Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne (****)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, og i 2022 kunne præsentere et fremragende felt med hele Giroens podium, hele podiet fra løbets 2021-udgave samt kometerne Remco Evenepoel og Juan Ayuso, har løbsdirektør Javier Guillen overgået sig selv denne gang. Igen kan han nemlig præsentere hele sæsonens Giro-podium og podiet fra den seneste udgave af Vueltaen - et podium, der tæller både Evenepoel og Ayuso én gang til - men nu kan han toppe det med den regerende Tour-vinder også.

Selvfølgelig savner alle Tadej Pogacar, men han er også den eneste væsentlige mangel - om end en stor en af slagsen. Selvfølgelig ville man elske også at have navne Jai Hindley, Tao Geoghegan Hart, Richard Carapaz og efter dette års Tour også Adam Yates i feltet, men når Jonas Vingegaard, Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Juan Ayuso samles i samme felt, er det altså kun Pogacars navn, der mangler på listen over fænomener. Endnu bedre bliver det naturligvis af, at de suppleres af Geraint Thomas og Joao Almeida, der begge var på podiet i Giroen, og Enric Mas, der de seneste to år er endt som nr. 2, og Guillen klager sikkert heller ikke over, at Damiano Caruso, Giulio Ciccone, Thymen Arensman, Eddie Dunbar, Hugh Carthy, Louis Meintjes, Romain Bardet, Jay Vine og Aleksandr Vlasov også står på listen - og så har vi endda slet ikke nævnt de tre nye vidunderbørn Lenny Martinez, Cian Uijtdebroeks og Romain Gregoire.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Nej, Guillens arm må være så øm, at han snart skal have den tilset på hospitalet, hvis han bliver ved med at knibe i den af bare begejstring over det superfelt, han har formået at tiltrække. Når det så samtidig suppleres med der, der er betegnet som den måske hårdeste rute nogensinde med svære bjergetaper spredt ud over hele løbet, er der måske mere end tidligere i historien lagt op til en spansk cykelfest, som ingen cykelfan har råd til at misse.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Årets Giro-vinder kan meget vel vise sig at være Vueltaens  næststærkeste rytter efter Jonas Vingegaard. Foto: Sirotti

Primoz Roglic (****)

Guderne skal vide, hvad Primoz Roglic tænkte, da Jumbo-ledelsen kom på den ide, at han skal have konkurrence på sin hjemmebane. Lige siden han vandt løbet for første gang i 2019, har Vueltaen jo nærmest været hans ejendom. Tre år i træk vandt han løbet, og selvom det så svært ud, finder vi aldrig ud af, om han kunne have mønstret et comeback mod Remco Evenepoel i sidste års udgave, hvor verdens dummeste styrt sendte ham ud af løbet, netop som han havde sat den lille belgier til vægs.

Nu er ejendommen ikke længere hans. Pillen har sikkert været ganske bitter at sluge, da han fik at vide, at han denne gang skal dele kaptajnrollen med Jonas Vingegaard. Det har han jo prøvet før i Tour-sammenhæng, men denne gang har den nok smagt ekstra bittert. Hvor Roglic i Touren i 2021 og 2022 trods alt kunne have et berettiget håb om, at han stadig var ”sin elev” overlegen, kan der ikke længere herske tvivl om, at det er Vingegaard, der vil vinde den kommende Vuelta, hvis de begge præsterer på 100%.

Det beviser Geraint Thomas. Vi husker alle, hvordan det først til allersidst lykkedes for Roglic at få skovlen under den sejlivede walisiske veteran i årets Giro, men den slags kvaler havde Vingegaard slet ikke i sidste års Tour. Nej, tværtimod kørte han sin walisiske rival over med en ganske gigantisk margin på 7.22, og selvom man naturligvis ikke kan udelukke, at Thomas trods sin høje alder var på et højere niveau i maj, end han var det i Touren for et år siden, er der nok ikke mange andre end de mest inkarnerede slovenske cykelfans, der tror på, at denne forbedring skulle svare til den gigantiske afstand, der var mellem Vingegaard og Thomas i Frankrig for et år siden.

Derfor var det en kedelig besked, der ventede på Roglic den decemberdag. Hvis han skal gøre sig håb om at tangere Roberto Heras som den eneste firedobbelte vinder af Vueltaen, er skæbnen nemlig ikke rigtigt i hans egne hænder. Den ligger helt og holdent hos Vingegaard, for hvis danskeren rammer det niveau, han har haft i de seneste to udgaver af Touren, er det meget svært at se, at løbet på nogen måde kan få en anden vinder end en dansker.

Alligevel har Roglic i hvert fald to grunde til at gå ind til løbet med en vis optimisme. Den første handler om Vingegaard. Som beskrevet i analysen af den danske favorit er der nemlig al mulig usikkerhed om, hvilken forfatning Tour-kongen vil møde op i. Det synes helt givet, at han med Touren i benene og en helt anderledes ugunstig forberedelse ikke vil være på 100%, men hvor tæt han kommer på sit maksimum, kan kun tiden vise. Selvsamme tid kan også kun vise, om han trods sit hårde program kan bevare det niveau, han måtte have, gennem tre uger på en rute, der er betegnet som den hårdeste nogensinde.

Det giver Roglic grund til at håbe på, at han vitterligt vil være stærkere end sin holdkammerat, når løbet vil vise, hvem af de to ligestillede kaptajner der faktisk er stærkest de kommende tre uger. Han skal ikke forvente en Vingegaard på 100%, og så bliver spillebanen pludselig langt mere lige - og selvom vi taler om holdkammerater, vil sloveneren nok i sit stille sind håbe, at balancen er tippet så meget, at den pludselig peger i østeuropæisk retning.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Den anden grund til Roglics optimisme handler om ham selv. Ved sæsonstart kunne man have en alvorlig bekymring for, at sloveneren havde indledt så kraftigt en nedadgående spiral, at han ville være meget langt fra fordums styrke i denne sæson. Den bekymring måtte man nemlig have efter nogle temmelig sløje præstationer i Paris-Nice, Baskerlandet, hvor han dog også led af en knæskade, og Dauphiné i en sæson, hvor et styrt i Touren og dårlig forberedelse i Vueltaen forhindrede ham i senere at bevise, at han altså fortsat tilhører den absolutte elite.

Roglic har vundet Vueltaen tre gange før. Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Det har han heldigvis gjort i år. Det gjorde han allerede i foråret, hvor han trods en elendig vinter, der blev ødelagt af en skade, startede året som lyn og torden. Ikke blot tog han sejren i et lidt svagere felt i Tirreno, han tog også en enorm skalp ved at slå Evenepoel i en direkte duel i Catalonien. I det øjeblik gik han fra at være et usikkert kort i Giroen til at være i hvert fald min favorit - ikke mindst fordi den sparsomme forberedelse gjorde, at der var plads til masser af forbedring mellem Catalonien og den italienske grand tour.

Som bekendt satte Roglic siden hen en fed streg under ”sit comeback” med sin samlede sejr i Giroen. Vi finder aldrig ud af, om han havde slået Evenepoel eller ej, hvis ikke vidunderbarnet var rejst hjem, men han slog i hvert fald alle rivalerne. Løbet var bare også både en succes og en bekymrende oplevelse på én og samme tid. På den ene side viste han sin klasse ved at vinde, men på den anden side var det altså med hiv og sving, at han slog Thomas - og det havde det aldrig været i hans storhedstid i 2019 og 2020, hvor han var så overlegen, at han i perioder virkelig helt usårlig.

Det er Roglic bestemt ikke længere. Den tid, hvor hans sejre kommer som en selvfølgelighed er ovre, men han fik med sin sejr i Giroen bevist nok til, at han i mine øjne ligner årets Vuelta-vinder, hvis han undgår uheld, og Vingegaard af forskellige årsager - det være sig uheld eller træthed - ikke præsterer på det niveau, alle danskere håber på. Selvom alle hans værste Vuelta-rivaler manglede, fik han med en ganske overlegen samlet sejr i Burgos også antydet, at han ikke er blevet ringere i den tid, der er gået siden Giroen, og at det ikke er uden grund, at han har kaldt forberedelsen til årets Vuelta den bedste siden 2019 (selvom det i lyset af hans optakter i 2020, 2021 og 2022) heller ikke siger alverden.

Når Roglic har den status som Vingegaards førsteudfordrer, skyldes det også, at vi taler om Vueltaen. Det er ikke noget tilfælde, at det er den grand tour, sloveneren har domineret. Med sine kortere og meget eksplosive målbjerge og bjergetaper med færre højdemeter er det nemlig et løb, der er skræddersyet til en mand, hvis primære force er hans eminente punch og eksplosivitet på kortere bjerge og i puncheurfinaler - naturligvis i tillæg til de tempoevner, der i mange år gjorde han sejre på Vueltaens lange enkeltstart til en selvfølge. I det lys har han også grund til at glæde sig over dele af årets rute, for finalerne på 8., 9., 11., 14. og 16. etape har hans navn skrevet med flammeskrift over sig. Måske er det også den slags finaler, der ikke skaber enorme forskelle, men lægger man de potentielle gevinster sammen med den potentielle bonus løber det jo alt sammen op. Dertil skal lægges, at 3. og 6. etape begge har længere og relativt svære målbjerge, men de kommer efter lette etaper, der giver dem et helt anderledes eksplosivt præg.

Til gengæld er der også andre dele af ruten, der kan vække bekymring. Roglic har ganske vist senest med sit comeback i Giroen én gang for alle effektivt aflivet den grundløse opfattelse, at han skulle have ringe restitution, men i hvert fald i sammenligning med restitutionsuhyret Vingegaard må det betegnes som en ulempe for Roglic, at årets løb kaldes det hårdeste nogensinde - i hvert fald hvis ikke danskerens Tour-regning bliver for dyr. Meget taler også for, at Roglic kan få svært ved at hamle op med sin danske holdkammerat på den store Tourmalet-etape, der er skræddersyet til Tour-kongen, ligesom også 18. etape har en karakter, der bekommer danskeren vel.

Og så har Roglic jo en dårlig oplevelse med Angliru. Ganske vist er han eminent på stejle procenter, men vi har kun én gang tidligere set ham på så lang og stejl en stigning, hvor længden gør det hele lidt anderledes, end vi ser det på de korte, stejle mure. I 2020 blev Roglic reddet af en brølstærk Sepp Kuss, da han senest kørte op ad Angliru, og selvom meget taler for, at det alene var et udtryk for, at han betalte en pris for at have gang i en vanvittig grand tour-double i den sammenpressede coronakalender, kan det ikke undgå at skabe en vis bekymring for Roglics evner på den slags stigninger - også selvom hans kørsel på Monte Lussari i Giroen delvist dæmper den bekymring.

I fjor endte det knap så godt for sloveneren, der måtte udgå efter et styrt på 16. etape. Foto: Sirotti

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

En anden bekymring er hans tidligere force, enkeltstarten. Som vi så allerede i 2022, er Roglic ikke længere den temporytter, han engang var. Det blev helt tydeligt i Giroen, hvor begge hans flade enkeltstarter var ganske langt fra fordums styrke. Heldigvis er han stadig så god en temporytter, at hans tidstab til selv Evenepoel ikke bør blive alt for stor på årets relativt korte Vuelta-enkelstart, men i et løb, hvor hans hovedrivaler er Evenepoel, Vingegaard, Thomas, Juan Ayuso og Joao Almeida, kan man efter Giroen pludselig slet ikke udelukke, at han vil ende med at tabe tid til dem alle.

Heldigvis har han andre forcer. Ganske vist blev han fanget i sidevinden, da han næsten smed den samlede sejr i 2019, men det sker næppe igen, når han har god støtte af Jan Tratnik og Dylan van Baarle. Samtidig har han et uhyggeligt hold, for selvom der som beskrevet i analysen af Vingegaard, er stor usikkerhed om Sepp Kuss, Attila Valter og Wilco Kelderman, vil han altid have verdens bedste hjælper i sin danske holdkammerat - hvis altså det er ham, der viser sig stærkest i den interne Jumbo-kamp.

Og det er netop Roglics store problem. Skal han vinde Vueltaen, skal han ikke slå Alejandro Valverde, som han gjorde det i 2019. Han skal heller ikke slå Richard Carapaz i 2020. Og denne gang er det ikke nok at slå Enric Mas, som det var det i 2021. Nej, denne gang skal han slå verdens bedste grand tour-rytter, og de to Jumbo-rytteres nylige opgør med Thomas viser ganske tydeligt, at balancen i den interne Jumbo-duel lige nu peger meget entydigt i Vingegaards retning.

Hvis altså Vingegaard finder sit niveau og holder det hele vejen. Det er der ingen, der aner, om han gør, for han er på ukendt territorium. Det kan godt være, at det er danskeren, der i de kommende tre uger er Jumbos stærkeste kort, men det er Roglic, der er det mest sikre. Han har nemlig haft den ideelle forberedelse, og som denne sæson har bekræftet, er Roglic stadig så pokkers stabil, at man altid kan regne med ham - også selvom niveauet ikke er det samme, som det var engang.

Heldigvis er det stadig godt nok til at vinde grand tours. Det så vi i maj i en grand tour, der passer ham betydeligt dårligere, end den grand tour, han igennem tre år ejede. Derfor må han også være den naturlige kandidat til at tage over, hvis hans holdkammerat ikke lever op til den standard, der skal til for at vinde to grand tours i træk. Og skulle det vise sig, at Roglic alligevel over de kommende tre uger viser sig som den stærkeste Jumbo-rytter, var det måske slet ikke så skidt endda, da holdet for et halvt års tid siden gav ham en ved første øjekast kedelig besked. I givet fald vil han nemlig have verdens bedste hjælperytter - og så vil det jo kaste ekstra glans over en historisk fjerde Vuelta-sejr, hvis han undervejs slog verdens bedste grand tour-rytter.

Seneste udgave blev vundet af Evenepoel, der skal forsøge at forsvare titlen i år. Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency

Remco Evenepoel (****)

Et af cykelsportens store paradokser har været, hvordan sportens førende nation igennem mere end 40 år ikke lykkedes med at vinde én eneste grand tour. Belgierne var jo ellers forvænt med succes i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne, hvor Eddy Merckx vandt de største løb med samme hast, som de belgiske fans drak øl og spiste pommes frites under Flandern Rundt, men siden Johan De Muyncks Giro-sejr i 1978 indledtes en tørke, der for det store flertal af belgiere må have føltes som én lang lidelseshistorie. Sejrene fortsatte med at indløbe med stor hast i klassikerne, men når det gjaldt de lange etapeløb, var der i lang tid intet lys for enden af tunnelen.

Den lange tørke gjorde det bestemt ikke lettere at være lovende belgisk cykelrytter. Hver eneste gang, en vordende etapeløbsrytter viste evner for at køre opad, blev straks råbt ”Ny Merckx”, og forventningerne blev skruet kraftigt i vejret. Akkurat som det er sket for alle de lovende franskmænd, der har forsøgt at byde hjemmebanens Tour-tørke, var ingen imidlertid i stand til at indfri de forventninger, der stadig mere desperate cykelpublikum skabte ved enhver given lejlighed.

Lige indtil der faldt en guldklump ned fra himlen.  Det er meget betegnende for cykelsportens status i Belgien, at Remco Evenepoel var blevet en stjerne i hjemlandet, allerede inden han havde kørt sit første cykelløb, men han var allerede så kendt og hypet, at store dele af den belgiske presse sendte reportere om på den anden side af jorden, da han kørte sit allerførste professionelle løb i det ellers ganske beskedne Vuelta a San Juan i januar 2019. Hypen var skabt af en rystende god juniorkarriere, hvor han havde for vane at køre de fleste løb som en enkeltstart med enorme sejsmarginer, og derfor varede det naturligvis heller ikke længe, inden der igen blev råbt om en ny Eddy Merckx.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Den nye Merckx kommer naturligvis aldrig, for i moderne cykelsport vil ingen nogensinde komme i nærheden af at vinde lige så meget som den belgiske legende, men skal det nogensinde retfærdiggøres at bruge prædikatet, må det være i forbindelse med Evenepoel. Han skulle i hvert fald ikke bruge mere end ét velforberedt forsøg på at vinde en grand tour, inden han lykkedes med at sætte en stopper for den grand tour-tørke, der altså var ganske tæt på at nå ud over de 50 år.

Det har naturligvis ikke gjort forventningerne til det belgiske vidunderbarn mindre, og de er bestemt heller ikke blevet dæmpet yderligere af, at han allerede har vundet to monumenter og er blevet verdensmester i både linjeløb og enkeltstat. Nu er forventningen nemlig, at han også melder sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours og ikke mindst endelig tager den Tour-sejr, belgierne har sukket efter, siden Lucien Van Impes triumf i 1976.

Næste skridt i den rejse er, at han om tre uger i en alder af bare 23 skal forsvare den sejr, han opnåede i Vueltaen sidste efterår. Egentlig skulle næste skridt jo have været en Giro-sejr i maj, men det fik corona jo effektivt spoleret. Desværre blev hans optræden i Italien også så kort, at vi står med præcis de samme spørgsmål, som vi gjorde, da vi for nogle måneder siden gjorde os klar til den med spænding imødesete duel mellem Evenepoel og Roglic i Giroen.

Og dem er der desværre mange af, for Evenepoel er i en lidt paradoksal situation. Man skulle jo ellers mene, at han med én grand tour-sejr i bogen endegyldigt havde dokumenteret, at han kan vinde de største etapeløb. Alligevel går han ind til denne Vuelta med præcis de samme spørgsmål, som han gjorde, da han stillede til start i Spanien sidste sommer, nemlig om han har holdbarheden til for alvor at blive den grand tour-stjerne, belgierne drømmer om.

Belgieren blev for nylig verdensmester i enkeltstart. Foto: Dario Belingheri / Getty Images

Det var nemlig holdbarheden, man kunne tvivle på inden den succesrige spanske rejse for et halvt års tid siden. Der var nemlig et helt tydeligt mønster gennem hele begyndelsen af karrieren, som blandt andet kom til udtryk i hans første Giro-deltagelse, hvor han med dårlig forberedelse startede stærkt og lå nr. 2 efter første hviledag, men siden faldt helt igennem, inden et styrt sendte ham ud af løbet, men også endnu tidligere. Da han vandt sine sejre i Algarve og Burgos inden Lombardiet-styrtet, skete det begge gange efter samme opskrift: en magtdemonstration på den første bjergetape og derefter svaghedstegn på den anden bjergetape.

Det mønster blev helt, helt tydeligt i 2022. Da han startede sæsonen i Valencia, kørte han fra alt og alle på 1. etape, men faldt sammen på kongeetapen. Da han var til start i Tirreno, var han Pogacars og Vingegaards ligemand på murene tidligt i løbet, men i den sidste weekend gik det galt på kongeetapen. I Baskerlandet kørte han sig i førertrøjen, inden han blev sat af og blot blev nr. 7 på den afsluttende kongeetape. Og i Schweiz startede han som lyn og torden med et meget overbevisende indtryk på 1. etape, inden han i bjergene til sidst var så anonym, at man helt glemte, at han var med.

Det skabte tvivl inden Vueltaen, og selvom det lykkedes ham at vinde løbet, er den tvivl ikke blevet totalt elimineret. Sidste års udgave af den spanske rundtur var nemlig en af de meget specielle, hvor al tyngden lå i de første to uger. Den tredje uge, hvor hans holdbarhed for alvor skulle testes, var meget, meget let, og den blev bestemt ikke vanskeligere af, at hans værste rival, Primoz Roglic, styrtede ud af løbet ved ugens begyndelse.

Evenepoel viste heldigvis ikke skyggen af svaghed under de beskedne prøvelser, ugen bød på, men det gjorde han til gengæld, da den anden uge sluttede med løbets to eneste rigtigt store bjergetaper. Her løb han ind i en decideret krise på La Pandera-stigningen om lørdagen, og selvom han lykkedes med at forsvare sig flot om søndagen på den gigantiske Sierra Nevada-stigning, var han stadig et helt anderledes menneskeligt bekendtskab end det uhyre, der havde kørt alle rivalerne midt over i løbet af den første uge.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Forinden havde han imidlertid også været udsat for et styrt, som meget vel kan være forklaringen på trængslerne, og derfor fik vi slet ikke det svar, vi søgte allermest efter. Var krisen alene udtryk for konsekvenserne af det ublide møde med asfalten? Ellers viste den igen, at Evenepoel stadig har problemer med at holde sit niveau mod slutningen af etapeløb? De svar troede vi, at vi fik i maj, da han efter endnu en skræmmende åbning på løbet med en knusende magtdemonstration på den indledende enkeltstart bekræftede alle fordomme ved at blive sat på 8. etape og køre en efter sin standard skuffende anden enkeltstart, men da det siden kom frem, at han var syg af covid, fandt vi ud af, at vi slet ikke havde fået skyggen af svar endnu.

Nej, svaret kender vi ikke, men sandt er det i hvert fald, at han trods fin kørsel i den tredje uge, hvor han endda vandt en bjergetape ved at slå Enric Mas i en spurt, var helt anderledes end i sin altdominerende start på løbet. Om det skyldtes, at hans store forspring gjorde det helt unødvendigt at spille med musklerne, eller om han vitterligt blot var Mas’ ligemand og ikke længere hans overmand, finder vi aldrig ud af, men om tre uger har vi formentlig en bedre ide om svaret.

Hvis Evenepoel skal vinde Vuelta Giro, er der nemlig ingen kære mor eller hjælp fra rutedesignerne, som der var det sidste år. Faktisk er det svært at forestille sig to udgaver af Vueltaen, der er mere forskellige end 2022- og 2023-udgaverne. Hvor sidste års udgave var sjældent let, særligt i den tredje uge, blev årets rute allerede ved rutepræsentationen i januar betegnet som den hårdeste nogensinde - og det synes bestemt ikke at være helt urimeligt.

Evenepoels store udfordring er, at tredje uge denne gang er den hårdeste. Her er nemlig samlet både et møde med mægtige Angliru og den etape, der har allerflest højdemeter. Det kan godt være, at de sidste tre etaper er lettere, og at den tredje uge åbner med en lettere, men stadig vanskelig og eksplosiv etape, men når to af de sværeste etaper kommer på ryggen af to uger, hvor der er strøet bjergetaper jævnt ud over det hele, og når målbjergene næsten hver eneste gang er svære, bliver han mere end vanligt testet på sin holdbarhed.

Denne gang kan han nemlig ikke bare satse på at køre som en uhyre i den første uge og derefter gå i forsvarsmode. Hvis han som i Vueltaen og Giroen atter kommer flyvende ind til løbet, kan han stadig glæde sig over, at også den første uge er svær med vanskelige målbjerge på både 3. og 6. etape, men den tid, han måtte vinde her, vil forsvinde så let som ingenting, når der senere står en gigantisk Tourmalet-etape og Angliru på programmet, hvis han her betaler en pris for den holdbarhed, vi endnu ikke kender. Nej, hvis han vinder denne Vuelta, har han én gang for alle dokumenteret, at holdbarhed ikke er en ulempe, men derimod en styrke.

Evenepoel er også forsvarende belgisk mester i linjeløb. Foto: Luc Claessen / Getty Images

En anden ting, han testes på, er, om han kan vinde et løb, hvor han ikke skal satse meget på sine tempoevner. Ganske vist kan han glæde sig over, at årets enkeltstart i år er ganske flad, men selv efter Vuelta-standard er den kort, og den er både kortere og mere kompliceret for verdensmesteren, end den var det i 2022, hvor han knuste alt og alle, inklusive Roglic. Denne gang er han også oppe mod langt bedre temporyttere. Det er nemlig ikke kun Roglic, der er stærk i kampen mod uret. Nej, faktisk gælder det om alle de ryttere, der må betegnes som løbets største favoritter. Selvom ruten er glad, kan Evenepoel vel end ikke vide sig helt sikker på at slå Jonas Vingegaard, når etapen køres et stykke inde i løbet - i hvert fald ikke hvis danskeren nærmer sig den standard, han, ganske vist på en helt anderledes rute, lagde for dagen i Touren.

Nej, skal Evenepoel vinde årets Vuelta skal han over tre uger være bedste mand i bjergene. Han kan håbe på, at han og Soudal sammen kan give ham et forspring i den sidevind, der ofte præger Vueltaen, og som bestemt kan komme i spil på flere etaper i år, men særligt Jumbo ligner et hold, der bliver svære at fange i det spanske fladland. En del af hans potentielle forspring fra enkeltstarten risikerer også at forsvinde allerede på holdløbet, for selvom det er kort, og Soudal selv er blandt favoritterne, kan det sagtens som i 2022 ende med sejr til hollænderne.

Evenepoel kan heldigvis glæde sig over, at mange af bjergetaperne passer ham. Indtil nu har han vist gode evner på kortere, stejle og eksplosive stigninger, og de kommer jo i rigt mål i dette løb med eksplosive afslutninger på 8., 9., 11., 14. og 16. etape. Problemet er bare, at både Vingegaard og Roglic vel har vist bedre evner i den slags finaler. I kamp med Roglic kan han til gengæld nok regne med en bedre chance på 3. og 6. etape, der har en karakter, som passer ham, og som kommer i den fase af løbet, hvor han plejer at være flyvende.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Udfordringerne er særligt 13. og 17. etape. Sidste år havde han sine største problemer på de få dage, der havde højder, flere højdemeter og længere bjerge, og derfor er det et ret åbent spørgsmål, hvor stærk han vil være på den gigantiske Tourmalet-etape. Vi ved, at han har fået gode evner på stejle stigninger, som vi så det sidste år og senest i San Sebastian, men hvordan han håndterer et langt og stejlt bjerg som Angliru, aner vi ikke. Vi ved til gengæld, at han betegnede stejle procenter som en svaghed for bare godt et år siden.

Endelig er der hans hold. I skrivende stund er det stadig uklart, hvem han vil have ved sin side, men uanset hvem det bliver, vil det blegne voldsomt i sammenligning med det, han møder fra Jumbo og UAE. Skulle han tage trøjen tidligt i løbet, vil han være pokkers let at isolere, og så er det ikke sjovt at blive udsat for den Jumbo-sandwich, som Pogacar i hvert fald ikke syntes at kunne lide på Granon-etapen under sidste års Tour. Denne gang skal han endda spise hele to sandwiches, når Juan Ayuso og Joao Almeida serverer en UAE-sandwich til dessert - og hvis Jay Vine er flyvende, bliver det endda til en Double Whopper.

Hvis Evenepoel skal drage fordel af sine tempoevner, taler meget jo endda for, at han er nødt til at være i trøjen efter 10. etape, hvis han vil vinde løbet, og med sit hold vil det åbenlyst være bedst, hvis han kunne lave ”en Pogacar” eller ”en Hindley” og erobre den til allersidst. På den anden side er det ikke sikkert, at det er nødvendigt, for som sagt vinder han kun dette løb, hvis han er den bedste i bjergene på de afgørende dage sidst i løbet.

Det betyder altså, at han skal vende sit 2022-løb helt på hovedet. Med den hårde start kan han ikke tillade sig at komme sovende ind i løbet, men det er nok en god ide at forsøge at formtoppe senere. Måske er det også det, han forsøger. Ganske vist vandt han VM i enkeltstart, men det gjorde han bestemt ikke på den overbevisende facon, men efter Giroens 1. etape kunne forvente. Hans VM-linjeløb var mildt sagt også en tam affære, og selvom han genvandt San Sebastian, var det med et helt anderledes og ganske svagt indtryk, når man sammenligner med den magtdemonstration, han leverede for et år siden.

Spørgsmålet er så, hvordan det skal læses. Er det udtryk for, at han forsøger at time sin form anderledes, som formen lægger op til? Eller er det udtryk for, at han bare ikke er god nok lige nu? Sandt er det i hvert fald, at han bestemt ikke har imponeret på stigningerne på samme måde, som han gjorde det i Vueltaen sidste år. Det er i hvert fald svært at hævde, at han i San Juan, UAE Tour, Catalanien, Schweiz eller San Sebastian efterlod samme indtryk, som da han knuste al modstand i Vueltaens første uge for et år siden.

Desværre efterlader det os med to bekymringer i tillæg til dem, der skyldes det svage hold. Der er den velkendte tvivl om hans holdbarhed, men denne sæson har også givet ekstra grund til at tvivle på nogle klatreevner, vi vel kun har fået et lille glimt af i Liege-sejren, hvor han ikke var oppe mod én eneste af de hovedrivaler, han skal slå i dette løb. Klatrer Evenepoel vitterligt godt nok til at vinde her? Det er svært at finde belæg for, når en dårligt forberedt Roglic kunne matche ham i Catalonien, og når vi i Giroen aldrig nåede at se, hvad han kunne.

Det ligner en svær opgave for belgieren denne gang. Modstanden er meget, meget stærkere, ruten er meget mere krævende, optakten har ikke virket lige så overbevisende, og hans hold er denne gang helt åbenlyst markant svagere end rivalernes. Til gengæld har Evenepoel også udrettet det ene mirakel efter den andet i sin ellers korte karriere. Selv rivalerne i dette felt, skal trods alt stramme sig an, hvis de skal matche den belgier, vi så i begyndelsen af Vueltaen for et år siden, og som åbnede årets Giro med en skræmmende magtdemonstration på enkeltstarten. Og skulle han udrette endnu et mirakel ved at vinde trods de svære omstændigheder, kan vi definitivt glemme alle spørgsmål om både holdbarhed og klatreevner og én gang for alle konstatere, at belgierne endelig har fundet den grand tour-stjerne, de ventede næsten 50 år på at finde.