Vuelta a Espana: Outsiderne (*)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, har løbsdirektør Javier Guillen igen i år al mulig grund til at juble over det felt, der på lørdag vil skyde tre ugers benhård bjergfest i gang med en enkeltstart i Burgos. Desværre valgte en træt Tadej Pogacar alligevel at aflyse sin planlagte deltagelse, men når Guillen alligevel kan byde på et opgør mellem de to øvrige af tidens tre førende grand tour-ryttere, Egan Bernal og Primoz Roglic, er der bestemt ingen grund til at være utilfreds.

Endnu bedre bliver det af, at det ikke kun handler om de to favoritter. Bernal er del af et skræmmende stærkt Ineos-hold, der også tæller Richard Carapaz, Adam Yates og Pavel Sivakov, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, og kometen Tom Pidcock. Movistar kommer med A-holdet med tre af de fire kaptajner i form af en revanchelysten Miguel Angel Lopez, Enric Mas og en genfødt Alejandro Valverde, der som bekendt har en Vuelta-historik, man tror må være løgn. Mikel Landa fører an på et skræmmende Bahrain-hold, der tæller Giro-toeren Damiano Caruso, endnu en komet, Mark Padun, Jack Haig, Wout Poels samt Gino Mäder, og Hugh Carthy jagter endnu en podieplads på et EF-hold, der også tæller den i Touren så velkørende Rigoberto Uran. Giulio Ciccone skal endelig være grand tour-kaptajn efter en Giro, hvor han være uhyre overbevisende inden sit styrt, og Romain Bardet gav i Burgos mindelser om tidligere tiders storhed. Roglic flankeres af Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, Rafal Majka skal følge op på en flot Tour med en tilbagevenden til tidligere tiders kaptajnrolle på et UAE-hold, der også tæller David de la Cruz. Unge Mauri Vansevenant og Jay Vine skal for første gang teste sig selv i en grand tour, og derudover tæller feltet solide folk som Guillaume Martin, Felix Grossschartner, James Knox, Harm Vanhoucke, Mikel Nieve og Lucas Hamilton. Ja, når selv Fabio Aru pludselig viser livstegn i dagene op til løbet, har Guillen absolut al mulig grund til endnu engang at knibe sig selv i armen over sit fine felt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Giulio Ciccone (*)

Det er bestemt ikke uset, men langt fra hverdagskost, at en nyprofessionel vinder en grand tour-etape. Endnu sjældnere er det vel, når det sker på en af de store dage i bjergene. Når den slags sker, er det oftest et tegn på, at der er tale om en usleben diamant, der går en stor fremtid som grand tour-rytter i møde, som da Tadej Pogacar i 2020 som helt grøn vandt ikke færre end tre bjergetaper i Vueltaen.

Så spektakulær var Giulio Ciccones grand tour-debut som helt ny 21-årig rytter langt fra. Italieneren var ikke i nærheden af at slå de store favoritter i et direkte opgør i bjergene. Han var heller ikke i nærheden af at ende som nr. 3 i klassement. Alligevel fik han det meste af cykelverdenen til at spærre øjnene op, da han fra et udbrud kørte alene hjem til sejr på Giroens bjergetape til Sestola i 2016 efter at have kunnet kalde sig professionel i mindre end fem måneder.

Det kom dog langt fra ud af det blå. Allerede i begyndelsen af årets havde han fået en af de mere overbevisende professionelle debuter. Faktisk havde han kørt med om sejren i alle de tre italienske løb, han havde kørt inden Giroen, og hvis man ser på, hvor langt der er mellem snapsene blandt de unge ryttere, Bardiani-mandskabet henter ind, er Ciccone også den dag i dag et af deres suverænt mest succesrige projekter i mange, mange år.

Alligevel er det først nu, at vi skal til at finde ud af, hvad Ciccone kan over tre uger. Der fulgte nemlig nogle svære år, hvor skader satte ham i stå. Udover at blive nr. 6 på kongeetapen til Vejle i sit første Danmark Rundt kørte han stort set ikke flere løb i 2016 efter et tidligt exit fra Giroen, 2017 var stort set til skraldespanden, og selvom han i 2018 begyndte at minde os om, hvorfor han havde betaget cykelverdenen i Sestola, var den engang så lysende stjerne falmet kraftigt.

Heldigvis havde Trek ikke opgivet ham, og de gav ham i 2019 chancen på højeste niveau, hvor han i første omgang skulle være luksushjælper for Vincenzo Nibali, der skulle lære ham kunsten at køre grand tours. Det gjorde han i den grad i det års Giro, hvor han udover at hjælpe sin kaptajn til en 2. plads både havde overskud til at vinde kongeetapen og bjergtrøjen, og bare få uger opnåede han endda at overtage den gule trøje i et par dage i sit allerførste Tour de France.

De præstationer satte igen på spot, hvor fabelagtigt et talent Ciccone er, men så kom corona. Italieneren skulle i 2020 ellers have haft sin store chance som kaptajn i en grand tour efter at have hjulpet Nibali i Giroen, men da den forbandende virus vendte kalenderen på hovedet, så de to løb overlappede, trumfede hjælperytterrollen desværre kaptajnrollen. Det kunne nu også være helt lige meget, for Ciccone blev i september ramt så hårdt af covid-19, at han mødte til start i Giroen i meget formsvag tilstand, og da han senere pådrog sig en lungebetændelse og forlod løbet, blev vi heller ikke i 2020 spor klogere på, om manden kan køre klassement.

Med et års forsinkelse skulle vi meget gerne blive det denne gang. På lørdag stiller Ciccone nemlig endelig til start som den Vuelta-kaptajn, han allerede skulle have været for et år siden, men faktisk ved vi allerede meget mere om, hvor holdbar han er, end det egentlig var meningen. Igen i år rejste han nemlig rundt i Italien som hjælper for Nibali i maj, men da Hajen brækkede hånden bare et par uger inden løbet, blev Ciccones rolle pludselig en anden. Nu var han den fri joker, der skulle opsøge mulighederne, og da Nibali hurtigt viste sig ikke at være konkurrencedygtig, fik Ciccone pludselig al den frihed, han kunne have ønsket sig.

Den frihed greb han i den grad. Ciccone overgik alle forventninger, og på bjergetaperne i den første uge var han slet og ret næstbedste mand bag den ellers suveræne Egan Bernal. Særligt på Rocca di Campio-etapen, hvor han endte som nr. 2 bag den sejrende colombianer, var han så overbevisende, at han også begyndte selv at drømme om podiet.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Desværre led hans drømme et skud for boven med en nedtur på grusvejsetapen, der meget let kunne være læst som begyndelsen på et kollaps, mange havde en grum fornemmelse af, at den ret ustabile italiener kunne blive ramt af, men heldigvis var det bare en midlertidig krise. På både Monte Zoncolan og løbets kongeetapen var over Passo Giau var Ciccone tilbage i rollen som en af Bernals førsteudfordrere, og selvom han var blevet overhalet indenom af stærke Damiano Caruso, er det bestemt ikke umuligt, at Ciccone kunne have flankeret Bernal og Caruso på podiet i Milano.

Når det ikke skete, skyldtes det mere uheld i en allerede uheldsramt karriere. På løbets tredjesidste bjergetape røg Ciccone igen i asfalten, og den podieplads, der kunne have løftet ham ind i rollen som en af de helt store outsidere til denne Vuelta, gled ham af hænde. I stedet blev det en ellers meget svingende Simon Yates, der fik 3. pladsen, men det er bestemt ikke usandsynligt, at Ciccone havde fået skovlen under briten, hvis han havde holdt sig på cyklen. Og så havde flere formentlig talt om Ciccone i disse dage.

Selvfølgelig har Ciccone ikke vist, at han kunne holde hele vejen. Han manglede stadig at holde skansen på to store bjergetaper, men hans kørsel i Italien var så overbevisende, at den frygt for manglende holdbarhed og stabilitet, som hans svingende karriereforløb og forår i 2021 kunne have skabt, i et vist omfang er blevet dulmet. Selvfølgelig havde Ciccone sin dårlige dag på Giroens grusveje, men han undgik katastrofen, rejste sig igen og kørte i hovedparten af de første 16 dage på så højt et niveau, at han skal tages seriøst som podiekandidat, når han nu endelig med et års forsinkelse stiller til start som den klare og ubestridte kaptajn i en grand tour.

Hvis Ciccone finder benene fra maj, kommer han altså langt - også meget langt. Desværre er det bare usikkert, om det vil lykkes. Ciccones form har altid været kendt som en af de mere utilregnelige, som vi så i et forår, hvor han startede fremragende, men derudover mest af alt var temmelig skuffende, og hans optakt til dette løb har heller ikke været alt for opløftende. Han styrtede ved OL, hvor han derfor agerede hjælper, i San Sebastian viste han lovende takter med et angreb fra den favoritgruppe, der aldrig rigtigt blev tv-dækket, men i Getxo var det bekymrende, at han blev sat til vægs af klatrere og tunge folk, der ikke burde være i nærheden af at matche ham på den mur, der var løbets omdrejningspunkt.

Den præstation var Ciccone da heller ikke selv tilfreds med, og belært af erfaringen må vi afvente situationen, inden vi på mandag finder ud af, hvilken forfatning han er kommet til Spanien til. Her burde han til gengæld finde en rute, der passer ham glimrende. Igen i år er målbjergene kendetegnet ved at være ganske stejle, som vi særligt ser det på 3., 17. og ikke mindst 18. etape, og Ciccone har med sin sejr over Mortirolo i 2019 og tidligere i år på Zoncolan, Passo Giau og i Sestola vist, at han er fremragende på den slags stigninger. Han har også udviklet et punch, der bringer ham i spil til bonussekunder i løbets to puncheurfinaler, og han har med sine flotte kongeetaper i Giroen vist, at han er god på de store dage med mange højdemeter, som der også findes i sjældent stort omfang i årets Vuelta.

Ciccone har dog også tre store udfordringer. Den ene er enkeltstarten, der hører til blandt de ringeste i et favoritfelt, hvor tempoevner ellers er en mangelvare, og Ciccone har trods alt ikke været så overbevisende i bjergene, at han bare kan regne med at køre minutter fra de bedste i bjergene, hvor han skal hente det tidstab, han utvivlsomt vil pådrage sig på de heldigvis kuperede enkeltstartsruter. Derudover er det bemærkelsesværdigt, at Ciccone altid kun synes at præstere på højeste niveau, når det er koldt og regnfuldt, og derfor kan jeg være noget bekymret for, hvordan han vil håndtere en Vuelta, der i hvert fald vil starte historisk varmt - hvilket ikke siger så lidt i et løb, der er kendt for brutal varme. Endelig er hans hold ingenlunde feltets stærkeste, og Ciccone må nok indstille sig på, at han ofte vil være helt alene i finalerne.

Det betyder dog ikke nødvendigvis det store. Ciccone er ikke kommet til Vueltaen for at vinde, og det vil være en stor overraskelse, hvis det er ham, der ender i den røde trøje i Santiago di Compostela. De kommende tre uger skal først og fremmest konfirmere de uhyre lovende takter, han åbenbarede for cykelverdenen, da han i årets Giro endelig fik mulighed for at teste sig selv i et langt etapeløb. Det er vi mange, der har ventet længe på - faktisk i fulde fem år siden en ung Ciccone bragede ind i den kollektive cykelbevidsthed ved som nyprofessionel at vinde Giroens store bjergetape til Sestola. Dengang fornemmede man, at noget stort var i vente. Forhåbentlig vil turen rundt i Spanien gøre de højtflyvende profetier til virkelighed.

Enric Mas (*)

Det er en utaknemmelig opgave at blive udråbt til Alberto Contadors efterfølger. I sig selv er det nogle sko, der er så store, at de er næsten umulige at udfylde, men rollen bliver bestemt ikke lettere, når man samtidig synes at skulle løfte en hel spansk cykelsport, der efter nogle år med en gylden generation er endt i en gigantisk krise. Det var ikke desto mindre det utaknemmelige prædikat, Mas fik - endda af mesteren selv - da han i 2017 bragede ind på scenen med en flot Vuelta og siden slog helt igennem et år senere, hvor han endte løbet som en imponerende nr. 2 efter etapesejr på den sidste bjergetape, hvor han endda havde den sejrende Simon Yates sendt til tælling.

Det er næppe forventningspresset, der forklarer, at det aldrig er blevet til mere, men sandt er det i hvert fald, at Mas aldrig har nået samme flyvende højder, som han gjorde for tre år siden. Stille og roligt er han gledet ned ad talentranglisten, der til stadighed fyldes med nye og spændende kometer, og hvor han i 2018 lignede en sandsynlig kommende grand tour-vinder, er det i dag nok ikke mange, der vil sætte pensionsopsparingen på, at han ender øverst på podiet i et af de store etapeløb.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det er nu ikke, fordi det er gået ham dårligt - slet ikke! De fleste vil give deres højre arm for i to på hinanden følgende udgaver af Tour de France at være endt som hhv. nr. 5 og 6 og indimellem have taget en 5. plads i Vueltaen også. Det er i sig selv fremragende resultater, men de står bare ikke mål med de store forventninger. Derfor sidder de fleste med en følelse af skuffelse, når de tænker tilbage på den Mas, der betrådte podiet i Madrid for tre år siden.

Det, der i de senere år måske særligt har kendetegnet Mas, er, at han er blevet en af feltets mest udprægede grand tour-ryttere. Det er uhyre sjældent, at han leverer nævneværdige resultatet uden for de lange etapeløb, men det kan i virkeligheden ikke komme som den helt store overraskelse. Allerede fra karrierens start stod det nemlig klart, at han i nærmest uhørt grad er en langsom starter, og derfor er hverken ugelange etapeløb eller endagsløb noget for ham.

I grand tours har det imidlertid også været et problem. Mas har haft for vane at smide en masse tid i løbenes første halvdel, men derefter avancere kraftigt i den anden halvdel, når motoren er blevet varm. Det var selvfølgelig mest markant i 2019, hvor han i sin store Vuelta sprang fra en 12. til en 2. plads over de sidste ni etaper, men også i sidste års Tour var det meget markant, at han efter 12. etape hoppede fra en 12. til en 5. plads.

Problemet er bare, at den slags tidstab er for dyre, hvis man vil vinde løbene, og derfor er Mas også helt bevidst om, at det er noget, han skal arbejde med. Det gik faktisk også langt bedre i årets Tour, hvor han så ganske god ud i Alperne, men til gengæld løb han ind i et nyt problem, nemlig manglende stabilitet. Pludselig havde han to dyre offdays på Mont Ventoux og Col du Portet, og det endte formentlig med at koste ham 4. pladsen bag løbets tre suverænt stærkeste ryttere.

Til gengæld kom dieselmotoren til sin ret til sidst. På løbets sidste bjergetape blandede Mas sig i kampen om sejren med Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard og Richard Carapaz, og her viste han, at han altså stadig kan noget ganske særligt mod slutningen af en grand tour. Havde de tre favoritter bare kigget på hinanden en anelse længere, kunne Mas såmænd være endt som vinderen på Luz Ardiden.

Nu skulle man mene, at det for en mand med Mas’ motor burde være perfekt at komme til Vueltaen med en grand tour i benene, men desværre erfarede vi sidste år, at det ikke var helt så enkelt. Her prøvede han modellen for første gang, og det førte pludselig til et helt omvendt mønster. Mas var uhyre overbevisende i løbets første uge, men da det for alvor gjaldt i den sidste uge, var han falmet. I et felt, der manglede dybde, endte han som nr. 5 uden for alvor at være tæt på de bedste.

Den slags er der ikke råd til i år. Modsat sidste år, hvor den tredje uge var let, afgøres årets Vuelta denne gang i udpræget grad over de sidste fem dage, og her kan man frygte, at Mas igen vil lide under den træthed, vi så for et år siden. Det er egentlig en ganske uvant konklusion om manden, der plejer at have fordel af den hårdest tænkelige afslutning, men sidste år var mønsteret bare helt anderledes i hans anden grand tour.

Derudover har han en anden udfordring. Normalt burde han blandt de mange temposvage favoritter i dette løb i den grad kunne drage fordel af særligt den sidste enkeltstart, der synes skræddersyet til en mand med næse for at køre gode tidskørsler i den tredje uge. Desværre har hans gode enkeltstart været forvandlet til en mindre katastrofe siden nedturen i Vueltaen sidste år, og i år har det været helt galt, senest også i Touren. Dermed er de 40 km ensom kamp mod uret pludselig forvandlet til en ekstra ulempe, medmindre han mod forventning pludselig bryder mønsteret.

Der er dog også ting, der taler til fordel for Mas. Sidste år kørte han faktisk en ganske flot Angliru-etape, hvor han slog både Roglic og Carapaz, og det var altså efter 12 dage. Det er derfor ikke helt givet, at han kommer lige så mærket ud af Touren, som han gjorde for et år siden. Derudover taler det også til hans fordel, at årets Vuelta har kurs mod at blive rekordvarm, for han synes ofte at gøre det godt i stegende hede.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Endelig er der holdet. Movistar er brølstærke og har hele tre kaptajner, der kan angribe på skift. I Dauphiné fungerede harmonien mellem ham, Miguel Angel Lopez og Alejandro Valverde storartet, og måske kan denne Vuelta blive den grand tour, hvor de endelig formår at udnytte deres obligatoriske overtal. Særligt hvis Ineos, Jumbo og Bahrain kigger for meget på hinanden, er der plads til det spanske hold, der denne gang må regnes som en lille underdog i det spil.

Det er desværre også tænkeligt, at der skal taktik til, hvis Mas vitterligt skal vinde. Ikke blot så vi sidste år, at det kneb med friskheden i den anden grand tour, ligesom hans enkeltstart er forsvundet. Værre er det, at han stadig synes at mangle at finde de sidste procent, han havde, da han for tre år siden bragede ind på scenen og blev udnævnt til Contadors efterfølger. Heldigvis er det ikke for sent at finde dem - slet ikke når man bare er 26 år. Hans læremester var trods alt kun to år yngre, da han vandt sin første grand tour.

Sepp Kuss (*)

Egentlig havde jeg besluttet mig for ikke at have Sepp Kuss på denne liste. Der er nemlig ingen tvivl om, hvad der er Jumbos prioritet i dette års Vuelta. Den er ganske enstrenget og kan formuleres ganske kort: Primoz Roglic skal sikre sig hit hattrick.

Hvis den plan går efter bogen, ser vi ikke noget til Kuss i toppen af klassementet. Meget taler nemlig for, at Roglic kan ende med at føre løbet fra 1. til 21. etape, og selvom Jumbos hold er stærkt, er det med Steven Kruijswijks kollaps ikke skræmmende. Meget taler for, at det i mange nøglesituationer kun vil være Kuss, der vil sidde hos Roglic, og i de situationer vil det være helt umuligt at beskytte to ryttere.

Det er bare ikke altid, at alt går efter planen. Det kan Roglic mere end de fleste skrive under på efter en sæson, hvor han har smidt en sikker sejr i Paris-Nice væk efter styrt, og hvor hans store Tour-drøm blev knust på den nordfranske asfalt. Særligt sidstnævnte er vigtig at huske på, for hvordan var det nu, det gik i Frankrig?

Jo, det gik sådan, at Jumbo næsten vandt alligevel. ”Næsten” er måske et stort ord, når Tadej Pogacar vandt med en urimeligt stor margin, men det var i det mindste hollænderne, der var tættest på at yde sloveneren modstand. Holdets plan B, Jonas Vingegaard, endte som bekendt på løbets andenplads, og var Pogacar blevet ramt af et Roglic-agtigt uheld i den tredje uge, havde danskeren stået for en af moderne Tour-histories største choksejre.

Det er velkendt, at Roglic er alt andet end immun over for uheld. Det skyldes formentlig manglende koncentration, at han har en lidt for kedelig tendens til at styrte i ellers rolige momenter, og derfor skal man være åben for, at det kan gå galt igen. I det tilfælde er holdet heldigvis heller ikke denne gang ude af billedet, for i Kuss har man en aldeles glimrende plan B.

Det kræver naturligvis, at amerikaneren stadig er inde i billedet, og det er han næppe, hvis Roglic skulle falde ud af billedet sent i løbet. Til den tid er det sandsynligt, at Jumbo vil have været tvunget til at kontrollere løbet så meget, at Kuss for længst er distanceret, og i det tilfælde må plan B i stedet være etapesejre.

I løbets første uge virker det til gengæld logisk at forsøge at holde Kuss inde i billedet. Som bekendt var det hele tiden tanken, at Vingegaard skulle holde sig til som en mulig plan B, der kunne spilles ud i det taktiske spil mod blandt andet et Ineos-hold med flere kaptajner, end man kan nå at opremse, om man så har en time til rådighed. I dette løb er de endda oppe mod tre skræmmende stærke hold med adskillige kaptajner, nemlig Ineos, Bahrain og Movistar, og i det spil er det måske meget godt, at Roglic ikke er den eneste taktiske option.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Faktisk var det jo hele tiden planen, at Kuss skulle have sin chance i Vueltaen. Ved sæsonstart var han og Kruijswijk udset til en delt kaptajnrolle, men det fik Roglics styrt i Touren lavet godt og grundigt om på. Det gør det imidlertid endnu mere sandsynligt, at han skal holdes inde i billedet i hvert fald i den første del, og det synes bestemt også at være muligt. Ser man bort fra Picon Blanco, hvor en formstærk Kuss på en relativt enkel rute bør ende blandt de allerbedste - førertrøje til Roglic eller ej - er den første uge ikke specielt svær, og den største risiko er i stedet sidevind og den risiko for styrt, der kan tvinge Kuss til at overtage kaptajnrollen.

Er han så klar til at lave ”en Vingegaard”? Det er bestemt ikke sikkert. Vi ved alle, hvor skræmmende god Kuss kan være på sine gode dage - særligt var han uhyggelig på Angliru sidste år, hvor man sad med fornemmelsen af, at han kunne have knust al modstand, hvis han havde fået lov - men i år er vi også blevet mindet om, at han også er skræmmende ustabil. Igennem foråret har Kuss været ganske god, og selvom en lidt kedelig tendens til at overvurdere kræfterne har betydet, at det ikke rigtigt kan ses i resultatlisterne, har han cementeret sin status som en af verdens bedste bjergryttere. Men vi har også med hans pludselige nedture i Romandiet, Catalonien og Dauphiné set, at der stadig er alt, alt for store udsving i hans præstationer.

Det var der også i årets Tour. Faktisk var de første to uger temmelig sølle, og det lugtede ikke af, at vi skulle se den bedste Kuss i Frankrig i år. Det nåede vi heldigvis alligevel, for i løbets døende dage var han tilbage. Ikke alene tog han en fornem etapesejr i Andorra, på løbets sidste bjergetape var han endelig igen i stand til at klatre så godt, at kun de allerbedste klassementsryttere kunne matche ham.

Det er klart, at de udsving gør det lidt svært at tro, at han kan køre en stabil Vuelta, men faktisk er der en vis grund til at optimisme at hente i hans kørsel i 2020. Her så det nemlig ud, at det var slut med den børnesygdom, da han både i Touren og Vueltaen sad hos Roglic hver eneste gang, det var nødvendigt. Dengang lykkedes det ham at være konsistent, og han var det endda også i den anden af sine to grand tours.

Derfor er der håb for, at det kan lykkes igen denne gang. Hans veldokumenterede problemer med dårligt vejr bliver formentlig ikke en udfordring, som den var det i blandt andet Romandiet og Touren, og i stedet ser det ud til, at vi får masser af den varme, hvor han synes at trives storartet, som vi så ved sejren i Andorra. Nok har han Touren i benene, men den kørte han slet ikke for fuld knald, og i forhold til ryttere, der kørte klassement i Frankrig, behøver den slet ikke at være nogen ulempe for ham.

Derudover synes Kuss næsten altid at toppe mod slutningen af grand tours. Det gjorde han i årets Tour, og da han vandt i Vueltaen i 2019. Sidste år var han også særligt god på Angliru, der lå i løbets næstsidste weekend, og gentager det mønster, står han stærkt i den meget bagtunge udgave af Vueltaen, hvor de væsentligste udfordringer er koncentreret over de fem sidste dage. Særligt de to brutale dage i de asturiske bjerge på 17. og 18. etape med knaldhårde og stejle målbjerge, er ideelle for en ren klatrer som Kuss, og særligt Anglirus lillesøster på løbets fjerdesidste dag burde være guf for manden, der dansede op ad det rigtige Angliru for mindre end et år siden.

Desværre for Kuss handler en grand tour om mere end bjerge. Udover at han skal udvise en eller anden form stabilitet, skal han også holde sig til i sidevinden på den spanske højslette. Det klarede han faktisk godt i sidste års Tour, men det er bestemt ikke hans spidskompetence. Derudover har vi igennem hele foråret fået dokumenteret, at hans enkeltstart stadig er temmelig miserabel.

Heldigvis for ham er ingen af de andre favoritter specielt gode temporyttere, hvis man tager Roglic ud af billedet - og det er en forudsætning for, at Kuss overhovedet er relevant som vinderbud - og dermed er der ikke udsigt til, at han vil tabe alt for meget over de 40 km kamp mod uret, særligt fordi ruterne er kuperede. Der er i hvert fald ikke udsigt til, at tabet vil være så stort, at det vil være helt umuligt for Angliru-Kuss at hente det.

Naturligvis er der meget, der skal flaske sig. For det første skal det starte med at gå helt galt for plan A, så plan B overhovedet bringes i spil. Derefter skal Kuss undgå at tabe tid i sidevinden i den første uge, inden han skal lykkes med at holde sit niveau gennem alle tre uger. 2020 giver dog et håb om, at det kan lykkes, og genfødes Angliru-Kuss pludselig på 17. og 18. etape skal selv Bernal pludselig stå tidligt op for at være med. Det er trods alt bare en måned siden, at plan B var tæt på at lykkes, og Kuss virker ikke som en meget ringere plan end Vingegaard. Danskeren har i hvert fald vist vejen.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Alejandro Valverde (*)

Jeg bliver ofte kritiseret for, at man skal bruge en lidt for stor kop kaffe for at komme igennem mine tekster. Det kan der utvivlsomt være noget om, men denne gang er jeg lovligt undskyldt. Det er nemlig ikke min skyld, at man både skal bruge det helt store krus med koffein og tage den helt dybe indånding, inden man går i gang med at læse nedennævnte resultatliste.

Hvad dækker det over, når vi taler om en 1. plads, tre 2. pladser, tre 3. pladser, en 4. plads, to 5. pladser, en 7., 10. og 12. plads og dertil lægger 14 etapesejre, herunder to på holdløb, og fire pointtrøjer? Et ikke urimeligt bud ville være, at det dækkede over det samlede spanske cykelnations resultater i deres hjemlands største etapeløb over det seneste årti, men det er det slet ikke. Nej, det er såmænd de resultater, der er opnået af blot én af værtsnationens ryttere igennem en karriere, der har budt på 14 tre uger lange ture rundt i Spanien.

Det er nemlig, hvad Alejandro Valverde har bedrevet igennem en alenlang karriere i det løb, hvor han har haft allermest succes. Nok kom han lidt skævt fra start i sin debut i 2002, hvor han udgik, men siden han kørte på podiet i 2003 som en ung 23-årig opkomling, er Valverde endt i top 10 næsten hver eneste gang, han har ikke har været i karantæne eller har siddet i sygesengen med en smadret knæskal. Kun én gang kørte det spanske legende ikke med blandt de 10 forreste, nemlig i 2016, hvor han gennemførte sit vilde projekt med at deltage i alle tre grand tours på ét år. Og faktisk var det kun én dårlig dag, der forhindrede ham i også at ende blandt de forreste i det løb, hvor han hurtigt endte som luksushjælper for den sejrende Nairo Quintana.

Valverdes rekordliste er vitterligt til at blive helt stakåndet over, og det mest utrolige er, at han er så stensikker, at man med sindsro kan sætte pensionsopsparingen på, at han vil være konkurrencedygtig. Selv i 2018, hvor han sagde, at han alene kom for at forberede sig til sit så succesrige VM, endte han med at ligge nr. 2 i klassementet bare 72 timer inden afslutningen i Madrid, inden han efter to svære bjergetaper gled ned som nr. 4. Selv i 2019, hvor han for første gang begyndte at indikere, at alderen var ved at indhente ham, vågnede han pludselig så meget op til dåd, at han blev en af de få, der i den sæson slog Primoz Roglic på en bjergetape, og han endte endda løbet som nr. 2. Og selv i hans igennem triste 2020-sæson, hvor han ikke vandt ét eneste cykelløb, var han alligevel i Vueltaen så konkurrencedygtig, at han fik klemt sig ind i top 10, selvom Movistar med en gigantisk taktisk brøler på den sidste bjergetape syntes at gøre deres bedste for at forhindre det.

Derfor skal man også være en modig mand, hvis man tør udelukke, at Valverde igen er med helt fremme, når han i denne uge drager til starten for 15. gang i sin karriere. Det er ellers svært at være alt for optimistisk, hvis man ser på hans kørsel de seneste uger. Nok kørte han en flot Tour, hvor han var tæt på at vinde en etape, men for første gang i en menneskealder gennemførte han en grand tour uden at spille en rolle i klassementet, og han var aldrig tæt på at følge de bedste på bjergetaperne. Og karrierens sidste helt store mål, OL, endte som en så gedigen en fiasko, at det gjorde helt ondt i hjertet at være vidne til.

Sammenlignet med hvor han var i 2020 og begyndelsen af 2021, hvor man efter hans præstationer i UAE Tour og Strade Bianche havde helt i ondt i maven over, at han ikke havde formået at stoppe i tide, inden en trist slutning skulle ødelægge hans eftermæle, har han nemlig været ganske flyvende denne sommer, hvor han som bekendt vandt en etape i Dauphiné - det sværeste af de ugelange etapeløb. Og vi husker alle, hvordan han i foråret pludselig ud af det blå atter lignede den rytter, vi kendte fra hans storhedstid, da han pludselig var en af de allerskarpeste i de catalanske bjerge, kørte på podiet i Fleche Wallonne og spurtede om at kunne vinde endnu et Liege på sin 41-års fødselsdag.

I det lys vil der være sket mærkeligere ting, end hvis vi i de kommende uger bliver vidner til genfødsel nr. 117 for manden, der gang på gang har sendt alverdens nekrologer i makulatoren. Det er trods alt mindre end fire måneder siden, at Valverde kørte med Julian Alaphilippe og Tadej Pogacar på stigningerne i Liege - i øvrigt på en dag, hvor Primoz Roglic ikke kan følge med.

Selvfølgelig kan man indvende, at der er forskel på at kunne følge med i det puncheurterræn, der altid har været Valverdes naturlige hjemmebane, og at han slet ikke har udvist samme comeback i de høje bjerge, som aldrig er faldet ham helt så naturlige. Det er skam også rigtigt, men i Catalonien, der i år var ganske stærkt besat, viste han trods alt, at han på sine gode stadig kan begå sig, også når stigningerne bliver lidt længere.

Der er også en grund til, at Valverde altid synes at rejse sig netop i Vueltaen. Den passer ham nemlig bare pokkers godt. Stigningerne er generelt relativt korte og meget stejle, de er ofte meget irregulære, og man kommer kun i begrænset omfang op i de højder, hvor Valverde har det så svært. Enkeltstarterne er ofte kuperede, og dermed var de tidligere guf for en mand, der var god på kuperede tidskørsler, og der har altid været et hav af puncheurfinaler, hvor han har kunnet hente det ene bonussekund efter det andet. Endelig er det ofte blevet afviklet i bagende hede, hvor Valverde altid har været allerbedst, og kun sjældent i den kulde, han hader som pesten.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Mange af disse karakteristika finder vi også i år. Der er i år to af Valverde elskede puncheurfinaler, og hvis han genfinder benene fra april, vil han have en reel chance for at tage kampen op mod Roglic i Cullera og Valdepeñas de Jaen. I år er der desværre lidt flere længere målbjerge og ”rigtige” bjergetaper med mange højdemeter, men Anglirus lillesøster på 18. etape og det tidlige slag på Picon Blanco er med deres stejlhed ikke helt dårlige for Valverde. Varmen ser ud til at slå nye rekorder i hvert fald i løbets begyndelse, og der er en del potentielle sidevindsetaper på højsletten, hvor Valverde aldrig rigtigt fanges.

Alligevel er det svært at tro, at Valverde vil være med helt fremme. Selv med benene i april var han stadig et par procent under den nye tids verdensstjerner. Det var han også i Catalonien, og derfor virker det ikke helt realistisk at tro, at han pludselig kan måle sig med Roglic og Egan Bernal på en rute, hvor bjergetapernes design trods alt ikke er ideelt for Valverde. Dertil kommer, at hans engang så fine enkeltstart er gået fløjten, og i dag må han selv på kuperede ruter regnes som en af favoritfeltets ringere temporyttere.

I det mindste er han del af et stærkt hold, der har tre uhyre stærke kaptajner, og de viste i Dauphiné, at de sagtens kunne få det til at fungere i harmoni. Denne gang er Movistar ikke de største favoritter, og måske kan de lukrere lidt på den magtkamp, der ventes at opstå mellem særligt Ineos og Jumbo. Valverde er i hvert fald snu, og han har en urimelig lang erfaring, der kan være et vigtigt våben i et løb, han kender til hudløshed.

Men nej, det er ikke sandsynligt, at Valverde er med helt fremme. Dertil har han manglet for meget i de høje bjerge, og dertil har han været for skuffende i de seneste uger. Der var bare heller ikke mange, der regnede med, at han ville blive nr. 2 bag Roglic for to år siden, hvor han slog ryttere som Tadej Pogacar og Miguel Angel Lopez. Da han blev sat tidligt på stigningerne i UAE Tour, var der heller ingen, der troede, at han skulle være et mulehår fra at vinde Liege igen. Valverde har rejst sig fra graven så mange gange, at man altid skal berede sig på, at det kan ske igen. Hvis det bliver tilfældet, skal kaffekoppen være endnu større, når favoritanalysen om Valverde skal læses om et års tid forud for 2022-udgaven.

Tom Pidcock (Romain Bardet) (*)

Efter udarbejdelsen af denne analyse er der på Ineos' pressekonference kastet mer lys over Pidcocks rolle og form. Han har slappet af siden OL, kommer for at lære og vil bruge løbet til at køre sig i form til VM. Han er derfor ren hjælper, og denne stjerne har således slet ingen berettigelse. Jeg giver stjernen til Romain Bardet i stedet, men har desværre ikke tid til at skrive en mere uddybende analyse. Jeg henviser til holdoversigten for uddybning.

I vidunderbørnenes tidsalder synes der altid at være et vidunderbarn, der indtager en hovedrolle i en grand tour. Nu kan man argumentere for, at Egan Bernal stadig falder ind under den kategori, og derfor vil sørge for, at trenden ikke brydes i årets Vuelta, men det er slet ikke sikkert, at colombianeren bliver den eneste af slagsen til at skabe overskrifter over de kommende tre uger.

Det nyeste skud på den alenlange liste af fænomener, som synes at dukke op i tide og utide i disse år, er nemlig allerede klar. Det er ikke mange ryttere, der som nyprofessionel kører med om sejren i alle de store endagsløb, men det gjorde Tom Pidcock næsten. Måske manglede han efter lidt sygdom nogle procent i Milano-Sanremo og Flandern Rundt, men da han blev frisk igen, var han ganske uhyggelig. Når man i to på hinanden følgende klassikere ender med at køre en millimetertæt spurt mod Wout van Aert i en duel, der ender 1-1, kan man i hvert fald et eller andet ganske særligt.

Det vidste vi nu godt, at Pidcock kunne. Det er længe siden, han begyndte at skabe overskrifter i crossverdenen, og det varede heller ikke længe, inden det stod klart, at han skam også kunne på landevejen. I 2017 var han ganske dominerende som junior, inden han kronede sæsonen med at blive suveræn verdensmester i enkeltstart, og derfra gik det stærkt. Som 19-årig blev han nr. 17 i sit første Tour of Britain, og i 2019 vandt han i suveræn stil det bjergrige Tour Alsace, inden han blev nr. 3 til et U23-VM, han formentlig havde vundet, hvis ikke han var styrtet slemt i Tour de l’Avenir kort forinden og tillige under selve VM-løbet. Sidste år satte han så en fed streg under potentialet med en skræmmende magtdemonstration i Baby-Giroen, hvor han vandt tre af de otte etaper og naturligvis også tog den samlede sejr.

Det er det potentiale, han har forfinet i år, hvor han med det samme er trådt direkte ind i verdenseliten med samme selvfølgelighed, som Van Aert og Mathieu van der Poel har gjort det. Selvsamme Van der Poel har han i øvrigt givet nogle gedigne klatrelektioner på mountainbiken og crosscyklen, for selvom hollænderen generelt har haft overhånden, i hvert fald inden for cross, har Pidcock været den stærkeste, når der for alvor skulle klatres.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Lige netop den evne gør også, at der er stor forskel på deres evner på landevejen. Det kan godt være, at Pidcock skabte overskrifter i klassikerne, men man skal ikke tage fejl. Den lille brite er først og fremmest skabt til at gøre opad, og at han ledsager det talent med et eminent punch og en god spurt, fortæller blot alt om hans alsidighed.

Det var den evne, der kom til udtryk, da han vandt Baby-Giroen i så suveræn en stil, at det var nok til at sikre ham rollen som britisk VM-kaptajn hos eliten. Dengang var den 260 km i Imola stadig for skrap kost, men som vi så i foråret, har han allerede nu robustheden til at klare de lange distancer også.

Har han så også robustheden til tre uger? Det er der ingen, der aner - heller ikke Pidcock selv. Over de otte dage i Baby-Giroen blev han imidlertid ingenlunde ringere, og han rundede endda af ed at vinde begge de to sidste etaper. Der er umiddelbart intet, der antyder, at han ikke skulle have en glimrende restitutionsevne til at håndtere den grand tour-debut, der venter forude.

Spørgsmålet om holdbarhed er imidlertid slet ikke det eneste, man kan rejse. Faktisk er listen så alenlang, at det er betydeligt sværere at finde bare ét brugbart svar end et nyt tvivlspunkt. Eksempelvis har han stadig til gode at køre i de rigtige bjerge hos eliten, og når man må formode, at han ikke får problemer i Vueltaen, er det alene baseret på hans evner i Alsace og Baby-Giroen samt det forhold, at han i sine offroadaktiviteter har været så suveræn en klatrer.

Hvis det kan overføres til landevejen, burde Vueltaen faktisk være den grand tour, der passer ham bedst. Pidcock er jo netop kendt for sit punch, og derfor burde de relativt korte, eksplosive stigninger i Spanien være guf for ham. Hans uhyre spinkle statur taler også for, at han vil elske de stejle procenter, det spanske løb er fyldt med, og allerede nu er det svært ikke at glæde sig til at se ham spurte mod Primoz Roglic på muren i Valdepeñas de Jaen.

Samtidig er han komplet. Som vi så i klassikerne, har han masser af power på flad vej, og hans tempoevner er velkendte. Det er ikke uden grund, at han blev juniorverdensmester i enkeltstart for fire år siden, men det er til gengæld ikke en evne, han har dyrket. Faktisk er den eneste enkeltstart, han har kørt i de seneste sæsoner, sidste års U23-EM, hvor han ”kun” blev nr. 4. Det var imidlertid bag specialister som Andreas Leknessund og ikke mindst en vis Stefan Bissegger, der blot slog ham med 16 sekunder over de 25,6 km i Plouay. Med den ekstra råstyrke, han har i dag, bør han køre nogle ganske glimrende enkeltstart, særligt på den eksplosive 1. etape, hvor han ligner den største trussel mod Roglic, men også i det kuperede terræn i Galicien til allersidst.

Bonussekunder kan han også få. Når man kan slå Van Aert på stregen, har man en hæderlig spurt, og selvom der nok er grænser for, hvor meget han vil gøre brug af den evne, vil det være sært, hvis ikke han får chancen for at vise den i hvert på løbets to puncheuretaper. Sidevind er naturligvis heller ikke et problem på et hold, der er notorisk kendt for altid at sidde på den rette side af diverse splittelser, og varmen håndterede han fornemt, da han vandt OL-guld i Tokyo for et par uger siden. Her viste han også, at formen er fremragende, og selvom han ikke har haft fokus på landevejen i nu ganske lang tid, viste han i foråret, at han sprang direkte fra crosscyklen til at være blandt de bedste i Omloop Het Nieuwsblad.

Indtil nu er jeg bare gået let og elegant hen over det allervigtigste spørgsmål: Pidcocks rolle. Får han overhovedet chancen for at køre klassement i en trup, der tilsammen har vundet tre grand tours i løbet af de seneste tre sæsoner?

Det korte svar er formentlig nej. Alt taler for, at Pidcock skal til Spanien for at lære, hjælpe holdet og måske køre et par af de puncheurfinaler, der passer ham - og hvis det går højt måske endda deltage i et udbrud. Vi vil nok snarere se Pidcock sætte det dræbende tempo, der skal gøre det muligt for de erklærede kaptajner Egan Bernal, Richard Carapaz og Adam Yates at isolere den slovenske storfavorit.

Men hvad nu hvis Pidcock åbner med at køre en fremragende enkeltstart og kører brølstærkt på Picon Blanco på mandag, hvor det er tvivlsomt, om det vil være et lige nu lidt forslået Ineos-hold, der tager teten og lægger presset. Kommer han pludselig ud af de første tre etaper i en gunstig position, må det være en overvejelse værd at holde ham inde i klassementet, så længe det varer. Kan han så krydre det med en god puncheurspurt i Cullera, inden vi igen rammer bjergene, og her dokumentere den flyvende form, man kan håbe, han har, skal der vel ikke mange svaghedstegn til hos en eller to af de udpegede kaptajner, før det er værd at se, hvor langt det rækker.

Formentlig rækker det ikke hele vejen, men med sportens vidunderbørn skal man altid være forsigtig. Der var heller ikke mange, der regnede med, at Tadej Pogacar i sin første grand tour ville vinde tre etaper og ende på podiet, og Pidcocks første sæson på WorldTouren har indtil nu ikke været spor ringere, end Pogacars var dengang. Ligesom sloveneren har han også den fordel, at han kommer betydeligt friskere til løbet end hovedparten af favoritterne, for han har haft et yderst begrænset løbsprogram, både på landevej og mountainbike, og det brækkede kraveben i juni satte ham tilsyneladende ikke spor tilbage. Selvfølgelig kompliceres det af, at hans rolle på holdet er en helt anden, end den var for Pogacars for to år siden, men skulle der opstå en mulighed for, at han kan køre sig chance, er alt muligt i denne vidunderbørnenes tidsalder. Pogacar har i hvert fald vist ham vejen.

Holdoversigt

I løbet af fredagen vil der i en separat artikel komme en holdoversigt med en gennemgang af de klassementsryttere, der ikke fik plads på listen.