Vuelta a Espana-analyse: Boras gyldne transferhånd

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Bora-mandskabet tog hul på 2022-sæsonen, var det nye tider. Siden holdet med en kraftig kapitaltilførsel var blevet en del af WorldTouren i 2017, havde det nemlig været kendt som Team Sagan. Langt de fleste af mange tyske køkken- og brusebadsmillioner var blevet hældt i superstjernen Peter Sagan, og selvom der også var blevet lidt til overs til investeringer i profiler som Leopold König og Rafal Majka, blev holdet i begyndelsen entydigt identificeret med sportens vel nok største navn.

Det var den virkelighed, der stod til at ændre sig. Allerede over en længere årrække var holdet blevet til meget mere end Team Sagan, og samtidig med at nye navne slog igennem begyndte det at halte mere og mere for slovakken. Hans nedtur tog vel for alvor fart i den spøjse coronasæson 2020, hvor han for første gang måtte se sig slået i kampen om Tourens pointtrøje i et løb, hvor han rent faktisk gennemførte, og det har således længe stået klart, at Sagan ikke længere er en mand, man binder en stor del af budgettet i eller bygger en stor del af holdet op omkring - i hvert fald ikke hvis man som Bora har ambitioner om at være et af verdens bedste hold.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sagans kontraktudløb gav manager Ralph Denk en historisk chance for at nytænke sig hold, hvis han ville. Allerede med Emanuel Buchmanns store gennembrud i 2019 var holdet i stigende grad begyndt at gå ned ad klassementsvejen, og den vej tiltalte åbenbart den tyske chef. På interne møder blev det gjort klart, at det fremover var grand tours, der ville være det overordnede fokus, og Denk satte sig det mål, at holdet senest i 2024 skulle have vundet sit første lange etapeløb.

Midlet hertil var en kraftig oprustning. Sagan-millionerne blev hældt i Aleksandr Vlasov, Jai Hindley og Sergio Higuita, der sluttede sig til Wilco Kelderman og Buchmann, og kun en beskeden del af budgettet blev brugt på en lidt mere sekundær sprintersatsning. Sam Bennett blev hentet hjem i en indirekte erkendelse af, at man spillede på den forkerte hest, da man prioriterede Pascal Ackermann over deres irske ”søn”, og han fik også stærk hjælp i form af et helt nyt tog med Danny van Poppel, Shane Archbold og Ryan Mullen.

Det var en transferinvestering, man sjældent har set magen til, og som vel bedst kan sammenlignes med den vilde oprustning, Ineos foretog, da de i ét hug hentede Richie Porte, Adam Yates, Tom Pidcock, Daniel Martinez og Laurens de Plus til holdet. Det var imidlertid også en investering, der nok ville gå under betegnelsen risikabel, hvis Denk var forbi en investeringsrådgiver forinden. Der var i hvert fald kun begrænsede garantier i de fem mest markante navne.

I virkeligheden var det vel kun Bennett, der ville falde under betegnelsen sikker investering. Som jeg allerede beskrev i gårsdagens analyse, var det svært at finde argumenter for, at ireren ikke skulle blive en bragende succes, når han vendte hjem til det hold, hvor han i 2019 virkede allerstærkest. Til gengæld var der tvivl ved alle de fire øvrige stjerner.

Vlasov kom til holdet efter en 2021-sæson, hvor han ikke havde lignet den flyvende komet, han havde gjort i 2020. Hindley kom til holdet efter en 2021-sæson, hvor et siddesår havde fået cykelsporten, der har en dårlig hukommelse, til helt at glemme, hvor fremragende han havde været i Giroen i 2020. Higuita havde lignet et ustoppeligt talent i 2019, men var igennem to triste sæsoner gledet helt af radaren og kom til holdet efter næsten to år uden én eneste sejr eller ét eneste større resultat. Og selvom meget kunne indikere, at Van Poppel ville blive en fremragende lead-out man, var heller ikke det sikkert. Det er nemlig langt fra alle sprintere, der mestrer den svære kunst at skifte spor, og hollænderen var helt uprøvet i den rolle.

Når man gambler fire gange i ét hug, må man forvente, at der er mindst én kikser, men Denk har i den grad haft en gylden transferhånd. Således kan han sætte flueben ud for ”Succes” ved alle sine fire risikable investeringer. Mest markant er det selvfølgelig med Hindley, der i allerførste forsøg gjorde det meningsløst at tale om, at grand tour-projektet først skulle kulminere i 2024, men også Vlasov, der har været en af forårets helt store oplevelser, og Higuita, der med sejre i Algarve, Catalonien, Romandiet og senest Polen samt en samlet 2. plads i Tour de Suisse, er gået fra at være sejrsløs til at være vindermaskine, har i den grad leveret varen. Og selvom han ikke selv har bidraget meget til resultaterne, er Van Poppel måske endda tæt på at matche Hindley, for han har fra nærmest sit allerførste løb været så fabelagtig, at han allerede med nogen ret kan hævde, at han er verdens bedste lead-out man.

Faktisk var det kun den sikre investering, det haltede med. Som jeg beskrev i gårsdagens analyse, har året været én lang lidelseshistorie for Bennett, der som den eneste har haft flueben ud for ”Fiasko” i Denks evalueringsskema. Nu tyder meget imidlertid på, at det måske alligevel kan ende med fuld plade, når Denk om små to måneder endegyldigt skal gøre regnebrættet op og drage konklusionerne om den vilde investering, der endegyldigt skulle forandre Team Sagan til at være noget helt andet.

I dag var Bennett, der nemlig igen. Bare 24 timer efter at have taget sin anden sejr slog ireren uimodståeligt til igen, da en hurtig, men ellers begivenhedsfattig tur rundt i det hollandske fladland, kulminerede i den forventede massespurt. Med en spurt, der i hvert fald gav mindelser om den storhed, han senest havde i sit ufattelige 2020-forår, henviste han igen det dog relativt beskedne sprinterfelt i årets Vuelta til kampen om de sekundære placeringer.

Det bedste af det hele og det, der gør det relevant at lade denne analyse have Denks gyldne transferhånd som tema, er imidlertid, at sejren blev opnået i endnu en smuk harmoni mellem to af nyerhvervelserne. For anden dag i træk sørgede Van Poppel for, at han fortsat er meget, meget tæt på at have en 100% træfsikkerhed i de lead-outs, han har kørt i år, for uden ham er det i hvert tvivlsomt, om Bennett havde krydset stregen i Breda før alle andre.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Billedet var ellers det samme som i går. Resten af toget, der kun talte da Ryan Mullen, da Jonas Koch måtte deltage i det føringsarbejde, Bora grundet gårsdagens succes ikke længere kunne undslå sig, var igen kommet til kort i kampen med stærkere og mere antalsstærke tog. Faktisk så det bekymrende ud, da de tog det sidste sving med 800 m igen, for her sad den hollandsk-irske duo så langt tilbage, at man alvorligt kunne frygte for, at det var for sent - og hvis endelig den skulle reddes, kunne man frygte for, at Van Poppel skulle køre så voldsomt et lead-out, at han havde kvæstet de Bennett-ben, der i år ikke synes at besidde megen holdbarhed.

Der var imidlertid igen fuld plade på transfersucceskontoen. Van Poppel var igen sublim, da han reddede den kritiske position ved at skyde op på siden af den linje af ryttere, som ellers var i bedre position end Bora-duoen, og gav dermed nok engang et argument for, at han er tæt på at overtage lead-out-tronen, men det risikerede også at sende Bennett til tælling. Han kørte nemlig betydeligt stærkere end en af dagens favoritter, Pascal Ackermann, der åbnede sin spurt nogenlunde samtidig med hollænderen - et bevis på, at han måske kunne have vundet på egen hånd, hvis det havde været opgaven - men Bennetts ben er tilsyneladende helt anderledes, end de var det i foråret. Denne gang var der nemlig masser af skud i de irske stænger, der holdt stand hele vejen, selvom modvinden bestemt ikke gjorde det til den letteste spurt.

Selvfølgelig synes der stadig at være et stykke vej til den gamle udgave af Bennett, selvfølgelig er sprinterfeltet ikke imponerende, og selvfølgelig er Van Poppel en god del af forklaringen på den irske succes, men nu kan Denk i hvert fald begynde at tro på, at det, der lignede hans eneste fejlinvestering, nu også giver så megen pote, at det næste år måske kan ligne en hovedpine både at skulle tilfredsstille Bennett og jagte al den grand tour-succes, han drømmer om. Hvorvidt det er et reelt problem, bliver vi klogere på i løbet af de kommende tre uger, men først for alvor, når Bennett står over for de sprintere, der tilhører den absolutte elite.

Den eneste af disse, der er til start i dette løb, er nemlig Tim Merlier, og i dag fik vi desværre ikke lejlighed til at se, om han ville køre endnu en skuffende spurt, som han synes at have haft en tendens til på det seneste. Denne gang lykkedes det ellers det svage Alpecin-tog med en velkørende Lionel Taminiaux at få ham afleveret i en brugbar position, der burde have sikret ham sejren, hvis han var i besiddelse af sin gamle fart, men et svaj fra Bryan Coquard og en efterfølgende tabt kæde betød, at det blev til det rene ingenting den sprinter, mange nok havde regnet for altdominerende under det hollandske visit. Nu må der til gengæld være alvorlige bekymringer i Alpecin-lejren, for næste spurtchance er først på 11. etape, og vi ved fra sidste års Giro, at den alt andet end holdbare Merlier hurtigt tabte fart, når løbsdagens begyndte at blive mange. Lægger man dertil, at de kommende sprinteretaper alle er ganske hårde, kan vi allerede efter tre dage begynde at frygte, at løbets på papiret mest sikre vinderbud blandt sprinterne nu vil ende løbet som sejrsløs - og hvor langt han kommer, ved vi slet heller ikke. Han har i hvert fald fortsat til gode at komme specielt langt i en grand tour.

Helt anderledes er det med Mads Pedersen, der må komme fra Holland med enorm selvtillid. Selvom danskeren har vist sig hurtig, ved vi, at han i disse lette fladbaneløb kommer til kort mod folk som Bennett og Merlier, men i dag var han nok engang ikke alt for langt fra at slå Bennett. Normalt er det ellers den sikre død, når han skal starte sin spurt bag en på papiret hurtigere mand, men denne gang var det slet ikke noget dumt valg at lade Alex Kirsch aflevere ham i Bennetts baghjul. Med direkte modvind var der nemlig en reel chance for, at han fra irerens slipstrøm alligevel kunne vinde, hvis Bennett nok engang havde tabt fart, som han i år har haft for vane. Måske kunne den strategi endda have båret frugt, for danskeren var slemt uheldig med at blive lukket, da han forsøgte at gø til højre og derved tabte fart og momentum, inden han fandt den rette vej til venstre. Nok er Bennett hurtigere, som vi så det i går, men i en modvindsspurt vinder hurtigste mand ikke altid, og i dag gav Pedersen sig alle forudsætninger for at tage sejren. Det lykkedes ikke, men det skulle være mærkeligt, om ikke han vinder en etape før eller siden, når de rene sprintere er blevet trætte, den danske motor er varm, og etaperne er hårdere. Jeg spåede allerede inden løbet, at han ville vinde 16. etape, der er for hård for sprinterne, men nu virker det bestemt ikke umuligt, at han også kan vinde nogle af de øvrige (og ganske få) sprinteretaper.

Langt mere bekymrende er det i hvert fald for Pascal Ackermann, der er løbets sidste store sprinternavn. Der var nærmest noget rituelt i, at han igen blev afleveret for tidligt af Sebastian Molano, for det skete også i tide og utide i Tour de Pologne, og selvom han nok ikke havde andet valg end at starte sin spurt, da colombianeren tabte fart, må han have følt et voldsomt deja-vu til det polske løb, hvor særligt 7. etapes alenlange syrebad må have stået printet i hans hoved, da han også i dag blev begravet i så megen syre, at han måtte opgive at færdiggøre sin spurt. Så lang en modvindsspurt kan ingen vinde, men det var bekymrende, at han var synligt langsommere end Van Poppel, der let og elegant kørte Bennett frem på hans side, og det er også bekymrende, at det ellers velfungerende tog med Ivo Oliveira og Molano altså har en tendens til at kikse deres timing. Toget er dog stadig hans stærkeste våben, hvis han skal kompensere for den manglende fart, for de har vist, at de har poweren. Det er blot timingen, det halter med.

Måske var der noget symbolsk i, at Dan McLay så let gik forbi ham. Mens Ackermanns karriere kun er gået tilbage, har McLays ditto kun haft kurs opad. Egentlig kom han til Arkea som lead-out man for Nacer Bouhanni, men grundet franskmandens langvarige skade er han i år endt som holdets førstesprinter. Den mulighed har han udnyttet til at forbedre den positionering, der altid har været hans svaghed, og da han samtidig stadig er en temmelig hurtig herre, var han i dag ganske tæt på at tage en grand tour-etapesejr, der ikke lå i kortene, da han som Van Poppel skiftede spor fra at være sprinter til at være lead-out man. Desværre for ham er Vueltaen ikke den ideelle grand tour for ham, for han er i hvert fald ikke typen, der kan ventes at blive bedre med tiden.

Det kan til gengæld Bryan Coquard. Ingen havde nogensinde regnet med, at den lille franskmand ville vinde en af de hollandske etaper, og det var han da heller ikke tæt på at gøre i dag. Modsat i går lykkedes det imidlertid for den positioneringssvage Coquard at drage fordel af Davide Cimolai til at sikre sig en position, hvorfra han kunne sikre sig et resultat. Dermed kommer han til Spanien med lidt mere tro på, at der kan vente en sejr på hårdere dage senere i løbet, hvor også han må have sat et stort, fedt kryds ud for 16. etape og den finale, hvor Matteo Trentin slog Gianni Moscon og Søren Kragh i en knaldhård spurt i 2017.

På den måde var hans tilgang til det hollandske eventyr helt anderledes, end den var det for Kaden Groves. Nok er også australieren en holdbar herre, men han viste i foråret, at han har farten til at vinde rene sprinteretaper som disse. Desværre har foråret også vist, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, og derfor er det lidt en katastrofe, at han er kommet til løbet med så svagt et tog. Det blev nærmest udstillet i dag, da holdet forsøgte at skyde frem, men let blev sat til vægs af stærkere mandskaber, der nok engang efterlod australieren så langt tilbage, at det hele kunne være lige meget.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

I den forstand kan han sammenlignes med Jake Stewart. Briten er ikke i nærheden af at have Groves’ fart, men de har den fælles skæbne, at de har svært ved at positionere sig. For Stewarts vedkommende blev det vel helt tydeligt i dag, hvor han tabte hjulet på Fabian Lienhard, der således endte med at spurte sig til højst overraskende 5. plads. Groves og Stewart er imidlertid ikke alene om den skæbne, for blandt andre John Degenkolb har altid haft det pokkers svært med at finde vej i feltet. Det blev igen i dag udstillet i et løb, hvor han ellers havde god støtte af Nikias Arndt og skal forsøge at genfinde lidt af fordums storhed i det løb, man i en periode kunne kalde hans eget, og hvor han - som altid fristes man til at sige - sad for langt tilbage.

Det gjorde Ethan Hayter også, men også det var forventeligt. Ligesom Degenkolb besidder han hverken farten eller positioneringen til denne slags etaper, slet ikke uden støtte, men han kan modsat tyskeren glæde sig over, at hans chancer kommer senere. Den luksus har Itamar Einhorn til gengæld ikke, og det er en skam. I går så han ellers pokkers hurtig, men i dag tabte han positionskampen, formentlig fordi den forslåede Daryl Impey var for mærket til at kunne hjælpe. Han kunne i stedet misundeligt skæve til, hvordan Harry Sweeny tog dage i træk har været ganske fabelagtig til at positionere Cedric Beullens, som ellers er nærmest uden erfaring i at køre massespurter.

Det er Mike Teunissen ikke, men i dag fik han ikke yderligere erfaring på kontoen. Jumbo-mandskabet valgte at fortsætte deres ”vi-lader-trøjen-gå-på-omgang-blandt-hjælperne”-strategi, og i dag var det så Edoardo Affini, der fik æren til som den sidste at tage over, inden det meget vel kan være chefen selv, der er i rødt tirsdag eftermiddag, når løbet har været over de første baskiske stigninger. Det var dog lidt en skam, at Teunissen, der så imponerende hurtig ud i går, ikke fik lov at se, hvor langt det kan række i dette knap så stærke sprinterfelt.

Det var dog en ganske marginal ændring af klassementet i det store billede, og ser man bort fra holdløbet, kom klassementsrytterne stort set alle sikkert ud af landet, der var frygtet grundet sin vind. Der var dog én markant undtagelse i form af Michael Woods, hvis uheldige sæson fortsatte, da han måtte udgå efter et af de alt for mange styrt, han involveres i. Det var ikke blot et stort slag for Woods selv, der snart kan kaste 2021-sæsonen direkte i skraldespanden. Det var også en seriøs hovedpine for hans hold, der havde satset betydeligt på, at canadieren med et godt samlet resultat skulle score mange af de point, de seriøst mangler i disse dage. Savnet bliver allerede helt tydeligt, når vi på tirsdag går ind til en puncheuretape, der må have været et decideret mål for den canadiske kaptajn.

Woods har ellers været en af de relativt få transfersucceser hos Israel-PT, der mest af alt er kendt som cykelsportens alderdomshjem, hvor de mange stjerneveteraner, som holdet har hentet, kun i begrænset omfang har været pengene værd. På det område kunne de i hvert fald lære noget af Bora og Denk, der ubetinget kommer ud af seneste vinterpause som transferkongerne. Sagan-millionerne blev kastet ud i et stort eksperiment med det, der lignede fire vovede og én relativt sikker investering. I første omgang så det ud til, at kun de fire sats gav pote, men nu har Bennett måske alligevel kurs mod at sikre, at der bliver fuld plade i det, der må kaldes en sjældent gylden transferhånd fra Denk og co.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE