Vuelta a Espana-analyse: Supermanden der kan slå de slovenske monstre

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

I disse år er et af de mest stillede spørgsmål på alverdens managerkontorer i cykelverdenen utvivlsomt, hvordan man får skovlen under de to slovenske monstre. I etapeløbssammenhæng har Primoz Roglic og Tadej Pogacar nemlig været så suveræne, at vi faktisk skal tilbage til UAE Tour i begyndelsen af 2020 for at finde det seneste etapeløb, hvor en af de to har været til start, og hvor sejrherren ikke blev slovensk, hvis man tillader sig at se bort fra sidste års Dauphiné og årets Paris-Nice, som Roglic med sit faste greb om førertrøjen utvivlsomt uden sine ærgerlige styrt havde vundet. Hvis ikke Pogacar højst overraskende var blevet slået af Adam Yates i Mellemøsten for halvandet år siden, kan man endda strække serien helt tilbage til Tour de Slovenie i 2019, hvor en offday betød, at Pogacar endte som hjælper for Diego Ulissi.

I lyset af den historik var det ikke mærkeligt, at mange ryttere talte om årets Dauphiné som en befrielse. Flere nævnte i hvert fald, at det var herligt at køre den store Tour-generalprøve som et meget mere åbent løb, hvor jævnbyrdigheden var så stor, at det blev temmelig ukontrollerbart - i hvert fald indtil Ineos fik greb om førertrøjen. Men mange indrømmede også samtidig, at det jo ikke var en valid generalprøve, når de to bedste manglede, og selvom Ineos utvivlsomt var begejstrede for deres sejr, er der næppe noget, der smerter Dave Brailsford mere, end det forhold, at han i dag synes kun at kunne vinde et etapeløb, hvis der indløber to afbud fra Slovenien.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Den statistik bliver næppe brudt i årets Vuelta. Da han for en lille time siden rullede over stregen på det nye monster, Gamoniteiru-stigningen, som til fulde levede op til prædikatet som Anglirus lillesøster, kunne Roglic nemlig konstatere, at der nu nok skal et af hans lidt for mange styrt til for at forhindre, at han bliver den tredje rytter til at hjemføre tre Vuelta-sejre. Nok er den tredje uge sjældent svær, men da løbet slutter i Galicien, hvor der ikke er høje bjerge, er den sidste forlængede weekend nemlig relativt let, hvis man som Roglic kan føle sig temmelig sikker på, at man ikke taber tid på enkeltstarten.

Alligevel blev notesbøgerne nok hevet op på de mange managerkontorer, hvor der stadig filosoferes over, hvordan den slovenske overmagt nedkæmpes. Løbets kongeetape endte nemlig ikke endnu en slovensk magtdemonstration, som der efter gårsdagens vanvidsridt fra Roglic kunne være lagt op til. Nej, tværtimod blev det nok engang åbenbaret, at der synes at være ét menneske i denne verden, som på sine gode dage kan få skovlen under de slovenske monstre.

Nu kan nogen hævde, at vi endnu ikke har set, om Egan Bernal kan det. Colombianeren har nemlig stadig til gode at være i kamp med Roglic og/eller Pogacar i et løb, hvor han er 100% kampdygtig på samme måde, som han var det i årets Giro og i Touren i 2019, medmindre man skruer tiden helt tilbage til Roglics og Bernals vilde duel i Romandiet i 2018. Om colombianeren har den evne, får vi næppe svaret på i år, for det står helt klart, at den Bernal, der næppe ender på årets Vuelta-podium, ikke er den samme Bernal, som drev gæk med rivalerne på snart sagt hver eneste stigning i de første 16 dage af årets Giro.

Men vi ved, at der er en anden colombianer, der kan. Det kan godt være, at Miguel Angel Lopez aldrig har vundet en grand tour. Det kan også godt være, at han aldrig er blevet mere end nr. 3. Faktisk kan det også godt være, at han ikke været på et grand tour-podium i tre år, og at hans seneste fire fuldførte grand tours er endt i en vis form for fiasko. Men når han har sine store dage, kan han noget ganske særligt.

Jeg har ofte i disse analyser berettet om, hvordan der i 2019 kun var to mennesker, der kørte fra Roglic på en stigning i de løb, hvor han ikke var syg eller forslået. Det var Adam Yates på en stejl mur i Tirreno, hvor han fik skovlen under den ellers så suveræne slovener. Og så var det Lopez, der åbnede samme års Vuelta med et brag, da han kørte fra alt og alle på den første bjergetape til Javalambre - også det slovenske monster.

Billedet gentog sig sidste år. I Touren var Roglic og Pogacar på samtlige bjergetaper i deres helt egen liga, indtil det var tid til løbets kongeetape. Her fik de nemlig begge gedigne prygl af Lopez, der blæste fra alt og alle på den nye og brutale Col de la Loze, og dermed gjorde forhåndsdiskussionen, der ellers nok kunne splitte cykelfolket, om det ville blive en Roglic- eller Pogacar-sejr, helt overflødig.

I dag gjorde han det minsandten igen, altså gjorde forhåndsdiskussionen ligegyldig. Forud for løbet var det - i hvert fald i mit hoved - relevante spørgsmål, om det ville lykkes Roglic at forære Sepp Kuss den etapesejr, som han formentlig snød ham for på Angliru sidste år, hvor amerikaneren måtte trække i håndbremsen for at blive hos sin trætte kaptajn. Måske kunne man overveje, om Bernal vitterligt var kommet sig så meget, at han kunne følge op på gårsdagens fine ridt med en sejr, men det var svært at se, at andre skulle have niveauet til at true manden, der netop havde kørt alle midt over.

Men måske kunne man alligevel have luret det. I virkeligheden stod den relevante pointe jo i min optakt, hvor jeg skrev følgende: ”Vi skal ikke glemme, at Lopez jo faktisk kørte fra Roglic og Pogacar på Col de la Loze sidste år, selvom han på de foregående bjerge ikke var i nærheden af dem, og da dette er det bjerg, der passer en ren klatrer som Lopez bedst, skal man ikke helt udelukke en gentagelse.”

Det synes netop at være pointen. Det kan godt være, at den Lopez, vi oftest ser, er de slovenske uhyrer underlegen - det er de fleste jo - men når han rammer sine gyldne dage, som han næsten altid finder i den tredje uge, har han på de sværeste og stejleste stigninger et topniveau, som kan sende selv de to monstre i knæ. Det synes ikke at være tilfældigt, at hans to vel nok flotteste sejre - i hvert fald siden gennembruddet i 2017 - kom på Col de la Loze og Gamoniteiru, to af de allerstejleste bjerge, dybt inde i den tredje uge. Og begge gange altså foran mindst en af de to slovenere.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Desværre er der også en grund til, at Lopez aldrig er blevet mere end nr. 3 i en grand tour. Lige så fremragende, han er på sine gode dage, lige så mange mangler har han på alle andre områder: nedkørsler, enkeltstarter, positionskamp. Først og fremmest er han alt for ustabil og aldrig på samme niveau over tre uger, og det er trods alt den væsentligste egenskab for en grand tour-rytter. Lopez har jo på de foregående etaper ikke været i nærheden af det niveau, han viste i dag - end ikke tæt på. Men det var han jo heller ikke sidste års Tour eller i den 2019-Vuelta, hvor han gav Roglic prygl på Javalambre. Til gengæld kan han noget, ingen andre synes at kunne, og det er der formentlig flere, der husker, end hvem der er kørt på podiet - og i dag sørgede han for, at Movistar fik den etapesejr, de som det store hjemmehold nærmest er forpligtet til at tage i enhver Vuelta.

Nu skal man ikke tage alt for meget af Lopez’ glans. Det har han ikke fortjent, når han i dag både overvandt de brutale procenter og den modvind, der prægede de sidste pivåbne kilometer af det nye bjerg. Alligevel er det nok også værd at bemærke, at den Roglic, vi så i dag, ikke var den samme som den Roglic, vi har set hidtil i løbet. I starten kunne man ellers have overvejet, om han blot havde ladet Lopez stikke af og slide sig selv ned, fordi han med Sepp Kuss ved sin side følte sig helt i kontrol, men da han til slut satte det lidende ansigt på, tog føringen og først til sidst kunne gøre indhug i Lopez’ forspring, stod det klart, at det eneste Roglic havde kontrol over var førertrøjen - ikke den etapesejr, det sultne uhyre utvivlsomt gerne ville have haft. Det var i hvert fald noget andet end det, vi så i går, hvor Lopez ikke kunne følge ham under Bernals angreb, og hvor Bernal ikke kunne følge ham på Lagos de Covadonga. I dag kunne han først i sin spurt køre fra Enric Mas og selvsamme Bernal.

Forklaringen er selvfølgelig helt åbenbar. Roglic gravede ekstremt dybt i går - så dybt, at kun Bernal nåede lige så lagt ned mod kineserne - og der har efter alt at dømme været en regning at betale. Det er måske en meget god lektie at tage med sig for disse overmennesker, der af og til kan føle sig så suveræne, at de får lyst til at levere en gedigen magtdemonstration. Da Pogacar gjorde det samme på den første alpeetape i Touren i år, ventede der få dage senere en regning på Mont Ventoux, og da Bernal i år lavede sit vilde ridt på Giroens kongeetape, blev han ramt af hammeren på Sega di Ala på den efterfølgende bjergetape to dage senere. Heldigvis var de alle tre så overlegne, at de havde råd til det - og i sammenligning med de svaghedstegn, vi så fra Pogacar og Bernal, var Roglics vel de mindste - men Roglic kan i dag i hvert fald konstatere, at det nok var meget klogt, at han trak håndbremsen de første to uger og ikke spillede alt for meget med musklerne i starten af løbet. Den slags plejer at have en pris, som Bernal i særlig grad erfarede under årets Giro.

Selvsamme Bernal syntes nemlig også at have taget dankortet med på dagens etape, hvor der var en regning at betale. Det var i hvert fald heller ikke samme udgave af Giro-kongen, vi så i dag. I går skulle der bare ét ryk til, inden han satte alle andre end Roglic til vægs, men i dag var der slet ikke samme bund i hans angreb, der hverken kunne sætte Enric Mas eller Roglic til tælling. Dermed endte han med at få forbavsende lidt ud af den kraftigt stigende formkurve, og med en mere tilbageholdende strategi er det sandsynligt, at han kunne være kommet meget tæt på podiet - i hvert fald hvis han havde haft gårsdagens ben i dag. Men som jeg skrev i gårsdagens analyse, var det prisværdigt, at han i går greb ud efter sejren og ikke bare lod Roglic være Roglic og rettede blikket mod top 3.

Man kan måske også overveje, om han kunne have sat Mas meget til vægs i dag. Noget tyder i hvert fald på, at spanierens pludselig formdyk i går mere skyldtes styrtet end den træthed, der ramte ham sidste år. I dag lignede han nemlig igen i hvert fald i et vist omfang den fremragende skikkelse, han udgjorde i de første to uger, og selvom niveauet måske ikke var helt det samme, var det i hvert fald tæt på. Lopez låste ham nemlig så meget, at han ikke kunne vise sin sande styrke, og at han på de sidste meter ikke kunne følge Roglics altid kraftfulde forcering, vil for en fyr som ham altid være at forvente. Med sin genrejsning sikrede han også, at Movistar formentlig kan hjemføre to podiepladser, og at de fordeler tingene ligeligt imellem sig med etapesejr til Lopez og 2. plads til Mas - i øvrigt foran Lopez præcis som i 2018, hvor de dog var fjender og ikke venner.

Nej, det er svært for Movistar at være utilfredse med dagens udkomme. Det kan Bahrain til gengæld være. Araberne må tage prisen for dagens mærkeligste strategi og i hvert fald misbrug af superhold. Da sportsdirektørerne overvejede, hvordan de kunne vinde etapen, er det i hvert fald svært at forstå, hvordan de kunne komme frem til, at deres bedste interesse var at kontrollere hele etapen og sætte Jack Haig i scene til finalen. Kunne Damiano Caruso have vundet fra et udbrud? Det er sandsynligt. Kunne han måske have erobret bjergtrøjen i samme ombæring? Bestemt. Kunne den i går så flyvende Wout Poels have taget en udbrudssejr på et bjerg, der lå til hans højreben? Det virker sandsynligt. Kunne Haig slå Roglic, Bernal, Lopez og co. på målbjerget? Næppe!

Alligevel var det hurtigt tydeligt, at det var intentionen. Når 32 mand på en bjergetape med det samme får lov at køre, sker det kun, fordi alle nøgleaktørerne er tilfredse. Det var Movistar, Ineos og Jumbo åbenlyst, fordi de alle havde sikret sig en brugbar forpost til en eventuel krise i dalen efter Cobertoria-stigningen, og det var Bahrain åbenbart også. Ellers er det helt utænkeligt, at de uden videre kamp havde ladet så stor en gruppe stikke af, når vi taler om et hold, der sammen med Jumbo kan slås om at være løbets stærkeste.

Skal man forsøge at finde en forklaring på den besynderlige strategi, som blot blev endnu en understregning af den skizofrene tilgang til bjergtrøjen, der har ført til, at Caruso har deltaget i ligegyldige bjergspurter på kategori 3-stigninger for siden at lade Romain Bardet og Michael Storer uforstyrret gå i udbrud på de vigtigste etaper, må det være et dedikeret angreb på podiet. Nok kunne Poels og Caruso have vundet etapen, men Haig har med sin dieselmotor formentlig vurderet, at et benhårdt og nedslidende tempo måtte være vejen til at riste Lopez og ikke mindst den forslåede Mas. Til den strategi skulle han bruge sine bedste hjælpere, Caruso og Poels, og også de bonussekunder, en top 3 kunne have givet. Det er i hvert fald her, hvor jeg endnu ikke har set en reaktion fra australieren selv, det eneste rationale, jeg umiddelbart kan få øje på.

Hvis det er tilfældet, skal forsøget applauderes. En podieplads er mere værd end en udbrudssejr - særligt når man allerede har én etapesejr - og Caruso lagde da også et fint pres, da det gik løs på målbjerget. Desværre måtte både Haig og Gino Mäder erfare, at de trods deres enorme fremgang i år stadig mangler lidt i forhold til de allerbedste, men selvom det næppe bliver til et podium denne gang, har løbet her i hvert fald vist, at Bahrain i de kommende år vil være meget mere end bare Mikel Landa - en pointe, der også understreges af en holdkonkurrenceføring, som er opnået nærmest uden bidrag fra den nu hjemrejste kaptajn.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

Sidstnævnte er ingen lille bedrift. Da det for alvor gik løs på løbets stærkeste stigning, blev det i hvert fald igen understreget, at Movistar, Jumbo, Ineos og Bahrain er kommet til løbet med fremragende mandskaber. Alle havde de nemlig mindst to mand i den gruppe, der var tilbage - Ineos havde nemlig også Adam Yates, der igen i dag fik udstillet, at han har sine begrænsninger på de største bjergetaper med de fleste højdemeter, særligt i den tredje uge af en grand tour - men de havde overraskende selskab. Romain Bardet hang på i et måske sidste desperat forsøg på at forsvare den bjergtrøje, han lidt uventet lod sin holdkammerat Michael Storer overtage uden noget væsentligt forsøg på at ramme dagens udbrud - et tidligt udbrud, som nok tog ham og mange andre på sengen - men derudover var der kun ét andet hold ved siden af de fire giganter. Det var lilleputten Intermarché - og det endda med to ryttere!

Det er en understregning af den forvandling, WorldTourens mindste hold har oplevet siden en for dem ganske forfærdelig Tour. Siden da har de været her, der og alle vegne med blandt andet et hav af førertrøjer og en etapesejr i dette løb og så sent som i går endnu en WorldTour-sejr med Taco van der Hoorn i Benelux Tour. I dette løb er det endda blevet en vane at se op til fem ryttere fra miniputten dybt inde på bjergetaperne, og at det lige netop var Jan Hirt og den i dette løb endelig genrejste Louis Meintjes, der kom til deres ret i den tredje uge på en sand dieselklatreretape, er på alle måder en helt naturlig konsekvens af de egenskaber, som altid har kendetegnet netop deres eminente restitutionsevne. De havde endda også overskuddet til med Hirt at lægge det pres, der sprang gruppen til atomer og fik skovlen under Felix Grossschartner, som også på forhånd lignede et sårbart bytte på så stejl og svær en stigning som denne, så Meintjes nu kunne stjæle østrigerens top 10 og samtidig sætte den stærkt forslåede, men heroisk kæmpende Guillaume Martin under pres inden lørdagens sidste lidt bløde bjergetape.

Meintjes og Hirt var ikke de eneste dieselmotorer til at imponere. David de la Cruz har i dette løb vel været bedre end nogensinde, og det kulminerede i dag. Hidtil har han i bjergene aldrig kunnet andet end at følge med eller prøve med tidlige udbrud eller tidlige angreb. Det gjorde han i en vis forstand også i dag, men denne gang var der langt mere bid i forsøget, der rakte næsten hele vejen og endda ikke tømte ham så meget, at han gik ned til sidst. Årets niveau har i hvert fald været noget helt andet end sidste års, hvor kun et udbrud på næstsidste etape sendte ham op i top 10 - en top 10, han også i år har ganske gode chancer for at sikre sig i kamp med de temposvage Martin og Meintjes på søndag. En sådan top 10 kunne den ligeledes genrejste dieselmotor Steven Kruijswijk formentlig også have sikret sig, hvis ikke han havde været hjælper og fra start stadig ramt af den formkrise, der har kendetegnet hele hans sæson.

Formkrise har Lopez i en vis forstand også haft. Et styrt i sidste års Giro kombineret med en grim omgang covid-19 i januar betød, at det tog ham næsten et år at genfinde det niveau, vi så under sidste års Tour. En kort overgang kunne man næsten endda nå at blive lidt bange for, at den bedste Lopez ikke længere fandtes, men på falderebet lykkedes det Superman at komme frem igen. Måske blev der i dag endda i endnu højere grad sad en streg under, at tilnavnet Superman er ualmindeligt velvalgt. I disse tider skal man nemlig være en Superman for at slå de slovenske monstre, men det er der tilsyneladende også i hvert fald én colombianer, der er.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-