Volta a Catalunya-analyse: Fire løb, fire danskere, fire sejre

Knap seks millioner mennesker er ikke mange mennesker. I hvert fald ikke når vi taler om indbyggertallet i et lille land mod nord, der inden for cykelsporten kæmper mod sportens traditionelle giganter. Således blegner den danske befolkning, når vi sammenligner med de 65 mio., der bor i Frankrig, de 60 mio., der bor i Italien, de 46 mio., der bor i Spanien og de 11,5 mio., der bor i Belgien, og sportens fire traditionelle stormagter kan således præstere en befolkning, der ikke er fjernt fra de 200 mio. I sammenligning er vores lille befolkning bare en dråbe i havet.

Men et eller andet må vi kunne. Den danske cykelsucces har været skræmmende over den seneste periode, hvor vi igennem to år har haft Jakob Fuglsang i den absolutte top af verdensranglisten, vundet to monumenter og ét VM, vundet flere andre klassikere og etaper i to af de tre grand tours. Havde det ikke været, fordi Slovenien med deres bare 2 mio. mennesker har gang i et endnu større mirakel, burde alle i cykelverdenen tale om, hvad i alverden der har skabt den danske succes.

Forud for denne sæson kunne man ellers godt have troet, at grænsen var nået. Hvordan i alverden skulle det da være muligt at matche de præstationer, vi har været vidner til igennem de to første sæsoner? Efter de første tre WorldTour-etapeløb og i dag også 1. etape af det fjerde står det imidlertid klart, at der ingen ende synes at være på den danske succes.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Da den 100. udgave af Spanien ældste etapeløb, Volta a Catalunya, i dag blev skudt i gang i kystbyen Calella, der for 9. gang i træk var rammen om åbningsetapen, havde Danmark nemlig allerede vist vores værd. Kun tre nationer havde vundet etaper i alle de tre første WorldTour-etapeløb, nemlig Danmark, Slovenien og Holland, og modsat de to øvrige lande kunne danskerne prale med, at vores sejre var kommet med tre forskellige ryttere.

Det lå ellers ikke lige på den flade, at succesen skulle fortsætte i denne uge, hvor det bjergrige catalanske landskab som altid er rammen om et af årets allerhårdeste løb. Nok er der masser af kvalitet i de seks ryttere, vi har til start i det nordøstlige Spanien, men ser man bort fra Michael Valgren, der stadig er på vej tilbage fra en skade, er der denne gang tale om nogle af vores yngre og mindst erfarne kræfter. Fuglsang puster nemlig ud efter en intens sæsonstart, og vores lidt tungere stjerner har alle en travl uge med brostensklassikere i Belgien.

Men så er det jo godt, at vores talentmasse fortsætter med at vokse, og minsandten om vi ikke allerede efter bare én dag, har sat slovenerne og hollænderne under pres, hvis de vil følge med i kampen om at vinde etaper i alle årets WorldTour-løb. I dag var det nemlig den danske komet, Andreas Kron, der på fornem vis fortsatte den stime, der startede med Jonas Vingegaard i UAE Tour og siden fortsatte med først Magnus Cort i Paris-Nice og siden Mads Würtz i Tirreno-Adriatico.

Nok er Kron i det store udland stadig relativt ukendt, men at kalde det en store overraskelse, at han i dag blev den fjerde udbryder til at vinde i Calella, kan ikke komme voldsomt bag på mange. Allerede da han i 2019 fulgte en vis Remco Evenepoel til dørs på kongeetapen i Belgium Tour, viste han nemlig, at han var gjort af et særligt stof, og siden er han bare fortsat med at gå fra succes til succes med et indtil i dag foreløbigt højdepunkt i sidste års Tour de Luxembourg, hvor han på Plabeierbierg i Luxembourg gav klø til den Diego Ulissi, der i løbet af den efterfølgende måned vandt to etaper i Giroen og sluttede i top 10 på verdensranglisten.

Også i år har Kron gjort opmærksom på sig selv. Faktisk kan man sagtens argumentere for, at han måske var stærkeste mand i det GP Marseillaise, der skød sæsonen i gang på januars sidste dag, og hvor en dræbende modvind måske kostede ham en sejr i sit allerførste løb som WorldTour-rytter. Siden viste han sig flot frem med et måske lidt for tidligt angreb i Strade Bianche, inden han rettede blikket mod dette løb og Ardennerne.

Det lå da også i kortene, at Kron godt kunne få noget med hjem. Det catalanske løb er med sine urimeligt mange højdemeter sprinternes hadeløb, men selvom terrænet er bjergrigt, er der kun to rigtige bjergetaper. Derfor er Volta a Catalunya vel det af de ugelange WorldTour-etapeløb, der er bedst for klatrestærke udbrydertyper, og det er en beskrivelse, der passer ganske glimrende på Kron.

Alligevel så det i første omgang ikke ud til, at det skulle blive i dag, at Kron skulle sætte kronen på sit indtil nu allerede så flotte værk. Nok har udbrydere tre ud af otte gange snydt sprinterne på denne nu klassiske åbningsetape i Calella, men da Bora fra start lagde løbet i et jerngreb og klart signalerede, at en sejrshungrende og formsøgende Peter Sagan skulle have selvtilliden støvet af med en tidlig og hårdt tiltrængt triumf, så det ud til, at vi havde kurs mod den massespurt, der også afgjorde samme etape i 2013, 2014, 2016, 2017 og 2018. Alt så da også ud til at være under fuld kontrol, da det tyske storhold endda lagde lidt tryk på dagens første stigning, måske for at riste på papiret hurtigere folk som Sebastian Molano og Max Kanter.

Desværre for Bora sker der på denne etape næsten det samme hvert eneste år. Af en eller anden grund har det lokale storhold Movistar et behov for altid med det samme at vise deres autoritet, og vi har derfor vænnet os til, at spanierne af en eller anden grund ofte forcerer på stigningerne midtvejs på denne etape. Det har ikke altid skabt den store udskilning, men da ruten i år - ligesom i 2019 i øvrigt - havde vanskeligere terræn end i hovedparten af de foregående udgaver, lykkedes det denne gang for Antonio Pedrero, Dario Cataldo, Carlos Verona og Sergio Samitier at gøre etapen til et sådan blodbad, at selv den Sagan, der i Sanremo pludselig gav håb om, at formen alligevel var på vej, måtte gøre de andre sprinter selskab blandt alle de ryttere, der forbandede det blåklædte spanske mandskabs behov for iscenesættelse meget langt væk.

Undervejs fik man endda tanken, at der måske denne gang helt undtagelsesvist var en plan med foretagendet. For første gang nogensinde stiller Alejandro Valverde nemlig til start i dette løb uden at tælle som en af favoritterne, og i erkendelse af at han næppe vinder årets bjergetaper i Pyrenæerne, gav det egentlig fint mening, at den stadig relativt hurtige spanske veteran ville gå efter at vinde denne etape, som han tidligere aldrig har gidet spilde kræfter på. Som vanligt er sprinterne nemlig løbet skrigende væk ved udsigten til en uge med mindst 2000 højdemeter hver eneste dag, og med lidt udskilning kunne Valverde måske pludselig sikre sig sin første sejr siden Vueltaen i 2019.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Men nej! Så meget plan var der alligevel ikke i den ellers flotte Movistar-offensiv. Da stigningerne var overstået, havde de blåklædte spaniere fået vist, at de måske nok i dag er blevet en af WorldTourens miniputter, men altså at det stadig er dem, der bestemmer på hjemmebanen. Og da først de smed tøjlerne og lod Valverdes mulige etapesejr sejle, var der pludselig en åben spillebane for alle, der ville angribe, for hvem i alverden skulle tage kontrol i et felt uden oplagte sprinterfavoritter.

Den havde Kron heldigvis luret, og det havde Luis Leon Sanchez naturligvis også. Der findes vel næppe nogen anden rytter, der har vundet flere cykelløb ved på denne måde at køre væk fra et reduceret og dårligt organiseret felt i en ukontrollerbar finale end den spanske veteran, og derfor kunne Kron næppe have drømt om bedre selskab, da der ud af angrebskaosset blev etableret en ganske stærk kvartet, der udover den spansk-danske duo bestod af klatretalentet Remy Rochas og ikke mindst stortalentet Lennard Kämna, der i sin sæsondebut med det samme viste god form ved at snige sig væk, når nu Sagan-planen var gået i vasken.

Han skulle vise sig at være det ideelle selskab. Kämna er nemlig kommet til Catalonien for at teste sit potentiale som klassementsrytter, og dermed var der med ét sikret en mand, der var klar til at arbejde og forhindre, at gruppen gik i stykker i dårligt samarbejde, når etapesejren kom nærmere. Og det var slet ikke dårligt for Kron, der med sejren over Ulissi havde vist, at han vel var at regne som gruppens favorit i en spurt. Nok var Sanchez engang en hurtig herre, der endda har vundet en reduceret massespurt i Romandiet tilbage i 2012, men den fart er så aftagende, at Kron lignede en lille firhåndsfavorit foran den spanske veteran, når nu Kämnas utrættelige arbejde ville sikre, at det nok skulle ende i en spurt.

Det stod også hurtigt klart, at feltet ikke havde styrken til at køre dem ind. Gruppens to eneste overlevende sprintertyper var nemlig Dion Smith og Daryl Impey, og her betalte sidstnævnte prisen for sit holdskifte. Hos sig på Israel SUN havde han nemlig kun de to klassementsryttere Michael Woods og Dan Martin, da Chris Froome desværre er så milevidt fra formen, at der næppe kan være mange, der fortsat tror på en genrejsning af den tidligere Tour-konge. Og de kunne naturligvis ofre deres klassementschancer ved at brænde en masse kræfter af på en jagt.

Derfor var det kun BikeExchange, der for alvor tog ansvar og endda ofrede den tilsyneladende ganske velkørende Esteban Chaves, og selvom Trek hjalp lidt for Alexander Kamp og DSM for Nicolas Roche, stod det hurtigt klart, at australierne havde brug for hjælp. Den kom lidt uventet sent fra et Ineos-hold, der som de øvrige favoritter var lige lovlig nonchalante i forhold til Kämna, der trods alt kan regnes som en helt ligegyldig rytter i klassementssammenhæng. Briterne er dog så stærke, at Rohan Dennis og Jonathan Castroviejo lynhurtigt fik barberet afstanden så langt ned, at det næppe er de 16 sekunder, der sikrer Kämna den samlede sejr, men var de ikke gået frem i finalen, kunne 1. etape meget vel være blevet lige så farlig som i 2012, hvor Michael Albasini med en udbrudssejr her endte med at vinde hele løbet, eller i 2015, hvor favoritterne havde deres hyr med at få styr på Bart de Clercq og Pierre Rolland, der havde været med i 1. etapes succesrige udbrud.

Lidt retfærdighed var der da så i sidste ende, når Bora alligevel fik noget ud af det arbejde, der egentlig i første omgang var tiltænkt Sagan. Hvad Movistar til gengæld fik ud af deres besvær ud over Valverdes 8. plads og en tidsgevinst til en af deres rivaler i klassementet, står til gengæld lidt mere hen i det uvisse…

Det må dog være Movistars hovedpine og i hvert fald ikke Krons. Han gjorde nemlig på kølig vis arbejdet færdigt på samme flotte vis, som han gjorde mod Ulissi i Luxembourg, og dermed sørgede han for, at der nu er pres på Slovenien og Holland, hvis ikke Danmark skal løbe fra i kampen om at vinde etaper i alle WorldTour-etapeløb. Hollænderen får i hvert fald svært ved at følge op på Mathieu van der Poels og Cees Bols sejre her, men Matej Mohoric viste med sin offensive kørsel i dag, at det ikke nødvendigvis kun er Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der kan vinde cykelløb for slovenerne. Og samtidig snød Kron akkurat Sanchez for den succes, der kunne have holdt liv i en imponerende stime, som har givet veteranen sejre hvert eneste år siden en sejrsløs 2006-sæson - i øvrigt efter at han havde vundet løb i både 2004 og 2005 også.

Grundlæggende gjorde 1. etape os dog ikke meget klogere. Der var overraskende tidstab til en stribe klatrere som Attila Valter, Matteo Badilatti, Thymen Arensman, Bob Jungels, Hermann Pernsteiner, Louis Meintjes og Wout Poels, der er på vej tilbage fra en skade, men Movistars lille massakre gjorde først og fremmest ondt på feltets sprintere. Det var heldigvis nok til, at Kron kunne gribe momentet og i sit allerførste WorldTour-løb holde liv i den danske stime i denne sæsons WorldTour-etapeløb.

Nu kan der vel heller ikke længere være den store tvivl om, at Fuglsang så snupper en sejr i Baskerlandet. Det vil jo være dumt at bryde en god, dansk tradition.