Optakt: 20. etape af Giro d’Italia

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag, og det har ofte ført til store omvæltninger til allersidst, som vi så det senest så det i både 2020, 2022 og 2023, hvor førertrøjen skiftede ejermand på 20. etape. Noget lignende kan meget vel ske igen i år, for selvom løbet for anden gang i træk slutter i Rom, er 20. etape igen en af de allervigtigste. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at det er løbets kongeetape, når feltet hele to gange skal op ad gigantiske Monte Grappa, der er et sandt bæst med stort potentiale til at skabe drama. Det samme er den tekniske nedkørsel, som Vincenzo Nibali benyttede til at tage karrierens første grand tour-etapesejr i 2010, og dermed er scenen sat til et drama, der kan blive lige så stort vi har set det i tre af de seneste fire udgaver.

I alt skal der tilbagelægges 184,0 km, der fører feltet fra Alpago til Bassano del Grappa, og der er tale om en etape i to halvdele med en relativt let første del og en brutal finale med to omgange på en rundstrækning med Monte Grappa. Startbyen ligger midt i bjergene, mens målbyen ligger på Po-sletten på kanten til selvsamme bjerge, men selvom starten kunne gøres benhård, er arrangørerne nådige. Således lægger man ud med at køre mod sydvest ad et kort, let stigende stykke, inden en i starten lidt kringlet, men siden let nedkørsel leder videre mod sydvest ned til udkanten af byen Vittorio Veneto, der nås efter 16,1 km.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Nu har man ramt det småkuperede område nord for Po-sletten, og her kører man mod sydvest og syd ad først let stigende og siden let faldende veje. Man får lov at varme klatrebenene lidt op, når man drejer mod sydvest for at køre op ad den meget stejle kategori 4-stigningen Muro Di Ca’ Del Poggio (1,0 km, 11,9%), der er en helt jævn mur med top efter 30,3 km. Den leder op til et plateau, der følges mod nordvest, inden det går mod sydvest ad let faldende veje ned til Pieve di Soglio, der nås efter 39,9 km.

Her har man ramt selve Po-sletten, og derfor er det næsten helt fladt, når man fortsætter mod sydvest ad lige veje ned til Fontigo, hvor man drejer mod vest for at køre videre gennem fladlandet. I byen Covolo, der nås efter 53,9 km, drejer man mod syd, inden man efter 57,3 km drejer mod vest og efter 59,7 km mod nord. Kort efter går det mod vest for at passere gennem et højdedrag. Det betyder, at terrænet herfra er let kuperet, indtil man når frem til Posagno, hvor dagens første spurt køres efter 75,3 km, og hvor man drejer mod sydvest for at køre ad faldende veje frem til rundstækningen, der efter 87,8 km rammes i byen Semonzo del Grappa.

Nu skal man tilbagelægge næsten to hele omgange på den 47,2 km lange runde, der er en ganske ubehagelig sag. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Monte Grappa (18,1 km, 8,1%, max. 17%), der er en uhyre jævn stigning. De første 9,6 km stiger således helt jævnt med 8,4% i snit frem til en lille nedkørsel over 300 m, hvorefter de næste 4,1 km stiger med 8,9% i snit, men er en smule med ujævne med blandt andet 2 km med 9,5-12%. Herefter følger et næsten fladt plateau over en lille kilometer, inden stigningen slutter med sin vanskeligste del, når de sidste 3,5 km stiger relativt jævnt med 9,5% i snit.

Toppen rundes efter hhv. 106,1 km, og 153,3 km, så der efter sidste passage stadig resterer 30,7 km. De indledes med den uhyre tekniske nedkørsel, der fører mod sydvest og syd og særligt på den sidste del er svær, og som undervejs afbrydes af en bakke (1,5 km, 9,2%), der har top efter hhv. 116,4 km og 163,6 km, hvor dagens sidste spurt køres på sidste omgang. Til slut når man ned til byen Romano d’Ezzelino, hvor man på første omgang afslutter rundstrækningen ved at køre et kort, fladt stykke mod nordøst tilbage til Semonzo del Grappa, hvor man kører dagens Intergiro-spurt efter 135,0 km

Det gør man til gengæld ikke på anden omgang. Her fortsætter man i stedet mod syd og sydvest ad lige og let faldende veje til målet i Bassano del Grappa, hvor det falder let næsten hele vejen, den sidste kilometer med 0,2% i snit. Efter at man har forladt rundstrækningen er der tre skarpe sving med 1900 m, 1000 m og 400 m igen, hvorefter man skal igennem en rundkørsel, der leder ind på den 350 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4540 højdemeter.

Bassano del Grappa har kun to gange tidligere været målby i Giroen, nemlig i 1992, hvor Endrio Leoni vandt en massespurt, og i 1986, hvor Guido Bontempi gjorde det samme. Derudover har byen været målby for de første tre udgaver af de nye Veneto Classic, der er blevet vundet af Davide Formolo (2023), Marc Hirschi (2022) og Samuele Battistella (2021), og byen var i 2022 også målby for det mindre Trofeo Alcide Degasperi, hvor Pierre-Pascal Keup sejrede, i 2019, hvor Benjamin Hill vandt, og i 2013, hvor sejren gik til en ung Damien Howson. Endelig vandt Sergei Uslamin i 1985 en etape i Baby-Giroen i byen.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Efter nogle ustabile dage kan rytterne glæde sig over, at det lørdag ser ud til at skulle regne af om formiddagen. Ved starten vil der ganske vist stadig være 65% for tordenbyger, men stort set hele etapen bør være tør, dog med mest skyet vejr, men også med nogen sol. Temperaturen ved starten vil være 16 grader, men den vil gennem det meste af dagen i dalen ligge på 20-21 grader. Vinden er svær at blive klog på, men den vil være svag til let (6-8 km/t) og være i nordlige retninger på etapens første halvdel, men dreje over en østlig retning, så den på sidste rundstrækning vil være i sydsydøst, syd og sydsydvest. Det giver generel forskellige former for medvind på den første del, idet man dog får sidemedvind på det sidste stykke frem mod rundstrækningen. Her vil der være sidemed- og medvind hele vejen op ad bjerget og derefter forskellige former for sidevind frem til toppen af den lille bakke. Herfra vil der være mod- og sidemedvind på resten af nedkørslen, og efter sidste omgang får man stort set direkte modvind over de sidste 4 km ind til målbyen

Analyse af 19. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan en "sprinter" og fire tidligere etapevindere på 19. etape bekræftede, at man altid oplever besynderligheder sent i en grand tour.

Favoritterne

Det kan godt være, at denne Giro er lettere end vanligt, og at særligt den tredje uge er ekstra human, men det ville ikke være Giroen, hvis ikke 20. etape bød på en stor bjergetape. Det gør den i den grad også. Ja, faktisk venter der så voldsom en udfordring, at man sagtens kan hævde, at det først er i morgen, det gælder kongeetapen, selvom de fleste har givet 15. etape det prædikat.

Når etapen måske er fløjet lidt under radaren, skyldes det utvivlsomt, at der ikke er mål på toppen. Den slags øger jo altid sandsynligheden for, at forskellene ikke bliver helt så store, som de kan gøre på bjergfinaler, og det er da også på mange måder passende, at denne ”lette” Giro ikke skal afgøres på en enten en enkeltstart eller i en bjergfinale, som den plejer. Alligevel gør man uklogt i at undervurdere det, der venter i morgen.

Monte Grappa er nemlig løbets i særklasse sværeste bjerg. Det havde den ikke været, hvis Stelvio var blevet kørt, men da den havde en helt ligegyldig placering, har det hele tiden set ud til, at Monte Grappa kunne blive klatrernes bedste mulighed for at gøre forskelle. Den har nemlig næsten det hele. Den er pokkers lang, og den er brutalt stejl nærmest uafbrudt. Det eneste, den mangler, er højderne, og så kommer den på en dag, der egentlig for det meste er flad.

Det betyder også, at etapen ”kun” byder på 4500 højdemeter, men det gør ikke spor. Når man skal to gange op ad stigningen, er det en ekstremt voldsom finale. Det er i hvert fald ikke alt for ofte, at man skal op over to så svære stigninger helt uden at have et dalstykke undervejs. Ja, det er en sten i skoen, at der ikke er mål på toppen, for det øger sandsynligheden for en regruppering lidt, men når der stort set ikke er noget fladland til sidst, er det ikke noget stort problem. Til gengæld gør det nedkørselsesevner vigtige, for det er en ganske svær nedkørsel.

Det ved vi nemlig fra 2010, hvor man kørte nogenlunde samme finale. Man skulle kun over stigningen én gang, og der var et længere fladlandsstykke til sidst, hvad der samlet set gav en noget lettere etape, men alligevel gjorde både stigningen og nedkørslen stor skade. Vincenzo Nibali, Ivan Basso, Michele Scarponi og Cadel Evans kørte væk og lavede store forskelle, inden Nibali kørte alene hjem til solosejr på nedkørslen til sin første grand tour-etapesejr. Bag dem tabte Alexandre Vinokourov 1.34 til Nibali, mens den første større gruppe med den førende David Arroyo smed hele 2.25. Det vidner om, hvor store forskelle, der kan gøres, selvom der ikke er mål på toppen, og de forskelle vil kun blive endnu større på en etape med to passager og med mindre fladland til sidst.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Som på alle andre etaper i denne Giro er det første spørgsmål, man skal stille sig, om Tadej Pogacar vil vinde eller ej. Denne gang er der imidlertid ikke så meget at diskutere. Som han gjorde inden kongeetapen, har Pogacar været meget ærlig. Efter dagens etape sagde han klart, at han vil vinde denne etape, og det er ikke så mærkeligt. Dels er det oplagt, at han gerne vil cementere sin sejr ved også at vinde den sidste bjergetape, og dels er vi nær grænsen til Slovenien, hvad der betyder, at han åbenbart allerede i dag så masser af slovenske fans.

Derfor er spørgsmålet altså heller ikke, om han vil vinde. Det er heller ikke, om han kan vinde, for det kan han naturligvis. Nej, det er snarere, om hans hold er stærkt nok til at holde det samlet, men selv det burde ikke være noget problem. Med hele to ture over Monte Grappa kan Pogacar formentlig vinde nærmest uanset forspringets størrelse, hvis bare han åbner for posen tidligt nok.

Det er dog ikke at foretrække. På kongeetapen var holdet for svagt, og han skulle grave dybere, end han formentlig ville for at få sin sejr. Denne gang tør han næppe satse på sin spurt, og jeg er ret sikker på, at han gerne vil vinde på den store måde, men i lyset af Touren er det helt klart at foretrække, at han ikke skal ud i et alt for stort soloridt og grave lige så dybt som i søndags.

Heldigvis er etapen helt anderledes end i søndags. Den er praktisk talt flad, og det gør det langt lettere for UAE at holde snor i udbruddet. Det er klart, at holdet ikke nødvendigvis kan matche et stærkt udbrud på Monte Grappa, men de kan sikre, at udbruddet ikke starter stigningen med et gigantisk forspring. Og når Felix Grossschartner og særligt Rafal Majka åbner for gassen, burde det være muligt at sørge for, at han ikke skal køre alene alt for længe.

Måske er han endda heldig at få hjælp. Det er stensikkert, at vi får en vild kamp om at ramme udbruddet, og UAE vil gøre deres bedste for, at det ikke bliver for stor og stærk en gruppe. De hjælpes imidlertid af den flade start. Det er ret sandsynligt, at folk som Nairo Quintana og Romain Bardet får svært ved at komme afsted, og hvis de misser udbruddet, kan vi sagtens se, at særligt Movistar og DSM tager det ansvar, de to hhv. tirsdag og onsdag. Ja, Pogacar er svær at slå, men har de misset udbruddet, har de jo intet at miste ved at give den et skud, når det er løbets sidste rigtige etape. De har jo nemlig den ”luksus”, at de kan forsøge at angribe på stigningen første gang og håbe, at de med god hjælp af bjerg og nedkørsel kan få så stort et forspring, at de kan holde Pogacar bag sig. Ja, det er svært, men gør de ikke forsøget, vinder de i hvert fald ikke. Andre hold, der kunne gøre det samme, er Tudor og Astana.

Derfor tror jeg heller ikke meget på det tidlige udbrud. Der er for mange klatrere, der vil misse det, og derfor vil der med stor sandsynlighed være hjælp til UAE. Selvfølgelig er der en chance for, at en superklatrer kommer tidligt afsted, hvad der vil øge hans chancer, men jeg tror faktisk, at de gør sig selv en tjeneste ved at blive i feltet, holdet udbruddet i snor og angribe på Monte Grappa første gang.

Det er derfor mit hovedscenarium. Skal Pogacar slås, skal det formentlig være med et angreb på første passage. Det er ganske sandsynligt, at vi får en genåbning af løbet her, mens UAE sætter et hårdt tempo for at kontrollere så godt som muligt. Til gengæld vil jeg forvente, at hele top 6 holder sig i skindet og venter til det store slag på sidste stigning. De har ingen grund til at tage chancer i klassementskampen, for sidste tur er rigeligt til, at de kan vinde den tid, de skal bruge - særligt når der endda vil være medvind.

Derefter vil vi formentlig få det klassiske scenarium. Hvis UAE er godt kørende, kan de måske endda sørge for, at det er et samlet felt, der rammer sidste stigning, og herefter er spørgsmålet, hvornår Pogacar kører solo. Det er svært at tro, at han ikke får det timet, så han indhenter dem, der måtte være foran. Det mest interessante bliver klassementskampen. Her bør det ende som mand mod mand i medvinden på dette brutale bjerg. Det kan dog godt ende med, at vi alligevel får en lidt større gruppe.

Daniel Martinez har ingen umiddelbar grund til at angribe, men det kan godt være, at han alligevel vil afsted inden nedkørslen, hvor han er sårbar. Geraint Thomas viste i forgårs, at han ikke har opgivet 2. pladsen, men hvis benene ikke er bedre end i onsdags, vil han formentlig være tilfreds med at forsvare sig. Ben O’Connor skal entydigt angribe, men det kræver bedre ben end i onsdags. Antonio Tiberi kan vælge at køre defensivt af hensyn til ungdomstrøjen, for det er en chance at begynde at jagte et podium, der ikke er lige for næsen af ham. Arensman skal som udgangspunkt i offensiven, men hvis Thomas har dårlige ben, bliver han formentlig holdt tilbage. Man må derfor håbe, at der er en af de fem, der finder ben og en grund til at angribe, og at vi ikke bare får de klassiske angreb fra Bardet og Rubio, der er lidt for langt tilbage.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Da jeg tror på et favoritopgør, og da vi jo er i den særlige situation, at den slags kun har én mulig vinder i dette løb, vil jeg som på 15. etape ikke rangere efter vinderpotentiale, men efter forventet styrkeforhold. Jeg vil i det sidste afsnit give mit bud på, hvem der har størst chance for at vinde enten fra et tidligt udbrud eller med et angreb fra første passage af Monte Grappa.

Og ja, den store favorit er derfor Tadej Pogacar. Med den flade start kan jeg ikke rigtigt se et scenarium, hvor han ikke vinder, hvis han undgår uheld. Når meldingen er, at han vil vinde, og vi på 15. etape så, at han er klar til at grave dybt, hvis det bliver nødvendigt, er eneste spørgsmål, hvor tidligt han bliver tvunget til eller har lyst til at angribe. Med den flade start bør UAE kunne sikre, at han ikke skal ud i noget stort ridt, men han vil som sagt næppe heller satse på en spurt - og han vil nok også køre så tidligt, at han ikke skal tage dumme chancer på den tekniske nedkørsel.

Rivalerne kunne måske have drømt om, at han viste lidt træthed, men når han på 16. etape kan køre væk helt uden at accelerere, og når han på 17. etape angriber, bare fordi han kan, er hans styrke ikke til diskussion. Det er alene måden, hvorpå han tager den sejr, der vil gøre ham til den første siden Mark Cavendish i Touren i 2009 til at tage seks sejre i én og samme grand tour.

Jeg vil forvente, at det er Daniel Martinez, der er næststærkest. Sådan har det været på de forrige bjergetaper, og det kom vel særligt til udtryk på kongeetapen, hvor Romain Bardet var kørt væk, men hvor han viste stor styrke til sidst. Jeg synes dog måske, vi så de første små svaghedstegn i onsdags, hvor han end ikke valgte at spurte efter de 4 bonussekunder. Det var en smule overraskende, når man ved, hvor tæt det er, men nogen stor krise kan der ikke have været tale om. Han valgte nemlig forinden at angribe, hvad der jo egentlig var helt unødvendigt. I morgen har han den luksus, at han kan køre defensivt, og hans eneste grund til angreb er et forspring inden den nedkørsel, hvor han vil være ret sårbar.

Vi så i 2021, at han var stærkeste i den tredje uge, og selvom han måske viste nogle små sprækker i onsdags, har jeg svært ved at se, hvem der pludselig skulle køre fra ham, særligt fordi han kørte sin bedste etape på 15. etape, der har størst ligheder med denne. Undgår han at tabe tid på nedkørslen, bør han derfor ende som nr. 2, da han også er den hurtigste i en spurt.

Da jeg nu rangerer efter styrkeforhold, placerer jeg Thymen Arensman som nr. 3, men det er klart, at han er låst af Thomas. Han får altså lov at vise, hvor god han er, hvis ikke han skal vente på Thomas, og som vi har set på 15. og 17. etape, er de heller ikke bange for at sætte ham til at føre, hvis Thomas gerne vil angribe. Derfor er det sandsynligt, at han ender længere tilbage, end styrken tilsiger, men hvis ikke han skal vente på Thomas, vil jeg forvente, at han ender helt fremme. Det gjorde han nemlig på 15. etape, selvom han førte om stort set hele finalen, og det var ikke tilfældigt. Det var nemlig på den største bjergdag, og det er her, hans motor virkelig kommer til sin ret.

Vi er også nu dybt inde i den tredje uge, og det plejer kun at gøre ham bedre og bedre. Særligt det forhold, at han på den eksplosive 16. etape, der passede ham elendigt, var så flyvende, fortæller mig, at han meget vel kan være tredjestærkest på denne form for etape. Så må tiden vise, hvor meget frihed han får, og om han bliver brugt som slave, som han gjorde på 17. etape, eller om han får lov at jagte et bedre samlet resultat og en ungdomstrøje.

Jeg rangerer Geraint Thomas som den næste, men det er selvsagt med stor usikkerhed. Han skuffede fælt i tirsdags, og i onsdags satte han Arensman til at arbejde frem mod et angreb, han efter eget udsagn ikke havde benene til. Nu har han så også været i asfalten, hvad der heldigvis ifølge ham selv ikke vil spille en rolle, men det er et ekstra usikkerhedsmoment for en mand, der for en gangs skyld ikke har været stabil. Noget stort kollaps kommer der dog aldrig for Thomas, og det, der gør mig tryg, er, at han kørte sin bedste etape på kongeetapen. Det er den etape, der minder mest om denne, og som passer bedst til hans dieselmotor. Derfor vil jeg forvente, at han også i morgen har en af sine bedre dage - forhåbentlig også så god en dag, at Arensman ikke skal holdes tilbage.

Usikkerheden er også stor for Antonio Tiberi. Egentlig vil jeg gerne rangere ham over Thomas, for han har generelt efterladt et bedre indtryk end waliseren, senest på 16. og 17. etape. Problemet er bare, at han havde én dårlig dag, og det var på den eneste anden etape med meget lange og hårde bjerge i finalen. Det er med andre ord denne etape, der minder mest om den, der gav ham sin store krise, og det vækker bekymring. Tiberi er nemlig ikke ren klatrer, og inden dette løb havde han stadig ikke vist, at han kunne klatre med de bedste i de rigtige bjerge andre steder end i Catalonien. Jeg kan godt frygte, at denne etape bliver for voldsom, men heldigvis har de seneste dage vist, at han er lige så frisk i den tredje uge, som han var det i Vueltaen.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (herrer)

Jeg prøver at rangere Einer Rubio som den næste. Colombianeren har været en af de positive oplevelser i dette løb, og han har ikke vist mange svaghedstegn. Kun på 16. etape, hvor hans hold ellers tog ansvar, havde han det svært, men det var også i en eksplosiv finale, der passede ham dårligere. Denne længere stigning burde være noget for ham, og det passer fint med, at han kørte sin bedste bjergetape i søndags. Denne gang savner han ganske vist de højder, der altid gavner colombianere, men han har også været blandt de stærkeste på alle andre bjergetaper - med 16. etape som undtagelse. Det er nyt for ham at køre stabilt godt i så lang tid, og derfor er der en vis usikkerhed, men jeg tror på, at han også præsterer godt på løbets sidste store bjergetape.

Anderledes er det med Romain Bardet. Hold op, hvor har han været ustabil. Han har været helt umulig at regne med, og der har ikke været det store mønster i, hvornår han har været god, og hvornår han har været skidt. Det opløftende er, at han kørte sin i særklasse bedste etape på kongeetapen, der minder mest om denne, og det er da også på de store dage, han traditionelt har været bedst. Denne gang har han også en fordel af den tekniske nedkørsel, der måske kan give et bedre resultat, end bjergbenene tilsiger, men jeg tør ikke satse pensionsopsparingen på en god Bardet-dag. Det bekymrer mig særligt, at han slet ikke viste gode ben i onsdags, selvom hele holdet havde lagt op til, at han skulle lave et eller andet - enten vinde etapen eller vinde tid på rivalerne.

Det er ret umuligt at rangere Ben O’Connor, for vi aner ikke, om han reelt er syg. Det er i hvert fald ikke indlæggelseskrævende, når han stadig ligger nr. 4, så det er i hvert fald i den milde ende. Vi ved heller ikke, om han er kommet sig, men det var da opløftende at se ham gøre det så godt i dag. For ham taler, at vi har en af de lange stigninger, han elsker, og at vi har en stor bjergetape med flere bjerge. Det var netop på kongeetapen, at han gjorde det bedst, hvad der ikke er tilfældigt. Vi har bare også tidligere i år set, at det er på den slags etaper, han pludselig er løbet tør for kræfter, som han gjorde det igen i onsdags. Det skaber altså for mig en vis usikkerhed - uanset om nedturen kun skyldes sygdom, eller om der også var dårlige ben involveret. Når vi samtidig ikke ved, om han er helt på toppen igen, er der godt nok mange spørgsmål - og jeg frygter, at han får en svær dag.

I virkeligheden tror jeg sagtens, at han kan blive slået af Jan Hirt. Tjekken er skabt til disse lange stigninger i den tredje uge, og derfor kørte han helt naturligt sin bedste bjergetape i søndags. Han viste lidt svaghedstegn i dag, men det var helt naturligt i en eksplosiv finale. I morgen burde vi se den bedste udgave af Hirt, men når jeg alligevel rangerer ham under alle de ovennævnte, handler det om topniveauet. Hirt skal med sin stabilitet nok gøre det ganske fint, men alle den ovennævnte er på deres gode dage formentlig bedre end ham, og derfor er der en grænse for, hvor langt han kommer.

Når jeg nu rangerer efter styrkeforhold, placerer jeg Rafal Majka her. Han har ikke været helt stabil og havde blandt andet en lidt skuffende 10. etape, men han har på de fleste dage været på et højt niveau. Det var han også på kongetapen, der som bekendt minder mest om denne, og det er da også på den slags etaper, han bør være bedst. Det er klart, at han har en helt særlig rolle, for det er ham, der skal sætte Pogacars angreb i scene, men når han har gjort sit arbejde færdigt, kan han lige så godt gå efter det bedst mulige resultat. Kommer han frem til Pogacars offensiv uden at føre alt for meget, bør han ikke ende langt efter de bedste, selvom vi også har set, at der er et par stykker, der er stærkere end ham.

Det er næsten givet, at Nairo Quintana skal i offensiven, enten via det tidlige udbrud eller ved første passage af Monte Grappa. Derfor ender han formentlig med at løbe lidt tør for kræfter undervejs, og resultatet kan godt blive dårligere, end benene tilsiger. Hvis han får sig et forspring, kan det imidlertid også blive til endnu en 2. plads. Vi har set, at han nok ikke kan matche de bedste klassementsryttere, hvad vi også så i dag, hvor han blev sat undervejs, men særligt på et langt og svært bjerg som dette burde han have et niveau, der bringer ham ret tæt på de bedste. Etapesejren bliver svær at få, men jeg forventer, at han har benene til at spille en rolle - både i offensiven og, hvis angrebene mislykkes - som hjælper for Rubio.

Dette løb har været lidt præget af, at de stabile ryttere ikke har været stabile. En af dem er Damiano Caruso. Han viste pludselig et tårnhøjt niveau i tirsdags, men virkede så knap så overbevisende onsdag og i dag. Det skaber lidt usikkerhed, men normalt er han jo bedst i den tredje og på en dieseletape som denne. Den logik gjaldt bare også i onsdags, men her havde han trods alt brugt kræfter i et udbrud. Til gengæld gjaldt den logik ikke på kongeetapen, hvor han heller ikke var så langt fremme, som jeg havde ventet. Særligt efter dagens lidt halvsløje indtryk er jeg usikker, men når vi ser på de ben, han havde i tirsdags, har han også et topniveau, der kan føre rigtigt langt på en etape, der passer ham, og hvor han vil elske nedkørslen.

Så er der lottokuponen Valentin Paret-Peintre. I dette løb har han jo egentlig slet ikke været en lottokupon, indtil han pludselig fik en offday i onsdags. Heldigvis så han godt ud i dag, hvor han aldrig var i problemer, og det giver håb om, at det bare var en af hans dårlige dage. Det ændrer dog ikke på, at dagens etape var relativt let, og at han for nylig havde en krise på en etape, der mindede mere om denne. Vi ved, at han er typen, der kan eksplodere totalt og falde helt igennem, men vi ved også, at den bedste udgave af Paret-Peintre er tæt på de bedste klassementsryttere - og den Paret-Peintre så vi måske igen i dag.

Årets klassementsfelt har været præget af store udsving. En af de ryttere, der har stået for dem, er Filippo Zana. Han har bestemt ikke været let at blive klog på, men generelt har han været et stykke fra de bedste. Det var han senest på 16. og 17. etape, og skal vi følge det generelle mønster, vil det formentlig også gælde i morgen. Hans i særklasse bedste etape kom imidlertid i søndags, og det bør jo tale for, at vi i morgen ser en tilsvarende god udgave. Vi så også, at han sidste år var stærk i den tredje uge, men det mønster har bare ikke været der i år, hvor det er en uge siden, han havde sin bedste dag. Uanset hvad er der grænser for, hvor langt hans topniveau kan føre ham.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Så er der Michael Storer. Jeg synes, at vi er blevet lidt klogere på ham i dette løb. Vi har i hvert fald fået bekræftet den ide, jeg havde inden løbet, nemlig at han synes bedst, når stigningerne ikke er for lange. Han var fremragende i tirsdags, men skuffede ret meget i udbruddet på kongeetapen. Vi så også i onsdags, der også var en stor bjergdag, at han ikke havde sin allerbedste dag. Jeg tror derfor, at denne dag også vil ende et stykke ned på skalaen, og derudover er jeg ret sikker på, at han kører offensivt i jagt på etapesejr og top 10. Det indebærer også den risiko, at han taber mere tid, end han egentlig burde.

Jeg har været overrasket over Lorenzo Fortunato. Jeg havde en forventning om, at han ville være stærk i den tredje uge og bedst på de store bjergdage, men det er gået næsten lige modsat. Han kom dog ret stærkt tilbage i onsdags, hvor han havde en af sine bedre dage, men selv på en god dag kunne han kun lige slå den sygdomsramte O’Connor. Også i dag havde han det svært, men i en finale, der ikke passede ham, og vi nok bare sande, at han ender nogenlunde på denne placering i hierarkiet. Så må vi se, om han endelig tør køre lidt offensivt og tage en chance, for det er nok nødvendigt, hvis han vil i top 10.

En anden rytter, der med sikkerhed kører offensivt, er Georg Steinhauser, men hvor han tidligere skulle spare sig, når chancen for et resultat var væk, kan han på denne etape lige så godt køre helt igennem. Det er klart, at han sikkert får brugt en hel del kræfter undervejs, men hvis han aldrig rigtigt kommer afsted, tror jeg, at han kan komme ret langt hos favoritterne. Det niveau, han viste i onsdags, var i hvert fald ret højt, og det samme var tilfældet på kongeetapen. Denne form for stigning burde være skabt til hans dieselmotor, men det bekymrer lidt, at han i dag både brugte mange kræfter og ikke virkede flyvende. Vi har nemlig tidligere i dette løb set, at han ikke er helt stabil.

På samme måde er det ret sikkert, at Nicola Conci skal i offensiven. Derfor kan også han ende med at bruge alt sit krudt undervejs, og modsat Steinhauser er der måske en risiko for, at han sparer sig til at arbejde for Kaden Groves på søndag, når/hvis han bliver hentet. Jeg vil dog tro, at han giver den alt, og jeg tror faktisk, at han kan komme ret langt, hvis ikke han bruger for mange kræfter undervejs. Indtil nu ville jeg have regnet denne etape som værende alt for svær, men han var slet og ret flyvende på kongeetapen, og også på onsdagens etape viste han, at han lige nu bare er en af de allerbedste klatrere i dette felt.

Derefter skal vi vel have fat i Davide Piganzoli. Denne Giro har været ret opløftende, for selvom han har manglet ret meget i forhold til de bedste, har han været helt stabil. Det er hverken gået den ene eller den anden vej med formkurven, og selvom man med så ung en rytter altid skal regne med, at det kan gå galt, er der en vis grund til at tro, at det holder hele vejen. Denne form for etape burde i hvert fald passe ganske storartet til en ren klatrer som ham.

Jeg er ret spændt på Kevin Vermaerke. Som Conci er han mere puncheurtypen, men i den tredje uge kan han et eller andet i bjergene. Det så vi i onsdags, hvor han førte hele dagen for Bardet, men alligevel endte som nr. 17, og det så vi på kongeetapen i Touren sidste år, hvor han kom ganske langt fra sit udbrud. Denne etape er som udgangspunkt for svær for ham, men på dette tidspunkt i løbet kan han komme ret langt, hvis ikke Bardet slider alt for meget på ham undervejs.

Den tredje puncheurtype, der skal have plads på listen, er Attila Valter. Også han har klaret bjergene langt bedre, end jeg havde forventet, og særligt på kongeetapen var han uventet god. Han har også en god historik i den tredje uge, for han leverede et af sit livs klatrepræstationer på netop 20. etape i 2020. Han virker stadig relativt frisk, selvom han i onsdags ikke så ud til at have helt de samme gode ben som i søndags. Han er naturligvis en rytter, der skal i offensiven og gå 100% efter etapesejren, men som Conci og Steinhauser kan han lige så godt give den gas hele vejen til stregen denne gang.

Endelig vil jeg nævne Giulio Pellizzari. Han er lykkedes med her til sidst at bekræfte sit store potentiale, nu hvor han er kommet sig over sin sygdom, men jeg synes stadig, at der har været en tendens til, at han er løbet tør for kræfter. Derfor bekymrer det mig lidt, at hans gode etape kom på den forkortede etape, hvor han kom let frem til finalen. Denne rene bjergetape burde passe ham, og hans potentiale er kolossalt, men jeg frygter igen, at han bliver lidt for træt til sidst.

Både Luca Covili, Simon Geschke og Michel Ries er ret stabile i dette løb, men deres topniveau har en grænse. Domenico Pozzovivo rejste sig i dag, men jeg tvivler på, at han pludselig vil være flyvende, når hans trend også i dette løb generelt har været nedadgående. Vi så også fine comebacks i dag fra Giovanni Aleotti og Alex Baudin¸ men jeg vil tro, at deres generelt nedadgående trend vil fortsætte. Anderledes er det med Aurelien Paret-Peintre, der er blevet bedre og bedre, men han er bedst på lidt mere moderate stigninger, viste svaghedstegn i dag og havde ikke uventet sin værste dag på kongeetapen. Felix Grossschartner har vist, at han på sine gode dage er en af de bedste klatrere i dette løb, men i kraft af sit arbejde kommer han trods alt ikke helt op, hvor det er sjovt. Andre, der kan komme langt, er formstærke Pelayo Sanchez, formstærke Amanuel Ghebreigzabhier, Gijs Leemreize, Henok Mulubrhan, Edoardo Zambanini, Harrison Wood, Thomas Champion, Larry Warbasse, Ben Swift, Marco Frigo, Mauri Vansevenant, Julian Alaphilippe, Jhonatan Narvaez og Luke Plapp¸ hvis han er frisk og rask.

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

Skal Pogacar slås, skal det som sagt være via udbrud, enten tidligt eller fra første passage af Monte Grappa, og jeg tror som sagt nok, at sidstnævnte strategi kan føre længst. Mit bedste bud er Nairo Quintana, der har frihed og passer til disse stigninger, efterfulgt af Damiano Caruso, selvom der som nævnt ovenfor er spørgsmålstegn ved ham. Dernæst går jeg med Einer Rubio efterfulgt af Romain Bardet og Jan Hirt, men det er svært for dem at få frihed - ikke mindst fra hinanden. Et andet oplagt bud er Georg Steinhauser, men som sagt virkede han ikke helt så flyvende i dag, samt Michael Storer, men denne etape kan være for voldsom. Valentin Paret-Peintre kan vinde, hvis han er tilbage på sporet, men jeg tror, at han som i onsdags er låst til O’Connor. Nicola Conci og Attila Valter kan måske gøre det, men de får nok svært ved at slå mere rene klatrere. Endelig er der Lorenzo Fortunato, men så skal han finde nogle ben, han ikke har haft indtil nu. Jeg regner ikke med, at Rafal Majka får chancen, og jeg tvivler på, at Giulio Pellizzari kan gøre det færdigt.

BEMÆRK: Da jeg tror på et favoritopgør, og da vi jo er i den særlige situation, at den slags kun har én mulig vinder i dette løb, vil jeg som på 15. etape ikke rangere efter vinderpotentiale, men efter forventet styrkeforhold. Jeg har i det sidste afsnit givet mit bud på, hvem der har størst chance for at vinde enten fra et tidligt udbrud eller med et angreb fra første passage af Monte Grappa.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Thymen Arensman

Outsidere: Geraint Thomas, Antonio Tiberi, Einer Rubio, Romain Bardet, Ben O’Connor

Jokers: Jan Hirt, Rafal Majka, Nairo Quintana, Damiano Caruso, Valentin Paret-Peintre, Filippo Zana, Michael Storer, Lorenzo Fortunato, Georg Steinhauser, Nicola Conci, Davide Piganzoli, Kevin Vermaerke, Attila Valter, Giulio Pellizzari

Kandidater til tidligt eller sent udbrud (i prioriteret rækkefølge): Nairo Quintana, Damiano Caruso, Einer Rubio, Romain Bardet, Jan Hirt, Georg Steinhauser, Michael Storer, Valentin Paret-Peintre, Nicola Conci, Attila Valter, Lorenzo Fortunato

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Vincenzo Nibalis sejr fra 2010, hvor man kørte samme stigning og nedkørsel - kun én gang - og havde mål efter et længere, fladt stykke til sidst.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT