UAE Tour-analyse: Den belgiske positioneringskonge slår til igen

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Tænk, hvis en massespurt bare handlede om at være hurtigst. I givet fald havde vi utvivlsomt set en temmelig anderledes sejrsliste end den, der igennem de seneste år er blevet opbygget. Hvis blot det hele handlede om fart, ville det nemlig være så dejligt enkelt. Så ville massespurter meget ofte være lette at spå om, for et farthierarki er ofte relativt veletableret og fast.

Men det er de bestemt ikke. Tværtimod findes der ingen disciplin i cykelsporten, der som massespurter kan være præget af tilfældighed og uforudsigelighed, og det skyldes, at en sprinter skal kunne så meget mere end bare at spurte. Faktisk er selve spurten ofte den mindste del af en sejr, og den væsentligste grundsten bliver meget ofte lagt, inden sprinteren overhovedet har åbnet for gassen. Hvis ikke det var tilfældet, ville en fyr som Dylan Groenewegen have vundet meget mere, end de rent faktisk har, for han har gentagne gange bevist, at han i hvert fald før sin karantæne havde den højeste topfart, også med en vis afstand.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det bedste bevis på, at sprinteres mindste opgave ofte kan være at spurte, har vi set i denne uges UAE Tour. Som altid har det arabiske løb budt på et hav af helt flade boulevardspurter uden væsentlige tekniske komplikationer, og den slags finaler har gjort løbet til sæsonens måske bedste test af, hvem der faktisk er feltets hurtigste. År efter år tiltrækker det arabiske løb med sin sprintervenlige rute en skræmmende serie af topsprintere, som man måske slet ikke finder i andre løb på en hel sæson, og derfor er det altid imødeset med stor spænding, særligt for at forstå, om hierarkiet har ændret sig hen over vinterpausen.

Den forventning havde vi også i år, hvor halvsløje sæsoner, karantæner og skader har betydet, at mange af de hurtigste har skullet bevise deres værd i 2022. Godt nok savnede vi Caleb Ewan, Fabio Jakobsen og Tim Merlier i årets felt, men alle de øvrige supersprintere, særligt Jasper Philipsen, Mark Cavendish, Sam Bennett og Groenewegen, var klar til at gøre os så meget klogere inden de store europæiske løb.

Af de fire sprinteretaper er der nu bare én tilbage, og reelt sidder vi stadig tilbage med stor uklarhed, hvem der faktisk er hurtigst. Denne uges arabiske sprinterkaos har nemlig sat en fed streg under, at massespurter netop er så meget andet end selve spurten. Faktisk er det i de fire massespurter kun to af de fire topsprintere, der har kunnet spurte nogenlunde uhindret ved hvert eneste af de tre opgør.

Det har også varieret lidt, hvem det har været. Sam Bennett fik lov at vise sin form og fart i den første og den tredje massespurt. For Mark Cavendish lykkedes det kun ved den anden, men den vandt han til gengæld også. Den store taber har været Dylan Groenewegen, der nu har brugt tre af sine fire skud i bøssen, og det er endnu ikke lykkedes ham at spurte rigtigt bare én eneste gang.

I dette kaos har der dog været én konstant. Jasper Philipsen har været der hver eneste gang, og det er lidt af en bedrift, når man ser på, hvor anarkistiske spurterne har været. Det kan imidlertid ikke undre, for er der noget, der har kendetegnet den hurtige belgier lige fra hans allerførste WorldTour-løb i Tour Down Under i 2019, har det været, at han positionerer på så forrygende, at vi vel skal se i retning af Peter Sagan for at finde noget lignende - en evne, der i øvrigt var den væsentligste årsag til, at han tog sin første sejr allerede i det australske løb for tre år siden

Bare tag sidste sæson som illustration. Philipsen kørte ikke færre end 10 massespurter i grand tours, og han missede kun én gang. I en enkelt Vuelta-spurt endte han som nr. 9 - som i parentes bemærket er et hæderligt resultat på en dårlig dag - men i de ni øvrige spurter var han hver eneste gang at finde i top 3! Det er en temmelig unik præstation i grand tour-sammenhæng, som kun bliver endnu mere imponerende af, at Alpecin kun i begyndelsen af Touren, hvor Mathieu van der Poel og Tim Merlier stadig var i løbet, kunne prale af at have bare ét af de bedste tog.

I dag var han der så igen, den stabile belgier, da UAE Tours næstsidste massespurt fandt sted ved kysten ud til Den Persiske Golf. Spurten blev uden tvivl den mest organiserede af de tre, og for første gang var der relativt organiserede tog, som kunne sætte deres sprintere perfekt i scene. Først var det Israel-Premier Tech, der leverede Rudy Barbier ganske fornemt, indtil de til slut tabte kampen til Danny van Poppel, der fortsatte sin kurs mod toppen af lead-out-hierarkiet med sin hidtil bedste iscenesættelse af Bennett.

I det kaos, der har hersket hidtil, har det været svært at gætte, hvilket hjul man skal vælge. Det har nemlig ingenlunde været klart, hvem der ville blive afleveret bedst, men Philipsen har siddet der hver eneste gang. Måske gik det ikke perfekt i mandags, men det var ikke så galt, at han ikke endte med at køre sin helt egen og uhindrede spurt. Havde man set de foregående spurter, ville man også have vidst, at Bennetts hjul meget vel kunne være det rette sted at sidde, når ireren blev afleveret så suverænt af Van Poppel. Og hvem sad dér: det gjorde Philipsen naturligvis!

Derefter var hovedparten af opgaven gjort, men inden han kunne krydse stregen til sejr nr. 2, som blot fortsætter hans endeløse sejrsstime fra sidste efterår, skulle han også bevise, at han altså er lynhurtig. Bennett er trods alt ikke nogen Louis Meintjes i en spurt, men da de to supersprintere stod ansigt til ansigt i en helt ren duel på fart, var der ikke skyggen af tvivl om, hvem der er hurtigst. Og det må i virkeligheden trods alt være det, der bekommer Philipsen allerbedst. Positioneringsevne har han altid haft, men nu er farten altså også tårnhøj - så høj at han foreløbig står til at blive vinderen blandt løbets fire supersprintere, selvom han vel egentlig startede løbet som den på papiret langsomste.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det skal imidlertid også siges, at omstændighederne omkring Bennett er specielle. Ireren har ikke lagt skjul på, at han grundet sin lange løbspause bestemt ikke er i topform, og det var også ret tydeligt ved de to første massespurter, at fysikken haltede. På den baggrund er det rimeligt at give ham lidt tid til at finde det niveau, han havde, inden og Patrick Lefevere indledte deres stormombruste fjendskab, for det er hvert fald åbenlyst, at hans fart i dag var en helt anden, end da han for et år siden vandt i præcis den finale, der i dag var rammen om hans tredje spurt i næsten 10 måneder.

Alligevel må han sove lidt uroligt. Topfarten er som bekendt noget af det, der forsvinder relativt tidligt, og Bennett er trods alt en i sprintermæssig sammenhæng ældre herre på 31. Om han nogensinde igen finder fordums styrke, kan vi i hvert fald ikke vide os sikre på. Til gengæld kan han sove roligt i forvisning om, at han i dette løb har set, at han har en lead-out man, der vil kunne gøre Mørkøv rangen stridig i rollen som den bedste i sidste position inden en sprinter.

Bennett ligner i hvert fald lige nu den langsomste af de fire supersprintere, men hvem der er hurtigst ved vi stadig ikke. Cavendish beviste dog med sin vanvittige modvindsspurt i mandags, at han fortsat har en overhånd i forhold til Philipsen, men det fik han desværre ikke mulighed for at bevise i dag. En tabt kæde på den sidste kilometer betød nemlig, at Mørkøv pludselig kørte rundt mutters alene. På det tidspunkt så situationen allerede lidt halvsvær ud, da det i dette løb ikke så imponerende Quick-Step-tog havde anbragt sprinterduoen lidt for lagt tilbage, og det lignede en svær opgave at bringe briten på omgangshøjde med Philipsen og Bennett. Det er dog langt fra givet, at Cavendish ikke kunne have vundet - i hvert fald hvis han var frisk efter sit styrt - for der var stadig til at et godt oplæg fra Mørkøv kunne have bragt ham så langt frem, at han med en højere topfart kunne have vundet for anden gang.

Den mulighed eksisterede aldrig for Groenewegen, og det er efterhånden frustrerende. Allerede sidste år, hvor han kørte Cavendish ud af hjulet i Danmark Rundt, sad jeg med fornemmelsen af, at han stadig er verdens hurtigste, og sådan så det bestemt også ud på 1. etape, hvor han lignede en stensikker vinder, inden Philipsen fik blokeret vejen for ham. Desværre har løbet her nok engang sat en fed streg under de positioneringsproblemer, der sidste år var hovedårsagen til de bare tre sejre, og hans unge og urutinerede tog har slet, slet ikke kunnet begå i et felt, der er meget stærkere end i den succesrige debut i Saudi Tour.

Faktisk har det været så skidt, at han måske ikke engang er den mest sandsynlige hollandske vinder i dette løb. I dag satte Olav Kooij nemlig igen en fed streg under, at hans fremtid er så uendeligt lys, da han for første gang tog kampen op mod supersprinterne. Allerede i mandags lignede han en af de allerhurtigste, men de to første dage understregede også hans positioneringsproblemer. I dag havde han efter Tom Dumoulins kollaps fuld støtte fra holdet, og denne gang lykkedes det Jumbo at få ham anbragt perfekt bag Philipsen. Her så han faktisk ud til at være hurtigere end belgieren, men desværre lykkedes det for anden gang i løbet for belgieren at blokere vejen for en måske hurtigere rytter, der var på vej bagfra. Forhåbentlig får han chancen for at bevise sit virkelige værd i morgen. Han ser nemlig stadig ud til at være en guldklump for Jumbo.

Mere nedslående var det for andre. Eksempelvis må Arnaud Demare nok engang sande, at hans engang så suveræne tog ikke længere er det bedste. I mandags lignede det ellers en lille renæssance, men igen i dag blev de kørt over, så den i forvejen ikke alt for hurtige franskmand blev efterladt så langt tilbage, at han alene kunne spurte for en sekundær placering.

Det samme var tilfældet for Elia Viviani. Italieneren plejer ellers nok at kunne placere sig rigtigt, men i dag endte også han for langt tilbage. Støtten er som bekendt begrænset, og måske begik han den fejl at holde sig til Filippo Ganna hele vejen til mål. Nok er Ganna en tempokonge, men lead-out man er han trods alt ikke. Når Van Poppel og Mørkøv træder an, vil Ganna altid glide baglæns, og Viviani skal nok fremover igen bruge sin næse til at udse sig det rette hjul, selvom det gik galt i mandags.

Han kunne i hvert fald godt ønske sig israelernes tog. På papiret har de været blandt de stærkeste, men det var først i dag, at de endelig beviste det. Det gjorde de til gengæld også med en fejende fornem opvisning, der kunne have sat Rudy Barbier i scene, hvis timingen havde været en smule bedre, og hvis ikke Van Poppel havde været en bedre sidste mand end Rick Zabel. Desværre har løbet også vist, at Barbier mangler noget fart, men hjemme i Italien må Giacomo Nizzolo gnide sig i hænderne over at se, at to fra hans faste gruppe, Alex Dowsett og Zabel, var med til at gøre det mellemøstlige kaos til noget, der havde karakter af en form for orden.

Man må også tage hatten af for Matteo Malucelli. Det er lidt af en genfødsel, den engang så lovende italiener har oplevet hos Gazprom. Helt uden støtte fra et hold, der mest har travlt med at sende mellem 2 og 6 mand i udbrud, har han nu to gange i træk været med helt fremme. Den positioneringsevne, der i sin tid fik ham til at ligne en kommende supersprinter, synes tilbage.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er den til gengæld ikke for Max Kanter og Alberto Dainese. Det har altid været deres store svaghed, og heller ikke i dag lykkedes det dem at komme frem og bevise den høje fart, de utvivlsomt har. Det er uhyre bekymrende for dem begge. For Kanter skyldes det, at løbet har bevist, at et skifte til Movistar næppe er ideelt for ham, og for Dainese må det betegnes som stærkt urovækkende, at lead-outs, der er et hovedfokus for DSM, har fungeret så ringe, som det har været tilfældet her.

De kunne lære noget af UAE, der har set Maximiliano Richeze rejse sig igen, netop som reelt allerede var sendt på cykelpension, men i dag fik han ikke lov til at bevise det. En defekt til Tadej Pogacar sendte argentineren ned for at redde den førende slovener, og det er formentlig hovedårsagen til, at den normalt ellers så positioneringsstærke Pascal Ackermann denne gang aldrig nåede frem i tide. Det lever holdet dog sikkert med, for faktisk fik de noget, der var endnu vigtigere end en sekundær top 5 til tyskeren - det er nemlig det, hans fart synes at række til - da Pogacar nok engang viste sin alsidighed ved at holde sig til i den kortvarige sidevindssplittelse og herefter spurte sig til nogle uventede bonussekunder, som styrker positionen inden lørdagens helt store bjergslag på Jebel Hafeet.

Her vil han utvivlsomt være med helt i front, men for bjergryttere er det også ret enkelt. Hvis man er blandt de stærkeste, ender man altid blandt de forreste, men sådan er det langt fra for selv den hurtigste sprinter. Det kan Groenewegen i hvert fald skrive under på efter de første tre spurter i dette løb, hvor han nok engang har måttet indse, at massespurter handler om så meget andet end fart. Hvis ikke man har det bedste hold, skal man nemlig også mestre den endnu vanskeligere positioneringskamp. På det område synes feltet at have fået en ny konge. Og han kommer fra Belgien.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK