Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 6. etape af Itzulia Basque Country

Optakt: 6. etape af Itzulia Basque Country

08. april 2023 14:40Foto: Sirotti

Sergio Higuita fik revanche for onsdagens store skuffelse ved at sikre sig Boras anden etapesejr på en 5. etape, hvor der ikke var meget mur over de sidste stigninger. Næstsidstedagen endte derfor som en lille fuser, men det gør lørdagens kongeetape til gengæld ikke. Nok er der som noget nyt ikke mål på Arrate-stigningen, men det indbyder bare til, at der skal angribes fra distancen på de stejle Krabelin- og Izua-stigninger, og hvis det går på samme vis som på den lignende finaleetape i 2019, er alt stadig i spil på en rute, der er så åben, at både taktik og gode ben bliver nøglekomponenter.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den femte udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, som nu endda er helt forsvundet, men det er ikke den eneste anormalitet. Siden Euskal Bizikletas forsvinden fra kalenderen i 2009, har det løbs kongeetape med mål på Alto de Arrate i udkanten af Eibar nemlig været en fast bestanddel af løbet, men sådan bliver det ikke i år. Nok er det igen Eibar, der er vært for den afsluttende kongeetape, men for første gang bliver der ikke mål på Arrate. Rytterne skal stadig op ad den ikoniske stigning fra sine stejle Krabelin- og Izua-sider, men denne gang sker det med hhv. ca. 70 og 30 km til mål, hvorfra der venter en lettere finale med kun en blød stigning. Dermed er der lagt op til et helt anderledes og langt mere taktisk cykelløb, end vi plejer at se, for da etapen stadig er klatrernes bedste chance for at gøre en forskel, tvinges de til at angribe fra distancen - akkurat som de gjorde, da man i 2019 afsluttede løbet med en tilsvarende etape omkring Eibar, hvor Ion Izagirre med en stor offensiv knækkede den førende Emanuel Buchmann. Som dengang åbner det for en helt uforudsigelig afslutning, hvor løbets klatrere skal udkæmpe et helt åbent slag om den samlede sejr på en dag, hvor taktik synes at kunne spille lige så stor en rolle som gode klatreben.

 

I de senere år har man skåret kraftigt ned for distancen på denne kongeetape, hvilket også gælder i år, hvor der skal tilbagelægges bare 137,8 km, der har både start og mål i Eibar, men altså nede i byen og ikke på toppen af Arrate-stigningen. Der er tale om en kringlet tur rundt i områdets bakker, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad en ganske let faldende dalvej over ca. 10 km. Man forlader dog hurtigt dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max. 13%), der er en relativt jævn stigning med top efter 13,5 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydøst.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Med det samme fortsætter man derfra mod nordøst op ad en stigende vej, der stiger jævnt med 5-6%, inden det går mod syd op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,1 m, 7,4%, max. 16%), der er en ujævn sag. Således stiger de første 2,6 km med 10,9% i snit, inden der følger først 2,1 km med 5,5% i snit og slutteligt 700 m, der falder let med 0,2%.

 

Toppen rundes efter 24,9 km, hvorfra en relativt let nedkørsel fører mod sydvest og sydøst ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Gorla (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der starter med 3,6 km, som stiger jævnt med 7,9%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 45,0 km. Derfra leder en teknisk nedkørsel videre mod sydvest ned til dalen.

 

Nu bliver det kortvarigt lettere, når man følger en relativt flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, hvor etapen tager fat igen. Det sker, når man kører mod nord op ad Arrate fra den stejle side, hvor den er kendt som kategori 1-stigningen Krabelin (5,0 m, 9,6%, max. 17%). De første 1400 m stiger med 7,3%, men derefter følger 2,7 km med hele 12,2%, inden den flader ud med 5,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 70,2 km.

 

Herfra resterer fortsat 67,6 km, der indledes med et let faldende plateau, som fører mod sydøst, inden det går via en relativt let nedkørsel mod nord tilbage til dalen, hvor en let faldende dalvej følges mod nordvest frem til det nordligste punkt og dagens første spurt, som kommer efter 83,7 km. Her vender man rundt for at køre mod sydvest ad en let stigende dalvej, inden det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der efter en blød stat slutter med 1800 m med ca. 9%.

 

Toppen rundes efter 92,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og sydøst tilbage til dalen, men som undervejs afbrydes af to bakker med toppe efter hhv. 97,7 km (700 m, 11,2%) og 100 km (1,0 km, 6,4%). Nu følges en let faldende dalvej kortvarigt mod nordøst ind til centrum af Eibar, hvor dagens sidste spurt køres efter 137,1 km, men hvor man ikke krydser stregen.

 

I stedet skal man ud i terrænet igen. Først skal man over en lille bakke (500 m, 9,6%) umiddelbart efter spurten, inden det går mod nord op ad Arrate for anden gang, denne gang via den stejle kategori 1-stigning Izua (4,1 km, 9,2%, max. 13%), der er en helt jævn stigning med top efter 111,0 km. Herfra indledes de sidste 26,8 km med en let nedkørsel, som fører mod nord, inden man i dalen med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn og relativt let stigning.

 

Toppen rundes efter 125,3 km, hvorefter de sidste 12,5 km indledes med en undervejs ganske teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst tilbage til dalen. Her drejer man mod sydvest for at følge den lige og let stigende dalvej hele vejen ind til centrum af Eibar. Den let snoede vej afbrydes af en rundkørsel med 2000 m igen, hvorefter den bliver smallere. Derefter drejer man til højre med 1000 m igen, inden det sidste sving melder sig bare 200 m fra stregen.

 

Etapen byder over den korte distance på i alt 3387 højdemeter.

 

Som sagt har Eibar hvert år siden 2009 været mål for kongeetapen, men altså med mål på Arrate-stigningen. Byen var dog i 2016, 2017 og 2019 vært for begge de to sidste etaper, hvor der på den sidste var mål nede i byen. I 2019 var vi vidner til et vildt drama, hvor Ion Izagirre sikrede sig den samlede sejr ved at knække Emmanuel Buchmann, da han kørte væk sammen med holdkammeraten Jakob Fuglsang, Adam Yates samt UAE-duoen Tadej Pogacar og Dan Martin, inden Yates kørte alene hjem til etapesejren foran Martin og Fuglsang. I 2017 sluttede løbet på klassisk maner med sin enkeltstart, der blev vundet af Primoz Roglic foran Alejandro Valverde, som vandt samlet, og Ion Izagirre, og det gjorde det også i 2016, hvor sejren gik til Alberto Contador foran Nairo Quintana og Sergio Henao, der smed den samlede sejr på gulvet og i hænderne på Contador.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

 

 

 

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Det gode vejr varer ved hele vejen, og varmen holder også ved. Lørdagen vil kun byde på få skyer og en temperatur på hele 21 grader. Vinden vil bare være let (9-11 km/t) og komme fra nordøst og nordnordøst. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men der vil være sidemodvind på både Krabelin og Izua. Efter toppen af sidstnævnte får man sidemodvind frem til bunden af Urkaregi, hvorefter der vil være sidemedvind op og ned ad stigningen. Slutteligt får man først med- og siden sidemedvind ind til Eibar, og der vil også være sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan en sen ruteændring og en meget blød såkaldt "mur" satte scenen for en tysk genrejsning i en baskisk fuser.

 

Favoritterne

Som nævnt i analysen er det svært ikke at betegne dagens etape som en lille fuser, men heldigvis bude der være garanti mod fusere på morgendagens kongeetape. Den har nemlig for vane altid at levere, og det vil den helt sikkert også gøre, selvom den altså i år er uden den ikoniske Arrate-finale, som ellers har været en fast tradition i næsten 15 år.

 

Vi har nemlig haft nogle ret vilde udgaver af etapen de seneste år. Det var ellers ret trivielt i de første mange år, hvor favoritterne altid ventede med at spille ud til Arrate-stigningen, hvad der jo er ganske normalt i løb med en bjergfinale. Sådan er det bare ikke gået de seneste gange. I 2019 sov Astana gevaldigt i timen, og det udnyttede Bora og Emanuel Buchmann til at tage dem på sengen og med lang solooffensiv sikre tysk etapesejr og førertrøje. Vi så et endnu større drama i 2021, hvor Primoz Roglic og Jumbo fangede Tadej Pogacar på en nedkørsel, og herefter udviklede etapen sig til en vild jagt mellem de to slovenere, hvor David Gaudu vandt etapen, og Roglic sikrede sig den samlede sejr.

 

Selv sidste år blev der åbnet tidligt. Her skulle man over Krabelin, der blot er en stejlere vej op ad Arrate-stigningen, og som altså er med igen i år, tidligt på etapen, og her fik de skovlen under den førende Remco Evenepoel. Han kom nu tilbage inden sidste stigning, men her satte de igen kniven ind, så førertrøjen gled fra Evenepoel til Daniel Martinez, og Ion Izagirre vandt etapen.

 

Læs også
Optakt: Vuelta Asturias

 

Den etape, der er mest sammenlignelig med årets kongeetape, er dog sidste etape i 2019. Dengang havde man nemlig to etaper i Eibar. I tillæg til Arrate-etapen, som altså blev rammen om Buchmanns store kup, sluttede man med en etape, der kan minde om morgendagens etape. I hvert fald skulle man på en kort dag ud i terrænet omkring Arrate, og selvom det var en betydeligt lettere rute med færre og nemmere stigninger, blev dramaet stort. Astana tog revanche for fredagens blunder, da Jakob Fuglsang og Ion Izagirre gik i offensiven, og de gjorde fælles front med UAE-duoen bestående af Tadej Pogacar i dennes første sæson og kaptajnen Dan Martin samt den isolerede Adam Yates, der efter en defekt på 2. etape var ude af klassementet. Sammen lykkedes det dem efter et vildt forfølgelsesløb at knække Buchmann, så Izagirre kunne vinde samlet, Martin kunne blive nr. 2, og Yates kunne udnytte sin frihed til at køre alene hjem til en etapesejr.

 

Det er nærliggende at tro, at vi har noget lignende i vente i morgen. Efter i går står det ret klart, at ingen kommer i nærheden af Jonas Vingegaard, når det kommer til styrke, men hans hold er sårbart. Chancen for at isolere ham efter Krabelin er i hvert fald stor, og så kan Fanden være løs for danskeren. Det vil nemlig være for tidligt bare selv at åbne for gassen - det risikerer han at gå død på - og derfor er det ganske sandsynligt, at nogle af hans værste rivaler kan komme væk på det lettere stykke mellem Krabelin og Izua, der er etapens to klare nøglestigninger.

 

Risikoen er den samme efter Izua, men kommer han først så langt, kan han med nogen sandsynlighed redde den hjem på sin styrke. Her vil det være ganske realistisk, at han kan køre alene hjem - eller måske få selskab af en mand eller to, der kan få etapesejren eller en podieplads - og derfor må Jumbos vigtigste opgave være, at løbet ikke glider dem af hænde inden Izua. Herfra vil jeg tro, at Vingegaard er så overlegen, at han kan klare ærterne selv.

 

Det ved rivalerne naturligvis godt, og derfor har de alle en interesse i at åbne løbet tidligt. Allerede den første stigning er jo meget svær, men den kommer trods alt nok for tidligt til, at de øvrige topryttere tør spile ud. Til gengæld vil der være et hav af andre ryttere, der vil afsted, og der er derfor lagt i kakkelovnen til en voldsom begyndelse med et hav af angreb, hvor feltet allerede vil eksplodere til atomer på første stigning. Det er sandsynligt, at vi i løbet af de to første stigninger får etableret en eller anden form for udbrud, og det er næsten stensikkert, at det vil true trøjen, når starten er så hård, som den er.

 

Etapen er så svær at kontrollere, at man ikke kan afvise, at et udbrud kan holde hjem, men interessen i en lang finale er så stor, at det vil undre mig. Jumbo vil formentlig være tvunget til at holde dem i snor frem mod Krabelin, og selvom rivalerne helst vil presse hollænderne så meget som muligt, tror jeg ikke, at Bahrain samt sikkert heller ikke FDJ og Movistar vil lade etapesejren glide dem af hænde. Bliver det nødvendigt, vil de formentlig give en hånd med på stykket frem mod Krabelin.,

 

Her regner jeg med, at der bliver spillet ud. Som sagt er Vingegaard nødt til at køre stigningen defensivt, for det er for farligt at give sig i kast med et 70 km langt soloridt. Selvom Attila Valter var god i dag, bør det være stensikkert, at Vingegaard er alene efter nedkørslen, og herefter er døren åben for angreb, mens han venter på en regruppering. Jeg har svært ved at tro, at vi ikke får etableret en eller anden form for farligt udbrud i den fase, for selvom Valter, Sam Oomen og til dels Steven Kruijswijk har set hæderlige ud, vil der gå lidt tid, inden Vingegaard får hjælp.

 

Jeg ser måske også en mulighed for, at 3-4 mand faktisk kan finde ud af at samarbejde efter toppen, hvis de er kørt væk. Det vil være ganske ideelt for Vingegaard, hvis de kan samles i så lille en gruppe, hvor hans følgesvende kan lugte en podieplads. Det vil være i hans klare interesse at indgå i samarbejdet i en sådan situation, for en lille gruppe er lettere at kontrollere end en stor. Jeg kan derfor godt se et scenarium, hvor de 3-4 stærkeste kører sammen frem til Izua efter forfølgelsesløb, hvor de jagtes af en gruppe af de andre klassementsryttere.

 

Jeg ser således to sandsynlige scenarier: 3-4 mand i bunden af Izua eller et større felt med flere Jumbo-ryttere, der skal jagte et farligt udbrud, der er kommet væk, mens Vingegaard har været isoleret. Jeg tør ikke stole fuldt på Jumbo, men jeg synes, at de har set så gode ud, at jeg tror på, at de kan holde et udbrud i rimelig snor. De har helt sikkert også en allieret i Bahrain, hvis bare Vingegaard holder styr på Landa, men problemet er, at araberne er meget svage. Til gengæld vil det være klogt af ham at holde styr på særligt Enric Mas, men også David Gaudu i det taktiske spil. Det bør nemlig sikre, at han får hjælp af Movistar og/eller FDJ frem mod Izua.

 

Mit gæt vil derfor være, at løbet ikke glider Jumbo af hænde, og at de bedste skal slås om det på Izua. Det kan være en lille gruppe på 3-4 mand, men det kan også være et større felt. Der er imidlertid en åbning for de outsidere, der måtte være kommet væk på stykket mellem Krabelin og Izua. Får man et forspring her, kan man sagtens ende med at køre finale, selvom man ikke er den stærkeste.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

På Izua forventer jeg, at Vingegaard selv åbner op. Det afgørende for ham er ikke at være isoleret i en større gruppe efter toppen, for så har han et stort problem. Den sidste stigning er meget nem, og selvom der vil være medvind, vil den næppe gøre store forskelle. Han vil derfor være meget sårbar, hvis ikke han får ryddet op på Izua. Her vil der være en let modvind, men stigningen er så svær, at det burde være muligt at køre alene, hvis bare han er stærk nok.

 

Jeg vælger at pege på Jonas Vingegaard. Den Vingegaard, vi så i går, og som så ud til at være på søndagstur i dag, ser ud til at have 3-4 gear mere end alle andre, og mit gæt vil være, at han kører fra alt og alle på Izua.  I går kunne han ikke komme af med Landa på en stigning, hvis nedre del næsten én til én svarer til Izua, men i morgen er den samlede etape meget hårdere. Her kommer de til bunden efter en knaldhård dag, og det er som bekendt her, Vingegaard er bedst. Derudover ved vi, at han altid bliver bedre og bedre undervejs, og det er også mit indtryk, at det gælder i dette løb, hvor han i hvert fald virkede mere overbevisende torsdag, end han gjorde onsdag.

 

Derfra er spørgsmålet, om han kan holde. Den sidste del passer en gruppe bedre end en enlig rytter, men Vingegaard vil være hjulpet af medvinden, og selvom den sidste stigning ikke er svær, så vi på den øvre del af gårsdagens stigning, hvor vi talte om tilsvarende lette procenter, at han også øgede her. Den største trussel er det det let stigende stykke til sidst, men her vil han formentlig være langt foran og igen være hjulpet af medvinden. Skulle han have følgeskab, kan han også slå mange af sine værste rivaler i en spurt, i hvert fald Landa og Mas, og derfor har han flere veje til sejr. Mit gæt er dog, at han leverer en magtdemonstration og kører alene hjem fra Izua - og dermed også vise, at det altså ikke er noget, Pogacar er alene om at kunne. Største trussel er det taktiske spil, hvis holdet ikke er stærkt nok til at undgå, at det glider ham af hænde.

 

Den flade finale gør det til en svær etape for Mikel Landa at vinde, men jeg kan faktisk se en ret klar vej til sejr. Han har lignet næstbedste mand indtil nu, og i går kunne han følge Vingegaard på en stigning, der som sagt var næsten identisk med Izua. I morgen bliver det af de ovennævnte grunde vanskeligere at følge danskeren, men han hjælpes trods alt af modvinden, og i går var han også uheldig med, at han grundet ringe position skulle bruge sin tændstik på at lukke hullet til danskeren. I onsdags så han ud til at køre stærkere end Vingegaard, og jeg anser det ikke som umuligt, at Landa kan hænge på.

 

Lykkes det, tror jeg, at Landa vinder etapen. Alliancen er nemlig ret oplagt. Vingegaard vinder løbet samlet, hvis de kommer sammen til mål, og truslen mod ham er derfor, at de hentes af en gruppe, han ikke kan kontrollere. Derfor vil det være oplagt for de to at slå pjalterne sammen. I går var han nødt til at spurte for sejren, da han havde brug for bonussekunderne, men det problem har han ikke i morgen, hvor han sagtens kan lade Landa vinde. Det vil i hvert fald være en naturlig belønning at give baskeren for et fælles samarbejde. Landa vinder ikke en spurt mod selv en snegl, men kan han holde stand i morgen, tror jeg, at der kan vente en gave til danskeren.

 

Det er også grunden til, at Enric Mas har en god chance. Spanieren har ikke virket flyvende i dette løb, men de meget eksplosive etaper har heller ikke passet ham. Denne opslidende etape med en sandsynligvis lang finale er perfekt til hans dieselmotor, og vi så jo i går, at han efter en lidt haltende start lignede bedste mand i forfølgergruppen. I forvejen er han vel den klatrer, der har det næsthøjeste topniveau, og som Vingegaard bliver han bare bedre og bedre undervejs. Det ligner ikke en umulighed, at det er ham og ikke Landa, der kan følge Vingegaard, og hvis det lykkes, kan det være ham, der får den danske gave. I en spurt mod danskeren og Landa vil jeg imidlertid også give ham en chance. Ja, Vingegaard er på papiret hurtigst, men han kan sagtens blive tvunget til at føre hele den sidste kilometer, og vi så jo i Lombardiet, at Mas var chokerende tæt på faktisk at slå Pogacar. Kører han samme spurt i morgen, bør han slå en Vingegaard, der har ligget i vinden over den sidste kilometer. Alternativt har han lidt mere frihed i det taktiske spil, fordi han smed tid på nedkørslen i tirsdags grundet Marc Solers styrt.

 

Løbets skuffelse har været David Gaudu. Ja, han er stadig en af de bedste, men det er kun på 3. etape, hvor han kom stærkt igen. I går virkede han ikke alt for overbevisende, og heller ikke i dag lignede han en mand med diamanter i benene. Modsat de ovennævnte er han nok heller ikke specielt begunstiget af, at morgendagens etape er langt mere opslidende, for han er på papiret den mest eksplosive af de fire. Han kan dog sagtens klare en stor bjergetape som denne, og vi så jo i Paris-Nice, hvor god han kan være. Han har den store fordel, at han af de hidtil nævnte er den hurtigste, og det er jo ikke givet, at han behøver at følge Vingegaard hele vejen. Tværtimod kunne man sagtens forestille sig, at han ender i en forfølgergruppe, der henter de forreste på det sidste stykke ind mod Eibar, og lykkes det, er det ganske sandsynligt, at han kan spurte sig til sejr og dermed vinde kongeetapen for anden gang på tre år - igen med en Jumbo-rytter som samlet vinder.

 

Dette er også den store test for Ion Izagirre. I dette løb har han fundet et niveau, han ikke har været i nærheden af i præcis et år, men nu skal han vise, at det også rækker på en rigtig bjergetape, hvor i hvert fald de fire ovennævnte på papiret er stærkere end ham. De generelt korte baskiske stigninger passer ham dog godt - bare se på hans skræmmende historik i dette løb - og indtil nu har han klart været en af de stærkeste. Han følger næppe Vingegaard til dørs, men han er en snu herre, der sagtens kan finde på at stikke tidligt, hvis Vingegaard er isoleret mellem Krabelin eller Izua, eller som kan komme tilbage på den sidste lette del. Han viste i går i en indlagt spurt og igen i finalen i dag, at han ikke vil være helt uden chance i en spurt mellem de hidtil nævnte - han overraskede jo ved at slå Bilbao i dette løb i 2021 - men ellers er han en oplagt mand, der kan stikke af i det taktiske spil til sidst. Skal det lykkes ham at vinde kongeetapen for andet år i træk?

 

Mit gæt er, at etapen bliver for hård for Sergio Higuita. Da han vandt kongeetapen i Catalonien sidste år, viste han ellers helt nye evner også på de store bjergdage, men han har ikke samme niveau nu og har ikke haft det siden dengang. Når det er sagt, lykkedes det ham at komme tilbage til forfølgerne i gårsdagens finale, hvor han var en af de stærkeste, og de korte, stejle stigninger passer ham trods alt bedre end lange opkørsler i de høje bjerge. Han har jo den store fordel, at han formentlig er den hurtigste, hvis bare han komme med hjem, og derfor handler det ”bare” om overlevelse, formentlig ved at komme tilbage efter Izua. Her kan han hjælpe sig selv, hvis han udnytter en isoleret Vingegaard til at få et forspring inden Izua. Med den plan kan han sagtens vinde for anden dag i træk, selvom jeg vil tro, at der er flere, der er bedre end ham.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

Den rytter, jeg næsten glæder mig mest til at se, er Felix Gall. Kan det virkelig passe, at vi skal regne ham som en af de stærkeste ryttere i dette felt? Sådan så det i hvert fald ud i går, hvor han var sidste mand til at slippe Vingegaard, og i dag var det også ham, der slog kontra på Mas. Han virker slet og ret flyvende, men det er også klart, at denne etape er noget andet og langt mere klatretungt end det, vi har set hidtil. Sidste år, hvor han var bedst i Baskerlandet og Alperne, var det imidlertid netop på disse kortere, stejle stigninger, at han var bedst, og det er derfor ikke en etape, der passer ham dårligt. Han følger næppe Vingegaard på Izua, men han har en chance for at komme tilbage sammen med de næstbedste, og derudover gør hans status som underdog, at han har en ret god chance for at få et forspring inden nøglestigningen. Sidder han der først i finalen, er han ganske hurtig, hvis han skal spurte mod alle de ovennævnte fraregnet Higuita, men derudover vil han jo igen være den underdog, der måske kan udnytte det taktiske spil til sin fordel.

 

For to år siden smed Brandon McNulty førertrøjen, da han gik helt ned på kongeetapen, selvom han - forstå det, hvem der kan - havde Pogacar som hjælper. Nu får han chancen for at tage revanche, og heldigvis tog han sidste år enorme skridt i bjergene. Han er stadig overmatchet af de ovennævnte, som vi også så i går, men han klatrede hæderligt på La Asturiana, og vi ved jo fra 17. etape i Touren, at han kan ramme nogle helt vilde dage i bjergene. Denne etape er en ordentlig mundfuld for ham, men han har fundet sig selv efter en svær start, og han er kendt for sin enorme aggression. Faktisk har han allerede sagt, at han har planer om at angribe, og får han et forspring mellem Krabelin og Izua, kan han få en billet til finalen. Her vil han være livsfarlig i det taktiske spil, hvor han ikke vil være den mest overvågede, og derudover er han jo så hurtig, at han vil have en chance mod alle de ovennævnte fraregnet Higuita. En sejr vil i hvert fald være en fin revanche efter nedturen i 2021.

 

Jeg er spændt på at se Mattias Skjelmose i morgen, men jeg er en smule bekymret. Danskeren var flyvende på 3. etape, men i går havde han det noget vanskeligere, da han først set nåede forfølgerne sammen med McNulty og James Knox. Heller ikke i dag virkede han flyvende på stigningerne, hvor han sad langt tilbage, men det skal man heldigvis passe på med at overfortolke. Problemet er snarere, at det er på disse store bjergetaper, at han stadig har lidt at bevise, og som det fremgår af ovennævnte, er min fornemmelse, at han igen bliver lidt ringere dag for dag i et etapeløb. Heldigvis har stigningerne en karakter, der burde passe ham fint, og han har jo altid det våben, at han vil kunne slå alle, måske også Higuita, i en spurt. Hvis det skal lykkes, tror jeg, at han skal i forkøbet, og her er det desværre et problem, at han ligger samlet nr. 3 og derfor vil være overvåget af mange. Omvendt er han jo stadig et ”lille” navn, og der holdes trods alt nok stadig mere øje med navne som Landa, Gaudu, Mas, Izagirre og Higuita.

 

Det har været en fornøjelse at se genfødslen af James Knox i dette løb. Det lå ikke i kortene inden løbet, men han ligner en af de stærkeste. Det gjorde han med sin offensiv i onsdags, og også i går var han med McNulty og Skjelmose, da de kørte op til forfølgerne. Det er klart, at der er flere, der er bedre end ham, men han har den fordel, at han tabte lidt tid efter onsdagens angreb og også er et relativt lille navn. Han synes i hvert fald at have benene til at give sig selv en chance for at komme favoritterne i forkøbet inden Izua. Problemet er, at han næppe vinder en spurt i dette selskab, men så må han jo igen udnytte sin ekstra frihed i det taktiske spil efter stigningen.

 

Det er trist at se Simon Yates i disse uger. Briten er en skygge af sig selv, men måske er der lidt håb. Vi så i hvert fald i Paris-Nice, at han rejste sig på sidste etape, der endda i profil minder meget om denne, der dog er betydeligt hårdere. Det er også en kort dag, hvad der plejer at passe ham, og det samme gør stigningernes karakter. Han var desværre ikke med de bedste i går, men det var til gengæld ham, der skabte samling, da han begyndte at føre for Matteo Sobrero. Måske er der lige nu flere, der er stærkere end ham, men han er stadig en af de bedre, og han bør også have et af de største rum til forbedring. Lige nu ligner han en mand, der skal have et forspring for at vinde, og her hjælper det, at han har tabt lidt tid. Til gengæld taler hans navn imod ham, for han er næppe en mand, man tager de helt store chancer med.

 

Desværre synes Rigoberto Uran ikke at have de gode ben, han havde i Catalonien, men måske er der lidt håb. Det var primært i onsdags, at han skuffede, og den slags eksplosive finaler passer i dag nok ikke specielt godt til hans dieselmotor. Han så i hvert fald bedre ud i går, og vi så også i Catalonien, at hans fornemme præstation på kongeetapen var mærkbart bedre end det, han leverede på de øvrige etaper. Kan han ramme samme gode dag i morgen, kommer han tæt på de bedste, og da han på det seneste har været mere aggressiv, end han plejer, vil han måske også gribe ud efter det forspring, han skal bruge. Er han først med på den anden side af Izua, viste han jo i går, at han faktisk stadig kan spurte til husbehov.

 

En joker kunne være Rein Taaramae . Esteren har været ganske usynlig i dette løb, men det har godt nok heller ikke været terræn for ham. Stigningerne har været for stejle og eksplosive, men i morgen burde han være mere komfortabel. Han har siden Vueltaen klatret bedre end i mange, mange år, og selvom han var ustabil, kørte han fremragende i Catalonien, hvor han endte lige uden for top 10 i de to sværeste bjergfinaler. De stejle stigninger her er ikke ideelle, men det gik fint på Lo Port i Catalonien, og han kunne være et godt bud på en mand, der kan vinde, hvis han kan få et forspring, enten via det tidlige udbrud eller mellem Krabelin og Izua.

 

Af samme grund nævner jeg Juan Pedro Lopez. Spanieren er kommet ganske fornuftigt tilbage efter sin skade, men det er også tydeligt, at han stadig har et stykke vej at gå. Logikken tilsiger imidlertid, at han bliver bedre og bedre, og han passer langt bedre til denne etape end de eksplosive etaper, der de seneste dage har voldt ham lidt besvær. Hans primære opgave er naturligvis at hjælpe Skjelmose, men på en dag som denne er der jo god ræson i at sikre sig en forpost. Til den rolle er Lopez jo perfekt, og hvis det kniber for Jumbo med at styre etapen, kan et udbrud godt blive svært at hente. Med stigende form og en rute, der passer ham, er Lopez en mand, der kan gøre det færdigt.

 

Et oplagt bud på en udbryder kunne være Steff Cras. Han smed sit klassement i går grundet en defekt, og nu er spørgsmålet, hvordan vi skal læse dagens tidstab. Det kan være udtryk for en krise, men også forklares med, at han smed tid for at kunne gå i udbrud. Hans kørsel på 3. etape vidner om, at han efter en svær start endelig har fundet noget form. Hans svage sæson indtil nu gør mig lidt skeptisk, men hvis han nærmer sig niveauet fra sidste år, er han med sit tidstab et af de klart bedste bud på en udbrudsvinder

 

Læs også
Ærlig VM-debutant: Vi ramte den ikke i røven

 

Det tidlige udbrud er også vejen til sejr for Daniel Martinez. Colombianeren er jo desværre helt, helt fra den og stadig en skygge af den rytter, der vandt løbet for bare 12 måneder siden, men han bliver jo trods alt ikke kørt midt over. Hans eneste håb må nu være at ramme det tidlige udbrud og satse på, at de kan holde hele vejen. Han har jo i hvert fald tabt nok tid, og han burde blandt de potentielle udbrydere være en af de stærkere. Med sin gode spurt har han også en fin chance for at gøre det færdigt i den lidt lettere finale.

 

En rytter, der helt sikkert vil forsøge at ramme udbruddet, er David De La Cruz. Desværre er også han stadig en skygge af sig, men han er i dette løb heldigvis tættere på sit Paris-Nice-niveau, end han var i Catalonien, der for ham var ganske katastrofal. Vi ved, at han er en af feltets mest aggressive ryttere, og han vil helt sikkert forsøge at ramme udbruddet. Denne etape passer ham langt bedre end de eksplosive etaper, vi har haft indtil nu, men desværre har han to problemer. Han er ikke hurtig, og derudover så vi senest i går, at hans nedkørsler stadig volder ham problemer. Det kan meget vel koste for dyrt på en rute som denne.

 

Emanuel Buchmann er jo desværre en skygge af den rytter, der i 2019 på Arrate-etapen leverede både et stort kup og et gigantisk soloridt, men i dette løb har han været bedre end tidligere i år. De foreløbige etaper har nemlig ikke passet ham, og nu rammer vi endelig en stor bjergdag, der er noget for ham. Hans opgave er at hjælpe Higuita, men også han kan være en god forpost. Problemet er bare, at han altid er ringe til at ramme udbrud, fordi hans motor skal bruge lang tid til at komme i gang. Derfor er største chance måske at komme væk på stykket mellem Krabelin og Izua, men så bliver forspringet næppe stort nok. En anden udfordring er, at han har tabt en anelse for lidt tid til at få megen frihed, men denne etape er trods alt så svær, at hold som Jumbo og Bahrain ikke bare kan hente udbruddet, hvis de vil - og helt ind i folden skal han jo trods alt ikke.

 

Det er måske også chancen for Esteban Chaves. Colombianeren er lidt tæt på i klassementet, men ikke så stor en trussel, at han nødvendigvis skal fanges. Problemet kan snarere være, at man aldrig skal stole på Chaves sent i et etapeløb, for hans restitution er jo gået helt fløjten. I dette løb har det dog virket ganske fornuftigt. Onsdagens offensiv var flot, i går sled han sig til blods for Carapaz og Uran, og i dag havde han overskud til at angribe på sidste stigning. Jeg tror stadig, at denne etape er for stor en mundfuld for ham, når vi er på dag 6, men han har set godt ud de seneste dage, og han viste jo i Dauphiné sidste år, at han faktisk kunne holde niveau hele vejen.

 

Efter en lang og katastrofal periode viser Clement Champoussin livstegn i dette løb. Det er i hvert fald den bedste Champoussin, vi har set i nogen tid, men han har også tabt så megen tid grundet tirsdagens styrt, at han har lidt frihed til at ramme udbruddet. Jeg kan godt tvivle på, om han kan gøre det færdigt, for jeg synes desværre, at der har været en kedelig tendens til, at han er gået lidt ned på de store bjergdage, men på papiret er det en etape, der burde passe ham ganske fornuftigt. Han har i hvert fald vist et niveau, der gør det sandsynligt, at han måske kan gøre det færdigt fra et udbrud.

 

En anden af Soudals genfødsler er Mattia Cattaneo. I dette løb har han klatret på sit højeste niveau siden Touren i 2021, og det er endda på stejle og eksplosive stigninger, der ikke passer ham. Denne etape passer hans dieselmotor langt bedre, og han ligner et oplagt bud på en mand, der vil gøre alt for at ramme udbruddet. Problemet er bare, at han brugte pokkers mange kræfter i dag, men det har så til gengæld også givet ham lidt mere frihed, end han havde i dag, at han fik smidt et par ekstra minutter.

 

Jeg kunne også være fristet til at pege på Matteo Sobrero, der har klatret bedre end nogensinde, men denne etape bør være for svær for en mand uden frihed. En anden kandidat er Mikel Bizkarra, der har motoren til et stort udbrud, men selvom han sad med i går, melder han om dårlige ben. Victor De La Parte har været genfødt, men niveauet kan næppe længere række til at vinde her, og selvom han er hæderlig, bekymrer det mig lidt, at Cristian Rodriguez ikke har været bedre på de eksplosive stigninger. Jeg vil tro, at denne etape bliver for svær for Mauro Schmid, også til at vinde fra et udbrud, og det samme gælder for Alex Aranburu, hvis begrænsninger har været tydelige de seneste to dage, samt Andrea Bagioli og Omar Fraile, der i går kom til kort på den længere stigning. Victor Langellotti viste potentialet i går, men han vinder ikke en stor etape som denne, da han har været bedre i mere eksplosive finaler, og det samme gælder for unge Igor Arrieta. Ruben Guerreiro havde det for svært på den længere stigning i går, og Remy Rochas er igen faldet sammen. Romain Gregoire ser bedre ud igen efter sit styrt, men som Hermann Pernsteiner, Sam Oomen og Attila Valter må han være ren hjælper. Andreas Leknessund var bedre i dag, men har stadig manglet for meget, og det samme har Bauke Mollema , Davide Formolo og Marc Hirschi

 

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, Enric Mas

Outsidere: David Gaudu, Ion Izagirre, Sergio Higuita, Felix Gall, Brandon McNulty

Jokers: Mattias Skjelmose, James Knox, Simon Yates, Rigoberto Uran, Rein Taaramae, Juan Pedro Lopez, Steff Cras, Daniel Martinez, David De La Cruz, Emanuel Buchmann, Esteban Chaves, Clement Champoussin, Mattia Cattaneo

 

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Jonas Vingegaard
Mikel Landa, Enric Mas
David Gaudu, Ion Izagirre, Sergio Higuita, Felix Gall, Brandon McNulty
Mattias Skjelmose, James Knox, Simon Yates, Rigoberto Uran, Rein Taaramae, Juan Pedro Lopez, Steff Cras, Daniel Martinez, David De La Cruz, Emanuel Buchmann, Esteban Chaves, Clement Champoussin, Mattia Cattaneo
Cristian Rodriguez, Jonathan Castroviejo, Andreas Leknessund, Matteo Sobrero, Mauro Schmid, Andrea Bagioli, Victor De La Parte, Victor Langellotti, Ruben Guerreiro, Igor Arrieta, Remy Rochas, Omar Fraile, Bauke Mollema, Davide Formolo, Hermann Pernsteiner, Sam Oomen, Attila Valter, Luis Leon Sanchez, Jonathan Lastra, Chris Harper, Simon Guglielmi
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?