerini, og Schmid og Bagioli vil blive savnet i kuperet terræn. Tabene af Cavagna og Mørkøv kan også mærkes, og selvom man henter nogl uhyre spændende talenter i form af særligt Lamperti, Lecerf, Magnier og Huby, og man kan drømme om, at Moscon-satsningen giver pote, er det meget svært at tro, at denne stærkt foryngede trup kan levere på samme høje niveau, som vi har været vant til at se fra Lefeveres tropper. Den belgiske købmand har jo for vane at overraske hver eneste gang, hans hold synes at stå afpillet og amputeret tilbage, men denne gang ser opgaven voldsom ud med et meget stort ansvar på Evenepoels skuldre. Tiden vil vise, om han igen kan skabe det mirakel, der vil fastholde mandskabet som en af sportens giganter.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som nævnt i transferanalysen har Patrick Lefevere ikke lagt skjul på, at han har store planer om at bygge et grand tour-hold op om Remco Evenepoel, og det har i den grad rokket ved holdets identitet. Quick-Step har nemlig først og fremmest været et klassikerhold. Belgierne har i årevis været feltets ubestridte klassikerkonger, hvor de har vundet alle de store klassikere, for manges vedkommende også flere gange.

Der har dog også været en vis udvikling. For nogle år siden var holdet i brostensløbene bygget entydigt op om Tom Boonen, og selvom det lykkedes Stijn Devolder at udnytte den store fokus på stjernen til at vinde Flandern Rundt hele to gange, var der aldrig tvivl om, hvem man kørte for. På samme måde havde holdet i ardennerklassikerne en klar kaptajn i Paolo Bettini, og holdet havde derfor en ganske hierarkisk struktur.

Siden Boonens exit har det været anderledes. Her har holdet i brostensløbene i stedet været kendt som det uovervindelige kollektiv. Først var det Peter Sagan, der var den store stjerne, og senere har det været Wout van Aert og Mathieu van der Poel. Quick-Step har siden dengang ikke haft den bedste rytter, men med deres uhyggelige hold har de alligevel meget, meget ofte slået de stærkere ryttere. I Ardennerne har det dog været anderledes, for her har holdet med Julian Alaphilippes vilde entre i en ganske ung alder haft det gamle meget klare hierarki med en entydig kaptajn, selvom Bob Jungels på bedste Devolder-maner udnyttede det store fokus på kaptajnen til at tage en solosejr i Liege.

Det er den virkelighed, det nye fokus har ændret på. Transferanalysen fortæller historien om, hvordan klassikertruppen er blevet udsultet, og i dag taler man slet ikke om noget mægtigt Quick-Step-kollektiv. I da er det i stedet Jumbo, der fremstår som brostenenes store magtfaktor, mens det tidligere belgiske storhold nu i to sæsoner i træk har haft så katastrofale klassikersæsoner, at det gennem begge forår var en kolossal historie i de belgiske medier, at nationens tidligere stolthed var i gigantisk krise. Nok lykkedes det i både 2022 og 2023 for Remco Evenepoel i allersidste øjeblik at redde Lefevere og co. med en sejr i Liege, men selvom en monumentsejr på papiret, gør foråret til en hæderlig succes, kan det ikke ændre på det smertefulde forhold, at holdet på deres hjemmebane i de flamske løb har været næsten helt usynlige i nu hele to sæsoner i træk. Ja, i 2022 var Kasper Asgreens 23. plads i Flandern Rundt endda holdets ringeste i det flamske monument nogensinde.

Det værste er næsten, at man har al mulig grund til at tro, at vi kan opleve en gentagelse i den kommende sæson. I hvert fald har den lidt bekymrende transferkampagne betydet et farvel til to af holdets brostenskaptajner, Florian Senechal og Davide Ballerini, der ganske vist er blevet erstattet af Gianni Moscon, men hans genrejsning kan kun betegnes som et projekt, der har større risiko for fiasko end succes. Det er måske også derfor, Julian Alaphilippe i år har peget på Flandern Rundt som sit største forårsmål på bekostning af Ardennerne, så holdet får mere at skyde med på deres hjemmebane, men bekymringerne omkring hans fremtid gør ikke uroen ved holdets klassikerkampagne mindre.

Alaphilippe slutter sig sammen med Kasper Asgreen, Yves Lampaert og Moscon i det, der må antages at være holdets kaptajnkvartet til de hårdeste af de flamske løb, men blandt dem er det nok kun Asgreen, der for alvor kan drømme om succes. Danskeren var inden sit styrt i 2022 en af de ganske, ganske få, der kunne slå sportens fænomener på ren styrke, men om det stadig gælder, ved vi ikke. I hvert fald kunne han det ikke i den lidt skuffende 2022-sæson, og hans comeback fra sin skade i 2023 var bekymrende. Han lignede kortvarigt sig selv i Tourens sidste uge, men derudover var der desværre ikke meget af den gamle Asgreen. En 7. plads i Flandern var bestemt hæderlig, men han var langt fra fordums styrke, og den genrejsning, den flotte Tour kunne antyde, udeblev totalt i et efterår, der bød på meget bekymrende præstationer ved VM og i Renewi Tour.

Heldigvis er der ikke grund til at opgive endnu. Touren viste, at han forhåbentlig stadig kan, og nu har han i hvert fald fået en hel sæson i benene. Det er måske stadig tvivlsomt, om han stadig vil kunne slå Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Tadej Pogacar på ren styrke, men i hvert fald kan man drømme om, at han i 2024 kan udnytte et forspring, som det han fik i Flandern Rundt, til mere end en 7. plads. I hvert fald ligner han stadig holdets bedste bud på succes i de hårdeste løb som Flandern, E3 og Omloop.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Hvad så med Alaphilippe? Han er ikke skabt til de flamske løb, men som vi så i den uheldsramte 2020-udgave af Flandern, kunne den bedste Alaphilippe sagtens matche Van der Poel og Van Aert på de flamske hellingen. Desværre er det meget svært at tro på nogen genfødsel af franskmanden. Han var milevidt fra fordums styrke i 2023, og denne gang var der ingen god forklaring - andet end at han har nået den alder, hvor sportens fænomener i moderne cykelsport ofte går i forfald. Man kan stadig håbe, at han som en anden Philippe Gilbert måske med succes kan transformere sig til brostensrytter, efterhånden som det begynder at knibe i Ardennerne, men det virker ikke sandsynligt for en fyr med hans statur. Ikke desto mindre er det også ham, man skal hænge sin hat på i de hårdeste flamske løb.

Holdet har naturligvis også Lampaert, der stadig er relativt solid, men han har altid været en anelse for tung til stigninger i de hårdeste løb og har altid været bedst i lidt lettere løb som Dwars door Vlaanderen, Gent-Wevelgem og Kuurne, hvis de har fået et hårdt forløb. Så er der i virkeligheden større potentiale i Moscon, hvis topniveau var så tårnhøjt, at han dengang burde han kunnet udfordre de bedste i de flamske løb. Som nævnt i transferanalysen kan man aldrig udelukke, at Lefevere-magi kan forårsage en genrejsning a la Cavendish, men hans niveau var i 2023 så kritisk lavt, at det slet, slet ikke virker sandsynligt.

Måske kan holdet i stedet satse på en overraskelse. I 2023 så vi den bedste Casper Pedersen, vi har set meget, meget længe, og i juni var han måske endda bedre end nogensinde. Han sejr i Paris-Tours vidner om et potentiale, der aldrig er blevet helt forløst, men det kan det måske blive i den kommende sæson. Den svagere trup bør give mere plads, og selvom han måske ikke vinder Flandern eller Roubaix, kan han sagtens ende som holdets bedste mand i nogle af de lidt mindre WorldTour-klassikere. Netop Roubaix er også en god chance for holdet. Asgreen har aldrig haft den store succes, men passer perfekt til løbet, Moscon har tidligere været tæt på at vinde det, og ikke mindst er det her Lampaert for alvor trives. Han har i hvert fald flere gange været en af de allerbedste, selvom han flere gange har været meget uheldig.

Skal holdet vinde i Flandern, er det dog nok i de letteste løb, at chancen for succes er størst. Her har de nemlig Tim Merlier, og selvom hans positionering aldrig gør ham til en garant for succes, er han stadig en af verdens allerhurtigste. Han er robust nok til at kunne vinde Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, hvis de ender i en spurt, og i de rene sprinterløb som De Panne og Scheldeprijs vil han være en af de helt tunge favoritter, hvis ikke han betaler for dyr en pris for det svækkede tog. Til sprinterløbene har holdet også den helt unge Luke Lamperti og måske endda Jordi Warlop, men det er nok kun i Kuurne, hvor Merlier kan være optaget af UAE Tour, at de kan regne med at få chancen i et lidt større løb. Endelig skal det blive spændende at følge de unge drenge, særligt Magnier, men også Gelders og Vangheluwe i brostensløbene, men det vil være meget at forlange, at de skulle kunne blande sig langt fremme i de store løb.

Det er måske også året, hvor Merlier endelig skal gøre debut i Sanremo, men det er nok tvivlsomt, om han vil kunne overleve Poggio. Får vi et år med kraftig modvind, er han dog nok holdets bedste bud på faktisk at vinde årets første monument. Det burde jo ellers være Alaphilippe, men også her vil det kræve en ganske markant genrejsning. Når man ser, hvordan Filippo Ganna i 2023 blev nr. 2, burde der heller ikke være noget til hinder for, at den bedste udgave af Kasper Asgreen kan vinde en udgave, som den vi senest så. Allermest kan man dog nok drømme om, at Remco Evenepoel mod forventning giver den et skud, for selvom løbet ingenlunde passer ham perfekt, er det heller ikke et løb, han ikke kan vinde, når man ser på hans historik i flade endagsløb.

Bedre vil han dog stå i Strade Bianche, der profilmæssigt passer ham som fod i hose, men med hans erfaring med grus og fokus på Paris-Nice, ser vi ham næppe til start her. I stedet vil holdet utvivlsomt satse på den tidligere vinder Alaphilippe, men også her vil det kræve en helt anden Alaphilippe-version end den, der floppede fælt på gruset i 2023. Den anden option er en genfødt Asgreen, for selvom al logik tilsiger, at løbet for ham er for hårdt, overraskede han jo sig selv stort med sin podieplads i 2022 - og det var jo eller endda en sæson, hvor han var langt fra sit 2021-niveau.

Endnu bedre passer løbet til Moscon, for den Moscon, vi kendte for nogle år siden, har alle forudsætninger for at kunne vinde sit hjemmebaneløb. Og så kunne en knap så stærk Alaphilippe måske give lidt frihed til Ilan Van Wilder og Mauri Vansevenant, der begge startede sæsonen meget stærkt i 2023 og har det rette punch til den eksplosive rute, der også på sigt kunne være noget for de unge drenge William Junior Lecerf, Antoine Huby og måske endda Magnier.

I Ardennerne vil meget handle om Evenepoel. Hans planer er endnu ikke kendte, men det synes helt givet, at vi vil se ham jagte et hattrick i Liege og formentlig også sejren i Fleche. Forhåbentlig giver han også Amstel et skud, for med den spurt, han har udviklet, er også det et løb, han står godt til. Endnu en sejr i Liege er bestemt realistisk, og måske er han nøglen til at åbne Fleche op, så det ikke bare skal afgøres på Muren. Hvis ikke, skal det blive spændende at se, hvor langt hans punch efterhånden fører ham i så eksplosiv en finale.

Med ham på holdet kan det blive svært for andre at få frihed, hvad der nok også er forklaringen på, at Alaphilippe efter de første meldinger først og fremmest satser på brostenene. Det er dog også klart, at en genrejst Alaphilippe naturligvis skal have beskyttelse, ikke mindst i ”hans” Fleche Wallonne. Er han tilbage på toppen, vil han i Amstel og Liege også kunne udgøre en skræmmende duo med Evenepoel i kampen mod de slovenske giganter, hvis deltagelse i Amstel dog i skrivende stund er usikker. Som alternativ har holdet Mikel Landa, der måske ikke er skabt til endagsløb, men jo altså i 2022 blev nr. 3 i Lombardiet og i 2023 nr. 3 i Fleche, og som også før har gjort det godt i Liege.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Også Ilan Van Wilder bør med mere udvikling efterhånden komme langt i Liege, som det også gælder for Mauri Vansevenant, der havde kurs mod sit store gennembrud i 2023, indtil den langvarige knæskade satte ham tilbage. En genfødt Moscon kan også køre stærkt i Amstel og Liege - ellers kører man ikke på podiet i Lombardiet - og vi så jo i 2022, at en ellers ikke flyvende Asgreen sagtens kunne være med i Amstel, hvis han er frisk på at give den et skud efter Roubaix og er tilbage på sit niveau. Endelig bliver det også her spændende at se Lecerf og Huby, selvom de næppe får chancen og i givet fald måske er hjælpere. De kunne til gengæld få chancen i Brabantse Pijl, men det er nu ganske sandsynligt, at det vil være et mål for Alaphilippe og måske endda Evenepoel.

I efteråret vil det være naturligt for Evenepoel at jagte en fjerde sejr i San Sebastian, men det kan blive svært så tæt på både Touren og OL. Et alternativ er Alaphilippe, der jo endda passer endnu bedre til løbet, men også her kræver det jo en lige nu lidt usandsynlig genrejsning. Også her kan Van Wilder og Vansevevant få glæde af deres punch, og selvom Landa er en usandsynlig vinder, har han før været en af de stærkeste i sit baskiske hjemmebaneløb - et løb, der måske også kunne være en chance for Lecerf og Huby.

Hvis ikke han skal til Vueltaen, kan Merlier vinde i Hamburg og måske også i en let udgave af Bretagne, men ellers kunne de to løb være en chance for Lamperti og Warlop til at levere et resultat. En hård udgave af Bretagne har jo før passet Alaphilippe strålende og er også et perfekt løb for en genrejst Asgreen samt for Moscon samt i mindre grad Lampaert og Pedersen. Det kunne også være et løb, hvor det kunne være meget spændende at se, hvor langt Magnier kan komme.

Meget kunne tale for, at Evenepoel kunne finde på at tage en tur til Canada i sin VM-forberedelse, og hans deltagelse vil være en gave, da hans punch her virkelig kan blive testet. Det er også helt perfekte løb for Alaphilippe, hvis han finder sig selv, og faktisk kunne i hvert fald løbet i Quebec ikke være helt skævt for Asgreen, mens løbet i Montreal kunne være noget for Van Wilder og Vansevenant. Moscon vil også være som en fisk i vandet i begge løbene, og hvis vi skal tro på det, vi så i 2023, kunne i hvert fald Quebec også ligge godt til eksplosive Magnier, som det også vil kunne til Pedersen, hvis han mod forventning skulle få chancen. Endelig kan man håbe, at Evenepoel har nok i tanken til at jagte en sejr i Lombardiet, der burde komme på han cv før eller siden - et løb, der også kunne passe i hvert fald Van Wilder samt måske i mindre grad Vansevenant. Som alternativ har holdet Landa, der jo blev nr. 3 i 2022, har fået smag for endagsløb og er god, når han har fået mange løbsdage i benene. Til gengæld vil det nok kræve den allerbedste udgave af Alaphilippe og Moscon, hvis de atter skal være med helt fremme i et løb, hvor de før har gjort det godt.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens Quick-Step har været konger i klassikerne, har det været anderledes i grand tours. Holdet har flere gange forsøgt at lave en eller anden form for klassementssatsning, men det er aldrig blevet til det helt store. Til gengæld har holdet vundet et ufatteligt antal etaper, og de havde for nogle år siden en imponerende lang stime, hvor de i en lang periode havde vundet mindst fire etaper i alle grand tours. Den stime er brudt nu, men det hører stadig til sjældenhederne, at holdet ikke vinder mindst et par gange i et tre uger langt løb - særligt fordi de næsten altid stiller til start med en absolut topsprinter.

Sådan er det bare ikke længere. Som sagt har holdet planer om at bygge et grand tour-hold op om Remco Evenepoel, og derfor har vi allerede vænnet os til en helt ny virkelighed. Både i Giroen i 2021, Vueltaen i 2022, Giroen i 2023 samt Vueltaen i 2023 mødte holdet til start med en trup, der helt entydigt var bygget op om det belgiske vidunderbarn. Succesen har dog været blandet. Kun én gang er det lykkedes ham at køre et succesfuldt klassement, men det gav til gengæld også fuld pote med samlet Vuelta-sejr. I de øvrige løb er han enten blevet fældet af dårlig forberedelse, corona eller et regulært sammenbrud i bjergene.

Bekymrende er det, at 2023-sæsonen bestemt ikke var nogen succes på den front. Klassementssatsningen i både Giroen og Vueltaen gik i vasken, men det har ikke fået holdet til at ændre planerne. Det har hele tiden været tanken, at 2024 skulle være året for den Tour-debut, hele Belgien har drømt om i allerede mange år, og hvis alt går efter planen, bliver den nu til virkelighed.

Det bliver til gengæld lidt af en ilddåb. Med udsigt til modstandere som Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og Primoz Roglic kunne udfordringen ikke være større. Han hjælpes bestemt heller ikke at ruten. Ganske vist kan han glæde sig over det store enkeltstartspensum, men det store spørgsmål er jo fortsat, om holdbarheden rækker. Det gjorde den i Vueltaen i 2022, men det var i et løb med en sjældent let tredje uge, mens han på de brutale rute i 2023 knækkede i Pyrenæerne. 2024-udgaven af Touren byder på en ganske brutal afslutning, og her bliver hans holdbarhed for alvor testet.

Desværre er der mange indikationer på, at han stadig mangler holdbarhed og særligt stabilitet over tre uger, og derfor vil det være alt andet end overraskende, hvis han løber ind i endnu et sammenbrud. Han har sat top 5 som målsætning, og det synes på nuværende tidspunkt ikke at være helt urimelig. Hvis det lykkes på denne rute, vil han have bevist sin holdbarhed, men heldigvis har han en plan B, hvis det igen går galt - og det tror jeg, at det gør. Vi så nemlig i Vueltaen, at han er en rystende god etapejæger, og så kan adskillige etapesejre, bjergtrøje og angrebspris sagtens gå hans vej.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Heldigvis har holdet også en plan B til klassementet. Mikel Landa er hentet til holdet som hans løjtnant, men det vil være hovedløst ikke også at holde ham inde i klassementet, når man skal tage kampen op mod UAE, Jumbo og Bora, der også alle må antages at have mere end én kandidat. Baskeren havde et svingende 2023, men når han fandt niveau, så vi en af de bedste udgaver af Landa, vi har set - særligt i foråret. Hans 5. plads i Vueltaen viste, at han stadig er en fremragende grand tour-rytter, og selvom vi i 2022 og 2023 lærte, at han ikke har samme stabilitet som tidligere, vil det være alt andet end overraskende, hvis det bliver Landa, der leverer en top 10 til holdet. Til gengæld vil han i det skrappe selskab nok få svært ved at lave en top 5, når modstanden er så skrap.

Så længe Evenepoels klassementssatsning holder, vil der næppe blive frihed til andre, men knækker han igen, kan døren pludselig åbnes for andre. Mest fokus vil naturligvis være på Julian Alaphilippe, der trods sin status nok vil være låst, indtil Evenepoel måtte falde sammen, men selv hvis han får friheden, skal vi i hvert fald se en helt anden Alaphilippe end i Touren 2023, hvis han skal gøre sig håb om at vinde en etape. Vi ved, at det er muligt for Jan Hirt på de helt store bjergdage, men det kræver, at vi taler om Hirt anno 2023 og ikke Hirt anno 2022. Ilan Van Wilder mangler stadig at få sit helt store gennembrud i bjergene, men har niveauet til at vinde fra et udbrud, og det kan Fausto Masnada også, selvom han desværre stadig synes sat meget tilbage af sin kyssesyge.

Mulighed for sejr synes Mauri Vansevenant at have, hvis vi kan tage hans niveau fra sæsonstarten i 2023 som udtryk for fremgang, inden en knæskade satte ham tilbage, og en genfødt Moscon vil naturligvis også kunne det, ligesom Mattia Cattaneo og Louis Vervaeke med deres fine klatreniveau fra 2023 vil kunne det. Endelig så vi jo så sent som i 2023, at det også er muligt for Kasper Asgreen, selvom han stadig mangler at finde sit tidligere niveau - og så kan både Asgreen, Van Wilder, Cattaneo og naturligvis Evenepoel selv alle køre gode enkeltstarter.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvad der skal ske med sprintersatsningen. Tim Merlier har selv lagt billet ind på en plads i Touren, men det virker svært usandsynligt, at Patrick Lefevere vil give ham en sådan. Det efterlader ham med Giroen og Vueltaen, og her vil det være helt naturligt at bygge det meste af Giro-holdet op omkring ham, da den spanske rundtur bestemt ikke er sprintervenlig. Den Merlier, vi så i 2023, vil kunne vinde adskillige etaper i Italien, hvos han får det bedste Soudal-tog med sig, mens en pointtrøje til gengæld kan blive svær at nå for en mand, der synes at kæmpe med restitutionen. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at han vil kombinere det med Vueltaen, for en sejr her vil fuldende hans grand tour-hattrick, og også her synes han at kunne få en del af holdet bygget op omkring sig. Sker det ikke, er det muligt, at de sender unge Luke Lamperti eller endda Jordi Warlop til Spanien, men det vil være meget at forlange, at de skulle vinde en etape, selvom Lamperti på sigt har stort potentiale.

Har holdet andre grand tour-ambitioner? Det vælter jo ikke med klatrere, og derfor skal de fleste af dem nok gemmes til Touren. Van Wilder vil elske at få chancen for at køre klassement i en Giro, der med mange enkeltstartskilometer og lettere stigninger passer ham, og får han den chance, vil top 10 være realistisk. Det er dog usandsynligt, at han kan undværes i Touren, og skal holdet endelig stille med en klassementsrytter i Giroen, er Masnada nok et bedre bud. Hans mange problemer har nemlig skabt en del usikkerhed om hans niveau, og derfor er det ikke helt naturligt at gøre ham til en del af Tour-truppen. Inden kyssesygen lignede han en mand, der havde kurs mod det store grand tour-gennembrud - og han har jo også én gang været i top 10 i Giroen - men med tanke på hans mange trængsler får han det kun, hvis der sker lidt af en genrejsning.

En anden klatrer, der måske har et yderligt mandag i Tour-truppen, er den hensygnende James Knox, der måske kunne få chancen for at få den top 10, et styrt forhindrede ham i at få i Vueltaen i 2019, men medmindre han finder det niveau, han i nu mange sæsoner kun har vist én gang, nemlig i Baskerlandet i 2023, er det svært at tro, at han kommer i nærheden af et godt klassement.

Chancen for en stor klassementssatsning er langt større i Vueltaen. Den indgår ikke i Evenepoels planer, men det åbner døren for, at hans hjælpere kan få chancen. Det er helt oplagt for Landa at køre klassement på hjemmebanen, særligt fordi han i 2023 med sin 5. plads satte en fed streg under, at han typisk er knivskarp i sin anden grand tour. Måske er en podieplads svær at nå, men ruten passer ham, og afhængig af feltets sammensætning og hans evne til at holde niveau i en alder af 34 år, er det ikke umuligt. Det andet alternativ er Van Wilder, der dog kan finde ruten en anelse for voldsom, medmindre han har forbedret sig i bjergene, samt Hirt, der jo kørte en fremragende Giro i 2022, men skal finde sig selv efter et sløjt 2023 og i givet fald kunne være en top 10 kandidat. Masnada vil også her være en mulighed afhængig af hans potentielle genrejsning.

Endelig bør der blive en del plads til at jagte etaper i både Giroen og Vueltaen. Det vil være muligt for mange af de ovennævnte kandidater i det omfang, de kører løbene, men også Casper Pedersen ville være et fint bud på de lidt fladere dage, hvis han kører løb med Merlier. Det kunne også være spændende at se de helt unge, hvis de mod forventning får chancen i en grand tour, særligt William Junior Lecerf, Antoine Huby og Paul Magnier, der alle har kvaliteterne til at jagte en etape.

OPDATERING: Landas forventede kaptajnrolle i Vueltaen er blevet bekræftet.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Ligesom det gælder i grand tours er det nye tider for holdet i ugelange etapeløb. Også de har tidligere mest handlet om etapesejre, men sådan er det ikke længere. Tværtimod har Remco Evenepoel spist korte etapeløb til morgenmad, men faktisk har han stadig til gode at vinde et af de historiske WorldTour-etapeløb. Indtil nu er det nemlig kun blevet til sejre i Tour de Pologne og UAE Tour, hvis man alene ser på løbene på højeste niveau.

Det må derfor være et mål i 2023, men han hæmmes af, at hans fokus på Touren har fået ham til at nedskalere løbskalenderen for foråret ganske markant. I skrivende stund kender vi ikke hans kalender, men da han har et ønske om at køre noget mere i Frankrig i Touren, taler alt for deltagelse i Paris-Nice og Dauphiné. Her kan han få sit hyr med at slå Jonas Vingegaard i sidstnævnte, mens chancerne i Paris-Nice er større, selvom Primoz Roglic, der i 2023 syntes at have en overhånd mod ham, kan blive en rival i førstnævnte. I det hele taget er modstanden skrap i mange løb, da Vingegaard kører Tirreno og Baskerlandet, og Tadej Pogacar er til start i Catalonien, og dermed er der faktisk kun Romandiet tilbage som en mulighed - et løb, der er svært at kombinere med Ardennerne. Et titelforsvar i UAE Tour kunne være en mulighed, men har ikke samme prestige. Det har Renewi Tour heller ikke, men hans hjemmebaneløb kunne være et naturligt mål på vej mod VM og vil passe ham glimrende. Derudover er det sandsynligt, at han skal køre mindre etapeløb også, og den slags plejer han at vinde med den ene hånd i lommen.

Til de ugelange løb har holdet også Mikel Landa og Ilan Van Wilder, der bør få en del frihed i foråret. I den slags løb lider Landa voldsomt under sin enkeltstart, men som han viste i 2023, havde han stadig for et år siden et tårnhøjt og stabilt niveau i den slags etapeløb, hvor han høstede et hav af topplaceringer. Van Wilder passer i kraft af sin enkeltstart langt bedre til den slags løb, men har indtil nu manglet lidt for meget i bjergene. Forhåbentlig kan han komme tættere på podiet i 2024, nu hvor han i efteråret fik en flot samlet sejr i Tyskland og en stærk endagssejr i Tre Valli Varesine.

Hvad så med Julian Alaphilippe? Han har jo før kørt gode klassementer i WorldTour-etapeløb, men det virker næppe realistisk med det niveau, han havde i 2023 - også fordi det i mindre grad er hans fokus. På den anden side endte han jo som nr. 10 i Dauphiné - vel årets bedste løb fra hans side - og det vidner om, at man aldrig helt kan udelukke noget.

Skulle Fausto Masnada mod forventning rejse sig efter sin kyssesyge og komme tilbage på det lovende spor fra 2021, hvor han endte som nr. 3 i Romandiet, er han med sin forbedrede enkeltstart også glimrende i den slags løb, og vi ved også, at Mattia Cattaneo kan gøre det ganske pænt på ruter med en vigtig enkeltstart og uden alt for svære bjerge.

Sidste år lykkedes det også James Knox, da han oplevede en kortvarig genfødsel i Baskerlandet, at køre et pænt klassement, og Mauri Vansevenant har også før gjort det pænt i etapeløb - i hvert på lavere niveau - og kan måske komme længere nu, hvis vi kan tage hans stærke sæsonstart i 2023 som udtryk for en forbedring, der blev skjult af den langvarige knæskade. Som minimum kan de i hvert fald forsøge at hævde sig i mindre etapeløb, hvor også Louis Vervaeke og Jan Hirt, der ellers ikke er skat til ugelange løb, vil have en chance for at hævde sig. Det er også i den slags løb, at det bliver spændende at følge de unge William Junior Lecerf og Antoine Huby, der dog kan mangle lidt for meget allerede i 2024. Endelig har holdet Kasper Asgreen, Yves Lampaert, en potentielt genrejst Gianni Moscon og endda Casper Pedersen som kandidater til Renewi Tour, der særligt på en rute uden ardenneretape passer dem udmærket. Det samme kan siges om det for holdet vigtige Belgium Tour, hvor Pedersen var på podiet i 2023.

Selvom sprintersatsningen er nedtonet med masseudvandringen af sprintere, vil Tim Merlier stadig spille en vigtig rolle. Han vil have et svækket, men dedikeret tog, og hvis det er nok til at overvinde hans positioneringsproblemer, viste han i 2024, at han fortsat vil være en sejrsmaskine, der kan levere både på WorldTouren og i de mange mindre løb, holdet altid kører. Unge Luke Lamperti vil formentlig med det samme overtage rollen som andensprinter, og det kan meget vel med det samme give chancer på WorldTouren, hvor vi dog ikke kan forvente sejre med det samme. Til gengæld kan han forhåbentlig allerede vinde på lavere niveau. Holdets tredje bud på en sprinter er Jordi Warlop, der dog mere er en hårdfør type og næppe vinder på højeste niveau, og måske kan den svært definerbare Paul Magnier også spurte lidt, i hvert fald i stigende spurter, som Alaphilippe jo også kan det.

Holdet kører også et hav af mindre endagsløb i Belgien. Mange af dem er for deres sprintere, men der er også flere af løbene, der passer til typer som Lampaert, Pedersen, Asgreen, Bert Van Lerberghe, Martin Svricek, der gjorde visse fremskridt i 2023, samt de unge Magnier, Gil Gelders og Warre Vangheluwe, hvis muligheder på det niveau skal blive spændende at udforske. Endelig er enkeltstarten et fokus, og her vil man naturligvis forvente mange sejre fra Evenepoel, ligesom Cattaneo i Polen i 2023 endelig tog sin helt store skalp på WorldTouren, men vi så heldigvis i 2023 også, at Asgreen på sine gode dage stadig er en god temporytter, som Lampaert også er det. Van Wilder har haft det lidt svært på flade ruter, men har været fremragende på kuperede ruter. Det var Alaphilippe også tidligere, men det er også her tvivlsomt, om det bliver et fokus for ham i den kommende sæson. Josef Cerny genrejstes også pludselig med sin sejr i Romandiet i 2023, hvor Pedersen også kørte bedre enkeltstarter end tidligere - og så kan man drømme om, at Moscon med et holdskifte kan genfinde tidligere tiders tempoevner.

Hvem kan overraske?

Patrick Lefevere har aldrig været bleg for at hente større navne til sit hold - og har som bekendt også en imponerende evne til at genrejse hensygnende karrierer hos ældre ryttere - men en væsentlig årsag til den store succes er holdets fantastiske evne til at finde og gøre unge talenter til verdensstjerner. Remco Evenepoel, Julian Alaphilippe, Fabio Jakobsen og Kasper Asgreen er blot et par nyere eksempler på ryttere, der blev professionelle hos Lefevere og meget hurtigt blev verdensstjerner.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den evne til at forvandle talent til stjerne er måske særligt relevant i den kommende sæson, hvor holdet som nævnt har erstattet et stort antal af holdets mere etablerede navne med en hel række nyprofessionelle. Skal fastholde deres niveau og verdensranglisteplacering i den kommende sæson er de derfor i endnu højere grad afhængige af, at de unge talenter slår hurtigt igennem, og at flere af de mere etablerede, men knap så profilerede ryttere slår igennem.

Blandt de helt unge er det nok Luke Lamperti, der har den største chance for at lave resultater allerede i 2024, og det skyldes i høj grad hans rolle på holdet. Med udrensningen i sprintertruppen står han nemlig pludselig til at få en rolle som andensprinter bag Tim Merlier. Det betyder, at han allerede i den kommende sæson bør køre en del løb som kaptajn. Den unge amerikaner har vist et lovende potentiale, men det er ikke helt klart, om han kan vinde klassiske massespurter mod de bedste - heller ikke på sigt. Han har nemlig også en vis robusthed, og han kan derfor ende i gruppen af mere holdbare sprintere med muligheder i visse brostensklassikere. Det bliver vi forhåbentlig klogere på i den kommende sæson, hvor han i hvert fald burde have en god chance for at tage en sejr eller to i nogle af de mindre løb i særligt Belgien, men hvor han sikkert også får chancen for at spurte lidt på WorldTouren.

Måske kan man også forvente visse resultater af Paul Magnier allerede i den første sæson. Han er i hvert fald allerede blevet en overraskende nr. 2 i en stigende spurt i Tour du Limousin, og dermed har han allerede leveret én gang, og holdet kører en del løb, hvor hans ryttertype burde kunne få noget plads. Som beskrevet i transferanalysen er han svær entydig at kategorisere, men hvis det er sandt, at han kan udvikle sig til en puncheurtype med evner i brostensklassikere, burde han kunne finde en del mindre belgiske endagsløb, hvor han måske kan tage sin chance. Med sin spurt er han i hvert fald typen, der kan lave resultater, og så må tiden vise, hvor langt klatreevnerne rækker i mere kuperet terræn, hvad der lige nu ikke er helt let at blive klog på.

I det lidt fladere terræn bliver det også spændende at følge Gil Gelders, der også virker lovende. Sådan må det være, når man vinder Gent-Wevelgem, ender som nr. 2 i Roubaix og får en 7. plads i Liege - dog alle ”kun” i U23-udgaverne. Han er ret uprøvet som professionel, og derfor er det lidt uklart, hvor meget vi kan forvente allerede i det første år på den store scene. Heldigvis er han relativt hurtig og dermed en vindertype, men han er ikke en fyr, vi vil se i massespurter. Det kan gøre det vanskeligt at lave resultater allerede med det samme, men heldigvis kører holdet mange af de mindre belgiske endagsløb, hvor han burde have et vist potentiale - og så må tiden også for ham vise, hvor meget hans resultat i Liege siger om hans evner i lidt mere kuperet terræn. Til gengæld vil jeg forvente, at Warre Vangheluwe, der som type ellers minder om ham, i første omgang skal agere hjælper.

Mere enkelt er det med William Junior Lecerf. Den unge belgier er klassementsrytter, og han synes også at være ganske lovende. En 5. plads i l’Avenir og en 8. plads i Baby-Giroen er dog ikke nok til at udmærke ham som sin generations allerstørste grand tour-talent. Han er stadig så ung, at han kan have langt mere, end de resultater indikerer, men i første omgang signalerer de vel, at vi skal skrue lidt ned for forventningerne til den kommende sæson. Her er det nok primært mindre etapeløb uden enkeltstart, hvor vi kan vente os resultater, men med sådanne kan han forhåbentlig også bekræfte, at der er grund til at tro på ham.

Lidt af det samme kan siges om holdets anden unge klassementsrytter, Antoine Huby. Også han ser lovende ud, men i 2024 nok mest med muligheder i mindre etapeløb. Samtidig har han modsat Lecerf indtil nu mest af alt begået sig i lidt mere eksplosivt terræn, og man kan derfor ikke udelukke, at han snare vil udvikle sig til ardennerrytter. Det bliver vi forhåbentlig klogere på i den kommende sæson.

Blandt de mere erfarne ryttere kommer man vel ikke uden om at nævne Ilan Van Wilder. Hans helt store gennembrud lader nemlig vente på sig, og man kan efterhånden godt tvivle på, om evnerne i bjergene rækker til at blive den topstjerne, prognoserne ellers spåede. Han har faktisk også til gode at køre lige så gode enkeltstarter, som han gjorde i DSM-tiden, men sandt er det heldigvis, at han i 2023 gjorde pæne fremskridt i bjergene. Giroen viste desværre, at der er et stykke vej til toppen, men hans stærke efterår indikerede, at der bør vente endnu et positivt skridt i 2024. Lægger han lidt på i bjergene, er han skabt til ugelange løb, hvor han forhåbentlig kan levere et topresultat i 2024, samtidig med at han meget gerne skulle spille end nøglerolle for Remco Evenepoel i Touren.

I samme ombæring bør man nævne Mauri Vansevenant, men her er det med større tøven. Mere og mere tyder nemlig på, at han aldrig bliver meget andet end en bundsolid hjælper, der kan lave resultater i mindre endagsløb og jagte etaper i grand tours. Hans stærke sæsonstart indikerede dog, at han havde taget næste skridt, men inden vi fik det bekræftet i et større løb, fik han sin sæson smadret af en knæskade. Det står efterhånden klart, at han nok mere er puncheur end etapeløbsrytter, og det er et lille problem på et hold, der i Ardennerne ventes at have fuldt fokus på Evenepoel. Som hjælper kan han dog også vise, at han er ved at være klar til at køre finale, og så må han opsøge lykken i de lidt mindre løb, hvor ”chefen” ikke er til start.

Det er vel også fair at nævne Casper Pedersen. Man kunne nemlig let glemme det potentiale, danskeren tidligt viste med sin Paris-Tours-sejr i 2020, for han havde en svær sidste tid på DSM. Heldigvis fik holdskiftet sparket liv i hans karriere, og man kan med nogen ret hævde, at den Pedersen, der startede sæsonen som lyn og torden og senere blev nr. 3 i Belgium Tour, var den bedste Pedersen, vi har set. Med holdets kraftigt svækkede brostenstrup begynder han også i de større klassikere at kunne lugte en halvbeskyttet rolle bag Alaphilippe, Asgreen, Yves Lampaert og måske Gianni Moscon. Hvis flere af de navne igen svigter, bliver friheden pludselig større - og som minimum kan han jagte resultater i mindre endagsløb og etapeløb i stil med Belgium Tour, som han gjorde med så fin succes i 2023.

Endelig er der to italienere, der allerede har opnået store resultater, nemlig Gianni Moscon og Fausto Masnada. Genrejsningen af Moscon kan næsten kaldes Lefeveres store 2024-projekt, men det vil i lyset af hans 2023-niveay være lidt overraskende, hvis det lykkes. Omvendt så det også meget sort ud for Philippe Gilbert og Mark Cavendish, inden de pludselig genetablerede sig selv som verdensstjerner, og er der nogen, der kan sparke liv i en karriere, der havde kurs mod at gøre Moscon til en af alletiders bedste og mest alsidige klassikerryttere, er det Lefevere. Oddsene synes små, men han har før bedrevet mirakler.

For Masnada er udsigterne heller ikke lovende, for noget tyder desværre på, at han kan ende som et af de mange permanente ofre for den grusomme kyssesyge, men skulle han kunne bygge videre på det lille momentum, han viste mod slutningen af 2023, er der håb. Efter den forrygende 2021-sæsonen lignede han nemlig en rytter, der i 2022 kunne få sit helt store gennembrud, og genfinder han de takter, kan han som nævnt ovenfor måske få sin chance i både store ugelange løb samt måske som kaptajn i Giroen.

Der er også andre, der fortjener en lille omtale. Lefevere fik virkelig sparket gang i Jordi Warlops karriere, og han ligner som holdets tredjesprinter en mand, der måske kan vinde mindre løb i Belgien. Det bliver også meget spændende at se, hvor langt Mattia Cattaneo kan bringe sin enkeltstart efter de fornemme 2023-sæson, og om Jan Hirt efter en enkelt sløj sæson kan genfinde de uhyre positive takter, der i 2022 indbragte ham en 6. plads i Giroen, og som kan gøre ham til nøglehjælper for Evenepoel i Touren samt måske endda beskyttet rytter i Vueltaen. James Knox er også gået helt i glemslen, og også 2023 var meget trist, men i Baskerlandet dukkede fordums niveau pludselig op af det blå. Sker det igen, kan han måske levere et etapeløbsresultat eller to. Det samme gælder for Louis Vervaeke, der i Vueltaen klatrede bedre, end vi har set længe, og endelig så vi i 2023 end langt stærkere udgave af den unge Marin Svrcek, der dog nok stadig er lidt for udpræget en hjælpertype til, at han kan få mange personlige chancer.