Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Visma | Lease a Bike?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, og i dag fortsætter vi serien med Visma | Lease a Bike, der endte som nr. 2 på ranglisten i 2023 og også som nr. 2 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Det gælder også for Visma | Lease a Bike, der i skrivende stund har 27 ryttere på kontrakt, men manager Richard Plugge har sagt, at det ikke er planen at hente flere ryttere. Udfyldes en eller flere af sidste pladser alligevel, vil en opdateret analyse blive bragt i forbindelse med holdoptakten senere på vinteren.

Ryttere, der bliver på holdet

Edoardo Affini, Tiesj Benoot, Koen Bouwman, Robert Gesink, Thomas Gloag, Michel Hessmann, Lennard Hofstede, Wilco Kelderman, Olav Kooij, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Christophe Laporte, Jan Tratnik, Milan Vader, Attila Valter, Wout van Aert, Dylan van Baarle, Tosh van der Sande, Mick van Dijke, Tim van Dijke, Jonas Vingegaard

Nye ryttere

Matteo Jorgenson (Movistar Team), Ben Tulett (INEOS Grenadiers), Per Strand Hagenes (Jumbo-Visma Development Team), Johannes Staune-Mittet (Jumbo-Visma Development Team), Bart Lemmen (Human Powered Health), Loe van Belle (Jumbo-Visma Development Team)

Ryttere, der forlader holdet

Primoz Roglic (BORA-hansgrohe), Rohan Dennis (stopper karrieren), Jos van Emden (stopper karrieren), Sam Oomen (Lidl-Trek), Tim Roosen (Team dsm-firmenich PostNL), Tobias Foss (INEOS Grenadiers), Nathan Van Hooydonck (stopper karrieren), Gijs Leemreize (Team dsm-firmenich PostNL)

Hvordan gik transfersæsonen?

Visma | Lease a Bike (eller Jumbo-Visma, som vi skal vænne os til ikke at kalde holdet) er på alle måder cykelsportens succeshistorie. Det er nemlig historien om et storhold, der med Rabobank som sponsor var en hel cykelfabrik med herre-, kvinde- og U23-hold samt et stort budget, men som siden røg ned i sølet, da storbanken trak sig i kølvandet på Lance Armstrongs fald. Ganske vist lykkedes det holdet at overleve under forskellige navne, men sportsligt var der næsten tale om deroute. Helt galt gik det i 2015, hvor holdet ellers med LottoNL og Jumbo som nye sponsorer havde sikret den økonomiske fremtid, men hvor de blot vandt fire cykelløb igennem en hel sæson - endda med tre ganske små sejre iblandt dem.

Det var imidlertid også vendepunktet. Manager Richard Plugge trak stikket og lavede en helt ny strategi. Fra da af er det kun gået én vej, nemlig opad, og den første kulmination kom i 2020, hvor holdet - endda forventeligt - vandt verdensranglisten. Ganske vist lykkedes det ikke at vinde Touren, der på smertelig vis blev tabt i sidste øjeblik, men med Vuelta-sejr, 2. plads i Touren og en imponerende score med to første- og to andenpladser i de fire afviklede monumenter samt 2. pladser i begge VM-løb var Visma den nye hersker i feltet, som ellers i mange år har haft Sky/Ineos som det ansvarshavende hold.

I 2021 måtte de ganske vist se sig henvist til en 3. plads, men det var blot en midlertidig ”krise”. I 2022 satte holdet sig nemlig endegyldigt og meget tungt på tronen, da det langt om længe lykkedes at indfri det mål, Plugge hele tiden har arbejdet efter, nemlig at vinde Touren. Kombineret med en hel serie af andre store resultater var det rigeligt til at sikre hollænderne en ganske suveræn 1. plads på verdensranglisten - langt foran de tre rivaler fra ”The Big Four”, nemlig UAE, Ineos og Quick-Step. Den plads kunne de - utroligt nok - ikke forsvare i 2023, men en mindeværdig sæson, der gav sejre i alle tre grand tours og gjorde dem til det suverænt mest vindende hold, er formentlig nok til, at Plugge vil betegne 2023 som det bedste år i holdets historie.

Forud for 2020-sæsonen talte alle om netop Ineos og Visma og den interne rivalisering, der måtte komme særligt i Touren. De to mandskaber kunne præsentere veritable supertrupper, der gjorde den direkte sammenligning helt naturlig. Det vil imidlertid være helt forkert at drage mange ligheder mellem det britiske og det hollandske hold.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Succesen er nemlig opnået på vidt forskellig vis. Hvor Ineos-manager Dave Brailsford mest af alt er blevet berømt for med sin afgrundsdybe pengepung at hente det ene supertalent og den ene verdensstjerne efter den anden, er det gået på helt anden vis for Plugge. Faktisk opererede han indtil 2020 med et af sportens mindre budgetter, således også i 2019, hvor holdet ellers for alvor slog igennem på den store scene.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Visma har ageret helt anderledes på transfermarkedet. Det var først i 2020, hvor budgettet blev opjusteret, at man gik på jagt efter sand superstjerne i form af Tom Dumoulin. Ellers har Plugge på imponerende vis opnået sine resultater med ryttere, han i vidt omfang selv har udviklet. Således var det ham, der tog chancen med skihopperen Primoz Roglic, det var ham, der tog fat i den unge sprinter Dylan Groenewegen, det var ham, der hentede amerikanske mountainbiker Sepp Kuss, det var ham, der fik George Bennett til at blomstre, det var ham, der udviklede Jonas Vingegaard på WorldTouren, og det var ham, der genstartede Steven Kruijswijks hensygnende karriere. Kun kontrakten med Wout van Aert havde måske karakter af indhentning af et større navn, men da belgieren stadig først og fremmest var crossstjerne, indebar også det en vis risiko.

Den tilgang har den plusside, at de alle er startet på holdet på en langt mindre løn, end Brailsford betaler sine verdensstjerner. Og når resultaterne begynder at vælte ind, er det nu engang lettere at overtale rytterne til at blive et sted, hvor det går godt, også selvom det måtte koste lidt på lønchecken. Det er klart, at den logik kun har en vis rækkevidde, men Plugge var så heldig, at han fik sprøjtet flere penge i kassen af nye og gamle sponsorer, da de vigtige kontrakter begyndte at udløbe. Således kunne han frem mod 2020 forlænge med blandt andre Roglic og Groenewegen og samtidig få en kapitaltilførsel, der gjorde det muligt for første gang at hente et sandt supernavn i form af den hollandske superstjerne Dumuoulin. Siden lykkedes det også at forlænge kontrakterne med Roglic (igen), Vingegaard og Van Aert.

Det lader sig kun gøre, fordi budgettet er vokset ganske markant, og ifølge de opgørelser, der florerer, står Plugge i spidsen for det tredjemest ressourcestærke hold. Faktisk er de nu ikke langt fra Ineos og UAE, og de tre mandskaber skiller sig ud som de suverænt rigeste blandt de 18 stærkeste. Alligevel har det ellers solide fundament under holdet været rystet i år, hvor holdet har jagtet en erstatning for supermarkedskæden Jumbo, der trækker sig efter 2024-sæsonen. Det førte som bekendt til et ganske gedigent krisetegn for cykelsporten, da sportens vel nok mest succesrige mandskab havde så svært ved at finde en brugbar erstatning, at det satte gang i fusionsplanerne med Soudal-mandskabet - planer, der nåede at blive endog meget fremskredne.

I sidste ende blev projektet dog ikke til noget. Det lykkedes alligevel for Plugge at finde en pengestærk erstatning i form af Pons udlejningsvirksomhed Lease a Bike, og dermed skulle fremtiden ikke blot være sikret, men også være så solid, at holdet kan fastholde sin position som et af feltets absolut mest pengestærke.

Netop det større budget har imidlertid også ført til nye tider for det hollandske holds ledelse. Hvor man altså tidligere næsten udelukkende satsede på hjemmeavl, er det nu muligt at åbne for posen og hente verdensstjerner til holdet. Dumoulin var som nævnt det første store navn, og i 2022 styrkede man etapeløbstruppen med Rohan Dennis og klassikertruppen med Tiesj Benoot og Christophe Laporte - alle ganske etablerede navne. Tendensen fortsatte sidste år, hvor man hentede to af de hollandske topnavne i form af Dylan van Baarle og Wilco Kelderman - investeringer, der efterlod holdet som en af transfersæsonens helt store vindere.

Det er de til gengæld ikke denne gang. Længe var man så tilfredse med det, man havde, at man ikke havde blik på nye topnavne. I stedet gik man tilbage til den gamle model med at indhente talenter, hovedsageligt de hjemmeavlede hos udviklingsholdet, men også et par stortalenter fra rivaliserende mandskaber. Plugge så ud til at operere efter princippet, at man aldrig skal ”change a winning formula”.

Den strategi holdt bare ikke i længden. Som bekendt var en konfliktfyldt Vuelta den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for Roglic, og fremfor at tvinge ham til at honorere sin kontrakt indkasserede man en formentlig pæn mønt fra Bora og lod manden, der vel kan betegnes som holdets talisman og starten på holdets succes, rejse videre. Det skete over i en meget hektisk periode sidst i september, hvor transfersæsonen var tæt på at være slut, og hvor sportens topnavne alle havde fået styr på planerne for 2024.

Derfor har man intet gjort for at erstatte Roglic. Man kan argumentere for, at det også var umuligt, når de ganske få topnavne, der vil kunne måle sig med det slovenske monster, alle havde kontrakterne på plads, men man gjorde heller intet for at finde nye navne, der kunne bare lukke lidt af hullet. Derfor efterlader Roglics exit holdet i en markant svækket udgave og helt uden chance for at gentage resultaterne fra 2023. De vinder i hvert fald næppe alle tre grand tours, og det er svært at se dem score lige så meget som i den forgangne sæson. Vi taler om en mand, der endte som nr. 4 på verdensranglisten, vandt Giroen og yderligere to WorldTour-etapeløb og endte på podiet i Vueltaen, og det er resultater, man slet ikke kan se gentaget uden Roglics bidrag. Der er trods alt grænser for, hvor mange løb Vingegaard kan køre.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Heldigvis er Roglics exit også det eneste, der for alvor ser alvorligt ud. Det andet større tab er Nathan Van Hooydonck, hvis triste karrierestop jo også kom helt ud af det blå, da hjerteproblemerne meldte sig i september. Også han bliver svær at erstatte. Hans deltagelse i de seneste to udgaver af Touren vidner om hans enorme værdi som hjælperytter, men endnu mere vil han være savnet i klassikerne. Her har han udviklet sig enormt i de seneste år, og han lignede en mand, der bare manglede det allersidste, inden han selv kunne levere resultater for holdet - ja, faktisk var han jo i 2023 pokkers tæt på at vinde Kuurne, da han og Benoot spillede det taktiske spil til perfektion, og der manglede ikke meget for, at han havde kørt finale i Roubaix. Heldigvis er Visma-truppen til klassikerne så bred, at det nok skal gå uden ham, men hans karrierestop er en markant svækkelse.

På papiret er det også et tab, at Tobias Foss rejser videre for at komme ud af den spændetrøje, man oplever, når man er på et hold med så mange stjerner. Om det også forholder sig sådan, vil tiden. Ser man bort fra hans chokerende VM-sejr, har han nemlig skuffet fælt i 2022 og 2023, hvor han ikke har været i nærheden af at være den rytter, der endte i top 10 i Giroen i 2021, og han synes ikke blot stagneret, men faktisk at være i tilbagegang. Hvis bidraget i 2024 havde været som i de seneste to år, er det et tab, man sagtens kan erstatte, men det er også klart, at det kan blive et ærgerligt exit, hvis nordmanden genfinder det potentiale, han jo tidligere viste.

Et andet talent, der rejser videre, er Gijs Leemreize, der også jagter flere personlige muligheder. Ser man alene på hans bidrag i 2023, er hans afgang nærmest ligegyldig, for han havde en endog meget svær sæson. I 2022 fik han dog tydeligt vist sit potentiale, og det skulle være mærkeligt, om ikke det vil vise sig igen. Det vil dog nok aldrig række til nogen meget fremtrædende rolle hos Visma, og derfor er det et tab, man sagtens kan overleve.

Det er det også, når det kommer til Sam Oomen. Hollænderen er aldrig for alvor kommet tilbage efter den arterieoperation, han gennemgik for efterhånden mange år siden, og selvom han faktisk også i de seneste år har fået mange chancer for at køre efter resultater, er det blevet til meget lidt. I hjælperrollen har han heller ikke imponeret, og derfor er også han en rytter, der kan erstattes, selvom fraværet af ham, Leemreize og Foss da mindsker gruppen af klatrere ganske betydeligt.

I bjergene skulle man egentlig også have haft glæde af Rohan Dennis, men det fik man aldrig. Efter den vilde klatrepræstation i 2020 gik det støt ned ad bakke for den stærke australier, der i sine to år hos Visma kørte ganske få løb og aldrig blev den superhjælper, man havde ønsket sig. Selvom han sluttede flot af med et stærkt VM, forsvandt hans gode enkeltstart også, og den nu 33-årige australier lignede en mand, der havde toppet for flere år siden. Med hans begrænsede løbsaktivitet udgør heller ikke han noget uoverskueligt tab.

Også en anden tempospecialist siger farvel, og også her er det ganske udramatisk. Jos van Emden er en ældre herre, hvis storhedstid efterhånden ligger mange år tilbage, og det vil derfor mest være hans erfaring, man vil savne. I fladere terræn mister man også Timo Roosen, der engang havde en lovende fremtid foran sig både som puncheur og lead-out man, men som i de senere år har haft svært ved at køre sig på holdet til de største brostensklassikere og kun i begrænset omfang har spillet den rolle, han tidligere gjorde i Dylan Groenewegens tog. Han har således ikke været en fast del af gruppen omkring Olav Kooij, der er holdets eneste tilbageværende virkelige sprinter, og da han samtidig som sagt bestemt ikke var uundværlig i klassikerne, overlever man således også sagtens hans fravær.

Ser man bort fra Roglics og Van Hooydoncks exits - og det kan man naturligvis slet ikke - er det således ikke dramatiske afskeder, man oplever, men det kan ikke ændre på, at holdet står markant svækkede tilbage, når man primært henter unge talenter ind som erstatninger. De eneste mere etablerede nyerhvervelser er Matteo Jorgenson og Ben Tulett, men det er heldigvis også to ganske interessante af slagsen. De har i hvert fald begge vist et vist potentiale, og kan som minimum lukke det hul, Foss, Leemreize og Oomen efterlader, da de begge har deres primære force i bjergene.

Så enkelt er det dog ikke med Jorgenson, der på baggrund af 2023 ligner den mest spændende af de to. Amerikaneren har nemlig vist sig som lidt af en altmuligmand, der i den netop afsluttede sæson fik sit helt store gennembrud.  Det gjorde han med så forskelligartede resultater som en samlet sejr i Oman og en 2. plads i Romandiet samt en top 10 i Flandern Rundt. Holdet har ikke meldt ud, hvordan de vil bruge ham, og han har selv erklæret sig åben for det hele, men han deltog i hvert fald, da brostenstruppen i slutningen af november kørte dele af ruten til Flandern Rundt. Det er således sandsynligt, at han fortsat vil blive brugt på mange områder, og han må anses som en klar gevinst. I klassikerne - både på brostenene og i Ardennerne - vil han kunne levere resultater, og han har vist, at han kan køre klassement i ugelange etapeløb. Det er måske tvivlsomt, om klatreevnerne rækker til en fremtid som klassementsrytter i grand tours, men her vil han til gengæld med sin enorme alsidighed være en eminent hjælper.

Større usikkerhed er der om Tulett, der kommer til holdet efter nogle skuffende sæsoner. Særligt i bjergene har det knebet, og selvom både han og holdet stadig ser ham som potentiel etapeløbsrytter, kan man i stigende grad tvivle på, hvor langt han kan komme på det område. Heldigvis er han stadig blot 22 år, og hvis nogen kan bringe ham tilbage på sporet, må det være Visma. Med sin gode enkeltstart har han hele pakken til at køre klassement i hvert fald i ugelange løb - han vandt jo Tour of Norway i den ellers skuffende 2023-sæson - og han har også vist evner i de kuperede klassikere. Han kan altså bruges på mange områder, men tiden vil vise, om han kan rejse sig så meget, at han også kan få kaptajnroller i denne meget stærke trup.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Jorgenson og Tulett kan dog ikke skjule det faktum, at mandskabet står markant svækket tilbage, men heldigvis ser fremtiden lys ud. Ikke blot er netop de to ryttere så unge og lovende, at de på sigt kan være endnu mere værd, end de vil være i 2024, men holdets primære fokus denne vinter har været at sikre sig nogle af tidens største talenter, og det er lykkedes på formidabel vis. De kommer stort set alle fra udviklingsholdet, og Plugge og co. holder således fast i konceptet om selv at opbygge sine stjerner fra bunden - en strategi, der jo altså indtil nu har fungeret fremragende.

Holdets fremtid ser i den grad norsk ud. Både Johannes Staune-Mittet og Per Strand Hagenes fremstår nemlig som lysende kometer på talenthimlen, og de er så lovende, at de sikkert allerede kan bidrage med væsentlige resultater i 2024. Med sin sejr i Baby-Giroen har Staune-Mittet vist, at han meget vel kan være den grand tour-stjerne, Norge har sukket efter, og med sin sejr på en bjergetape i Tjekkiet har han tillige vist, at han allerede nu kan køre med om sejren i mindre etapeløb. Det vil han formentlig derfor nok gøre allerede i 2024, hvor han også skal testes på WorldTouren, og så vil tiden vise, om vi vitterligt taler om en mulig fremtidig grand tour-vinder.

Strand Hagenes er som type lidt sværere at placere. Hans enorme potentiale kommer til udtryk, når man ser på, at han i 2023 allerede vandt hele tre løb for WorldTour-holdet, og de kom under lidt forskellige omstændigheder. Sejrene i Drenthe og Münster blev opnået i næsten helt fladt terræn efter nogle gedigne sidevindsræs, mens han fulgte Romain Gregoire til dørs på de eksplosive bakker på kongeetapen i Dunkerque. Det står klart, at det er som klassikerrytter, hans fremtid er, men om det skal være på brosten eller i Ardennerne, er vanskeligere at sige. Han klatrer nemlig så godt, at han blev nr. 2 på en bjergetape i Tjekkiet, og han har tillige en fin enkeltstart, som vi så med sejren på prologen i Olympia’s Tour. Med andre ord har han en helt enorm alsidighed, men uanset i hvilken retning det går, viser hans eminente 2023, at han er et lysende talent, som formentlig vil vinde flere løb allerede i 2024.

Den sidste rytter, der hentes fra udviklingsholdet, er Loe van Belle, men her er forventningerne mindre. Han er en brostenstype med en ganske fin spurt og har leveret ganske fine resultater i de seneste år. I første omgang ligner han dog mest af alt en hjælperytter, der nok vil blive en del af klassikertruppen, og de kommende år vil så afsløre, om han også kan vokse ind i en kaptajnrolle på brostenene. Det synes ikke lysende klart, men Visma har jo før imponeret med deres talentudvikling.

Sidste talent er en ældre herre. Bart Lemmen er nemlig allerede fyldt 28 år, men han kommer fra en militærkarriere og har kun kørt cykelløb på højere niveau i to år. Derfor er han en Roglic-agtig satsning, og det er altid meget svært at vurdere, hvor langt den slags ryttere kan komme. De kan nemlig udvikle sig pokkers hurtigt, og Lemmen vil utvivlsomt få meget ud af at blive en del af denne succesrige udviklingsmaskine. Hans 2023-sæson har vist et lovende potentiale, men som type er han svær at fastlægge. Han er først og fremmest en brølstærk herre med en hæderlig enkeltstart og pæne evner i kuperet terræn. Han er dog ikke bjergrytter, og da han ikke er spurtstærk, ender han meget let som en solid hjælper. Til den rolle vil hans alsidighed dog også gøre ham til en solid forstærkning, men kun de kommende år vil vise, om han kan udvikle sig så hurtigt, at han vil blive til mere end det.

Plugge kan derfor gå fremtiden trygt i møde. Det sikrer Staune-Mittet og Strand Hagenes, for den hollandske manager har her sikret sig to af tidens mest lysende talenter, der endda allerede kan levere resultater med det samme. Jorgenson og Tulett er også meget spændende tilføjelser med et stort potentiale, selvom Tulett har lidt at bevise, og det skulle såmænd ikke undre, om holdet også kan få noget stort ud af både Lemmen og Van Belle.

Det ændrer bare ikke på, at Plugge og co. på kort sigt er en af transfersæsonens helt store tabere. Det er svært at se, at de kan komme blot tæt på at lukke det gigantiske resultat- og pointhul, Roglic efterlader - også selvom hans udvikling herfra nok kun går én vej. Heldigvis er han også det eneste helt uerstattelige tab, selvom Van Hooydonck vil blive savnet, og Foss og Leemreize vil blive det samme, hvis de kan rejse sig efter en skuffende periode, og der er da således ingen tvivl om, at Visma atter vil dominere stort i 2024. Det vil de helt sikkert også gøre i mange år fremover, men uden Roglic ligner det en umulighed at komme blot tæt på at matche den helt mageløse 2023-sæson. Heldigvis kan minde også gøre det.