Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for BORA-hansgrohe?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, men da Ag2r Citroën Team, der burde være blevet bragt som nr. 3 i serien, ikke officielt har præsenteret én eneste signing ved starten på denne serie, bringes analysen af det franske hold først senere. I dag fortsætter vi serien med BORA-hansgrohe, der endte som nr. 10 på ranglisten i 2023 og nr. 9 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Det gælder også for BORA-hansgrohe, der i skrivende stund har 29 ryttere på kontrakt. Udfyldes den sidste plads, vil en opdateret analyse blive bragt i forbindelse med holdoptakten senere på vinteren.

Ryttere, der bliver på holdet

Cesare Benedetti, Emanuel Buchmann, Nico Denz, Patrick Gamper, Marco Haller, Sergio Higuita, Jai Hindley, Bob Jungels, Jonas Koch, Lennard Kämna, Florian Lipowitz, Luis-Joe Lührs, Jordi Meeus, Ryan Mullen, Anton Palzer, Maximilian Schachmann, Cian Uijtdebroeks, Danny van Poppel, Aleksandr Vlasov, Frederik Wandahl, Ben Zwiehoff

Nye ryttere

Primoz Roglic (Jumbo-Visma), Daniel Martinez (INEOS Grenadiers), Matteo Sobrero (Team Jayco AlUla), Sam Welsford (Team dsm-firmenich), Roger Adria (Equipo Kern Pharma), Filip Maciejuk (Bahrain-Victorious), Alexander Hajek (Tirol KTM Cycling Team), Emil Herzog (Hagens Berman Axeon)

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Ryttere, der forlader holdet

Sam Bennett (AG2R Citroën Team), Patrick Konrad (Lidl-Trek), Nils Politt (UAE Team Emirates), Giovanni Aleotti (?), Ide Schelling (Astana Qazaqstan Team), Matteo Fabbro (Polti-Kometa), Shane Archbold (stopper karrieren), Matthew Walls (Groupama-FDJ), Victor Koretzky (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes forskellige veje til at nå verdenstoppen. Man kan gøre som Sky/Ineos, der kun i de senere år har haft held med at udvikle egne navne og i vidt omfang er blevet et storhold ved at bruge en fed tegnebog til at skrive kontrakt med den ene verdensstjerne efter den anden. Man kan gøre som Jumbo-Visma, der var helt nede at skrabe bunden, men nu har nået toppen, næsten udelukkende ved at finde ryttere, de selv har udviklet.

Endelig er der Bora-modellen, der er ganske særegen, og som har ført det engang så beskedne tyske hold så langt, at det i dag må regnes som et af de allerbedste. Manager Ralph Denk startede som et beskedent kontinentalhold, der langsomt voksede i graderne, først ved som totale underdogs at begynde at få wildcards til de store løb, indtil man blev så store, at en storsponsor stod klar med nogle millioner. De blev brugt til at sikre en verdensstjerne, Peter Sagan, der i alt væsentligt var alene om at score point på et hold, der ellers i alt væsentligt bestod af de samme ”underdogryttere” som tidligere. Mens Sagan stod for opmærksomheden, udvikledes de mange talenter stille og roligt, og da stjernen pludselig holdt op med at præstere i 2019, var de unge drenge blevet så gode, at holdet havde tilstrækkelig bredde til alligevel, endte som verdens nr. 2 på verdensranglisten, hvor det foreløbige højdepunkt blev nået.

Denks Bora-hansgrohe-mandskab er altså gået fra at være Team Sagan til i dag at være et helstøbt hold, der kan begå sig i ethvert terræn. Mest tydeligt var det i årene mellem 2019 og 2021, hvor Sagan, der ellers altid havde monopol på en top 5-placinger på verdensranglisten, i alt vandt færre end 10 cykelløb og raslede ned af ranglisten til først en 11. plads, siden en placering som nr. 45 og slutteligt blot som nr. 57. Alligevel blev Bora altså nr. 2 i 2019, og med to 6. pladser i træk cementerede holdet endegyldigt sin position som et af de faste tophold.

Tiden som Team Sagan er altså for længst overstået, og derfor var det slet heller ikke nogen katastrofe, at Sagan-æraen sluttede for to år siden. Allerede i foråret signalerede Denk klart, at de mange Sagan-millioner var brugt bedre end på den slovakiske superstjerne, for selvom der stadig knyttede sig enorm opmærksomhed til et af sportens største navne, har Denk altid været drevet af det sportslige. Derfor gjorde han det hurtigt klart, at det var tid til et farvel til rytteren, der mere end nogen anden har defineret holdet, og når man ser på, hvor meget han i stedet fik ud af Sagan-millionerne, står det vist klart, at det ikke var noget dumt valg - i hvert fald ikke ud fra en sportslig betragtning.

Denk benyttede den milepæl, som Sagans farvel naturligvis var, til at tage sin strategi op til overvejelse. I de senere år er holdet som sagt blevet mere helstøbt, og Sagans brostensklassikere har spillet en mindre udtalt rolle. I 2022 rettedes fokus imidlertid meget klart mod etapeløbene og ikke mindst klassementerne i grand tours, der fremover skal være holdets helt store fokus. Ind blev hentet nogle af de mest spændende etapeløbstalenter i form af Aleksandr Vlasov, Jai Hindley og Sergio Higuita, og der blev formuleret et mål om at vinde en grand tour inden for tre år. At det var helt nye tider, blev slået fast, da Denk sagde farvel til sin trofaste følgesvend Enrico Poitschke, der har været en fremtrædende sportsdirektør, og erstattede ham med Rolf Aldag.

Strategiskiftet var begrundet i, at holdet er tysk. I vores store naboland mod syd er det etapeløb og ikke mindst Tour de France, der har klart den største interesse, og derfor var det i en vis forstand helt forkert, at Tysklands store hold i første omgang satsede så meget på klassikerne. Sponsorpresset er altså gået i retning af et fokus på etapeløb, og det ønske efterkom Denk. Det gjorde han endda med en helt uventet succes, da Hindley i den allerførste grand tour med den nye strategi tog den grand tour-sejr, de egentlig havde tre år til at opnå.

Missionen er dog ikke fuldført, for Denk har sat sig det næste mål at vinde Touren, men hvis det skal indfris, er der fortsat lang vej. Den store succes, holdet havde i 2022, blev nemlig efterfulgt af et yderst skuffende 2023, hvor snart sagt alle holdets ryttere underpræsterede. Holdet raslede ned ad verdensranglisten til en pauver 10. plads, og at der var tale om en kollektiv nedtur understreges af, at Aleksandr Vlasov som holdets bedste blot endte som nr. 26 på den individuelle rangliste. Noget af forklaringen kan findes i, at holdet efter den meget aktive og succesrige transferkampagne op til 2022, var meget passive op til 2023 og led nogle ærgerlige tab.

Den passivitet har holdet til gengæld slet ikke udvist op til 2024-sæsonen. Tværtimod tager holdet det vel nok størst mulige skridt på vejen mod at vinde Touren, og der synes i hvert fald at være nærmest garanti for, at de vil vende tilbage den absolutte verdenstop. Det er nemlig ikke hverdagskost, at sportens helt store stjerner skifter hold, men det sker i år, når Primoz Roglic efter en menneskealder hos Jumbo søger nye græsgange - og det gør han altså hos Denk og Bora.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Roglics ankomst vil have en helt enorm indvirkning på holdet og må også komme lidt på tværs af de planer, Denk havde lagt. Det var nemlig først efter den for sloveneren så frustrerende Vuelta, at han søgte væk, og da den pludselige mulighed bød, havde Denk åbenbart stadig så meget luft i budgettet - eller også åbnede Bora og hansgrohe lidt mere for køkken- og vandhanemillionerne - at det lykkedes ham at skubbe Ineos af banen i kampen om sportens på det tidspunkt mest eftertragtede underskrift.

Det ligner jo på alle måder et ”match made in heaven”. Når Bora har som erklæret mål at forvandle sig selv til etapeløbs- og grand tour-hold og at gøre det med en sådan vægt, at de faktisk også kan vinde de største løb, har man brug for en af de allerstørste etapeløbsstjerner. Den slags hænger ikke på træerne, og derfor må Denk knibe sig selv i armen over, at han nu har fået fat i en af sjældenhederne. Samtidig betyder hans massive oprustning på etapeløbsfronten, at han har en yderst potent trup til at støtte sloveneren, i hvert fald hvis de stopper med kollektivt at underpræstere, og dermed er det også for Roglic selv et glimrende match.

Det er til gengæld også klart, at der stadig er et stykke vej til at vinde Touren. Det kan stadig være svært at se, hvordan den efterhånden erfarne slovener skal få skovlen under både Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar til sommer, men han viste heldigvis i 2023, at han efter et lidt sløjt 2022 stadig skal regnes som verdens tredjebedste etapeløbsrytter. Hvor længe han kan fastholde sit niveau, ved vi ikke, men det skulle være sært, om han i 2024 bliver så meget ringere, at han ikke stadig vil vinde et hav af cykelløb. I 2023 vandt han trods alt fire etapeløb og ét endagsløb - og Vueltaen og Il Lombardia, der begge kastede 3. pladser af sig, samt Tre Valli Varesine var de eneste løb på hans kalender, han ikke endte med at vinde. Roglic har altid været en garanti med et tårnhøjt bundniveau, og han bør derfor fylde et hav af de eftertragtede point og sejre ned i Denks i 2023 lidt slukne kasse, også i de allerstørste løb. Det gælder særligt i de ugelange løb, men også i de kuperede endagsløb, og så ligner han jo i hvert fald den store favorit til at tage den sidste plads på podiet bag Vingegaard og Pogacar.

Oprustningen stopper imidlertid ikke her. Man kan godt undre sig over, hvor store lommer Denk har, men han henter også Daniel Martinez til holdet. Var det sket for et år siden, havde det været svært at få armene ned, for colombianeren var i første del af 2022 - i øvrigt sammen med Vlasov - en af de helt store oplevelser. Til gengæld har han siden Liege samme år ikke kunnet træde en bule i en blød hat, og der venter derfor et større genopretningsarbejde, hvis den transfer skal blive en succes. I lyset af holdets lidt kedelige tendens til i 2023 slet ikke at få det bedste ud af deres ryttere, kan man godt være en smule bekymret, men lykkes det af genfinde 2022-udgaven af Martinez er der til gengæld tale om en ganske voldsom forstærkning. Det gælder både som kaptajn i ugelange etapeløb, hvor han allerede har vist sine evner med den samlede sejr i Baskerlandet, som et supplement i klassikerne, hvor han var flyvende i 2022, og en potentiel kaptajn i Giroen, men naturligvis også som støtte for Roglic i særligt Touren. Den største udfordring bliver næsten at give plads til alle de mange potentielle kaptajner - men det bliver selvfølgelig lettere, hvis Martinez fortsætter de triste takter fra 2023.

Holdet opruster med Roger Adria og Matteo Sobrero, der begge har et fint potentiale. Adria har mildt sagt været svingende med lange perioder på et lavt niveau, men i april nåede han til gengæld helt nye højder med en helt serie stærke resultater. Kan et skifte til et større hold accelerere hans udvikling, er han en spændende forstærkning i de kuperede endagsløb, hvor han med sit punch og sin fart har sin styrke, ligesom han klatrer godt nok til at være hjælper i bjergene i etapeløb. Problemet kan være, at han ikke får mange personlige chancer i en trup, der er rig på ardennerspecialister og nu altså også skal finde plads til en af de allerstørste i form af Roglic.

Samme problem har Sobrero, der ligeledes har lidt under manglende stabilitet. Også han nåede nye højder som klatrer i foråret, men efterfølgende viste han intet, og han har som Adria tilbragt for lange perioder på et lavt niveau. Til gengæld er han fortsat i udvikling, og kan han fortsætte den lovende fremgang, vil han være en god støtte i kuperet terræn. Med sin fine enkeltstart burde han også kunne køre klassement i ugelange løb, der ikke er for bjergrige, men det er bare svært at se ham i kaptajnroller på dette stjernebesatte etapeløbshold, hvor han heller ikke får chancer i de kuperede endagsløb, der også passer ham. Derfor ender han let som hjælper, men den rolle kan han sikkert også udfylde fint.

Der er altså tale om ganske markant opgradering i bjergene, og den bliver kun endnu mere udtalt af, at tabene er til at overse. På papiret gør det ondt at sige farvel til et stort navn som Patrick Konrad, men siden han vandt sin etape i Touren i 2021, har han været en skygge af sig selv. I 2023 var det kun i Liege, at han var i nærheden af fordums styrke, og det er derfor et tab, der er til at overse. Det samme er det desværre med Giovanni Aleotti. Den unge italiener kom til holdet som et stort talent og viste også lovende takter undervejs, men i 2023 viste han intet, og hans få gode resultater kom i alt for korte glimt. Måske er det en anelse for tidlige at opgive en mand, der trods alt vandt to 2.1-lø for holdet, men samlet set ændrer hans exit ikke regnskabet i nævneværdig negativ grad. Det gør det heller ikke, at Matteo Fabbro siger farvel. De lille klatrer lignede ellers en af holdets succeshistorier, da de løftede hans niveau helt enormt i 2021, men i de seneste to sæsoner har han skuffet fælt.

Så er det nok mere usikkert, om de dummer sig ved at sige farvel til Ide Schelling. Den unge hollænder så meget lovende ud i 2021, ikke mindst da han vandt i Aargau, men siden har han vist meget lidt om følge af en endeløs serie af helbredsproblemer. I år rejste han sig med to sejre, men de kom desværre i reducerede massespurter og ikke i de ardennerklassikere, hvor han burde have sit potentiale. Derfor er han stadig langt fra en genrejsning, og de løber således næppe en alt for stor risiko ved at sige farvel. Det var heller ikke megen tålmodighed, de havde med mountainbikeren Victor Koretzky, der kun fik et enkelt år med meget få løb. Det er lidt synd, fordi han i sit år hos B&B nåede at vise, at han kunne have visse evner i Ardennerne, men nogen landevejsstjerne bliver han trods alt næppe, og i 2024 vil han jo alligevel satse meget målrettet på OL og mountainbike.

Samlet set efterlader det et positivt udbytte på etapeløbssiden, og det samme gør sig gældende i forhold til massespurterne, der fortsat er en prioritet for holdet, og hvor der også sker store forandringer. Det skyldes naturligvis primært, at man siger farvel til Sam Bennett, der jo har været en institution på holde, men hvis andet ophold ikke kan betegnes som andet end en fiasko. Hvis holdets sprintersatsning skal give mening, skal det gerne indbringe en del sejre, og man kan godt tvivle på, om de vil komme i tilstrækkeligt omfang fra den aldrende Bennett, der har set sine bedste år.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Derfor giver det også god mening at erstatte ham med Sam Welsford. Det er et overordentligt spændende projekt, for australieren har flere gange, måske særligt med sejren i Renewi Tour, vist, at han på ren fart kan slå selv de allerbedste. Han har til gengæld gigantiske positioneringsproblem, men dem kan et tog med Marco Haller og ikke mindst Danny van Poppel forhåbentlig løse. Welsfords udfordringer er så store - han fik blot én top 10 i hele Touren - at det er et risikabelt projekt, men få de toget til at spille er det en satsning, der kan blive en meget stor succes.

Samlet set reducerer holdet dog sin sprintersatsning, da man også siger farvel til Matthew Walls. Det er ved første øjekast ikke et tab, fordi briten nu i to sæsoner ikke har bidraget med noget som helst, men det skyldes jo de grimme styrt, som han først mod slutningen af 2023 fik vristet sig fri af. Med tanke på det store potentiale, han viste i særligt 2021, er det derfor en skam, at holdet slipper ham nu, og det må utvivlsomt anses som en svækkelse. På den anden side kan det også være svært at støtte tre sprintere ved siden af Welsford og Jordi Meeus i en trup, der primært har fokus på klassementer. I samme ombæring siges farvel til Shane Archbold, der jo tidligere var en god lead-out man, men som i de senere år har været meget langt fra det niveau, han havde engang, og som derfor nok kan undværes.

Brostensklassikere bliver der til gengæld ikke fokus på. Det endegyldige opgør med Sagan-perioden kommer, når man siger farvel til manden, der skulle afløse slovakken i den slags løb, nemlig Nils Politt. Desværre blev projektet aldrig den helt store succes. Tyskeren nåede i hvert fald aldrig de højder, vi så, da han blev nr. 2 i Roubaix, og selvom han vandt en etape i Touren i sin tid på holdet, mister holdet ikke ved første øjekast de helt store resultater. Det ændrer dog ikke på, at de efterlades med et enormt tomrum i brostensklassikerne, der i vidt omfang vil blive negligeret i de kommende år. Holdet indhenter som erstatning en lidt tilsvarende type i Filip Maciejuk, hvilket mildt sagt er en overraskende signing, da han næppe kan bidrage med andet end det mere anonyme hjælpearbejde.

Endelig har holdet også altid blik for unge talenter, og denne gang hentes der to nye navne. Mest hype har der nok været om Emil Herzog, der jo blev juniorverdensmester i 2022, hvor han i det hele taget vandt et hav af juniorløb. Til gengæld havde han det meget svært i sin første som U23-rytter, og generelt skal man passe meget på med at tro, at de bedste juniorryttere også får en stor professionel karriere. Det ændrer dog ikke på, at Herzogs resultater er så flotte, at han kan vise sig at være en juvel, men 2023-sæsonen viser, at vi næppe skal forvente resultater med det samme. Det er også lidt uklart, hvor han evner ligger, da han som juniorrytter viste evner på flere fronter, men han har en god spurt, kører en hæderlig enkeltstart og ligner umiddelbart mest af alt en klassikeragtig type.

Hajek er en smule ældre og har ikke sat verden i brand i sine første to år i U23-klassen. Også han er som type lidt svær at placere, men han viste i 2023 med blandt andet en top 20 i l’Avenir, at han har en vis holdbarhed i kuperet terræn uden at kunne betegnes som klatrer. Det er i kuperet terræn, han har opnået sine resultater, og noget kunne tyde på, at han kunne blive en ardenneragtig type. Resultaterne er dog så få, at hans langsigtede potentiale ikke er indlysende, og han vil i hvert fald næppe brage ind på scenen allerede i 2024.

Det behøver han heller ikke. Bora kommer nemlig ud af denne transfersæson som en af de helt store vindere. Det skyldes naturligvis erhvervelsen af Roglic, der sammen med holdets mange øvrige gode klatrere bringer dem helt op i etapeløbseliten, særligt hvis de også kan få Daniel Martinez tilbage på sporet. Udskiftningen af Bennett med Welsford er uhyre interessant og kan potentielt bidrage med et hav af sejre, og man nok gerne havde været tabene af Politt, Walls og måske også Schelling foruden, burde der være statsgaranti for, at Bora ikke ender som nr. 10 på verdensranglisten i 2024. Det skal Roglic nok sørge for som kaptajn for en trup, der efterlades markant styrket tilbage.