Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Soudal-Quick Step?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, og i dag fortsætter vi serien med Team dsm-firmenich PostNL, der endte som nr. 17 på ranglisten i 2023 og nr. 15 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Soudal-Quick Step har i skrivende stund kun 27 ryttere på kontrakt, men meldingen er, at der ikke kommer flere. Udfyldes en eller flere af de sidste pladser alligevel, vil en opdateret analyse blive bragt i forbindelse med holdoptakten senere på vinteren.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Mattia Cattaneo, Josef Cerny, Remco Evenepoel, Jan Hirt, James Knox, Yves Lampaert, Fausto Masnada, Tim Merlier, Casper Pedersen, Pieter Serry, Martin Svrcek, Bert Van Lerberghe, Ilan Van Wilder, Mauri Vansevenant, Louis Vervaeke

Nye ryttere

Mikel Landa (Bahrain-Victorious), Gianni Moscon (Astana Qazaqstan Team), Jordi Warlop (Soudal-Quick Step Devo Team), Luke Lamperti (Trinity Racing), William Junior Lecerf (Soudal-Quick Step Devo Team), Antoine Huby (Vendée U), Gil Gelders (Soudal-Quick Step Devo Team), Paul Magnier (Trinity Racing), Warren Vangheluwe (Soudal-Quick Step Devo Team), Ayco Bastiaens (Alpecin-Deceuninck Development Team)

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ryttere, der forlader holdet

Florian Senechal (Arkea-B&B Hotels), Fabio Jakobsen (Team dsm-firmenich PostNL), Dries Devenyns (stopper karrieren), Michael Mørkøv (Astana Qazaqstan Team), Remi Cavagna (Movistar Team), Davide Ballerini (Astana Qazaqstan Team), Andrea Bagioli (Lidl-Trek), Mauro Schmid (Team Jayco AlUla), Tim Declercq (Lidl-Trek), Jannik Steimle (Q36.5 Pro Cycling Team), Ethan Vernon (Israel-Premier Tech), Stan Van Tricht (Alpecin-Deceuninck)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes næppe nogen holdmanager, der har manøvreret så godt på transfermarkedet som Patrick Lefevere. Den snu belgier har ikke WorldTourens største budget, og det gør sportslig succes til lidt af en udfordring. Succes har sportens suverænt mest vindende hold imidlertid masser af, men det betyder desværre også, at de utallige stjerner, han udvikler, meget hurtigt lokkes af bedre tilbud andetsteds.

Det har haft den kedelige konsekvens, at Lefevere har for vane år efter år at skulle sige farvel til et par af sine største navne. I 2015 var det Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran, i 2016 var det Tony Martin, i 2017 var det Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin, i 2018 var det Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann, i 2019 var det Philippe Gilbert, Elia Viviani og Enric Mas, i 2020 var det Bob Jungels, og i 2021 var det Sam Bennett og Joao Almeida. Hver gang tænker man, at det må betyde en markant nedgang i antallet af sejre, men år efter år lykkes det alligevel Lefevere at opfinde et par nye talenter, som betyder, at holdets position som ustoppelig sejsmaskine, nærmest uanset hvor mange stjerner der sendes andetsteds hen.

På det seneste synes magien imidlertid at være forsvundet. For første gang i en menneskealder endte holdet i 2022 ikke som det mest vindende hold, og faktisk gled de helt ned på en 6. plads på verdensranglisten. Det skete endda, selvom Remco Evenepoel havde en regulær drømmesæson, men han var desværre også i et vist omfang en belgisk enmandshær, hvis mange point, der indbragte en 3. plads på den individuelle rangliste, slet ikke var nok til at give holdet de mange topresultater, vi er vandt til. Det blev heldigvis lidt bedre i 2023, hvor holdet avancerede til ranglistens 3. plads, men pladsen som feltets sejrskonger genvandt man ikke, og faktisk endte man ”kun” som nr. 3 på listen bag både Jumbo og UAE.

Det er imidlertid slet ikke så mærkeligt. Da pludselig Evenepoel faldt ned fra himlen som en kommende belgisk superstjerne, og da det lykkedes Lefevere at sikre hans underskrift på en kontrakt, Ineos også stræbte efter, viste sponsorerne pludselig enorm interesse for at bygge holdet op om en mand, der allerede var blevet nationalhelt, inden han havde kørt sit første professionelle cykelløb. Det har givet Lefevere flere penge at rutte med, end han tidligere har haft, men det har også betydet, at han har skullet gå på kompromis med holdets meget klare identitet. Det er jo i klassikerne og massespurterne, at holdet har excelleret, mens klassementer i etapeløb har været en sekundær prioritet, men sådan har det ikke været i de seneste sæsoner. Lefevere har mest af alt brugt sine ressourcer på at styrke gruppen af klatrere - og alligevel er der lang vej til, at hans hold kan matches UAEs og Jumbos - og samtidig er særligt klassikertruppen blevet udsultet.

Resultatet har været tydeligt. De seneste to klassikersæsoner har været regulære katastrofer, og meget symptomatisk blev det hele kun reddet - endda begge gange - af Evenepoels sejr i Liege. Det har gjort holdet enormt afhængige af deres belgiske stjerne, og sådan var det da også i 2023. Nok avancerede de til 3. pladsen på ranglisten, men det skyldtes i høj grad, at Evenepoel opnåede samme placering på den individuelle rangliste. Næstbedste mand var nemlig Andrea Bagioli på en beskeden 34. plads, og der var ikke andre blandt holdets mange stjerner i ranglistens top 50.

Derfor mærkede man også Lefeveres desperation, da rygterne om Evenepoels forestående skifte til Ineos tiltog i styrke og truede med at efterlade ham med et mindre fallitbo. Så galt gik det heldigvis, men det var blot starten på et yderst turbulent efterår. Senere fulgte hele balladen om den potentielle fusion med Jumbo, der længe efterlod både ryttere og stab, men også Lefevere selv i et limbo og en enorm usikkerhed, der truede med at sende langt det meste af holdet ud i en ganske vist betalt, men ikke specielt opmuntrende tilværelse som arbejdsløs.

Så galt gik det heldigvis ikke, og Lefeveres hold overlever som selvstændig enhed i 2024. Alligevel kan balladen meget vel have kastet nogle lange skygger over holdets fremtid. Det er uvist, hvor meget der skyldes usikkerheden om fusionen, men sandt er det i hvert fald, at Lefevere står tilbage som en af transfersæsonens helt store tabere. Nok engang er han blevet rippet for flere af holdets mest succesrige ryttere, og heller ikke denne gang har han hentet åbenlyse erstatninger. I stedet har han fastholdt sin succesrige tilgang med at satse på egne talenter, men denne gang må man frygte, at det har taget overhånd. I hvert fald har han denne gang stort set udelukkende hentet nyprofessionelle ryttere, og blandt dem synes der ikke at være nogen ny Evenepoel, der vil vinde et hav af cykelløb med det samme.

Måske mere problematisk er det, at Lefevere ikke fuldt ud er lykkedes med at adressere årsagen til, at Evenepoel flirtede med et skifte til Ineos. Det skyldtes som bekendt utilfredshed med den støtte, holdet kunne tilbyde, og derfor var der lagt op til, at Lefevere skulle bruge de mange nye sponsorkroner samt de penge, tabet af de mange stjerner må have frigivet, på en kraftig oprustning af klatrertruppen, men den kom aldrig. Således er der kun kommet én etableret klatrer til holdet, og det var vist ikke det, Evenepoel havde regnet med.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Heldigvis er den ene forstærkning også en enorm en af slagsen. Når Evenepoel skal tage kampen op med Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, har han modsat de tre rivaler ikke haft en stjerneløjtnant, der selv vil være i stand til at slutte helt i toppen af klassementet. Det får nu, hvor det er lykkedes at overtale Mikel Landa til at neddrosle de personlige ambitioner for i stedet af leve livet som luksusløjtnant for en af sportens helt store stjerner.

Det er en fremragende investering. Naturligvis er alt med det forbehold, at en mand på 34 meget hurtigt kan gå i forfald, men holder baskeren det niveau, han havde i det meste af 2023, hvor han opnåede en af sine mere succesrige sæsoner med et fremragende forår og en samlet 5. plads i Vueltaen, har Evenepoel vitterligt fået en mand, der kan sidde hos ham dybt inde i finalerne, og tillige være den stærke plan B, der kan give holdet den slags taktiske muligheder, som Jumbo og UAE har haft i de seneste år. Ja, faktisk kan han måske endda være manden, der i 2024 redder hele Tour-satsningen. Hvis det franske løb bekræfter, at det kniber med Evenepoels holdbarhed over tre uger, vil det bestemt være sandsynligt, at Landa ender som holdets bedste mand i klassementet. Evenepoel vil så sikkert stadig vinde et hav af etaper, som han gjorde i Vueltaen, men et eller andet klassementsresultat skulle man gerne få med hjem fra det løb, man satser størst på i 2024, og i den sammenhæng kan Landa være et mere sikkert kort end kaptajnen.

Samtidig må man formode, at han i foråret også fortsat får lov at jagte nogle personlige resultater, og hvis det går som i 2023, hvor han endte i top 7 i Fleche Wallonne, Baskerlandet, Catalonien, Tirreno, Andalusien og Valencia - herunder som nr. 3 på Muren i Huy og om nr. 2 bag Vingegaard i Baskerlandet - kan han forhåbentlig være med til at sikre, at holdets etapeløbssatsning nu betyder, at de er mere end bare en belgisk enmandshær.

Han er til gengæld også bare én blandt to etablerede nyerhvervelser, og den anden tjener slet ikke det formål at styrke truppen om Evenepoel, hvilket jo ellers burde være den helt store mission. I stedet forsøger man at lappe lidt på den forsømte klassikertrup ved at give Gianni Moscon en overraskende chance for at genrejse sin karriere, men det er selvsagt lidt af et sats efter to år, hvor særligt langtidseffekterne af corona har efterladt ham helt ude af stand til blot at være tæt på at levere resultater. Det ligger i hvert fald ikke i kortene, at han pludselig kan genrejses, men hvis nogen kan gøre det, er det naturligvis Lefevere. Det seneste eksempel, der kan tjene som inspiration, er genrejsningen af Mark Cavendish, der også kom lige så meget ud af det blå, som en genrejsning af Moscon vil gøre det - og lykkes det, ved vi, at Moscon er et alsidigt uhyre, der kan begå sig i alle slags klassikere, i ugelange etapeløb og som alsidig superhjælper for Evenepoel i Touren.

Hvis Moscon-satset lykkes, står Lefevere således tilbage med to glimrende signings. Problemet er bare, at de skal udfylde et gigantisk hul efter den åreladning af topnavne, der denne gang synes at have nået næsten nye højder. Det er svært at finde ud af, hvor man skal starte, men det er klart, at det store stjernenavn er Fabio Jakobsen. Hollænderen havde måske ikke sin bedste sæson i 2023, men han viste flere gange, at farten bestemt intet fejler. Han er stadig en af verdens allerhurtigste sprintere, men bruddet var uundgåeligt, når det nye fokus på Evenepoel gjorde det umuligt at garantere ham en Tour-plads. Dermed bliver han det tydeligste eksempel på holdets transformation, for det er helt nyt, at man må smide en sprinter på porten for at få plads til en klassementsrytter.

I det hele taget er neddroslingen af sprintersatsningen voldsom. Hidtil har man typisk haft to deciderede supersprintere og ofte også en yngre rytter, der har fungeret i rollen som tredjesprinter. Det havde man også i 2023, men nu siger man farvel til to af de tre. Det er således ikke blot Jakobsen, men også tredjesprinteren Ethan Vernon, der ryger i svinget, og da ingen af dem erstattes, efterlades Tim Merlier tilbage som holdets eneste relativt etablerede sprinter. Vernon bliver nok aldrig en supersprinter i stil med Jakobsen eller Merlier, men han gav indikationer på en vis alsidighed, der kunne gøre ham brugbar også i visse klassikere. Derudover vandt han jo altså otte gange og flere gange på WorldTouren, og da han fortsat er blot 23 år gammel, må hans exit betegnes som et betydeligt tab.

Denne udrensning blandt sprinterne gør også tabet af Michael Mørkøv knap så voldsomt, som det kunne have været. Danskeren viste igen i 2023, at han stadig skal regnes som en af de bedste lead-out men, men han var jo en del af Jakobsens og ikke Merliers tog, hvor Bert Van Lerberghe spillede rollen som sidste mand. Færre sprintere betyder behov for færre lead-out men, og derfor er det ikke overraskende, at de lod Mørkøv rejse, selvom det på papiret er en svækkelse.

I det hele taget svækkes toget voldsomt. Man siger nemlig også farvel til Florian Senechal og Davide Ballerini, der begge har været fremragende i deres lead-out-roller. I lyset af de færre sprintere er tabet i den sammenhæng naturligvis heller ikke for deres vedkommende alt for udtalt, men til gengæld er deres exit et klart bevis på den udsultning af klassikertruppen, som bare fortsætter og fortsætter. Sandt er det, at Senechal så ud til at toppe i 2020 og 2021, og at Ballerini aldrig indfriede det forrygende potentiale, særligt han 2021-sæson gav antydninger af, og der er ikke meget, der tyder på, at de vil vinde WorldTour-klassikere i fremtiden. Det ændrer dog ikke på, at klassikertruppen er voldsomt svækket i deres fravær, og at Moscon er det eneste bud på en erstatning. At de så samtidig begge har leveret adskillige flotte resultater i rollen som sprintere - særligt efter hårde løb - gør blot tabet endnu mere oplagt.

I endagsløbene mister holdet også Jannik Steimle og Stan Van Tricht. Steimle stagnerede desværre i sin tid på holdet og blev reduceret til ren hjælper, men Van Tricht viste i år klare tegn på fremgang, blandt andet med nogle fornemme resultater i mindre belgiske endagsløb. I den slags løb har Steimle også fortsat sin berettigelse, og selvom det bestemt er tab, der kan overleves, er det ryttere, man med fordel kunne have beholdt. Af gode grunde kører de nemlig en del mindre løb på belgisk grund, og her har de begge med deres gode spurt fine chancer for at levere resultater. Til fladlandet mister holder også Tim Declercq, der jo sjældent bidrager med personlige resultater, men der er en grund til, at han har haft en ret fast plads i de største løb, både grand tours og klassikere. Som hjælper er han ikke let at erstatte.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Heller ikke i det kuperede terræn slipper holdet for en åreladning, og også her er det dramatisk, når man siger farvel til Andrea Bagioli og Mauro Schmid. Begge er nemlig fortsat uhyre lovende talenter. Bagioli var ganske alt for svingende og nåede alt for sjældent sit topniveau, men hans kørsel i Montreal i 2022 og i Lombardiet i 2023 vidner om, at han stadig kan udvikle sig til en af verdens bedste ardennerryttere. I det lys er det uhyre ærgerligt at miste ham, netop som han nåede sit største resultat, og hvor det står helt klart, at Julian Alaphilippe har set sin bedste tid. Heldigvis har de Remco Evenepoel, der jo også er et uhyre i kuperede klassikere, men Bagiolis exit øger blot den i forvejen enorme afhængighed af vidunderbarnet.

Schmids exit er også uhyre ærgerligt. Han havde en skuffende 2023-sæson, men det potentiale, han viste i 2022, var meget lovende. I mindre etapeløb uden alt for høje bjerge og i kuperede klassikere havde han været en klar forstærkning, hvis langsigtede potentiale fortsat er uklart. Nu endte det hele endda i et halvoffentligt skænderi mellem ham og holdet og dermed en ærgerlig exit for en mand, der som Bagioli måske også kunne have bidraget som hjælper for Evenepoel i grand tours. Så er det mindre dramatisk, at Dries Devenyns indstiller sin karriere, for selvom han skam stadig kørte på et fint niveau indtil allersidst, var der ikke megen fremtid i den 40-årige belgier, der endte som ren hjælper for hovedsageligt Alaphilippe, hvis rolle på holdet nok står til at blive mindre i fremtiden.

Endelig er der Remi Cavagna, der jo også er meget svær at erstatte. Den brølstærke franskmand kan ikke blot hjælpe i de fleste terræner, han kan med sin status som ustoppelig udbryderkonge også bidrage med sejre på højeste niveau, ligesom han kan det på enkeltstarterne. Han søger væk for at få mere personlig frihed, og det er jo i virkeligheden lidt paradoksalt, når han gør det på et tidspunkt, hvor den store afgang af topnavne burde kunne have efterladt ham med mere spillerum.

Hvem i alverden skal da udfylde alle de huller - ud over altså Landa og Moscon? Jo, det skal en række unge talenter. Det er jo som sagt holdets spidskompetence at gøre talenter til stjerner, men de udfylder næppe alle hullerne allerede i 2024. Der er heldigvis et par spændende navne, ikke mindst Luke Lamperti, William Junior Lecerf og Paul Magnier. Førstnævnte er en af de absolut mest spændende U23-sprintere og har potentiale til at blive en kommende sprinterstjerne. Han må også forventes at kunne levere resultater med det samme. I hvert fald må han næsten betegnes som holdets nye andensprinter efter Vernons og Jakobsens exit, og selvom han fortsat har begrænset erfaring i de store løb, vil det ikke overraske, hvis han bidrager med sejre allerede i det kommende år.

Faktisk er han ikke alene om at give holdet nye muligheder i massespurterne. De rykker nemlig også den mere erfarne Jordi Warlop op fra udviklingsholdet. Han var en af taberne, da B&B-holdet kollapsede, men overraskede positivt, da Soudal kastede en redningskrans til ham. Hans 2. plads i Muscat Classic og fine resultater i en række mindre endagsløb var i hvert fald et skridt op i forhold til Sport Vlaanderen-tiden, hvor han ikke excellerede. Han er 27 år gammel og derfor næppe nogen fremtidig superstjerne, men han kan fungere som sprinter i mindre endagsløb, køre lead-out og bidrage med nogle af de resultater, som Van Tricht og Steimle kunne have bidraget med på belgisk grund.

Lecerf derimod er den næste spændende belgiske klatrer. Det viste han med sin 5. plads i l’Avenir, sin sejr i U23-Lombardiet og sin 4. plads mod de professionel i Tour Alsace. Han synes i hvert fald ved første øjekast at kunne komme ganske langt, selvom det er uklart, hvor mange resultater han kan levere allerede i den kommende sæson. Med holdets nye fokus på etapeløb er investeringen i en belgisk klatrer selvsagt helt oplagt.

Magnier er langt vanskeligere at få styr på. Den bare 19-årige franskmand havde en imponerende første sæson som U23, hvor han blandt andet var uhyre tæt på at tage en enorm sejr med sin 2. plads i den stigende spurt på sidste etape i Limousin og endte som nr. 3 ved U23-EM i den eksplosive finale på Vamberg. Det lugter af fart og punch, der kunne bringe ham i retning af brostensklassikerne, men han klatrede altså også ganske flot i hårdere terræn i Limousin og Tour of Britain. Det kunne pege mere i retning af Ardennerne, og den alsidighed gør ham lige så spændende, som hans alder og resultater gør ham lovende. En eller anden form for klassikerrytter bør i hvert fald være hans fremtidige jobbeskrivelse.

Holdet henter også Gil Gelders og Antoine Huby, der også begge har deres force i kuperet terræn. Særligt Huby har imponeret på U23-scenen med sin samlede sejr i Fredsløbet og tillige med en 5. plads i Alsace bag Lecerf, og dermed er også han en oplagt satsning for et hold med stigende fokus på etapeløb. Gelders er lidt vanskeligere at kategorisere, fordi han har vist sig frem på stigninger, men også har vundet U23-udgaven af Gent-Wevelgem og er blevet nr. 2 i U23-udgaven af Paris-Roubaix. Han synes ikke på samme måde at være etapeløbsrytter, men en spændende mand til kuperede klassikere og - som resultaterne viser - måske også brostensklassikere.

Til sidstnævnte løb satser holdet også på Warre Vangheluwe. Han er faktisk så hurtig, at han kan begå sig i massespurter, men han har kun i begrænset omgang deltaget i den slags. Til gengæld gør den fart ham uhyre interessant, fordi han dermed kan være en type, der kan bidrage med resultater på egen hånd. Målet er at gøre ham til klassikerrytter, men også for ham vil det tage noget tid. Hans resultater indtil nu er pæne uden at være prangende, men det kan bestemt ikke udelukkes, at han i 2024 kan vise noget i mindre belgiske endagsløb.

Det skal vi til gengæld ikke regne med fra Ayco Bastiaens, der hentes fra Alpecins udviklingshold og er en meget overraskende signing. Han er 27 år gammel og dermed ikke længere noget talent, og han har stort set ageret ren hjælper. Han ligner en mand, der skal udfylde en Declercq-rolle, men den slags har Lefevere også haft for vane at signe - bare tænk på netop Declercq og navne som Stijn Steels og Julian Vermote.

Bastiaens’ og Lefeveres problem er bare, at der er færre kaptajner at hjælpe i den kommende sæson. I lyset af holdets transformation er investeringen i Landa formentlig genial - forudsat at den aldrende basker holder niveau - men det ændrer ikke på, at holdet står markant svækket tilbage. I spurterne mister de Jakobsen og Vernon, på brostenene skal de klare sig uden Senechal og Ballerini, og Schmid og Bagioli vil blive savnet i kuperet terræn. Tabene af Cavagna og Mørkøv kan også mærkes, og selvom man henter nogl uhyre spændende talenter i form af særligt Lamperti, Lecerf, Magnier og Huby, og man kan drømme om, at Moscon-satsningen giver pote, er det meget svært at tro, at denne stærkt foryngede trup kan levere på samme høje niveau, som vi har været vant til at se fra Lefeveres tropper. Den belgiske købmand har jo for vane at overraske hver eneste gang, hans hold synes at stå afpillet og amputeret tilbage, men denne gang ser opgaven voldsom ud med et meget stort ansvar på Evenepoels skuldre. Tiden vil vise, om han igen kan skabe det mirakel, der vil fastholde mandskabet som en af sportens giganter.