Tour de France-analyse: Den omvendte verden

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Hvad gør man, når man får til opgave at forsøge at besejre en rytter, der synes at komme fra en anden planet? Sådan har det nemlig været med Tadej Pogacar i store perioder af foråret, hvor han ikke blot beviste sit værd i de bjerge og på de enkeltstarter, han altid har mestret, men også åbenbarede sin enorme alsidighed ved at være stærkeste mand i Flandern Rundt og at vinde Strade Bianche efter et angreb på en teknisk grusvejsnedkørsel.

Man sætter sin lid til sit hold. Det kan virke ganske overvældende at skulle slå det slovenske fænomen mand mod mand, uanset om slaget skal slås på et bjerg, en enkeltstart, i sidevind eller for den sags skyld på brosten. Nok havde vi indtil dagens med spænding imødesete brostensetape endnu ikke set, hvordan han håndterede de flade nordfranske pavéer, der er noget helt andet end de flamske brostensstigninger, hvor han i april tog en hel verden med storm, men al logik tilsagde, at han ville være som en fisk i vandet på dem også. Hvorfor skulle det være anderledes, når det endnu ikke er lykkedes at finde en svaghed hos en mand, der er så komplet, at han heller aldrig er involveret i væsentlige styrt?

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Til gengæld er en brostens- eller en sidevindsetape noget andet end en afslutning på et bjerg eller en enkeltstart. Her kan man være nok så stærk, men uden et tilsvarende stærkt hold kan man meget vel komme til kort mod de stærkeste mandskaber. Derfor var det ikke overraskende, at Jumbo og Ineos allerede inden løbet designede en stor del af deres trup med det formål at få det maksimale ud af netop 5. etape, der allerede ved rutepræsentationen lignede det punkt, hvor Pogacar for alvor kunne trues. UAE er måske nok ét af verdens stærkeste hold, men er der ét område, der er blevet negligeret i den ellers omfattende og dyre transferkampagne, er det brostensklassikerne og investering i de typer, der mestrer kunsten at kæmpe for sin position.

Faktisk har UAE kun én rigtig brostensspecialist, nemlig Matteo Trentin. Han er til gengæld også en af de skarpeste i positionskampen, og med ham ved sin side stod Pogacar slet ikke så ringe endda. Det lignede derfor også en mindre katastrofe, da italieneren kort inden starten testede positiv for corona, og hvis Pogacar allerede så lidt sårbar ud forinden, stod han nu pludselig splitternøgen over for den hær af brostensspecialister, Ineos og Jumbo kunne præstere.

Meldingen om Trentins positive test er nok af den slags, hvor man i offentligheden erklærer, at det er pokkers synd for den stakkels italiener, men inderst inde godter sig. Ineos og Jumbo var også helt åbne omkring, at denne onsdag var dagen, hvor Pogacar skulle have et nyrestød, inden han på fredag - og måske allerede torsdag - ville få lejlighed til at slå tilbage. Hvordan skulle det næsten kunne gå galt, når man så, hvordan navne som Wout van Aert, Christophe Laporte, Tiesj Benoot, Nathan van Hooydonck og Dylan van Baarle dominerede brostensklassikerne i år, og når man tillige kan præsentere Geraint Thomas, Luke Rowe og Filippo Ganna?

Da røgen havde lagt sig efter godt tre timers højintenst cykelløb på de nordfranske pavéer, der er garanti for drama, var alt imidlertid vendt på hovedet. Jumbo og Ineos havde tilbragt en hel dag i defensiven i et desperat forsøg på at forhindre Pogacar i næsten at lukke løbet endnu tidligere, end han gjorde for et år siden, og i stedet var det det slovenske vidunderbarn, der uddelte prygl og kortvarigt så ud til at vinde endnu mere tid på denne etape, end han gjorde, da han sidste år vandt netop 5. etape, som dengang var en enkeltstart.

Det var nemlig så som så med den sårbarhed. Nok var Pogacar igen ”Tadej Alene i Verden”, som han har været gennem det meste af løbet hidtil - kun Brandon McNulty sad relativt længe ved hans side - men den sårbarhed, han viste i positionskampen i Belgien, hvor han meget vel kan hævdes at have tabt Dwars door Vlaanderen på sin positionering, var forsvundet som dug for solen. Nok var han alene, men alligevel var der vel ikke én eneste pavé, han ikke ramte nær fronten.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det gjorde Ineos eller Jumbo til gengæld ikke på det, der endte som en sort, sort dag for dem begge. Det er imidlertid muligt, at det kunne have været anderledes, for hvor briterne bestemt ikke præsterede på det niveau, man kunne have ventet, må hollænderne føle, at hele verden havde set sig så sure på dem, at de skulle straffes på den hårdest tænkelige måde. Man skulle ellers mene, at tilstedeværelsen af tre kaptajner burde give en vis form for garanti for, at i hvert fald én af dem undgik uheld, men denne gang var selv ikke tre kokke tilsyneladende nok. Knap var etapen startet, før Wout van Aert havde været i asfalten, og derefter regnede uheldene ned i en endeløs serie, da Jonas Vingegaard først punkterede, og Primoz Roglic siden styrtede.

Den slags uheld kan man naturligvis ikke stå imod, og i det lys kom mandskabet bestemt fra etapen med skindet på næsen. Vingegaard undlod den totale katastrofe og led så beskedent et tab, at det skulle være meget sært, om det er disse 13 sekunder, som i sidste ende vil koste ham sejren. Til gengæld åbenbarede etapen også, at det altså ikke er uden risiko at stille til start med to kaptajner.

Spørgsmålet er nemlig, om ikke det kunne være endt i status quo. Nu måtte Jumbo-kræfterne fordeles med Christophe Laporte og Wout van Aert hos Vingegaard, mens Tiesj Benoot og Nathan van Hooydonck faldt tilbage til Roglic, som allerede havde Steven Kruijswijk ved sin side. Med tanke på, at Pogacars offensiv næsten blev neutraliseret, er det svært at tro, at fire hjælpere i stedet for to ikke havde betydet, at Vingegaard ikke blot havde afværget katastrofen, men også tidstabet. Og endnu bedre kunne det have været, hvis ikke de i kampens hede fik den ikke specielt geniale ide at anbringe Vingegaard på holdets højeste rytters cykel, da Van Hooydonck gav ham sit køretøj i et panisk og ikke specielt velgennemtænkt forsøg på at slukke ildebranden.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Endnu mere ærgerligt bliver det i lyset, at Roglic alligevel endte med at tabe så meget tid, at hans Tour-sejr ser mere end svær ud. Heldigvis skulle skaderne være begrænsede, da det selv lykkedes ham at få styr på den skulder, som var gået af led, men det tyder på, at hans franske forbandelse, der har kostet ham sejre i Dauphiné og Paris-Nice og i hvert fald chancen for at stå op imod Pogacar i sidste års Tour, fortsætter. Med tanke på, at han jo i forvejen i år tydeligvis har lignet en mand, som er ved at blive indhentet af sin i cykelmæssig sammenhæng ret høje alder, er det meget svært ikke at føle med en mand, som mere og mere kan se drømmen om en Tour-sejr blive temmelig fjern.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Til gengæld er de nu lagt op til offensiv kørsel. Nu skal vi lige have afviklet fredagens slag, hvor det ikke vil være muligt at bruge megen taktik, og hvor et klatrehierarki vil blive etableret, men meget kunne tyde på, at Roglic vil ende i en position, hvor han skal sætte Pogacar under pres. Om den strategi lykkes, er nok tvivlsomt, da forskellene i grand tours er så store, at den er svær at praktisere, men tidstabet er så stort, at det er svært at se Roglic vinde løbet, hvis han skal tage kampen mod sin landsmand mand mod mand.

Holdet kan også glæde sig over, at Van Aert rejste sig og endda forsvarede sin førertrøje. Det så ellers mildt sagt sort ud tidligt på etapen, hvor den normalt så stærke belgier gemte sig bagerst i feltet på de første pavéer. På det tidspunkt var det svært ikke at se det som et udslag af effekterne efter styrtet, men med det vanvidsarbejde, han til slut leverede for derved at dokumentere sin totale loyalitet efter gårsdagens lille misere, fik han bevist, at han ikke kan være så tilredt endda. Uden ham var det i hvert fald gået langt værre.

Han reddede også Ineos, der viste sig som løbets store skuffelse. Det, der skulle have været end som den store offensiv, gik galt nærmest fra start, da Rowe og Ganna forsvandt ved den første udskilning. Særligt italienerens fravær var besynderligt, men noget kunne tyde på, at han i lørdags slog sig mere end som så, for han har været en skygge af sig selv siden da. Da Thomas siden nok engang viste, at han desværre har en kedelig tendens til at styrte, og da Adam Yates og Daniel Martinez viste sig så meget på udebane, som man kunne frygte, at de ville være, endte offensiven med at blive en total defensiv, som ikke blev meget bedre af Dylan van Baarles punktering.

Der må også nogle Ineos- og Jumbo-kaptajner med røde ører. Det var i hvert fald meget svært at finde en forklaring på, at hverken Vingegaard, Thomas, Yates eller Martinez bidrog spor til det føringsarbejde, der var nødvendigt, hvis de skulle bevare chancen for at vinde årets Tour. Foran sparede Pogacar sig bestemt ikke - faktisk så han til sidst ud til at være sjældent træt - og bagude arbejde Roglic desperat som et æsel for at redde sit smuldrende løb. Den ihærdighed havde de fire topnavne i mellemgruppen imidlertid ikke, og det er svært at tro, at et par føringer fra dem ikke havde gjort, at Pogacar var blevet indhentet.

Alligevel lykkedes den defensiv, som afløste den planlagte offensiv, jo ganske hæderligt, først og fremmest takket være Wout van Aert, og som det var tilfældet på de seneste to brostensetaper også, endte etapen faktisk med at gøre ganske begrænset skade. Pogacars tidsgevinst er til at overse, og de fleste af klassementsrytterne endte med at komme ind i samme tid.

Undervejs så det ellers ud til at skulle gå anderledes. Stefan Küng og Kevin Geniets viste nemlig igen deres enorme værd for David Gaudu, der lignede et sårbart offer, men som aldrig var i problemer. Nairo Quintana var som altid en terrier i det terræn, som hans statur burde føre ham til at foragte, og i det hele taget imponerede det beskedne Arkea-mandskab stort. Det gjorde i særlig grad dog Bora, der med Nils Politt, Danny van Poppel og Maximilian Schachmann som bodyguard for en overbevisende Aleksandr Vlasov, var toneangivende gennem store dele af etapen og havde fortjent at få et større udbytte, end det endte med. Selv den sårbare Enric Mas, hvis Movistar-hold i den grad var på udebane, kom igennem den for ham vanskeligste dag uden tab.

Også Bahrain klarede opgaven flot. Damiano Caruso og Jack Haig sad begge med fremme, men desværre røg Haig ned sammen med Thomas. For andet år i træk er australieren derfor ude af løbet, og det er virkelig et tab. Hans uhyre overbevisende kørsel på gårsdagens mur, der passede ham temmelig elendigt, havde nemlig indikeret, at han var akkurat lige så knivskarp, som han så ud, da han styrtede ud for et år siden. Nu tyder det på, at han kan tage Roglic i hånden og må indstille sig på at tage sin revanche i Vueltaen, som de jo begge har for vane, når Touren er gået i vasken.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Så langt er Ben O’Connor nok ikke nået i sin planlægning, men australieren endte som en af etapens største tabere. En dum punktering betød, at han for andet år i træk vil komme ud af den første uge med et stort tidstab. Det ville ikke være så slemt, hvis han som sidste år, hvor han styrtede i den første uge, kan køre sig tilbage i klassementet via udbrud, som Guillaume Martin plejer at gøre det, men det ligner en meget svær opgave. Nu er O’Connor nemlig ikke længere en outsider, og han er næppe en mand, man frivilligt lukker ind i gamet igen. Den chance er nok større for Louis Meintjes, der ligeledes endte som en stor taber, men det lå næsten i kortene, at hans etape skulle ende i en katastrofe.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Det var til gengæld også en af de få ting, der gik efter bogen. Kampen om etapesejren endte også helt anderledes, end man kunne have ventet. Et udbrud burde aldrig have haft en chance på en etape, der var et af de største mål for Alpecin, Trek og Quick-Step, men nu endte sejren med at blive udkæmpet af fire navne, de færreste havde tilskrevet nogen reel chance. Mere overraskende var det dog, at favoritterne fejlede en masse.

Van Aerts specielle løb havde naturligvis sine forskellige forklaringer, ligesom Peter Sagan grundet styrt desværre aldrig fik lejlighed til at bevise, hvor højt et niveau han har fundet, men der var næppe mange, der havde set, at Mathieu van der Poel skulle floppe. Nok havde han brokket sig over knap så gode ben allerede efter enkeltstarten, og nok har han ikke Van Aerts stabilitet, men det er sjældent at se ham være så meget fra snøvsen, som han var det i dag. Desværre er det nok prisen for hans ambitiøse Giro-Tour-satsning på et karrierestadium, hvor han forud for sæsonen aldrig have gennemført en grand tour, og den åbenlyse gambling med Touren, som den sæsonplanlægning hele tiden har været, kunne se ud til at have været en tand for stor. Alpecin kan glæde sig over, at Jasper Philipsen virkede ganske flyvende og med lidt held kunne have vundet etapen, men det er nok en sølle trøst, hvis holdets store stjerne vil ende med at være en tam skygge af sig i de kommende uger.

Han var imidlertid ikke alene. Quick-Step var jo på hjemmebane og tog da også initiativet med en forcering fra Kasper Asgreen og Mikkel Honoré, men da det gjaldt, så vi intet til hverken Yves Lampaert eller Florian Senechal, som allerede inden sin defekt virkede fra den, og det til trods for, at de begge havde vist storform i optakten. Matej Mohoric, som ellers så ud til at have frihed, så vi heller ikke meget til, akkurat som det endte med endnu en skuffelse for Mads Pedersen, som stadig har sit første Roubaix-resultat til gode og måske kan ende som Alexander Kristoff, altså som manden, der på papiret burde mestre løbet, men aldrig rigtigt gør det.

Heldigvis havde han så Jasper Stuyven. Belgieren var den eneste af klassikerspecialisterne, der viste sit værd, og selvom han ikke fik det ønskede udbytte, fik han bevist, at han har ramt den form, han ellers ikke altid finder. Han endte også med at få ganske afgørende indflydelse på løbet, for uden ham havde Pogacar i dag stået i præcis samme tid, som han gjorde i morges.

Etapesejren fik han imidlertid ikke. Den så længe ud til at gå til Magnus Cort, som utroligt nok var frisk på endnu et udbrud. Planen var angiveligt at gå i udbrud med sin kaptajn, Neilson Powless, og dermed undgå den stress og den positionskamp, som danskeren heller ikke selv er så komfortabel med. Selvom målet altså var et andet, så det længe ud til, at Cort som gruppens på papiret hurtigste kunne få sin eftertragtede etapesejr på en dag, hvor man vel mindst ventede det, men sådan skulle det ikke være.

EF måtte nemlig sande, at man kan gabe over for meget. De jagtede både etapesejren og den gule trøje, og amerikanerens hårde føringsarbejde endte med at koste de danske sejrschancer. Den gule trøje blev altså prioriteret højest, men desværre for det amerikanske mandskab endte de med nul og niks. Måske er katastrofen dog ikke så stor, for Cort var tydeligvis mærket - både grundet de foregående dages udbrud og dagens store arbejde - og som vi så i Giroen, skal vi ikke sætte for megen lid til danskerens spurt, når han er træt. Den var alligevel nok blevet svær at vinde, men det er klart, at et overtal havde øget chancen for faktisk at vinde etapen. Et valg måtte dog træffes, og det blev altså den gule trøje og tidsgevinst fremfor etapegevinst.

Det var nu ellers tæt på, at Powless alligevel fik den. Hans angreb så længe lovende ud, og havde Edvald Boasson Hagen, som pludselig stod til at levere et af de mest usandsynlige comebacks som gruppes hurtigste, ikke reageret med en spurt, der endte med at blive alt for lang, var Powless måske endt med det hele. Med 10 bonussekunder var han kommet tæt på trøjen, og spørgsmålet er, om ikke han havde fundet de sidste 3 sekunder, hvis ikke han havde givet op, da først han var blevet hentet.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I stedet blev det fedtspillerne, der vandt. Simon Clarke og Taco van der Hoorn var iskolde, da Boasson Hagen gik i panik, og således blev australieren den mest usandsynlige vinder af etapen, man næsten kunne forestille sig. Nok er han en alsidig herre, men han er slet ikke skabt til flade pavéer, som han aldrig har dyrket, og i denne gruppe var han utvivlsomt den, som stod ringest på denne type underlag. Alligevel lykkedes hans pokerspil med at give en af de mest prestigiøse etapesejre til det mest nødlidende hold, og det gjorde han endda bare et halvt år efter, at hans karriere reelt var ovre. Med tanke på alle de point, han har hentet inden siden januar, er investeringen i ham formentlig den klogeste, det israelske hold har foretaget, selvom det er tvivlsomt, om det er nok til at overleve på WorldTouren.

På den måde blev Clarkes sejr en passende afrunding på en dag, der slet ikke fulgte manuskriptet. Jumbo og Ineos skulle i offensiven og Pogacar i defensiven, men det blev lige omvendt. Alpecin, Quick-Step og Trek skulle være dominerende i jagten på etapesejren, men den endte med at blive taget af en rytter nærmest uden erfaring på brosten og vundet af et hold, som der var meget få forventninger til fra starten. Det var i sandhed den omvendte verden.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER