Itzulia Basque Country-analyse: Tysk genrejsning i baskisk fuser

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Beskæftiger man sig med cykelløb, vil man hurtigt have lært, at man skal passe på med de informationer, man kan få fra Spanien. Det store land på Den Iberiske Halvø er notorisk berømt for at give tvivlsomme og til tider vildledende oplysningerne om ruterne til deres cykelløb, og cykelhistorien er fyldt med eksempler på ryttere, der har fået sig en grim overraskelse over, at de blev mødt med noget, de var ganske uforberedte på. Det gælder endda ikke bare i mindre løb, men også i de største. Vueltaen har i hvert fald en lang historik for vildledende løbsbøger, og selv den dag i dag skal man altid være meget kritisk, når man forholder sig til de officielle oplysninger fra folkene bag den spanske cykelstolthed.

Heldigvis betyder moderne teknologi, at man i dag kan blive meget klogere på ruterne på andre måder end ved at drage ud for at se dem ved selvsyn eller at stole på løbsbøgerne. Alligevel sker det med jævne mellemrum, at man får sig en overraskelse, når spanierne inviterer til cykelfest.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

En sådan kom igen i dag, da Baskerlandet Rundt fortsatte med den anden af de to muretaper, som arrangørerne har sammensat i en udgave, hvor de for alvor har dyrket de korte, eksplosive stigninger, området mest af alt er kendt for. Det var nemlig ikke helt let at blive klog på, hvor megen vanskelighed de baskiske arrangører havde fundet på til en afslutning, der bød på tre korte, stejle stigninger inden for de sidste 10 km.

Dataene var for så vidt klare nok, også for løbets afgørende sidste mur. Den steg med ganske beskedne 7,0% over 1000 m, og det er normalt ikke noget, der kan bruges til at skabe splittelse mellem den verdenselite af klatrere, der som altid er samlet til et af sportens største løb. Det forlød imidlertid også, at de først 500 m havde rigtige ”baskerprocenter” lang op i det tocifrede område, og at vi derfor kunne se frem til et lige så herligt slag, som vi var vidner til i onsdagens murfinale, hvor Jonas Vingegaard tog det første skridt mod den samlede sejr.

Hvis Vingegaard eller de andre klassementsryttere havde fået samme opfattelse af stigningens sværhedsgrad, må de være blevet slemt skuffede. Da rytterne ramte løbets absolutte nøglepunkt, var skuffelsen i hvert fald til at tage at føle på for alle, der havde regnet med drama og klassementskamp. Der var blot tale om en ganske jævn stigning på en stor og bred byvej, og den var så ligegyldig, at man knap opdagede, at de havde ramt den.

Bedre var det ikke blevet af, at arrangørerne i al hast havde omlagt ruten. Det er stadig ikke lykkedes mig at finde begrundelsen, men den højintense finale, der skulle have budt på tre mure i rap helt uden fladt mellemliggende terræn, blev i sidste øjeblik helt anderledes enkel, da den midterste af de tre ”mure” blev fjernet. Nu var antallet af udfordringer ikke blot reduceret med en tredjedel. Mellem de to bakker var der også så langt et fladbanestykke, at al intensitet blev taget ud af finalen.

Den sene ruteændring og den sidste ”murs” karakter forandrede med ét det, der kunne have været endnu et opgør mellem favoritterne, til en dag, der for de store navnes vedkommende blot skulle overstås inden morgendagens kongeetape. Bevares, Enric Mas kom da på den første og stejleste stigning med et pligtskyldigt angreb, der blev fulgt op af løbets sensation, Felix Gall, men med kun en flød finalebakke og et langt fladt stykke efterfølgende var det en offensiv, der aldrig kunne føre til noget. Den uhyre overbevisende Vingegaard svarede da også på alt med en sådan lethed, at han må have følt sig hensat til en løb i juniorklassen, og da Attila Valter nok engang bekræftede, at Jumbo har gjort ham ganske fremragende i dette eksplosive terræn, blev det, der kunne have været en tricky og svært kontrollerbar dag for den danske Tour-konge og Jumbo pludselig en ganske overkommelig og ufarlig affære.

I det lys gav det meget god mening, at Ineos-mandskabet i finalen havde satset hele butikken på en spurtsejr med Ethan Hayter. Med de ben, briten har rendt rundt med siden sit comeback fra det australske styrt, havde det været halsløs gerning, hvis rytterne havde kørt den oprindelige finale, eller hvis sidste ”mur” havde været den mur, det forløb, men under de nye betingelser var det en fin Hayter-etape - i hvert fald for den Hayter, vi kender, når han er bedst. Det er han imidlertid så langt fra, og derfor oplevede vi for anden dag i træk, at de utrættelige briter sled og slæbte for det rene ingenting, og den britiske krise, som kortvarigt blev sat på pause, da Hayter vandt åbningsetapen, fortsætter med så uformindsket en styrke, at Dave Brailsford formentlig om natten kun drømmer om Filippo Ganna og det, han kan levere på søndag på de nordfranske brosten.

Briterne skal dog have point for forsøget. Det samme skal Jayco, der i den grad har gennemgået lidt af en forvandling i denne uge. Australierne har jo været notorisk berømte som holdet, der aldrig vil føre eller tage ansvar, men i denne uge har de akkurat som Ineos ført i tide og utide. I dag var tredje etape i træk, hvor de påtog sig en stor del af ansvaret for at sikre, at vi stadig har den første udbrudssejr til gode, og det er tredje dag i træk, hvor det alt sammen var spildt arbejde. Man kunne sagtens forstå deres arbejde i onsdags, hvor de stadig levede i den illusion, at Simon Yates var den rytter, han var engang, men som har været fraværende i nu mere end et år, men det har været til den pænt optimistiske side, at de to dage i træk har stolet på en spurtsejr til Matteo Sobrero, der da slet ikke er langsom, men bestemt aldrig kunne regnes som sandsynlig vinder i et felt med mange hurtigere og mere klatrestærke folk.

Det nød Jumbo og Vingegaard imidlertid godt af. Den trussel som den i dette løb genfødte Mattia Cattaneo udgjorde, da han satte sig til rette i det franske TGV-tog, der også går under navnet Remi Cavagna, blev effektivt elimineret af de utrættelige australiere. Gratis blev det bestemt ikke for hollænderne, der nok har forbandet Cattaneo langt væk, når han udstedte en betydelig regning inden morgendagens kongeetape, men det hele blev langt, langt lettere af, at Jayco for tredje dag i træk agerede nyttige idioter med en jætteindsats, som den ellers uhyre velkørende Sobrero belønnede med en 4. plads, som vel nogenlunde var, hvad man kunne have forventet i dette felt af hurtige og halvhurtige afsluttere.

Én af de ryttere, han i hvert fald ikke skulle regne med at slå, var Sergio Higuita. Det er desværre lidt for sjældent, at den lille colombianer deltager i denne slags spurter, og han har i dette løb da også været overraskende passiv - særligt med tanke på bonussekundernes enorme betydning på denne særegne rute - men når han endelig blander sig, er han altså pokkers hurtig. Det viste han, da han i dag fik lyst til at gå efter de sejre, han slet ikke jagtede på 1. eller 2. etape, og med skræmmende overlegenhed sørgede han for at få lagt låg på den enorme skuffelse, han gav udtryk for i onsdags, hvor det nu meget berømte styrt ødelagde hans chancer i den murfinale, han havde set som sin helt store chance i denne uge.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Sejren faldt i den grad på et tørt sted. Der har været talt meget om forskellige kriseramte mandskaber i denne sæson, men der har været talt påfaldende lidt om Bora. Det tyske hold har imidlertid gang i en ganske katastrofal sæson, hvor man ved ugens begyndelse stadig kun havde vundet én gang, nemlig helt tilbage i Argentina i januar, hvor Sam Bennett åbnede sin sæson ganske stærkt. Siden dengang har det været én lang ørkenvandring, hvor Bennett er blevet efterladt med et hav af sekundære resultater og holdets topnavne som Aleksandr Vlasov, Maximilian Schachmann, Emanuel Buchmann, til dels også Jai Hindley og også Higuita selv har været under det niveau, man enten havde håbet eller forventet.

Nu er der imidlertid hul igennem. På fire dage har holdet på de baskiske veje taget to WorldTour-sejre, og det kan forhåbentlig kickstarte en genrejsning, der kan tage yderligere fart på søndag, hvis den uhyre velkørende Nils Politt på de franske brosten viser os, hvorfor han allerede én gang er blevet nr. 2 i Paris-Roubaix. Hvis Vlasov så kommer ned fra højderne med den Giro-form, manager Ralph Denk håber, og Bennett om et par uger forsvarer sin titel på holdets hjemmebane i WorldTour-løbet i Frankfurt, er den kedelige trend forhåbentlig vendt.

Det er den endnu ikke for Soudal. At kalde det belgiske mandskab kriseramt er lidt voldsomt, når de har taget et hav af sejre, men det er i hvert fald en fair betegnelse for holdets klassikertrup. Derfor havde en etapesejr i det baskiske, hvor holdet ellers er til start med et outsiderhold, været yderst velkommen, men det bliver desværre ved lige-ved-og-næsten. Da Andrea Bagioli i dag blev nr. 2, var det således holdets tredje podieplads på fem dage, og deres flotte kørsel, der har været domineret af genrejsninger af James Knox, Cattaneo og Bagioli, havde fortjent mere end bare sekundære placeringer. I dag var de således for anden dag i træk det stærkest repræsenterede hold i finalen og dermed hovedansvarlige for, at Hayter ikke alligevel fik chancen.

På den anden side havde deres taktik måske ikke fortjent bedre, for det var godt nok svært at se, hvad der var planen. Det var Bagioli, der førte hele vejen op ad sidste stigning, hvilket tydeligt signalerede, at den på papiret hurtigste nok engang skulle køre for Mauro Schmid, men bedst som man ventede, at de ville udnytte Bagiolis fart til at køre det lead-out, der skulle gøre det muligt for Schmid at slå de hurtigere folk, sad schweizeren alene alt, alt for langt tilbage, mens Bagioli på egen hånd tog kampen op med Higuita. De ressourcer med to hurtige mand kunne i hvert fald have været brugt betydeligt bedre, så man alligevel kunne have fået den sejr, den flotte kørsel fortjener - og som helt sikkert ville falde på et tørt sted hos Patrick Lefevere.

I det mindste sad Bagioli godt placeret til spurten. Det er desværre mere, end man kan sige for Mattias Skjelmose. Det lykkedes ellers nok engang for danskeren at vise, hvor pokkers hurtig han er, men det begynder efterhånden at blive et tema, at han slet ikke er så positioneringsstærk, som man skulle tro. Han har i hvert fald siddet for langt tilbage i alle ugens fire spurter - samt naturligvis på muretapen, hvor det skyldtes sort uheld - og vi så jo det samme sidste år, hvor han smed sit Danmark Rundt ved at sidde alt for langt tilbage inden Kiddesvej. Det er ganske besynderligt, for når han gang på gang sidder med i front i sidevinden, ser man jo, at han er aldeles glimrende til at bokse for sin position. Heldigvis var dagens anstrengelser ikke spildte, for med en podieplads og en god indlagt spurt sikrede han sig 6 sekunder, der bragte ham hele tre pladser frem i klassementet og blot et sekund fra David Gaudus podieplads.

Selvsamme Gaudu er dog selv lidt uden om, at hans 3. plads er truet. Det gav fin mening at bruge den hurtige, men forslåede Romain Gregoire i den første spurt, hvor han kunne tage alle de sekunder, der var tilbage for feltet at spurte om, men det var ganske besynderligt at bruge samme taktik i den sidste af de to spurter. Her kunne Gregoire af gode grunde ikke gøre rent bord - det er trods alt ikke muligt at spalte ham i tre - og derfor havde det været mere naturligt at bruge ham til at køre lead-out for den jo ganske hurtige Gaudu, der har så meget fart, at netop jagten på bonus var hovedårsagen til, at jeg gav ham en favoritstatus inden løbet.

Den favoritstatus har for længst skiftet hænder til den mand, der også på papiret er den i særklasse stærkeste i dette løb. Vingegaard kom i hvert fald fint igennem endnu en dag, der på papiret kunne have været tricky, hvis han var blevet isoleret i finalen, men alle den slags bekymringer viste sig jo helt ubegrundede. Det sørgede en sen ruteændring og en meget let såkaldt ”mur” i finalen for, og dermed udviklede det hele sig lidt til en baskisk fuser. Det er Higuita imidlertid næppe ked af. Den hjalp det ham nemlig med at fortsætte den genrejsning af hans tyske storhold, som Ide Schelling indledte for tre dage siden.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE