Optakt: 4. etape af Vuelta a Espana

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter tre dage i Holland og en tidlig hviledag er Vueltaen ankommet til hjemlandet, og det markerer med det samme en skarp kontrast til det terræn, rytterne oplevede mod nord. Starten i Spanien er nemlig henlagt til det cykelgale Baskerlandet, og selvom åbningsetapen i regionen helt undgår de berømte mure, venter der stadig en slidsom dag med 2300 højdemeter. Det hele slutter med en relativt lang og ganske stejl stigning efterfulgt af en rigtig puncheurfinale på en 900 m lang og ganske stejl rampe, og dermed kunne starten i Spanien vel næppe være mere Vuelta-agtig. Hvis den førende rytter, er en sprinter, eller en klassementsrytter ser en fordel i at slippe for trøjen i en periode, kunne det være en stor chance for et udbrud til at gå efter både etapesejr og førertrøje, men med Julian Alaphilippe i feltet kunne meget også tale for, at der vil være så megen kontrol, at det hele vil ende med et brag af en puncheurspurt i Baskerlandet.

Med en distance på bare 152,5 km er der tale om en typisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz, til Laguardia. Som vi ved fra Baskerlandet Rundt, ligger startbyen på et fladt plateau, og derfor er den første del af etapen ganske let. Det er således kun let stigende, når man lægger ud med at køre ad plateauet mod nordvest, nord og nordøst, inden man vender rundt for efter en lille nedkørsel at køre et langt stykke mod sydøst og øst, hvor det er stort set helt fladt. Slutteligt drejer man mod syd og senere sydøst for at køre det sidste stykke frem mod mere kuperet terræn.

Læs også

Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

Det melder sig, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Puerto de Opakua (5,0 km, 6,9%), der er en jævn og ganske svær stigning med top efter 61,9 km. En kort og let nedkørsel leder videre mod sydvest, inden man kører mod sydvest ad et fladt plateau. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad en bakke (3,0 km, 5,2%), som har top efter 82 km, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod sydvest. Nu følger man en let faldende vej mod sydøst.

Efter små 100 km melder vanskelighederne sig igen, når man drejer mod sydvest og senere nordvest for at passere en stejl bakke (3,8 km, 6,9%), hvis top rundes efter 101 km. Herfra snor man sig mod sydvest og vest igennem terræn, der generelt er let stigende og leder frem til dagens spurt, som kommer efter 118,3 km. Herfra går det videre mod vest og nordvest op over to små bakker og ned ad en nedkørsel, som leder ned til Peñacerrada.

Her indledes finalen efter 130,7 km, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Herrera (7,3 km, 4,8%), hvis data snyder. De første 2,0 km stiger således med 8-10%, og de første 3,0 km med 8,0% i snit, og undervejs er der endda en kilometer med hele 10,2%, men den sidste del er ganske let med procenter på mellem 0 og 5.

Toppen, hvorpå der er placeret en bonusspurt, rundes efter 138,0 km, hvorefter de sidste 14,5 km indledes med en kun kortvarigt teknisk nedkørsel, som leder mod sydøst ned til Navarridas, der nås med 3,9 km igen. Her drejer man mod nordøst ind på en let stigende og ganske lige vej, der leder direkte ind mod målbyen. Undervejs stiger det kun ganske let, indtil man rammer den sidste rampe, der stiger med hele 8,4% over 900 m. I finalen er der et 180-graderssving med 4000 m igen og umiddelbart derefter et skarpt sving, men derefter bugter vejen sig kun let frem til et blødt sving med 800 m igen efterfulgt af to hurtige sving lige i rap, inden man rammer den 200 m lange opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 2318 højdemeter.

Laguardia har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i det nu hedengangne Euskal Bizikleta i 2000, hvor David Etxebarria spurtsejrede foran Luca Mazzanti og Mikel Artetxe.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Måske var der nogle, der havde håbet på lidt køligt baskisk regnvejr til at lette overgangen til det glohede Spanien, men rytterne får varmen at mærke med det samme. Tirsdagen byder kun på få skyer, og mens det kun vil være 27 grader ved starten, ventes 32 grader i målbyen. Vinden vil bare være let (8-10 km/t) og komme fra nordøst. Efter indledende sidemodvind vil der være sidevind frem til kort efter første bjergspurt. Herefter vil der hovedsageligt være medvind frem til bunden af sidste stigning, hvorefter der vil være sidevind, indtil man får sidemodvind efter svinget med 4 km igen. Det varer ved hele vejen frem til mål, idet der dog kortvarigt vil være sidevind mellem 800 m- og 200 m-mærkerne.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Sam Bennett med sin sejr på 3. etape er tæt på at sørge for, at Boras meget aktive transferhånd fra sidste vinder har vist sig at være sjældent gylden.

Favoritterne

Det virker på mange måder helt forkert, at Vueltaen i de seneste dage er kørt rundt i Holland. Det er nemlig svært at finde en del af Europa, der kunne passe så dårligt til den identitet, løbsdirektør Javier Guillen siden 2012-udgaven har besluttet sig for at give sit løb. Dengang opgav han de mange alenlange motorvejsetaper, der gjorde det spanske løb til en ganske sprintervenlig sag, for i stedet at inkludere så mange afslutninger på stigninger, at man i første omgang troede, at det var løgn, indtil man vænnede sig til, at det nu er normen, at knap halvdelen af etaperne skal slutte opad. Det har fået sprinterne til at løbe skrigende væk fra den spanske grand tour, der i de ”værste” år kun har haft tre rigtige sprinteretaper, og i det lys var der en klar identitetskonflikt i, at løbet skulle åbne med to etaper, der var så sprintervenlige, at deres lige vel næppe fås.

På den baggrund er det kun passende, at det bliver ”rigtig” Vuelta med det samme, løbet sætter sine fødder på spansk grund. Hvis der er noget, der for alvor kendetegner løbet, er det afslutningerne på relativt korte og ofte meget stejle stigninger. Af og til er der tale om deciderede murfinaler, og i andre tilfælde er der tale om det, der vel kan kaldes mere klassiske puncheuretaper.

Det er en etape af sidstnævnte type, rytterne mødes af, når de tirsdag erstatter den hollandske folkefest med cykelgale baskiske fans. Det havde måske været mere naturligt, hvor en tur til Baskerlandet havde budt på de velkendte baskiske mure, men sådan bliver det ikke. Til gengæld er der lagt op til puncheurfest tirsdag eftermiddag, når rytterne skal slutte på en kort, men ganske stejl bakke efter en kort og hektisk dag med mere end 2300 højdemeter.

Finalebakken markerer sig ved to ting. For det første er den med sine 900 m relativt kort. Der er vitterligt tale om en bakke, hvor det er punch, der bliver afgørende. Den er nok en anelse for lang til, at sprintere som Mads Pedersen og Bryan Coquard kunne udfordre puncheurs, hvis man slæbte dem friske med hen til bunden, men det er en yderst eksplosiv sag, der er nogle hundrede meter kortere end Mur de Huy.

Læs også

Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

Den anden er stejlheden. 8,4% er ganske meget, og det tipper med det samme balancen i retning af de lettere ardennerspecialister. Til sammenligning stiger Mur de Huy med 9,6% over 1300 m, og den er tillige stejlere med sit maksimum på 25%. Dette er ikke en murfinale i stil med den, vi finder i Huy, og selvom den er relativt stejl, er det mere punch og spurtstyrke end hang til stejle procenter, der vil være afgørende.

Det handler imidlertid ikke bare om målbakkken. Herrera-stigningen har to ganske stejle kilometer på 8-10%, som vil være vanskelige for mange, hvis der gås til stålet. Den vil kunne skabe nogen udskilning, men forinden er etapen til gengæld ikke alt for svær. Det vil være et stort felt, der når frem hertil, og den stejle del af stigningen er trods alt så kort, at der køres stærkt tidligt, hvis man skal lave den helt store udskilning.

Det første spørgsmål er imidlertid, om der er nogen, der vil gå efter etapen. Det er en storartet finale for Primoz Roglic, men han kommer også næsten med sikkerhed i trøjen, hvis vi får et samlet felt til sidst. Det vil han formentlig gerne undgå. De 10 bonussekunder er rare, men vi så sidste år, at han havde det fint med to gange at låne trøjen ud til Intermarché-mandskabet. Særligt i et løb, hvor hans form er usikker, vil det næppe passe ham dårligt, hvis han kan slippe for det ansvar nu.

Jeg tror derfor, at Jumbo har det fint med at lade et ufarligt udbrud køre hjem. Spørgsmålet er så, om der er andre, der vil noget. Her peger pilen på Quick-Step og Ineos med hhv. Julian Alaphilippe og Ethan Hayter. For dem begge er det en storartet finale, men de kører også for hold, der har andre og større mål. Vil de brænde kræfter af for at vinde en etape, når det primært handler om klassementet?

Det hele kompliceres af Alaphilippes form. Han er åbenlyst ikke på toppen endnu, og han har heller ikke lagt skjul på, at han primært satser på løbets sidste halvdel, hvor han regner med at være bedre. Spørgsmålet er, om han er frisk på at lade sit hold bruge nogle af de kræfter, Remco Evenepoel får brug for, hvis han ikke føler sig helt sikker på, at han kan gøre det færdigt.

Begge hold har i hvert fald argumenter for at lade etapen sejle, men det er nok Ineos, jeg er mest usikker på. For dem er det ret klart, at klassementet er det helt store mål, mens det hos Quick-Step nok kunne være meget rart, hvis Alaphilippe med en tidlig etapesejr kunne tage lidt af presset af Evenepoels skuldre. Mit gæt vil derfor være, at Quick-Step vil påtage sig ansvaret, også fordi det er en etape, der ikke er alt for svær at kontrollere. Om de får hjælp af Ineos, er jeg meget i tvivl om, men vi har trods alt set dem skyde betydeligt mere efter etapesejre i etapeløb i år, hvor de blandt andet arbejdede ret aktiv for Hayter i både Romandiet og Dauphiné.

Er der andre hold, der kunne tænkes at hjælpe? Jeg ser kun Bora. De har i Sergio Higuita en topkandidat, men jeg tror ikke, at vi vil se dem i aktion. De brugte kræfter på at føre i dag, og med Sam Bennetts succes tyder meget på, at de skal tage noget ansvar på sprinteretaperne også. Da de samtidig vil vinde løbet samlet, er der grænser for, hvor aktivt de kan tillade sig at jagte øvrige etapesejre.

Den usikkerhed bør føre til en aktiv start. Tidligt i løbet ser man stadig, at feltet ofte er mærkeligt passive, selv når chancen for succes ser ret god ud, og derfor udelukker jeg ikke, at der bare kører et lille udbrud med det samme. Der burde dog være en vis sandsynlighed for, at nogle hold har lavet samme analyse som ovenstående og derfor ser en værdi i at jagte udbruddet. Som minimum er der jo i hvert fald en bjergtrøje at gå efter.

Heldigvis for de hold, der måtte gå efter etapen, er starten let, og hvis jeg har ret i, at i hvert fald Quick-Step vil jagte, bør de kunne sørge for, at gruppen kan kontrolleres. Derefter vil Jumbo formentlig tage kontrol, men mit gæt er altså, at de vil signalere, at udbruddet kan få lov at holde. Så får vi at se, om Quick-Step og/eller Ineos tager over. Mit gæt er, at i hvert fald belgierne træder i karakter.

Læs også

Optakt: Tro-Bro Leon

Sker det, bør udbruddet blive hentet. Både Ineos og Quick-Step er pokkers stærke, og som sagt er etapen let at kontrollere. Mit gæt vil således være, at udbruddet bliver kørt ind, enten på eller før den sidste stigning. Undervejs er der ret mange point at køre om i den indlagte spurt, men kun til de fem første. Mest sandsynligt er det, at udbruddet stjæler dem fra sprinterne, men er der færre end fem mand afsted, vil vi se en full-blown spurt. En 5. plads giver 10 point og en 6. plads nul point, så der er virkelig værdi i at køre spurterne med skrald på, hvis der altså fortsat er point at hente.

Hvad vil der så ske på stigningen? Hayter har ikke brug for et hårdt løb, så hvis Ineos sætter sig frem, bliver det formentlig bare for at kontrollere og undgå angreb. Grundet formen tvivler jeg også på, at Alaphilippe tør bede om et hårdt tempo. Derfor er det ikke sikkert, at det kommer til at gå alt for stærkt. Hvis Roglic er kørende, er det dog sandsynligt, at Jumbo bil lægge et pres, da han har brug for det hårdest tænkelige løb. Det er imidlertid spørgsmålet, om han føler sig klar til det. Der er således en chance for, at der gås til stålet, men jeg hælder nok til, at udskilningen ikke bliver alt for stor. Ineos og Quick-Steo skal dog stadig sørge for at køre så stærkt, at de ikke pludselig får folk som Coquard og Pedersen med hjem. Selvom målbakken bør være for lang for dem begge, er der trods alt ingen grund til at gøre etapen alt for let.

Er tempoet lavt, er det muligt, at vi får angreb, men kun fra lykkeriddere. Den stejle del kommer for tidligt til, at det giver mening for klassementsrytterne at udnytte den stejle del. Den slags offensiver vil næppe heller give resultat. Quick-Step og Ineos er for stærke, og nedkørslen har kun ét teknisk element. Til slut drejer man endda ind på en let stigende vej i direkte modvind, hvor et felt vil have en klar fordel.

Mit gæt er således, at det vil være et ikke alt for lille felt, der rammer det bløde sving, som leder ind på målbakken. Et stort felt bør give ganske vild positionskamp frem mod den relativt kort bakke, og her vil position være helt afgørende. Jeg vil tro, at Ineos, Quick-Step eller måske Jumbo vil tage kontrollen fra bunden og herefter sætte kaptajnen i scene, og så bør det ende i en puncheurspurt. Igen skal man sidde rigtigt, når vi rammer svinget med 300 m igen og herefter højrekurven, men til slut er der 200 m lige vej i let modvind, hvor det bliver rent punch for dem, der sidder langt nok fremme.

Jeg prøver at pege på Primoz Roglic, men det er med større tvivl, end det plejer at være. Der er nemlig to usikkerhedsmomenter. Dels er der den åbenlyse tvivl om hans form efter den tvivlsomme optakt, og dels er der det klare niveaufald, vi har set i år. Det synes ret sikkert, at han ikke er på 100% endnu, men det gode holdløb bør indikere, at han i hvert fald ikke er pivringe. Hans interviews og kørsel har også virket ganske selvsikker, og der er intet, der tyder på, at han kommer i så ringe en form, som man i værste fald kunne frygte.

Spørgsmålet er så, om formen og niveauet rækker. Jeg har stadig min tvivl i forhold til Roglics samlede chancer i en duel med Jai Hindley i de høje bjerge senere i løbet, men en puncheurspurt er noget andet. Her handler det først og fremmest om punch, særligt når etapen er relativt let, og her har Roglic været ganske sublim i de senere år. I både Vueltaen og Paris-Nice har han endda vundet to 5%-spurter, der egentlig burde være for lette, og det vidner om, hvor uhyggelig han har været. Denne passer ham endda bedre, og da formen næppe vil være alt for begrænsende, regner jeg med at se ham helt fremme.

Min største bekymring er positioneringen. Den har ikke altid siddet i skabet for ham, men i år har det været helt skævt, som vi senest så på 4. etape af Paris-Nice. Han har dog i Rohan Dennis den perfekte mand til at holde sig fremme, og rammer han først bakken i god position, bør han ikke miste den igen. Griber han svinget og kurven rigtigt an, tror jeg på, at han stadig er så god, at han kan vinde her.

Sidste års Fleche Wallonne viste, at Julian Alaphilippe stadig kan slå Roglic i en murfinale, og i en lettere afslutning som denne bør verdensmesteren, der er hurtigere og mere eksplosiv, nok være endnu mere favoriseret. Derfor havde han været den helt naturlige favorit, men hans form er et stort spørgsmålstegn. Heldigvis viste Ain, at hans form ikke var så katastrofal, som Leuven indikerede, men hans coronainfektion satte ham ganske langt tilbage. Efter at have set ham i Ain er jeg ikke så bekymret for, at han nok skal kunne blande sig i kampen om sejren, når bakken er så kort som denne, men er han god nok til at vinde i dette ret skarpe felt? Han er god i positionskampen og sidder sjældent forkert, så det bliver benene, der bestemmer. Som løbets nok bedste mand i denne afslutning har han en god chance, men Ain har ikke overbevist mig om, at han er helt klar nok.

Det kan godt være, at Ethan Hayter allerede har vundet mange cykelløb, men han er stadig ret ubeskrevet i denne slags finaler. Han har vundet nogle meget stejlere murfinaler i Coppi e Bartali og Andalusien, men det var i ret svage felter. I murfinalen i Polen forleden blev han slået ret klart, men der kørte han også etapen klogt og konservativt for ikke at tabe tid. Her skal han gå efter sejren, og den kortere og knap så stejle stigning passer ham også langt bedre end den polske mur. Vi har bare stadig til gode at se, hvor han står i forhold til puncheureliten på mere end 8%. Havde den været en smule mere blød, havde jeg ikke tøvet med at gøre ham til favorit, men jeg hælder nok til, at Alaphilippe og Roglic har en overhånd på disse lidt stejlere procenter. En anden udfordring er hans svage positionering. Her hjælpes han dog af et stærkt hold, og da det bare er en lang, lige vej frem til bakken, bør han sidde fornuftigt. Er han aggressiv nok i den tekniske afslutning, er det bestemt ikke umuligt, at han tager sin første grand tour-etapesejr med den hæderlige form, han viste i Polen.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige åbning på den forudsigelige Giro

I netop Polen blev han slået af Sergio Higuita, der her beviste, at han er en fremragende murspecialist. Det er egentlig lidt sjovt, at colombianeren trods sine ret mange år i feltet er meget uprøvet i denne slags finaler. Allerede muren i Polen var en ny oplevelsen, som han bestod til UG med kryds og slange, og nu skal vi så se, hvad han kan mod Roglic og Alaphilippe i denne form for afslutning. Det ligger i kortene, at han har alle forudsætninger for at vinde, men modstanden er meget, meget skrap, og han havde nok ønsket sig en stejlere finale. Han har også virket svag i positionskampen, og Bora lider nu under, at de stort set kun vil være beskyttede kaptajner efter Herrera. Min frygt er, at han taber alene på position, men sidder han rigtigt, er han også så eksplosiv, at han bør have en chance for at vinde.

Den helt store joker er Juan Ayuso. Hvis Higuita og Hayter er ubeskrevne blade, er det for intet at regne mod den 19-årige komet. Vi ved, at han er uhyre eksplosiv, som han særligt viste i Catalonien, men hvor han står mod de bedste i denne slags finaler, aner vi ikke. Det er imidlertid svært at glemme, hvordan han og Higuita syntes at være ganske meget i deres egen liga på den stejle Montjuic-stigning i Catalonien, og at han vandt feltets spurt på toppen af La Molina et par dage tidligere. Han gav også den ellers meget stærke puncheur Wilco Kelderman bøllebank på målbakken i Getxo, men jeg havde til gengæld ventet mig mere af ham på 1. etape i Romandiet, hvor finalen mindede om denne. Dengang virkede han imidlertid heller ikke på toppen - og alligevel endte han som samlet nr. 4, ligesom kun Higuita og Aleksandr Vlasov slog ham i puncheurspurten på kongeetapen - men hans kørsel i Getxo tyder på, at han har kurs mod at formtoppe til dette løb. Han kan sagtens falde igennem og særligt kikse helt i positionskampen, men rangeret efter vinderpotentiale må cykelsportens mest lysende komet rangeres højt i en finale, der burde passe ham.

Apropos komet, fænomen, eller hvad man ellers kan sige om Ayuso… Der er jo naturligvis også Remco Evenepoel. Jeg kan stadig ikke tro, at belgieren vitterligt kan slå folk som Alaphilippe, Hayter og Roglic i denne meget eksplosive finale, men hans punch har jo forbedret sig ganske enormt. Det så vi med hans angreb på Redoute i Liege, og da han i et dog svagt felt vandt 1. etape i Norge, og jeg har en ide om, at han kommer uhyggeligt stærkt ind til løbet. Det plejer han nemlig at gøre efter en pause, og San Sebastian vidner om, at han er skræmmende godt forberedt til sit helt store mål. Holdbarheden er som bekendt et issue, jeg er meget bekymret for, men efter et holdløb, to sprinteretaper og en hviledag er den næppe et tema endnu. Jeg regner med at se en knivskarp Evenepoel i morgen, og klarer han positionskampen, som jeg på hans vegne vil frygte, tør jeg intet udelukke. Han skal undgå, at det bliver for eksplosivt, men jeg kunne godt se Evenepeol tage fronten inden svinget og herefter køre en vanvittigt lang spurt. Det kan blive svært grundet modvinden, men med den enorme power, han har, tør jeg ikke helt udelukke, at han kan holde, selvom jeg vil se det, før jeg for alvor tror det.

En spændende rytter er Santiago Buitrago. Allerede sidste år indikerede han, at han er en ganske eksplosiv herre, men i år har han taget det til et nyt niveau. Hans sejr på puncheuretapen i Saudi Tour var allerede lovende, men det helt store gennembrud var triumfen på Alto del Castillo i Burgos forleden. Her var han slet og ret i særklasse i et ganske stærkt felt, og denne finale, der er betydeligt stejlere, burde passe ham endnu bedre. Vi ved, at formen er ganske storartet, men jeg er bekymret for hans positionering. Den gik overraskende godt i Burgos, hvor han indikerede, at det er en kunst, han mestrer, men han mangler noget rutine i forhold til de bedste. Bahrain burde dog i Luis Leon Sanchez have en stærk mand til at holde ham fremme på den lange vej frem til bakken, og lykkes den mission, er jeg ret spændt på at se ham i dette skrappe selskab. Burgos-showet er så svært at glemme, at perspektiverne er lovende.

I gamle dage kunne en favoritanalyse til denne etape hedde ”Alejandro Valverde . Punktum!” Dengang var spanieren næsten umulig at slå i en spurt, der passer ham som fod i hose, men han har tabt masser af fart siden dengang. Heldigvis så vi med den fornemme 2. plads i Fleche Wallonne, at den bedste Valverde stadig kan vinde en finale som denne, hvis blot det handler mere om punch end om fart, og Fleche-Valverde vil helt sikkert kunne vinde her. De er imidlertid to udfordringer. For det første har vi ikke set skyggen af Fleche-Valverde i optakten, hvor han var uhyre formsvag, og han har da også indrømmet, at hans optakt til dette løb med blandt andet et sammenstød med en bil har været alt andet end ideel. I den sammenhæng har lørdagens styrt næppe heller hjulpet. Dertil kommer, at han i dag er blevet uhyggeligt passiv i positionskampen, og jeg har ganske enkelt meget svært ved at se ham sidde rigtigt. Mit gæt er, at både position og ben meget vel kan sende ham uden for top 10, men naturligvis er han vurderet efter vinderpotentiale nødt til at stå højt på en liste som denne. Dertil er hans niveau fortsat højt nok, og rutine og motivation har han til overflod.

Sidste år havde jeg rangeret Joao Almeida meget højt. Portugiseren var sublim som puncheur, da han vandt i Polen og Luxembourg, men i år er det anderledes. Han synes slet ikke at have samme punch som tidligere, og han var ret anonym i puncheurterrænet i Catalonien, Giroen og Burgos. Da han også beklager sig over dårlige ben, vil mit gæt være, at vi bare ser en passiv Almeida gå efter at komme i mål i samme tid, men hans potentiale gør, at han skal have en vis rangering. Med det punch, han havde for præcis et år siden, kommer han nemlig ganske langt.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Quentin Pacher, der har udviklet sig helt enormt i år, hvor han har fundet en helt ny fart. Det chokerede vel alle, at han blev nr. 3 bag Michael Matthews og Sonny Colbrelli i 5-6%-spurten i Catalonien. Denne er stejlere, og indtil Polen havde jeg vurderet den som værende for stejl. Det ændrede sig imidlertid på den polske mur, hvor han rundede toppen af den stejle del først, inden han gled lidt tilbage til en 4. plads i den flade 200 m-spurt til sidst. Det vidner om, at Pacher bør køre stærkt i en finale, der synes som en sammensmeltning af Catalonien og Polen, og lykkes det hans ikke alt for overbevisende hold at bringe ham i position, tror jeg, at potentialet hos den formstærke franskmand er ret stort.

En rytter, der virkelig er blevet en god puncheur, er Wilco Kelderman. Det startede vel med den gode puncheurspurt i Provence i begyndelsen af 2020, og siden dengang har han været med fremme i de fleste puncheurfinaler. Vi så det på 1. og 10. etape i Giroen, hvor målbakkerne passede ham meget dårligere end denne, og dengang var han endda formsvag. Nu meldes han i langt bedre form, men i det lys skuffede hans puncheurspurter i Getxo og Burgos mig. Heldigvis har han forbedret sig siden, og da han plejer at positionere sig ganske hæderligt, har han et vist potentiale. Higuita er plan A, men Kelderman skal alligevel spurte af hensyn til sit klassement.

Desværre tror jeg ikke, at Tao Geogeghan Hart får lov at køre spurten. Det handler om Hayter, og Carapaz skal holdes fremme, og derfor er det usikkert, hvor meget spillerum briten får. Omvendt er det vel stadig holdets plan at holde deres mange esser fremme i klassementet, og derfor bør Geoghegan Hart i hvert fald spurte. Om han så også får frihed til at køre positionskampen tilstrækkeligt aggressivt frem mod svinget, er nok tvivlsomt, men skulle han få chancen, er det en finale, der passer ham. Det blev vi mindet om i Burgos, hvor han kørte en fornem 1. etape, og vi så det også, da han boksede med Valverde om sejren i en puncheurspurt i Dauphiné sidste år.

Læs også

Pogacar erkender nederlag til ”hurtigere” mand: Det var ikke vores dag

Hvad så med Robert Stannard? På papiret burde det ikke være en helt ringe finale for ham, men jeg tror, at den er lidt for svær for ham i dette selskab. I forvejen er hans holdbarhed meget svingende, og når han har sine formsvage perioder, vil han ryge af på Herrara. Den samlede sejr i Vallonien indikerer dog, at han er kørende, men selv dengang blev han kun nr. 3 bag en formsvag Alaphilippe på Mur de Huy. Denne er blødere og burde passe ham bedre, men til gengæld er niveauet betydeligt højere. I 2020 manglede han stadig ret meget, da han blev nr. 5 i 5%-spurten vundet af Roglic, og selvom han helt klart har forbedret sig siden da, tror jeg, at han får det svært mod eliten på så stejl en bakke som denne - også fordi hans hold ikke kan hjælpe ham meget i positionskampen.

At kalde Richard Carapaz puncheur er en overdrivelse, men han kan forsvare sig. Det så vi senest på 1. etape i Giroen, hvor procenterne er noget blødere, end de er her. Denne bakke passer ham meget bedre, men han bør ikke være eksplosiv nok til at vinde i dette selskab. Til gengæld er han eminent i positionskampen, og det betyder formentlig, at han ender lige så langt fremme, som han gjorde i Visegrad i maj - i hvert fald hvis han har fundet de ben, han var langt fra at have i Polen, og som gør, at jeg er en anelse usikker på den form, den normalt ellers så grand tour-stabile Carapaz har denne gang.

I Giroen lærte vi, at Jai Hindley og Carapaz var stort set lige hurtige og eksplosive, og det fortæller, at Hindley sagtens kan køre en finale som denne. Der er dog en væsentlig forskel på de to. Carapaz er fremragende i positionskampen, og jeg har meget svært ved at se Hindley køre med den aggression, der skal til. Derudover er hans styrke jo hans holdbarhed, og det vil være mærkeligt, hvis han har Giro-benene allerede nu. I Burgos positionerede han sig dog så godt og var så eksplosiv, at han endte som nr. 4 på Castillo-etapen, hvor han slog blandt andre Kelderman, og det vidner om, at man bestemt ikke kan udelukke et godt resultat. Formen er i hvert fald kun blevet bedre siden dengang

Hvilken rolle får Brandon McNulty? Almeida er kaptajnen, men i vinterpausen luftede han, at han genre ville køre klassement i Vueltaen. Det er ganske sandsynligt, at han får chancen, og hvis det er tilfældet, skal han også spurte i denne finale. Det er ikke tit, vi ser det, men han har flere gange vist fart i flade spurter - jeg tænker på Giroen i 2020 og Paris-Nice i 2022 - men vigtigst er hans 2. plads bag Colbrelli i 5%-spurten i Dauphiné sidste år, hvor han kom i høj fart bagfra. Denne er stejlere og mere teknisk, og den passer ham nok betydeligt dårligere, ligesom han næppe er god i positionskampen, men han har potentiale til at overraske.

Mit gæt vil være, at FDJ satser på Pacher, men måske Rudy Molard også kan køre den. Han har haft en svær sæson grundet det grimme styrt i sidste års Vuelta, men selvom han ikke er ved fordums styrke, viste han i San Sebastian og Ain, at hans niveau stadig er pænt, og at han er i form. Så som i foråret blev han nr. 8 i Fleche Wallonne, og det vidner om, at han stadig er en god puncheur. Denne er en anelse mere eksplosiv, og jeg tror derfor, at den passer ham en anelse dårligere, men formen er der i hvert fald. Klarer han med sin rutine positionskampen, kan han lave et resultat.

Inden Polen og Dauphiné havde jeg haft visse forventninger til Samuele Battistella . Italieneren gjorde enorme fremskridt sidste efterår, og det fortsatte i det stærke forår, hvor han viste puncheuevnerne i Provence og Algarve. Han skuffede mig til gengæld meget på 3. etape i Dauphiné og senest i den polske murfinale. Begge de to afslutninger var imidlertid også hårdere, og denne handler mere om regulært punch. Det bør passe ham bedre, og jeg vil tro, at Astana lader ham køre sin chance. Jeg frygter, at det ender i endnu en skuffelse, men særligt Algarve vidner om et vist potentiale.

Jeg er også nødt til at nævne Simon Yates, men det er mere af pligt end af overbevisning. Briten synes nemlig aldrig at køre disse finaler, hvor han altid er fint tilfreds med bare at komme hjem, og det vil formentlig også gælde på denne etape, når bakken er så kort som denne. Jeg har svært ved at se ham køre positionskampen spor aggressivt, men hvis han vil det, kan han sagtens lave et resultat. Det så vi med hans flotte sejr i Osimo i hans vilde 2018-Giro, og vi så inden løbet, at han er i fornem form. Det vil bare bryde alle traditioner, hvis han pludselig igen satser på at lave et resultat her.

Hvad så med Ilan van Wilder? Han har en ret klar opgave, men han sad ret langt fremme i spurterne i Holland. Det kunne tyde på, at Quick-Step i første omgang holder ham til. Han har altid været en ganske eksplosiv herre, selvom han ikke er decideret puncheur, og det så vi ikke mindst på 1. etape i Burgos, hvor han samtidig viste sit livs form. Det er klart, at det er lidt svært at være voldsomt aggressiv i positionskampen, når det handler om Alaphilippe og Evenepoel, men vil han gerne holde sig til, bør han ende pænt.

Hvor står Roger Adria? Vi vidste godt, at han har var halvhurtig, men hans sejr i puncheurspurten i Occitanie må have chokeret alle. I år har han til gengæld generelt været en skygge af sig selv, og det var først i juni, at han fandt sig selv. Hans kørsel i San Sebastian viser, at han er ganske formstærk nu, men vi så også i juni, at han har sine begrænsninger som klatrer. Denne afslutning er heldigvis for puncheurs, og selvom hans Occitanie-sejr er et ret enestående resultat, har han et potentiale for at overraske igen. Positionskampen ligner dog en gedigen trussel, og han styrtede i går, angiveligt dog uden konsekvenser.

Læs også

Quick-Step havde Remco-strid med Giro-arrangører

Det er ret usandsynligt, at Wout Poels får chancen på et hold med Buitrago og to kaptajner at beskytte, men skulle det ske, er det en finale, der passer ham. Han er mere murspecialist end puncheur, men han har noget fart, som vi senest så, da han overspurtede Lutsenko på flad vej i Andalusien. Den svingende lottokupon viste også form på sidste etape i Burgos, og har han de samme ben - hvad man aldrig kan vide sig sikker på - kommer han også et pænt stykke her. Det kræver bare, at han får chancen, hvad intet rigtigt tyder på.

Allerede sidste år indikerede Maxim van Gils, at han er en glimrende puncheur. Det satte han en streg under med sin tidlige sejr i Saudi Tour, men siden har han grundet diverse problemer aldrig fundet formen. Senest havde han en skade først på måneden, som heldigvis var mindre alvorlig end frygtet, men den betød, at han udgik i San Sebastian og skippede Getxo. I forvejen var han slet ikke imponerende i Vallonien, og det vil undre mig, hvis han har en form, han ikke har haft siden februar. Hans potentiale i denne slags finaler bør dog være betydeligt.

Sidste år begyndte Enric Mas pludselig at være god i denne slags finaler, men grundet den mentale krise, han er i efter sine mange styrt, synes det helt udelukket, at vi ser ham med aggression i positionskampen. Miguel Angel Lopez kan godt køre denne slags finaler, men denne er lidt for kort til, at han kan være med helt fremme. Vi så det samme med Vincenzo Nibali og Pavel Sivakov på 1. etape i Burgos, men de er ikke eksplosive nok til dette selskab. Jeg var fristet af at nævne Andrea Vendrame, men jeg tror, at denne er lidt for stejl, ligesom hans form i Polen, hvor han kom klart til kort på muren, ikke var prangende. Jeg ville gerne se Thibaut Pinot køre den, men han vil næppe satse i en positionskamp og i stedet hjælpe Pacher og Molard. Jesus Herrada er ikke den puncheur, han engang var, og var uhyre formsvag i Ain. Jeg ville gerne se Alexey Lutsenko køre den, men det synes usandsynligt, at de ikke satser på Battistella og på at holde Lopez og måske Nibali fremme. Domenico Pozzovivo og Esteban Chaves er før endt pænt i denne slags finalr, men selskabet er lidt for skrapt, mens det for Ben O’Connor, Mikel Landa, Carlos Rodriguez, Hugh Carthy, Gino Mäder, Thymen Arensman, Juan Pedro Lopez, Jan Hirt og Louis Meintjes alene bør handle om at holde sig til, som det også gælder for Lucas Hamilton, Kenny Elissonde, Jose Manuel Diaz, Carl Fredrik Hagen og Marc Soler , hvis de skal holdes til i klassementet. Patrick Bevin kunne have været kandidat, men han synes meget formsvag, Daryl Impey er forslået, og Chris Froome, der tidligere var god i denne slags finaler, synes efter corona ude af form. Formstærke Remy Rochas er ikke eksplosiv nok, og nu om dage kører Rigoberto Uran aldrig den slags finaler. Xandro Meurisse havde tidligere været kandidat, men han er ikke den rytter, han engang var, og Elie Gesbert synes for formsvag, mens niveauet nok er for højt for Simon Guglielmi, der måske vil forsøge sig, og Floris de Tier er for formsvag. Den må være for hård for Mads Pedersen, Bryan Coquard, Kiko Galvan, Gianni Vermeersch, Omer Goldstein og Gotzon Martin, og jeg tror ikke længere, at Jetse Bol, der ellers var god i denne slags finaler, har niveauet. Endelig må Bob Jungels, Luis Leon Sanchez og James Shaw være hjælpere.

Som sagt kan man ikke helt udelukke et udbrud. Her kunne formstærke Bruno Armirail være et godt bud, men andre kunne være Jesus Herrada, Rein Taaramae, Harry Sweeny, Maxim van Gils, Quentin Pacher, Rudy Molard, Mark Padun, Carl Fredrik Hagen, Jay Vine, Elie Gesbert, Alessandro de Marchi, Antonio Tiberi, Xandro Meurisse og Roger Adria.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Ethan Hayter

Outsidere: Sergio Higuita, Juan Ayuso, Remco Evenepoel, Santiago Buitrago, Alejandro Valverde

Jokers: Joao Almeida, Quentin Pacher, Wilco Kelderman, Tao Geoghegan Hart, Robert Stannard, Richard Carapaz, Jai Hindley, Brandon McNulty, Rudy Molard, Samuele Battistella, Simon Yates, Ilan van Wilder, Roger Adria, Wout Poels, Maxim van Gils

Kandidater til et udbrud: Bruno Armirail, Jesus Herrada, Roger Adria, Rein Taaramae, Harry Sweeny, Maxim van Gils, Quentin Pacher, Rudy Molard, Xandro Meurisse, Mark Padun, Carl Fredrik Hagen, Jay Vine, Elie Gesbert, Alessandro de Marchi, Antonio Tiberi

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE