Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne (***)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, og i 2022 kunne præsentere et fremragende felt med hele Giroens podium, hele podiet fra løbets 2021-udgave samt kometerne Remco Evenepoel og Juan Ayuso, har løbsdirektør Javier Guillen overgået sig selv denne gang. Igen kan han nemlig præsentere hele sæsonens Giro-podium og podiet fra den seneste udgave af Vueltaen - et podium, der tæller både Evenepoel og Ayuso én gang til - men nu kan han toppe det med den regerende Tour-vinder også.

Selvfølgelig savner alle Tadej Pogacar, men han er også den eneste væsentlige mangel - om end en stor en af slagsen. Selvfølgelig ville man elske også at have navne Jai Hindley, Tao Geoghegan Hart, Richard Carapaz og efter dette års Tour også Adam Yates i feltet, men når Jonas Vingegaard, Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Juan Ayuso samles i samme felt, er det altså kun Pogacars navn, der mangler på listen over fænomener. Endnu bedre bliver det naturligvis af, at de suppleres af Geraint Thomas og Joao Almeida, der begge var på podiet i Giroen, og Enric Mas, der de seneste to år er endt som nr. 2, og Guillen klager sikkert heller ikke over, at Damiano Caruso, Giulio Ciccone, Thymen Arensman, Eddie Dunbar, Hugh Carthy, Louis Meintjes, Romain Bardet, Jay Vine og Aleksandr Vlasov også står på listen - og så har vi endda slet ikke nævnt de tre nye vidunderbørn Lenny Martinez, Cian Uijtdebroeks og Romain Gregoire.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Nej, Guillens arm må være så øm, at han snart skal have den tilset på hospitalet, hvis han bliver ved med at knibe i den af bare begejstring over det superfelt, han har formået at tiltrække. Når det så samtidig suppleres med der, der er betegnet som den måske hårdeste rute nogensinde med svære bjergetaper spredt ud over hele løbet, er der måske mere end tidligere i historien lagt op til en spansk cykelfest, som ingen cykelfan har råd til at misse.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Ayuso har kurs mod stjernerne, men kan han allerede i år træde to skridt op af podiet fra i fjor og vinde Vueltaen? - Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency

Juan Ayuso (***)

Cykelsportens historie er så lang og glorværdig, at man skal stramme sig an for at levere en bedrift, der ikke tidligere er set. Ja, faktisk er den deprimerende kendsgerning jo, at man næsten kan vide sig stensikker på, at Eddy Merckx næsten altid har gjort det endnu bedre, uanset hvor godt enhver moderne rytter måtte præstere.

Derfor skal man også spærre øjnene op hver gang, der skrives historie. Og det gjorde hele cykelverdenen derfor også, da Juan Ayuso for et lille års tid siden stillede sig op ved siden af Remco Evenepoel og Enric Mas på Vueltaens podium, da han for første gang havde gennemført et tre uger langt cykelløb. Det gjorde han nemlig efter en bedrift, som hverken Merckx eller nogen andre af sportens største koryfæer havde opnået.

Teenagere på grand tour-podier er nemlig ikke hverdagskost. Ja, faktisk var Ayuso, der opnåede sit vilde resultat som blot 19-årig et par dage, inden han sagde farvel til teenagetilværelsen, blot den anden af slagsen i hele sportens lange historie. Og den eneste anden rytter, der havde leveret en tilsvarende bedrift, var Henri Cornet, der vandt den anden udgave af Touren helt tilbage i 1904, da hele podiet var blevet diskvalificeret for at have taget toget.

Vi må formode, at Cornet, der kun var et par dage yngre end Ayuso, da de opnåede deres respektive bedrifter, ikke gjorde brug af den slags bedrifter, og vi kan i hvert fald vide os helt sikre på, at de spanske statsbaner ikke fik besøg af Ayuso, da han ræsede rundt på de spanske landeveje for et år siden. Når han endte som nr. 3 i sin første grand tour, skyldtes det nemlig ikke motorkraft, men derimod et helt særligt fysisk talent.

Det har nemlig været tydeligt lige fra starten. Det var ikke mærkeligt, at en af sportens bedste talentspejdere, Joxean Fernandez Matxin, fik hentet ham til UAE-mandskabet, da han stadig var junior, og den første hype begyndte at brede sig, og da han sidste år knuste al modstand i Baby-Giroen og senere var tæt på at vinde sit første løb som professionel i Appenninerne, blev det helt tydeligt, at vi vitterligt talte om noget ganske særligt. Det særlige kom så til udtryk i ekstra stor målestok, da han stod på det nok så omtalte podium i Madrid bare et års tid efter sin sejr i ungdommens Giro d’Italia.

At talentet er ekstraordinært, blev vi mindet om tidligere i år. Hele hans sæsonstart blev ødelagt af en knæskade, der betød, at han først kunne køre sit første løb i Romandiet i slutningen af april. Det gjorde han med udgangspunkt i dårlig forberedelse, men efterhånden begyndte hele cykelverdenen at tro, at han fyldte os med løgn, når han blev ved med at insistere på, at han altså var i dårlig form. Først kørte han en uventet god prolog, siden var han tæt på at vinde den hårde 2. etape i en spurt, og da han tog en sensationel sejr på den ekstremt hårde enkeltstart, var en hel cykelverden klar til at sende ham igennem en løgnedetektor. Den ville imidlertid have afsløret, at han ikke var nogen Pinocchio, for på den efterfølgende kongeetape viste et tidligt kollaps, at det var helt rigtigt, at han slet ikke havde den base, der var nødvendig for at begå sig i bjergene på WorldTour-niveau.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Alligevel vandt han altså en WorldTour-enkeltstart, hvilket fortæller alt om, at vi taler om en særligt fysisk talent. Det blev senere endnu mere tydeligt, da han vandt kongeetapen i Schweiz efter et overlegent soloridt. Og det blev også tydeligt få dage senere, da han vandt enkeltstarten i samme løb, selvom hans rivaler talte navne som en ganske vist formsvag Remco Evenepoel og Wout van Aert.

Ja, Ayuso er på sine store dage stadig helt sublim, men desværre har denne sæson også vist, hvorfor det vil være en ganske stor overraskelse, hvis han vitterligt ender med at vinde en Vuelta, der byder på et historisk stærkt felt. Året har nemlig vist, at hans topniveau måske nok er rasende højt, men også at han er bekymrende ustabil - og det er jo særligt urovækkende, når vi taler om grand tours, der jo mere end noget andet handler om stabilitet.

Vi så det jo faktisk allerede i Vueltaen. Ganske vist viste løbet, at han har holdbarhed over tre uger - med det klare forbehold, at den usædvanligt lette tredje uge gør det svært at drage entydige konklusioner - men stabil var han i hvert fald ikke. Han havde både gode og dårlige dage, og det var aldrig helt til at regne med, om vi ville se en god eller en knap så god Ayuso. Blandt andet kørte han jo en ganske, ganske svag enkeltstart, der slet ikke levede op til den standard, han ellers har sat i år, hvor han har bevist, at det også er en kunst, han mestrer, hvad det ellers ikke var i U23-tiden.

Ayuso døjede efter seneste års Vueltaen med en længerevarende skade, men da han vendte tilbage i Romandiet Rundt, gjorde han det med et brag af en enkeltstart. Foto: Sirotti

Den ustabilitet er blevet helt tydelig i år. I Schweiz skuffede han fælt på den anden bjergetape, der kostede ham den samlede sejr, og på den første bjergetape var han også langt fra det overlegne niveau, han viste på kongeetapen. Vi så det også får dage senere ved de spanske mesterskaber, hvor han i et svagt felt kun blev nr. 4 på enkeltstarten - altså vel at mærke mindre end en uge efter, at han havde slået Evenepoel og Van Aert i samme disciplin. Hans kørsel i San Sebastian var bestemt heller ikke overbevisende, selvom noget af ”nedturen” måske kan forklares af det styrt i Ordizia, han havde fire dag forinden.

Til gengæld er det nu også til at se et mønster i, hvornår han er god. Det er på de store bjergdage med mange højdemeter, hans motor kommer til sin ret. Det så vi tydeligt i Schweiz, hvor det også blev helt klart, at hans motor skal varmes op. På begge de to første bjergetaper startede han svagt, men kom ganske stærkt igen - akkurat som vi så det i sidste års Vuelta, ikke mindst med hans stærke comeback på den første bjergetape.

Måske gælder denne evne også over længere tid. Det er i hvert fald klart, at hans gode bjergetape i Schweiz kom på den sidste af de tre bjergdage, og det er også klart, at han rundede løbet af med en fremragende enkeltstart. Det kan hænge sammen med bjergetapernes karakter, men det kan måske også indikere, at Ayuso har en særligt god restitutionsevne - og det gør ham jo særligt interessant som fremtidig grand tour-rytter. Sidste års lette sidste uge gjorde det jo i hvert fald svært entydigt at sige noget om, hvorvidt dette er en styrke.

Hvis det er det, kan årets Vuelta-rute være en gave. Den er nemlig blevet beskrevet som den hårdeste nogensinde, og så kommer en stor grand tour-motor jo virkelig til sin ret. De vanskeligste bjergetaper kommer også i den sidste halvdel med 13., 17. og 18. etape som de vigtigste, og det burde i givet fald passe Ayuso som fod i hose. Løbet har også på 13. og 18. etape to dage med ganske mange højdemeter og bjergpas, hvad man ellers sjældnere ser i Vueltaen, og det er jo her, vi ved, at Ayuso er bedst.

Til gengæld er Vueltaen måske ikke den bedste grand tour for ham. Egentlig er han jo eksplosiv og hurtig, men vi har nu flere gange set, at han har det svært, når ikke motoren har nået at blive varmet op. I det lys er det urovækkende, at 8., 9., 11., 14. og 16. etape alle er meget eksplosive, og at både 3. og 6. etape, der endda kommer tidligt i løbet, begge har relativt lette indløb til relativt vanskelige målbjerge - ikke noget, der umiddelbart rimer på den Ayuso, vi kender.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Der er også andre usikkerheder. Ayuso er en stor dreng, og man kan godt have en frygt for, at Angliru er en anelse for stejlt for de 183 cm høje spanier. Vi aner heller ikke, hvor god han er i den sidevind, der sagtens kan blive en faktor i årets løb, og selvom truppen i skrivende stund er ukendt, ligner UAE et mandskab, der kan blive sårbart på den front. Den sårbarhed har de så heldigvis ikke i bjergene, hvor han og Joao Almeida udgør en ganske potent duo, der kun bliver endnu mere potent, hvis Jay Vine er flyvende og forvandler duoen til en trio.

I sidste ende er det dog ikke holdet, der skal vinde løbet for Ayuso. Det skal han selv via først og fremmest sine evner i bjergene og ikke mindst den stabilitet, han hidtil har manglet. Her er spørgsmålet, om ikke han trods alt stadig i en alder af 20 år mangler for meget. Vi har i hvert fald til gode at se ham i bjergene matche de bedste i dette skræmmende stærke felt. Jo, han fik skovlen under Evenepoel i Schweiz, men det var en belgier langt fra sit bedste niveau, og selv det niveau, han havde på den schweiziske kongeetape, vil næppe række hele vejen mod den Evenepoel, vi så i begyndelsen af sidste års Vuelta, den Roglic, vi så i foråret, og i hvert fald ikke mod Vingegaard, hvis han er frisk nok til at nærme sig sit bedste niveau.

Nej, det vil trods alt være en overraskelse, hvis Ayuso vinder årets Vuelta. Det vil det ikke være, hvis han gør det i fremtiden, men dette meget stærkt besatte løb kommer nok en postgang for tidligt - i hvert fald hvis ikke han viser lidt af den stabilitet, han hidtil har manglet. På den anden side har nyere cykelhistorie også lært os, at nutidens vidunderbørn overrasker den ene gang efter den anden. Med tanke på det, Ayuso allerede leverede i en historisk ung alder på 19, vil det være dumt at udelukke et endnu større mirakel de kommende tre uger i Spanien - særligt på en historisk hård rute, der burde tilgodese det, der ligner hans største styrke, nemlig den enorm motor.

Skulle det vitterligt lykkes for ham at ende øverst på podiet i Madrid om tre uger, vil han i hvert fald igen have skrevet noget af den historie, der ellers er så svær at skrive i en sport med så lang en tradition. I givet fald vil han nemlig være den tredjeyngste grand tour-vinder efter den før omtalte Cornet og en vis Fausto Coppi, der vandt Giroen kort efter sin 20-års fødselsdag. Det kan altså godt lade sig gøre at blive en del af cykelhistorien, hvis bare talentet er stort nok. Det var det for teenageren Ayuso for et år siden. Vil det også være det for 20-årige Ayuso om tre uger?

Mon Geraint Thomas kan få bugt med sin banemand fra årets Giro d'Italia i Vueltaen? - Foto: Sirotti

Geraint Thomas (***)

Man skulle egentlig mene, at der ikke var plads til at finde på noget nyt, når man er en 37-årig cykelveteran, der har prøvet det meste. Det gælder måske særligt for et multitalent som Geraint Thomas. Der er trods alt meget få ryttere, der både har vundet væren af verdens bedste i brostensklassikerne og været så eminent en grand tour-rytter, at man har været på Tour-podiet tre gange - endda på alle tre pladser. Med så uhyggelig en alsidighed skulle man mene, at det meste var prøvet af.

Alligevel befinder Thomas sig på mange måder på nyt territorium, når han sammen med Ineos-mandskabet ruller ned ad rampen i Barcelona om et par dage. I sin tid som grand tour-rytter har Thomas nemlig fulgt et helt fast mønster. I starten kombinerede han brostensklassikerne med en Tour-satsning, og da han fuldendte sin omskoling, satsede han på Giroen i 2017. Siden dengang har hele sæsonen handlet 100% om Touren, hvis man ser bort fra coronasæsonen i 2020, hvo han var så formsvag, at han slet og ret blev vraget til Tour-truppen, og vi har faktisk set meget lidt til ham i andre dele af sæsonen. I de første år var han stadig ofte fremme i forårets ugelange løb, men efter Tour-sejren i 2018 har han været kendt for at skulle bruge et helt forår på at finde formen.

Noget andet, han har været kendt for, er, at han i den grad har været en forårs- og sommerrytter. Når Touren er overstået, har han altid trukket stikket, og selvom han skam har kørt løb i efteråret også, er det ikke helt urimeligt at hævde, at det er sket i noget, man kan kalde horribel form. Derfor kan det heller ikke komme bag på nogen, at der blandt hans 25 sejre ikke findes én eneste, der er opnået senere end den 29. juli - og det var den dato i 2018, hvor han vandt Touren.

I år er alt bare anderledes. Thomas har for første gang i en menneskealder valgt Touren helt fra til fordel for den Giro-satsning, der var meget tæt på at sikre ham den anden grand tour-sejr. Egentlig havde jeg forventet, at det ville betyde et farvel til Thomas allerede i slutningen af maj. Når han har været kendt for at trække stikket i efteråret, har det udefra set nemlig lignet et resultat, at hele processen med at leve som en munk i tiden op til en grand tour har været så drænende, at han slet og ret har haft behov for at leve livet på en lidt mere afslappet måde, end han har gjort i foråret.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Derfor kom det meget bag på mig, at han var frisk på at gennemgå hele den proces én gang til i ét og samme år, men udmeldingen om hans Vuelta-deltagelse kom ganske prompte efter Giroen. Spørgsmålet er, om ikke han i erkendelse af, at karrieren synger på sidste vers vil sikre sig, at han får det maksimale ud af den sidste tid, hvad der er særligt oplagt, når han nu gang på gang trodser denne vidunderbørnenes tidsalder og viser, at han stadig er konkurrencedygtig.

Det er derfor, Thomas i virkeligheden er et af Vueltaens mest åbne spørgsmål. For første gang skal han køre klassement i to grand tours i samme sæson, og spørgsmålet er, om hans psyke magtet at gennemføre samme dedikerede forberedelse, som vi kender ham for. For det andet skal han nu præstere på en årstid, hvor vi aldrig har set skyggen af form hos waliseren. Og for det tredje skal han for blot anden gang i sin lange karriere køre Vueltaen, hvor hans debut i 2015, som kom i tiden efter hans chokerende gennembrud som klassementsrytter i Touren, mildt sagt var en kedelig oplevelse.

Én ting ved vi om Thomas. Hans topniveau er stadig tårnhøjt. Læsere af mine optakter vil vide, at jeg har begået den store fejl at begrave ham flere gange, men alle mine spådomme om pensionsmodenhed har han effektivt gjort til skamme, først med 3. pladsen i Touren i 2022 og senest i en Giro, hvor han var så tæt på at løbe med den samlede sejr, som man overhovedet kan være.

Ja, faktisk er han så god, at det ikke er helt på månen, at han selv i dette ekstremt stærke felt faktisk kan vinde Vueltaen i sit første reelle forsøg. Sidste sæsons Tour viste os åbenlyst, at Jonas Vingegaard er på et helt andet niveau end den sejlivede waliser, men spørgsmålstegnene ved danskerens form efter Touren er så store, at ingen ved, om han vil være på det niveau, man vil forvente. Flopper Vingegaard - eller har han uheld - er Thomas pludselig en ganske reel sejrskandidat.

Geraint Thomas har en gang før vundet en Grand Tour: Tour de France 2018. Foto: Sirotti

Det så vi jo i Giroen. På min liste står Primoz Roglic som den fremmeste kandidat til at vinde, hvis Vingegaard svigter, og Thomas kørte helt lige op ned sloveneren i maj. Ja, faktisk var eneste snublesten en urimeligt stejl bjergenkeltstart, der på alle måder passede Roglic bedre. I bjergene var det Thomas, der vandt duellen, og det var det også på de to flade enkeltstarter.

Remco Evenepoel og Juan Ayuso ligner også ryttere, Thomas har en reel chance for at slå. Spørgsmålene ved belgierens holdbarhed på denne brutale rute er store, og Ayuso har haft så store udsving i sine præstationer, at meget står og falder med hans stabilitet, ligesom han nok også har til gode helt at vise det påkrævede topniveau. Ja, der er ting, der skal flaske sig, men en mand, der næsten slog Roglic i Giroen, kan under de rette omstændigheder godt vinde denne Vuelta.

Helt så enkelt er det dog ikke. Dels er der spørgsmålet om, hvorvidt Thomas kan finde sit højeste niveau for anden gang på én sæson. Derudover er der det meget presserende problem, at Vueltaen nok er den af de tre grand tours, der passer ham dårligst.

I sine unge dage var Thomas ellers meget eksplosiv, men med alderen er han blevet en dieselmotor. Derfor er han bedst over de store bjergdage, som Giroen var spækket med, mens de hidsige og meget stejle bjerge, vi finder i Spanien, tiltaler ham mindre. Som bekendt er der også i år et hav af eksplosive afslutninger, hvor han kan mangle lidt punch. Mest bekymret kan jeg dog være for Angliru. Vi har aldrig set Thomas på så stejl en stigning, og spørgsmålet er, om han her vil være i stand til at matche de lettere folk. Det var jo i hvert fald på den stejle Monte Lussari, at han mødte sit Waterloo i Giroen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

På den anden side blev han jo altså nr. 2 på selvsamme bjergenkeltstart, og Thomas har faktisk før imponeret i Vuelta-terræn. I Touren i 2019 var det jo altså ham, der var klassementsfeltets bedste på den stejle grusvejsrampe på La Planche-des-Belles-Filles - også bedre end den uhyre formstærke superpuncheur Julian Alaphilippe. Det var endda i et år, hvor han ellers ikke syntes helt at ramme sit højeste niveau i Touren - og vi skal heller ikke glemme, at han jo modsat Evenepoel kørte med Roglic på muretapen i årets Giro.

Derudover er forskellene i eksplosive finaler jo mindre, end de er på de store bjergdage, og dem er der skam også i denne Vuelta. Særligt Tourmalet-etapen ligner Thomas’ store dag, men også 18. etape må appellere til ham. Det gør den særligt, fordi den kommer som den sidste af den endeløse serie af bjergetaper, og netop denne uendelighed af bjergudfordringer er en anden fordel. Thomas har vist, at han har motoren til at holde niveau over tre uger, og at han ikke har dårlige dage, og derfor er denne uhørt brutale rute utvivlsomt også en gave - hvis altså han kan finde sit topniveau for anden gang.

Andre styrker har han også. Holdet er som altid et af de stærkeste, når de møder med tre mand fra Giroens top 10, og Thomas kan også drømme om, at sidevinden kommer til at rase på den spanske højslette, for i den disciplin er han ubetinget den bedste og mest erfarne af klassementsrytterne. Han havde ønsket sig en mere tempotung rute, men på den ene enkeltstart, der er, kan han stadig regne med at vinde tid på de fleste, som han bekræftede med sin flotte lange enkeltstart i Giroen.

Alt sammen står og falder det dog med, om han kan finde sit niveau for anden gang. Optakten i Polen og ved VM var alt andet end prangende, men den var nogenlunde på niveau med det, vi så i Alperne inden Giroen, hvor han alligevel nåede at være klar, da det gik løs i Italien. Ukendt territorium er det dog stadig, og det vil i sandhed være lidt af en revolution, hvis vi pludselig Thomas køre stærkt i august og september. Men selv en 37-årig veteran kan vel lære noget nyt - særligt når vi taler om et multitalent, der har gennemgået en af sportens flotteste transformationer, og som kun vil blive endnu mere imponerende, hvis han i Madrid om tre uger kan krone sin karriere med podiepladser i alle tre grand tours.

Mas skal efter skuffelsen i årets Tour forsøge at følge op på Vuelta-andenpladsen fra i fjor. Foto: Unipublic / Charly Lopez

Enric Mas (***)

På overfladen kan det ligne ”business as usual”, når Enric Mas på lørdag stiller til start i sin 6. Vuelta. Han var ganske vist fraværende i 2019, men siden han bragede ind på scenen med sin 2. plads i sit andet forsøg i 2019, har vi vænnet os til, at spanieren i årets sidste grand tour altid når sit allerhøjeste niveau.

Det niveau er endda bare blevet højere. Efter at han oplevede en mindre krise, nåede han i Vueltaen i 2021 helt nye standarder, og siden er han bare blevet bedre og bedre. Et historisk godt forår i 2022, som desværre blev ødelagt af en endeløs række af styrt, blev fulgt op en ganske vist skuffende Tour, men derefter også af endnu en 2. plads i Vueltaen og ikke mindst karrierens måske foreløbige højdepunkt i de italienske klassikere, hvor han slet og kørte fra Tadej Pogacar i Emilia, inden han fulgte den slovenske storfavorit helt til dørs i Lombardiet.

Den dag satte Mas en fed streg under, at den bedste version af spanieren er en af de få, der kan komme i hvert fald relativt tæt på sportens giganter. Et så tårnhøjt topniveau gør det jo selvindlysende, at han må være et af de varmeste bud på nok engang at køre med om sejren i sit hjemlands grand tour, som han har gjort det i både 2021, hvor han faktisk var betydeligt tættere på at matche Primoz Roglic, end resultatet viser, men hvor et styrt ødelagde hans chancer, og i 2022, hvor han i løbets sidste del fik presset Remco Evenepoel ganske meget.

Alligevel er alt helt anderledes, end det plejer. Det er nemlig første gang siden succesen i 2018, at Mas stiller til stat uden at have Touren i benene, og det er i den grad urovækkende. Hvis der er noget, vi har lært om spanieren, er det nemlig, at han er en af sportens mest udprægede dieselmotorer, der helst skal tæskes igennem i en grand tour, inden han finder sit topniveau. Det er således slet ikke tilfældigt, at han trods både en 5. og en 6. plads aldrig har nået samme højder i Touren, som han har gjort det i Vueltaen. Og man kan vel med nogen ret hævde, at vi aldrig har set en bedre udgave af Mas end den spanier, der med både Touren og Vueltaen i benene pressede Pogacar til det yderste i de italienske klassikere sidste efterår.

Den ballast har han bare ikke i år. Det fik det ærgerlige Tour-styrt ødelagt, og da han ganske overraskende i sidste øjeblik meldte fra til Vuelta a Burgos for i stedet at forlænge sin træning, møder han endda til start uden at have gennemført én eneste løbsdag siden den 11. juni. Det havde ikke været urovækkende, hvis han havde heddet Roglic og var kendt for altid at komme ned fra sine højdetræningslejre som et uhyre, men for mere end nogen andre er det for Mas et problem.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Heldigvis har han forbedret sin evne til at træne sig i form. Tidligere var han jo kendt for aldrig at præstere i foråret og ugelange løb, men det var helt anderledes i 2022, hvor han trods sine mange styrt imponerede stort på i alle sine løb Problemet er bare, at den tendens slet ikke har gjort sig gældende i år. Jo, han startede lovende i Andalusien, og så også ganske hæderlig ud i et Tirreno, hvor hans chancer blev spoleret af orkanagtig modvind på kongeetapen, men i Baskerlandet var indtrykket alt andet end lovende, og hans ardennerkampagne og deltagelse i Dauphiné var slet og ret katastrofale.

Mas' seneste sejr kom i 2022-udgaven af Giro dell'Emilia, hvor han tog livet af Tadej Pogacar. Få dage senere skete det omvendte i Lombardiet Rundt. Foto: Sirotti

Det gør hans manglende løb ekstra bekymrende. Han har i hvert fald haft et betydeligt ringere forår end sidste år, og han har til gode at vise, at den bedste Mas stadig findes. Dertil skal så altså lægges, at han skal bevise, at den bedste Mas også findes, når han ikke har en grand tour i benene. Med baggrund i hans historik er det desværre for mig svært at tro, at vi vil se samme stærke udgave, som vi så i 2021 og 2022.

I den sammenhæng er det også et problem, at ruten starter så voldsomt. Allerede i den første uge er der fire seriøse bjergudfordringer, hvor Mas vil kunne tabe en del tid, hvis han ikke er klar. Sådan gik det også, da i 2018 for første gang kørte Vueltaen uden at have Touren i benene, men her lykkedes det ham at mønstre et stort comeback i løbets sidste del. Det kan han måske også gøre denne gang, men i dette historisk stærke felt, er der godt nok mange stjerner, han skal vinde tid på. Endnu mere problematisk bliver det, at han blandt løbets favoritter er den i særklasse ringeste temporytter, og selvom antallet af enkelstartskilometer denne gang er lavere end vanligt, og man har set antydninger af, at han kan finde lidt af sit tidligere niveau, vil han uundgåeligt tabe tid til alle de andre topfavoritter i Valladolid på 10. etape.

Til gengæld hjælpes han af den brutale rute. Mas er kendt for sin holdbarhed, og hvis han vitterligt kører sig op undervejs, vil han glæde sig over, at løbet denne gang i særlig grad bliver nedslidende. Han kan også glæde sig over den store Tourmalet-etape, der virkelig passer ham, og han har gode erfaringer med Angliru, hvor han blev nr. 3 i 2020. Han har også gentagne gange vist, at han er glimrende i Vueltaens eksplosive finaler, og han trives i den brutale spanske varme.

Derfor er det også synd og skam, at han ikke har fået den optakt, han burde. Det er vel den Vuelta, der har passet ham allerbedst. Sådan vil det altid være, når den er vanskeligere end vanligt, og når den byder på et par bjergetaper, der er mere opslidende, end vi typisk ser det i Vueltaen. Enkeltstartskilometerne er også færre end normalt, og derfor var det slet ikke spor urimeligt, at Mas var svært begejstret, da ruten blev præsenteret i januar.

Desværre fik han bare ikke den forberedelse, han skulle, og det hele kan blive endnu mere problematisk, hvis sidevinden raser på den spanske højslette, hvor han og Movistar ser sårbare ud. Det gør de ikke i bjergene, hvor de er stærke, men i sammenligning med UAE og Jumbo blegner de jo desværre. Mas har i hvert fald flere svagheder end flertallet af de andre favoritter.

Til gengæld har han også et tårnhøjt topniveau. Det fik Pogacar at føle på de italienske stigninger sidste år, og det mærkede Roglic og Evenepoel i dette løb i både 2021 og 2022. Derfor er han en af de ryttere, der selv i dette meget stærke felt kan komme meget, meget langt. Det kræver bare, at vi ser den Mas, vi plejer at se, og man skal nok være lidt optimistisk for at tro, at det er tilfældet. Han nåede sidst en målstreg i et cykelløb for næsten 2,5 måned siden, og det er i den grad en udfordring for en mand, der helst skal bankes igennem over så mange løbsdage som muligt. Det er i hvert fald ikke ”business as usual” denne gang, men lad os håbe, at det alligevel ender med at være det, når vi når Madrid om tre uger.