Vuelta a Espana-analyse: Hvis ikke man prøver

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Når man tager hul på en grand tour, kan den ligne et overflødighedshorn af muligheder. Tre uger er lang tid, og 21 etaper er mange. Derfor er der aldrig alt for meget stress på i den første uges tid, hvor tidshorisonten er lang. Kikser det den ene dag, er det jo altid i morgen.

Det er naturligvis rigtigt, og det udsagn vil holde hele vejen frem til slutningen på 20. etape, men alligevel er det ofte forkert at se en grand tour som en alenlang serie af chancer. I løbet af de 21 dage er der nemlig relativt mange, der har et ganske snævert favoritfelt, og hvor kun relativt få ryttere og hold kan vinde. Det gælder sprinteretaperne, der er overladt til en lille udsøgt skare af de allerhurtigste, det gælder de store bjergetaper, der er overladt til klassementsrytterne eller en lille gruppe af de mest klatrestærke ”angribere”, der for de flestes vedkommende sagtens kunne have kørt klassement, og det gælder enkeltstarterne, der er en sag for specialister. Regner man de tre etaper fra, er mulighederne pludselig færre, og da det langt fra er alle hold, der har en supersprinter, en topklatrer eller en tempospecialist, der kan slå Primoz Roglic, er mulighederne faktisk slet ikke så mange - og det gælder endda, selvom Vueltaen med sit store antal mellemetaper generelt er langt mere tilgængelig for det store flertal af ryttere, der ikke kan vinde massespurter, enkeltstarter eller bjergetaper.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Derfor handler det om at gribe de chancer, der er, og at vælge sine kampe med omhu. Ingen kan køre med om sejren alle 21 dage, og det handler derfor at bruge sine kræfter, hvor mulighederne er størst - særligt for de hold, der ikke har et klassement at tænke på. Det er velkendt, at tendensen til, at mange af etaperne har så lille en favoritskare betyder, at flertallet af hold altid kommer tomhændede hjem, og skal man undgå at falde i den kategori, skal chancerne maksimeres på de få dage, hvor der er noget at komme efter.

Tak nu bare BikeExchange som eksempel. Holdet er for første gang i nogen tid til start i en grand tour helt uden klassementsambitioner og med en trup, der er bygget ret entydigt op om Michael Matthews. Nok er Matthews en sand vindertype, der bestemt har etaper, hvor han må regnes som specialist, og som regel er der endda flere af den slags afslutninger i Vueltaen, men sådan har det ikke været i årets udgave. Selvom Vueltaen utvivlsomt er den grand tour, der passer australieren bedst, har han i dette løb måttet spejde langt efter de puncheurafslutninger, han elsker, og løbet normalt så hårde sprinteretaper har i årets sprintervenlige udgave været usædvanligt flade. Derfor var det med god grund, at Matthews allerede inden starten i Burgos udtrykte lidt ærgrelse over, at det ikke var den ideelle rute for en fyr som ham, men - som han sagde - må man jo få det bedste ud af det, der er.

Det sidste har han i den grad ret i, og derfor handlede det for ham om at sætte kryds ud for nogle afgørende nøgledage, da han gennemgik løbsbogen i Burgos for tre uger siden. Havde jeg været BikeExchange-sportsdirektør, havde jeg helt sikkert sat de fedeste krydser ud for 4., 12. og 16. etape - måske med 10. etape som en option afhængig af klassementskampen og 19. etape som en mulighed, der nok mest sandsynligt skulle gribes fra udbrud. Til gengæld havde jeg lige så sikkert besluttet mig for at se på 6. og 11. etape som dage, der skulle vindes fra et udbrud, for det ville på alle måder være en umulighed at slå Primoz Roglic i finaler, der måske på en god - og på 11. etape skulle den være rigtigt god - dag kunne være noget for Matthews, men som i kamp med det slovenske monster nok var klogest bare at se som hviledage, hvis udbruddet skulle glippe.

Nu er der måske en dog grund til, at jeg sidder i Danmark og ikke som sportsdirektør i Spanien, men efter at næsten alle Matthews’ nøgleetaper nu er overstået, kan det australske holds ledelse gøre en næsten fuldstændig status over udkommet. Resultatet er temmelig nedslående. Matthews er lige så sejrsløs i 2020, som han var, da han kom, og den sejrskrise, der har præget både ham og holdet i år, var kun én gang tæt på at blive stoppet.

Hvorfor gik det sådan? Det er ikke sikkert, at sejren var kommet med en anden strategi, men det er alligevel svært at mene, at BikeExchange har brugt deres kræfter klogt. De eneste to dage, hvor de har satset hele butikken, nemlig på 6. og 11. etape, blev de helt forudsigeligt kørt midt over af Roglic, og den ene af de to satsninger i Valdepeñas de Jaen endte med at koste holdet og Matthews så mange kræfter, at han måtte opgive at gå efter 12. etape, hvor han led voldsomt i finalen. Alligevel lykkedes det ham at komme over stigningerne, hvorefter hans hold leverede en pragtpræstation, der førte til, at Matthews for hidtil eneste gang kom tæt på at vinde en etape. Paradoksalt nok skete det på en etape, han ikke havde satset på, selvom det på papiret lignede hans suverænt bedste chance - langt bedre end den meningsløse ødslen-med-kræfterne i Cullera og på muren i Valdepeñas de Jaen.

Heldigvis havde han forud for i dag stadig én god chance. Nok var dagens etape på bakkerne i Cantabrien slet ikke så skræddersyet til ham som etapen i torsdags, men en chance var det bestemt. Stigningerne i området har i hvert fald før bugt med Deceuninck-sprintere. Det gjorde de med Sam Bennett på 10. etape sidste år, og det gjorde de med Fabio Jakobsen på 14. etape i 2019. Netop det er en temmelig relevant observation på en dag, hvor alle vidste, at selvsamme Jakobsen ville være storfavorit, hvis ikke han blev sat af på bakkerne undervejs.

De bakker måtte gerne have været sværere, hvis missionen skulle lykkes, men kender man lidt til Jakobsens klatreevner, vil man vide, at de to stigninger midtvejs på etapen normalt ville være rigeligt til at sende den tunge hollænder til tælling, særligt på en dag, hvor vejrguderne sørgede for at forære Matthews den direkte medvind, der kunne gøre særligt den første af de to stigninger til et lille blodbad. Derfor burde taktikken være klar for et hold med en så klatrestærk sprinter som Matthews, og hvis han manglede inspiration, kunne han blot finde en YouTube-video med 10. etape fra dette års Giro, hvor Peter Sagan og Bora viste, hvordan man på en sådan etape får ram på løbets hurtigste sprintere.

Alligevel lagde Matthews sig åbenbart ned på forhånd. Forud for løbet fortalte han i hvert fald, at den megen modvind på de sidste bakker betød, at han var temmelig desillusioneret og bare regnede med den fulde massespurt, det hele endte med. Sandt er det da også, at der på de tre bakker i udkanten af målbyen både var pivåbent terræn og en kedelig vind i ansigtet, der måske ikke gjorde det besværet værd at sætte det pres, ruten ellers lagde op til, men så kunne man jo have grebet chancen lidt tidligere på etapen.

Der var endda hele to af slagsen, men de blev i den grad forspildt af BikeExchange. UAE, der var det andet af de to hold med både interessen og styrken - EF havde interessen, men manglede styrken - var heldigvis klar på opgaven og viste på den letteste af de to bakker, at der ikke skulle meget til, inden løbets hurtigste mand blev sat af. Faktisk havde araberne knap sat sig frem med en forcering, inden Jakobsen var sat af, men alligevel så man intet til australierne. Alt arbejdet blev overladt til araberne, der til gengæld skal have ros for forsøget, selvom Matteo Trentin fik sig en lussing, da holdet på 12. etape gjorde det arbejde, australierne burde have gjort - præcis som de gjorde det i dag. I kamp mod Deceuninck kom de ikke overraskende til kort, og da det efterfølgende viste sig, at modvinden på bakkerne til sidst var for hård til at være brugbare, viste det sig at være skønne spildte kræfter.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Men det kunne sagtens være gået anderledes. Naturligvis kan det sagtens være, at Jakobsen alligevel var kommet tilbage, og at han havde overlevet de sidste bakker, men som hollænderen selv sagde i sit sejrsinterview, vinder man ikke, hvis ikke man prøver, og i dag var han vitterligt i tvivl om, hvorvidt bakkerne ville være for hårde. Prøve gjorde BikeExchange i hvert fald ikke - måske de savnede de kræfter, der lå spildt i Cullera og Valdepeñas de Jaen - og man forstår godt, at UAE fandt det umuligt på egen hånd. Efterfølgende spurtede Matthews sig da til en fin 4. plads, men på det tidspunkt viste hele verden jo godt, at han ikke ville slå Jakobsen.

Tænk, hvis UAE og BikeExchange havde talt sammen i morges, og i et stærkt kollektivt havde lagt et stort pres på begge dagens stigninger. Tænk, hvis de havde aftalt med EF, at amerikanerne skulle være med på galejen på det flade stykke, når nu amerikanerne næppe kunne hjælpe med meget på stigningerne. Deceuninck var stærke nok til at matche UAE, men havde de også klaret BikeExchange, EF og UAE i forening, når de lod plan B, Florian Senechal, blive i første gruppe sammen med både Mauri Vanevenant og Andrea Bagioli? Det synes langt fra givet. Og selvom der var modvind på bakkerne til sidst, er der jo ingen, der ved, hvad der sket, hvis der faktisk var blevet sat tempo. Det svar får vi desværre aldrig, for man vinder som bekendt ikke, hvis ikke man prøver…

Nu endte det jo paradoksalt nok med, at Matthews faktisk endte i anden gruppe, da den knækkede, og hvis han vitterligt har haft så dårlige ben, at han helt usædvanligt sad med de tungeste af de tunge, er han jo lovligt undskyldt, men i sin efterfølgende reaktion nævner han intet om hverken dårlige ben eller involvering i det styrt, der martrede den første del af etapen. Nej, snarere så det ud til, at den allerede i interviewet fra start ret opgivende Matthews sammen med holdkammeraterne Nick Schultz, Mikel Nieve og Andrey Zeits - fire ryttere, der aldrig burde blive sat på en stigning, der end ikke er kategoriseret - slet og ret sad for langt tilbage, da UAE splittede feltet allerede på nedkørslen forinden. Så bliver det svært at vinde cykelløb og gribe de muligheder, der er.

Udover Trentin var der i hvert fald én, der prøvede. Jakobsen gav forud for etapen udtryk for, at det meget vel kunne blive for hårdt, og det havde da også været nærliggende at miste troen, da han undervejs blev sat af, og UAE ikke havde til sinde at stoppe deres forcering. Men Jakobsen hang i, og med hjælp fra særligt brølstærke Josef Cerny kom han tilbage tidsnok til, at modvinden satte ind og herfra blev en kraftig medspiller.

Da først bakkerne var klaret, og passiviteten rådede i modvinden til sidst, var løbet reelt allerede afgjort, hvis blot Deceuninck kunne få deres lead-out til at spille i den kringlede finale. Det lykkedes ikke helt, da Zdenek Stybar og Florian Senechal måske blev brugt lidt for tidligt, og Jakobsen nok engang tabte hjulet på Bert van Lerberghe, men det lykkedes godt nok til, at Jakobsen sad i position til at bevise, at han nærmer sig sit gamle niveau og er løbets i særklasse hurtigste - så hurtig at han nu blot skal overleve de kommende etaper for at sikre sig den pointtrøje, der med årets nye pointsystem også i Vueltaen er blevet et anliggende for sprinterne.

Han var dog ikke den eneste vinder. Det kan godt være, at Trentin kun blev nr. 3, men når det endte med så fuld en massespurt, at selv de helt tunge Riccardo Minali og Itamar Einhorn kunne blande sig, er det faktisk et ganske fint udkomme for en mand, der slet ikke har fordums fart. Det havde han bestemt heller ikke i dag, hvor han både på papiret og i virkeligheden var den langsomste af de tre, der endte med at sidde i position til at spurte om sejren, men som han viste i fredags er han igen blevet den konge i positionskampen, han tidligere var. Under de givne omstændigheder var 3. pladsen det bedst mulige udkomme, og hvis der var nogen, der havde fortjent et godt resultat, var det Trentin. Han forsøgte nemlig at gribe den mulighed, der var.

Det gjorde Jordi Meeus også, og han må ligeledes være yderst tilfreds med resultatet. Ganske vist blev han kørt over af Jakobsen til sidst, men det vel det meste af denne verdens befolkning blive i et opgør mand mod mand. I stedet fik belgieren, der syntes at være blevet svækket af sit styrt på 2. etape i de første spurter, med en ret stabil fremgang gennem løbet bevist, at hans potentiale skam er ganske pænt, og i dag fik han også endelig toget med Patrick Gamper og Martin Laas til at spille. Desværre for ham er der bare ikke flere muligheder for at fortsætte fremgangen, da dagens spurt formentlig var den sidste i løbet.

Det var det dermed også for Alberto Dainese, men han kommer vel sammen med Jakobsen fra løbet som den store sprintervinder. I dag gik det ganske vist galt i positionskampen for den lille italiener, men det var ikke helt uforudsigeligt, når han er omgivet af et nærmest ikkeeksisterende tog. Tværtimod har det været imponerende at se, hvor ofte han har siddet langt fremme, og at han har genfundet den fart, der gjorde ham så lovende som U23-rytter. Det lover godt for fremtiden hos DSM efter et år, hvor Cees Bol bestemt ikke har gjort noget for at styrke sin position som holdets førstesprinter.

Helt anderledes ser det ud for Arnaud Demare. Franskmanden kom til løbet som en af få supersprintere sammen med Jakobsen og Jasper Philipsen, men vil efter alt at dømme forlade løbet med bare to top 10-placering ud af i alt seks spurter. Det var et udkomme, man næppe kunne have forudsagt fra starten, men i lyset af de trængsler, hans i 2020 så suveræne tog har haft i år, er det måske ikke helt uventet. Kun på 4. etape fik de deres lead-out til at spille, og da Jacopo Guarnieri forsvandt efter 9. etape, lå det i kortene, at positioneringssvage Demare ville få det svært. Det fik han også i dag, hvor toget med Olivier Le Gac og Ramon Sinkeldam virkede så ivrige efter ikke at komme for sent, som de er gjort flere gange tidligere, at de denne gang fik startet for tidligt, og da Demare siden blev tvunget til at bremse, må Demare nu vente mindst et år med at tage den grand tour-etapesejr, han mangler i sin ellers flotte samling.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Ja, faktisk gik det meste, som det plejer, da først det stod klar, at Jakobsen, Dainese og Demare fik det, som de ville, nemlig en fuld massespurt ved den spanske nordkyst. Jon Aberasturi gjorde det så godt, han kunne, når nu han er uden hold, og Riccardo Minali fortsatte med at vise, at han pludselig har lært at positionere sig. Sacha Modolo var igen ude af stand til at holde hjulet på Alexander Krieger, der for anden spurt i træk kørte det perfekte lead-out for alle andre end sin kaptajn, og Juan Jose Lobato tabte positionskampe nr. 1050 i sin lange karriere. Eneste lille overraskelse var vel, at det endelig lykkedes Clement Venturini at komme i top 10, og at den helt stabile Piet Allegaert for en sjælden gangs skyld ikke sad rigtigt.

Det gjorde Magnus Cort desværre heller ikke, men det var forventeligt. Da først det endte med den fuldtonede massespurt i en temmelig kringlet finale, lå det i kortene, at positionskampen som sædvanlig ville eliminere ham. Sådan gik det da også, og dermed blev det en forspildt mulighed også for danskeren, der sammen med BikeExchange kan konstatere, at deres passivitet kostede en oplagt mulighed. Modsat Matthews kan Cort dog se tilbage på to etapesejre, der måske forklarer, at deres behov for at tage initiativ var knap så udtalt.

Det var det til gengæld for Giulio Ciccone, der tankede masser af selvtillid med sin offensive kørsel i weekenden, men som nu må sidde tilbage med en følelse af deja-vu. Ligesom det skete i Giroen, måtte han nemlig efter styrt forlade løbet, netop som han skulle til at færdiggøre tre ugers strabadser. Dermed står Trek nu i den lidt ærgerlige situation, at deres fremtidige grand tour-kaptajn endnu ikke har bevist, at han kan holde tre uger, og da løbet aldrig blev samme succes som Giroen, må både Ciccone og holdet derfor gå på pause med en betydelig usikkerhed om fremtiden.

For løbet er det også ærgerligt. Hans aggressive kørsel i weekenden viste nemlig, at han var klar til at tage initiativ, når løbet i de kommende to dage langt om længe når sit klimaks i de asturiske bjerge. Her havde han utvivlsomt været klar til at opsøge de muligheder, der bød sig, og det er i den grad tiltrængt på en dag, hvor det er svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af, at BikeExchange fuldendte en gennemført fejlprioritering af deres ressourcer ved at sparke deres sidste mulighed direkte ud til indkast. I stedet slog Jakobsen kontra og fuldendte et hattrick, han i sandhed har fortjent.

For som han siger, vinder man ikke, hvis man prøver, og det gjorde han heldigvis trods den usikkerhed, han havde fra start. Det var det til gengæld ikke alle, der gjorde.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-