Tour de Romandie-analyse: 11 år senere og ikke helt den samme rytter

Kan I huske tilbage til Tour de Romandie i 2010? Det var dengang, en hel cykelverden stadig var ved at fatte, hvad de havde været vidner til i årets første måneder. Både øjne, næse og mund var nemlig blevet tabt i årets første cykelløb, Tour Down Under, da stjernerne havde angrebet hinanden på Willunga Hill i Tour Down Under. Ikke uventet var verdensmester Cadel Evans og verdensstjernerne Luis Leon Sanchez og Alejandro Valverde kørt væk på Australiens mest ikoniske stigning, men alverdens cykeliagttagere måtte tjekke startlisten en ekstra gang for at fatte, at den ukendte Liquigas-rytter, der gjorde dem selskab var den 19-årige neopro Peter Sagan.

Det havde været starten på en mindeværdig karrierestart. Bare nogle uger senere var den slovakiske komet på banen igen, da han i karrierens første europæiske WorldTour-løb, Paris-Nice, vandt hele to etaper og sikrede sig to 2. pladser på vej mod en ganske imponerende samlet 16. plads. I Paris-Roubaix havde han igen skabt overskrifter ved at køre med de bedste på de tidlige pavéer, indtil det 260 km lange løb alligevel blev lidt for meget et helvede også for Sagan.

Derfor var alle øjne også stift rettet mod Sagan, da han i slutningen af april stillede til start i Romandiet, og bare to dage skulle han bruge på at tage endnu en sejr i det andet europæiske WorldTour-etapeløb. Efter en 2. plads på prologen slog Sagan nemlig til, da 1. etape sluttede i en reduceret massespurt, hvor han var klart hurtigst og samtidig kørte sig i løbets førertrøje.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Datoen var d. 28. april. Det husker jeg særligt godt, fordi jeg samme dag fejrede fødselsdag med familien, og vi rundede kaffebordet af med at se min nye yndlingskomet fortsætte sin storm mod verdenshimlen. Derfor var det også svært ikke at få en følelses af deja-vu i dag 11 år senere, da Sagan i dag spurtede sig til sin anden sejr i det schweiziske etapeløb.

Lighederne er nemlig slående. Igen var datoen nemlig d. 28. april, og igen stillede Sagan til start på en 1. etape, der med et par sene stigninger var som skabt til klatrestærke sprintere. Eneste forskel var vel, at Sagan havde kørt en skuffende prolog og derved ikke kunne køre sig i førertrøjen, men ellers kunne dagens etape vel lige så godt være en kopi af den, der fandt sted for præcis 11 år siden. Selv løbets nr. 2 kunne ved første øjekast forveksles med hinanden, for lighederne mellem de to italienere Francesco Gavazzi og Sonny Colbrelli er uhyre iøjnefaldende.

Alligevel er meget anderledes. Det kan man forvisse sig om ved at studere top 10 fra dengang, hvor vi såmænd finder vores nuværende landstræner, Anders Lund, på etapens 8. plads, og for mange føles det vel som en menneskealder, siden han stoppede karrieren. Der er da også løbet meget vand under broen for Sagan siden dengang, for mellem karrierens 3. sejr i 2010 og dagens sejr nr. 116 har han altså vundet hele 112 andre gange, og der er to monumenter, tre verdensmesterskaber og syv grønne pointtrøjer fra Tour de France til forskel på den Sagan, der tog verden og Schweiz med storm dengang, og den aldrende veteran, der i dag vandt igen i sin anden deltagelse i løbet.

Sagan befinder sig da også i to helt forskellige karrieresituationer. Dengang lå verden for hans fødder, og alle spekulerede på, hvad i alverden den vanvittige komet dog kunne drive det til. I dag har Sagan i flere år befundet sig på en nedgående sliske, hvor han er blevet overhalet af en hel hær af nye kometer, der har henvist ham til en mere anonym rolle i det professionelle felt. Faktisk har han befundet sig i lidt af en karrierekrise, hvor man efter en 2020-sæson med bare én sejr, der brød en sejrstørke på mere end et år med rette kunne spørge, hvor meget mere der efterhånden er i sportens tidligere førende superstjerne.

Det er da også soleklart, at Sagan ikke er den rytter, han var engang, men han er stadig en pokkers god cykelrytter. Det kan godt være, at der efterhånden er længere mellem snapsene, men der er altså en grund til, at hans seneste sejr i et løb, der kan karakteriseres som en mindre begivenhed, faldt i Tour of Oman i 2014. Siden da har han nemlig kun vundet enten på WorldTouren, ved mesterskaber eller i løb, der enten siden er kommet på WorldTouren eller må regnes som en førende klassiker lige uden for sportens fineste selskab.

Derfor er det også kun naturligt, at Sagans to sejre i år naturligvis er kommet på WorldTouren, for det er stort set kun den slags løb, han kører. Og i dag mindede han os alle om, hvor god han stadig er, da han i ganske suveræn stil sejrede på en etape, der med sit design med fire omgange på en hård rundstrækning og en flad finale var af den type, som Sagan har vundet så mange af, at ingen længere har tal på dem.

Opskriften var også den samme, som vi kender. Ganske vist så Sagan anderledes lidende ud, da BikeExchange trykkede til på de sidste stigninger og derved sendte løbets klassiske sprintere som Elia Viviani, Matteo Moschetti og Phil Bauhaus til vægs, men han lignede aldrig en mand, der for alvor var i problemer. Derefter manøvrerede han på klassisk Sagan-maner helt på egen hånd i den tekniske finale, der var sandt guf for feltets tekniske unikum, og som altid havde han luret, hvem der ville få det bedste lead-out. Derfor sad Sagan limet til Colbrellis baghjul gennem hele finalen, og eneste lille minus i den klassiske Sagan-opskrift var, at han måtte afgive det hjul til Patrick Bevin, der var blevet sat perfekt af Israel Start-Up Nation og kunne glide ind i 3. position, da den brølstærke Jan Tratnik lavede et perfekt lead-out for sin italienske kaptajn.

Det hjul vandt Sagan imidlertid hurtigt tilbage, da Colbrelli åbnede sin spurt, og slovakken med den aggression, der også kendetegner hans kørsel, fik presset newzealænderen væk fra spurtens allerbedste position. Derfra var det ”Sagan Classic”, da slovakken med vanlig sans for timing åbnede sin spurt i rette tid og med en god afslutning viste, at han altså stadig er en ganske glimrende afslutter, der kan slå de fleste ryttere i et felt, der er uden de rigtige supersprintere - præcis som han gjorde det, da han tidligere på året åbnede sin konto i Catalonien.

Det var dog ikke bare Sagans træfsikkerhed i positionskampen og sublime timing, der gjorde spurten symptomatisk. Det gjorde også det faktum, at Colbrelli endte som nr. 2. Det schweiziske løb er med sine knaldhårde etaper med flade finaler skabt til italieneren, der derfor har gjort det til en vane at slutte sit forår af på det schweiziske landeveje, og år efter år spiller han en hovedrolle i Alperne. Det ser bare ud til, at Colbrelli er ramt af en sand Romandiet-forbandelse, for dagens 2. plads var faktisk hans fjerde siden debuten i 2017, og hvis man dertil lægger hans to 3. pladser, hans 4. og hans 6. plads står det klart, at løbet er et sandt ”lige-ved-og-næsten”-mareridt for den hurtige italiener.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

I dag kan han i det mindste ikke bebrejde sit hold, der ellers tidligere har svigtet ham noget så grusomt i dette løb. Denne gang gjorde holdet alt rigtigt, da de med Hermann Pernsteiner bidrog til at neutralisere de farlige fremstød, der i finalen kom fra tempokongerne Remi Cavagna og ikke mindst Stefan Küng, der har for vane at snyde sprinterne én gang på en regnvåd dag i Romandiet i ulige år. Det har han nemlig gjort tre gange, og i de to sidste tilfælde er Colbrelli såmænd endt på etapens 3. plads. Denne gang blev der dog reageret prompter fra Bahrain-mandskabet, inden Tratnik lavede et ideelt lead-out. Denne gang var der bare desværre en hurtigere mand end Colbrelli, der med en relativt tam spurt desværre nok engang må sande, at han ikke synes at have fundet sin bedste form i 2021, hvor klassikersæsonen gik helt i skuddermudder.

Helt anderledes forholder det sig med Patrick Bevin, der blev genfødt i Baskerlandet, hvor han kørte et af sine flotteste løb overhovedet. I dag rejste han sig igen efter en skuffende prolog i går med en spurt, der ganske vist ikke var i nærheden af at true Sagans, men som viste, at han i den grad er blevet genfødt efter et 2020, hvor han lignede en mand med kurs mod deroute.

Han var dog på mange måder undtagelsen på en dag, der havde karakter af revanchens onsdag. I top 10 finder vi nemlig et hav af ryttere, der rejste sig efter en skuffende sæsonstart. Det gjaldt blandt andet for Andrea Pasqualon, der leverede årets første resultat efter en yderst skuffende klassikerkampagne, der førte til, at han blev regulært fravalgt til et Flandern Rundt, hvor han skulle være kaptajn. Det gjaldt for Mattia Cattaneo, der efter et katastrofalt forår fulgte den flotte prolog op med aktiv kørsel i finalen og en uventet god spurt for det sprinterløse Deceuninck-hold. Og det gjaldt for talentfulde Alessandro Covi, der pludselig forsvandt fra radaren, da han blev taget af holdet til alle ardennerløbene, men som tilsyneladende bare har ændret kurs, trænet i højderne og forberedt sig så godt på Giroen, at det i dag blev ham, der leverede et resultat for UAE, selvom man forinden mest spekulerede i om, at det skulle være Marc Hirschi, Diego Ulissi eller Rui Costa, der skulle køre spurten.

For andre var der snarere tale om en skuffelse. Det gjaldt desværre for Magnus Cort, der nok engang måtte sande, at hans positionering i en teknisk finale blev dyr. En ringe position betød tilsyneladende, at han skulle bruge alt for mange kræfter i vinden allerede inden spurten, og selvom han faktisk fik manøvreret sig hæderligt frem, så det ud til, at der var temmelig udsolgt, da han skulle tage kampen op med Sagan og Colbrelli. Det gjaldt for Dion Smith, hvis BikeExchange-hold var det eneste, der viste mod til at sætte sprinterne under pres, og som endda brugte kaptajnen, Lucas Hamilton, til at sende Viviani og co. til tælling, men som nok engang måtte sande, at han altså bare ikke er verdens hurtigste på flad vej. Og det gjaldt for Clement Venturini, der burde være i sit es i en teknisk finale, men som synes at glide længere og længere ned ad resultatlisterne i massespurterne.

I det mindste overlevede de dog alle Hamiltons massakre. Det er mere, end man kan sige om de tungere sprintere som Viviani, Moschetti, Bauhaus, Riccardo Minali, Gerben Thijssen og Reinardt van Rensburg, der helt forudsigeligt fik det for svært og nu må sande, at der ikke bliver nogen spurt til dem i årets usædvanligt hårde udgave af det schweiziske etapeløb. For dem handler hele løbet om overlevelse og for Viviani, Moschetti og Minali naturligvis særligt om at finde formen til Giroen.

Det var dog trods alt kun de tunge folk, der faldt fra. Alle klassementsfolkene kunne sagtens følge med på en dag, hvor den kraftige modvind i dalen til sidst totalt fjernede al den angrebslyst, man ellers kunne have ventet fra hold som Astana og UAE. Dermed bevarede Ineos også løbet i et jerngreb, men rivalerne vil utvivlsomt glæde sig over, at det til dette løb ikke alt for stjernesatte mandskab efter en hel dags føringsarbejde kun havde Filippo Ganna tilbage til at støtte klassementets top 3. Det er trods alt lidt urovækkende inden etaper, der bliver meget sværere at kontrollere, og dermed ser det mere og mere usandsynligt ud, at det kan lade sig gøre at beskytte Rohan Dennis som et wildcard til klassementet - et problem, der allerede kan blive gjort helt tydeligt på torsdagens meget svære 2. etape.

Den er nemlig meget sværere, end den var for 11 år siden. Dengang var der nemlig lagt op til noget for Romandiet så sjældent som en klassisk massespurt, hvor unge Sagan blot blev nr. 5 bag datidens sprinterkonge, Mark Cavendish, der levede op til favoritværdigheden. Det er der helt sikkert ikke i morgen, hvor et hav af svære stigninger formentlig vil sende alle de hurtigste til tælling, som den gjorde i et lidt lettere format i 2015, hvor Michael Albasini vandt en spurt i et felt på knap 50 mand. Havde vi talt om kometen Sagan, der tog verden med storm og imponerede selv i bjergene i sine unge år, havde han utvivlsomt også været favorit til den etape, men selvom der er så mange ligheder mellem d. 28. april 2010 og d. 28. april 2021, er der trods alt forskelle. Vinderen går måske under samme navn, men Sagan er desværre ikke længere den ustoppelige komet, han var for 11 år siden.