Kommentar: DCU´s nye sponsorsamarbejde er et problem

Denne kommentar er et udtryk for skribentens egen holdning i sagen og ikke Feltet.dks.

Der har længe været meget snak om smertestillende produkter i cykelsporten. De seneste dage er snakken dog blevet gevaldigt intensiveret, efter DCU i en pressemeddelelse fortalte følgende: “GSK Consumer Health ApS, der blandt andet er dansk distributør af Voltaren, har indgået en partneraftale med Danmarks Cykle Union.”

Men hvad er problemet så?

Danmarks Cykle Union har indgået et samarbejde med en virksomhed, hvis profil primært er medicinal med fokus på smertelindrende midler. I samme pressemeddelelse fortæller DCU desuden, at GSK vil være sponsor for holdkonkurrencen til næste års PostNord Danmark Rundt.

Budskabet i dette sponsorat er til at tage sig til hovedet over. Særligt i lyset af det jeg selv bragte til debatten i november sidste år.

Her blev jeg selv interviewet af Feltet.dk. På dette tidspunkt havde jeg lige stoppet min egen karriere, og jeg blev spurgt, om jeg ville være med i et lille interview om mit karrierestop.

Læs også

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Jeg satte mig ned med Feltet.dk’s medredaktør Rasmus Nowak Franklin og fortalte om de sider af sporten, som havde drænet alt min energi over årene. En af årsagerne var og er stadigvæk den mængde af smertestillende midler, der bliver brugt i cykelsporten.

Historien blev hurtigt blusset op i medierne, til trods for at det er en af de mindre årsager til, at jeg ikke længere cykler på eliteniveau. Det blev til tonsvis af clickbait-artikler fra diverse nationale- samt internationale medier.

DCU´s side af sagen

Ekstra Bladet fik i den sammenhæng fat i DCU for at høre dem om min udtalelse.

“Vi fortsætter den utrættelige kamp mod doping. Her er der tale om lovlig medicin, men det hører selvfølgelig ingen steder hjemme, at cykelryttere kører rundt med medicin i lommen,” sagde DCU-formand Henrik Jess Jensen tilbage i midt november.

Det er her, hvor den knækker for mig. Sponsorer hænger bestemt ikke på træerne, og jeg forstår udmærket godt, at det til tider kan være en umulig kamp at finde støtte til cykelholdene såvel som forbundene. Men at gå med den her sponsor i sidste ende er for mig at se et helt forkert signal at sende, ovenpå de holdninger DCU havde til smertestillende produkter for blot tre måneder siden.

Til trods for det var DCU hurtigt ude at sige følgende til Ekstra Bladet ovenpå nyheden om den nye store sponsor.

“Vi synes ikke, det er noget problem, fordi vi opfordrer ikke til, at man skal bruge Voltarens geler eller medicin, når man kører cykelløb. På ingen måde,” lød det fra DCU´s direktør Martin Elleberg Petersen.

Alligevel er jeg enig med Michael Rasmussen, som af flere omgange har kommenteret på denne diskussion og italesat hvor problematisk et samarbejde med en virksomhed som GSK er, og jeg står også meget målløs tilbage over beslutningen.

Signalværdien til de unge

Jeg synes, at det er et forkert signal at sende, især til de yngre ryttere. 

Helt fra U17-klassen af tager man i dag på landsholdssamlinger med foredrag fra diverse eksperter. Det kan være diætister, landstrænere, eks-professionelle og så videre. Dengang jeg kørte i u-klasserne, var temaet til foredragene altid “hold jer væk fra gråzone-produkter”. Blev man set tage en panodil eller blot en koffein-gel i forbindelse med et cykelløb, så røg man direkte af landsholdet. For at sige det mildt så var der nul-tolerance. Det samme gjaldt desuden på det juniorhold, jeg var tilknyttet. 

Men hvordan vil det foregå nu?

Pludselig er en af de helt store sponsorer i DCU en førende virksomhed inden for lige netop Panodil samt Voltaren, der er almen kendt som smertestillende produkter. Jeg tror, at det gradvist vil mindske DCU´s troværdighed over for de unge ryttere og vise lige netop den dobbeltmoralskhed, der ikke er brug for i sådan en diskussion.

Voltaren, som er forbudt for børn under 14 år, hører ingen steder hjemme i cykelsport, og det samme kan siges om panodiler, som først kan købes når man er fyldt 16 år.

Det gør, at jeg frygter for fremtiden. Som nævnt har jeg før fortalt om det problem, som jeg har oplevet i cykelsporten, med et stort forbrug af piller i finaleflasker, men samtidig følte jeg alligevel, at det blev gjort på den rigtige måde i DCU og over for ungdomslandsholdene, hvor der blev ført den her nultolerance-politik. 

Nu står jeg mere skeptisk tilbage og tror ligesom Rasmussen, at det er et helt forkert signal at sende - sågar også til de danske kontinental- og DCU-hold.

I sidste ende er det dog, som Rasmussen også siger, “money talks”, og det er svært at klandre DCU for at finde en sponsor i et rigtig svært marked. Man kan håbe, at de ekstra penge, der er kommet ind, kan hjælpe ude i distrikterne og de lokale cykelklubber og dermed i sidste ende gavne dansk cykelsport.

Om det på den måde kan veje op på vægtskålen for den signalværdi, som det ellers har, må tiden vise.