Optakt: 1. etape af Tour de l’Ain

Ruten

Tour de l’Ain er måske nok kendt som et bjergløb, men den første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. I år har arrangørerne imidlertid valgt at komplicere det for de hurtige folk. Den ellers hovedsageligt flade åbningsetape har nemlig fået et lille twist i finalen, hvor en hård bakke med top godt en kilometer fra mål formentlig vil være så hård, at det snarere er puncheurtyper med en god spurt, der vil kunne kæmpe om den første førertrøje.

Med en distance på bare 139,5 km lever etapen op til løbets tradition om altid at have korte dage. Der skal køres fra Montreal-la-Cluse til Ceyzeriat i en fladere del af Ain-regionen. De to byer ligger ganske tæt på hinanden i udkanten af Bourg-en-Bresse, og etapen består derfor af en zigzagtur mod nord og syd. Startbyen ligger i det mest kuperede område, og derfor er stigningerne placeret i den første halvdel. Indledningsvis køres mod nord ad en let faldende vej, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Matafelin (1,3 km, 6,4%), som har top efter 10,7 km. Herfra kører man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man kører mod nordøst op til kategori 4-stigningen Cote de Corveissiat (2,9 km, 4,1%), som har top efter 34,9 km. En nedkørsel leder så mod sydvest til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Grand Corent (2,0 km, 5,2%), der passeres efter 41,2 km.

Efter den hårde start bliver det lettere. Via en nedkørsel går det mod nord ned i fladlandet, hvor man igennem fladt terræn kører op mod etapens nordligste punkt. Her venter dagens sidste kategoriserede stigningen, Cote de Poisoux (2,0 km, 4,8%), hvis top rundes efter 65,2 km. Her vender man rundt for at køre mod syd via en nedkørsel og en lille bakke, inden man fortsætter mod syd gennem terræn, der er næsten helt fladt. Man passerer få kilometer øst for målbyen, men fortsætter længere mod syd ned til det sydligste punkt.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Her kører man kortvarigt mod vest, inden man vender rundt for at køre tilbage mod nord med retning mod målbyen. Undervejs er der et par mindre bakker i det ellers flade terræn. I udkanten af byen slår man et smut mod vest for med 8 km igen at nå toppen af en bakke (1,2 km, 3,8%), inden man kører mod nordøst ind mod centrum. Her venter godt 2 km igen en grim udfordring i form af en stejl stigning (800 m, 6,8%), der har top med ca. 1500 m igen. Herefter falder det let, inden den sidste kilometer stiger med 0,4%. I finalen er der skarpe sving med 1400 m, 700 og 600 m igen, inden en helt lige, 6 m bred vej leder mod sydøst ind til mål.

Etapen byder på i alt 1679 højdemeter.

Ceyzeriat har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2005-udgaven af dette løb, hvor Leonardo Duque spurtede sig til sejr.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Der venter en ubønhørlig bageovn gennem hele løbet. Fredag byder ikke på én eneste sky, og temperaturen vil må ubarmhjertige 35 grader. Samtidig vil det være næsten vindstille med bare en svag vind fra vest. Det giver sidevind stort set hele dagen. Slutteligt vil der være sidevind på turen ind mod Ceyzeriat, indtil man får modvind og så medvind med 5 km igen. Det varer ved, indtil man igennem de tre sidste sving først drejer ind i sidemodvind og slutteligt sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

I sig selv er Tour de l’Ain så hårdt, at sprinterne fravælger det i stor stil, men i år er der en ekstra grund til at gøre det. Massespurten er nemlig aflyst til fordel for en ganske tricky åbningsetape, og det afspejles i startfeltet, der er meget tæt på at være helt renset for sprintere.

Det gør taktikken til en særligt kompliceret sag. Klassementsholdene skal ingen steder, men bare finde benene, men samtidig vil de få hurtige folk være usikre på, om de kan klare bakken. Der kan derfor meget let opstå et vakuum, hvor ingen tager ansvar, og derfor ser man ikke sjældent, at et udbrud holder hjem på åbningsetaper som disse, hvor ingen har en førertrøje at forsvare, og at de store hold blot sørger for, at løbet ikke glider dem helt af hænde.

Alligevel tror jeg på, at der kan skabes samling. Israel SUN er her spøjst nok med et hold næsten udelukkende bestående af tunge folk, og derfor er de næsten nødt til at give den et skud, selvom det ser svært ud. Hvis ikke den varmesky Jonathan Hivert smelter i de 35 grader, kunne Total Direct Energie også give den et skud, og det samme kunne UAE med Aliaksandr Riabushenko, Sport Vlaanderen med Edward Planckaert og Roubaix med Anthony Maldonado. Endelig er der de helt tunge som Alvaro Hodeg, Pierre Barbier og Attilio Viviani, og hvis det skal have mening at have taget dem med, må i hvert fald Deceuninck og Nippo også give en hånd med.

Det kan godt være, at der skal arbejdes for sagen. Den hårde start kan give anledning til kamp om at komme afsted og en ganske stærk gruppe. Vind er ikkeeksisterende og derfor ikke en trussel, og det bliver så interessant, om Ineos og Jumbo bare skal kontrollere, eller om sprinterholdene tager affære. Jeg tror, at interessen er stor nok, men på en etape som denne er en udbrudssejr altid en trussel.

I en spurt er det til gengæld en ret åben affære. Bakken er bestemt ikke ubetydelig, og jeg tror, at mange af sprinterne får det svært. Sandsynligt er det samtidig, at vi vil se angreb fra puncheurtyperne, men det er samtidig sandsynligt, at Ineos og Jumbo giver den gas, alene for at undgå overraskelser og problemer. Det gør det nok svært at køre væk, men med medvind på bakken kan det godt blive ret selektivt. Omvendt kan det også meget vel gå i stå på toppen, hvor man har mulighed for at komme tilbage til det, der bliver en rodet spurt uden lead-outs og i en meget teknisk finale, hvor det er svært at bevæge sig frem, hvis man er faldet tilbage på bakken.

Jeg tror således, at vi skal se i retning af relativt holdbare folk, og jeg vælger at pege på Edward Planckaert. Belgieren havde det svært i sin første tid som professionel, men var en af sæsonstartens vilde overraskelser med fabelagtig kørsel i Marseille og ikke mindst i Besseges, hvor han på bakken på 1. etape tog kampen op med kometen Benoit Cosnefroy. I en flad spurt er han også så hurtig, at han kører massespurter, og han har god støtte fra Kevin Deltombe og Thomas Sprengers. Vi aner ikke, om han er i form, men er han igen flyvende fra start, tror jeg, at han vinder.

Jeg er spændt på, hvordan Israel SUN griber det an. Jeg tror, at bakken er for slem for André Greipel , der ikke har fordums hurtighed, og det står derfor mere mellem Tom van Asbroeck og Hugo Hofstetter. Af disse har jeg mest tiltro til Van Asbroeck, der er den mest holdbare og med sejren i Binche sidste år viste, at han stadig kan afslutte i denne slags finaler. Med Nils Politt og Mads Würtz som lead-out står han stærkt, og han så fornuftig ud i Burgos. Hofstetter er knap så holdbar, men sejren i Le Samyn kunne være tegn på, at han har taget et nyt skridt. Han har en fin chance for at klare bakken, men vi aner ikke, hvor han står formmæssigt. Bliver det for hårdt for dem begge, kan man ikke udelukke, at halvhurtige Nils Politt eller Mads Würtz selv forsøger.

Jeg har også en vis fidus til Alexandr Riabushenko. Nok så vi i mandags, at formen ikke er i top, men helt ringe er den ikke for den ustabile hviderusser. Sprinter er han ikke, men han er før blevet nr. 2 i reducerede massespurter i både Baskerlandet og senest i Guangxi. Denne finale burde være ganske god for en puncheurtype som ham, især hvis det bliver hårdt. Sejren over Lutsenko i Coppa Agostoni sidste år viste i hvert fald, at han kan afslutte også efter hårde løb.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Jokeren er Jonathan Hivert. Nok er han som puncheur bedst i stigende spurter, men på flad vej kan han også afslutte. Desværre er han også en total lottokupon, og i det seneste halvandet år har han næsten været en uafbrudt nitte. Derfor er jeg ikke optimistisk - slet ikke fordi han hader varme - og han kan sagtens være helt væk. Vi ved også - tænk på GP Miguel Indurain - at han lige pludselig kan hive en kanin op af hatten helt ud af det blå.

Trek har også muligheder. I sin storhedstid i USA havde det været en god finale for Kiel Reijnen , men nu om dage synes at være nærmest uden holdbarhed. Klarer han den, burde han dog have en fin chance. Alternativt har de Toms Skujins, der viste storform på Ventoux, men han skal af med sprinterne, hvis han skal have en chance.

En holdbar sprinter er også Anthony Maldonado. Holdkammeraten Bryan Alaphilippe er for tung, men Maldonado vil normalt elske denne finale. Han viste fin form i Occitanie, men desværre er han trods sin hurtighed og fine placeringer uden sejre på dette niveau.

Deceuninck har Alvaro Hodeg, men det synes udelukkende, at han klarer den. I stedet skal vi nok se i retning af Bert van Lerberghe. Han kan bestemt ikke afskrives i lyset af sine klassikerpræstationer, men jeg tror stadig, at bakken er for slem.

Der er også andre sprintere, men jeg tror ikke, at Jake Stewart, Attilio Viviani eller Luca Mozzato klarer den. Det samme gælder fro Pierre Barbier, men ham kan man ikke helt afskrive efter sejren i Bulgarien forleden. Jeremy Lecroq og Jeremy Leveau synes at have tabt den fornødne holdbarhed.

CCC har Josef Cerny, der blandede sig i spurterne i sidste uge, og han kunne være et interessant bud. Jeg tvivler dog på, at farten er helt høj nok. Det samme gælder for Stefan Bissegger, Mathias de Witte, Odd Christian Eiking, Tom-Jelte Slagter, Alexis Vuillermoz, Cyril Gautier og Thibault Ferasse, der alle før har afsluttet i mindre grupper.

Feltet.dks vinderbud: Edward Planckaert

Øvrige vinderkandidater: Tom van Asbroeck, Hugo Hofstetter

Outsidere: Alexandr Riabushenko, Jonathan Hivert, Kiel Reijnen, Toms Skujins, Anthony Maldonado

Jokers: Bert van Lerberghe, André Greipel, Josef Cerny, Nils Politt, Mads Würtz Schmidt, Pierre Barbier, Jeremy Lecroq, Jeremy Leveau, Stefan Bissegger