Itzulia Basque Country-analyse: Kunsten at udnytte terrænet

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Da vi skulle skrive vores danskeroptakter inden sæsonen, talte jeg med vores gode redaktør. Dengang kendte vi ikke ruten til Baskerlandet Rundt, men jeg gav udtryk for, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg ikke ville have danskeren som ganske stor favorit til at vinde det baskiske løb. Nok ved vi, at han har til gode at finde sin Tour-form i foråret, men i et løb uden Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Tadej Pogacar var det svært at tro, at danskeren ikke ville tage en ganske klar sejr.

Det var imidlertid under den antagelse, at normaliteten stadig herskede i Baskerlandet. At løbet ville byde på den enkeltstart, der altid har været en markant nøgleetape i det baskiske løb. Og at løbet som altid ville inkludere kongeetapen med Arrate-stigningen, som har været en fast bestanddel af løbet, siden det i 2009 fusionerede med det andet store baskiske etapeløb, Euskal Bizikleta. Et normalt Baskerlandet Rundt er nemlig så selektivt og benhårdt, at stærkeste mand som regel vinder, og det er sjældent et løb, der bliver afgjort på sekunder.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Men så fik baskerne en sær ide. Allerede i de seneste mange år har de reduceret betydningen af den gamle nøgleetape, enkeltstarten, ganske markant ved både at rykke den frem før bjergetaperne og ikke mindst forkorte den så markant, at den særligt sidste år slet ikke kom til at spille nogen rolle, og den åbenlyse modstand mod disciplinen, som synes at have indfundet sig hos arrangørerne - måske fordi den ofte har stået i vejen for en baskisk sejr - kunne næsten ikke føre til andet, end at man før eller siden ville tage skridtet fuldt ud og fjerne den helt. Det blev så i år, at man endegyldigt løsrev sig fra traditionen og for første gang i en menneskealder designede en rute helt uden tidskørsel.

Langt mindre indlysende var det Arrate-etapen havde kurs mod et farvel. Der var i hvert fald ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at også dens liv hang i en tynd tråd, men måske 2019-udgaven af løbet inspirerede baskerne. Dengang supplerede man nemlig den klassiske kongeetape med endnu en etape i Eibar, hvor man gjorde brug af områdets mange stigninger, men havde mål nede i byen og ikke på toppen af den nærliggende Arrate-stigning. Det gav et festfyrværkeri af en etape, hvor stakkels Emanuel Buchmann, der førte løbet, blev knækket fra start af den storslåede offensiv, UAE og Astana iværksatte, og som blev belønnet med en samlet sejr til Ion Izagirre og en podieplads til Dan Martin - begge sekunderet af hhv. Jakob Fuglsang og en ung Tadej Pogacar - mens Adam Yates koblede sig på offensiven og sikrede sig etapesejren.

Bjergfinaler kan nemlig have det med at låse løbene, fordi de bedste ved, at de kan gøre forskellen til sidst, og det var formentlig det åg, arrangørerne forsøgte at vride sig fra af, da de sammensatte en knaldhård rute med hele fire potentielle klassementsetaper, men helt uden åbenlyse nøglemomenter, hvor de bedste med sikkerhed kunne sætte sig igennem. Jo, gårsdagens murfinale var en sikker vej til succes for de stærkeste, men også designet, så forskellene ville være små, og herefter var ballet åbnet for en uforudsigelig sidste halvdel, hvor svære ruter med flade finaler ville lægge op til et løb, der kunne blive afgjort på taktik og bonussekunder, og hvor de bedste skulle tænke kreativt og tage chancer, hvis de ville vinde løbet.

På den måde gjorde de det alt andet end let for Vingegaard at tage den sejr, jeg ellers spåede i vores danskeroptakt tilbage til januar. Få har vel betvivlet, at danskeren nok ville være stærkest i løbet, for selvom han lidt overraskende var overmatchet af David Gaudu i Paris-Nice og var ude af stand til at vinde løbet for et år siden, var det rimeligt at antage, at han havde fundet så mange procent siden marts, at han med den forbedring, han jo stillede til skue sidste sommer, burde være bedste mand i et felt uden de tre største etapeløbsrivaler. Spørgsmålet var bare, om det var nok til at vinde løbet.

Om det er det, ved vi stadig ikke. Der venter nemlig to meget svære dage endnu, og de kan blive et mareridt at kontrollere for et Jumbo-hold, der i dag endda fik et slag i ansigtet, da Rohan Dennis styrtede ud af løbet. Til gengæld ved vi nu, at Vingegaard ikke blot på papiret er løbets stærkeste mand, men også har fundet akkurat så mange procent siden den franske nedtur, at han også er det i virkeligheden.

Det kunne man ellers godt betvivle, selvom han i går slog til på muretapen. Her betød Sergio Higuitas og Juan Pedro Lopez’ ærgerlige sammenstød nemlig, at vi aldrig fik den styrkeudmåling, der kunne afgøre hierarkiet, og særligt Mikel Landa, David Gaudu og Mattias Skjelmose klarede muren så fornemt, at det ikke virkede helt på månen at tro, at de måske kunne have truet den danske Tour-konge. Den tvivl fik imidlertid kun lov til at stå i 24 timer, for inden man fik set sig om, viste Vingegaard, hvor det baskiske skab skal stå.

Hvis arrangørernes ønske var, at den ”lette” rute skulle tvinge de stærkeste til at være kreative og udnytte det terræn, der var, fik de fuld valuta for pengene, da løbet for anden gang på tre år bød på en finale med den svære La Asturiana-stigning efterfulgt af en teknisk nedkørsel. Da finalen blev brugt i 2021, gjorde den ingen afgørende forskelle, formentlig fordi løbets klassementsryttere havde udsigt til to langt vanskeligere afslutninger senere i løbet. Det havde de imidlertid ikke, da de vendte tilbage denne eftermiddag, og derfor var motivationen til at udnytte terrænet langt større end i 2021.

Og udnyttet det blev det. Som det har været et tema i hele den korte sæson, han har kørt, har Richard Carapaz tilsyneladende ikke helt forstået, at han altså efter en svær vinter slet ikke er i form. Som vi så det i lørdagens opvarmningsløb, var ecuadorianeren i hvert fald ikke bange for at sætte sig selv i scene med et benhårdt pres fra bunden af La Asturiana-stigningen, og selvom det endte med den forudsigelige fiasko for den tidligere Giro-konge, der viste sig endnu længere fra formen, end man i lørdags fornemmede, satte det scenen for, at andre kunne gribe muligheden. Og den, der var bedst til at gribe, var Vingegaard, der egentlig skulle køre etapen defensivt, men formentlig erkendte, at han ville være let at isolere og dermed gøre sårbar.

I den situation er det bedste forsvar som bekendt et angreb. Hvis man er uden holdkammerater, er det betydeligt lettere, hvis man heller ikke har mange rivaler, og med det, der ifølge ham selv var en ganske spontan beslutning, viste danskeren, hvem i feltet der har vundet Touren. Ikke helt uventet på baggrund af det, vi så i går, var det kun Landa, der kunne være med i det danske show, og pludselig blev det, der kunne have været en farlig taktisk situation forvandlet til noget meget mere enkelt, hvor det så ud til, at Landa havde rigeligt at gøre med blot at holde fast i det danske tog.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det var akkurat det, arrangørerne havde ønsket sig. At de store navne udnyttede det terræn og tog de chancer, der skulle til, og heldigvis blev initiativet belønnet. Nok betød Soudals intense jagt, at Vingegaard slet ikke fik det udbytte, han undervejs havde udsigt til, men kombinationen af de 10 bonussekunder, han fik på stregen, og de 3 af slagsen, han uventet, men meget årvågent fik i den sidste spurt, samt det beskedne forspring på 2 reelle sekunder betød alligevel, at det blev en ganske indbringende dag i et løb, der næppe bliver vundet med store marginer. De kommende dage have været betydeligt lettere, hvis de 2 sekunder havde været de 30 sekunder, han havde undervejs, men han begynder at have så stort et forspring, at han bliver langt mindre sårbar, hvis han isoleres de kommende dage.

I virkeligheden er det vel Landa, der skal ærgre sig mest. Det er ellers en fornøjelse at se, hvordan baskeren har rejst sig efter den catalanske nedtur og sat en fed streg under, at han vitterligt er så meget tilbage, som hans stærke 2022-sæson beviste, men når forspringet ikke blev større, skyldtes det naturligvis, at baskeren til sidst alene sad på hjul. Det forstår man naturligvis godt, for den spurtsvage Bahrain-kaptajn, der normalt ikke slår hverken en snegl eller en skildpadde i en spurt, havde kun én chance for at vinde etapen, nemlig at slide den hurtigere dansker ned. Man forstår således sagtens rationalet bag beslutningen for den lokale helt, der ikke har vundet en etape på hjemmebanen siden 2016, men i bagklogskabens lys havde det været klogere at prioritere den samlede 2. plads. Han greb i hvert fald ikke spurten specielt klogt ad ved slet ikke at forsøge at gå forbi inden det sidste sving, og nu endte han som en lille taber ved både at miste en stor del af sit forspring og stadig være sejrsløs i løbet i syv år.

Til gengæld fik han vist, at han var stærkere end de to navne, man på forhånd kunne have anset som Vingegaards værste rivaler. I går havde Gaudu ærgret sig over, at en defekt havde tvunget ham til at bruge sig hold så meget op, at han ramte muren i en ringe position, for han følte, at benene havde været til meget mere. I dag stod det imidlertid helt klart, at han ikke har bevaret sit Paris-Nice-niveau, og at drømmen om, at han er kommet meget tættere på de allerbedste nok ikke er helt så reel, som det så ud til i marts.

Vi må også sande, at vi stadig har til gode at se den Enric Mas, vi så mod slutningen af 2022. Det er nu ikke så mærkeligt, for selvom han er kommet af med sit prædikat som langsom starter og også er begyndt at køre stærkt i ugelange løb, plejer han at skulle have mindst én grand tour i benene, inden motoren er blevet varm. Sådan er det altså stadig, og også i dag var motoren lidt sej i optrækket, for det kneb gevaldigt med at komme i gang, da Vingegaard åbnede ballet. Senere lignede han dog forfølgergruppens stærkeste mand, og det kan i det mindste give lidt selvtillid inden lørdagens kongeetape, der er betydeligt mindre eksplosiv end de finaler, vi har haft hidtil.

I stedet var det et par andre navne, der i første omgang kom tættest på Vingegaard. Det var ikke overraskende Ion Izagirre, der både i går og i lørdags havde bevist, at der stadig er meget stor forskel på Izagirre i denne periode og Izagirre på alle andre tider af sæsonen. Langt mere imponerende var det, at Felix Gall i første omgang var nærmest til at følge Vingegaard. Nok har vi siden sæsondebuten i Var set, at han har taget store skridt, men det her var alligevel langt bedre end noget, han tidligere har vist.

Til gengæld var der ingen Mattias Skjelmose. Det havde man ellers håbet efter gårsdagens uheldsramte, men stærkt imponerende præstation, og det vidner vel om, at det fortsat er i de meget eksplosive finaler, at han har sin force. I det lys er det snart på tide, at vi får ham at se i en stor bjergfinale på WorldTouren, for den chance blev vi jo berøvet i Paris-Nice. Den får vi heller ikke i dette løb, men desværre betød dagens etape, at frygten for, at han fortsat kan have begrænsninger på det område, nok består.

Det tog også lidt tid, inden Sergio Higuita nåede fronten, endda på en stigning, der burde have passet ham som fod i hose, og dermed leder vi stadig efter den udgave af colombianeren, som vandt i Catalonien sidste år, og som havde kurs mod toppen, men fortsat rangerer relativt langt nede i det globale hierarki, endda også på en rute, der passer så ham så godt som denne. Langt mere opløftende var det at se en lille genrejsning af den i år så skuffende Brandon McNulty, men der er stadig lang vej til, at han når det niveau som klatrer, der er påkrævet, hvis han for alvor skal hævde sig i løb som disse. Allermest grund til begejstring må man dog have, når man ser James Knox, der siden Vueltaen i 2019, hvor et styrt akkurat kostede ham den samlede top 10, har været så skidt kørende, at man måtte frygte for hans plads på WorldTouren, men som ganske uventet pludselig er begyndt at minde os om, hvorfor han engang blev regnet som et stort talent.

Det gjorde Simon Yates og Daniel Martinez også engang, men det er længe siden. I dag regnes de som stjerner, og derfor har det også været uhyre nedslående at følge dem i år. Yates er stadig milevidt fra at blande sig med de bedste, som han ikke har gjort siden Paris-Nice i 2022, og så er det nok en ringe trøst, at Matteo Sobrero fortsætter med at imponere, som han har gjort i dele af et meget ustabilt forår. Martinez’ besynderlige niveaufald efter sidste forår synes også helt uden ende. I det hele taget var den genrejsning af Ineos, som var temaet for analysen af 1. etape, en ganske kortvarig affære efter en dag, hvor briterne dominerede hele etapen i et forsøg på at vinde med den lokale helt Omar Fraile, men som endte med ikke at have én eneste mand blandt de 21, der kørte om sejren. Det er godt nok nye tider for det britiske storhold i 2023.

Til gengæld var der et andet lidt nødlidende hold, der kom tæt på sejren. Det er efterhånden svært at blive klog på Mauro Schmids klatreevner, for efter en sløj præstation de seneste to dage, overlevede han pludselig i ganske skrapt selskab. Vi har i dette løb også set den bedste Mattia Cattaneo, vi har set siden Touren i 2021, men til gengæld var der ingen spor af den i går genfødte Andrea Bagioli, der dog altid vil være mere på udebane på en længere stigning end på en stejl mur.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Træerne voksede heller ikke ind i himlen for Alex Aranburu, der ellers har klatret så godt i år og vandt i denne finale for to år siden. Dengang kunne han sagtens overleve stigningen, men i dag gik den ikke. Det kan han formentlig takke arrangørerne for. I 2021 var der nemlig masser af terræn til at gøre forskelle senere i løbet, og derfor holdt både Primoz Roglic og Tadej Pogacar igen, da de skulle over La Asturiana. I år har man i stedet designet en rute, hvor stærkeste mand er nødt til at være kreativ for at finde de muligheder, ruten gemmer på, og så blev selvsamme stigning pludselig kørt på en helt anden og aggressiv måde. Der var nemlig slet ingen grund til, at jeg fik kolde fødder i forhold til min oprindelige melding om, at Vingegaard ikke kunne undgå at være favorit til dette løb. Ikke blot er han som akkurat som forventet stærkeste mand. Han mestrer nemlig også kunsten at udnytte de muligheder, terrænet byder på.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+