Optakt: 4. etape af Volta ao Algarve

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,6 km lange stigning, der stiger med 9,5% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og efter den bløde undtagelse i 2021 skal rytterne, som det har været traditionen, forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. For blot anden gang i de otte seneste udgaver kommer den imidlertid først og ikke sidst i en tung klassementsweekend, der også byder på løbets enkeltstart, og dermed skal klatrerne altså sætte tid i banken i forhold til tempospecialisterne, inden de ved, hvor meget de vil tabe i kampen mod uret. Det får de til gengæld også en historisk god chance for, da man akkurat som i 2020 og 2022 har lagt de to passager af løbets mest berømte stigning tættere på hinanden, end vi traditionelt har været vant til - og den byder endda på 200 højdemeter mere, end den gjorde for et år siden, selvom etapen praktisk talt er en lidt forlænget kopi.

Årets udgave af etapen er 177,9 km lang og fører feltet fra Albufeira til toppen af Alto do Malhao. Starten går ude ved kysten, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod vest hen langs vandet. Ganske hurtigt drejer man imidlertid mod nord for at køre væk fra havet igennem terræn, der kun er let kuperet, og det ændrer sig ikke, når man senere kører mod først øst, siden sydøst og dernæst igen øst frem til kategori 3-stigniningen Picota (1,5 km, 7,7%), der stiger med næsten 9% over den første kilometer og har top efter 47,1 km. Der fortsættes derfra mod øst ad en nedkørsel og et let stigende stykke frem til Loulé, der passeres efter 54,5 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det let stigende terræn fortsætter, når man kører videre mod øst frem til dagens spurt, som er placeret efter 70,0 km, inden det går mod nord igennem terræn, der har samme karakter og kulminerer på toppen af en lille bakke (1,7 km, 5,9%). Først kort inden etapens nordligste punkt begynder det efter godt 90 km at falde, inden man drejer mod sydvest for at køre fladt frem til bunden af kategori 3-stigningen Vermelhos (3,3 km, 5,8%), der er en jævn stigning med top efter 111,1 km. Derfra falder det mod sydvest ned til byen Salir, som nås efter 119,7 km, idet man dog efter 117 km når toppen af en bakke (1,0 km, 10,5%).

Herfra går det i fladt terræn mod vest, indtil man drejer mod nord for at tage hul på kategori 3-stigningen Alte (2,0 km, 7,0%), som er irregulær og efter en lettere start byder på 1000 m med mellem 8 og 11% frem mod toppen, som passeres efter 140,4 km. Derefter går det igennem relativt fladt terræn mod nordøst op til den afsluttende rundstrækning. Den indledes med første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen, idet man skærer de sidste små 100 m fra. Bjergspurten kommer her efter 153,9 km og med 24,0 km igen efter en 2,5 km lang klatretur, der stiger med 9,7% i gennemsnit.

Nu kører man en hel omgang på rundstrækningen, der indledes med, at det falder let, mens man kører mod nordøst og sydøst, inden det går mod syd over en bakke (1,0 km, 10,5%), som har top 9,6 km fra mål. Derfra går det igennem fladlandet mod vest og nord frem til bunden af Malhao, på hvis top målstregen er placeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,5 km lange stigning, der stiger med 9,8% i gennemsnit. Den er stejlest på de første 1500 m, hvor stigningsprocenten er på 9-12%, mens den sidste kilometer er nemmere med stigningsprocenter, der relativt stabilt ligger på 8-9%, idet den dog flader ud på de sidste 200 m. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

Etapen byder på i alt 3163 højdemeter, hvilket er ca. 200 flere end i 2022, ca. 500 flere end i 2021 og ca. det samme som i 2020.

Det er tredje gang, at den forkortede rundstrækning benyttes. De første gang var i 2020 og 2022, og i forhold til de udgaver er det kun den første fladere del, der er ændret og forlænget. I 2021 skulle man for første gang kun én gang op ad stigningen, mens man i årene forinden brugte en længere rundstrækning.

Sidste år gik Remco Evenepoel ind til etapen med en suveræn føring efter enkeltstarten, og selvom hans forsøg på at slide rivalerne ned mislykkedes, og han blot blev nr. 5, da fem mand skulle afgøre det til sidst, kunne han sikkert sikre sig den samlede sejr, mens Sergio Higuita spurtede sig til sejr foran Daniel Martinez, Brandon McNulty, David Gaudu og ham selv. I 2021-sæsonens svagt besatte udgave af løbet imponerede lokale W52, da holdet med et benhårdt pres knækkede den førende Ethan Hayter, så Joao Rodrigues med en 2. plads bag den sejrende Elie Gesbert kunne tage den samlede sejr. I 2020 var alle øjne på Remco Evenepoel, der havde vundet på Foia, men da fem mand spurtede om sejren på toppen, blev han kun nr. 3 bag Miguel Angel Lopez og Dan Martin. I 2019 fik etapen et atypisk forløb, da løbet blev åbnet udefra med et angreb fra blandt andre Søren Kragh, som næsten løb med den samlede sejr. Tadej Pogacar fik dog begrænset skaden, og da Zdenek Stybar overspurtede Kragh til sidst, endte danskeren tomhændet. I 2018 fik etapen også et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen efter en overraskende taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia de Mateos og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn soloopvisning satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins fornemt Porte op til en solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter dagens blæsevejr venter der lidt mere rolige forhold inde i bjergene. Dagen byder kun på få skyer, selvom der kan være lidt flere skyer i finalen, og temperaturen vil gennem hele dagen være 17-18 grader. Det vil være blæsende ved starten ved kysten (25-26 km/t), hvor vinden vil komme fra øst, men vinden vil aftage gennem hele eftermiddagen, og i finalen vil styrken være på (18-20 km/t), stadig fra øst. Det giver indledende sidevind, men derefter mod- og sidemodvind frem til spurten. Derfra vil der igen være sidevind, indtil man får med- og sidemedvind fem til Alte. Nu vil der skiftevis være mod- og sidevind, indtil man får sidevind på Malhao. På rundstrækningen vil der første være mod- og sidemodvind og dernæst medvind, indtil man får sidevind umiddelbart inden bunden af Malhao. Det varer ved hele vejen til toppen.

Favoritterne

Med dagens sejr til Magnus Cort er årets Volta ao Algarve løbet, der bare bliver ved med at overraske, og danskeren har nu så stort et forspring, at det for alvor lugter af et godt klassement. Den store trussel for ham er naturligvis morgendagens kongeetape til Malhao. Det kan godt være, at han choksejrede på Foia, men det gør han ikke på Malhao. Der er nemlig tale om en helt, helt anden og langt stejlere stigning, der passer til klatrerne og ikke Cort-typerne. Det måtte blandt andre Kasper Asgreen sande, da han i det ellers svage felt i 2021 kørte med om den samlede sejr, men blev sat til vægs på de stejle procenter.

Det vil Cort også blive, men det er heldigvis en meget kort stigning, hvor en formstærk Cort ikke vil tabe meget. Sidste år tabte Stefan Küng 42 sekunder til de bedste klatrere, og Cort kan måske drømme om lidt mindre, når han i går i hvert fald klatrede bedre end schweizeren. Meget vil også afhænge af, hvordan etapen bliver kørt, for når han vandt i går, skyldtes det jo, at alle havde en interesse i et let løb - og den interesse burde være den samme i morgen, hvad der er godt nyt for Cort.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Med undtagelse af årene 2018 og 2019, hvor etapen havde et meget særegent forløb, er kongeetapen altid blevet afgjort af favoritterne, men de to udbrudssejre fortæller, at man kan få en overraskelse, hvis førertrøjens hold er svagt. I hvert fald indbyder terrænet til angreb, som da Søren Kragh næsten løb med det hele i 2019, hvor han udnyttede et knap så stærkt UAE-hold, som havde sit hyr med at forsvare Tadej Pogacars førertrøje, men i år, hvor etapen kommer inden enkeltstarten, kan man måske se en mere konservativ tilgang, som det var tilfældet i 2020, hvor vi senest havde samme rækkefølge i weekenden. Især fordi etapen i går blev så nem, er alle tempospecialisterne stadig i spil, og det betyder, at mange hold drømmer om at komme let igennem etapen.

Vigtigst er det, at det gælder for Ineos, der jo har det i særklasse stærkeste hold. Særligt efter i dag tror de ekstra meget på Filippo Ganna, så nu skal de under ingen omstændigheder ud over stepperne. Det samme gælder naturligvis for FDJ. Det er snarere Intermarché, UAE, Bora og Soudal, der vil have et hårdt løb, men de har ikke specielt mange ressourcer at gøre med. Der er mere at arbejde med hos Trek, der måske også kunne tage initiativ, men det er tvivlsomt. Hvis der opstår en alliance, hvor folk som Kobe Goossens, Frederik Wandahl, og Natnael Tesfatsion bliver ofret undervejs, kan man godt skabe det hårde løb, men der er en god chance for, at det bare bliver Ineos, der igen får lov at sætte et tempo, som passer Ganna.

Udbruddet holdt hjem i 2018, men det er også eneste gang, det er sket. Jeg vil forvente, at der bliver kamp om at komme afsted, for det plejer der på denne etape, men jeg giver ikke udbruddet mange chancer. Starten er let, og jeg vil tro, at Ineos, FDJ, Bora, Intermarché, Soudal og UAE alle kan tænkes at jagte. EF derimod vil elske at lade et udbrud stjæle bonussekunderne.

Jeg regner altså med et ret kontrolleret løb, og som sagt tror jeg heller ikke på, at det eksploderer tidligt, som det gjorde i 2019. Dertil er Ineos for stærke, men det bliver interessant at se, om et par af de nævnte hold vil gøre det hårdt sidste gang op ad Malhao. Jeg tvivler, og mit bud er en lettere udgave af etapen, hvor et relativt stort felt rammer Malhao sidste gang.

Vinden fortjener en kommentar. Vi starter med hård sidevind, men erfaringen med sidevindskørsel i Algarve er ringe. Det sker aldrig, og sidevinden kommer for tidligt, hvorefter vinden lægger sig. På målbjerget vil der være sidevind, og det er vigtigt for klatrerne, at der ikke vil være modvind. Snarere vil den være en lille smule i ryggen.

Malhao-etapen har ofte haft en ret klar favorit, men det har den slet ikke i år. I går skuffede de fleste af de oplagte navne. Det kan i vidt omfang skyldes, at gruppen blev så stor og etapen så let, at vi ikke for alvor kunne vurdere klatreevnerne, men der var godt nok ikke mange af klatrerne, der gav en wow-oplevelse i går.

Derfor går jeg med Ilan Van Wilder. Han var nemlig den eneste, der imponerede i går, men det gjorde han til gengæld også. Det var som bekendt en modvindsspurt, og han åbnede den meget langt udefra. Alligevel var det kun en sprinter, der var i nærheden af at komme forbi ham - og det gjorde han så også - og det vidner om, at det stærke indtryk, han har efterladt i år, fortsætter. Hidtil har han været bedst på relativt korte stigninger, og i går bekræftede han, at han også har punchet til at vinde den spurt, som oftest afgør etaperne til Malhao. Stigningen minder meget om Lagunas De Neila, hvor han gjorde det storartet i august, og det giver optimisme. Han kan måske fanges af taktik, fordi han er alene, men på Malhao er det næsten altid benene, der afgør det. Dem synes han at have, og derfor tror jeg, at han får lov at juble rigtigt i morgen. For Remi Cavagna handler det om at begrænse tabet, og det kan godt gå ganske fint med de ben, han viste på den stejle stigning i søndags.

Jeg har også fået ret meget tillid til Jai Hindley . Australieren er ellers normalt ikke flyvende på denne tid af året, men han synes at have forbedret sig siden den ganske pæne start i Australien. I går bekræftede han sit punch, og derfor er denne stigning slet ikke så ringe for ham. Tværtimod har han punchet til også at vinde en spurt på toppen, og vi ved, at han har et af de højeste topniveauer i dette felt, selvom han plejer at være bedst sent i grand tours. Forud for løbet troede jeg ikke meget på ham, men det gør jeg nu. Holdet har naturligvis også sidste års vinder, Sergio Higuita, der jo er skabt til denne stigning, men der skal ske noget, hvis han skal vinde igen. I går var han kaptajn, men meldte hurtigt om så dårlige ben, at Hindley skulle spurte i stedet. Man kan håbe, at det er vendt, men det er trods alt ikke videre sandsynligt, når han også skuffede i Argentina og ved mesterskaberne. Endelig har holdet den uhyre velkørende Frederik Wandahl, de arbejdede meget i vinden for Hindley i går. Hvis han får lov at forsvare sin ungdomstrøje, tror jeg, at han kommer ret langt i morgen.

Hvad så med Joao Almeida? Man kan kalde det ildevarslende, at han kun blev nr. 14 i går, og det er det muligvis også. I hvert fald var han i gamle dage fremragende i den slags finaler, men sidste år mistede han alt sit punch. Derfor siger det ikke nødvendigvis noget om formen. Tværtimod er han nu bedste på de stejle stigninger, hvor han kan køre sin klassiske enkeltstart, og det er muligt på Malhao. Faktisk minder den meget om Lagunas De Neila, hvor han netop ”enkeltstartede” sig til sejr i Burgos sidste sommer, og det kan han sagtens gøre igen. I en spurt på toppen med så stejle procenter står han også stadig ret stærkt. Der er dog fortsat også usikkerhed om formen efter knæskaden, men han var så meget i fremgang på Mallorca, at det godt kan blive til hjemmebanesejr. Jeg er også meget spændt på at se, hvor langt Finn Fisher-Black kommer, for stortalentet er allerede i form efter sin lange skadespause. Helt fremme kan han dog ikke være.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Er stigningen for svær for Valentin Madouas? Det bør den vel ikke være. Manden er blevet nr. 10 i Touren og har forbedret sig i bjergene. Hans sæsonstart har vel bare givet indtryk af, at han er blevet endnu bedre end sidste år, hvor han allerede var fremragende, ikke mindst i foråret. Med udsigt til et relativt let løb bør en puncheurtype som ham komme i spil. Ofte er det 4-5 mand, der spurter på toppen, og her vil han være en af de bedste afsluttere, hvis ikke stigningen er lidt for stejl. For Stefan Küng handler det om at begrænse tabet, men han får det sværere i år, for han skuffede måske en anelse i går.

Ineos har det stærkeste hold, men det er ikke let for dem at vinde etapen. Deres bedste bud er vel stadig Tom Pidcock, men han så ikke godt ud i går. Selv mente han, at han begik en fejl og blev lukket mod barrieren, men jeg synes nu heller ikke, at hans spurt var overbevisende. Han har også til gode i et professionelt felt at vinde mod favoritterne på en stigning som denne, men kort og stejl burde passe ham fint. Han melder selv om gode ben og er ret optimistisk, og det bør være en finaletype, hvor han kan vinde.

Holdets andet bud er Daniel Martinez, der klart har forbedret sig meget siden den svage start i Sydamerika, men er det nok. I går kørte han lead-out for Pidcock, og derfor er han lidt svær at vurdere. Sidste år var han fremragende på denne slags stigninger - han var endda meget tæt på at slå Higuita her - og han kan vinde en spurt på toppen. Jeg føler mig dog fortsat ikke helt overbevist om formen. Det tredje kort er Thymen Arensman , der var en overraskende taber i går. Han mente selv, at det skyldtes hans hårde opkørsel efter defekt, og det er også sandsynligt. Han starter ofte ret rustent, men vi så i Valencia, hvordan han forbedrede sig enormt mellem 2. og 5. etape. Denne stigning passer ham dog ret dårligt, så selvom det nok skal gå godt, vinder han næppe på så eksplosiv en stigning. For Filippo Ganna er procenterne trods den gode klatring i Argentina så stejle, at han skal begrænse tabet, men det bør også gå ganske hæderligt. Endelig er formstærke Jonathan Castroviejo samt den nu bedre Michal Kwiatkowski og Laurens De Plus hjælpere.

Jeg er ret imponeret over Rui Costa. Jeg havde sendt ham på pension sidste år, men han bliver bare bedre og bedre i denne vinter. I går spurtede han langt bedre, end han gjorde i Valencia, men spørgsmålet er, om denne stigning ikke er en anelse for stejl. Det vil jeg tro, for han har selv i sine bedste år haft det svært på procenter som disse, men han er faktisk blevet nr. 2 her, da han kørte rundt i regnbuetrøjen - og han blev det endda også året forinden. Jeg vil stadig blive overrasket, hvis han vinder, men jeg tø ikke længere udelukke det. Jeg er også spændt på Rune Herregodts, der har udviklet sig enormt, men vi så i søndags, at denne stigning nok bliver for stejl, for her blev han trods alt sat af Cavagna på disse procenter. De passer langt bedre til Kobe Goossens, men ligesom sidste år synes han at have toppet på Mallorca, og denne stigning passer ham ikke rigtigt.

En positiv overraskelse i går var Bauke Mollema , der har forbedret sig meget siden Valencia. Denne form for ardennerstigning er den slags, der passer ham allerbedst, og skal han igen vinde en bjergetape, skal det være på en stigning som Malhao. Det er dog længe siden, at han har imponeret på bjergetaper i etapeløb, og det vil undre mig, hvis han i morgen faktisk er bedste mand. Holdet har også Natnael Tesfatsion, men gårsdagens resultat gør mig pessimistisk, for han har stadig ikke imponeret på dette niveau.

Jeg er ret spændt på Nicola Conci. Han udviklede sig meget sidste år, og i går lignede han en mand, der kan have taget endnu et skridt. Også i søndags så han godt ud, og denne eksplosive stigning burde lige være noget for ham. Han har dog aldrig endnu været helt i front i så stærkt et felt som dette. Til gengæld kan vi glemme Quinten Hermans og Xandro Meurisse, der er for formsvage, og stigningen er for svær for Kristian Sbaragli.

Endelig er der Tobias Foss. Nordmanden virker ligesom sidste år til at starte meget stærkt i dette løb, men vi så også sidste år, at denne stigning blev en anelse for svær. Jeg vil tro, at det igen handler om at begrænse tabet, og selv hvis han kommer med til toppen, kan jeg ikke se ham vinde på disse procenter. Omvendt kan han meget vel have udviklet sig, og der synes at være en god chance for, at han har genfundet sine klatreben. Til gengæld skuffede Milan Vader og Sam Oomen fælt i går.

Hos DSM er Kevin Vermaerke bedre end nogensinde, men jeg tror, at stigningen er lidt for svær til, at han kører med om sejren. Det har Oscar Onley potentiale til, men hans kørsel i søndags og pauvre angreb i går indikerer, at han mangler for meget. Det samme gør Warren Barguil hos Arkea, selvom han i går viste lidt fremgang, og Elie Gesbert er stadig en skygge af sig selv. Hos Tudor bør vi se Sebastien Reichenbach ret langt fremme på denne stigning, der passer ham langt bedre end gårsdagens, men hans niveau har været for aftagende de seneste år, og den er stadig for eksplosiv til at passe ham. Endelig tror jeg, at Anthon Charmig får lidt svært ved at genfinde præstationen fra Valencia, for han efterlod ikke det allerbedste indtryk i går og har for vane at tabe niveau gennem et etapeløb, men vi ved fra Valencia, at han har potentiale på eksplosive stigninger. Kontinentalrytterne havde det svært i går, men vi så, at Joaquim Silva og Adrian Bustamante kan forsvare sig.

Naturligvis skal Magnus Cort også nævnes. Danskeren kommer ikke i top 10 på denne etape, men med de ben, han havde i går, tror jeg på, at han begrænser tidstabet flot. Han vil formentlig blive støttet af Merhawi Kudus og Odd Christian Eiking. Begge passer godt til stigningen, og særligt Kudus virker genfødt lige nu, men da de får klø på enkeltstarten, vil jeg tro, at deres opgave bliver at pace Cort.

Feltet.dks vinderbud: Ilan Van Wilder

Øvrige vinderkandidater: Jai Hindley, Joao Almeida

Outsidere: Valentin Madouas, Tom Pidcock, Rui Costa, Daniel Martinez, Bauke Mollema

Jokers: Nicola Conci, Sergio Higuita, Thymen Arensman, Tobias Foss, Sebastien Reichenbach, Kevin Vermaerke, Oscar Onley, Waren Barguil, Rune Herregodts, Merhawi Kudus, Frederik Wandahl, Anthon Charmig, Magnus Cort

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sergio Higuitas sejr fra 2022, Elie Gesberts sejr fra 2021, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2020, Zdenek Stybars sejr fra 2019, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2018, Amaro Antunes’ sejr fra 2017 samt Alberto Contadors sejr fra 2016.

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE