Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Tour de France-analyse: En dansk skræk i livet

21. juli 2022 13:52Foto: A.S.O. / Charly Lopez

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 17. etape.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Siden han bragede ind på scenen i 2019, er Tadej Pogacar blevet rost til skyerne. Det skyldes hans åbenlyse evner på en cykel, som på ingen tid har gjort til en sand superstjerne med ikke færre end to Tour-sejre, to monumentsejre og et hav af andre triumfer i løbet af bare sine første tre år i det professionelle felt. Men det skyldes også hans enorme angrebsiver, som har gjort ham til en af feltets allermest underholdende ryttere. Det er ikke, hvem som helst der tør satse det hele på den første bjergetape i Touren med et langt ridt fra distancen, som han gjorde i 2021, som vinder Strade Bianche med et vanvittigt soloridt over mere end 50 km, som kører fra alle sine store rivaler langt fra mål i Il Lombardia, eller som trods en spinkel statur er hovedanimatoren i Flandern Rundt.

 

Måske har Pogacars overlegenhed også givet ham fjender. Det har i hvert fald ofte kvalt spændingen lidt for tidligt, som vi så det i den seneste Tour, Strade Bianche og Lombardiet, men mest af alt er han blevet hyldet. Det er jo netop den form for initiativlyst, der også er forudsætningen for at skabe de mindeværdige cykelløb, og derfor er Pogacar en gave til sporten - også selvom han ofte har været en anelse for suveræn.

 

Derfor var der også mange, der gned sig i hænderne, da han fik sig en gedigen lussing på Col du Granon. Det gjorde de fleste danskere naturligvis, fordi det bragte Jonas Vingegaard uhyre tæt på den samlede sejr i årets Tour, men det gjorde alverdens neutrale cykelfans formentlig også. Med Pogacar sat gedigent tilbage måtte man nemlig vente, at feltets måske mest aggressive rytter ville invitere til en sand angrebsfest gennem løbets anden halvdel.

 

Sådan er det imidlertid slet ikke gået. Mange havde regnet med, at sloveneren ville forsøge at svare igen med det samme på Alpe d’Huez, men her var han sjældent passiv og forsøgte sig kun til allersidst. Det viste sig efterfølgende, at den normalt så selvsikre slovener pludselig var blevet så usikker på sig selv, at han havde behov for at blive forvisset om, at hans form var bedre, end vi så det på Granon. Den bekræftelse fik han heldigvis lynhurtigt, og straks gik han i det angrebsmode, vi kender ham for.

 

Det startede med et forsøg på et overraskelsesangreb på et uopmærksomt Jumbo-mandskab i lørdags, og siden gjorde han sit bedste for at sætte danskeren med en magtdemonstration senere på dagen, da de ramte muren i Mende. På den første dag i Pyrenæerne var det også den gamle og velkendte Pogacar, der turde angribe allerede på den første stigning - endda flere gange - og som var frisk på at teste Vingegaards evner nedad. Efter den tamme opvisning på Alpe d’Huez var alt pludselig ved det gamle, og nu kunne vi vente os angreb i højre og venstre gennem resten af løbet.

 

Det havde Vingegaard utvivlsomt også ventet. Han sad i hvert fald klart, da Rafal Majka kort efter lagde det ventede pres på den stejle Mur de Péguère, der var en rigtig Pogacar-stigning, men det skulle vise sig, at han ventede forgæves. Mens Sepp Kuss tog over og satte et dræbende tempo, da Majka var blevet sendt til tælling af en dum defekt, nåede gruppen pludselig toppen, uden at Vingegaard havde set skyggen til en slovensk offensiv.

 

Det var svært ikke at læse det som et lille krisetegn, men det kunne også sagtens forklares som en klog kalkule. Vingegaard sad godt beskyttet af Kuss, og foran havde han endda tempokongen Wout van Aert liggende. Selvom Pogacar skam også havde sin egen forpost i form af Brandon McNulty, kan man sagtens forstå, at han anså en kamp mod Van Aert i let faldende terræn som et opgør, der kun kunne tabes. Det lignede ham ganske vist, men måske var det bare en rationel vurdering af, at chancen for succes ved offensiv kørsel var tæt på 0.

 

Skulle den forklaring holde stik, måtte det til gengæld betyde, at der var lagt i den slovenske kakkelovn til dagens anden og langt vanskeligere pyrenæeretape. Det er jo ikke 5 sekunder, Pogacar skal hente, hvis han vil fuldende sit Tour-hattrick. Det er 2.22, og det kommer han ikke i nærheden af at vinde på en enkeltstart, hvor det var Vingegaard, der havde overhånden for et år siden. En Tour-sejr forudsætter, at Pogacar får det maksimale ud af bjergene, og derfor var der ingen vej tilbage. Hvis han vil i gult, må han være villig til at sætte alt på ét bræt.

 

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

 

Det så da også sådan ud. UAE så ellers ud til at være uden chance for på nogen måde at sætte et Pogacar-angreb i scene, da gårsdagens knækkede kæde sendte Majka ud af løbet med knæproblemer. Formsvage Marc Hirschi og den i sidste weekend temmelig nødlidende Mikkel Bjerg lignede jo ikke just nogen, der ville have nogen stor indvirkning i bjergene, og selvom McNulty i Mende klart viste, at han var i formfremgang, måtte der være grænser for, hvad han kunne præstere på egen hånd. Dermed kunne lykkeridderne også gnide sig i hænderne, for det lå i kortene, at Jumbo ville spille den safe på den første dag i Pyrenæerne. Skulle det hollandske mandskab gå efter endnu en Vingegaard-etapesejr, var det langt mere logisk at gøre det på 18. etape, hvor risikoen for tilbagebetaling den efterfølgende dag var ikkeeksisterende, og hvor styrkeforholdet ville være blevet klarere af udfaldet af dagens slag på Peyragudes.

 

Det så da også godt ud for de udbrydere, der efter en alenlang kamp endelig kom fri på Col d’Aspin. Ganske vist havde Jumbo ført hårdt hele vejen op med Tiesj Benoot, som slet ikke har spor ondt i sin hofte alligevel, og Wout van Aert, men det tjente alene det formål at undgå vilde angreb fra klassementsrytterne. Så snart toppen var rundet, blev foden fra gaspedalen lettet, Christophe Laporte kom tilbage, og man sendte den tunge franskmand til fronten med det formål at holde lidt snor i Romain Bardet. Nu skulle der ro på.

 

Det kom der bare ikke. Det UAE-mandskab, som Majkas knæ i går forvandlede til rene statister, blev med ét forvandlet. Bjerg, som ellers havde været sat på den første stigning, fik en hel cykelverden til at gnide sig i øjnene en ekstra gang, da han satte ryttere som Adam Yates og Tom Pidcock til tælling og fik David Gaudu til at ligne en mand, som må have kigget en ekstra gang på Bjergs cv for at tjekke, om ikke der stod klatrer som stillingsbetegnelse. Det gjorde der nu ikke, men for en dag legede den danske tempospecialist bjergrytter, og når han nu skulle vælge en dag til sin transformation, var det jo en meget velvalgt en af slagsen.

 

Bjerg betød nemlig, at etapen totalt blev forvandlet. Den rolige procession, Laportes føring lagde op til, blev med det samme afblæst, og Bjergs vanvidstempo kunne kun læses på én måde. Det var nu, Pogacar skulle tjekke, om han vitterligt kunne ryste Vingegaard, og det blev endnu tydeligere kort efter, da McNulty trådte i karakter. Nu har vi ellers gennem hele foråret fået dokumenteret, at amerikaneren er temmelig begrænset i bjergene, men en Tour forvandler åbenbart hans ben ganske markant. Sidste år betød den i hvert fald, at han var den eneste, der kunne følge Pogacar på Mikuni-passet ved OL, og i år havde små tre ugers cykelløb tilsyneladende samme effekt, som de havde sidste år. Der var nemlig ikke megen begrænsning i bjergene over den McNulty, der sendte den ene klassementsrytter efter den anden til så markant en tælling, at han ene mand fik de efter Granon-etapen i forvejen kolossale afstande til at blive nærmest gigantiske.

 

Den forvandling af UAE-holdet var dagens største mirakel, der på helt uforudsigelig vis forvandlede etapens ventede dynamik, og den kom som kaldet. Nu havde Pogacar nemlig alletiders chance for at lave det store attentat på den gule trøje. Spørgsmålet var alene, hvornår kniven skulle sættes ind og få Vingegaards trøje til at blive helt rød af den tidsblødning, han havde brug for, hvis drømmen som et hattrick skulle holdes i live.

 

Det måtte jo komme på den næstsidste stigning. Den var nemlig den sværeste af de to, og med tanke på det store efterslæb ville det ligne Pogacar meget dårligt ikke at teste ham allerede her. Vi ventede, ventede og ventede, men angrebet kom ikke. Igen måtte man lede efter en taktisk forklaring, og den var, at Pogacar naturligvis ville teste Vingegaard på den uhyre svære nedkørsel. I bjergene virkede han usårlig, og nu sad han jo endda i en gunstig situation med Vingegaard i en UAE-sandwich.

 

Det viste sig også rigtigt. Med sit uforlignelige punch forsøgte han at slå hullet hen over toppen, men som det har været tilfældet gennem hele løbet, sad den gule, danske tæge stadig fast, da han tog de 10 bjergpoint som første mand. Det stod da også hurtigt klart, at al tanke om dansk svaghed nedad var helt uden hold i virkeligheden, for det bedste indtryk på den teknisk nedkørsel blev utvivlsomt leveret Vingegaard, som ellers er lidt uprøvet i den disciplin.

 

Plan B måtte så være et angreb på vejen op mod målet i Peyragudes, men her kunne der ikke ventes længe. Det var jo trods alt stadig de 2.22, der skulle hentes, og på en stigning, der både var kort og ikke alt for svær, måtte Pogacar være lige så offensiv, som han plejer, hvis der skulle gøres væsentligt indhug i forspringet. McNulty satte da også så hårdt et tempo, at han vandt tid på alle de nødlidende klassementsfolk, også Geraint Thomas, der jo ellers igen bekræftede, at han i den grad har genetableret sig som en af verdens bedste bjergryttere.

 

Nu måtte det altså snart komme, men igen ventede vi. Vi ventede derefter lidt længere og så lige et par minutter mere. Faktisk ventede vi så længe, at det stod tindrende klart, at Pogacar pludselig ikke længere var spor interesseret i at vinde tid. Nej, han var alene fokuseret på at tage sin tredje etapesejr - han vinder nemlig altid tre etaper, når han kører en grand tour, så den tradition skulle jo ikke brydes - og hvis det var målet, handlede det i hvert fald om ikke at angribe. På den sidste stejle rampe var der nemlig en god chance for, at Pogacar med sit punch ville sætte danskeren til vægs, og derfor var det også i hans åbenlyse interesse, at løbet blev defensivt, at farten gik ned på den sidste kilometer, og at det alene blev et spørgsmål om eksplosivitet på de sidste meter.

 

Det blev det således også. Pogacar fik taget farten så meget ud af duoen, da vanvidsmanden McNulty endelig slog ud, og selvom Vingegaard prøvede med den lidt længere spurt, der var hans chance, blev farthierarkiet respekteret. Det bliver således ikke i denne Tour, at Pogacar for første gang skal rejse hjem med færre end tre etapesejre.

 

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

 

Til gengæld kan det meget vel blive første gang siden Vueltaen i 2019, at han skal rejse hjem uden en samlet sejr. Hattricket sejlede i hvert fald længere og længere ud i horisonten, efterhånden som kilometerne gik, og tallet 2.22 stod akkurat lige så fastlåst, som det har gjort siden Granon-etapen. Med andre ord blev det dagen, hvor den normalt så ærgerrige Pogacar solgte forsøget på at tage den samlede sejr til fordel for en etapegevinst, der krævede en løbsudvikling, som forbød ham at angribe.

 

Hvordan kunne det ske, at det slovenske angrebsuhyre med ét blev forvandlet til et tandløst lam? Forklaringen er naturligvis ganske nærliggende. Den aura af usårlighed, Vingegaard har efterladt, siden han med sit ridt på 7. etape skrev sig ind som manden, der formentlig skulle slås i dette løb, stod nemlig akkurat lige så stærkt over dagens fire bjerge, som den har gjort gennem hele løbet. I stedet var det Pogacar, der så ud til at være ganske ukomfortabel ved McNultys tempo mod slutningen, og det har således stået tindrende klart for den normalt så selvsikre slovener, at det eneste, han kunne få ud af dagens etape, var en etapesejr og de fire sekunder, han ville kunne hente i kraft af tidsbonusen.

 

Derfor var dagens vinder også Vingegaard og ikke Pogacar. Nok fik Pogacar sin etapesejr, men han fik også kvalt den optimisme, Alpe d’Huez-etapen havde genetableret i det slovenske sind. Vingegaards usårlighed forvandlede ham fra aggressivt uhyre til tandløs defaitist, så selvom danskeren endte med at tabe 4 sekunder, tog han samtidig et gigantisk skridt mod den samlede sejr. Når selv den værste rival har givet op, er det svært at se, hvad der skulle stå i vejen, hvis han renser ligningen for uheld og coronavirus.

 

Til gengæld fik Pogacar også bevist, at den eneste forhindring på hans vej mod et hattrick er Vingegaard. Ha og UAE kørte resten af feltet helt ud af ligningen, og i år er det også svært at se mange tegn på det niveaufald, vi oplevede hos ham for et år siden. I forhold til resten af rivalerne er han akkurat lige så suveræn, som han var det i uge 1. Hans eneste problem er bare, at det i endnu højere grad gælder for hans værste rival.

 

Men hvis Vingegaard er så usårlig, som man fornemmer, skulle han så ikke bare have sat kniven ind? Han lignede en mand, der sagtens kunne køre fra Pogacar, men det valgte han ikke at gøre. Det kostede ham garanteret en etapesejr, men rationalet var klogt. I første omgang må det handle om at vinde Touren, og så længe Pogacar ikke havde angrebet, kunne han jo ikke vide, om sloveneren sad med så meget overskud, at en dansk offensiv ville ramme ham som en slovensk rekyl lige i nakken. Havde Pogacar åbnet ballet, ville svarene være givet, og så havde det været oplagt at køre kontra. Så længe sloveneren holdt igen, måtte risikoen for at få Pogacar i nakken gøre forsvaret af den gule trøje vigtigere end etapesejren.

 

Tæmningen af Pogacar var jo heller ikke det eneste, Vingegaard fik ud af en etape, som hans hold valgte at kontrollere på langt mere klassisk maner, end vi så det i gårsdagens flotte opvisning. Det eneste, der måske kunne bekymre ham en anelse ud over Pogacar var risikoen for, at Ineos kunne skabe et eller andet med deres overtal. Nok ved vi, at Thomas har erklæret sig fint tilfreds med den 3. plads, han med sin enorme stabilitet nok engang cementerede i dag, men da briterne desperat insisterede på at få minimum to forposter afsted i dagens udbrud, var det svært ikke at få den tanke, at en satset Adam Yates-offensiv måske alligevel skulle teste Jumbos styrke.

 

Den plan blev der imidlertid ikke meget af. Briten blev nemlig sendt til tælling som den første af klassementsrytterne, og al snak om en kollektiv Ineos-trussel kan nu forstumme. I første omgang var det svært ikke at se det som et bevis på, at briten nok engang betalte prisen for sin manglende holdbarhed i den tredje uge, men nu viser det sig i stedet, at han er ramt af den sygdom, som også sendte Jonathan Castroviejo og Daniel Martinez til tælling tidligere i løbet. I det lys var hans forsvar jo ganske hæderligt, men det fortæller også, at der næppe var planlagt nogen stor Yates-offensiv fra morgenstunden.

 

Snarere var det måske Tom Pidcock, der skulle have forsøgt sig. Han var ganske vist slet ikke nogen trussel mod den gule trøje, men endnu en etapesejr var da værd at tage med. Han angreb da også talrige gange i den flade indledning, men da klatrere som Alexey Lutsenko og Thibaut Pinot kørte væk, var han helt fraværende. I stedet viste det sig, at den frygt, man altid har for uprøvede ryttere i den tredje uge, blev gjort til virkelighed, da han betalte en uhyre dyr pris for den træthed, man han igennem nogen tid har kunnet fornemme. Han har alligevel været i stand til at komme så stærkt igen, både i Mende og i går, at han i hvert fald i morges troede på, at den anden etapesejr var mulig, men i stedet for endnu en succes er Ineos’ trehovedede uhyre nu reduceret til én til gengæld bundsolid waliser, hvis 3. plads også synes sikker, hvis vi atter får lov at rense ligningen for uheld og coronavirus.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Han vandt i hvert fald igen tid på Nairo Quintana. Colombianeren kunne ikke leve op til gårsdagens flotte ridt, men han undgik det kollaps, vi i de senere år typisk ser fra ham i den tredje uge. Hvis han undgår det i morgen, burde en inden løbet ret usandsynlig top 5 være hjemme, og det må regnes som et stort resultat i lyset af det niveau, han har haft i de seneste mange grand tours.

 

David Gaudu lurer dog som en trussel mod hans 4. plads. Nu er det ellers blevet kutyme, at man dag efter dag frygter det sammenbrud, vi så på Ventoux sidste år, for han kommer altid tidligt i vanskeligheder. Det gjorde han også i dag, hvor Bjerg allerede så ud til at kunne sende ham til tælling, men Gaudu og ikke FDJ har kørt et pokkers klogt løb. Med hjælp fra fabelagtige Valentin Madouas, der ikke blot på forårets brosten er vokset kolossalt, fik han igen begrænset tabet så meget, at han til slut endda kunne gå i offensiven. Sammenbruddet lurer altid for ustabile Gaudu, men med den kløgt, han har udvist hidtil, kan han bestemt se en 4. plads som et sandsynligt udkomme.

 

Udover fra Quintana må truslen komme fra Romain Bardet. Ganske bemærkelsesværdigt rejste franskmanden, som i går lignede en mand, der betalte prisen for sin Giro-satsning, sig på forrygende vis, og måske blev han i virkeligheden bare den første rytter, der for alvor betalte prisen for varmen. I går meldte han i hvert fald om nærmest sygdomslignende symptomer, som kunne minde om et hedeslag, og det er måske derfor slet ikke så umuligt med en 4. plads. Med de tempoforbedringer, han har vist siden skiftet til DSM, bør han i hvert fald slå både Gaudu og Quintana på lørdag.

 

Han slår næppe Aleksandr Vlasov, de jo er blevet en helt lille tempokonge, men om russeren kan følge med i morgen, ved vi ikke. I dag så han nemlig igen meget bedre ud, end han gjorde i går, og dermed har vi vel fået al mulig grund til at sætte spørgsmålstegn ved hans evner som grand tour-rytter. I dette løb har han nemlig kørt akkurat lige så meget som en yoyo, som han gjorde i sidste års Giro, og den slags er der ikke råd til, hvis man vil vinde lange etapeløb.

 

Nej, så er det bedre at køre som Louis Meintjes. Sydafrikaneren er kendt for bare at blive bedre og bedre undervejs, og den tendens holder i år. Jeg blev ellers temmelig skuffet over ham i Alperne, hvor han slet ikke levede op til det lovende forår, men nu har han stensikker kurs mod sin tredje 8. plads i løbet - og måske endda en 7. plads, hvis Vlasovs yoyo igen ryger nedad i morgen. Det er i hvert fald ikke Meintjes, der står på listen over de ryttere, der har størst sandsynlighed for i morgen at ende som Pidcock og Yates gjorde i dag.

 

Det vil man normalt heller ikke vente af Enric Mas, der akkurat som Meintjes er kendt for sine evner i den tredje uge. Det er til gengæld også det eneste positive, der er at sige om spanierens Tour. Han havde en god dag på Alpe d’Huez, som indikerede, at Granon bare var en offday, men nu står det tindrende klart, at han bare ikke har været i nærheden af det niveau, han ellers har haft siden sidste års Vuelta. I dag havde han ellers annonceret den helt store offensiv fra distancen, men da klatrerne fik en gave foræret, og udbruddet ikke var kørt, da de ramte Aspin, så man intet til Mas.

 

I stedet var det Alexey Lutsenko, der tog teten. Det var også på tide, at vi så lidt til Astana, men det gjorde vi til gengæld også. Nok har kasakken i dette løb atter bevist, at han altså ikke er nogen stor grand tour-rytter, men i dag bekræftede han atter, at han på sine gode dage er blevet en ganske habil bjergrytter. Nu kan han endda lugte sin anden samlede top 10 og dermed kaste lidt glans over den triste Astana-sæson.

 

Ender han i top 10, vil han imidlertid formentlig være næsten 20 minutter efter, og det siger alt om, at årets Tour er blevet kørt i to hastigheder. Der har været Pogacar og Vingegaard, og så har der været alle de andre. Det var sådan set ikke spor overraskende, da løbet startede, for her lignede danskeren allerede manden, der måske kunne forhindre Pogacar i at opnå sit hattrick og efter Dauphiné så det endda relativt realistisk ud. Den danske Tour-sejr, som bliver sværere og sværere at komme udenom, vil slet ikke være så overraskende, hvis den bliver til virkelighed. Det er det til gengæld, at det nu er lykkedes for Vingegaard at forvandle Pogacar fra angrebsmonster til passivt lam, der stiller sig tilfreds med etapesejre, men når man er så god som thyboen, kan man åbenbart sætte en dansk skræk i livet hos selv feltets måske allermest aggressive rytter. Det er næsten lige så stor en bedrift, som det vil være, når han på søndag efter alt at dømme vinder Touren.

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Famenne Ardenne Classic(1.1) 02/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 02/10

Tour de Vendée(1.1) 02/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 02/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 02/10

Tour de Vendée(1.1) 02/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 04/10

Paris - Bourges(1.1) 06/10

Tour de Romandie(2.WWT) 07/10-09/10

Il Lombardia(1.UWT) 08/10

La Philippe Gilbert juniors(2.1) 08/10-09/10

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 09/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger