Tirreno-Adriatico-analyse: Verdens bedste sprinter?

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

I store dele af dette årtusinde har det været en smule trivielt at se massespurter. Der har nemlig i lange perioder været totale eneherskere. I begyndelsen af årtusindet var det Alessandro Petacchi, der var så suveræn, at han i Giroen i 2004 vandt ikke færre end ni (!!!) af 21 etaper, og året forinden havde han på den helt store scene i Touren været så overlegen, at han vandt fire af de første seks etaper, inden han rejste hjem på 7. etape.

Senere var det så Mark Cavendish-æraen, hvor briten praktisk talt vandt alle de spurter, han kunne, og senere overtog Marcel Kittel, måske ikke med samme regularitet, fordi han havde det svært i positionskampen, men man kunne være nogenlunde sikker på, at han vandt, hvis bare han kunne spurte frit, som han kunne særligt ofte i Touren i 2017, hvor han vandt ikke færre end fem etaper.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Siden Kittel abdicerede, har hierarkiet været noget mere mudret. Det har i hvert fald periodevist været ret klart, at Dylan Groenewegen har haft den højeste topfart, men hans enorme positioneringsvanskeligheder har forhindret ham i at blive den sejrsmaskine, han burde have været. Siden hans karantæne har han heller ikke haft den indlysende højere topfart, han tidligere havde, selvom han flere gange har indikeret, at han er hurtigste mand, når han rammer sine store dage.

Der har været flere, der har haft gode sæsoner. Sam Bennett, Elia Viviani, Caleb Ewan og Fernando Gaviria har alle haft perioder, hvor de var meget svære at slå, og i 2021 oplevede Cavendish jo også sin renæssance. Siden sit comeback fra det voldsomme styrt har det så været Fabio Jakobsen, der måske har været et mulehår foran i det globale sprinterhierarki, men jævnbyrdigheden har generelt været stor. Et godt bevis er, at den mest vindende sprinter de seneste tre år har vundet sjældent lidt.

Sidste år var Jakobsen bedst med beskedne 13 sejre, i 2021 var det helt galt, da Cavendish var bedst med bare 10 gevinster, og i 2020, der dog var en speciel sæson, toppede Arnaud Demare listen med 14. Tidligere var det normen, at man skulle vinde i hvert fald 15 gange, hvis man ville til tops, og selvom meget også kan forklares med en generel reduktion i antallet af sprinteretaper i grand tours, fortæller det også en del om jævnbyrdigheden.

Nu kan Jasper Philipsen imidlertid måske drømme om at blive den næste dominerende skikkelse. Hvad der fra starten skilte ham ud fra mængden, var hans uhyggelige positioneringsevne, der har gjort det praktisk talt umuligt at fjerne ham fra toppen af resultatlisterne i massespurterne, men i de første år af sin karriere manglede han til gengæld farten. Hvem husker ikke det farceagtige forløb i Touren 2021, hvor Alpecin ofte insisterede på at køre for Philipsen, der igen og igen blev sat til vægs af Cavendish, selvom det var ret åbenlyst, at Tim Merlier var langt hurtigere?

Hvis de to stadig havde været holdkammerater og del af samme trup i en udgave af Touren, ville der imidlertid denne gang være oprigtig grund til hovedbrud i Alpecin-lejren. Nu er det i hvert fald langt fra givet, at det er Merlier, der er den hurtigste af de to tidligere rivaler. Nok har den belgiske mester fået en fornem sæsonstart og set pokkers hurtig ud i Paris-Nice, men slet ikke med nogen stor stabilitet. Den stabilitet har Philipsen til gengæld kunnet mønstre i en sæsonstart, der mildt sagt har været overbevisende.

Igen i år havde Tirreno nemlig tiltrukket et bedre sprinterfelt end Paris-Nice. Vi savnede ganske vist Merlier, Sam Bennett, Arnaud De Lie og Olav Kooij, der også alle kan hævdes at være med helt i toppen i de klassiske massespurter, men ellers var de der alle sammen i Italien. Særligt var der de to hollandske kanonkugler, Jakobsen og Groenewegen, der vel i 2022 lignede feltets to hurtigste.

Det gjorde de i hvert fald indtil Touren. Her viste Philipsen for første gang så høj en topfart, at man kunne overveje, om han vitterligt var tæt på at være verdens hurtigste også i de rene massespurter. Han vandt i hvert fald to etaper, herunder i Paris, og den fart, han udviste på 3. etape i Sønderborg, hvor han for en sjælden gangs skyld var ude af position, var meget, meget overbevisende.

Det har han sat streg under i denne uge. Faktisk kunne man føle sig lidt hensat til tidligere tiders sprinterdominans, for havde det ikke været for Gaviria, kunne Philipsen meget vel have gjort rent bord på de tre sprinteretaper. Når Jakobsen slog ham i tirsdags, er det i hvert fald nærliggende at tro, at det alene skyldtes, at Gavirias overraskelsesangreb tvang belgieren til at køre en alt for lang spurt, der endte med at være det helt perfekte lead-out for Jakobsen, som alligevel kun kom forbi med det yderste af neglene.

Da Philipsen endelig fik sin sejr i onsdags, kunne man med nogen ret hævde, at det alene skyldtes det suveræne lead-out fra Mathieu van der Poel i den kringlede finale, hvor han reelt fik sejren serveret på et sølvfad, men da han i dag gjorde det igen i den store boulevardspurt i San Benedetto del Tronto på løbets finaleetape, var der ikke den slags foræringer. Jo, Van der Poel viste igen, at vi skal til at regne ham som en af verdens allerbedste lead-out men, og Philipsen sad igen - som han plejer - perfekt, men det gjorde Groenewegen for en sjælden gangs skyld også. Denne gang sad hollænderen akkurat, hvor han skulle lige bag sin rival, og herfra var han ikke i stand til at gå forbi. Nu har Groenewegen spurtet temmelig uregelmæssigt i år, men vi så i UAE Tour, hvor skræmmende hurtig han er på sine bedste dage, og det er i hvert fald ikke tit, at han bliver slået, når han sidder så eminent, som han gjorde det i dag.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Til gengæld fik Philipsen ikke mulighed for at bevise, at nederlaget til Jakobsen alene skyldtes den meget lange spurt. Europamesteren gjorde nemlig det, han alt for ofte gør, nemlig tabte hjulet på sin lead-out man. Det skete også i onsdags, hvor det kunne forklares med den kringlede finale, men i dag var det verdens enkleste boulevardspurt. Alligevel blev han afkoblet fra det ellers meget stærke Soudal-tog, og dermed var han nok engang ude af stand til at profitere af sin høje fart. Akkurat som Kittel og Groenewegen må han nok sande, at den positioneringsevne eller mangel på samme vil forhindre ham i at blive en sejrsmaskine i stil med Cavendish og Petacchi, for at være en topsprinter handler om mere end bare høj topfart.

Nej, det er Philipsen, der lige nu synes at være den mest komplette sprinter. Positioneringsevnen er intakt, og når Groenewegen kan slås på ren fart, er det svært at finde huller i panseret, særligt da hvis han fortsætter med at have Van der Poel som lead-out man. Nogle har positioneringsevnen, andre har farten, men Philipsen er vel lige nu den eneste topsprinter med topkarakter på begge parametre.

Det bliver også tydeligt, når man kigger længere ned ad dagens resultatliste. På 3. pladsen finder vi Alberto Dainese, der igen fik bevist, at han har den meget høje topfart, som også gav ham Giro-etapesejren sidste år, men alligevel gør hans tvivlsomme positioneringsevne ham til en sjælden gæst i top 10. Alligevel viste han igen i dag, at han er en af de få, der faktisk kan drømme om at vinde spurter i et stærkt felt som dette, men tilsyneladende er han nu den næste i den endeløse række af topryttere, DSM har kørt ud på et sidespor.

Allerede ved holdpræsentationen gik der rygter om, at det kontroversielle hold ville gøre nyprofessionelle Casper van Uden til førstesprinter, og Dainese indgik tilsyneladende slet ikke i grand tour-planerne. Hans meget pauvre løbsprogram i år indikerer, at der er noget om snakken, og helt tydeligt blev det, da holdet forud for dette løb annoncerede, at Dainese skulle være lead-out man for Marius Mayrhofer, der nok choksejrede i Cadel Evans-løbet, men aldrig har vist sig i nærheden af at være topsprinter. Det har Dainese, hvis blot han kan lære at positionere sig, og det beviste han igen i dag, da dårlige ben til Mayrhofer alligevel gav ham chancen. Italieneren kunne i det efterfølgende interview heller ikke skjule sin frustration, og spørgsmålet er, om ikke han er den næste toprytter, der vil forlade holdet efter at være raget uklar med ledelsen.

Det vil være en skam for holdet, for hurtig er han. Trods en dårlig udgangsposition slog han også Phil Bauhaus, der i år har været modstykket til Dainese. Farten synes ikke som sidste år, men - også i kraft af det gode tog - sidder han næsten altid godt. Den slags kan give sejre i tekniske spurter, men i denne slags boulevardspurter er det svært, hvis farten mangler det sidste. Det har den gjort i år, for faktisk var det jo netop ham, der vandt præcis denne etape for et år siden. På samme måde er det med Simone Consonni, der via sine egne evner og et stærkt tog altid ender langt fremme, men ikke har farten til denne slags spurter.

I Dainese-enden af spektret finder vi Jordi Meeus, Sebastian Molano og Fernando Gaviria. Meeus og Molano er nu ellers gode i positionskampen, men i dette løb har de været prisgivet af et fravær af støtte. Derfor siger det faktisk meget om Meeus’ evner, at han alligevel er endt i top 10 tre ud af tre gange, og han fremstår stadig mere og mere lovende. Gaviria havde i dette løb betydeligt mere støtte, men stadig så svagt, at han desværre slet ikke får udbytte af den flotte fart, han har vist i år, hvor han har været genfødt.

Genfødt er Cavendish og Peter Sagan til gengæld ikke. Begge var i deres storhedstid stensikre i top 10, for de brillerede i positionskampen, særligt Sagan. Den evne har de imidlertid mistet totalt, hvad der er blevet helt tydeligt i dette løb. Sagans deroute har været særligt trist at bevidne, for sidste år kunne han stadig positionere sig. Den evne mistede Cavendish for længe siden, og skiftet til Astana har åbenbaret det på endnu tydeligere maner.

Overraskelsen var til gengæld, at Biniam Girmay missede ud. Det ligner bestemt ikke eritreeren, og det var virkelig en skam. Jeg ville nemlig gerne have set ham måle sig mod Philipsen og Groenewegen med den fine fart, han har vist i år, men desværre betalte han vel delvist prisen for, at Mike Teunissen slet ikke har været den lead-out man, han plejer. Heldigvis sidder Girmay som regel rigtigt, men det gjorde han altså ikke i dag. Det gjorde til gengæld Giacomo Nizzolo, der fik rundet fint af efter et løb, hvor et svagt hold fik sat en stopper for hans ellers flotte sæsonstart. Og så bekræftede dagens spurt, at Luca Colnaghi synes at have taget et stort skridt i denne sæson med stor regularitet både her og i UAE Tour, mens Clement Russo, der stort set aldrig kører massespurter og fik chancen efter Nacer Bouhannis exit, var dagens helt store overraskelse.

Det kan man i nogen grad også sige, at Primoz Roglic var. For to uger siden ville det i hvert fald have været knald i låget at hævde, at han ville tage sin anden sejr i Tirreno i år, for han havde slet ikke planer om at køre løbet. De hastigt ændrede planer og uventet god træning sendte ham imidlertid alligevel til start, og selvom han åbenlyst ikke var, som da han var bedst i 2019 og 2020, endte han paradoksalt nok med en af sine mest suveræne etapeløbssejre, hvor han vandt alle de tre etaper, han reelt kunne vinde. Man kan håbe, at det måske kan indvarsle en form for comeback efter det knap så overbevisende 2021. I hvert fald matchede han målt på etapesejre én til én Tadej Pogacar, og sammen sørgede de for, at ugen blev en endnu større slovensk fest end sidste år. I 2022 vandt de nemlig også ét løb hver, men dengang var det med kun tre etapesejre til sammen. I år blev scoren fordoblet med seks sejre, da de byttede løb, og dermed er det i hvert for tidligt at hævde, at Slovenien kun har én absolut toprytter i etapeløbene.

Til gengæld må Roglic sande, at han ikke længere kan kalde sig verdens bedste i de ugelange løb. Prædikatet ”verdens bedste” er også pokkers svært at opnå. Det kan sprinterne skrive under på, for man kan med nogen ret hævde, at der ikke er nogen, der de seneste år har kunnet kalde sig verdens bedste sprinter. Det er der vel fortsat heller ikke, men efter denne uges Tirreno synes det ikke helt på månen at tro på, at Philipsen vil sidde tungt på sprintertronen, når sæsonen er ovre.

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+