Tour de Romandie-analyse: Storholdets omvendte verden - Vol. 2

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I går handlede hele min analyse om, hvordan Soudal-mandskabet lige nu befinder sig i den omvendte verden. Nok har de altid vundet i stort set alle slags begivenheder, men i et for dem helt forsømt klassikerforår har de været helt fraværende på den belgiske hjemmebane og i stedet taget stort set alle deres mange sejre i etapeløbene. Det er mildt sagt lidt af en omvæltning for et mandskab, der vel samlet set over de seneste mange år har været regnet som verdens bedste klassikerhold.

I etapeløbene har de derimod været miniputter. Jovist, de har vundet et hav af etaper med primært deres mange sprintere, men i klassementssammenhæng har de ikke spillet nogen stor rolle. Her har scenen i stedet været domineret af Ineos, der jo er det i særklasse bedste etapeløbshold i det seneste årti.

Læs også

Breschel bekræfter trods forvirring: Valgren kører Giroen

Tag nu bare 2021 som et eksempel. Det var ganske vist i en tid, hvor de var begyndt at affinde sig med den nye virkelighed, hvor de var overmatchet af de to slovenske monstre, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, men slovenerne ikke var til start, var de altdominerende. Således vandt de i l de frem til Tour de Pologne slet og ret alle de WorldTour-etapeløb, hvor de ikke skulle slås med en af de slovenere. Adam Yates åbnede ballet med den samlede sejr i Catalonien, og derefter gik det slag i slag med samlede sejre til Geraint Thomas i Romandiet, Egan Bernal i Giroen, Richie Porte i Dauphiné og Richard Carapaz i Schweiz. Ja, faktisk var de så uhyggelige, at de ryddede podiet med Yates, Porte og Thomas i Catalonien, tog en dobbeltsejr med Thomas og Porte i Romandiet og havde samme to ryttere på podiet i Dauphiné. Selv i Giroen lykkedes det for Daniel Martinez, der ellers alene var hjælper for Bernal, at sikre sig en samlet top 5.

Det var imidlertid dengang. Den proces, der blev indledt med slovenernes opdukken, har stille og roligt skubbet briterne i baggrunden. I dag kan man næppe diskutere, at det er Jumbo, der dominerer etapeløbene - i hvert fald har de vundet tre af de første fire af de historiske etapeløb på WorldTouren - og med Remco Evenepoel og Poagcar har også Soudal og UAE mere succes end briterne. Alligevel er det højst overraskende at se, hvordan den er accelereret kraftigt i år.

Vi er nemlig vant til, at Ineos altid blander sig fremme. Det er måske ikke altid, de kan vinde løbet, særligt ikke hvis der er slovensk modstand, men med deres enorme bredde er det meget sjældent, at de ikke har en podiekandidat. Sådan har det bare slet ikke været i år. Først måtte man gnide sig gevaldigt i øjnene i Catalonien, hvor holdet stillede til start helt uden noget godt bud på en topplacering, da stakkels Bernal jo fortsat kæmper med formen, og det virkede på alle måder helt forkert, at den solide, men anonyme hjælper Jonathan Castroviejo skulle stille til start som holdets bedste bud, hvad der kastede en 16. plads af sig. I stedet blev deres hovedopgave at jagte etapesejre med Ethan Hayter - en mission, der mislykkedes.

Så var det straks bedre i Baskerlandet. Her kom de trods alt med den forsvarende vinder i form af Daniel Martinez, men den urimeligt og uforklarligt formsvage colombianer forsvandt fra billedet, inden man kunne nå at stave til Ineos og herefter måtte de igen ty til Hayter som deres redningsplanke. Denne gang leverede briten, endda fra første færd med sejr på 1. etape, men i klassementet skulle man helt ned på 34. pladsen for at finde holdets bedste mand i form af Martinez. Forinden var også gået et Paris-Nice, hvor Martinez også havde floppet fælt, og hvor de fleste nok har glemt, at Pavel Sivakov kæmpede sig til en 9. plads i et alt andet end prangende felt.

Nu er vi her så igen. For blot to år siden var Ineos altdominerende i Tour de Romandie, men i år var de allerede fra start henvist til rollen som statister i klassementet. Det blev de, da Carlos Rodriguez fortsat er så hæmmet af sit styrt i Strade Bianche, at han sammen med Luke Plapp måtte melde afbud, og dermed var det akkurat som i Catalonien Bernal, der var eneste reelle bud på en topplacering. Selvom det heldigvis går fremad med det uheldige supertalent, vidste man dermed på forhånd godt, hvad klokken var slået. Det bliver heller ikke i dette løb, at holdet kører med om sejren i et WorldTour-etapeløb - en mission, der indtil nu kun er lykkedes for Magnus Sheffield i Down Under, Plapp i UAE Tour og Tao Geoghegan Hart i Tirreno.

I stedet er de jo nærmest blevet det nye Soudal. Mens Patrick Lefeveres hold i dag skal regnes som et førende klassementshold i kraft af Evenepoel, er det nu tredje etapeløb i træk, hvor holdet er endt som et sprinterhold med fokus på Hayter. Det er jo ellers en status, der plejer at være Soudal til dels, men i denne omvendte verden er det altså Ineos, der stiller til start i etapeløbene med et entydigt fokus på etapesejre.

Det må virke temmelig forkert for holdets sportsdirektører, der har skullet gribe løbene helt anderledes an end vanligt, men de har taget rollen seriøst. Både i Catalonien, Baskerlandet og senest på gårsdagens 1. etape i Romandiet har vi set dem tage meget ansvar på de dage, Hayter havde en chance, men indtil i dag havde det kun kastet åbningssejren i Baskerlandet af sig. Den alsidige brite har nemlig været igennem en lang proces med at genfinde formen efter det kravebensbrud, han pådrog sig i Australien i januar.

I dag havde Hayter så endnu en chance efter to indledende skuffelser, hvor hans prolog var under vanlig standard, og hvor hans positionering gik helt i vasken i spurten på 1. etape. Denne gang var der imidlertid intet behov for at påtage sig noget ansvar. Det lå ellers i kortene, at briterne måtte i arbejdstøjet igen på den linjeløbsetape, der lignede Hayters bedste chance, men de fik ganske overraskende hjælp af Jumbo-mandskabet. Hollænderne, der jo ellers har vundet de seneste tre WorldTour-etapeløb, er denne gang nemlig til start uden Roglic og Jonas Vingegaard og derfor spiller de en sjælden rolle som underdogs. Steven Kruijswijk er fortsat formsvag, Tobias Foss har været syg i optakten, og Thomas Gloag er fortsat så ung, at man ikke kan forvente for meget af ham.

Derfor må Jumbo tage, hvad de kan få, når de heller ikke har en sprinter i truppen. De mulige gevinster var og er naturligvis først og fremmest enkeltstartssejre med deres verdensmester, men efter at prologen kiksede, valgte de i dag at rette blikket mod førertrøjen. Derfor blev det højst overraskende dem og ikke Ineos, der fik til opgave at kontrollere dagens knaldhårde etape, hvis finale for fire år siden havde udviklet sig til så stort et blodbad, at det endte med en kamp mellem 20 klassementsryttere.

Læs også

Optakt: Eschborn-Frankfurt

Manden, der stod i vejen for Foss’ førertrøje, var Hayter. Josef Cerny og Ethan Vernon ville falde fra af sig selv, men en spurtsejr til Hayter ville bringe briten i gult. Derfor måtte etapen køres så hårdt, som hollændernes sjældent stjernefattige trup var i stand til, men alt for stærkt kunne det heller ikke gå. Foss havde selv talt forventningerne ned efter sin nylige sygdom, og vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var uden grund. Mens Gloag bekræftede sit store potentiale med aktiv kørsel i front, og Kruijswijk bekræftede sin svage form, måtte Foss kortvarigt se sig distanceret på den første af de to finalebakker, da ballet for alvor blev åbnet, og dermed stod det hurtigt klart, hvorfor Jumbo måske nok havde ført, men ikke havde været i nærheden af at skabe den udskilning, vi fik for fire år siden.

Det blev nemlig en helt anderledes etape end i 2019, hvor Michael Woods gerne ville vinde og havde fået formstærke Hugh Carthy til at skabe en massakre. Denne gang skulle man allerede fra morgenstunden spejde langt efter kandidater til at skabe et blodbad. Mest oplagt var DSM, der både havde styrken og en klar interesse, nu hvor Romain Bardet havde spurtet så godt i går, men de troede åbenbart ikke på deres kaptajn, selvom han mod slutningen jo endte med at bekræfte, at han sagtens kan spurte.

Den anden oplagte kandidat var Bora, der havde en indlysende kandidat i Sergio Higuita, men det var tvivlsomt, om de ville påtage sig rollen. Den lille colombianer havde jo efter sin nylige sygdom oplevet en forfærdelig ardennerkampagne, og det ville måske være lidt ambitiøst at satse å, at hans ben var dramatisk bedre end i Liege i søndags. Det var de da heller ikke, og da Higuita gjorde Vernon og Cerny selskab blandt de første til at danne gruppetto, pegede pilen pludselig på UAE som det eneste tilbageværende hold med en interesse i at komme af med sprinterne - ud over Jumbo naturligvis.

Araberne havde i hvert fald holdet til det, og de havde også den hurtige afslutter i Juan Ayuso. Alligevel var det usandsynligt, at vi ville se et UAE-initiativ, for det spanske vidunderbarn er jo fortsat blot på vej tilbage efter sin lange skadespause. Den slags gør det sjældent oplagt at lægge et stort pres på en rytters skuldre, og vi så da heller intet føringsarbejde fra storholdet, der til gengæld fik vist, at Adam Yates synes at være kommet til løbet med god form, da briten efterlod et overbevisende indtryk i finalen - akkurat i øvrigt som Woods, der tydeligvis var lige så opsat på denne etape som for fire år siden, men som denne gang slet ikke havde nogen Carthy til at skabe et blodbad.

I bagklogskabens ulideligt klare lys fortryder UAE nok, at de ikke fik Finn Fisher-Black eller Rafal Majka til at trykke til undervejs. Ayuso viste nemlig atter, at han er blandt de mest alsidige talenter, da han viste sig som den hurtigste blandt løbets klatrere og akkurat slog Bardet og Matteo Sobrero, der sammen med spanieren på forhånd også havde lignet nogle af de bedste vinderkandidater, hvis etapen udviklede sig til et 2019-agtigt blodbad. Det gjorde det imidlertid ikke, for det turde hverken UAE, DSM eller for den sags skyld Jayco.

Det var den mistanke om passivitet, man kunne have allerede fra morgenstunden, og som utvivlsomt fik Hayter til at slikke sig om munden. Nu slap Ineos endda for at arbejde gennem hele etapen, og dermed kunne briten ikke have ønsket sig et bedre scenarium. Den stigende form, han allerede havde vist i Baskerlandet, blev bekræftet på løbets stigninger, og til slut havde han endda både Bernal og en velkørende Jhonatan Narvaez til at sætte sig så perfekt i scene, at spurten nærmest var afgjort, inden den var startet.

Det burde den nu også være - lead-out eller ej. Når modstanderne hedder Bardet, Sobrero og Ayuso ville det nærmest være småpinligt, hvis ikke Hayter havde gjort arbejdet færdigt. De ryttere, der skulle have slået ham, var imidlertid alle forsvundet. Det gjaldt først og fremmest for Magnus Cort, der jo ellers ligesom Hayter fik det et lettere løb foræret, men som igen i dag måtte sande, at hans Giro-motor ikke helt er varm endnu - hvad der i øvrigt er ganske almindeligt for ham efter en pause. Med tanke på de store lidelser, han var igennem undervejs, var det faktisk ganske imponerende, at han på en eller anden måde alligevel lykkedes med at ende som nr. 8, men vi ved jo, at han har en imponerende evne til at spurte, selv når der står syre op over begge ører. Det fik Nick Schultz jo blandt andet at mærke under Touren sidste år.

Der var heller ingen Quinten Hermans. Belgieren havde jo ellers insisteret på, at hans form til Ardennerne havde været ganske fin, og med sygdom i Amstel og uheld i Liege kunne man ikke vide, om han havde ret. I dag bekræftede han imidlertid det, vi så i Baskerlandet, nemlig at det blev foråret, hvor han aldrig fandt sig selv. Etapen blev også så hård, at den ellers formstærke Alexander Kamp, kometen Thibau Nys, der ellers klarede sig fornemt i sin første store klatretest på WorldTouren, eller den formsvage Robert Stannard, der pludselig viste livstegn, heller ikke kom frem. Og dermed skulle man spejde langt efter ryttere, der ville have blot en skygge af en chance for at true Hayter i spurten.

Dermed lykkedes missionen for ”sprinterholdet” Ineos, der i deres nye rolle kunne være helt ligeglade med styrkeforholdet på stigningerne. Her fi vi ellers et første lille glimt af, hvem der har taget de gode klatreben med sig til Schweiz. Higuita havde i hvert fald ikke, og det havde heller ikke Kevin Vauquelin, der efter at have været helt fra snøvsen de første dage endte med at udgå i et løb, hvor han ellers havde været meget spændende at følge. Dermed kunne han tage evigt uheldige James Knox i hånden, for briten er nu blevet syg, netop som han er kommet tilbage på sporet.

Læs også

Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)

I stedet var det Yates, Woods, Bardet, Gloag, Matteo Jorgenson og Cian Uijtdebroeks, der så ud til at være blandt de stærkeste på den eksplosive bakke til sidst. Her var der til gengæld uventede svaghedstegn at spore fra Lenny Martinez, der kortvarigt var sat af, og også Ayuso lignede en mand, der måske nok kørte en god spurt, men hvis form nok ikke helt rækker vil at vinde løbet. Det gør Foss i hvert fald heller ikke, for holdets store arbejde var ganske tæt på at gå i vasken - ikke fordi Hayter vandt spurten, men fordi han var sat af på stigningerne, akkurat som det gjaldt for Fausto Masnada, som stadig er en skygge af sig selv, Ion Izagirre, der jo ellers har været så flyvende, og såmænd også Hayter selv, hvis klatreben trods alt ikke rækker ind i himlen.

Det skal de imidlertid heller ikke. Gode klatreben plejer jo ellers at være det vigtigste for Ineos, når de møder til et etapeløb, for her forventer alle pr. automatik, at de kører med om sejren. I sidste uge blev vi kortvarigt sendt tilbage til tidligere tider, da holdet var altdominerende i Tour of the Alps, men det er i dag undtagelsen, der bekræfter reglen. I dette forår har Soudal været fraværende i endagsløbene, og Ineos har været det i etapeløbene, hvor de har ageret sprinterhold. Heldigvis har de i Hayter så god en kandidat til den rolle, at de nu har taget en sejr i begge de to seneste etapeløb, men det er i sandhed blevet den omvendte verden i cykelsporten i dette forår.

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE