Tour Down Under-analyse: Juvelen kom, så og sejrede

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da jeg forud for sæsonen skulle skrive min vanlige artikel med de 10 mest lovende transfers, var Jay Vines navn det første, der kom på listen. Mindet om, hvordan han på Vueltaens første bjergetape havde kørt helt lige op med den Remco Evenepoel, der nogle meter længere tilbage var ved at massakrere et helt Vuelta-felt, herunder den tredobbelte vinder Primoz Roglic, stod nemlig så friskt i erindringen, at man ikke skulle lægge to og to sammen mange gange, inden man indså, at det kunne blive rigtigt spændende, uanset hvilket hold han endte på. At det så lige blev UAE-mandskabet, der har en ganske glimrende historik for at få deres talenter til at blomstre, gjorde bestemt ikke entusiasmen.

Spørgsmålene var imidlertid mange. Nok så vi i Vueltaen, hvor forrygende et topniveau den lille australier nu besidder, men vi har også lært, at han er blandt feltets mest utilregnelige ryttere. Den ene dag kan han sidde i gruppettoen, og den næste dag kan han køre fra alt og alle. Den form for ustabilitet er jo ikke just det, der kendetegner en stor etapeløbsrytter, og derudover var han jo heller ikke nogen stor temporytter. Jo, jo, hans Vuelta-enkeltstart viste skam, at han har et potentiale for forbedring, men det var jo ikke sådan, at han var tæt på at køre lige op med de klassementsryttere, der ellers ikke er kendt for deres tempoevner. I det hele taget havde han indtil nu ikke vist ret meget andet, end at han kunne klatre, men hvis han skulle indfri sin drøm om at blive grand tour-rytter, skulle han jo kunne så meget andet.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Heldigvis er han fortsat ung, og hans udvikling fra foråret til Vueltaen var så vanvittig, at man skulle være meget dumstædig, hvis man på forhånd skulle lægge begrænsninger på, hvad UAE kunne få ud af ham. Dertil havde hans Vuelta-præstation været alt for overbevisende, for i disse dage er det altså ikke mange, der kommer blot tæt på at matche Evenepoel. Det gjorde Vine som bekendt på den tågede dag i Nordspanien, og det var utvivlsomt også den præstation, der fik UAE til at åbne for slusen til oliemillionerne, så de kunne få brudt den kontrakt, der jo egentlig bandt ham til Alpecin i yderligere en sæson.

Vines udvikling har hele tiden lignet et af sæsonens mest spændende fokuspunkter. Kunne han i løbet af foråret finde de tempoevner og ikke mindst den stabilitet, der skulle gøre ham til en joker i en Giro, der byder på en ren klatrer som ham på ubehageligt mange flade enkeltstartskilometer? Det lå i kortene, at vi skulle have de første af de svar i de store WorldTour-etapeløb i foråret, og derfor måtte vi lige klappe hesten og udvise lidt tålmodighed, inden vi kunne vente os de første svar.

Den tålmodighed skulle imidlertid vise sig helt unødvendig. Nok har det været kendt længe, at Vine ville starte sin sæson med en debut i sit hjemlands store løb, Tour Down Under, men det var jo langt fra et løb, der lå til en ren klatrer. Jo, måske hvis det havde været på den gamle rute, hvor Willunga Hill havde tårnet sig op som en udfordring, der kunne tiltale klatrere, selvom også den krævede mere punch, end vi tidligere havde set fra Vine. På den helt nye, mindre krævende og langt mere eksplosive rute, den nye løbsdirektør Stuart O’Grady havde designet, var det svært at se, at Vine havde meget at gøre. Skulle man pege på en ren klatretype, der kunne være med i kampen om sejren, var det nærliggende at pege på ryttere som Simon Yates og Pello Bilbao, der begge har vist evner på korte tekniske enkeltstarter og ikke mindst har vist både fart og punch. Intet af dette stod på listen, der oplistede Vines repertoire.

I dag sluttede så det australske løb med en nyskabelse, da den spritnye kongeetape med omgange på en rundstrækning med den korte Mount Lofty-stigning som centrum, og klatrerne blev akkurat så skuffede, som de havde frygtet. Som det lå i kortene, var stigningen ikke i nærheden af at kunne skabe de samme forskelle, som gode, gamle Willunga, og fra sit otium kunne kongen af Willunga, Richie Porte, nok fryde sig lidt over, at han fik stoppet sin karriere, akkurat som en fyr som ham ikke længere ville kunne vinde Tour Down Under. Alligevel var der øverst på podiet hverken Michael Matthews eller Ethan Hayter, der forud for løbet havde tegnet sig som de indlysende forhåndsfavoritter, eller for den sags skyld Yates eller Bilbao. Nej, på toppen med den okkerfarvede førertrøje stod minsandten Vine, der dermed skrev sig ind i historien som den niende australske vinder af løbet - en status, som Matthews utvivlsomt havde regnet med at indtage denne søndag eftermiddag nær Adelaide.

Vine gav nemlig os mange af de svar, vi havde regnet med først at skulle have til foråret. Nej, vi har naturligvis ingen ide om, hvorvidt han har holdbarhed over tre uger, men selvom han med sit svage mesterskabsløb tidligere på måneden viste, at han måske ikke er helt tilregnelig, har han i hvert fald været pokkers stabil, siden han choksejrede ved de australske mesterskaber i enkeltstart. Allerede der viste han jo, at hans tempoevner allerede har udviklet sig ganske markant, og det var blot et varsel om, at den indtil nu meget ensidige rytter nu pludselig kan det hele. Tekniske prologer skal nu også føjes til repertoiret - også selvom han utvivlsomt var endt længere tilbage, hvis ikke regnen havde hjulpet ham - og end ikke Yates, der er blandt verdens mest eksplosive på korte stigninger, kunne komme blot i nærheden af at bringe ham i vanskeligheder. Ja, selv spurte kan han nu tilsyneladende til husbehov, for det var kun ganske få marginaler, der forhindrede ham i at krone sin samlede triumf med en kongeetapesejr foran Yates, der som tidligere verdensmester i pointløb bestemt ikke er nogen langsom herre.

En grand tour hylder som bekendt alsidighed, og det er netop på det område, Vine hidtil har haft sine største mangler. Det krævede imidlertid blot en enkelt vinter hos UAE, inden han forvandlede sig fra ensidig klatrer til lidt af en multikunstner. Når han kan vinde et løb som Tour Down Under, er der i hvert fald en mand eller to, der har grund til at frygte, hvad der vil ske, når han rammer de rigtige bjergløb i Europa om nogle uger.

Det er heller ikke nogen lille skalp, han har taget. Det kan godt være, at han havde heldet med sig, da Matthews blev elimineret af defekt, og da den førende Rohan Dennis ligeledes blev sat tilbage af uheld, men med tanke på den opvisning, han leverede både på Mount Lofty og Corkscrew, må hans to landsmænd nok alvorligt overveje, om uheldene vitterligt var det, der forhindrede dem i at vinde. Vine viste nemlig sin klasse ved at sejre foran Yates, der som bekendt ikke er nogen hr. hvem-som-helst, og som efter sin lidt pauvre debut i løbet for tre år siden denne gang virkelig havde taget det seriøst, da hans hold bad ham være i form til deres store hjemmebaneløb.

Yates må nemlig allerede være på et ganske højt niveau. Inden dagens kongeetape havde både Vine og Dennis, der kendte stigningen udmærket, sagt, at det ikke var en opkørsel, der kunne gøre forskelle mellem de bedste. Chancen for, at det ville ende i en spurt i en mellemstor gruppe, var så god, at også Pello Bilbaos australske sportsdirektør Neil Stephens på forhånd havde meldt ud, at den samlede sejr ikke var realistisk.

Den prognose om manglende forskelle skulle imidlertid slet ikke vise sig at holde stik. Da Yates viste sit af og til guddommelige punch, var der nemlig slet ingen Bilbao, som heller ikke er uden eksplosivitet, i hans baghjul. Der var heller ingen Jai Hindley, selvom Giro-kongen havde vist god form tidligere i løbet. Kometen Mauro Schmid manglede også, og man måtte også spejde langt efter alle de andre klatrestærke typer, der var til start i Australien.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Til gengæld skulle man ikke spejde langt efter Vine, og det forhold giver hans samlede sejr ekstra værdi. Selvfølgelig er det svært at sige, om han også havde vundet, hvis Yates på prologen havde haft lige så tørre betingelser, men det tilfører sejren meget, at han så fornemt matchede Yates i terræn, der rimede på briten end på ham. At han så må leve med, at det akkurat ikke lykkedes ham at vinde en etape, overlever han nok, for der var mange ting, der skulle falde i hak, hvis en indtil denne uge spurtsvag mand som ham skulle komme først i dette løb. Og det var jo slet ikke så langt fra.

Dermed stod han også i vejen for, at det i 2022 så nødlidende Jayco-hold, der var pokkers tæt på at ende med en nedrykning, ikke fik den drømmeagtige tilbagevenden til deres hjemland, som de efter to års fravær havde håbet på. Etapesejr, pointtrøje og samlet 2. plads er dog slet ikke noget udbytte for et hold, der normalt roder rundt i bunden af diverse ranglister. Naturligvis skal man også forvente meget, når de stiller med to af deres tre kaptajner, men i et løb, hvor heldet ikke var dem, er det svært at være utilfreds. Det er vel også Yates’ bedste sæsonstart nogensinde, og selvom man skal passe på med at lægge meget i et løb, der var et betydeligt større mål for ham end de fleste andre i feltet, er det i hvert fald opløftende, når hans 2022 var så skidt, at man nok kunne begynde at have en lille frygt for, hvor han står i dag.

Til gengæld endte løbet som en bittersød oplevelse for Bilbao. Bahrain kom hjem med en tredjedel af etapesejrene og vil derfor utvivlsomt have armene i vejret her til aften, men når han nu havde gjort løbet til et stort mål, allerede da han først i september stoppede sin forrygende 2022-sæson, havde han nok ventet, at han ville være i stand til at følge Yates hver eneste gang. Det var han imidlertid kun én ud af tre gange, og selvom det var nok til at sikre sig den samlede 3. plads, afslører det, at han måske nok har genfundet sin spurt efter at igen at have rettet fokus på sine mere eksplosive egenskaber, men dette løb har vist, at han som klatrer stadig er en dieselmotor. Som en anden Joao Almeida har han længe været kendt for at køre sine stigninger i et jævnt dieseltempo, og det var også det, han gjorde i denne uge. På alle tre nøgleetaper var han ude af stand til at være med i accelerationerne, og der skulle en længere og sværere stigning i form af Corkscrew til for, at han kunne rette op på det tab, han led. Det er utvivlsomt bekymrende, hvis han mener det seriøst, at han fremover vil satse mere på endagsløb ved brug af de eksplosive egenskaber, han er på jagt efter.

Hans dieselegenskaber er dog slet ikke sammenlignelige med Ben O’Connors. Den australske klatrer er slet ikke hjemmehørende i dette terræn, og skal han for alvor være i sit es, skal stigningerne helst ikke være under 10 km lange. Derfor var der næppe heller mange, der var overraskede over, at han kom ganske meget til kort på de to første af de selektive etaper, men desto mere forbavsende var det derfor, at han i dag kunne det, Bilbao ikke kunne, nemlig matche Yates’ imponerende punch. Det lå bestemt ikke i kortene, at en mand, der bestemt ikke virkede til at være på toppen, skulle rejse sig fornemt og endda avancere til en samlet 6. plads. Det lover utvivlsomt godt for det, der er i vente, når vi i Europa møder det terræn, der er hans. Noget kunne i hvert fald tyde på, at hans i de senere år så lovende udvikling langt fra er slut endnu.

Det er den naturligvis heller ikke for Magnus Sheffield og Mauro Schmid. Begge har for længst skrevet sig ind på listen over de mest spændende talenter, og det har de bekræftet i denne uge. Forud for løbet var jeg meget i tvivl om, hvorvidt Sheffield klatreevner rakte til et løb som dette - og måske mere specifikt Corkscrew-stigningen - men selvom løbet klart har dokumenteret, at han ikke er nogen bjergged, ender han på en ganske fornem 4. plads. Kombineret med den vanvittige prolog, han fyrede af i nogle meget våde betingelser, viser det, at der bestemt ikke er grund til at dæmpe entusiasmen. Det er der bestemt heller ikke for Schmid, der ellers var temmelig svingende og i dag endda var tæt på at smide det hele, da han blev fanget bag et styrt, men når han var forbløffet over resultatet, fordi han slet ikke havde regnet med, at formen rakte, tyder det på, at vi vil se en endnu bedre Schmid en den yderst imponerende udgave, vi så i Giroen, når han har fundet den form, han altså efter eget udsagn slet ikke havde i dette løb.

I det hele taget var det et løb, hvor mange talenter foldede sig ud. Det gælder nemlig også Antonio Tiberi. Han har ellers været kendt som en rytter, der som en anden Jay Vine kunne være helt væk i et løb for siden at poppe op som trold ud af en æske. Det var det, han gjorde, da han blev en fornem nr. 3 på kongeetapen i Besseges - i øvrigt lige bag Vine - eller da han vandt kongeetapen i Ungarn. I denne uge var han imidlertid dejligt stabil og endda tæt på at stjæle ungdomstrøjen fra Sheffield med et sent angreb, og måske er det derfor nu, at vi kan se frem til hans gennembrud. Vi skal ikke glemme, at han blev professionel i en meget ung alder og stadig blot er 21 år. Med tanke på hans fine tempoevner er han i hvert fald ikke blevet mindre interessant i en uge, der i øvrigt var god for Trek, som også så en Emils Liepins med en hidtil uset holdbarhed og en Natnael Tesfatsion, der kom fint fra start og bliver meget spændende at følge på WorldTouren.

Det var også en drømmestart for Cofidis. Det franske hold fik ikke blot brudt Bryan Coquards eller ubrydelige WorldTour-forbandelse, da han endelig lykkedes med at vinde på højeste niveau. Victor Lafay viste også på Corkscrew, at han er en af feltets allermest spændende puncheurs, og det var kun en skam, at han i dag spillede på den forkerte hest ved at gå i det tidlige udbrud. Det havde nemlig været pokkers interessant at se, om han kunne have fulgt Yates, Vine og O’Connor på den sidste stigning, der passede ham glimrende. Til gengæld tog Coquard over, og den franske sprinter viste igen med et imponerende ridt, at hans vinterform altså altid er noget helt specielt.

I det hele taget er listen over vindere ret lang. Intermarché har ellers erkendt, at deres trup er så svækket, at de næppe gør det lige så godt som i drømmeåret 2022, men de kom altså godt fra start med en samlet 7. plads til Sven Erik Bystrøm, der nok engang viste, at han altså an meget mere, end han normalt får lov at vise. Rudy Molard fortsatte også den genfødsel, han oplevede sidste efterår, da han imponerede stort på Corkscrew, og i dag viste han igen klassen, da en defekt nær havde kostet ham den desværre lidt for beskedne 12. plads.

Også Movistar, der ellers kom med et ganske uinteressant hold, byggede videre på deres meget stærke efterår med en lidt uventet topplacering til veteranen Gorka Izagirre, der endelig viste lidt livstegn igen. Hindley kan bestemt heller ikke være utilfreds med udgangspunktet, for det var vel de færreste, der havde regnet med, at han allerede nu ville være så fint kørende, som det var tilfældet. Alberto Bettiol endte med en 1. og en 2. plads, selvom det var hans plan at starte roligt, og noget kunne tyde på, at han endelig er ovre sine helbredsproblemer og klar til at genfinde sit tårnhøje niveau. Og selvom de endte som hjælpere for Vine, var der også livstegn fra Marc Hirschi og George Bennett, der ellers har meget at revanchere efter et svært 2022.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det var de dog ikke ene om at skulle. Maximilian Schachmann fik ikke sendt de mest lovende takter, og hans forsøg på et sent angreb i dag fejlede helt. Gianni Moscon ser igen ud til at få spoleret sit forår, denne gang grundet et brækket kraveben, efter en start, der bestemt ikke virkede overbevisende, og i det hele taget kom det kriseramte Astana-mandskab lige så skidt i gang, som de sluttede det horrible 2022. Den slags krise har Hayter ikke, men det står klart, at han mangler en del, inden han er på toppen, også selvom dagens tidstab skyldtes defekt, men heldigvis havde Ineos jo Sheffield til at sørge for, at det britiske storhold kom hjem med et topresultat.

Dermed blev det Jumbo, der endte som det svageste af ”The Big Four”, da UAE, Ineos og Soudal alle fik en mand i top 5. Sådan så det jo ellers ikke ud, da Dennis viste storform fra start, men holdet var pokkers uheldigt. Først fik australieren ødelagt sit klassement af defekt inden Corkscrew, og bedst som der i den grad var noget at juble over, da Milan Vader viste uhyre lovende takter mindre end et år efter sit livstruende styrt, fik han spoleret det hele af et styrt i bunden af Mount Lofty i dag. Da også Robert Gesink, som ellers lige var begyndt at tale om at forlænge karrieren, måske misser sit store mål som hjælper for Roglic i Giroen som følge af et hoftebrud, var det bestemt ikke nogen drømmestart for det hollandske hold, selvom de jo altså var ét af blot fem hold, der endte med at vinde en etape.

Paradoksalt nok er UAE ikke at finde på den eksklusive liste. Det fik Yates akkurat forhindret ved at overspurte Vine på de sidste meter i dag, men det overlever det arabiske storhold nok. De fik nemlig den vigtigste af de syv sejre, der skulle fordeles, da vi endelig igen fik lov at vende tilbage til normalen og skyde sæsonen i gang på den måde, den bør indledes på. Det er dog næppe sejren, de glæder sig allermest over. Nej, det må være, at de seneste seks dage har indikeret, at Vine er en endnu større juvel, end det så ud til, da jeg placerede ham på listen over de mest spændende transfers som det klare førstevalg.

Juvelen nemlig kom, så og sejrede, da han første gang fik chancen for at bevise, at han er alle oliemillionerne værd, og han gjorde det med en alsidighed, han aldrig tidligere har været i nærheden af at besidde. Det var ellers først til marts, at vi for alvor skulle have en fornemmelse af, om vi kan vente os noget stort af ham i Giroen, og efter denne uge kan man næsten ikke vente til, at vi formentlig får de næste helt store svar, når han stiller til start i Catalonien om to måneder. Her er han nemlig oppe mod Evenepoel, som han matchede på Vueltaens bjergetape, og Roglic, som han gav bøllebank på selvsamme dag i Nordspanien. Opgøret mellem de tre, når det går løs på den stejle Lo Port-stigning, der heldigvis er med på ruten til det catalanske løb for blot anden gang i historien, står allerede højt på listen over forårets højdepunkter.

Mon Vine også vil komme, se og sejre til den tid? Og mon han vil gøre det samme, når det går løs i Giroen to måneder senere? Vi venter i spænding på svarene.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE