Tirreno-Adriatico-analyse: En lille smule dansk menneskelighed

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Man forstår godt, hvis Juan Ayuso, Jai Hindley og alle de øvrige klassementsryttere i årets Tirreno-Adriatico sov lidt uroligt i nat. Det gør de jo nok tit dagen inden en vigtig kongeetape, men denne gang var der nu ingen grund til at sove uroligt over sværhedsgraden. Ganske vist var målbjerget Monte Petrano ikke verdens letteste stigning, men de har i hvert fald alle været udsat for større klatreudfordringer.

Så var det nok snarere udsigten til at være oppe mod Jonas Vingegaard, der kunne bekymre. Det er som bekendt ret vanskeligt at finde en mere formidabel modstander i en bjergfinale end det danske fænomen, og alene hans deltagelse kan nok få de fleste til at ryste i bukserne. At få en gang høvl af danskeren har de dog alle prøvet flere gange før, og hvis de skulle sove dårligt hver eneste gang, kunne de jo snart sagt ikke bestille andet.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Nej, det var snarere fredagens begivenheder, der gav grund til lidt ekstra urolig nattesøvn denne gang. Her havde Vingegaard nemlig knust det samlede felt med en overlegenhed, der trods alt ikke er hverdagskost fra selv den danske Tour-konge. Fredagens etape var nemlig i den helt lette kategori med en kort distance, relativt få højdemeter og bare ét relativt let bjerg, der endda kom langt fra mål. Det er den slags etaper, hvor man normalt ville sige, at almindeligt dødelige ikke kan køre fra alt og alle - og i hvert fald ikke holde hele vejen, når de jagtende forfølgere samarbejder.

Hvis det er rigtigt, er Vingegaard bare ikke dødelig. Han gjorde nemlig præcis det, dødelige ikke kan gøre, da han leverede en af sine mest overbevisende magtdemonstrationer. På det ganske beskedne bjerg kørte han intet mindre end 55 sekunder fra en gruppe af verdens bedste klatrere, og da han ramte det let stigende stykke, hvor en samarbejdende forfølgergruppe burde have en klar fordel, gik forspringet kun én vej - og det var ikke den, Ayuso, Hindley eller de andre ønskede.

Derfor var der grund til at sove dårligt. Nej, dagens kongeetape var ikke specielt svær, men den var i hvert fald langt, langt sværere end gårsdagens. Og hvis Vingegaard kunne tage 55 sekunder på den lette San Giacomo-stigning, hvor stor skade kunne han så ikke gøre på den langt stejlere Monte Petrano? Ville vi så nærme os afstande som dem, Tadej Pogacar skabte i Strade Bianche præcis en uge tidligere?

Hvis søvnen var dårlig sidste nat, bliver den formentlig bedre, når rytterne om nogle timer går til køjs. Den totale ydmygelse udeblev nemlig. Selvfølgelig leverede Vingegaard den ventede magtdemonstration, ligesom han tog den etapesejr, kun uheld eller den formsvage Richard Carapaz’ ellers behjertede udbrudsforsøg kunne have snydt ham for, men det var med en helt anden menneskelighed, end vi så det i går.

Selvom stigningen var langt vanskeligere, og han smed lidt sekunder, da han fejrede sejren, var afstanden til de nærmest end ikke halvt så stor, som den var det på den bløde San Giacomo-stigning 24 timer tidligere. Ja, faktisk var han i lange perioder ude af stand til at øge til Ayuso og Hindley, og end ikke Tom Pidcock, der arbejdede som et æsel for Thymen Arensman i en sjælden hjælperrolle, kunne han køre fra, da briten længe holdt afstanden på 55 sekunder. Vidunderbarnet Isaac Del Toro kørte endda i en periode decideret stærkere end den normalt så suveræne dansker.

Det skal man næppe overdramatisere. Kun Vingegaard selv ved, hvor dybt han syntes, han skulle grave. Etapesejr og samlet sejr var jo sikker, og modsat i går, hvor han skulle give alt for at sikre sig et forspring, han kunne holde hele vejen, var der jo ikke skyggen af grund til at gøre mere end det nødvendige. Det eneste argument for at gentage gårsdagens magtdemonstration skulle således være et behov for at grave dybt en sidste gang i løbssammenhæng som forberedelse til det næste mål i Baskerlandet, men om det var et behov, han havde, ved kun han og hans træner.

Det er dog svært ikke at drage en parallel til sidste års Tour. Vi ved jo, at Vingegaard normalt kun bliver bedre og bedre i et etapeløb, men sidste år var der også en regning at betale dagen efter den enkeltstart, der kaldes en af alletiders bedste. Selvom det var Pogacar, der knækkede Col de la Loze, så vi i hvert fald dagen efter en helt anderledes menneskelig udgave af danskeren end den udgave, der sammen med Pogacar i de første 16 dage kunne køre fra alt og alle efter forgodtbefindende - og gøre det med stor, stor afstand.

Jeg tror nu bare, at Vingegaard kørte med håndbremsen en smule trukket. Det er den mest oplagte forklaring på graden af menneskelighed, men så længe vi ikke ved noget, og så længe det er en gentagelse af et mønster, vi også så i Touren, er der da i hvert fald rivaler, der kan tillade sig at drømme. Ikke at de drømme kan komme i nærheden af at handle om en Tour-sejr, når selvsamme ryttere i nat nok snarere havde mareridt over danskerens magtdemonstration, men i dag kunne de da trods alt fornemme en eller anden form for menneskelighed og måske endda dødelighed.

I det hele taget var det en helt anderledes dag i dag end i går. Efter 5. etape var der mange flere tabere, end der var vindere, men i dag er listen over vindere ganske lang. Særligt var det opløftende at se en Ayuso, der virkede meget stærkere end i går. Denne gang forsøgte han endda at gå med i Vingegaards angreb, og han holdt sågar stand ganske længe. Det gjorde han endda, selvom en defekt havde givet ham en benhård og lang opkørsel på den næstsidste stigning, men det kan ikke overraske. Vi har allerede lært, at han bliver bedre og bedre undervejs og er bedst på de store dage med mange højdemeter, og derfor passede denne etape ham langt bedre end gårsdagens korte og bløde affære.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

I det hele taget var det en storslået dag for UAE. De kunne nemlig nok engang se, at Isaac Del Toro er et vidunderbarn af en endnu større klasse, end selv den mest optimistiske mexicaner havde troet. Vi skal måske vænne os til, at han har en Joao Almeida-agtig stil, men når først motoren er varm, kører han rasende stærkt. I dag viste han, at han kan gøre det to dage i træk, og vi ved også, at han har en chokerende god enkeltstart. Ja, Algarve viste, at han stadig er utilregnelig, men det kan man vente sig af så ung en rytter. Lige nu er der i hvert fald al mulig grund til at tro, at Ayuso skal kæmpe for sin fremtidige status som den store UAE-kaptajn, når engang Pogacar begynder at vise de svaghedstegn, der var svære at se i lørdags. Den status jagter Mikkel Bjerg trods alt ikke, men hans samlede 15. plads må vel betegnes som løbets største sensation, der pludselig tegner perspektiver for ham som klassementsrytter i løb, der ikke er for svære - hvis ellers han kan få lov at prøve på et hold, der jo ikke just mangler potentielle kaptajner.

Det var også en sjælden og tiltrængt god dag for Bora. Ikke blot fik de deres sejr i Paris-Nice, Hindley fortsatte også gårsdagens lovende takter. Undgår han uheld, kan han endelig ende på et podium i et af de ugelange løb, hans motor ellers ikke elsker, og det kan han i samme uge, som hans kaptajn, Primoz Roglic, viser bekymrende tegn. Hvis jeg lige nu kunne spille på, hvem der bliver bedste Bora-rytter i Touren, ville jeg smide mine skillinger på en australier og ikke en slovener - særligt når nu førstnævnte pludselig også kan køre enkeltstart. At vi så samtidig så Lennard Kämna levere sin måske bedste klatrepræstation i et WorldTour-etapeløb, selvom han tog en hård føring, gjorde det bare til en grundlæggende god lørdag for et tysk hold, der leder efter succeserne.

Det gør de også hos Ineos, og i dag fik de heldigvis en af slagsen. Det var i hvert fald en helt anden Pidcock, vi så i dag. At køre lige op med både Hindley-Ayuso-duoen og endda Vingegaard (med en mulig trukket håndbremse) var i hvert fald den bedste klatrepræstation, han har leveret uden for Touren. Selvfølgelig kørte Ayuso og Hindley fuld gas, når de kunne blotte sig over for hinanden, men til gengæld viste Pidcock stor styrke ved at ende som bedste mand bag Del Toro, selvom han havde lavet alt arbejdet. Det tyder på, at han efter en lidt sløj start nok skal blive klar til Ardennerne. Til gengæld var det skuffende at se Arensman på en dag, hvor han burde have været stærkere, end han var det i går, men det skal nu ikke slette indtrykket af, at han ser ud til at være tilbage. At så også Magnus Sheffield begynder at finde de chokerende klatreben, han havde i Schweiz, gør bare dagen endnu bedre for det britiske storhold.

Det var vel også en hæderlig dag for Ben O’Connor. Han kunne ikke matche Hindley og Ayuso, men han har heller aldrig haft deres topniveau. Mere bekymrende var det, at han ikke kunne køre fra en hårdt arbejdende Pidcock på en stigning som denne, men det siger nok noget om, hvor hans loft går. Han når næppe nogensinde de højder, som vi vil se fra de fem, der slog ham, og han er i hvert fald kommet meget stærkt igen efter sit skuffende 2023. Lige omvendt er det med Cian Uijtdebroeks, der slet ikke har leveret den eksplosion, hans 2023 indvarslede, men lad os se, om ikke han bare har blikket stift rettet mod Giroen.

Han har i hvert fald større grund til optimisme end Enric Mas. Spanieren var igen bekymrende langt fra det niveau, han har haft de seneste to år i dette løb. Nu skal vi lige give ham en chance for at få motoren varmet op, men i lyset af hans 2023 er det altså svært ikke at være bekymret, når man tænker på den udvikling, kometer plejer at gennemgå, når de nærmer sig de 30. I det hele taget var det en ærgerlig dag for Movistar, for selvom Ivan Ramiro Sosa bekræftede sin genrejsning, fik vi bekræftet, at han sjældent kører lige så stærkt på andendagen som på førstedagen.

Nej, så var det i hvert fald sjovere at komme fra Arkea. Kevin Vauquelin kunne ikke matche de bedste, men han har bestemt bestået sin første store klatretest på WorldTouren. Det er netop klatreevnerne og holdbarheden, vi ikke rigtigt har kunnet udtale os om, men det ser nu ganske lovende ud. Samtidig fortsætter Cristian Rodriguez det fine niveau, han havde i 2023, og det gør det grundlæggende til en god uge for det lille franske hold, der i det mindste kan glæde sig over, at én af deres kaptajner præsterer.

Det gjorde de til gengæld ikke hos Bahrain. Antonio Tiberis lovende sæsonstart endte i et kollaps, der bekræftede hans enorme ustabilitet, og Damiano Caruso, der endte som hjælper, er også langt fra sit bedste. Til gengæld ser vi den bedste sæsonstart fra Wout Poels i nogen tid, og det er herligt i en tid, hvor veteranerne ellers har det svært. Den genfødsel, der gav ham to grand tour-etapesejre i 2023 og fik ham til at ligne sin bedste version på Angliru, ser i hvert fald ud til at fortsætte så opløftende, at det virker ganske sandsynligt, at han i Italien til maj kan levere den flotte bedrift at vinde etaper i tre grand tours i træk - akkurat som Mads Pedersen netop har gjort det, endda med en fjerde grand tour som ekstra flødeskum.

Han var til gengæld også undtagelsen i et løb, der igen blev domineret af relativt unge talenter. Det var også opløftende at se, hvordan Romain Gregoire bliver stadig bedre på lange stigninger, selvom hans eksplosion viser, at det næppe bliver hans spidskompetence. Davide Piganzoli har i denne uge også taget sit potentiale til et nyt niveau, og efter skuffende i går fik Filippo Zana rejst sig ganske pænt - særligt når vi sidste år så, at han skulle bruge mange løb for at finde sin bedste form. Lorenzo Fortunato, der er en smule ældre, ser også ud til at fortsætte de lovende takter fra sidste år og kaste lidt glans over det ellers triste Astana-hold. Der er ellers normalt mere glans over Lidl end over kasakkerne, men desværre har dette løb givet næring til bekymringerne om, hvor stærkt Tao Geoghegan Hart kan rejse sig efter sin alvorlige skade.

Heldigvis er der lang tid til juli, og det ville være meget at forlange, at vi skulle se Giro-udgaven af ham i dette løb. Hvis vi får den udgave at se til sommer, er han jo i hvert fald en af de ryttere, der har topniveauet til at jagte podiet. Til gengæld vil selv den allerbedste Geoghegan Hart næppe kunne drømme om at vinde løbet. Det er nemlig nok kun Pogacar, der kan tillade sig at tro på, at han på de franske landeveje kan slå den ustoppelige og usårlige Vingegaard - også selvom han i dag viste en menneskelighed, der trods alt kan give en lidt roligere nattesøvn for de rivaler, der i Baskerlandet som de næste får ørerne i den ubehagelige Vingegaard-maskine.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT