Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tirreno-Adriatico-analyse: Da vidunderbarnet fik sig en lektion

Tirreno-Adriatico-analyse: Da vidunderbarnet fik sig en lektion

08. marts 2022 14:10Foto: LaPresse

I disse dage køres Tirreno-Adriatico, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 1. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Det er velkendt, at Remco Evenepoel synes at have mere selvtillid end det gennemsnitlige menneske. Det er naturligvis også velbegrundet, når han allerede for mange år siden leverede ting, man troede var ganske umuligt for teenagere, og da han i mange år blot gik fra den ene gigantiske succes til den anden, må det have været en smule svært at bevare benene på jorden - også fordi han allerede var udskreget til belgisk nationalikon, inden han havde kørt sit første professionelle løb! Alligevel måtte han sidste år sande, at han fortsat ikke kan kalde sig verdens bedste temporytter, da Filippo Ganna ved VM gav ham gedigne prygl, og det har nok smertet en kende for den selvbevidste belgier.

 

Hans respektfulde omtale af sin italienske rival på pressekonferencen inden denne uges Tirreno-Adriatico indikerede det ganske vist ikke, men dybt inde i sjælen havde Evenepoel nok alligevel drømt om, at han i dag kunne indtage den tempotrone, han altså fortsat har måttet spejde lidt langt efter. For bare et par uger siden leverede han nemlig med det, han kaldte sit livs bedste enkeltstart, en så gedigen magtdemonstration ved at knuse den uhyre formstærke Stefan Küng i Algarve, at han i sit stille sind nok havde tænkt, at det måske kunne blive mandag d. 7. marts 2022, hvor han for første gang siden Gannas indtagen af verdenstronen ville sætte den suveræne italiener. Selvtilliden var næppe blevet mindre af, at Stefan Bissegger som bekendt gav Ganna en gedigen lussing i det nyligt overståede UAE Tour på en rute, der var næsten identisk med den, der ventede, da Tirreno-Adriatico som noget helt nyt blev skudt i gang med den tonserenkeltstart, som ellers plejer at runde løbet af.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Hvis man kunne foretage en præcis aflæsning af Evenepoels selvtillidsbarometer denne mandag aften, er det nok faldet en smule. Da røgen havde lagt sig efter de 13 km op og ned langs den flade italienske vestkyst, viste det sig nemlig, at det belgiske vidunderbarn end ikke havde været i nærheden af at røre verdensmesteren. Hele 11 sekunder lød nederlaget på, da først Ganna havde åbnet for den motor, som lige nu ikke kan sammenlignes med noget andet, man finder i det professionelle cykelfelt.

 

Allerede ved mellemtiden lå det klart, at det ikke ville blive i dag, at Ganna ville blive detroniseret. Ganske vist var afstanden her beskedne 2 sekunder, men det var efter den modvindsdel, der var aerodynamiske Evenepoels fordel. Som vi også så det ved EM, kan belgieren i kraft af sin lave position godt mål sig med Ganna, når han kan drage fordel af modvind. Men i medvind, hvor det først og fremmest handler om power, kom han til kort ved EM, og det gjorde han igen i dag.

 

Den store afstand betyder nok, at Evenepoel læser dagens resultat som et nederlag, men det er der i virkeligheden ingen grund til. Tværtimod! Denne form for enkeltstart er i kraft af både den korte distance og det flade terræn den værst tænkelige for det alsidige belgiske fænomen, men til gengæld skræddersyet til Ganna - og i øvrigt også til Bissegger, der på denne form for rute meget vel kan være tæt på at overtage tempotronen. Allerede sidste år så vi ved EM og VM, at Evenepoel er overmatchet i fladt terræn, og når distancen samtidig er kort, har han endnu mindre gunstige kort på hånden.

 

Nej, han skal i virkeligheden være svært tilfreds. I dag var der nemlig en Superliga med Ganna og en 1. division med Evenepoel. Alle andre befandt sig i højst i 2. division, for Evenepoel var i forhold til alle andre akkurat lige så suveræn, som Ganna var det i forhold til Evenepoel. Det er trods alt ikke noget uvæsentligt faktum, når man iagttager det ganske stærke tempofelt, der var samlet til dagens slag i Vestitalien.

 

Det åbner i hvert fald også perspektiver. Evenepoel signalerede allerede med sin vilde enkeltstart i Algarve, at han som temporytter meget vel kan være klar til at tage næste skridt. Dagens flotte præstation indikerer, at han meget vel kan vise sig ganske uhyggelig, når han igen mødes med ruter som den, han mestrede så smukt i Algarve. Hans to enkeltstarter i år gør det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at en god vinter endelig har bragt ham videre i sin udvikling på temposiden, efter at det grimme styrt syntes at have fået ham til at gå i stå.

 

Det er dog næppe noget, han kan bruge til særligt meget lige nu. Nu er han nok mest af alt frustreret på alle områder. Én ting er nemlig nederlaget til Ganna, noget andet er, at hans værste rival i kampen om den samlede sejr nok engang beviste, at han bliver meget svær at vide skeer med i den kommende uge.

 

Fænomenale Tadej Pogacar var der nemlig igen. Vi har jo allerede i tidligere udgaver af både dette løb og UAE Tour set, at han sagtens kan køre denne form for enkeltstart, men faktisk er han i alle tre tilfælde blevet nr. 4. I dag tog han endnu et skridt, da han ikke blot endte som nr. 3, men også slog Kasper Asgreen, som jo ellers på en flad tonserrute af denne type havde slået ham ganske klart til årets VM.

 

Det er urovækkende for rivalerne. Det bekræfter nemlig det indtryk, man fik efter Strade Bianche, nemlig at han har forbedret sig betydeligt siden UAE Tour, hvor han ikke efterlod det mest overbevisende indtryk. Den usikkerhed om hans form, som Mellemøsten efterlog, blev som bekendt effektivt fjernet med hans vanvidsridt på det italienske grus, og med dagens suveræne enkeltstart fik han blot sat en endnu federe streg under, at Evenepoel skal stå meget tidligt op, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at vinde det løb, der er hans første meget alvorlige test i et stærkt besat og mere klassisk opbygget ugelangt WorldTour-etapeløb.

 

Til gengæld kan han så glæde sig over, at han kraftigt fik distanceret den tredje af de tre hovedpersoner, som der på forhånd var lagt op til et opgør imellem. Jonas Vingegaard var nemlig slet ikke i stand til at leve op til de store forventninger, hans forrygende enkeltstarter i 2021, havde skabt, og han har nu allerede tabt så megen tid, at rollen som førsteudfordrer til Pogacar kan blive svær at opnå i dette løb.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Det er naturligvis en smule ildevarslende, når man betænker, at dette løb er hans største mål i foråret, og han kunne da over for Eurosport heller ikke skjule sin skuffelse. Der er dog slet ingen grund til at starte alarmklokkerne endnu. Tværtimod har vi lært, at danskeren ofte er rusten på den første seriøse dag efter en pause. Det så vi jo sent som i Drome-Ardeche, hvor han skuffede sig selv om lørdagen, inden han om søndagen kørte fra alt og alle. Med den stadig lidt ustabile dansker er der ingen garantier, men følger han det mønster, vi oftest ser, vil han være meget bedre, når det virkelig gælder senere på ugen.

 

Alligevel lå det ikke i kortene, at tenpostærke Vingegaard skulle få klø af folk som Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart og Richard Carapaz, der alle er nogle af de alvorlige rivaler til podiet. Alle tre kan til gengæld se tilbage på en start, der var langt mere opløftende, end de kunne have håbet.

 

For Lopez kan det imidlertid ikke komme som det helt store chok. Vi ved jo, at Astanas cykel i de seneste år leveret det ene tempomirakel efter det andet, og faktisk stod Lopez selv for et af dem, da han i 2020 lagde ud med at køre en skræmmende god enkeltstart i Algarve. At Astana-ryttere kører stærkt, så snart der bydes på temposhow, er efterhånden blevet så velkendt et fænomen, at det næsten måtte gå sådan, at også Lopez ville kunne lukrere herpå. Dermed bliver den lille colombianer, der så overbevisende ud i Andalusien, en alvorlig trussel på den podieplads, Vingegaard ellers havde kurs mod inden starten.

 

Mere overrasket er jeg over Carapaz. Ecuadorianeren har ellers i sæsonstarten været lige så sløv, som han plejer, og hans kørsel i Strade Bianche gav ikke indtryk, at han havde forbedret sig svært under turen hjem til Ecuador. Han har da også til gode at bekræfte en bedre form, når det for alvor gælder i bjergene, men starten i dag var i hvert fald opløftende.

 

I det hele taget var det en forrygende dag for Ineos, der ikke blot kan juble over Ganna og Carapaz. Nej, Geoghegan Hart, der nu i ellers halvandet år har været så langt væk, at man ikke helt har kunnet forstå, at han faktisk har vundet Giroen, viste pludselig endelig de livstegn, vi har spejdet efter så længe. Om det ogsp gælder i bjergene, har vi til gode at se, men der er grund til at have store forventninger, når man betænker, at han efter en løbspause på mere end en måned har haft masser af tid til at forbedre sig.

 

Helt perfekt gik det dog ikke for briterne. Richie Porte, der jo har sat som et stort mål at vinde det ene af de to eneste store ugelange WorldTour-etapeløb, han endnu ikke har vundet, fik ikke den start, en tempostærk rytter som ham burde. Han led dog også under en dum beslutning om at starte tidligt, da den tiltagende vind på en rute med mere med- end modvind gav ham et ikke uvæsentlig handicap, men heller ikke blandt de først startende imponerede han voldsomt. Det er dog heller ikke i sig selv en katastrofe, for Porte har i de senere år ikke haft den fladbanepower, han havde, da han til VM i København blev nr. 4 på en helt flad rute.

 

Han kan i hvert fald glæde sig over, at han klarede sig betydeligt bedre end de andre klassementsryttere. Julian Alaphilippe beviste med en halvsløj enkeltstart, at han dels nok er mærket af lørdagens styrt og dels næppe har den allerbedste form, hvad han da også indrømmede på søndagens pressekonference, hvor han stillede sig til rådighed for Evenepoel. Wilco Kelderman må nok engang sande, at hans tid som tempokonge for længst er ovre, og det store spørgsmål om Rigoberto Urans startform fik i første omgang ikke det mest positive svar.

 

Det gik dog stadig bedre end for mange andre. Bahrain må i første omgang sande, at deres temposatsning slet ikke giver resultater, da der fortsat ikke er skyggen af tegn på, at Pello Bilbao og Damiano Caruso genfinder de tempoevner, de engang havde. Det samme gælder for Enric Mas, der måske nok kørte sig lidt op til sidst, men som stadig er milevidt fra de tempoevner, han havde i tiden hos Quick-Step. Også Tim Wellens har for længst sagt farvel til sin gode enkeltstart, og de temposvage Giulio Ciccone, Mikel Landa. Cristian Rodriguez og Sepp Kuss fik akkurat så store nederlag, som de må have regnet med på denne flade tonserrute. I den gruppe af relaltivt temposvage folk var det vel kun Jakob Fuglsang, som med en af sine bedre enkeltstarter kan kalde sig en vinder.

 

Helt galt gik det for Emanuel Buchmann, der desværre i sæsonstarten er fortsat den gradvise deroute, vi har oplevet siden styrtet i Dauphiné i 2020. Og desværre var det også endnu en katastrofal dag for Thibaut Pinot, som ellers midt i sin krise fortsat har kørt fornuftige enkeltstarter, men som i dag måtte se sig slået af ”tempokongerne” Ciccone og Landa. I det hele taget var det ikke en sjov dag for franskmænd, da Romain Bardet, som jo ellers forbedrede sin enkeltstart så markant i 2021, pludselig igen lignede den temporytter, han plejede at være.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

I det hele taget blev der etableret større forskelle i klassementskampen, end mange nok havde ventet, men sådan går det, når løbets største favoritter også tilhører den absolutte tempoelite. Det gør Kasper Asgreen som bekendt også, og det samme danskeren en fed streg under med endnu et topresultat på en rute, hvor han ellers normalt kommer lidt til kort grundet den begrænsede distance. Det gjorde han også i dag, hvor han blev slået klart af Ganna og Evenepoel, men resultatet vidner nok engang, at han har kurs mod at være manden, Wout van Aert mest af alt skal frygte i brostensklassikerne - i hvert fald hvis Tom Pidcock ikke tager det næste skridt i de løb, der ikke passer ham helt så godt som de mere kuperede klassikere.

 

Dermed sørgede han også for en dansk opmuntring efter den lille nedtur til Vingegaard og en sløj præstation fra Magnus Cort, der efter sin sygdom ikke synes helt på toppen. Det gjorde Mikkel Bjerg også, da han med en 9. plads fik sendt et signal om, at han er ved at finde den stabilitet, der har manglet i et 2021, hvor der var flere skuffelser end opmuntringer. Nu er det i hvert fald anden gang i træk, at han kører en flot enkeltstart - altid via en stærk afslutning - og det lover godt forud for opgaver, hvor ruterne passer ham bedre.

 

Bjergs resultat var ikke helt uventet, men det var faktisk lidt en undtagelse på en dag, der bød på mange overraskelser. Når man ser på Edoardo Affinis enkeltstarter i 2021 og hans fornemme kørsel i åbningsweekenden, lå det i hvert fald ikke i kortene, at han blot skulle blive nr. 15. Da han i UAE Tour blot blev nr. 29, lå det bestemt heller ikke i kortene, at Alex Dowsett skulle genopstå fra de døde og trods en tidlig start køre en af sit livs bedste enkeltstarter. Ej heller var det oplagt, at dieselmotoren Thymen Arensman, der jo ellers i Vueltaen beviste sine tempoevner, kunne præstere på en rute, der er så kort som denne, og det var heller ikke helt indlysende, at Matteo Sobrero uden sin Astana-cykel og efter et nyligt styrt skulle placere sig i top 10. Men måske BikeExchange bare skal glæde sig over, at de vist har deres materiel i orden, da også en anden nytilkommen, Lawson Craddock, kørte en af sine bedre enkeltstarter i de seneste år.

 

Det gjorde Tobias Ludvigsson også, og svenskeren bekræftede nok engang den forrygende form, han viste i Provence og ved åbningsweekenden, selvom jeg i lyset af hans kørsel der måske havde håbet på lidt mere. Det var også godt at se Jos van Emden nok engang bevise, at han stadig kan præstere på den type enkeltstart, hvor han tidligere var en af verdens bedste. Det beviste han allerede i Giroen sidste år, og selvom han hverken er så god eller stabil som tidligere, er der stadig liv i de gamle ben. I dag var de i hvert fald mere livlige end de var hos Benjamin Thomas, der lige nu ligner en mand, som betaler prisen for at være skiftet til et hold med en begrænset tempohistorik.

 

Tempohistorik har Ineos og Quick-Step masser af, og i de senere to sæsoner har det været briterne, der har siddet på tempotronen. Det så ellers ud til, at den ville være Evenepoels, da han som 19-årig vandt sølv ved sit allerførste VM, men siden er han blevet overhalet indenom af Ganna. Da Küng fik sin lektion i Algarve, så det ellers ud til, at vi kunne nærme os tronskiftet, men i dag fik Ganna effektivt bevist, at der på denne helt særlige form for enkeltstart fortsat er lidt vej til den absolutte top for det belgiske fænomen. Heldigvis ved vi, at hans selvtillid næppe tager væsentlig skade af den magtdemonstration, han i dag var vidner til.

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tirreno - Adriatico
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?