Volta a Catalunya-analyse: Det omvendte Froome-kup

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

I sin lange storhedstid var det meget sjældent, at Chris Froome blev bragt helt ud af fatning, men det skete enkelte gange. Mest berømt er selvfølgelig Nairo Quintanas og Alberto Contadors vilde kup i Vueltaen i 2016, hvor de på etapen til Formigal - en etape, der i dag går under navnet Froomigal-etapen - med angreb fra km 0 tog Sky på sengen i en opvisning, der kostede briten den samlede sejr på et tidspunkt, hvor han havde kurs direkte mod den røde trøje. Mange vil sikkert også huske Tirreno-Adriatico i 2013, hvor det på en episk og regnvåd muretape lykkedes for Vincenzo Nibali, Peter Sagan og Joaquim Rodriguez at få briten til at træde så firkantet, at en sikker samlet sejr blev formøblet.

Knap så mange husker sikkert Volta a Catalunya i 2017, formentlig fordi det dengang ikke kostede ham den samlede sejr. Dengang havde han nemlig skuffet på den første af to bjergetaper, men med en stærkt comeback på kongeetapen gik han ind til den afsluttende og normalt ikke specielt afgørende weekend på den samlede 2. plads bag Alejandro Valverde. Den burde han uden problemer have kunnet forsvare på en kuperet lørdagsetape, der lagde op til et stensikkert udbrud, og på den klassiske Barcelona-etape, hvor han måske havde en lille ide om også at kunne angribe Valverde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den plan måtte han hurtigt droppe. Han og Sky-mandskabet havde totalt undervurderet lørdagsetapen, som jo bare var en udbrudsdag, der skulle overstås så let som muligt. Derfor var de totalt uforberedte, da regnen silede ned, og Contador som bare et halvt år forinden i Vueltaen var manden bag en vild og tidlig offensiv, der igen tog Froome totalt på sengen. Feltet knækkede på den første stigning, og efter et vildt og regnvådt forfølgelsesløb strakte Froome våben. Mens Valverde cementerede sin føring, Contador overtog Froomes 2. plads og Daryl Impey spurtede sig til sejren, rullede et slagent Sky-mandskab til mål med et tab på mere end 26 minutter efter til slut at have kastet håndklædet helt ind i midten af ringen.

Måske var det den oplevelse, der sad i baghovedet, da Ineos-mandskabet samledes til taktikmøde her til morgen. I hvert fald må briterne mere end nogen anden vide, at man aldrig skal undervurdere en regnvåd lørdagsetape i Volta a Catalunya, selvom den ligner en udbrudsetape, der bare skal overstås, så man kan være frisk til det endelige klassementsslag i Barcelona. Det var præcis, hvad der stod på menuen i dag, hvor den sidste weekend i den 101. udgave af det ældste spanske cykelløb igen bød på en udbrudsetape om lørdagen og den klassiske Barcelona-finale om søndagen. Og igen silede regnen ned, akkurat som den gjorde på den skæbnedag for fem år siden.

Ineos havde i hvert fald lært lektien. Denne gang skulle det være dem, der var hammeren og ikke sømmen, og mens Joao Almeida og resten af klassementsfeltet utvivlsomt allerede havde de fleste tanker i Barcelona, kom briterne blæsende ud af starthullerne på den første og svære stigning, hvor det ellers var meningen, at dagens udbrud skulle køre. Det var i hvert fald, hvad der stod i manuskriptet, inden Fanden tog ved Ineos, og med fremragende arbejde fra en pludselig genfødt Luke Plapp, der ellers har været en skygge af sit eget kometagtige selv i dette løb, og den så flyvende Jonathan Castroviejo fik feltet til at eksplodere. Og akkurat som for fem år siden førte det til drama.

Denne gang var det bare ikke Sky/Ineos, der var på bagkant. Det var derimod Almeida, der måtte se sig distanceret, allerede inden Plapp og Castroviejo var færdige med deres massakre. Kort efter legede Carapaz med god hjælp fra Plapp, der fik sat en fed streg under sit endeløse potentiale, pludselig Contador, og mens Almeida legede Froome, sejlede han væk sammen med Sergio Higuita i det, der skulle blive grundstenen til et mindeværdigt kup i stil med dem, Froome oplevede i Tirreno i 2013, Vueltaen i 2016 og altså i dette løb i 2017.

Alligevel så det længe ud til, at UAE måske kunne redde krisen. Almeida fik sig kæmpet tilbage til feltet, og når man betænker UAE-mandskabets vanvittige styrke, kunne det ligne en selvmordsmission. Marc Soler var da også sit overbevisende selv med stærkt føringsarbejde på det meste af etapen, Rui Costa, der ellers har været helt væk i dette løb, fandt pludselig sig selv, og Juan Ayuso satte igen en fed streg under, at han er en af løbets allerstærkeste.

Det var Almeida bare ikke. Hvis vi havde glemt, hvad vi lærte i Tirreno og Giroen sidste år, fik vi det bekræftet på sidste etape i Paris-Nice i år. Lige så forrygende Almeida er i godt vejr, lige så sårbar er han i regnvejr. For fjerde gang på et års tid kollapsede portugiseren, da regnen silede, og selvom hans ukuelige fight altid sikrer, at han aldrig knækker helt, var det i dag svært at se, at det var den rytter, som for bare 48 timer siden så ud til at være mindst to niveauer over alle andre. Samme forskel så vi imidlertid så sent som i Paris-Nice, hvor han var overbevisende i lørdagens tørvejr og i store problemer i søndagens regnvejr. Da George Bennett samtidig er om muligt endnu ringere, når han fryser, var UAE pludselig meget mere sårbare, end man kunne have forudset.

Det varede også længe, inden de fik allierede, men de kom. Gennem hele eftermiddagen tegnede der sig en mulig alliance med Bahrain, der næst efter UAE har været stærkest i dette løb, men vi skulle helt frem til sidste stigning, inden Wout Poels sendte Hermann Pernsteiner til fronten. Senere blev hele verden vendt på hovedet, da det lillebitte Uno-X med flot arbejde af Jonas Gregaard kom gigantiske UAE til undsætning for at forhindre, at Tobias Johannessen gled fra 7. til 8. pladsen. Og da Kaden Groves pludselig chokerede en hel cykelverden ved at befinde sig i et felt med hovedsageligt klatrere, tegnede der sig pludselig en solid redningsplanke, da BikeExchange med Callum Scotson og Damien Howson nu med sikkerhed ville komme frem med hele arsenalet, så snart Groves havde overlevet den sidste stigning. Selv den ellers hensygnende Impey kunne pludselig lugte en gentagelse af regnvejrssejren fra 2017 og sendte Simon Clarke til fronten, så snart stigningen var overstået.

På det tidspunkt så det ud til, at katastrofen måske kunne afværges for Almeida i det mylder af forskellige interesser, der altid gør cykelløb til en mere indviklet affære, end det på papiret kan ligne. Men så brød Ayusos overblik tilsyneladende sammen. Nok gav det mening, at han på nedkørslen sørgede for at samle det sidste sekund i den indlagte spurt op, så han med sikkerhed kunne sikre, at Nairo Quintana ikke ville passere Almeida i klassementet på et tidspunkt, hvor reelt føringsarbejde på en teknisk nedkørsel ikke var muligt, men det var ret uforståeligt, at han herefter fortsatte en offensiv på et tidspunkt, hvor hans kaptajn manglede ham mest. Selv da han efterfølgende fik selskab af to af Almeidas værste konkurrenter, Quintana og Wout Poels, lod han sig ikke falde tilbage til et felt, hvor Costa ellers arbejdede hårdt for at slukke den brand, Ayuso havde tændt.

Det lykkedes heldigvis for portugiseren med god hjælp fra Clarke, Howson og Scotson, og i sidste ende viste det sig også, Ayusos taktiske sammenbrud ikke fik nogen stor konsekvens. De to sydamerikanere viste sig nemlig så overlegne, at end ikke en højst uventet redningsplanke fra en helt uventet stærk Groves kunne redde Almeida fra at blive 2022-udgavens udgave af den Froome, vi så i 2017.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Derfor var det også fortjent, at kuppet lykkedes, og det var helt fortjent, at sejren gik til Carapaz. Det lå ellers i kortene, at den på papiret langt hurtigere Higuita ville vinde spurten, men der tegnede sig også en sandsynlig alliance. Førertrøjen var alligevel colombiansk, og enhver spurt koster altid sekunder, når det taktiske spil indledes. Derfor havde det været oplagt for Higuita at slå en handel af, sikre maksimalt samarbejde hele vejen og forære Carapaz sejren mod en maksimal tidsgevinst.

Den aftale blev imidlertid aldrig indgået, og Higuita endte med at være lidt for grådig. I sidste ende endte han nemlig mellem to stole, når han både forsøgte at holde farten tilstrækkeligt høj til, at tidstabet ikke blev for stort og samtidig forsøgte at vinde spurten fra spids. Det blev for meget at gabe over, og dermed kunne den ellers langsommere Carapaz tage en sejr, de færreste nok havde forudset, da starten blev givet.

Men det var fortjent. Det var nemlig Ineos, der - måske belært af erfaringerne fra 2017 - var i Contador-rollen og skabte løbet, og derfor var det også kun passende, at de blev belønnet med sejren. Samtidig var det en god påmindelse om, hvor forrygende en entertainer Carapaz er. Da han i sin tid vandt Giroen, var han åbenlyst stærkeste mand, men han sikrede sig sin tidsgevinst ved at angribe i tide og utide på et tidspunkt, hvor Primoz Roglic og Vincenzo Nibali ikke anede, hvor stærk han var. Og hans første etapesejre i Giroen samt hans sejr i Polen kom alle ved at tage feltet med bukserne nede med nogle smart og veltimede angreb i finalerne. At han så samtidig fik sat en fed streg under, at han er på rette kurs mod den Giro, hvor han stadig er den store favorit, gjorde blot dagen endnu bedre for Dave Brailsfords tropper.

Til gengæld bliver det svært at vinde løbet. Da Contador i 2017 lavede sit kup mod Froome, forsøgte han i Barcelona også at ryste Valverde, men det lykkedes ikke - faktisk slet ikke, da Valverde vandt etapen. Førertrøjen har aldrig skiftet ejermand i Barcelona, og derfor peger alle pile lige nu på Higuita som vinder af løbet. Det vil i givet fald være kulminationen på den vilde transformation, han er gennemgået hos Bora, hvor han har været helt anderledes end den uhyre skuffende skikkelse, vi så i 2020 og 2021, hvor supertalentet fra 2019 længe lignede et spildt et af slagsen. Det er det bestemt ikke længere, og Bora synes pludselig at kunne have lavet et lille kup ved at hente ham til holdet. I hvert fald sørger han lige nu for noget tiltrængt opmuntring til et mandskab, der har fået en katastrofestart på sæsonen. Det havde BikeExchange også længe, men det har de fået rettet op på i dette løb, og derfor lever de nok med, at Groves’ overlegne spurtsejr kun rakte til en 3. plads, selvom hans vanvidsklatring egentlig havde fortjent mere.

Problemet var bare, at der var tre, der havde fortjent at vinde i dag, og der kan som bekendt kun være én etapevinder. Under de omstændigheder må alle, der elsker underholdende cykelløb, glæde sig over, at sejren gik til Carapaz, når nu det var ham og Ineos, der satte ild til en udbrudsetape, der bare skal overstås. Samtidig mindede de os alle om, hvor vigtigt det er at lære af sine fejl. Det så nemlig ud til, at Froome og 2017 lå i baghovedet, da Carapaz og Sky med et omvendt Froome-kup tog den smukkest tænkelige revanche for et af holdets hidtil mest ydmygende nederlag.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris