Tour de France-analyse: Overraskelsernes perfekte punktum

SE TOUR DE WALLONIE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Når det store communique med resultater i aften udsendes efter afslutningen på Tourens sidste etape, vil man hurtigt kunne blive snydt. Et hurtigt blik på forsiden vil nemlig vise, at det gik ganske forudsigeligt. Den gule trøje endte hos Jonas Vingegaard, der vel var forhåndsfavoritten for et lille flertal, og den kom efter den duel med Tadej Pogacar, alle havde set frem til.

Den grønne trøje endte helt som ventet hos Jasper Philipsen, der var akkurat så dominerende i massespurterne, som foråret havde indvarslet, og prikkerne gik til Giulio Ciccone, der forud for løbet vel var den eneste, der havde proklameret, at bjergtrøjen var et stort mål. Allermest forudsigeligt var det, at den hvide trøje endte hos Pogacar, som reelt kun kunne tabe den konkurrence i tilfælde af uheld, og nogen stor overraskelse var det heller ikke, at Jumbo løb med holdkonkurrencen, selvom de måske ikke var de allerstørste favoritter til en konkurrence, der fra start var meget åben.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Nej, hvis man alene ser den forside og glemt at følge med i årets Tour, vil man føle, at man ikke er gået glip af det store. Intet kunne imidlertid være mere forkert. De nøgne data på forsiden skjuler nemlig, at vi var vidner til tre ugers intenst drama, der ikke står meget tilbage for den fantastiske Tour, vi oplevede for et år siden. Ja, denne gang var den vigtigste kamp af dem alle, nemlig kampen om den samlede sejr, endda langt hen i løbet langt mere åben, end den var for et år siden.

Først og fremmest skjuler de nøgne data dog alle de overraskelser, der gik forud for de forudsigelige vindere af de forskellige konkurrencer. Det hele startede i hvert fald med et scenarium, ingen havde forestillet sig. Nok var den spektakulære åbningsetape i Bilbao anderledes åben end en klassisk sprinteretape, men det lå ikke just i kortene, at den skulle ende i et historisk brødreopgør mellem Adam og Simon Yates, og ej heller var der nogen, der havde luret, at det af alle ryttere skulle være Victor Lafay, der som den eneste kunne følge Pogacar og Vingegaard. At selvsamme Lafay 24 timer senere skulle bryde Cofidis’ 15 år lange sejrstørke, skal man nok også have været Nostradamus for at kunne have forudset.

Efter den første weekend var tonen slået an, og derefter kom overraskelserne i en lind strøm. Ja, jeg havde ganske vist i min optakt peget på, at Vingegaard nok kunne køre fra Pogacar på den første bjergetape, men at han næsten skulle køre ham ud af ligningen, havde jeg i hvert fald ikke drømt om. Endnu mindre havde jeg drømt om, at Pogacar på den efterfølgende etape ville rejse sig og vende det hele på hovedet på den dag, hvor Jumbo forsøgte at lukke løbet nærmest med det samme, fordi de og alle andre var kommet til den konklusion, at sloveneren grundet dårlig forberedelse desværre var langt fra at være på 100%.

Klimaks kom dog i den tredje uge. Allerede i den anden weekend var det nok ikke helt ventet, at en storslået Vingegaard-offensiv på en Vingegaard-etape skulle forvandles til en desperat defensiv, der heldigvis lykkedes for danskeren, men langt mere overraskende var begivenhederne efter sidste hviledag. Mange havde naturligvis regnet med, at Vingegaard kunne vinde enkeltstarten, men at han skulle køre resten af feltet midt over med en af cykelhistoriens bedste enkeltstarter, kan ingen have forestillet sig. At Pogacar efterfølgende skulle lide nederlag på løbets kongeetape var bestemt heller ikke uventet, når den lige fra start havde været udset som etapen, hvor Vingegaard skulle vinde løbet, men at det skulle ende med et kollaps, der fik nedturen på Granon til at blegne, var der næppe mange, der havde sat penge på - slet ikke efter en start, hvor Pogacar havde haft en overhånd, han aldrig havde i sidste års løb.

Bag disse hovedfortællinger gemmer der sig mange flere. Et godt eksempel er vel fordelingen af årets etapesejre. Det er en grundregel i grand tours, at man ofte skal vælge mellem at satse på klassementet eller etapesejre, for de to mål er meget vanskelige at kombinere, medmindre man også kører med om den samlede sejr. Et godt klassement fjerner nemlig friheden til at gå i udbrud, og på de dage, hvor favoritterne afgør det, er det altid de bedste, der løber med sejren. Det burde jo særligt gælde i et løb, hvor de to bedste er i deres helt egen liga, som det også har været tilfældet i år, og som det gjaldt sidste år, hvor Vingegaard og Pogacar vandt tilsammen fem etaper - og Vingegaard kunne have gjort det til seks, hvis ikke han havde været gavmild over for Van Aert.

I år har man bare kunnet få både det ene og det andet. Blandt de otte ryttere i top 8 har ikke færre end syv vundet etape. Kun Simon Yates, der jo endda to gange endte som nr. 2, må lide den triste skæbne at komme hjem uden en gevinst. Alle de øvrige syv endte med både etapesejre og topplaceringer i klassementet - en ganske uhørt statistik, der fortæller alt om, hvor mange overraskelser der har været i denne dramatiske Tour.

Ja, faktisk er det eneste område, der har været totalt blottet for overraskelser, massespurterne. Her har Philipsen været akkurat lige så suveræn, som man havde ventet, og han har slet og ret gjort rent bord. Kun én gang blev han slået, men det skete i en spurt, der var alt andet end klassisk, og hvor han blev besejret af Mads Pedersen, der også på forhånd havde en langt bedre historik i den slags spurter. Ja, faktisk kan man med den historik in mente hævde, at det var mere overraskende, hvis udfaldet havde været det modsatte.

Men selvfølgelig skulle denne overraskende Tour også byde på en gedigen overraskelse i en massespurt - og hvilket bedre sted at få den end i den vigtigste spurt af dem alle. Paris er ellers et sted, hvor man næsten aldrig bliver overrasket. Den brede opløbsstrækning gør, at der næsten altid er plads til, at de hurtigste kan spurte, og efter et let løb er det derfor altid de rene sprintere, der dominerer. Siden 2019 er det blevet til den ene favoritsejr efter den anden til navne som Mark Cavendish, Marcel Kittel, André Greipel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Sam Bennett. Ja, selv da Alexander Kristoff vandt, var det ikke nogen stor overraskelse, for det var i den sære udgave, hvor alle de rene sprintere var rejst hjem.

Kun én gang i den periode har vi oplevet en større overraskelse. Det var da Wout van Aert slog både Jasper Philipsen og Mark Cavendish i 2021, for det er trods alt ikke sket tidligere, at belgieren har vundet en klassisk spurt mod de rene sprintere i dette løb efter en let dag. På den anden side er Van Aert så utrolig, at ingen for alvor kunne være chokerede. Ellers skal vi helt tilbage til 2008 for at finde den seneste virkelige overraskelse, da Gert Steegmans højst uventet reddede Quick-Steps løb ved at vinde den vigtigste etape af dem alle.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I dag fik Steegmans og Van Aert dog en kollega i Paris-overraskelsernes klub, og spøjst nok var det igen en belgier. Der kan ikke være mange, der for alvor havde troet på, at Jordi Meeus ville rejse sig over alle andre og tage karrierens i særklasse største sejr. Havde man spurgt mig i foråret, om det havde været muligt, havde jeg givet ham en lille chance, for her fortsatte han det momentum, han indledte i sommeren 2022, hvor han syntes at have fundet en helt ny fart. Det momentum forsvandt til gengæld i optakten til Touren, hvor han kørte nogle meget skuffende spurter og generelt aldrig var tæt på at true verdenseliten.

Nej, skulle han vinde, skulle han i hvert fald bruge sit supervåben. Danny van Poppel har jo på rekordtid, siden han i begyndelsen af 2022 gav sig i kast med den rolle, udviklet sig til vel nok verdens bedste lead-out man. Det er i hvert fald sjældent, at han i sit halvandet år som sidste mand for Sam Bennett ikke har kunnet køre sin kaptajn hjem fra spids, som han også gjorde det, da han servede EM-titlen på et sølvfad til Fabio Jakobsen. Mathieu van der Poel, der i årets Tirreno for alvor kastede sig ud i lead-out-rollen, bankede ganske vist på til at gøre ham rangen stridig, men indtil det modsatte var bevist, sad Van Poppel stadig på tronen.

Det gør han til gengæld næppe længere. I dette løb har Van der Poel nemlig afleveret Philipsen perfekt i samtlige de mange lead-outs, han har kørt, og det gjorde han naturligvis også i dag, da den intense tur rundt i Paris ganske forudsigeligt endte med den mest prestigiøse massespurt af dem alle. Til gengæld var der heller ikke denne gang et eneste spor af Van Poppel, der nok engang måtte slå sig til tåls med, at han alene kunne aflevere sin kaptajn så langt tilbage, at en sejr burde være umulighed.

Det burde den jo især, når to af de tre forankørende var to af verdens allerhurtigste. Der var nemlig ikke blot Philipsen på hjul af Van der Poel. Der var også Dylan Groenewegen, der jo efter så let en etape burde være manden med den rette topfart til måske at true Philipsen. Foran var også Pedersen, der bestemt heller ikke var en mand, der var let at slå. Nok har danskeren traditionelt manglet den sidste fart i disse rene massespurter, men som den seneste uge har vist, har han også i år nærmet sig de hurtigste ganske markant, efterhånden som træthed og holdbarhed er blevet en faktor.

Nej, da Van Poppel igen lykkedes med kun at aflevere Meeus i en sekundær position, var kampen tabt. Måske kunne han håbe at overspurte én af de forankørende, der jo kunne have en dårlig dag, men det var utopi, at han skulle nå dem alle. Derfor måtte man også pudse brillerne en ekstra kamp, da belgieren ikke blot kom forbi Groenewegen og Pedersen, men minsandten også fik skovlen under Philipsen på målfoto - endda selvom han lå i vindsiden og kom fra den mindst gunstige position.

Forhåbentlig kan det betyde, at han kan genfinde sit momentum. Det er trods alt ikke helt tilfældigt, at han ved sidste års belgiske mesterskaber slog Philipsen og kun blev slået af Tim Merlier med det alleryderste af neglene. Det var særligt den spurt og hans gode spurt et par uger forinden i Dauphiné, der afslørede, at potentialet var større end som så, men det potentiale har bare været skjult i en periode. I dag kom det heldigvis til udtryk igen og så endda på den vigtigste dag af dem alle.

Måske er det også et bevis på, at Meeus er ret holdbar. Han er en tungere herre, men alligevel var han pludselig med i kampen om sejren på den benhårde 19. etape. Vi så også i hans Vuelta i 2021, at han kørte sin klart bedste spurt i den tredje uge, hvor kun Fabio Jakobsen snød ham for en etapesejr. Tre ugers tæsk synes i hvert fald at gøre noget godt for den store belgiers krop.

Han fik også givet lidt kulør til Boras ellers så triste sæson. Der har været endog meget langt mellem de tyske snaps i 2023, og det har bestemt heller ikke kørt i olie i denne Tour. De kom jo ellers så lovende fra start med etapesejr og gul trøje til Jai Hindley, men det, der lignede en motorvej frem mod en podieplads, blev siden ødelagt af det ærgerlige styrt. Nu ender holdet alligevel med en 7. plads, en førertrøje og to meget prestigiøse etapesejre, og det er i hvert fald deres vel nok bedste resultater i en gennemført trist sæson.

Trist er det heldigvis ikke for Alpecin, der jo har været her, der og alle vegne, siden Philipsen i Tirreno fik sat dem i gang efter en sløj start. Det, der havde kurs mod at blive en drømme-Tour, fik alligevel en lidt ærgerlig afslutning. Da han vandt på 11. etape, lignede det, at han måske kunne matche eller overgå Mark Cavendishs seks etapesejre fra 2009, men nu endte det hele ”kun” med fire gevinster og en grøn trøje. Det er stadig et mageløst resultat, men en høst på fire er trods alt noget, vi har set mange gange bare inden for de seneste 15 år. Det er sjældent, at pointtrøjen har fuldt med, men det, der kortvarigt lignede noget helt ekstraordinært endte nu med at blive i hvert fald en smule mere ordinært. Men for spændingens skyld er det rart at se, at Philipsen faktisk kan besejres, selv når han sættes flot i scene af Van der Poel.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Han er i hvert fald mere tilfreds end Groenewegen, der for første gang siden debuten i 2016 kommer fra Touren uden en etapesejr. Løbet har ellers vist, at han stadig er en af de allerhurtigste, men det står klart, at den overlegne fart, han havde, da han var bedst, ikke længere findes. Det er en skam, for det kommer efter et løb, hvor han har positioneret sig meget bedre end tidligere - bare se, hvem der fik Philipsens hjul i dag - og hvor han har klatret langt bedre end tidligere - bare se på hans ridt i fredags. Men måske betaler han også en pris for den ekstra holdbarhed - og så hjalp det heller ikke, at hans modvindsspurt i dag blev lidt for lang. Det er trods alt ikke hverdagskost, at man kan vinde med så alenlang en spurt, som han gjorde, da han i 2017 tog sin første etapesejr i Touren i netop den vigtigste spurt af dem alle.

Lange spurter er jo Pedersens speciale, men i dag lod han Groenewegen om at åbne tidligt. Hollænderen endte med at give danskeren et perfekt lead-out, og han kunne ikke have fået en bedre chance for at vinde den spurt, han allerhelst ville vinde. Desværre måtte han også denne gang sande, at selv tre ugers intenst cykelløb ikke har givet ham den sidste fart, der skal til for at vinde en spurt efter en let dag. Alligevel er det ganske tydeligt, at hans holdbarhed har haft en mageløs effekt. Der er i hvert fald en verden til forskel på den konkurrencedygtighed, han havde i dag, og det, vi så i uge 1, hvor han var bekymrende langt fra de bedste.

Han lever nok også med nederlaget. Han er jo én af bare tre sprintere, der har fået en sejr, og de har af gode grunde været svære at opnå i et løb, hvor Philipsen var tæt på at gøre rent bord. Det lykkedes i hvert fald ikke for Biniam Girmay, der jo ellers i optakten havde vist så lovende fart, men som fik en Tour-debut, der desværre blot fortsætter et meget kedeligt 2023, hvor han er gledet gevaldigt ned på listen over de mest spændende navne. Hans holdbarhed er forsvundet, og i dette løb så vi heller ikke i dag den fart, vi har set i optakten.

Den fart så vi heller aldrig fra Sam Welsford. Han har jo ellers flere gange vist, at han kan matche de bedste på ren fart, men desværre har dette løb understreget, at han desværre har utroligt mange andre mangler. Selv denne relativt enkle spurt efter en let dag, hvor den brede boulevard gav masser af plads, gik i vasken og satte en fed streg under, at hans positionering har bekymrende store mangler. Til gengæld kommer det ganske meget bag på mig, at han kom igennem sit første løb med rigtige bjerge, for det lå bestemt ikke påd en flade hånd i et løb, der endda har været kørt meget hårdt.

Nej, så havde DSM faktisk været bedre tjent med at have beholdt Cees Bol. Hollænderen er virkelig blomstret op efter skiftet til Astana, hvor han jo ellers bare skulle have været lead-out man. I 2022 var der i hvert fald ikke mange, der havde spået ham til en top 5 i Paris og da slet ikke i et løb, hvor den indtil nu positioneringssvage hollænder var uden reel støtte. Ikke desto mindre ser det ud til, at rollen som lead-out man har gjort ham godt, og Astana er således ikke helt på bar bund, hvis Cavendish vælger ikke at fortsætte karrieren. Han klarede sig i hvert fald også denne gang markant bedre end de mange andre lead-out men som Nikias Arndt, Jasper De Buyst og Michael Mørkøv, der i kraft af deres kaptajners exit pludselig fik deres egen chance.

Det gjorde en anden lead-out man også. Lidt overraskende valgte Uno-X at trods Kristoffs imponerende Paris-historik og køre føre Søren Wærenskjold, men det var ikke dumt. Kristoff har vist sig som en sublim lead-out man, og Wærenskjold har i år givet indtryk af at være hurtigere end sin kaptajn. Hurtig nok er han dog endnu ikke, for selvom Kristoff fik ham anbragt pænt, blev det til en sekundær placering - akkurat som det gjorde for Bryan Coquard, der ellers har kørt en flot Tour, Luca Mozzato, Corbin Strong og Matteo Trentin, der ikke har farten til denne slags boulevardspurter.

Det har Peter Sagan jo heller aldrig haft, men tidligere kunne han i det mindste ende helt fremme i kraft af sin positionering. Det kan han desværre slet ikke længere, og med en beskeden 11. plads fik han derfor slet ikke samme flotte Tour-afsked, som Thibaut Pinot fik i går. Denne Tour har i hvert fald blot bekræftet, at hans niveaufald har været så voldsomt, at hans tidlige karrierestop nok ikke er nogen dum ide. Chris Froome har i hvert fald bevist, at man sjældent gør sig selv en tjeneste ved at fortsætte for længe.

Selvsamme Froome er dog efterhånden noget til den erkendelse, at han aldrig får den femte Tour-sejr. Det vil nemlig kræve, at han slår Vingegaard, og det synes lige nu ganske umuligt - ikke blot for Froome, men for hele cykelverdenen. Hans målbevidste nedslidningsstrategi lykkedes igen perfekt - og endda så uventet godt, at han ender med den største sejrsmargin siden 2014 i et løb, der ellers længe var uhyre tæt - og han har dermed sat en fed, fed streg under, at der lige nu ikke er nogen, der kan matche ham, når det kommer til de to vigtigste parametre for grand tour-ryttere, nemlig holdbarhed og restitution.

Nu bliver det uhyre interessant at se, om de to egenskaber er så suveræne, at han også kan sikre sig den vanskelige Tour-Vuelta-double. Den er bestemt ikke let, hvad Froome selv måtte erfare, men briten viste i 2017, at det kan lade sig gøre, og Vingegaard har grundet VM denne gang endda en uges ekstra hvile mellem løbene. Den indtil nu ukendte deltagelse i Spanien er sandsynligvis også forklaringen på gårsdagens passivitet, der pludselig nu står i et helt andet og langt mere logisk lys. Froome lærte nemlig hurtigt, at man gerne skal have Vueltaen i baghovedet under Touren, hvis man vil gennemføre den svære double, og han var derfor uhyre defensiv og kalkuleret, da det lykkedes for seks år siden, hvor han var meget bevidst om at vinde Touren med så lille et ressourceforbrug som muligt.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Desværre gik det ikke så let for Vingegaard, som det gjorde for Froome dengang. Intet bliver nemlig let, når modstanden er Pogacar, og den slovenske multikunstner tvang igen i år Vingegaard til at gå helt ud til sin grænse, ikke mindst i vanvidsduellen på Joux-Plane. Ja, selv på Paris-etapen sprællede denne uhyre underholdende ekvilibrist med benene i et sidste forsøg på at holde sin stime med tre etapesejre i alle sine grand tours i live - et spræl, han kunne tillade sig uden at bryde nogen etikette, fordi han jo var så langt efter. Det lykkedes dog trods alt ikke at skabe en vanvittig situation, der ville få Alexandre Vinokourovs kup i Paris i 2005 til at blegne, men han fik i hvert fald sat en streg under, hvorfor det aldrig er kedeligt, når Pogacar er til start.

Det havde ellers på mange måder været den perfekte afslutning på en overraskelsernes Tour, hvis Pogacar havde taget en choksejr i Paris som afrunding på et løb, der startede med en overraskelse og derfor passende gerne skulle slutte med en overraskelse. Når man nu ikke kunne få den bedste overraskelse, sørgede Meeus heldigvis for, at punktummet på et overraskende løb alligevel blev næsten så perfekt, som det kunne. Det kan godt være, at resultaterne ved første øjekast viser, at løbet gik helt som ventet, men dagens perfekte punktum minder os om, at 2023-udgaven af Touren i sjælden grad har været et overraskelsernes og derfor også meget mindeværdigt løb.

SE TOUR DE WALLONIE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE