Tirreno-Adriatico-analyse: Da det ene vidunderbarn gav det andet lidt at tænke over

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Indrømmet. Forud for denne uges to store etapeløb så jeg mest frem til Paris-Nice. Ganske vist kan det virke en smule blasfemisk for et dansk cykelpublikum, når nu Jonas Vingegaard i år har fravalgt det franske løb til fordel for Tirreno-Adriatico, men det var nu alligevel svært at mobilisere den helt store begejstring ved udsigten til det italienske løb. Feltet er bestemt ikke uinteressant, men vi har jo vænnet os til, at danskeren gerne skal op mod enten Remco Evenepoel, Primoz Roglic eller Tadej Pogacar - og det er nok i virkeligheden kun sidstnævnte, der for alvor kan yde modstand - hvis han skal trues i kampen om de samlede sejre, han nu høster i hobetal.

Derfor var der lagt op til en lille procession i denne uge i Italien. Selvfølgelig er Juan Ayuso til start, og meget taler for, at der ikke går lang tid, inden det spanske vidunderbarn bevæger sig op i samme liga som de fire omtalte giganter. Han har bare ikke været der endnu. Han kunne trods alt ikke slå Sepp Kuss i Vueltaen, og selvom han er startet sæsonen stærkt, har han ikke sat verden i brand. Han kunne eksempelvis ikke køre fra Mattias Skjelmose på de lange stigninger i Drome-Ardeche, og selvom Skjelmose allerede er en af verdens bedste cykelryttere, er han trods alt ingen Vingegaard, i hvert fald ikke endnu.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Nej, man skulle nok være UAE-fan, hvis man for alvor skulle tro på, at Vingegaard ville kunne blive udfordret over de syv dage tværs gennem i Italien, og det var i hvert fald svært at se samme italienske spænding som den, der er lagt op til i Frankrig, hvor Evenepoel og Roglic mødes til endnu en af de dueller, der plejer at være pokkers tætte. Sådan er det formentlig stadig, efter at løbet i dag for tredje gang i træk åbnedes med en af de flade tonserenkeltstarter op og ned ad kystvejen, som i mere end et årti har været en fast bestanddel af det italienske løb, for selvom Vingegaard fik sig lidt af en tempolektion af Ayuso, skal der stadig være sket noget dramatisk med deres styrkeforhold i bjergene, hvis ikke det alligevel skal ende med samlet dansk sejr, når showet om en uges tid lukker ned på den anden side af den italienske støvle.

Men der er kommet spænding ind i foretagendet. Forud for løbet var jeg bestemt ikke sikker på, at Vingegaard ville slå Ayuso på denne meget specielle form for enkeltstart, selvom danskeren jo sidste år kørte en af verdenshistoriens bedste enkeltstarter. Den slags flade tonserenkeltstarter over kort distance - og så endda i restitueret tilstand - har aldrig haft den store appel til danskeren, der end ikke kørte i top 20, da han senest deltog i løbet for to år siden. Derfor kunne det sagtens være, at han ville lide et lille nederlag på denne åbningsdag, hvor det burde blive ret tæt mellem de to favoritter.

Det har bare heller ikke været noget for Ayuso. Ganske vist udviklede han sig til lidt af et tempomonster sidste år, hvor han vandt to WorldTour-enkeltstarter, men det var på ganske kuperede ruter og over meget længere distancer. Hans flade enkeltstarter var langt fra imponerende. Han kørte en tilsvarende kort, flad enkeltstart i Schweiz, hvor han blev en pæn nr. 10, men langt efter tempofænomener som Stefan Küng, Remco Evenepoel og Wout van Aert. I Vueltaen kan man endda godt tillade sig at sige, at han skuffede, for på den flade rute i Valladolid, hvor den lange distance ellers passede til hans motor, blev han en beskeden nr. 7 - klart slået af Filippo Ganna, Evenepoel og Roglic og endda også sat til vægs af Joao Almeida, Aleksandr Vlasov og Mattia Cattaneo. Han slog sågar kun Vingegaard med 7 sekunder, og det var på en dag, hvor danskeren i den grad underpræsterede.

Nej, hverken Vingegaard eller Ayuso klappede nok i deres hænder, da de så, at årets løb igen åbnede med denne slags tonserenkeltstart, men nu hvor røgen har lagt sig, får Ayuso nok alligevel travlt med at føje arrangørerne til listen over årets modtagere af julekort. Det spanske vidunderbarn må i hvert fald knibe sig lidt i armen over, at han ikke blot slog den danske favorit med de få sekunder, han kunne have drømt om, men leverede en decideret lussing, hvor han slog danskeren med mere end 2 sekunder pr. kilometer - og det endda selvom han kørte på et tidspunkt, hvor vejene endnu ikke var blevet tørre.

Det må i hvert fald give Vingegaard lidt at tænke over. Nok er der stadig lagt op til, at danskeren vil være stærkest i bjergene senere i løbet, men helt sikker kan han ikke vide sig. Ayuso er jo et af den slags vidunderbørn, hvis totale eksplosion vi som nævnt alle venter på, og spørgsmålet var om dagens magtdemonstration var et første bevis på, at det er i år, den kommer. Det kan godt være, at han endnu ikke har været skræmmende i år - i Andalusien fik han bl.a. deciderede klø af Maxim Van Gils på en enkeltstart, der burde have passet ham bedre - men er der noget, vi har lært om ham i de første år, er det, at han gerne skal bruge nogle løb på at blive varm, og noget tyder på, at motoren efterhånden er så lun, at man godt kan brænde sig på den.

Det kan Vingegaard måske også. Det kan godt være, at han lavede soloshow i Galicien, som han plejer, men det var jo altså ikke overbevisende, at han kun slog Lenny Martinez med ca. 15 sekunder på den ganske svære kongeetape. Nok er også Martinez et talent, der ikke er langt fra Ayuso-klassen, men man ville forvente betydeligt mere af den danske Tour-konge. Noget tyder i hvert fald på, at han endnu ikke er på 100%, og det er den usikkerhed samt potentialet i en eventuel Ayuso-eksplosion, der pludselig gør det hele lidt mere spændende.

Alligevel har løbet stadig en klar favorit. Vingegaards motor skal nemlig også først være varm, og sammenligner man dagens resultat med 2022-udgaven, hvor han fik læsterlige klø af Tadej Pogacar på denne etape, men stadig endte som den samlede nr. 2, var der tale om en markant fremgang. Selvom det tyder på, at hverken Visma, UAE eller for den sags skyld Feltets såkaldte ekspert havde læst vejrudsigten rigtigt, endte danskeren trods alt stadig i top 10. Han blev slået af Søren Wærenskjold og Kevin Vauquelin, der også kørte meget tidligt, men i lyset af etapens karakter er det ingen skam. Vi ved nemlig, at Vingegaard tidligere altid havde det lidt svært på første vigtige dag i et etapeløb, og det vil være mærkeligt, hvis den rust er helt forsvundet.

Men lidt at tænke over har han helt sikkert fået. Det var nemlig ikke kun Ayuso, der imponerede. Ganske vist endte UAEs andet vidunderbarn, Isaac Del Toro, langt fra det resultat, han leverede i Algarve, men i lyset af rutens karakter og det forhold, at han kørte på de allermest våde veje, var det nu ganske opløftende. Det portugisiske løb viste os stadig, at vi ikke aner, hvad kan vente os af ham i bjergene, men rammer han dagen, har UAE en ganske potent duo. Den virker i hvert fald lidt mere potent end Vismas, for selvom Cian Uijtdebroeks måtte forbande denne rute langt væk og kørte i det værste regnvejr, var der i hvert fald ingen tegn på fremgang.

Det var der til gengæld for Jai Hindley, der tog den fremgang, han viste sidste år til helt nye højder. Nu er han ikke skabt til ugelange løb, men vi kender til gengæld hans topniveau, og han er ikke den bedste mand at skulle slås med, hvis han vitterligt også kan præstere over en uge. I lyset af rutens karakter kom Daniel Martinez også fint tilbage efter skuffelsen i Strade, og der er foreløbig ingen grund til at aflyse den genfødsel, vi fornemmede i Algarve. Også Lennard Kämna bekræftede sin lille genfødsel som temporytter, selvom det også er ret tydeligt, at formen ikke er som sidste år, og at han under alle omstændigheder er overmatchet i bjergene.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

I det hele taget var der mange af løbets favoritter, der kan knytte næven, når de går i seng i aften. Ben O’Connor, der ikke havde den allerheldigste starttid, bekræftede også den store fremgang, vi så sidste år, og i lyset af det, vi så i Algarve, kom Tom Pidcock bestemt også hæderligt igennem. Romain Bardet viste også igen, at han har forbedret sig voldsomt, og noget tyder endda på, at Damiano Caruso er i bedre form, end han plejer at være. Der kom sågar også livstegn fra Neilson Powless, men hans svage sæsonstart indikerer nok desværre, at vi ikke skal regne med, at han kan være med i bjergene, hvor manglerne under alle omstændigheder er for store.

Det kan de også vise sig at være for Kevin Vauquelin, Antonio Tiberi, Romain Gregoire og Max Poole, men fire af sportens stortalenter viste i dag deres store potentiale. Franskmanden passede ikke specielt godt til denne rute, men fik lagt en masse uheld i de seneste løb bag sig og bevist, at han er en fremragende temporytter. Mere uventet var det at se Tiberi helt fremme, men noget tyder på, at han endelig er klar til at eksplodere. I Vueltaen fandt han helt nye klatreevner, og nu ser det ud til, at den tidligere juniorverdensmester måske også er ved at finde de tempoevner, han havde i de unge år - og samtidig fik han bevist, at Bahrain altså vitterligt har forbedret deres materiel.

Endnu mere uventet var det at se Gregoire i top 10, men den positive udvikling, vi så sidste år, er tilsyneladende accelereret, og selvom han kommer til kort i bjergene, fik han i hvert fald bevist, at det uden det dumme styrt nok var blevet til en del mere på gruset i lørdags. Allermest chokerende var det dog at se Poole, der sidste år kørte ganske forfærdeligt på flade enkeltstarter, men som for andet løb i træk overpræsterede markant, og med sit tårnhøje topniveau nu ligner en langt mere spændende rytter end den allerede uhyre spændende herre, han var for et par uger siden.

Men var der slet ingen tabere? Jo, bestemt. Thymen Arensman er endt som nr. 6 på denne enkeltstart to år i træk, men den ellers mere lovende sæsonstart, vi har set i år, var ret usynlig i dag, hvor hans motor dog heller aldrig nåede at blive varmet op. Vi må også igen sande, at Tao Geoghegan Hart har meget arbejde foran sig, hvis han skal genfinde sidste års vilde tempoevner. Det var også nedslåede med Enric Mas, for selvom denne rute passede ham elendigt, præsterede han markant ringere end sidste år, hvad der er bekymrende efter en halvsløj 2023-sæson. Det var også svært at se fremgangen hos Ben Healy, der må sande, at han nok kun kører gode enkeltstarter på kuperede ruter. Julian Alaphilippe fortsætter også sin triste, triste udvikling, og helt galt er det med Richard Carapaz, der lige nu får vanskeligere og vanskeligere ved at klynge sig til det håb, efterårets lille opblomstring ellers gav.

Og så var der naturligvis Filippo Ganna. Naturligvis er han ikke en del af klassementskampen, men en taber er han. Sådan må det være, når man har vundet Tirreno-enkeltstarten i overlegen stil tre ud af de seneste fire gange og pludselig bliver slået - uanset om Ayuso er et vidunderbarn eller ej. Alligevel var det nu ikke helt skidt. Han rejste sig flot efter den svage sæsonstart, og der var trods alt kun én, han ikke slog klart. Måske når han alligevel at finde formen til Sanremo?

I det mindste kan han da også være mere tilfreds end Magnus Sheffield. Vi må stadig vente med at se, om amerikaneren er ved at støde italieneren af tronen på denne form for enkeltstarter, for han har desværre den kedelige tendens, at han styrter alt for ofte. Det var en skam, for et af dagens mest spændende spørgsmål var netop, hvem der ville vinde den interne Ineos-duel.

Til gengæld var der andre specialister, der kan være tilfredse. Man kan diskutere, om Jonathan Milan er specialist, men han fik i hvert fald nok engang vist, at han synes at have forbedret sig ganske enormt hen over vinteren. Ethan Vernon chokerede også ved at køre sit livs enkeltstart, selvom han har skiftet fra et hold med supermateriel til et hold, der er kendt for præcis det modsatte. Der var også en dejlig gevinst på lottokuponen Josef Cerny, der fik bevist, at han på sine dage er en af de bedste på disse korte, flade enkeltstarter, og Søren Wærenskjold fik rejst sig efter en tid med tilsyneladende ret dårlig form. Ja, selv gode, gamle Tobias Ludvigsson mindede os pludselig om, at han engang var en sublim temporytter. Og ja, så fik Nelson Oliveira også sin obligatoriske plads mellem nr. 11 og 20, hvad der for ham er pænt på en rute som denne.

Set med danske øjne var det mere blandet. Desværre kørte Kasper Asgreen under de værste betingelser, og i det lys viste han vel egentlig, at han trods trængslerne i klassikerne i denne disciplin stadig skal regnes som en af de allerbedste. Magnus Cort kørte også endelig en pæn enkeltstart igen, som han ellers kun har gjort det i Danmark Rundt inden for det seneste gode års tid. Til gengæld havde man nok ventet mere af Mikkel Bjerg, der for anden gang i træk præsterede lidt under det forventede. Det er dog ikke alarmerende, for denne slags enkeltstarter har aldrig været hans foretrukne, og selvom han havde tørre veje, tyder alt også på, at de sidste startende havde en fordel.

Og de danske tanker kredser alligevel mest om Vingegaard. Det er trods alt ham, der er den store stjerne, og som kan få enhver artikel på Feltet.dk til at få tårnhøje læsertal, hvis blot han nævnes i overskriften. Sådan er det, når man ikke bare er Danmarks største cykelstjerne, men også et af sportens ultimative vidunderbørn. Han kom heldigvis hæderligt i gang - i hvert fald meget bedre end for to år siden. Alligevel sover han nok en kende mere uroligt i aften, end han gjorde i nat. Der var i hvert fald et andet vidunderbarn, der nok har givet ham lidt at tænke over.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT