Tour Down Under-analyse: Arabernes geniale kup

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Alpecin mod slutningen af 2020-sæsonen kom med en besked om, at Jay Vine havde vundet den årlige Zwift-konkurrence, som de for nylig var begyndt at arrangere, og at australieren dermed havde sikret sig en ret til en kontrakt med det hastigt voksende belgiske mandskab, var der næppe mange, der noterede det. Jeg kunne grave ned i arkiverne for at se, hvor mange der læste nyheden på Feltet.dk, men uden at have tjekket op på det vil jeg gætte på, at den hørte til i kategorien af nyheder, som de kun de allerstørste nørder ville åbne.

Det var der skam en god grund til. Jeg havde skam bemærket mandens eksistens, fordi han i begyndelsen af 2020 var endt som nr. 5 i et Herald Sun Tour, der ellers mest huskes for Jai Hindleys første store sejr og storfavoritten Simon Yates’ totale kollaps. Faktisk var det en helt anden australier, nemlig Sebastian Berwick, der havde fået den helt store opmærksomhed dengang, for mens Vine ikke helt havde kunnet byde Vine trods, var Berwick imponerende tæt på at tage sejren foran manden, der få måneder senere endte som samlet nr. 2 i Giroen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nu havde Vine sikkert fået lejlighed til at vise langt mere i løbet af 2020, hvis hans lille Nero-hold havde fået lov at køre de mange asiatiske etapeløb, som normalt er på kalenderen for de australske kontinentalhold, men sådan gik det som bekendt, da pandemien lagde verden øde og ramte australiernes udrejsemuligheder og den asiatiske kalender særligt hårdt. Derfor måtte han ty til alternative muligheder, hvis han ville indfri drømmen om en professionel kontrakt, og som det også var tilfældet for WorldTour-rytterne i samme triste periode, blev e-cykling lyset for enden af tunnelen for Vine. Det var han altså så god til, at han trods de ualmindeligt vanskelige betingelser altså alligevel fik en kontrakt med et stort hold.

Det viste sig hurtigt at være ganske velbegrundet. Igennem både 2021 og 2022 viste Vine, at han ikke blot havde sin berettigelse i det professionelle felt. Han var sågar i stand til at levere fornemme resultater. I det første år blev han nr. 2 i Tyrkiet Rundt - hans allerførste løb so professionel - og nr. 5 på kongeetapen i Burgos, og han var ikke langt fra at vinde en bjergetape i Vueltaen, hvor et styrt desværre ødelagde hans muligheder. Endnu bedre blev det i 2022, hvor han leverede flere topresultater, blandt hvilket særligt den samlede 2. plads bag Remco Evenepoel i Tour of Norway skilte sig ud, men hvis man bare tilbage i august havde sagt, at Vine i begyndelsen af 2023 måske ville være den mest hypede rytter i cykelverdenen, havde de flest nok rystet opgivende på hovedet. Jo, nok var han god, men i en verden, hvor kometerne brager ind på scenen med en hidtil uhørt hast, havde hans første halvandet år i feltet altså ikke sat verden i brand på den måde, vi har vænnet os til det fra folk som Evenepoel og Tadej Pogacar.

Men så kom Vueltaen, og siden dengang har alt været forandret. Fra det øjeblik han på løbets første bjergetape ikke blot løb med sejren, men gjorde det på ganske uhørt maner for en mand, der ikke kører klassement, har det stået helt klart, at hans pæne, men beherskede resultater indtil da var røgslør for hans sande potentiale. Den dag vandt han nemlig ikke fra det tidlige udbrud, som han til gengæld gjorde bare to dage senere. Nej, han angreb fra favoritgruppen, og på sidste stigning kørte han helt lige op med den Evenepoel, der i parentes bemærket gav alle andre med undtagelse af Enric Mas gedigne bøllebank, herunder den tredobbelte vinder Primoz Roglic.

Det var da også først i det løb, at de store hold for alvor fik øjnene op for, at det var nu, hvis ikke de skulle risikere at lade en sand juvel glide dem af hænde. UAE var ikke sene til at gribe knoglen og ringe til de arabiske pengemænd, der nok engang sendte nogle oliemillioner til Europa, så de kunne ophæve den kontrakt, der egentlig bandt Vine til Alpecin i yderligere en sæson. På et tidspunkt, hvor meget af transfersæsonen var ovre, blev australieren præsenteret som en sidste tilføjelse til Pogacars storhold, men selvom de så så meget potentiale i nyerhvervelsen, at de altså var villige til at åbne for posen for at bryde en eksisterende kontrakt, var også de nok i tvivl om, hvor stor en juvel de vitterligt havde fået fat i.

Nu er vi end ikke tre uger inde i 2023, og manager Mauro Gianetti må allerede have travlt med at knibe sig i armen. Først var der Pogacar og siden Juan Ayuso, og nu kan han minsandten igen have skudt den helt store papegøje. 27-årige Vine er måske ikke som Pogacar eller Ayuso et af disse purunge vidunderbørn, der i dag dominerer verdensscenen, men efter hans seks første løbsdage i 2023 tør ingen vel længere spå om, hvor langt han kan komme - slet ikke når man husker på, hvordan han kørte lige op med Evenepoel på den helt store scene.

Vine skulle lige minde os om, at han stadig er så pokkers ustabil, at ingen kan regne med hans niveau, da han floppede fælt ved de australske mesterskaber, men det skulle nu vise sig, at det slet ikke kom bag på ham. Han kunne nemlig senere fortælle, at han havde regnet med at få klø på årets anden søndag, for i en sæson, hvor Giroen er hovedmålet, var han altså langt fra sit topniveau.

Supertalenter har imidlertid for vane at finde formen pokkers hurtigt, og for Vines vedkommende skulle der bare bruges én hviledag. Tirsdagen efter nedturen chokerede han sig selv og hele cykelverdenen ved at forvandle sin største svaghed, enkeltstarten, til en regulær styrke, da han vandt den nationale titel i disciplinen. Det bekræftede han med en rystende god prolog i Tour Down Under på en rute, der ellers rimede lige så meget på Vine, som Mark Cavendish rimer på Mont Ventoux, og man måtte efterhånden ryste lidt på hovedet over, hvordan en indtil ret ensidig klatretype pludselig kunne både det ene og det andet.

Tre dage senere kan australieren nu skrige til hele verden, at han altså er en af sportens helt store juveler, hvis nogen fortsat ikke har fattet budskabet. Nu står han nemlig på tærsklen til at tage den samlede sejr i sit hjemlands store cykelstolthed, Tour Down Under, og det lå bestemt ikke i kortene, da løbet tog sin begyndelse i tirsdags. Løbsdirektør Stuart O’Gradys nytænkning af ruten har nemlig skruet ned for klatreudfordringerne, og et løb, der i forvejen har appelleret mere til spurtstærke puncheurtyper, så ud til i endnu højere grad end tidligere at skulle appellere til hurtige folk. Glem ikke, at Richie Porte reelt vandt kongeetapen til Willunga Hill syv gange i træk - et udbrud forhindrede, at det ”blot” blev til seks sejre og en 2. plads - men i alle disse udgaver betød kampen om bonussekunder altså, at han kun endte med at vinde løbet samlet to gange. Man vinder sjældent Tour Down Under, hvis ikke man kan spurte, og det burde i endnu mindre grad gælde på årets rute, især hvis man heller ikke kunne køre en god prolog.

Inden løbet kunne Vine hverken spurte eller køre prologer, og derfor så hans vej til samlet sejr mere end svær ud, men det, der kendetegner fænomener, er vel, at de kan vinde, hvor man mindst venter det. Vines udvikling fra ensidig klatrer til alsidigt multitalent førte til en uventet god prolog, også selvom han fik en ganske stor hjælpende hånd af vejret, ikke mindst i forhold til Simon Yates, der nu har vist sig som hans værste rival, og nu er han blevet så eksplosiv, at han to dage i træk har kunnet gøre en forskel i et løb, hvor man inden starten kunne være i tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville kunne lade sig gøre.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det kunne det imidlertid, og det må i høj grad tilskrives Vine. Meget få havde set det komme, at det skulle lykkes australieren at iscenesætte et angreb, der på gårsdagens halve sprinteretape kunne skabe en gruppe af klatrere, der kunne vinde helt afgørende sekunder i et løb, som altid afgøres med det yderste af neglene, og i dag gjorde han så igen noget, vi sjældent har set, da klatrerne fik en langt mere åbenlys chance på løbets første virkelige klatreudfordring, nemlig den stejle Corkscrew-stigning. Her har Cadel Evans ganske vist tidligere vist, at bedste mand skam sagtens kan køre definitivt væk, men ved de seneste to besøg er de folk, der i første omgang havde gjort forskellen, blevet hentet igen, og det hele er endt i en spurt i grupper på 10-12 mand. Ikke mærkeligt er de blevet vundet af hhv. Simon Gerrans og Daryl Impey, der jo med deres fart og punch akkurat udgør den ryttertype, der typisk vinder Down Under, og som til sammen endda har taget den samlede sejr ikke færre end seks gange.

At det skulle gå sådan igen, var der en stor risiko for, da de australske vejrguder havde beriget den stejle, men også meget korte stigning med en ganske kraftig modvind, der ville gøre det endnu vanskeligere at skabe blivende forskelle. Måske ville det kræve en rytter af den helt store kaliber i form af en Tour-vinder som Evans. Eller også krævede det bare en komet, der lige nu synes uden begrænsninger, og en sådan findes der jo altså i årets felt.

Knap havde feltet ramt stigningen, inden det gik helt, som man kunne have ventet. Enhver, der var vidner til gårsdagens etape, kunne se, at løbets to bedste klatrere lige nu var Vine og Yates, og det var dem, der skulle forsøge at få skovlen under den førende Rohan Dennis. Derfor gik UAE-mandskabet bersærk, da de sendte både George Bennett og Marc Hirschi - to ryttere, der havde været blandt de stærkeste i går - til fronten, og efter en hård forcering fra Bennett, der i parentes bemærket selv var blandt de ryttere, der kørte væk på selvsamme stigning ved seneste besøg i 2019, åbnede Vine for gassen. Og så gik det akkurat, som det stod i et af de mulige manuskripter for etapen, nemlig at Vine og Yates igen viste, at de lige nu har et gear mere end de andre.

Historien viser jo, at forskelle på Corkscrew sjældent er blivende, men det var de denne gang. Ganske vist lykkedes det Pello Bilbao at rejse sig efter en skuffende nedtur i går og genvinde kontakten med de to superklatrere, men denne gang var der intet comeback bagfra. Vine var nemlig i den luksussituation, at han havde så stort et forspring, at han skulle bekymre sig mere om at holde sig fri end at vinde spurten om bonussekunder, og derfor var oddsene - modvind eller ej - denne gang med de forreste. Resultatet er, at Bilbao nu fører løbet med 15 sekunder ned til Bilbao og 16 sekunder ned til Yates, og det er altså lidt af en menneskealder i dette løb, der flere gange er blevet afgjort på placeringspoint, fordi to ryttere er endt i samme tid.

Det kunne ligne, at den samlede sejr allerede er i banken, selvom den nye kongeetape er en ubekendt, hvis vanskelighed kan være lidt svær at spå om. Det var nemlig ikke bare Vine, der imponerede. UAE viste nok engang, hvor stærke de er, da Bennett for anden dag i træk så godt ud og satte det tempo, Vine skulle bruge, mens Marc Hirschi, der måske ikke er så flyvende, som man kunne have drømt om, trods alt er så meget på sporet i januar, at han sammen med Victor Lafay og Rudy Molard var nærmeste forfølger til de tre forreste. På Mount Lofty-etapen kan største risiko være et førende holds manglende evne til at kontrollere en dag, der går op og ned det meste af tiden, men det problem får UAE bestemt ikke, når først Bennett og Hirschi har taget fat - og da slet ikke, når der er opløftende takter fra det store talent Finn Fisher-Black i hans første løb siden det voldsomme hoftebrud i maj.

Det kunne ligne en tidlig afgørelse, men så enkelt er det nu ikke. Bilbao må virkelig ærgre sig gul og grøn over, at han i går havde en for ham meget sjælden offday, for i dag beviste han, at det ikke var uden grund, at han var meldt i flyvende god form, og at det faktisk har nyttet noget, at han har forberedt sig målrettet på dette løb, siden han allerede i begyndelsen af september afsluttede sin helt forrygende 2022-sæson. På klassisk Bilbao-maner kørte han stigningen som en enkeltstart, og med vanlig timing fik han kontakt inden toppen - en ganske imponerende bedrift i lyset af Vines vilde tempo - inden han slutteligt viste, at hans dedikerede arbejde på sin eksplosivitet har genskabt den spurt, han ellers havde mistet.

Det er netop den spurt, der nu er hans vej til sejr. Nu ved vi, at Vine er så ustabil, at han pludselig kan falde helt igennem på søndag, men det kan ingen regne med. Lige nu ligner han ikke en mand, man kører væk fra, men Bilbao har heldigvis fire indlagte spurter og søndagens finale til at score bonussekunder. Hvis Bahrain ikke stiller sig tilfreds med andenpladsen, skal de vel på jagt efter nogle bonussekunder ude på ruterne, og herefter håbe, at Bilbao kan udnytte sin genfundne spurt i søndagens finale, der passer ham storartet, men hvor han måske også skal frygte, at Vine jo pludselig også har vist, at han kan afslutte, hvad vi aldrig har set tidligere. Desværre gjorde han sin opgave pokkers meget sværere i går, hvor han meget vel kunne være endt som nr. 2, hvis han havde været med i front, og dermed kunne han have vundet 2 sekunder på Vine i stedet for nu at miste 17. Hvis det havde været tilfældet, havde han ført løbet lige nu!

Det gør han imidlertid ikke, og det gør Yates heller ikke. Det er ellers svært opløftende at se briten i en langt stærkere udgave end ved første besøg i 2020, og han viste til slut også, at han altså stadig har lidt af den banefart, den tidligere pointløbsverdensmester ellers alt for sjældent viser. Modsat Bilbao har han imidlertid ikke mange chancer for at finde sine sekunder på bonus, og hans vej til sejr går altså ved at gøre Mount Lofty så hård som mulig. Her kan han glæde sig over, at Lucas Hamilton og Michael Matthews begge ser stærke ud, men det kan være et dilemma, om holdet er mere interesserede i at forsøge at tage den etapesejr med Matthews, der kan sikre, at de ikke kommer tomhændede hjem i stedet for at forsøge et attentat på førertrøjen, som ikke har den helt store sandsynlighed for at skulle lykkes. Matthews viste i hvert fald igen i dag, at han er godt kørende, men skuffelsen over gårsdagens uheld må trods alt være aftaget en anelse. Dagens tab på 28 sekunder samt bonus havde været meget - men bestemt ikke nogen umulighed - at overvinde for ham, selvom han indtil i går høstede bonussekunder i tide og utide.

Nu kan han i det mindste også trøste sig lidt med, at han ikke er den eneste, der er forbandet. For anden dag i træk blev den rytter, der havde kurs mod den samlede sejr, nemlig sat tilbage af uheld, da Rohan Dennis endte med at kollapse totalt. Nu ved ingen, hvordan det var gået, hvis ikke hans cykel havde fået defekt, men sandt er det i hvert fald, at han brugte et hav af kræfter på at genvinde kontakten med feltet og endte med ikke blot at tage fat på udfordringen i udkørt tilstand, men også alt for langt tilbage. Derfra var der ingen vej tilbage, og vi fik derfor aldrig at se, om den superform, han i går stillede til skue, også havde rakt på en stigning, der som denne appellerede endnu mere til de lettere folk.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det svar må stå hen i det uvisse, og dermed blev det ikke til den totale genrejsning af australieren efter sit katastrofale 2022. Nu må hans storhold endda sande, at den overhånd, de i går havde i den store duel med UAE-mandskabet, nu formentlig ender med, at araberne kommer hjem med sejren i første styk. Så betyder det desværre nok mindre, at den lovende mountainbiker Milan Vader for anden dag i træk så godt ud og er ganske stærkt på vej tilbage efter sit livstruende styrt i Baskerlandet i april, ligesom han næppe heller kan finde trøst i, at den ellers så uhyre spændende Corbin Strong gjorde ham og Matthews selskab på listen over australiere, der fik knust deres drømme af uheld.

Jumbo er heller ikke det eneste storhold, der fik bøllebank. Allerede i går kunne vi se, at Ineos næppe blev den magtfaktor, det var spået, og det står nu klart, at der slet ikke var spor grund til at bekymre sig om de overhovedet. Ethan Hayter gjorde ganske vist, hvad han skulle ved at komme med forfølgerne hjem, men med en svag prolog og nogle skuffende spurter har han aldrig lignet en samlet vinder. Magnus Sheffield fik bevist, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at han fortsat er ganske begrænset som klatrer. Og Luke Plapp viste sig at være uventet formsvag, hvorfor det måske slet ikke var så dumt, at han i stedet gik på jagt efter bjergpoint. Det er måske ikke i sig selv bekymrende i januar, men det er altså efterhånden lidt for længe siden, at vi har set Plapp folde sit talent ud, og han plejer jo at være flyvende på denne tid af året.

Så var det en langt bedre dag for franskmændene. Det var ellers ikke meget, vi så til Victor Lafay og Rudy Molard i går, men i dag var de begge i top 6 på toppen Corkscrew. Foran var alene ryttere, der havde løbet som et betydeligt større mål, end de selv havde, og det lover godt for fortsættelsen. Særligt Lafay, der i Tirreno sidste år viste, at han er en eminent puncheur, når han en sjælden gang er i form, ser mere og mere spændende ud, men veteranen Molard bekræftede også sin anden ungdom, der sidste efterår førte ham i Vueltaens førertrøje og gav en ganske fornem top 10 i et meget stærkt besat Il Lombardia.

For andre var det mindre opløftende. Ben O’Connor skal roses for sin optimisme, da han sendte Michael Schär og Nans Peters frem for at lægge det tidlige pres på Corkscrew, men det har hele tiden stået klart, at han er ganske langt fra formen. Det gør nu intet for en mand, hvis mål kommer meget senere, og som slet ikke er skabt til dette løb. Det gør det heller ikke for Jai Hindley, der heller ikke er skabt til en kort og eksplosiv begivenhed som denne, selvom han altså ikke kunne leve op til gårsdagens flotte præstation. Bora kan da også glæde sig lidt over, at Maximilian Schachmann så meget bedre ud i dag, selvom han stadig er langt fra den genrejsning, han havde drømt om. Det er i hvert fald betydeligt bedre end for en anden kriseramt rytter, nemlig Gianni Moscon, hvis endeløse serie af nedture fortsætter med et brækket kraveben, der nu formentlig kan føre til, at det heller ikke bliver i år, at vi får den bedste Moscon at se i de klassikere, der er hans store mål.

Her bliver det også spændende at se, hvad Mauro Schmid kan, men han måtte i dag sande, at han trods alt fortsat har sine begrænsninger. I går var han ret overrasket over sine gode ben, for formen burde slet ikke være så god, og i dag kom han da også ned på jorden igen. End ikke i nærmeste forfølgergruppe kunne han være med, men det er vel det, der kan ske i januar. Når han selv siger, at formen er langt fra det bedste niveau, har han vel i virkeligheden blot bekræftet, hvor spændende han er, selvom det altså gik galt i dag.

Opløftende tendenser var der også fra Sven Erik Bystrøm, der igen kører pokkers stærkt i Australien og viser, at han kan meget mere, end han viser, fra den stadig mere spændende Natnael Tesfatsion, der bliver uhyre interessant at følge hos et storhold som Trek, hans holdkammerat Antonio Tiberi, der ellers er kendetegnet ved kun at have sjældne gode dage, gamle Gorka Izagirre, der viser lidt livstegn igen, samt Berwick, der også så godt ud i går, men må sande, at han for længst er blevet overhalet af Vine siden deres fælles gennembrud i Herald Sun Tour for tre år siden.

Det er nu heller ingen skam, for det står jo nu lysende klart, at der er al mulig grund til, at Vine er sportens mest hypede rytter i disse dage. Alpecin må nok overveje en ekstra gang, om det var helt klogt, at de lod ham bryde kontrakten, men måske var det det, de forsøgte at glemme, da de på dagens etape førte hele dagen. Det var i hvert fald svært at se formålet, og det gik da også i sidste ende helt galt for Robert Stannard og Michael Gogl, selvom sprinteren Kaden Groves klatrede imponerende flot.

Måske de bare drømte om, at Vine stadig var deres rytter, og at de stadig skulle hjælpe ham til sejr. Hvis det er tilfældet, forstår man dem i hvert fald godt. De vil nok ærgre sig mere end én gang i løbet af sæsonen, ikke mindst til maj. Her finder vi nemlig ud af, om Vine også har det sidste, han fortsat synes at mangle, nemlig den holdbarhed og stabilitet, der skaber en god grand tour-rytter. Den har for ham hidtil vejret en by i Rusland, men det var enkeltstarter, spurtstyrke og til dels punch jo også. Alt det har han fået styr på i en sådan grad, at de stenrige arabere helt sikkert ikke har fortrudt, at de åbnede for pengepungen, da Gianetti ringede sidste efterår. Noget tyder nemlig på, at de begik et genialt kup, da de fik fat i den australske juvel.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE