Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for INEOS Grenadiers?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, og i dag fortsætter vi serien med INEOS Grenadiers, der endte som nr. 4 på ranglisten i 2023 og også som nr. 4 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Det gælder også for INEOS Grenadiers, der i skrivende stund har 27 ryttere på kontrakt. Udfyldes en eller flere af de sidste pladser, vil en opdateret analyse blive bragt i forbindelse med holdoptakten senere på vinteren.

Ryttere, der bliver på holdet

Thymen Arensman, Egan Bernal, Jonathan Castroviejo, Laurens De Plus, Omar Fraile, Filippo Ganna, Ethan Hayter, Leo Hayter, Kim Heiduk, Mickael Kwiatkowski, Michael Leonard, Jhonatan Narvaez, Thomas Pidcock, Salvatore Puccio, Brandon Rivera, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Magnus Sheffield, Ben Swift, Connor Swift, Joshua Tarling, Geraint Thomas, Ben Turner, Elia Viviani

Nye ryttere

Tobias Foss (Jumbo-Visma), Oscar Rodriguez (Movistar Team), Andrew August (juniorrytter)

Ryttere, der forlader holdet

Daniel Felipe Martinez (BORA-hansgrohe), Tao Geoghegan Hart (Lidl-Trek), Pavel Sivakov (UAE Team Emirates), Ben Tulett (Team Visma | Lease a Bike), Cameron Wurf (?), Luke Plapp (Team Jayco AlUla)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde haft, først og fremmest i form af Chris Froome.

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der længe angiveligt har anbragt dem i deres egen liga, men som nu skulle være matchet af den kapital, man finder hos Jumbo og UAE. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans med en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har i nogle år haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andre hold (læs: Ineos) alligevel altid stjal de mest interessante navne.

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

Der kom dog kortvarigt en tilbagevenden til fortiden. Først hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. I 2020 fortsatte tendensen i et nærmest absurd omfang, for her handlede transferstrategien næsten udelukkende om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok var tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der var mere Carapaz end Sivakov over det, da man på én gang hentede Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens De Plus i en sæson, hvor man skulle i gang med at forberede sig på en tid uden Froome.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Forklaringen var lige for. I 2020 oplevede holdet for første gang, at de blev overhalet af Jumbo og UAE, der med deres store slovenske brød det britiske holds monopol på Touren. Den udvikling er kun accelereret siden da, og faktisk er det siden Egan Bernals Tour-sejr i 2019 kun blevet til to vundne grand tours, nemlig Giroen i 2020 med Tao Geoghegan Hart og Giroen i 2021 med samme Bernal. Holdet er stadig fast bestanddel af top 4 på verdensranglisten, de har udbredt repertoiret i klassikerne, hvor de har haft stor succes, og de har også vundet en masse andre etapeløb, men grand tours er ikke længere holdets domæne.

Det har helt sikkert gjort ondt på Brailsfords selvforståelse, og der har også været tegn på en vis desperation. I hvert fald har holdet haft følere ude hos både Tadej Pogacar, Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Juan Ayuso, og de skulle angiveligt være villige til at betale snart sagt hvad som helst for igen at få fingre i en rytter, der kan vinde Touren. Den desperation skyldes naturligvis i høj grad, at de jo mistede deres egen guldfugl, Bernal, der efter sit styrt fortsat er en skygge af sig selv.

I denne sæson nåede rygterne dog nye højder. Gennem hele året blev der talt meget intenst om, at Evenepoel skulle til England som deres nye stjerne, og de rygter blev kun stærkere, da også vidunderbarnets far bidrog til den offentlige samtale. Mest intense blev de, da Jumbo-Soudal-fusionen kortvarigt så ud til at blive til virkelighed, men som bekendt faldt den og dermed chancen for at bryde Evenepoels kontrakt til jorden. Til gengæld opstod der pludselig en gigantisk chance, da Roglic blev løst fra sin kontrakt, men i det, der må betegnes som en lille ydmygelse af det britiske storhold, valgte sloveneren det, der engang var verdens bedste grand tour-hold, fra.

Det kom som en overraskelse for mange. Der vil nemlig utvivlsomt være flere, der sad tilbage med fornemmelsen af, at briterne havde et es i ærmet, for igennem lang tid var holdet helt passive på transfermarkedet. Samtidig kunne man se den ene af holdets stjerner efter den anden skrive kontrakt med andre hold, og dermed var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at Roglic eller Evenepoel kunne være på vej til holdet. Det skete som bekendt ikke, og dermed sidder man tilbage med indtrykket af den mærkeligste transferkampagne i mands minde. Kontrakterne er forlænget med mange af holdets kulturbærere, men stjerner er forsvundet uden at blive erstattet, og nyerhvervelser er der nærmest ingen af. Senest er det kommet frem, at Rod Ellingworth, der i de seneste år mere eller mindre har overtaget hele ansvaret fra Brailsford, helt uventet og med kort varsel har forladt holdet, og man sidder derfor tilbage med fornemmelsen af et hold, der næsten er i opløsning.

Det er nemlig voldsomt, som holdet har måttet sige farvel til sine topnavne. Man ved næsten ikke, hvo man skal starte, men det gør nok mest ondt at se Tao Geoghegan Hart sige farvel. Ikke blot er han brite, hvilket i sig selv er en vigtig faktor for det britiske hold. Han er også en af verdens bedste grand tour-ryttere og måske det bedste bud på en grand tour-vinder fra Ineos i 2024 - hvis altså han var blevet på holdet. I hvert fald rejste han sig efter nogle skuffende med en sublim 2023-sæson, hvor han bekræftede, at potentialet fra 2020 er intakt, og hvor han lignede en mand, der meget vel kunne have vundet Giroen, hvis ikke det havde været for hans voldsomme styrt. Netop styrtet betyder også, at vi ikke helt ved, hvor stort tabet bliver, fordi det kan være meget vanskeligt at komme tilbage fra en brækket hofte, men den Geoghegan Hart, vi så i Giroen, havde formentlig været Ineos’ bedste mand i 2024. Derfor er tabet enormt, og det gør nok ekstra ondt, at han skiftede grundet manglende opbakning i den tid, hvor det ikke helt kørte i olie, og hvor han i 2022 så ud til at være kørt ud på et mindre sidespor.

Det stopper desværre ikke her. Pavel Sivakov siger også farvel, og også det er et stort tab. Ganske vist er han ikke blevet den stjerne, man kunne have troet, og han har i vidt omfang kørt som hjælper, men i den stadig svagere Ineos-trup ville han i 2024 have været en af kaptajnerne. Det ville han særligt, hvis han viser sig at genfinde det tårnhøje niveau, han havde i efteråret, hvor han kørte som en sand motorcykel. Selvfølgelig ville han have bidraget med mindre, hvis han ender på samme niveau som i begyndelsen af 2023, men efter denne udrensning er hans farvel et stort tab - og så gør det jo ikke just sagen bedre, at han skifter til rivalerne fra UAE.

Rækken fortsætter. Holdet siger nemlig også farvel til en tredje potentiel kaptajn i form af Daniel Martinez, men om det er noget stort tab, er mere usikkert. Tabet havde været enormt, hvis vi talte om den Martinez, vi så i første halvdel af 2022, hvor han var en af feltets helt store oplevelser, men siden midten af 2022 har han ikke kunnet træde en bule i nogen som helst blød hat. Om der blot er tale om en midlertidig krise, ved vi selvsagt ikke, og derfor kan det sagtens vise sig, at man nok overlever hans skifte til Bora, men man kommer ikke uden om, at det er endnu en potentiel kaptajn, der smutter videre.

Lad os tage den næste i rækken. Luke Plapp er lidt i samme situation som Martinez i den forstand, at han havde en halvkatastrofal 2023-sæson, men til gengæld er han stadig så ung, at han har fremtiden foran sig. Sit potentiale har han i hvert fald indikeret ved flere lejligheder, og selvom han ikke skulle nå de højder, man drømte om, da han for to år siden blev professionel, er det en potentiel guldfugl, de mister. I dette tilfælde gør de det dog med helt åbne øjne, da de lod ham bryde kontrakten et år før tid og dermed formentlig indkasserede en pæn sum fra Jayco.

Det gjorde de til gengæld ikke for deres andet ”tabte” talent. Ben Tulett rejser til rivalerne fra Jumbo, og også det gør ondt. Også i dette tilfælde er juryen dog ude i forhold til den langsigtede betydning af tabet, for Tulett udviklede sig faktisk slet ikke specielt lovende i sin tid på holdet. I 203 vandt han ganske vist samlet i Norge, ligesom han blev nr. 2 i Ungarn, men i de store løb skuffede han, hans enkeltstart var ikke som tidligere, og i bjergene er han aldrig slået igennem som håbet. Det er naturligvis et kvalitetsstempel, at Jumbo tror på ham, og på et hold, der efterhånden mangler kaptajner, vil han være savnet, men i første omgang er det ikke det største tab i de store løb.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Det sidste exit er heldigvis mindre dramatisk, da holdet ikke forlænger med Cameron Wurf, hvis cykelkarriere jo også har været en nebengesjæft ved siden af triatlonkarrieren, men han er også den eneste udprægede hjælpertype, man mister. Alle de øvrige fem ryttere er potentielle kaptajner, der enten har vundet eller er kørt i top 2 i WorldTour- og ProSeries-etapeløb, og det siger lidt om, hvor voldsom en åreladning af talent, vi taler om.

Hvem skal så erstatte dem? Tja, i hvert fald ikke Roglic eller Evenepoel. Det bedste bud på en erstatning er Tobias Foss, der for år tilbage havde været at regne som lidt af et kup. Dengang var nordmanden et af de allermest spændende talenter, og han startede også sin professionelle karriere ganske lovende med en samlet top 10 i Giroen. I de seneste to år er næsten alt til gengæld gået galt, og ser man bort fra hans VM-sensation i 2022, har der været bekymrende langt mellem snapsene, selvom han egentlig har fået masser af personlig plads på et hold, hvor den slags kan være svær at få. I forhold til egne chancer kommer han til Ineos på det rigtige tidspunkt, nu hvor den store svækkelse betyder, at man langt lettere end tidligere kan få kaptajnroller, men Foss har meget at bevise efter sine sløje år - ikke mindst i bjergene, hvor det fortsat er lidt svært at se, at han kan komme hele vejen til at blive grand tour-stjerne. Hvis han skulle blomstre op igen, kan han lukke lidt af hullet, men nogen fuldgod erstatning for den store åreladning af talent, er han slet, slet ikke.

Derudover har man foretaget en af sæsonens mest overraskende signings ved at hente Oscar Rodriguez. Spanieren startede ganske vist sin karriere lovende ud ved at levere en af nyere tids mest overraskende Vuelta-etapesejre, men hverken hos Astana eller Movistar indfriede han potentialet. Faktisk var han meget skuffende i sine to år hos det spanske hold, hvor 2023 dog også blev ødelagt af det grimme Giro-styrt, og da han har nået en alder på 28, er spørgsmålet, om ikke han allerede har toppet. Kan han genfinde sit tidligere niveau, kan han dog sagtens køre klassement i mindre etapeløb uden enkeltstarter, og først og fremmest kan han være en god hjælper i bjergene. Problemet er bare, at der er færre kaptajner at støtte.

Så er der heldigvis langt mere fremtidsmusik i holdets tredje nyerhvervelse, der til gengæld kan være et sandt kup. Andrew August har i de to seneste sæsoner været en af de allermest lovende juniorryttere med adskillige topresultater i de største juniorløb, og i en alder af bare 17 år blev han minsandten også nr. 2 i Redlands Cycling Classic, der er et af USA's største etapeløb, og hvor han slog tidligere topryttere som Sergio Henao og Robin Carpenter. Som Carlos Rodriguez, Remco Evenepoel og efterhånden flere andre skipper han helt juniorklassen, og medmindre han viser sig lige så vild som Evenepoel - og det er trods alt store krav at stille - leverer han næppe resultater allerede i 2024. Det er imidlertid også alt rigeligt at følge Rodriguez-sporet, og han kommer endda til holdet med en langt mere overbevisende juniorkarriere end den, spanieren havde. August er i hvert fald et af de allermest spændende etapeløbsrytter, og forhåbentlig har man her sikret sig en af fremtidens stjerner og kaptajner.

Problemet er bare, at der er forskel på fremtid og nutid. Det er ikke August, der i 2024 fastholder Ineos som et af verdens bedste cykelhold. Det skulle folk som Geoghegan Hart, Sivakov, Martinez, Plapp og Tulett gøre, men det kommer de ikke til. Selv hvis det lykkes at bringe nordmanden tilbage på sporet, kan Foss heller ikke gøre det på egen hånd, og da Rodriguez næppe heller gør det, står vi tilbage med et dramatisk svækket Ineos-hold efter en af nyere tids mest mærkelige transferkampagner, som kan få meget svært ved at fastholde holdet blandt ”The Big Four” ved siden af Jumbo, UAE og Soudal-Quick Step.